af Andreas Beyer Gregersen
12.12.2021
Både inden for daglig tale og i den politiske tænkning anses det normalt for værdifuldt at holdes ansvarlig for ens handlinger. Men hvorfor er dette egentlig værdifuldt? I en nyligt udgivet artikel argumenterer Lasse Nielsen og David V. Axelsen for, at det at holdes ansvarlig og det at være ansvarlig hænger tæt sammen fra et værdimæssigt perspektiv; at ansvar har en værdi for ikke blot samfundet og andre mennesker men også for den enkelte. Turbulens har interviewet Lasse Nielsen omkring, hvad dette indebærer, og om den individuelle ansvarligheds rolle i nutidig politisk filosofi.
Kan du starte med først at skitsere din overordnede forskningsprofil og det felt, som du hovedsageligt arbejder inden for?
Jeg arbejder bredt inden for politisk filosofi men særligt med analytisk politisk filosofi. Jeg undersøger især spørgsmål omkring distributiv retfærdighed, ulighed og diskrimination. Derudover arbejder jeg også delvist med andre spørgsmål omkring migration og sundhedsfilosofi.
I en nyligt udgivet artikel skrevet sammen med David V. Axelsen tager I udgangspunkt i en løbende diskussion omkring individuel ansvarlighed inden for politisk filosofi. Hvorfor er dette egentlig et vigtigt spørgsmål inden for politisk filosofi?
Spørgsmålet omkring individuelt ansvar hænger sammen med spørgsmålet om fri vilje og det overhovedet at have et handlerum. På den måde er det et kernefilosofisk spørgsmål, som går langt ud over politisk filosofi. Samtidig er der mindst to grunde til, at det også er vigtigt inden for den politiske filosofi. Den ene er, at personligt ansvar synes at være en vigtig del af det, som vi skylder hinanden. At kunne være ansvarlig for egen livsførelse er en kerneværdi i demokratiske samfund og dermed noget, som vi alle bør have mulighed for. I den forbindelse er det også blevet en væsentlig del af, hvad retfærdig fordeling handler om i dag, som især ses inden for politisk filosofi efter John Rawls og med udviklingen af det, som kaldes for held-egalitarisme. Hvis vi altså vil stille folk lige ud fra en retfærdighedsteori, bør den være sensitiv over for, hvad folk selv kan stilles til ansvar for. Der er således disse to kerneelementer; at det på den ene side kan anses som værdifuldt, at vi er ansvarlige, samtidig med at det er vigtigt for vores opfattelse af retfærdighed, at vi også bliver holdt ansvarlige.
I den førnævnte artikel advokerer I specifikt for en idé om såkaldt ‘selvskabende ansvarlighed’ (“self-creative responsibility”). Kan du udfolde, hvad denne forståelse af individuel ansvarlighed indebærer?
Den nuværende diskussion i litteraturen går meget på at holde folk ansvarlige for retfærdighedens skyld, og vores formål har derfor været at minde om, at dermed glemmer man let, hvorfor det i første omgang er værdifuldt at have ansvar for sit eget liv. Dette er mere hovedbidraget med artiklen end at udfolde, hvad selvskabende ansvarlighed er for noget. Men vi peger dog på tre væsentlige kilder, som synes at tilbyde nogle nødvendige elementer i, hvad denne slags ansvarlighed handler om. Den første er den klassiske liberalisme hos John Stuart Mill og værdsættelsen af friheden, der ligger i det personlige valg. En anden kilde er eksistentialismen hos særligt Jean-Paul Sartre, hvor det også handler om ‘selvskabelse’ i den forstand, at man er med til at definere sig selv igennem de valg, som man træffer. Den sidste kilde finder vi særligt hos Aristoteles, hvor fokus er på, hvorvidt man er bevidst om, at når der træffes valg, lades der også andre handlemuligheder stå tilbage – og at ansvarlighed derfor samtidig kræver en moralsk deliberation, når vi træffer valg og dermed også fravalg. Så disse tre aspekter er i hvert fald vigtige for en selskabende ansvarlighed, og som vi risikerer at gå på kompromis med, hvis vi kun tænker ansvar som noget, folk retmæssigt har fortjent ud fra et vist fordelingsmønster.
Ét af jeres kritikpunkter af den eksisterende litteratur går på, at held-egalitarismen ikke i sig selv siger noget om, hvorvidt ansvarlighed er værdifuldt. Hvad går denne kritik ud på?
Held-egalitarismen er en intuitiv og lovende teori om retfærdighed. Dens grundlæggende udgangspunkt er, at et udfald er uretfærdigt, hvis nogle er stillede dårligere end andre af grunde, som de ikke selv har haft kontrol over og ansvar for. Derfor er held-egalitarisme også et meget udbredt og accepteret bud på, hvad retfærdighed handler om. Vores kritik går ikke på at feje held-egalitarisme af vejen, men at hvis det er den eneste måde at forstå ansvar på, så overser vi nemt, hvorfor vi bekymrer os om ansvar i første omgang. Nogle held-egalitarister siger eksplicit, at ansvar ikke har nogen værdi i deres teori. Det, som de sandsynligvis mener, er dog nok, at deres teori ikke er en teori om ansvar men om retfærdighed. Vores kritik går derimod ud på, at hvis man for enhver pris vil holde folk ansvarlige, fordi det er det retfærdige at gøre, så kan man komme til at gå på kompromis med den værdi, der ligger i, at folk kan være ansvarlige for deres eget liv; at de har et handlerum, som gør det muligt at tage et sådant ansvar. Ofte vil det selvfølgelig være sådan, at vi skal holde folk ansvarlige både, fordi det er det retfærdige at gøre, og samtidig fordi det bedst fremmer en selvskabende ansvarlighed. Når vi eksempelvis holder vores børn til ansvar, så er det fordi, vi mener, at det er sundt for dem at lære, at deres handlinger har konsekvenser.
Nogle af disse tanker omkring ansvarlighed synes at stride imod en liberal grundtanke om, at det må være op til den enkelte, hvordan man lever sit liv (og om man overhovedet ønsker at leve, hvad vi forstår som en ‘ansvarlig’ tilværelse, i stedet for f.eks. at blive stofnarkoman eller begå selvmord). Vil du sige, at jeres tilgang strider imod i hvert fald visse former for liberalisme?
Jeg synes ikke, at der er nogen særlig modstrid til liberalismen på spil her, da vi forfægter én af liberalismens kerneværdier; nemlig friheden til at udfolde ens eget liv og forfølge ens egne livsplaner, samtidig med at man bærer et ansvar for dette. Derudover er idéen om selvskabende ansvarlighed tænkt som noget, der generelt kan tænkes og anerkendes på tværs af traditioner. Men det er samtidig klart, at vi i artiklen lægger op til, at vi ikke altid kan stille individer til ansvar for deres valg. For det første er folk ikke altid helt selv ansvarlige for de valg, som de træffer. Og selv hvis de er, så kan folk træffe så dumme valg, at de bliver meget dårligt stillede af dem, hvorfor vi er nødt til at stille en form for sikkerhedsnet, der garanterer, at man ikke ender i en alt for slem og forhutlet situation uden noget handlerum tilbage. Der er således et element af, hvad man kan kalde frihedsbaseret paternalisme i dette. Men det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve, at vores argumentation ikke følger nogen bestemt ideologi, og at vi sådan set er åbne over for, om man er f.eks. liberalistisk eller socialistisk inspireret i sin tilgang til emnet.
I artiklen diskuterer I blandt andet et tankeeksperiment af Elizabeth Anderson, som er tænkt som et modargument til held-egalitarismen, da det handler om, hvorvidt det virkelig kan passe, at man fra et held-egalitaristisk perspektiv ikke skal redde en uansvarlig bilist, der er kørt galt. I argumenterer for, at man med den selvskabende ansvarlighed kan forklare teoretisk, hvorfor det er en god idé at redde selv uansvarlige bilister, hvis de er i livsfare. Hvordan gør I det?
Der findes sådan set ikke nogen i litteraturen, som seriøst argumenterer for, at vi i Andersons case ikke bør redde en bilist, der er kørt galt, selv hvis det er personens egen skyld. Uenigheden går derimod på, hvorvidt personen har et retfærdighedskrav på at blive hjulpet eller ej – eller om vi retmæssigt kan sige til personen, at han eller hun egentlig ikke har noget krav på hjælp. Andersons kritik går på, at held-egalitarismen må sige, at personen ikke har krav på hjælp, selvom det er åbenlyst, at vi bør hjælpe. Dette har der været forskellige svar på. Mange forklarer dette ud fra et værdipluralistisk perspektiv, som siger, at vi bør hjælpe en sådan uansvarlig bilist men af moralske grunde, som ikke har noget med retfærdighed at gøre. Det kan f.eks. være barmhjertighed eller næstekærlighed. Vores tilgang er til gengæld at foreslå, at hvis man som held-egalitarist bekymrer sig om ansvarlighed, så bør man også være opmærksom på, at hvis vi holder denne person til ansvar for sine handlinger, kan det medføre, at han eller hun mister al sit handlerum og dermed mulighed for at være ansvarlig i fremtiden. Ud fra det perspektiv bør vi lappe personen sammen for netop at gøre det muligt at kunne være ansvarlig fremover. Herudfra kan det samtidig argumenteres for, at staten bør gøre det lovpligtigt f.eks. at køre med styrthjelm som motorcyklist.
Et mere ekstremt eksempel på individuel uansvarlighed er vel, hvorvidt man kan sælge sig selv til slaveri, hvor vi i dag bestemt ikke vil tillade, at nogle gør dette, selv hvis det er på eget initiativ?
Ja, det vil vi netop gøre, fordi vi bekymrer os om værdien af at have et handlerum. Selv hvis der er samtykke i den konkrete situation, er det væsentligt, at man fortsat kan præge sit eget liv.
En udbredt kritik af i hvert fald held-egalitarismens anvendelighed er, at det givet den enorme biologiske, psykologiske og sociologiske kompleksitet i forhold til menneskelige forhold er næsten umuligt at være sikker på, om vi egentlig kan siges selv at være ansvarlige for de valg, som vi træffer, eller ej – hvilket i sidste ende risikerer at reducere held-egalitarismen til et ubrugeligt tankeeksperiment. Kan du følge den kritik? Og rammer den i princippet ikke også jeres forsvar for værdien af selvskabende ansvarlighed, da den vel lige så meget bygger på, at vi kan ‘stole på’, at de valg, vi træffer, også er vores egne i en meningsfuld forstand?
Jeg kan godt følge, at man forholder sig kritisk til held-egalitarismen på baggrund, at det er ret uafklaret, i hvor høj grad vi overhovedet har kontrol over de valg, som vi foretager os. Det hviler i hvert fald på nogle antagelser om en eller anden grad af voluntarisme. Men dette er en kritik, som samtidig er bundet op på det store spørgsmål omkring fri vilje. Derudover ser de fleste held-egalitarister sig selv som forholdsvist immune over for den problematik, da de jo bare siger, at det er uretfærdigt, hvis nogle er dårligere stillet end andre af grunde, som de ikke har kontrol over – og hvis en determinist dernæst påstår, at vi faktisk ikke har kontrol over noget som helst, vil held-egalitarismen stadig kunne være rigtig. Det vil bare føre til et retfærdighedskrav om fuldstændig lighed. De fleste, der arbejder med dette, har dog nok en pragmatisk holdning til, at komplet determinisme sandsynligvis ikke er sandt, samtidig med at komplet voluntarisme heller ikke giver meget mening, hvorfor vi må befinde os inden for et kontinuum mellem de to modpoler.
Det er altid godt, hvis filosofiske teorier kan anvendes i virkeligheden. Men held-egalitarister er ikke forpligtede på at lave politikker om, hvornår folk præcist skal holdes til ansvar. Det er deres opgave at finde ud af, hvad retfærdighed er for noget, og hvordan det hænger sammen med ansvar. Vores idé om selvskabende ansvarlighed er heller ikke bundet særligt op på den førnævnte diskussion omkring fri vilje og determinisme, fordi det i virkeligheden ikke handler så meget om, hvad årsagerne til vores præferencer og livsplaner er, men at det har værdi, at vi oplever dem som vores egne; at de i en vis forstand kommer indefra og derfor giver en personlig integritet.
I forhold til retfærdighedsteorier er der også et spørgsmål om, hvorvidt de kun gælder på et nationalt plan eller bør udvides til alle mennesker samt måske endda også andre dyrearter og økosystemer. Fra et globalt perspektiv kan held-egalitarismen allerede synes ret krævende, da millioner af mennesker stadig lever under ekstrem fattigdom, krig eller flugt, som de ikke selv ser ud til at være skyld i. Vil jeres ’tilføjelse’ omkring, at alle også skal tilbydes lige muligheder for fremadrettet at være ansvarlige for deres eget liv, ikke være endnu mere krævende?
Vores idé om selvskabende ansvarlighed har også vidtrækkende implikationer for, hvordan vi udmønter retfærdighed i samfundet, men på en lidt anden måde end held-egalitarismen. Hvis man er held-egalitarist, ligger det lige for at have et globalt perspektiv, og held-egalitarister er i udpræget grad kosmopolitter. Vi mener også, at denne teori om selvskabende ansvarlighed har en global rækkevidde, fordi det handler om grundlæggende rettigheder og dermed, hvad man har krav på i kraft at være menneske. Hvad det påkrævede handlerum for selvskabende ansvarlighed så udmønter sig i, afhænger i høj grad af sociale strukturer og kontekster. Om det f.eks. kræver, at man har et vist uddannelsesniveau, afhænger af den specifikke kontekst. Så vores teori er som udgangspunkt lige så krævende som held-egalitarisme. Men held-egalitarister er netop egalitarister, hvilket betyder, at de går ud fra et ideal om lige muligheder. Vores udgangspunkt er snarere, at man skal have tilstrækkelige muligheder for at have sådan et førnævnt handlerum. Mange tolker dette som mindre krævende, men det er det ikke nødvendigvis, da man kan have lige muligheder i et samfund både under og over et specifikt niveau, der kan siges at være tilstrækkeligt for en selvskabende ansvarlighed. Og det, som vi står på mål for som tilstrækkeligt for dette handlerum, er relativt krævende og har derfor omfattende implikationer for global omfordeling.
