Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Det sociale arbejdes genealogi
 

Det sociale arbejdes genealogi

8. december, 2021.

Af Frederik Kirst Müntzberg

Turbulens har foretaget et interview med Kaspar Villadsen, forfatter til bogen Det sociale arbejdes genealogi, som vi netop har bragt et uddrag fra. Bogen skitserer den historiske udvikling i det sociale arbejde i Danmark fra 1700-tallet og frem til 2004, og de implikationer det sociale arbejdes praksis har på vores forståelse af samfundsborgerskab. I interviewet uddyber Villadsen bogens analyser og konklusioner, og giver desuden sit bud på, hvorvidt disse stadig er retningssættende for socialpolitikken i dag.

Kan du give et kort resumé af, hvad du forsker i, og hvad dine primære forskningsinteresser er?

Jeg er uddannet sociolog, og sidder til dagligt i filosofi-gruppen på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Bogen Det sociale arbejdes genealogi, er en udgave af min Ph.d.-afhandling, og den var et forsøg på at lave en genealogi over det sociale arbejde i Danmark – et tema som længe har været centralt i min forskning. Jeg har særligt interesseret mig for velfærdsstatens udvikling, det sociale arbejdes udvikling og senere hen også bredere sundhedsfremme. Ofte har jeg undersøgt disse emner med udgangspunkt i Michel Foucault eller gennem andre kritiske poststrukturalistiske perspektiver. Senere er jeg også begyndt at forske mere i ledelse og organisering samt organiseringen af sundhedskampagner, herunder håndteringen af COVID-19, samt håndteringsstrategier under epidemier som f.eks. COVID-19. Derudover forsker jeg i Foucaults forfatterskab og hans begreber og analysestrategier. Lige nu er jeg i gang med at skrive en bog om Foucaults begreb om teknologi, som er det, der optager mig mest her og nu.

I bogen “Det sociale arbejdes genealogi” fra 2004 fremlægges en genealogi af det sociale arbejde i Danmark fra 1700-tallet og frem. Kan du kort skitsere denne udvikling, samt de brud der har været i måden det sociale arbejde praktiseres på?

I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var man meget optaget af det, man kan kalde en befolkningspolitik. Her var det antallet af fattige produktionskroppe, som var objektet for socialpolitikken. Der var endnu ikke tale om egentligt socialt arbejde men snarere om styring af de fattige som en masse. Man talte om ”bestanden af fattige”, og om hvorvidt de ”formerede” sig for meget eller for lidt. Og hvordan bragte man så denne fattige masse til at arbejde? Med ret hårdhændede metoder i arbejdshuse, hvor man brugte tvang og prygl. Andre gange forsøgte man at påvirke de fattiges sanser ved at give dem forskellige former for præmier (såsom pibetobak eller øllebrød) for deres flid og hårde arbejde eller ved at placere dem, der ikke ville arbejde i et rum, hvor arbejdets rytme skulle påvirke dem. Så der var faktisk en ret kropslig påvirkning af deres sanser og stimuli, der skulle få dem til at arbejde.

Der var endnu ikke en idé om at undersøge den fattiges subjektivitet, og man var på dette tidspunkt ikke begyndt at differentiere dem i forhold til deres psykiske tilbøjeligheder eller indre motivation. Man sagde, at de var sat i verden af Gud for at advare om, hvad der kan ske, hvis man ikke agerede moralsk rigtigt, og brød med de lovmæssigheder, som man mente Gud havde indsat i naturen. Det var altså en religiøs diskurs, som prægede tiden. Mennesket havde behov for at blive mindet om naturens belæringer, som ind imellem godt kunne være hårde. Det kunne minde folk om at blive bedre og mere fuldkomne mennesker gennem hårdt arbejde. Der var også en idé om, at de fattige var grundlæggende anderledes end borgerskabet – at de var usædelige, manglede æresfølelse og ambitioner, og ikke ønskede at arbejde og forbedre deres kår.

Senere i den sidste del af 1800-tallet hvor der var store vandringer ind til byerne, opstod storbyfattigdommen. I brokvarterene i de større byer begyndte man at se en ophobning af det man opfattede som moralsk skadelige og fattige arbejdere, som kunne finde på at gøre oprør, chikanere, stjæle og udvise en moralsk forfalden adfærd. Den filantropi der nu opstod i de større byer i Danmark og Vesteuropa, var drevet af en tro på, at man kunne prøve at vække en indre godhed i de fattige. Man troede på, at der på trods af deres uheldige tilbøjeligheder og amoralske fremtræden, var en vilje som man kunne vække i dem, og man begyndte nu at interessere sig for, hvordan man kunne gøre dette i praksis.

Jeg foreslår i bogen, at slutningen af 1800-tallet er helt utroligt vigtigt for at forstå det brydningspunkt, hvor det sociale arbejdes strategier opstår

Tidligere tiders almissegerning begyndte også at blive problematiseret. Almissen blev således ikke længere opfattet som udelukkende god. Man begyndte nemlig at anskue almissen som noget, der også kunne pervertere den fattige, hvis man f.eks. gav for meget hjælp. Man skelnede mellem den virksomme åndelige hjælp og den uvirksomme materielle hjælp. I den forbindelse talte man om ”den døde mønt”, som var den mønt, der ikke fulgtes op med rådgivning, belæringer og inspektioner. Den nye slags sociale arbejde ville dermed gå meget tættere på de fattige og fokusere på deres moralske dispositioner. F.eks. begyndte man at gennemføre hjemmebesøg, hvor filantroperne tog ud til de fattige for at se under sengen, se om husgerådet var velholdt, se om børnenes snuder løb, og om de var renholdt. Man så på alle mulige små tegn for at se, om der hos den fattige var en vilje til at opretholde sig selv, eller om den fattige og familien var gået i fordærv. Det gjorde man ud fra devisen om, at selv om man er fattig, kan man godt opretholde en ”renlig anstændighed”.

Der var også en idé om, at der var anstændige fattige og så fattige, der var ’faldne’, og man forsøgte at sætte skel mellem de ’faldne’ fattige og de fattige man mente, man kunne arbejde med. Så der opstod altså en differentiering af de fattige, og en idé om at der var en moralsk habitus hos dem. Hvordan man differentierede de fattige, var dog et stort problem, og man begyndte faktisk at tale om en tidlig videnskab – en slags videnskab om de fattige, som filantroperne prøvede at udvikle. De teknikker vi kender i dag i forhold til socialt arbejde, opstod her, og noget af det jeg vægter som meget vigtigt i den forbindelse, er idéen om, at socialarbejderen skal repræsentere den fattiges indre godhed, på trods af den måde han eller hun fremstår på. Denne repræsentationsfunktion har den moderne socialarbejder overtaget, og det er i høj grad dét, som de laver i dag. Fortsat forsøger man at fremstille en indre godartet socialitet, ambition og viljestyrke hos klienten, selv når den er svær at genkende – og også selvom klienten ikke umiddelbart selv kan genkende den. Man kan sige, at der her opstod en idé om, at der inde i subjektet er et universelt subjekt, som ikke er umiddelbart synligt. Datidens filantroper var altså en slags forløbere for den moderne socialarbejder.

Jeg foreslår i bogen, at slutningen af 1800-tallet er helt utroligt vigtigt for at forstå det brydningspunkt, hvor det sociale arbejdes strategier opstår; især strategien om at repræsentere den fattiges indre universalitet på trods af deres singulære elendige fremtræden. Det er altså et ret vigtigt sted i det sociale arbejdes – og måske hele velfærdsstatens – historie.

Det næste nedslag jeg har i bogen er 1960’erne, som man kan kalde velfærdsstatens glansperiode. Der forsøgte man at komme helt væk fra den moralske forståelse af de fattige og af fattigdom for i stedet at lave et oplyst og videnskabeligt baseret socialsystem, som var utroligt optimistisk. Det var både optimistisk i forhold til tiltroen til, at man kunne afdække de fattiges problemer med videnskabelig metode og også bestemme, hvad velfærd grundlæggende er for borgerne. Det var også optimistisk i forhold til at udbygge hele det sociale system, så alle borgere fik en tidlig og effektiv hjælp. Man havde nogle indsatser, som i dag vil lyde helt vilde. F.eks. idéen om at det skal være lige så naturligt at gå til sin socialarbejder som til sin tandlæge eller frisør.

Det var et meget velfærdsstatsligt og socialdemokratisk projekt, hvor man også havde stor tiltro til ekspertisen i velfærdsstaten. Man kan sige, at den diskurs der opstod om sociale problemer, var præget af objektive kategorier. Man talte om baggrundsvariabler, som kunne være klientens socialklasse, familiens arbejdsmarkedstilslutning, misbrugshistorie, boligvilkår og skolegang. Altså benyttede man sig af en masse faktorer, som kunne forklare individet og dets sociale problemer, uden at individet selv behøvede at tale. Det er en strukturel analyse, når den er ført helt ud – således at det udelukkende er baggrundsstrukturer, der former individerne. Meget af det sociale arbejde på det tidspunkt handlede om at se på disse baggrundsstrukturer og kortlægge socialklassernes boligvilkår samt folks levevilkår generelt. På dette tidspunkt lavede man også de store levevilkårsundersøgelser, som blev taget meget alvorligt. Det var også en periode, hvor idéen om klientens egen vilje ikke trådte særligt meget i forgrunden. Sociale indsatser blev rettet mod borgere, der var ”ramt af” sociale begivenheder, og der var en idé om, at visse borgere var ofre for det man kaldte for ”det hurtigt accelererende industrisamfund” og dets skadevirkninger. Så man tænkte, at sociale indsatser også var forskning, der afdækkede skadelige vilkår i samfundet. Især blandt de mere radikale kredse af socialarbejdere sagde man, at socialarbejderne havde en oplysningsfunktion i forhold til at vise resten af samfundet, hvordan musiske og kreative mennesker blev ramt af industrisamfundets krav om funktionalitet og omstillingsparathed.

Der var en hel diskurs om samfundet som skadevoldende og socialarbejderens rolle i forhold til at afdække disse skadevoldende mekanismer. Samtidig var der også en diskurs, som fremstillede velfærdsstaten som en naturlig overgribende enhed. Her talte man ikke meget om subkulturer eller om borgerne som individuelle subjekter. Man havde en idé om integration gennem de store ordninger – sundhedspolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik – og store strukturelle indgreb i samfundet, der skulle løfte alles niveau.

I 1980’erne genopstår nogle af de paroler, man kendte fra slutningen af 1800-tallet. Til tider optræder disse paroler faktisk næsten ordret. I 1980’erne begyndte man igen at tale om ”hjælp til selvhjælp”. På den måde blev tvivlen i det sociale arbejde, som var skubbet til side i 60’erne, genindført. Det er tvivlen om, hvorvidt det at lave en handleplan for klienten var med til at pervertere klienten og rulle ham eller hende ind i en proces af pacificering og klientisering. Også idéen om at fattigdom er åndelig frem for materiel, genopstår ligesom der igen lægges vægt på at ”befri den positive kerne” i subjektet.

I bogen bruger jeg en del tid på Per Revsteds bog om motivationsarbejde, Ingen er håbløs. Per Revsted var motivationspsykolog, og hans bog læses af de socialarbejdere, der arbejder med de mest udstødte – altså hjemløse, misbrugere og psykisk syge. De er ofte særligt svære at arbejde med, fordi de nægter kontakt med terapeuter, men Revsted argumenterer for, at alle har en positiv indre kerne. Det handler blot om at finde denne indre kerne. Noget af det, der kan blokere for kernen, er dog en for voldsom kontakt med det sociale arbejde. Så idéen om at kontakten med det sociale system i sig selv kan være skadeforvoldende, dukker op igen. og bliver fremsat med stor styrke i 1980’erne.

Tidligere socialminister Ritt Bjerregaard begyndte i starten af 80’erne at tale om, at det var et problem, at socialarbejdere ”stjæler problemerne” fra klienterne og umyndiggør dem ved at gøre dem passive. Karen Jespersen fortsætter denne argumentation i sin bog Opgør med den ny fattigdom, hvori hun hævder, at den ny fattigdom primært er ”mental fattigdom”. Den ny fattigdom hævdes at præge en hel generation, som ikke kan tænke sig selv positivt, og det sociale system har været med til skabe denne passivitet. Endelig er der i 1980’erne også en idyllisering og genopdagelse af det frivillige sociale arbejde, som nu ses som nye problemløsere i socialpolitikken, og som aktører der kan møde klienterne mere autentisk og uden de perverterende effekter, som det offentlige sociale arbejde hævdes at have.

Alle de her forbindelseslinjer, der er mellem det offentlige og frivillige sociale arbejde, glemmer man nogle gange. Mange gange glemmer man, at mange af de frivillige faktisk er forskellige former for professionelle. Så idéen om at der skulle være en helt anden rationalitet i civilsamfundet, har jeg været skeptisk for i mange år.

Hvordan ser du forbindelserne mellem det sociale arbejde, som du fremstiller det i bogen, og andre former for velgørenhed og filantropi – givet at al velgørenhed ikke bare er “socialt arbejde”?

Det jeg forsøgte i bogen og i min forskning, med store anstrengelser, var at etablere nogle linjer mellem tidligere tiders filantropi og nutidens sociale arbejde. Det skal hermed ikke være sagt, at der ikke findes filantropiske associationer, som ikke er ligeså forbundet med denne analyse, og som arbejder uden et forandringsrettet sigte og i stedet søger at skabe frirum eller væresteder. Det kan f.eks. være integration af unge indvandrere gennem sport eller ældre, der driver en genbrugsbutik. Det er former for socialt arbejde, der ikke på samme måde er knyttet til det officielle sociale arbejde, hvilket jeg også tror kan være positivt. Man behøver ikke at have en kritisk vinkel på alt socialt og filantropisk arbejde.

Men jeg vil her komme med en advarsel: det er som om, at man nogle gange taler om stat, marked og civilsamfund som adskilte domæner. Når man ser på civilsamfundet og den tredje sektor som en isoleret beholder, kan alt det samarbejde, der går på tværs af det offentlige system og de frivillige organisationer, risikere at glide i baggrunden. Man glemmer, at meget af det frivillige arbejde også modtager offentlig støtte, og er dybt afhængige af, at der f.eks. er skolelærere og sygeplejersker, der bruger deres fritid og faglighed i det frivillige arbejdes tjeneste. Det kan være frivillige afvænningscentre drevet af KFUM, som i en periode tager sig af nogle klienter, inden de sendes over til det offentlige.

Alle de her forbindelseslinjer, der er mellem det offentlige og frivillige sociale arbejde, glemmer man nogle gange. Mange gange glemmer man, at mange af de frivillige faktisk er forskellige former for professionelle. Så idéen om at der skulle være en helt anden rationalitet i civilsamfundet, har jeg været skeptisk for i mange år. Ligesom jeg også er skeptisk over for idéen om, at civilsamfundet skulle være et magtfrit domæne – der er også magtmekanismer her, og her er det også et spørgsmål om, hvem der prioriteres, hvem der gives de gode tilbud, og hvem man anskuer som motiverede og ’udviklingsparate’. Denne objektivering af brugerne foregår også i det frivillige arbejde.

I Danmark har vi derudover ikke stor tradition for at have store velgørende fonde eller rigmænd til at drive socialt arbejde. Staten er for det meste involveret i en eller anden forstand. Det kan være, at den stiller lokaler til rådighed eller på anden måde giver støtte. Forbindelsen til velfærdsstaten som en muliggørende betingelse er rigtig stærk her, så når man importerer modeller fra udlandet, der tænker stat, marked og civilsamfund adskilt, så kan de faktisk være ret misvisende i forhold til de nordiske landes tradition for at organisere sig i foreninger.

Du beskriver i epilogen til bogen, hvordan der i 1980’erne og 90’erne har været en tilbagevenden til en såkaldt pædagogisk dimension i det sociale arbejde, hvis kongstanke det er at styrke den udsattes erkendelse af sin moralske forpligtelse over for fællesskabet. Er denne pædagogiske dimension og dens begrebsapparat stadig fremherskende i dag?

Hvis vi forstår den pædagogiske dimension som noget, der handler om at granske klientens subjektivitet og arbejde med hans eller hendes indre motivation, vil jeg mene, at den stadig er dominerende. Det kan være igennem arbejde med klienternes formelle kvalifikationer, men det kan også være, at der er nogle personlige ting i deres fremtræden, der skal korrigeres såsom manglende udadvendthed. Her handler det om at få folk til at forstå, at det godt kan være, at der er noget de gerne vil, men at det ikke er sikkert, at de kan. Det handler altså om at indstille folks motivation og indstille deres ønsker efter det mulige.

Samtidig tror jeg også, at det man kan kalde den juridiske eller suveræne tvang er blevet stærkere, og det har vi for nyligt set med betoningen af, at arbejde ikke behøver at være meningsfyldt eller glædesfyldt, men noget man simpelthen skal. Denne idé om at alt hvad socialt arbejde skal, er at bringe folk i aktivitet på trods af, at de måske ikke selv synes, at det passer dem, er blevet intensiveret. I årtierne forud mente man også, at det var godt for folk selv at komme i arbejde, men betoningen var ikke så meget på forpligtelsen over for samfundet men mere på en slags selv-forpligtelse. Præmissen var, at arbejde var godt for dem selv og deres egen selvudvikling. Nu er den der betoning af forpligtelsen over for samfundet blevet fremhævet mere, end den har været længe. Så i den forstand kan man sige, at det jeg i sin tid kaldte ”den pædagogiske dimension” er kommet mere i forgrunden.

Du har også beskrevet denne måde at praktisere det sociale arbejde på som en form for neofilantropi. Hvilke implikationer for vores forståelse af medborgerskab, fællesskab og frihed har denne neofilantropiske måde at praktisere det sociale arbejde på?

Man kan sige, at filantropi havde den fordel, at det dannede sig uden for staten. Det var mestendels kirkelige organisationer, der organiserede det sociale arbejde, og liberale debattører i slutningen af 1800-fremhævede fordelen i, at filantropien ikke var statsligt organiseret. Der var selvfølgelig statslige arbejdsanstalter og offentlige fattighuse, men fattighjælpen var primært organiseret i kirkeligt regi og af filantropiske foreninger. I dag forsøger man fra politisk side at styrke de frivillige foreningers indsatser over for de udstødte, idet det hævdes, at man så undgår statens kvælende greb – en argumentation, som altså kan linkes tilbage til slutningen af 1800-tallet. I takt med den øgede skepsis over for eksperterne fra 1980’erne og frem, betones det stærkere, at der er flere potentialer i det frivillige arbejde. Det hævdes, at de frivillige kan møde klienter, som det offentlige ikke kan nå, at de er mere innovative, at de er varme mennesker og ikke kolde bureaukrater. De bliver fremhævet som ildsjæle.

Idéen om den her ”indre kerne”, som kan genopvækkes, er også stærk, når vi taler neofilantropi. Man er mere interesseret i at finde de gode cases og konkrete historier frem for store socialstatistikker og levevilkårsundersøgelser. Allerede i 1990’erne kan man se, hvordan socialministeren begyndte at bruge Benny, det lokale eksempel på én der har forbedret sig. En mønsterbryder og en rollemodel, som skal indvirke på unge, der er i fare for at blive kriminelle eller misbrugere. Rollemodel-funktionen er også en måde at få den statslige ekspert, med hans eller hendes kvælende ekspertviden, sat i baggrunden.

Endelig genopdager neofilantropisk socialt arbejde det gamle filantropiske paradoks om, hvordan man hjælper uden at overhjælpe. Paradokset er her, hvordan man kan have en dialog med klienten, uden at eksperten med det samme sætter sig på samtalen og objektiverer, kategoriserer, begrebssætter og målsætter behandlingen, længe inden klienten overhovedet har sagt noget. Det er faktisk affødt af det samme gamle dilemma, som vi så i den filantropiske glansperiode sidst i 1800-tallet.

Jeg synes, at vi fra 1980’erne og frem ser en konkurrerende idé om, at friheden er sat af det enkelte individ i kraft af hvad man kan kalde ”tankens frihed”.

Både ekspertkritikken og idéen om at fremme individernes autonomi er fremtrædende. Det er jo i virkeligheden er en slags antisocialdemokratisk idé, fordi klassisk socialdemokratisme jo bygger på, at velfærdsstaten skal give frihed til og ikke frihed fra snærende strukturer. Altså en frihed, som opnås ved at kvalificere borgerne, udligne uligheder, skabe muligheder bredt i kraft af gennemgribende levevilkårsforbedringer og uddannelse. Jeg synes, at vi fra 1980’erne og frem ser en konkurrerende idé om, at friheden er sat af det enkelte individ i kraft af hvad man kan kalde ”tankens frihed”. Altså er det klientens egen tanke, der sætter grænserne for hans eller hendes frihed så at sige.

Hvilke paralleller ser du mellem neofilantropi og neoliberalisme?

Det er en lidt anden vinkel på mit projekt, end jeg selv har anlagt. Jeg har været drevet af sådan en ’foucaultsk’ ånd, som foreskriver at ens kritik udfolder sig gennem beskrivelsen snarere end ved at bruge en overgribende term såsom neoliberalisme. Man kan godt referere til neofilantropi som neoliberalt socialt arbejde, og det er der også andre, der har gjort. Risikoen ved dette er dog, at kritikken primært kommer til at bestå i at begrebssætte det som neoliberalt frem for at udfolde, hvordan magt og viden egentlig organiseres.

Det skal dog siges, at der er paralleller mellem neofilantropi og neoliberalisme. Noget af det jeg tænker på, er hele idéen om, at man kan investere i klienter, altså at klienter kan være gode eller dårlige investeringsobjekter. Man bruger f.eks. begreber som ”latent motiverede” over for ”manifest motiverede”, når vi taler socialpædagogisk og terapeutisk diskurs. Det ligger her snublende nært at tænke, at dem der er latent motiverede, bør stå lidt længere bagude i forhold til dem, der fremstår manifest motiverede. Det er idéen om, at vi har at gøre med klienter, som er dårlige objekter for investering. Vi hører nogle gange om ”svingdørsklienter”, ”umotiverede klienter”, ”passiviserede klienter” eller ”klientiserede klienter” – alle typer af klienter, der er dårlige at investere i. Her er spørgsmålet så, om det kan betale sig at give dem uddannelsestilbud og terapeutisk træning, eller om de er absolut ”moralsk faldne”, som man ville sige tilbage i 1800-tallet. Altså faldet så langt moralsk, at det ikke længere kan svare sig at hjælpe. Og her er en parallel til liberal økonomisk og moralsk tænkning.

Noget af det her er ikke formuleret sådan officielt, fordi det er betændt, også politisk, men jeg tror ikke, at man skal lave mange interviews med socialchefer rundt omkring, før sådanne distinktioner ville dukke op. Lignende distinktioner findes i nogle lærebøger for socialt arbejde, som beskriver, hvordan man skal vække den indre motivation, især hos dem hvor motivationen synes at være svækket. Det er jo en basal neoliberal idé; at subjektet er noget, man kan investere i, og som også kan investere i sig selv, hvis det vel og mærke handler rationelt. Men der findes også subjekter, som ikke handler rationelt længere, og som egentlig slet ikke kan anskues som værende rationelle, og derfor må bringes til at blive rationelle subjekter. Her har vi også at gøre med grundlæggende liberal tænkning; nemlig idéen om, at man kan skelne individer, der har rationel vilje fra dem, der ikke har. Denne skelnen har en lang historie i liberal tænkning helt tilbage til kolonitiden men også i opdelingen mellem de fattige dele af befolkningen som en irrationel, driftsstyret hob og den rationelle, fornuftsstyrede del af befolkningen. Denne skelnen kan overføres på det enkelte individ, som kløves i en rationel og irrationel side. I socialt arbejde ser vi f.eks. analyser af, hvordan klienter kan være momentært driftsstyrede. Her vil man sige, at nogle gange dominerer afhængigheden, og andre gange kan man få den rationelle vilje i tale. Det er også en fundamental liberal figur – spørgsmålet omkring egen vilje og autonomi og hermed problemet om, hvordan du med sikkerhed kan afgøre, at det er et rationelt individ du taler med.

Efterhånden er der flere, der argumenterer for at neoliberalismen som hegemonisk ideologi, er vaklende. Tror du, at vi vil se nye opbrud i måden, som det sociale og velgørende arbejde praktiseres på i den nærmeste fremtid?

Der er jo lidt ansatser til analyse af, hvad der kunne være på vej i den allersidste del af min bog, hvor jeg taler om ”postmoderne socialt arbejde”. Det er en lille del af det sociale arbejde, hvor man eksperimenterer, det kan være i opsøgende gadeplansarbejde, og hvor man prøver på at radikalisere idéen om at, man skal møde borgerne, hvor de er. Som man skrev på et tidspunkt i et gadeplansprojekt: ’hvis borgerne render rundt på rulleskøjter om aftenen, så skal vi også som socialarbejdere rende med dem rundt på rulleskøjter’. Det er idéen om, at deres hverdagslivskvalificering starter ved deres egne strategier for hverdagskvalificering, hvormed det sociale arbejde bliver immanent. Det er en slags socialt arbejde, som accepterer, at der allerede findes værdier og løsningsmodeller hos de borgere, der lever på kanten af samfundet. Disse værdier og løsningsmodeller må man så prøve at arbejde med og facilitere uden at komme med rigide normsæt udefra. Det findes nok stadigvæk i små projekter rundt omkring, men om det viser en retning for hele det sociale arbejde, tvivler jeg på.

Også fordi min analyse er en analyse, som antager, at bare fordi vi f.eks. får en socialdemokratisk regering, så får vi ikke et nyt regime i det sociale arbejde. Det sociale arbejdes vidensregimer skifter ikke i takt med regeringsdannelser. Vi ser jo i dag stadig mange af de samme tendenser, som vi så tilbage under borgerlige regeringsperioder i fuld vigør. Man kan frygte, hvis man da har en sympati for velfærdsstaten i den generøse udgave, at den på langt sigt kan vise sig at blive en kortvarig parentes i historien. Alle os, som er opvokset i en omfattende velfærdsstat, tænker den jo som en naturlighed, som noget der altid vil være der, men det er jo ikke sikkert. Den er jo ikke andet, end de ordninger den består af, og hvis de ordninger tilbagerulles, så tilbagerulles hele idégrundlaget bag velfærdsstaten.

En større grad af regelstyring og disciplinering af velfærdsstaten er i dag en reel mulighed.

Og så er der endelig spørgsmålet om kriser. Nu står vi jo fortsat i en sundhedsmæssig og potentiel økonomisk krise. COVID-krisen synes måske ikke at være superafgørende for socialt arbejde, men jeg tror i virkeligheden godt, at sådanne kriser kan betyde ganske meget. De kan være en katalysator for, at det sociale arbejdes dimensioner, som vi har diskuteret tidligere, bliver omkalfatret. Vi har netop set, hvordan suveræn lov, i form af styring og om-definitioner af borgeres ret og pligter over for samfundet, bliver sat i forgrunden. Under COVID-19 har vi set mere nationalistiske politikker, der både bruger loven og en ny slags disciplinering. Disse tiltag søger at bringe borgere til at anskue hinanden gennem et fintmasket system af normer, hvor nogle er understøttede af lov, mens andre snarere er moralske instruktioner. Så man kan sige, at der kommer nok flere kriser, og de kriser kan godt indvirke på, hvordan det sociale arbejde og velfærdsstaten som helhed kommer til at udvikle sig. Man kan se en slags genopdagelse af suverænitet og disciplin, for at tale i Foucault-termer, i nye konstellationer, hvor overvågningsteknologier kan gøres lovpligtige at anvende for eksempel og genererer ny viden, hvori borgerne kategoriseres. En større grad af regelstyring og disciplinering af velfærdsstaten er i dag en reel mulighed.