Askeby den 24 marts, 2024
Kære Ask,
Jeg elsker det, du skriver om at flytte ind i protesten og aldrig gå hjem. Tak for at minde mig om at hjemmet som tilbagetrækning fra politisk kamp er et privilegie, der ikke er mange forundt. Men også tak for at minde mig om, at hjem og revolution hører sammen, at hjemmet i sig selv er et sted for politik og protest, at vi her udlever, reproducerer – og altid har muligheden for at omskabe – tilhørsforhold, beboelsespraksisser, familieorganisering og slægtsbegreber.
Du spørger, hvad jeg forstår ved ordet radikal. Det bedste jeg kan komme på, er at henvise til Angela Davis “If we are not afraid to adopt a revolutionary stance—if, indeed, we wish to be radical in our quest for change—then we must get to the root of our oppression. After all, radical simply means “grasping things at the root.”
At være radikal, at gå til tingenes rod kunne være at nægte at tale om økologi uden samtidig at insistere på afviklingen af kolonial kapitalisme og hvidt overherredømme. Som Malcolm Ferdinand skriver: “by leaving aside the colonial question, ecologists and green activists overlook the fact that both historical colonization and contemporary structural racism are at the center of destructive ways of inhabiting the Earth.” Hvis vi vil andet og mere med vores miljøaktivisme og økofuturisme end at konsolidere ulighed i et økofascistisk (midlertidigt) helle, så har vi intet andet valg end at knytte alt vores arbejde og al vores samlede styrke til kollektiv aflæring af hvidhedens overherredømme – et livsprojekt, der vil kræve al vores opmærksomhed og mod, som vil tvinge os til at se både dybt indad og langt udad, og som vi ikke skal forvente at blive anerkendt eller belønnet for. Der findes allerede så mange værktøjer til at påbegynde dette arbejde. What White People Can do Next af Emma Dabiriog White Supremacy and Me af Layla Saad kunne være steder at starte. Det er begge bøger, der insisterer på, at hvidt overherredømme er strukturelt og dybt indlejret i de mest automatiserede, selvfølgelige måder, hvorpå dem af os, der er racialiserede som hvide, oplever verden og agerer i den.
Det radikale kunne være at afgive magt, hvis roden af problemet er, at vi har for meget af den. Det radikale kunne være at skabe og holde rum, hvis roden af problemet er, at vi tager for meget af det. Det radikale kunne være at risikere os selv og som du skriver, skærme vores kammerater, hvis roden af problemet er, at vi har det med at lade andre i stikken.
Jeg tror også, vi må forberede os på at erkende og anerkende, at det ikke er os i det Globale Nord, der kommer til at levere de bedste forslag til kollektiv overlevelse. Det bliver ikke vores drømmende, spekulative anstrengelser, der kommer til at angive retninger for reparative livsmåder i den koloniale kapitalismes ruiner. Fordi der selvfølgelig allerede findes alle mulige gode, velafprøvede alternative økonomiske modeller, jordbrugspraksisser, infrastrukturer, familieformer og organisatoriske metoder. Fordi man jo i utallige kulturer sagtens kunne og kan finde ud af at leve på måder, der ikke udmatter og ødelægger jorden og hinanden. Jeg synes ikke, vi kan understrege dette nok: alt, hvad der behøves, findes. Og os, der elsker at opfinde, ‘opdage’ og patentere, kan øve os i for en gangs skyld ikke at opfinde noget, men derimod at lytte og tage ved lære.
Jeg tror det bedste og mest radikale vi kan gøre, er at skabe plads og afvikle det i os, der stræber mod at herske og profitere. Jeg tror, vi må finde de gode og nødvendige balancer mellem anerkendelse af andre kulturers levedygtige samfundsmodeller og kulturel appropriering af disse og finde på måder at løfte og støtte marginaliseret lederskab, hvor det er muligt. Hvad kunne vi blive til på den anden side af hvidt herredømme? Hvad ville der ske med vores økofuturismer, hvis de startede med det spørgsmål?
Kære Ask, jeg har selv så lidt (som i ingen) erfaring med den form for aktivisme, der risikerer sig selv ved at bringe sig på kant med loven, men du har ret, vi må selvfølgelig sætte os selv på spil, hvis ordet radikal skal have nogen form for betydning. Kan vi starte med at gøre indrømmelser? Også jeg har klatret karrierestiger med ord som økologi, feminisme, antikapitalisme, antiracisme… og som du ved, er jeg hjemsøgt af spørgsmålet om, hvad det koster at benytte sig af disse ord, og hvordan jeg betaler, hvad jeg skylder.
Jeg er bragt til forlegenhed over dit spørgsmål om, hvad jeg mener, der bør gøres, men vil forsøge at svare alligevel:
Jeg tror på behovet for en akut og, ja, radikal genovervejelse af, hvilke former for viden vi vil og må kultivere i dette og fremtidens samfund. Min økofuturisme udkrystalliserer sig måske først og fremmest i drømmen om at skabe rum for flergenerationel (af)læring, en pædagogik af håb i Bell Hooks transgressive, antiracistiske og fællesskabsorienterede forstand.
Jeg tror på en afkoloniseret skole, hvor vi lærer, hvordan vi holder (ud) sammen. Som Alexis Pauline Gumbs skriver: “What I do commit to for this lifetime and as many as I get, is to learn with you always. To study the changes you bring to my body, my spirit, my mind. To be in school with you for the duration, in a curriculum called “how we endure.” I do commit to rigorously learning how to gracefully collaborate, and step back when it’s your turn with nothing to prove. I do commit to the work of going deep enough to find the necessary food that lights us up inside.”
Jeg tror på et dybt behov og en etisk forpligtelse til at skabe intergenerationelle læringsrum for regenerativt jordbrug, kollektivt arbejde, ressource(om)fordeling, fødevaresuverænitet, ikke-voldelig konflikthåndtering og international solidaritet på samme tid, fordi disse har brug for hinanden, og ikke lader sig adskille. Jeg tror på at skabe fælleder som komplekse, mangestemmige og flerartede sociale rum, der ærer både kultivering af skovhaver og af antiracisme, og som bekender sig lige så meget til afviklingen af nationalstat og fængselssystem, som til regeneration af økosystemer. Jeg tror på dybe og mange kærligheder, eksperimenterende slægtskab på tværs af mange arter og mange køn, der spreder sig i alle mulige retninger på den anden side af kernefamiliens udbrændthed og ensomhed.
Jeg tror på, at børn tilhører ingen, og derfor er alles ansvar. Jeg tror på behovet for at organisere vores arbejdsliv i anonyme, solidariske fællesskaber, hvor vi deler løn med hinanden og kun tager det, vi har brug for. Jeg tror på behovet for at udvikle distributive modeller for protestformer og aktivisme, så jeg kan træde frem, når du har brug for at hvile og omvendt. Jeg tror på, at udmattelse, ensomhed, fremmedgørelse er akutte kollektive anliggender, som vi må rette al vores opmærksomhed mod at lære at bære sammen. Jeg tror, vi må finde måder at blive urokkelige i vores krav om glæde, blødhed, retfærdighed og reparation i verdener, der på mange måder er uoprettelige, og ikke lader sig reparere. Jeg tror, vi må finde på måder at udvise beskedenhed, ærbødighed og mådehold, alt imens vi forlanger intet mindre end livet tilbage. Som Diane di Prima skriver i Revolutionsbrevene: “husk på at / I kan få alt hvad I forlanger, forlang / det hele!.” Jeg tror på, som Adrienne Rich skriver, at en vild tålmodighed vil få os langt.
Kære Ask, jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme det nærmere. Det vil kræve noget af mig, som jeg ikke kan og har endnu. Kan jeg indrømme, at jeg ikke ved mere, end at dette vil kræve, at vi lægger alle vores kræfter i at øve os i tusindvis af måder at møde op for hinanden?
Med kærlighed, i kammeratskab,
Ida
Ulbølle den 28. marts 2024
Kære Ida
Jeg tror de fleste, mig selv inklusiv, kender den forlegenhed, du beskriver, når man bliver konfronteret med, hvad der kan eller må gøres helt konkret. For hvad har vi egentlig gjort? Og vil det, vi gør, nogensinde være tilstrækkeligt? Jeg kommer til at tænke på en passage hos Den Usynlige Komité, hvor de skriver om radikalisme som fashion:
“Anyone who begins to frequent radical milieus is immediately struck by the gap between their discourse and their practice, between their ambitions and their isolation. It seems as if they were dedicated to a kind of constant self-incapacitation. One soon understands that they’re not engaged in constructing a real revolutionary force, but in a quest for radicality that is sufficient in itself — and is played out equally well on the terrain of direct action, feminism or ecology. The petty terror that reigns there and makes everyone so stiff is not that of the Bolshevik Party. It’s more like that of fashion, that terror which no one exerts in person, but which affects everyone alike. In these milieus, one is afraid of not being radical anymore, just as elsewhere one fears not being fashionable, cool or hip.”
Dine breve minder mig om, at det ikke handler om, hvor radikale, vi fremstår, men hvordan vores radikalisme virker i verden. Jeg er enig med dig i, at vi må afgive privilegier, give plads, omfordele ressourcer osv. Jeg tror også, du har ret i, at det ikke er vores fantasier, der kommer til at tegne fremtiden. I ét henseende står vi dog først for — nemlig når det handler om at afmontere det kapitalistisk-kolonialistiske nationalstatsapparat, som vi netop befinder os i bugen af.
Endelig er jeg enig med dig i, at alt hvad der behøves, findes allerede. Det lyder som et ekko af William Gibsons udsagn om, at fremtiden allerede er her, men at den bare er ujævnt fordelt. Hvis det er sandt, kræver fremtiden ikke så meget fantasi som den kræver organisering. Og så måske en ny virksom sammenstykning af allerede eksisterende elementer, som kan antænde den revolution, der er så presserende behov for.
Kære Ida, vi skulle skrive noget om økofuturismer, og det synes jeg også, vi har gjort, selvom det måske ikke lige var det her, vores redaktører havde i tankerne, men du peger på en række vigtige problemer ved den stadigt mere udbredte utopiske tænkning, som jeg også har været bannerfører for de seneste ti år, og det som står tydeligt for mig er, at der bliver nødt til at være bund i utopien så at sige, at INGEN har en fremtid før ALLE har en fremtid, og at vi må praktisere ydmyghed og ægte solidaritet i den tilblivelsesproces, der vil åbne for andre mulige og langt mere retfærdige verdener.
Kærlighed & kommunisering
Ask
Citerede værker
Davis, A. (1981). Women, Race, Class. Random House.
Di Prima, D. (2024). Revolutionsbreve, Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Ferdinand, M. (2021). A Decolonial Ecology: Thinking from the Caribbean World, John Wiley and Sons Ltd.
Gumbs, A. P. (2020) Undrowned. Black Feminist Lessons from Marine Mammals
The Invisible Committee. (2015). To Our Friends. Semiotext(e).
Del 3 af 3 i brevvekslingen “Breve om en økologisk fremtid” mellem Ida Bencke og Ask Katzeff.
Del 1: Breve om en økologisk fremtid
Del 2: Forpligtelse & gæld
Del 3: Ingen har en fremtid, før alle har en fremtid (denne artikel)
Ask Katzeff er forfatter og aktivist. Han er del af Center for Militant Futorologi og har bl.a. udgivet bøgerne Befri fremtiden (2021) og Usynlige verdener (2023) begge hos forlaget Antipyrine. Link.
Ida Bencke er ph.d. studerende hos Københavns Universitet, samt kurator og medskaber af kollektivet Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Foto: Christine Løvmand, Blomsterstykke, 1841. Statens Museum for Kunst. Public Domain.
