Askeby den 6 marts, 2024
Kære Ask,
Tak for dit brev. Jeg elsker, at du skriver om forpligtelsen – at vi må forpligte os på hinanden på måder, der er trans-lokale, vedvarende, besværlige og nødvendige. Jeg elsker også Zapatistaernes Et Nej og mange Ja’er. Det minder mig om, at min kære kollega Aziza siger, at vi, ikke må glemme at navngive fjenden; at denne besværgelse, denne stædige udpegning er en fortløbende, daglig pligt, som vi må foretage os hver dag, hvis vores arbejde skal have nogen form for politisk relevans og troværdighed. Denne navngivning er selvfølgelig en lidt akavet killjoy i mange af de rum, der feticherer omsorg og reparation som abstrakte tematikker, men ikke som praksis eller metode, fordi dette kommer med krav om strukturel forandring og afgivelse af magt.
Kan vi sige, at det store rungende fælles Nej er fortløbende, ikke noget vi kan få hurtigt overstået, selvom vi alle længes mod ja’erne på den anden side? Kan vi sige, at dette er et nej, der løbende må undersøges, kvalificeres, nuanceres?
Jeg spørger, fordi jeg ikke længere kan forsvare at befinde mig i affirmative, hvide rum opfyldt af en toksisk optimisme, der brander sig på at tale om økologi og omsorg uden at spørge ind til kolonial medskyldighed, uden at tale om, at det er vores bomber, der lige nu falder i Gaza.
Jeg tænker på, hvad det kunne betyde at forpligte os på hinanden i en solidaritet, der ikke glemmer, at dette ´Nej´ ikke har de samme konsekvenser for alle, at vi ikke alle er lige udsatte for den risiko, der findes i at gøre modstand.
Og jeg tænker på al den tid og den energi, vi har brug for at lægge i at lære hinanden at kende på den anden side af de strukturer, der lige nu opretholder og udformer vores liv. Hvor meget tillid vi må kultivere, på trods af de sår vi har tilført verden og hinanden. Jeg tænker på alle de undskyldninger, der nøje må formuleres, alt det, der må tilgives.
Jeg tror meget på de lange, seje træk, det hverdagslige, affektive, organisatoriske arbejde i at opdyrke og pleje og vedligeholde et heterogent ’vi’. Det er et arbejde, der aldrig slutter. Spekulation gør mig nervøs, når den ikke tager højde for hverdagens arbejde, for omsorgen, for konflikterne og det, der ikke fungerer og det, som er besværligt, ufærdigt, fejlbehæftet eller det, som gør ondt.
Jeg faldt over dette digt af Adrienne Rich:
“Freedom. It isn’t once, to walk out
under the Milky Way, feeling the rivers
of light, the fields of dark—
freedom is daily, prose-bound, routine
remembering. Putting together, inch by inch
the starry worlds. From all the lost collections..”
Men kære Ask, det gør mig bekymret, at vi er så trætte. Så står vi der med alle vores drømme, vores politiske overbevisninger om, at et andet slags liv er nødvendigt, men med hænderne tomme for redskaber til at gøre andet end at trække os tilbage til vores individuelle selvomsorgsregimer.
Hvad gør vi med den fuldstændigt overvældende akuthed af kriser, som vi ikke har overskud til at deale med, fordi vi er så udmattede, så broken?
Jeg har prøvet at læse mig ind i radikal spekulation fra perspektivet af verdener under angreb, verdener på randen af kollaps. Den Palæstinensiske forsker i indigen spekulativ fiktion Sanabel Abdelrahman skriver, at nære drømmen om et frit og blomstrende Palæstina er en radikal politisk handling, fordi det er udslettelsen af selve en Palæstinensisk fremtid, der er folkemordets ærinde.
Abdelrahman skriver også om den larmende stilhed i vestligt akademia omkring Israels okkuperingspolitik, på trods af alle de karrierestiger, der på det seneste er blevet klatret med ord som ‘dekolonialitet’. Og hun skriver om den vold, der er indskrevet i den vestlige humanismes fundament, som også vedrører vores spekulative, drømmende, utopiske praksisser: “Perhaps the most violent thing humanity has ever experienced is the absolute crystallization of the West’s white humanities: the white man’s dreams of purged utopias, his obsession with possession: enslaving the bodies, looting the objects, colonizing the land, archiving memories, his thieving of the discourse around decolonization, his fatal consumption, and his indoctrination of students about the limits of humanity and its inapplicability to the children of darkness.”
Hvad vil det sige at have hinandens ryg for eksempel fra Danmark til Gaza lige nu?
Hvad ville der ske med vores økofuturismer, hvis vi lod dem tage afsæt i dette spørgsmål? Hvilke verdener kunne vi sætte sammen, gøre mulige, hvilke kunne vi afvikle?
Jeg spørger, fordi jeg ærligt ikke ved det. Jeg spørger også, fordi jeg længes efter at se vores samlede spekulative indsatser bevæge sig i retning af organisering af solidaritet og koalitionsdannelser. Jeg længes efter at se vores drømmelande i hverdagslige, levede, afprøvede praksisser.
Du skriver så smukt om forpligtelse. Jeg har lyst til, at vi også taler lidt om gæld. Det, vi skylder, i denne del af verden, er selvfølgelig ubetaleligt. Alligevel længes jeg efter spekulationer, der kan lære mig om, hvordan jeg kan betale det tilbage. Kender du til nogle?
Med ønsket om, at det vil lykkes os at sætte nogle af de tabte forbindelser sammen igen,
Befri Palæstina
Ida
Ulbølle den 12. marts 2024
Kære Ida
At navngive fjenden, ja, det er en god påmindelse. Det er et mangehovedet monster, føler jeg, mangenavnet, selvom Malcolm Ferdinands bog også pegede på, at der i høj grad er tale om den samme krop. Det lyder rigtigt, når du skriver, at nejet, nægtelsen er noget iterativt, noget vi må gentage igen og igen, men også undersøge og udfolde, som du skriver, selvom jeg også samtidig mener, det er på tide, vi taler alvorligt om ét stort omkalfatrende nej, om revolution. En aldrig tilendebragt, evig revolution måske. Jeg mener også, ja’erne må være til stede hele tiden, overalt i sådan en proces.
Jeg kan godt lide begrebet ‘toksisk optimisme’. Jeg hader virkelig optimisme i enhver afskygning. Jeg har det bedre med håb, men kommer også i tanke om Moten og Harneys The Undercommons, hvor de beskriver, hvordan begreberne ‘håb’ og ‘forandring’ blev rekupereret af Obama-administration og gjort til et tomt synonym for business as usual. Heroverfor udfolder Moten og Harney begreberne “militant bevarelse” og “planlægning”. Jeg forstår det som en form for autonom selvorganisering og gøren-ting-selv uden om Staten og så videre: “We plan”, skriver de, “to stay, to stick and move. We plan to be communist about communism, to be unreconstructed about reconstruction, to be absolute about abolition, here, in that other, undercommon place, as that other, undercommon thing, that we preserve by inhabiting.” Jeg tror måske det betyder noget i stil med “levede, afprøvede praksisser, frem for teori”, som du skriver.
Jeg tror, vi er nødt til at flytte ind i modstanden, hvis vi skal klare det, hvis vi skal overkomme uoverskueligheden, afmagten, udbrændtheden. Et af de helt store problemer ved det seneste 20 års sociale bevægelser i vores del af verden er, som jeg ser det, at vi gik hjem. Antiglobaliseringsprotester, Occupy, klimamarcher og så videre. Før eller siden fortrak vi til ‘vores individuelle selvomsorgsregimer’, som du kalder det, fordi vi kunne vel. Det kan vores kammerater i Palæstina ikke, vores kammerater i Rojava og Chiapas, der lige nu er ved at gå i opløsning i en malstrøm af statslige repression og crimino-fascisme. De kan ikke gå hjem, for det er de allerede, det er der kampen står. Jeg kan kun komme på et sted i Europa, hvor hjem og modstand på den måde er bundet sammen: La Zad i Frankrig? Og hey, hvis beboerne dér virkelig ville, kunne de foretrække til et andet fredeligt sted på landet i Frankrig eller et hipt kvarter i London eller Paris.
Noget andet jeg tænker på, et andet begreb, som vi ofte slynger om os, som vi efterhånden sætter foran alt, hvad vi gør, er begrebet ‘radikal’. Hvad vil det egentlig sige? Hvad betyder det for dig? Til den talk om radikale futurismer (der var den igen!) med T. J. Demos, du inviterede til KU for noget tid siden, kritiserede han Andreas Malm og hans tanker om sabotage som aktivistisk strategi. Det giver disproportionalt bagslag i en i forvejen magtmæssigt asymmetrisk kamp mellem Staten og sociale bevægelser, var hans pointe vist. På den ene side har han ret, det er nemt for Staten at stemple sabotageaktioner som en form for terrorisme. På den anden side bliver vi også nødt til at insistere på, at materieldestruktion, at ødelægge det, som ødelægger, udelukkende terroriserer dem, som kapitaliserer på ødelæggelserne. Når Musk for eksempel kalder Vulkan-gruppen, der saboterede strømforsyningen til en Tesla-fabrik i Tyskland i sidste uge, for økoterrorister, så er det ham og hans aktionærer, der oplever det som terror, ikke andre. Jeg ville nok snarere kalde dem for økofuturister.
Hvilket ‘NEJ’ kræver folkemordet i Gaza lige nu af os, spørger du? Jeg vil ikke foregive, at jeg ved det, men det kræver utvivlsomt noget af os. Hvilke våben har vi at kæmpe med? Aktioner, erklæringer, økonomisk støtte, fredelige protester, voldelige protester, blokader, sabotage, parlamentarisk arbejde, ekstraparlamentarisk arbejde, men også at drømme frie og blomstrende verdener og praktisere dem. At gøre protesten til en del af selve livet, at flytte ind i den og aldrig gå hjem.
Jeg synes din pointe, om at modstanden ikke har de samme konsekvenser for alle, er en vigtig påmindelse, og hvis vi med radikalisme mener noget mere end bare et tomt begreb, noget, der er på kant med den dominerende orden, bør det også være os, der i mindre grad rammes af forfølgelse og straf, der må gå forrest og skåne og skærme mere udsatte kammerater. Det minder mig i øvrigt om, at der stort set ikke længere sidder nogle såkaldte intellektuelle i Vesteuropæiske fængsler, på nær Coupat fra Den Usynlige Komité, ingen af dem, som har klatret karrierestiger i dekolonialitetens, antiracismens, antikapitalismens og feminismens navn og så videre, ingen af dem, har bragt sig alvorligt på kant med de systemer, som opretholder uretfærdighed. Hvilket ydermere minder mig om, at der i Vesteuropa ikke længere synes at findes en infrastruktur for solidaritet med og støtte til fængslede kammerater, som der fandtes før i tiden, endsige en bevægelse for afskaffelse af fængselsstraf i det hele taget, som der gør i USA. Det er en vigtig form for solidaritet.
Du spørger om, jeg kender nogle spekulationer, der viser, hvordan vi, som nyder flere fordele af en uretfærdig og destruktiv verdensorden, kan betale tilbage? Det der umiddelbart falder mig ind, er spekulative fortællinger om ‘reparationer’ til ofre for slavegørelse og racisme og deres efterkommere, der er fx en bog, der hedder Radical Reparations. Adrienne Maree Brown taler i den forbindelse også om mange slags reparationer: økonomiske erstatninger, landtilbage, omfordeling af magt og ikke mindst opmærksomhed. Det er en vigtig pointe i dag, hvor ødelæggelser, undertrykkelse, uretfærdighed og kampe for frihed og så videre nemt, drukner i det daglige info overload.
Rasheeda Philips fra kunstnerkollektivet Black Quantum Futurism taler i forlængelse heraf ydermere om spatiale reparationer som led i kampen mod gentrificering og segregering i Philadelphia. Reparation handler altså om materiel solidaritet, om omfordeling, men også om angreb på de strukturer, der opretholder et voldeligt og uretfærdigt status quo (her har vi igen en privilegeret angrebsposition, for som du siger, det er vores bomber). Brown skriver også om at have nogens ryg, selv, eller nok snarere især, når de er fraværende. Det kan måske også overføres til aktivistiske praksisser, til at tage kampe på vegne af dem, som straffen rammer hårdere end én selv, hvis éns handlinger er på kant med loven? Hvilke handlinger mener du er passende i den situation, vi lige nu befinder os i, hvad bør der gøres?
I kærlighed & raseri!
Ask
Citerede værker
Abdelrahman S. (2024), Whose Humanities? Western Academia’s Persisting Complicit. Kohllective.dom. https://kohllective.com/Whose-Humanities-Western-Academia-s-Persisting-Complicity
Browen, A. M. (2021). Closing the Loop: adrienne maree brown on Harm and Accountability. Yes! Magazine.
Ferdinand, M. (2021). A Decolonial Ecology: Thinking from the Caribbean World, John Wiley and Sons Ltd.
Moten F. & Harneys S. (2013) The Undercommons: Fugitive Planning & Black Study, Autonomedia
Rich, A. (1981). A wild patience has taken me this far. Norton.
Del 2 af 3 i brevvekslingen “Breve om en økologisk fremtid” mellem Ida Bencke og Ask Katzeff.
Del 1: Breve om en økologisk fremtid
Del 2: Forpligtelse & gæld (denne artikel)
Del 3: Ingen har en fremtid, før alle har en fremtid
Ask Katzeff er forfatter og aktivist. Han er del af Center for Militant Futorologi og har bl.a. udgivet bøgerne Befri fremtiden (2021) og Usynlige verdener (2023) begge hos forlaget Antipyrine. Link.
Ida Bencke er ph.d. studerende hos Københavns Universitet, samt kurator og medskaber af kollektivet Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Foto: Ivan Radic. Creative Commons.