Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Anerkendelsens liberalisme
 

Anerkendelsens liberalisme

2.5.2009

Forordet til genudgivelsen af Historiens afslutning og det sidste menneske.

Da Francis Fukuyama i sin tid viste en ven et første udkast til den artikel, han i sommeren 1989 publicerede i The National Interest under titlen “The End of History”, bemærkede denne lakonisk, at den stensikkert ville blive misforstået. Den forudsigelse kom til at holde stik. Artiklen fik et enormt gennemslag med Murens Fald senere samme år og gav Fukuyama øjeblikkelig berømmelse: efter sovjetblokkens sammenbrud kunne mange forstå den akutte samtid som netop Historiens Afslutning – nu var der ikke andre politiske alternativer til det liberale demokrati med markedsøkonomi tilbage.

Blandt andet på grund af denne stakåndede fortolkning af Fukuyamas artikel, besluttede han sig for at udvide og omarbejde den oprindelige artikels forholdsvis kompakte – og sine steder måske også lovlig hastige – argumenter til en egentlig bog, hvor der var tid og plads til at udfolde det, der i artiklen blot var antydet.

Den forelå i 1992 som The End of History and the Last Man. Men heller ikke den undgik – naturligvis – at blive misforstået. Den måske mest udbredte, men helt sikkert også mest banale misforståelse, er den, der antager, at tesen om Historiens Afslutning skulle betyde, at ingen begivenheder – eller i det mindste ingen store og skelsættende begivenheder – længere vil indfinde sig; og eftersom slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede har været forholdsvis rige på både store og skelsættende begivenheder, konkluderer man uden videre, at Fukuyama ganske enkelt tog fejl, og at historien på ingen måde har nået sin afslutning.

Lige så lidt som sine forbilleder Hegel og Kojève ønsker Fukuyama imidlertid at erklære begivenheden som sådan for død – begivenheder, store og små, opmuntrende eller forfærdende, finder sted og vil uden tvivl fortsætte med at finde sted, så længe der er mennesker her på kloden.

Tilsvarende er det ligeledes en misforståelse at formode, at Fukuyama hævder, at det liberale demokrati nu skulle have triumferet i en sådan grad, at krig, vold, terror, folkemord, undertrykkelse, etnisk had, kort sagt barbari i alle dets forskellige frastødende afskygninger, endegyldigt skulle være forvist fra den verdenspolitiske scene.

Var det tesen, ville intet være lettere end at modbevise den ved at opregne et passende udsnit af de horrible hændelser, som har fundet sted i de sidste knap 20 år. Fra den mere kuriøse småtingsafdeling fortæller Fukuyama selv, at han på et tidspunkt modtog en avisklumme, som tog udgangspunkt i en episode, hvor en statsborger fra Bangladesh var blevet nægtet adgang til et fly fra British Airways. Angiveligt skulle dette dokumentere, at racisme endnu trives i fuldt flor (en beklagelig, men givetvis fuldstændig korrekt observation), hvilket yderligere formodedes at bevise, at historien ingenlunde kunne have nået sin liberale afslutning.

Selv om man måske nok kunne være tilbøjelig til at mene, at klummeskribenten uden de helt store anstrengelser kunne have fundet mere slående eksempler på, at verden langt fra er så perfekt, som den burde være, så er ræsonnementet såmænd korrekt nok på dets egne præmisser – som bekendt skal der kun en enkelt sort svane til at gendrive påstanden om, at alle svaner er hvide. Problemet er blot, at Fukuyama aldrig har hævdet, at alle svaner er hvide, og at racisme og tilsvarende fænomener eksklusivt tilhører verden af i går.

Hvad han fremfører i Historiens afslutning og det sidste menneske, er derimod en omfattende tolkning af den menneskelige histories retning og tendens – en tolkning, som ikke uden videre lader sig gendrive ved hjælp af nok så mange nedslående kendsgerninger, men som omvendt heller ikke fuldstændig har kappet forbindelsen til den empiriske virkelighed. Bogen er med andre ord et bidrag til en velkendt, men for tiden lidet fashionabel genre, idet den nemlig udgør et stykke historiefilosofi i traditionen fra Kant, Hegel og Marx.

Som sådan pendulerer den mellem et normativt og et deskriptivt perspektiv, for så vidt som de empiriske kendsgerninger udlægges i lyset af den overordnede tolkningsramme, som påstanden om en universalhistorisk retning udgør. Det er imidlertid også åbenlyst, at der er grænser for, hvor meget negativ evidens, denne tolkningsramme er i stand til at absorbere uden at lide et grundlæggende tab af troværdighed.

Betragtet under den synsvinkel indeholder Historiens afslutning og det sidste menneske således to grundlæggende påstande: for det første en normativ påstand om, at det liberale demokrati i bund og grund er et ønskværdigt ideal, som vi – til trods for alle de graverende fejl og mangler, det aktuelt er behæftet med – bør bestræbe os på at realisere og udbrede; og for det andet en deskriptiv påstand om, at det faktisk er den vej, det går, i det lange, verdenshistoriske perspektiv.

Som Fukuyama også selv understreger, står et sådant perspektiv i gæld til Kants Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt (1784), idet Kant her anlægger et blik på historien, der tillader os at betragte det, der umiddelbart kunne tage sig ud som et planløst aggregat af hændelser, som led i et samlet og sammenhængende forløb, hvis retning lader sig udpege, og hvis mening lader sig afkode. Kant udkaster med andre ord en idé om, “hvorledes det måtte forholde sig med verdens gang, hvis den skulle være i overensstemmelse med visse fornuftige formål”. Men disse fornuftige formål, som hos Kant beløber sig til “en fuldkommen retfærdig borgerlig forfatning”, der på sin side er afhængig af en vellykket og retfærdig global regulering af de mellemstatslige forhold, er netop ikke grebet ud af luften.

Det er tværtimod idealer, som allerede – om end i ufuldstændig form – viser sig virksomme i vores aktuelle historie. Derfor understreger Kant også, at det ikke er hans hensigt at fortrænge den egentlige empiriske historiografi: det drejer sig alene om, hvad et historiekyndigt filosofisk hoved “ville kunne præstere fra et andet standpunkt”, nemlig den Historiefilosofiske tolkningsramme.

I sidste instans er meningen med Kants historiefilosofiske skitse at indgive os håb og mod – og noget tilsvarende gælder Fukuyamas traktat. Men Fukuyamas bog angiver også samtidig grænserne for, hvad han mener, man kan forvente af det liberale demokrati. Det ligger hos et andet af hans store forbilleder, Hegel – som han især læser igennem den fortolkning, som exilrusseren Alexandre Kojève fremlagde i Paris i 1930’erne, den såkaldt antropologiske Hegel-læsning.

Kort fortalt kan denne siges at gå ud på, at historiens gang ikke kun er Åndens selvudfoldelse i en række abstrakte negationer og ophævelser. Men at denne proces foregår i konkrete anerkendelseskampe, i krige, sejre, nederlag, slaveri, underkastelse og oprør. Kojève tager her afsæt i herre-slave-dialektikken i Hegels Åndens fænomenologi (1807).

I kampen på liv og død bliver dén herre, som vover at påtage sig dødens mulighed – medens taberen er den, der viger tilbage fra at lade kampen gå til dødens grænse. Han bliver den førstes slave – og er henvist til dels at vinde verden ved arbejde, dels at pønse på et oprør mod herren og kræve lige anerkendelse af denne. Herren på sin side forbliver afhængig af slavens anerkendelse – som han alligevel ikke værdsætter, da han kun kan modtage reel anerkendelse fra endnu stærkere herrer, som han utrættelig udfordrer. Denne ustabile struktur udspiller sig i verdenshistorien i staters, samfund og civilisationers krig med hinanden og peger hen imod den eneste mulige sluttelige løsning: alles anerkendelse af alles rettigheder – sådan som Hegel så det realiseret med den liberale stat og tildeling af statsborgerlige rettigheder til alle.

Det er det, der udgør Historiens Afslutning, både hos Hegel, Kojève og hos Fukuyama. Fukuyama tilføjer så den marxistiske ide, at det liberale demokrati som tendens går hånd i hånd med økonomisk modernisering. Men et afgørende problem henstår: hvad skal man så foretage sig, når Historien er slut? For Kojève måtte man kigge østpå og lære af den orientalske kultur og få afløb for sin anerkendelsestrang i te-ceremonier og blomsterbinding, nu der ikke er flere politiske anerkendelseskampe tilbage at kæmpe for anerkendelseshungrige individer.

Ligesom Kojève i sin tid introducerede Hegel i Frankrig, kan man sige, at Fukuyama introducerer Kojève i USA, ja i verden uden for Frankrig. Men han uddyber problemet med, hvad man skal foretage sig efter Historiens Afslutning. Det “sidste menneske” i bogens undertitel hidrører fra Nietzsche – det er det sidste menneske før overmennesket, det er det menneske, der endnu skammer sig og har behov for anerkendelse. For anerkendelsesbehovet er en antropologisk grundfaktor, der ikke viser noget tegn på at forsvinde med Historiens Afslutning.

Derfor har politikken efter Historiens Afslutning to varianter, en højre- og en venstrefløjsvariant. Højrefløjsvarianten lyder, at det individuelle menneske ikke stiller sig tilfreds med den udmærkede, men lidt magre ret, som politiske anerkendelse som statsborger med demokratiske rettigheder udgør. Man vil også have anerkendelse af ens egen person, ens præstation, ens individualitet, ens indsats – om det nu er i form af rang, højere løn, store pokaler, titler eller andre sociale tegn på ens særlighed. Venstrefløjsvarianten er lige så utilfreds med den formelle liberale anerkendelse – og kræver supplement i form af forskellige yderligere rettigheder, lighed hvad angår køn, religion, indkomst, kultur og meget andet.

Fukuyama tegner således et billede af de fortsatte spændinger i demokratisk politik efter Historiens Afslutning, der er langt fra den naive lykkeutopi, han ofte er blevet skudt i skoene – og forudsiger, at denne politik kommer til at centrere sig om anerkendelse – en trang, der aldrig vil forsvinde i nok så vellykket et samfund.

Denne analyse ligger bag Fukuyamas senere række af udgivelser, der har sikret ham en plads på top-ti af verdens intellektuelle – f.eks. bogen Trust (1996), der hævder mellemmenneskelig tillid som afgørende for samfunds vellykkethed, også rent økonomisk, eller State Building (2004), der udgør en bidsk kritik af neoliberal, rent økonomisk statsteori og New Public Management. Her lyder det, at en rent økonomisk analyse af statsinstitutioner, lige fra førende vestlige lande og til fejlslagne stater, går helt fejl af, hvor vigtigt det er at opbygge et korruptionsfrit, tillidsfyldt bureaukrati, der faktisk anerkender borgeren.

Her ser man tydeligt, hvor stærkt Fukuyamas anerkendelsesliberalisme adskiller sig fra den liberalisme, der alene lægger vægten på markedet. Som sådan er Fukuyamas første store traktat stadig relevant som et bud på en univeralhistorisk fortolkning af vor tids situation – i første omgang i modsætning til hans lærer Samuel P. Huntingtons konkurrerende doktrin i Civilisationernes sammenstød: mod en ny verdensorden (1996) der mere pessimistisk hævder, at den vestlige civilisation er een blandt mange, der må koncentrere sig om grænsekrigene mod de andre kulturer.

Men også i modsætning til f.eks. antiglobaliseringsbevægelserne – der hylder en kulturalisme, der måske ikke er ganske forskellig fra Huntingtons – på den ene side og de neokonservative på den anden side. Fukuyama er ofte blevet beskrevet som de neokonservatives godfather: er doktrinen om udbredelsen af demokrati og rettigheder med våben i hånd ikke en konsekvens af Historiens Afslutning?

Ikke ganske – Fukuyama vendte sig faktisk imod invasionen i Irak ud fra realpolitiske overvejelser over, at de potentielle farer og ulemper ved projektet oversteg fordelene. Selv om han naturligvis er enig i de neokonservatismes overordnede ide om demokratiets udbredelse, skiltes hans veje således fra de mere aktivistiske venner i bevægelsen, sådan som han kortlægger det i After the Neocons (2006) – og han betegner nu sin politiske position mere beskedent som “Wilsonian realism” – med henvisning til et kompromis mellem præsident Wilsons demokratibestræbelser og 14 punkter under Første Verdenskrig og til realismens besindelse på staters geopolitiske interesser og international politiks anarkiske tilstand.

Præmisserne for disse videre udviklinger i Fukuyamas position ligger allerede i Historiens afslutning – i forståelsen for højre- og venstrefordringer om yderligere anerkendelse, såvel som i besindelsen på, at universalhistoriske fordringer ikke kan stå til øjeblikkelig indløsning, men kræver, at man indstiller blikket på det meget lange stræk.

Bestil bogen, som udgives på Informations Forlag