J. var en mand af den slags, hvis ansigt bedst kan beskrives som omskifteligt. I grove træk havde han fine træk, men når man kom tættere på, var det, som om der var noget, der ikke stemte. Som når man ser på én, der engang har båret briller, men ikke gør det længere. Det var, som om de enkelte ansigtstræk hele tiden forskubbede sig, som var de sat på med sugekopper, som om næsen, hver gang han lukkede øjnene, blev flyttet en millimeter op eller ned, til højre eller venstre. Og det var også tilfældet. J. kunne trække ned i sine ører som i en nødbremse i toget, ruske i sit gab som i startsnoren på en græsslåmaskine. Der var dem, der spøgefuldt sagde: Med det udseende burde du blive bankrøver, ingen ville kunne give et signalement af dig. Måske var det af ren trods, at han i stedet blev jurist og så bankmand, måske var det, fordi hans salig fader og hans salig fader før ham havde været det samme.
Så sad J. altså, efter årene var gået, uddannelsen og huslånet taget, hamsteren begravet og hunden købt, bag sin arbejds-pc og spillede pingpong med sine øjne, brækkede sine næsebor op som med et koben. Han var god til sit arbejde i bankens compliance-afdeling, og det var derfor, naturligvis, også ham, der kom i søgelyset under den efterfølgende efterforskning. Særligt én episode fra forhørene skulle han aldrig glemme: Bagmandspolitikvinden vendte lampens skarpe glødepære op i ansigtet på ham, ligesom man så kriminalkommissærerne gøre i amerikanske tv-krimier, men J. rullede bare sine øjne om i nakken. Hvidvaskningen kunne ikke som sådan siges at være J.s ansvar, forklarede politikvinden, der var tale om større strukturer i bankverdenen, som også J. lå under for. Eller strukturer var ikke det rigtige ord, det antydede, at bankerne, som måtte forventes at have indført disse strukturer, havde et ansvar, det havde de, juridisk set, ikke. Man skulle nærmere se på det på den måde, sagde kvinden og sænkede lampen igen, at der under det hele var en maskine, der kørte, som en kunstig intelligens, der var løbet løbsk. Eller mere præcist at pengene havde vasket sig selv, som den internationale finanskapitalismes svar på en robotstøvsuger.
Efterfølgende var det med den samme algoritmiske tilfældighed, som netop en sådan støvsuger tilrettelægger sin bane gennem et tætmøbleret eller -befolket værelse med, at J. trillede rundt mellem arbejdspladser, til han, ligesom når man endelig finder det hjørne under sofaen, hvor M&M’sene har ligget og mugnet siden indflytterfesten, fandt sit rette hjørne som matematiklærer i folkeskolen. Hans tredjeklasseelever hujede og klappede, når han lod sit højre, grågrønlige øje bevæge sig i fastlagte og dog let forskudte baner hen over hans af livets tildragelser hærgede, let hængende ansigt. Ligesom J. som barn havde siddet foran fjernsynet og ventet ivrigt på at se, om DVD-ikonet endelig ville ramme skærmens hjørne, blev hele klassen tavs af spænding, når øjet nærmede sig mundens kaffesure gab.
Det var efter en af disse timer, at J. gik hen til vinduet og kiggede ud. Klasselokalet var tomt, støvet hang i luften. Under vindueskarmen slog radiatoren til med en klikken af den slags, de fleste mekaniske anordninger tillægger sig med årene. Han kiggede ud på septemberhimlen, den var overskyet. Tung og uforanderlig. Han trak lidt i den ene mundvig. Det føltes så omsonst. Han kunne føre sin næse så langt ned som til adamsæblet, sin mund op i panden, han kunne lukke øjnene med sine ører. Men bag alt dette – det føltes så omsonst – var huden altid den samme, kraniets flade runding altid den samme. Han trak i den ene mundvig. Han havde øvet sig i dette længe. Han begyndte at gabe op, læberne forskød sig, nu dækkede overlæben næsen, nu øjnene, nu panden. Han krængede og krængede, til gabet omsluttede hans hoved, til mundens indre var hans ansigts ydre, ganen en ny tids pande. Han havde ændret sit ansigts uforanderlige strukturer.
