Ektogenese og reproduktiv autonomi

Bør vi fokusere på at finde alternativer til graviditet såsom ‘ektogenese’ – hel eller delvis udvikling af et foster uden for en livmoder – for at gøre det muligt at få børn uden, at man nødvendigvis gennemgår den sædvanlige graviditetsperiode og fødsel? Dette undersøger Andrea Bidoli i sit Ph.d.-projekt ud fra et feministisk perspektiv på reproduktiv autonomi. Som en del af Turbulens’ tema omkring posthumanisme har vi interviewet Bidoli for at blive klogere på, hvordan vi på graviditetens område også kan udfordre og diskutere, hvad der ellers anses som et uomgængeligt menneskeligt vilkår: At ethvert nyt menneske begynder sit liv i en livmoder.

08.07.22

af Andreas Beyer Gregersen

Bør vi fokusere på at finde alternativer til graviditet såsom ‘ektogenese’ – hel eller delvis udvikling af et foster uden for en livmoder – for at gøre det muligt at få børn uden, at man nødvendigvis gennemgår den sædvanlige graviditetsperiode og fødsel? Dette undersøger Andrea Bidoli i sit Ph.d.-projekt ud fra et feministisk perspektiv på reproduktiv autonomi. Som en del af Turbulens’ tema omkring posthumanismer har vi interviewet Bidoli for at blive klogere på, hvordan vi på graviditetens område også kan udfordre og diskutere, hvad der ellers anses som et uomgængeligt menneskeligt vilkår: At ethvert nyt menneske begynder sit liv i en livmoder.

Kan du starte med at præsentere din baggrund og hvad dit Ph.d.-projekt overordnet set handler om? 

Mit Ph.d.-projekt er en del af et større forskningsprojekt ledet af professor Ezio di Nucci kaldet “The Future of Family Relationships”. Vores projekt er baseret i Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet, men vores arbejde ligger primært inden for bioetik. Vi er to Ph.d.-studerende på projektet, hvoraf den anden er Rikke Friis Bentzon, som arbejder på at udvikle en ny forståelse af familie, der ikke baserer sig på biologiske relationer. Mit projekt omhandler overordnet set alternativer til graviditet, og hvorvidt graviditet kan anses som undertrykkende. Min tilgang går altså ud på at problematisere graviditet – både i forhold til mere objektive aspekter af graviditet samt fødslen og mere kontekstuelt med hensyn til, hvordan kvinder i den sammenhæng også indgår som en del af et patriarkalsk samfund.

Jeg er selv fra Italien, hvor jeg har studeret internationale relationer under min bachelor og global sundhed på kandidaten. I mine studier har jeg haft et gennemgående fokus på kvinders rettigheder. Mit bachelorprojekt omhandlede eksempelvis retten til abort, mens mit speciale fokuserede på rugemoderskab – og i Ph.d.-projektet handler det så om graviditet som sådan.

Når man snakker om de teknologiske og medicinske alternativer til graviditet, bruges betegnelsen ‘ektogenese’ ofte. Hvad er dette egentlig, og er det en reel mulighed for os?

Når jeg fokuserer på mulige alternativer til graviditet, er det hverken rugemoderskab – altså at få andre til at være gravide med og føde ens børn – eller bare slet ikke at få børn. Ektogenese er en mere akademisk betegnelse, der direkte betyder at få børn uden for kroppen. En anden betegnelse er ‘kunstige livmødre’. I min forskning bruger jeg udtrykket ydrekropslig svangerskab (“extracorporal gestation”), fordi det er et bredere paraplybegreb, der inkluderer flere muligheder. Det kan både inkludere brugen af en teknologisk skabt og dermed kunstig livmoder, men det kan samtidig betyde, at man tager en livmoder fra en menneskekrop og får den til at fungere uden for selve denne krop. Det kan endda også involvere, at livmoderen skabes gennem stamceller.

Ingen af delene er tilgængelige i øjeblikket, men der er forskning i gang på området. Igen er der to muligheder og veje at gå. På den ene side er der delvis ektogenese, som involverer at begynde graviditeten i en menneskekrop for derefter at tage fosteret ud og placere det i f.eks. en kunstig livmoder. Og på den anden side er der fuldkommen ektogenese fra start til slut. Forskningsmæssigt er der løbende dyreforsøg i gang. I 2017 blev der f.eks. lavet en kunstig livmoder til et lam, og sidste år blev der også eksperimenteret med rotter. Fokus i disse forsøg er på delvis ektogenese som en metode til at håndtere meget tidlige fødsler snarere end fuld ektogenese og, om man så må sige, at ‘befri’ kvinder fra graviditet som sådan.

Dit forskningsprojekt fokuserer også på reproduktiv autonomi som centralt for både din forskningstilgang og feminisme i det hele taget. Kan du fortælle lidt om, hvorfor du mener, at reproduktiv autonomi er så vigtig at bringe på bane i denne sammenhæng?

Det er et stort spørgsmål. Generelt set er forskningen og diskussionen omkring ektogenese mest fokuseret på fostrets helbred, hvilket bestemt er et vigtigt emne. Men jeg mener også, at et eksklusivt fokus på fostret ikke har øje for gravide kvinder og deres autonomi, hvilket eksempelvis er på spil i forhold til abort. Reproduktiv autonomi handler om at bestemme over, hvad der skal med ens egen krop, og dermed kunne foretage ‘reproduktive valg’. Det implicerer på den ene side negative rettigheder, så vi f.eks. ikke tvinges til at få børn gennem sådan noget som forbud mod abort – og på den anden side positive rettigheder i forhold til at vi også kan have brug for hjælp til at få børn, når vi ønsker det. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget staten kan hjælpe den enkelte givet begrænsede ressourcer. Men det er stadig vigtigt at prioritere begge dele, både de negative og de positive rettigheder, og særligt når disse rettigheder er under pres mange steder i verden. Ulykkeligvis er disse sager mere presserende end nogensinde før.

Mit fokus handler også om at promovere reproduktiv autonomi, fordi jeg undersøger mulighederne for flere måder at få børn på. Graviditet kan i dag være både undertrykkende og i hvert fald farligt, og der er ikke nogen grund til at ignorere disse kendsgerninger. Det i sig selv er tilstrækkelig grund til at kigge efter ‘teknologiske’ alternativer til en normal graviditet.

Tænker du, at byrderne ved graviditet er blevet delvist overset og dermed heller ikke blevet italesat gennem tiden af f.eks. feminister og kritiske teoretikere? 

Der har nærmest lige fra starten af været et vist fokus på graviditet og moderskab inden for feminisme – og på det seneste er ektogenese også blevet taget op som emne af nogle feministiske teoretikere. Historisk set er det mest berømte eksempel muligvis, at den radikale feminist Shulamith Firestone i 1970’erne kaldte graviditet for “barbarisk”. Fokus i dag ligger dog hovedsageligt på, hvordan eksterne faktorer kan være undertrykkende for gravide kvinder. Det kan f.eks. være, at du behandles dårligt af sundhedssystemet som gravid.

Dette er alt sammen godt, men jeg mener, at vi samtidig bør fokusere på de fysiologiske processer i forhold til det at være gravid, hvilket også kan og bør problematiseres. De processer kan godt forstås som andet end bare neutrale fakta, der ikke kalder på handling. Det er blevet hævdet af andre, at der findes ikke nogen anden helbredstilstand end graviditet med så voldsomme symptomer og risici – og hvor det samtidig betragtes som helt normalt. I den forstand er emnet blevet overset, fordi visse aspekter af det at være gravid ofte bare anses som ‘naturligt’.

Dette hænger vel også sammen med, om der findes et behov af mere eller mindre presserende karakter for at udvikle alternativer til graviditet – og om graviditet kan beskrives som overordnet set godt eller dårligt. Hvordan er din tilgang til sådanne spørgsmål?

Jeg siger bestemt ikke, at graviditet overordnet set er en dårlig oplevelse for alle, og at folk bare ikke kan forstå det, fordi de lever i et patriarkalsk samfund. Men der er alligevel et problematisk narrativ om, at de dårlige sider ved graviditet ikke rigtigt betyder noget, fordi det er ‘det hele værd’. Der findes med andre ord en tendens til at nedtone de negative aspekter ved graviditet og fremhæve de positive. Historisk set giver dette mening, fordi vi i mange år heller ikke har kunnet gøre særlig meget ved de negative aspekter. Men nu, hvor vi mennesker tager ud i rummet og udvikler kunstig intelligens, handler det mere om at have viljen til at gøre noget ved det.

Udtrykket ‘ugjort videnskab’ er relevant i den sammenhæng, fordi det betegner den slags videnskab, som ikke er blevet lavet endnu, selvom der er nogle i samfundet, som har en interesse i det – og i denne sammenhæng vil det være dem, som egentlig gerne vil have børn uden at skulle gennemgå en hel graviditet. Ugjort videnskab er den videnskab, som altså ikke bliver, fordi dem med bestemte samfundsinteresser og dem med magt og ressourcer til at finansiere videnskab ikke er de samme. Jeg mener, at vi på dette område har en sag, der handler om befolkningsmæssig sundhed, og som bør føre os til at udvikle eller i det mindste at undersøge mulighederne for ydrekropslig svangerskab med den videnskab og teknologi, som vi nu har til rådighed.

Hvilken rolle tænker du, at smerte under graviditet og fødsel spiller i den rolle?

Fødslen er klart den mest intensivt smertefulde del af en graviditet, selvom den samtidig er forholdsvist kortvarig. En særlig problematik i den forbindelse er, at når du spørger omkring gravide kvinders og særligt under fødslen er det normalt først efter, at den er forsvundet igen – hvilket gør, at den kan huskes som anderledes, end den egentlig var, eller helt glemmes igen. Samtidig er smerte så meget forbundet med forestillingen om at give fødsel, at det nærmest sættes op som et krav for, at det hele går, som det skal. Dette kan siges at være en ekstern faktor, der kan kritiseres, fordi smerte i sig selv ikke fortæller noget om, hvorvidt du f.eks. er mere aktiv under fødslen eller måske endda ‘fortjener’ mere af den grund at få en vellykket fødsel.

Og igen er det vigtigt at understrege, at den smerteintensitet, som mange gennemgår under fødslen, ikke vil anses som normal i andre situationer. Selv hvis det er sådan, at rigtig mange kvinder alligevel gerne vil gennemgå graviditet på trods af en sådan smerte – f.eks. på grund af at det skaber et særligt bånd til ens barn – er der grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor alle er nødt til at gøre det, hvis de gerne vil have børn. Så hvorfor stiller vi ikke det spørgsmål i dag?

Nogle vil muligvis være bekymrede for, hvad en udvikling af ektogenese vil have af betydning for uligheden i samfundet – om det f.eks. bare bliver et teknologisk alternativ for de allerrigeste. Hvad er dit svar til den slags bekymring?

Jeg mener, at det er en reel problematik, men det er et problem, der sådan set gælder for alt, hvad der udvikles af nye ting i vores samfund. Selv hvis en ny sundhedsteknologi tilbydes til alle i Danmark, er det ikke sikkert, at den bliver tilgængelig i dele af verden såsom Ghana, hvor folk måske har mere brug for den. Dette er på mange måder unfair, men vi kan heller ikke bare stoppe al teknologisk udvikling, indtil vi har lighed på nationalt eller globalt plan. Løsningen må derfor være, at vi arbejder løbende for, at flere og flere får adgang til sådan noget som ektogenese, og at det gøres så billigt som muligt – hvilket igen kræver endnu mere forskning.