Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Posthumanisme
 

Nymaterialismen er trådt ind i sin anden fase. Denne standhaftige påstand udtrykkes af Tobias Skiveren i nærværende anmeldelse af Jane Bennetts nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman. Bogen indtræder, ifølge Skiveren, som et centralt værk i en ny tendens om at gentænke viden, immaterialitet og bevidsthed i materialistisk kritisk teori. Men hvilken indflydelse har denne tendens på nymaterialismens kritiske potentialer? For Skiveren står det klart, at bogen i og for sig tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer, men i et større perspektiv bør vi også bifalde dens bidrag til nymaterialismens fortsatte udbredelse af nye analysestrategier. Anmeldelsen er en fordanskning af Skiverens ”New Materialism’s Second Phase” udgivet af Wayne State University Press....

Bør vi fokusere på at finde alternativer til graviditet såsom 'ektogenese' - hel eller delvis udvikling af et foster uden for en livmoder - for at gøre det muligt at få børn uden, at man nødvendigvis gennemgår den sædvanlige graviditetsperiode og fødsel? Dette undersøger Andrea Bidoli i sit Ph.d.-projekt ud fra et feministisk perspektiv på reproduktiv autonomi. Som en del af Turbulens' tema omkring posthumanisme har vi interviewet Bidoli for at blive klogere på, hvordan vi på graviditetens område også kan udfordre og diskutere, hvad der ellers anses som et uomgængeligt menneskeligt vilkår: At ethvert nyt menneske begynder sit liv i en livmoder....

07.07.2022 “I en eller anden afsidesliggende krog i det i talløse solsystemer flimrende og udhældte verdensalt, fandtes der engang en stjerne, hvor kloge dyr opfandt erkendelsen. Det var det mest indbildske og løgnagtige minut i "verdenshistorien", men det var blot et minut. Stjernen størknede efter få af naturens åndedrag, og de kloge dyr måtte dø. Således kunne man opfinde en fabel uden dog egentlig tilstrækkeligt at have illustreret, hvor ynkeligt, hvor skyggeagtigt og flygtigt, hvor formålsløst og vilkårligt det menneskelige intellekt tager sig ud i naturen. Der har været evigheder, hvor det ikke eksisterede; og når det igen væk, vil intet være hændt. For dette intellekt har ingen videre mission, som fører det udover menneskelivet. Det er derimod menneskeligt, og kun dets ejer og skaber udlægger det så patetisk, som om verden drejede rundt om det. Men hvis vi kunne forstå myggen, ville vi finde ud af, at den også sværmer igennem luften med denne patos og føler dette flyvende centrum i verden i sig. Der er intet så forkasteligt og ubetydeligt i naturen, at det ikke med det samme igennem et mindre åndepust fra erkendelsens kraft kan svulme op som en slange; og ligesom enhver lastdrager vil have en beundrer, så tror det stolteste menneske, filosoffen, at verdensaltets øjne teleskopisk er rettet mod dennes handlinger og tænkning fra alle sider." Den kosmologiske pessimisme eller anti-humanisme, som Friedrich Nietzsche fremkalder i Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning, latterliggør det antropocentriske aksiom, der placerer mennesket på en moralsk, erkendelsesmæssig og metafysisk piedestal. Der findes i dag, omtrent 150 år efter Nietzsches kritik, en gennemgribende tendens – inden for alt lige fra klimatænkning, science-fiction, kunst- og kulturstudier, litteraturteori, filosofi og politisk tænkning – til at forstå mennesket i kraft af det ikke-menneskelige. En genoplivning af Nietzsches angreb på antropocentrismen. Det indebærer, at en række stadig uafklarede såvel som helt nye spørgsmål bringes til overfladen: Har naturvidenskaben efterhånden ikke bevist, at mennesket ikke er andet og mere end en kompleks fysisk genstand? Giver det mening at tale om menneskets natur, når menneskelige kroppe er fyldt og interagerer med mere eller mindre komplekse teknologier – lige fra pacemakere til computere? Giver det efterhånden mere mening at tale om mennesket som en hybrid genstand, der består af menneskelige såvel som ikke-menneskelige komponenter? Kommer der et tidspunkt, hvor vi kan manipulere så meget med menneskets biologi, hvad angår aldring og intelligens, at det ikke længere giver mening at tale om en og samme art? Er det naivt at påstå, at mennesket har en særstilling i universet – moralsk såvel som ontologisk? Bør vi gentænke demokratiske praksisser ud fra andet end menneskelige væsner? Er den planetære krise resultatet af bestemte antropocentriske grundanskuelser? Er det nødvendigt at komme ud over det ‘modernes’ eller ‘humanismens’ forståelse af ‘mennesket’ (eller: det kønnede ”Man”) som helt igennem autonomt, rationelt og bevidst? Denne tendens til at stille spørgsmålstegn ved begrebet om mennesket som sådan, eller bestemte traditionelle begreber om mennesket, henvises til af mange som en posthumanistisk vending. Som en af posthumanismens bannerførere, filosoffen Francesca Ferrando, hårdnakket påstår: ”Posthumanism is the philosophy of our time” (Ferrando 2019: 1). Nogle gange refereret til som ”kritiske posthumanister” har forfattere som Donna Haraway, N. Katherine Hayles og Rosi Braidotti i mange år været fascinerede af fremtidsudsigterne og potentialet for teknologisk modificerede kroppe. For eksempel taler Haraway i sit Cyborgmanifest (1991) om, at menneskets identitet ikke længere kan kategoriseres ud fra en bestemt essens, fordi mennesket er en kybernetisk organisme, en hybrid mellem en maskine og en organisme; et dyr og en maskine med biologiske, kulturelle og teknologiske forskelle, der umuliggør en samlet forståelse af det menneskelige selv. Andre, for eksempel Cary Wolfe, Timothy Morton og Ursula K. Heise, har forsøgt at overføre de posthumanistiske antagelser til deres økokritiske perspektiv. Fælles for mange af posthumanisterne er, at de ikke nødvendigvis forsøger at eliminere mennesket som kategori – hvad end det så ville betyde – men at repositionere og begrebsligt omdefinere mennesket ud fra en række ”ikke-menneskelige” andre (geologisk tid, maskiner, det uorganiske, sociale dynamikker, magtstrukturer, ikke-menneskelige dyr). Andre ser ganske enkelt posthumanismen som et ‘buzzword’, der overdriver den kendsgerning, at mennesker og deres levevilkår er anderledes nu, end de har været tidligere. Nogle af de antagelser, der ofte forener forskellige typer af posthumanismer, er: Mennesket er ikke et særegent eller exceptionelt væsen; ‘humanismen’ har i et historisk perspektiv været vest-centrisk og mandschauvinistisk; distinktionen mellem ’kultur’ og ’natur’ eller det ’menneskelige’ og ’ikke-menneskelige’ er uholdbar; der findes intet ontologisk hierarki (det er en såkaldt ’flad’ ontologi); alt eksisterende bør forstås som hybride aktører i et komplekst netværk; ’natur’ og ’kultur’ er så sammenfiltret, at verden efterhånden kun indeholder assemblager eller hybride aktanter; der er et metafysisk såvel som normativt behov for at sætte parentes om det menneskelige perspektiv (vi må gøre op med enhver form for antropocentrisme) – er det nemlig ikke tilfældet, således går ræsonnementet, at kedler koger vand? At knive skærer i kød? At hammere slår søm i?; vi bør ikke tale om ‘natur’ og ‘kultur’ – eller ’natur’ og ’menneske’ – som adskilte begreber, men udelukkende om ”naturecultures”, som Donna Haraway ynder at kalde det (Haraway 2007). De her naturecultures fremtræder løbende i nye konfigurationer, assemblager eller kludetæpper på et horisontalt plan, hvor ’agens’ er distribueret over en lang række af processer, entiteter og sammenfiltringer. Som filosoffen Rosi Braidotti bastant har formuleret det: “the concept of the human has exploded” (Braidotti 2013: 65). Præfikset ”post” i posthumanisme indikerer ikke nødvendigvis, at posthumanistiske positioner først er opstået ”efter” humanismen. Derimod har posthumanistiske perspektiver historisk set ofte eksisteret i spænding med de humanistiske. Der er ikke tale om en lineær fortælling. Som Hayles har formuleret det: ”Vi har altid været posthumanistiske”. Men det er kun inden for de sidste par årtier, at posthumanismen har etableret sig selv som et selvstændigt forskningsfelt. Begrebet opstod inden for humaniora i slutningen af det 20. århundrede i samspil med, men også som en reaktion på, andre ”post”-bevægelser: postmodernismen, poststrukturalismen og postkolonialismen. Dette er blandt andet kommet til udtryk i en bemærkelsesværdig trang påhumanistiske universitetsafdelinger til at bryde ud af symbolernes, diskursernes og tegnenes univers og gå ind i materialiteten selv. Et eksempel er den (ny)materialistiske vending inden for litteraturvidenskaben. Men denne posthumanistiske vending indtager mange former, og den fungerer ofte som en form for paraplybetegnelse for alt lige fra såkaldt transhumanisme og nymaterialisme til objektorienteret ontologi og klassisk anti-humanisme i 60’erne og 70’erne i Frankrig. Derfor taler vi i denne serie om posthumanismer frem for posthumanismen. Et andet sted, hvor det posthumanistiske tankegods har haft gode levevilkår, er inden for sci-fi-litteraturen. En række sci-fi-forfattere, såsom Mary Shelley, H. G. Wells, Greg Egan, Bruce Sterling og Frederik Pohl, har skrevet værker, der er sat i posthumanistiske fremtider, hvor blandt andet mennesker og maskiner fusionerer. Deri opstilles ofte komplet nye politiske virkeligheder og spørgsmål, ligesom film som Ex Machina og Annihilation udforsker posthumanistiske tematikker og scenarier. Hos Shelley findes videnskabsmanden Frankenstein, der i sit laboratorium sætter legemsdele fra døde mennesker og skaber en slags cyborg: Frankensteins monster. Lignende tematikker finder vi i William Gibsons Neuromancer og i Bruce Sterlings Schizmatrix, mens vi hos Wells ­– i The Time Machine – i en fjern fremtid ser, at Homo sapiens er splittet i to arter: de fredelige og uproduktive Eloi og de hårdtarbejdende Morlocks. Eller i Margaret Atwoods Oryx and Crake, hvor en vanvittig ingeniør har skabt en virus, som udrydder menneskeheden, samtidig med at han har skabt en ny og intelligent form for hominid, der er immun over for virussen, med håbet om at genstarte menneskeden, så den aldrig igen vil opleve krig eller seksuel jalousi. Derudover findes der efterhånden en masse klimarelateret sci-fi-litteratur, såsom Kim Stanley Robinsons The Ministry for the Future, der hjælper til at genfortolke og gentænke vores verden og os selv på måder, der kan afværge nogle af de forestående katastrofer. Hvad skyldes denne trang til at italesætte menneskebegrebets eksplosion? Et udtalt posthumanistisk eksempel er transhumanismen, som antager, at vi med teknologiens og oplysningens udvikling – for eksempel inden for digital teknologi og biomedicin – vil ændre så radikalt på de menneskelige levevilkår, at det ikke længere giver mening at tale om samme art, og at det er vel at mærke til det positive, som de hævder. Nick Bostrom er en af de mest fremtrædende akademiske transhumanister sammen med en række forfattere som Ray Kurzweil og Natasha Vita-More. Som det står i første paragraf i den erklæring, der blev udarbejdet ved det stiftende møde for World Transhumanist Association i 1998: ”Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden.” Højere intelligens, længere levetid (helst udødelighed), mere glæde, mere frihed og grænseløse muligheder er transhumanisternes bagvedliggende fremtidshåb. De er især interesseret i udviklingen af såkaldte interfaces mellem computere og den menneskelige hjerne. Håbet er en klode fyldt med lykkelige superintelligenser. En anden posthumanistisk form for tænkning kaldes ofte for hård naturalisme eller scientisme. Kort fortalt udspringer hård naturalisme – som efterhånden er blevet til en filosofisk ortodoksi i den angelsaksiske verden – af en radikal fortolkning af det videnskabelige verdensbillede, hvor filosofien (hvis den ikke skal elimineres som sådan) reduceres til (natur)videnskabens tjenestepige. Som Sellars formulerer det: “[…] in the dimension of describing and explaining the world, science is the measure of all things” (Sellars 1997: 83). Kort fortalt går den hårde naturalisme ud fra, at ‘natur’ er det eneste, der eksisterer, og at ’natur’ er det, som naturvidenskaberne beskriver, hvilket naturligvis sætter en parentes om (eller helt igennem eliminerer) det, der traditionelt set er blevet forstået ved det menneskelige perspektiv. Mennesket er, i bund og grund, intet andet end en kompleks, fysisk genstand; bevidsthed, frihed, normativitet, mening, værdier osv. er intet andet end naturlige eller fysiske fænomener, som kan reduceres til eller forklares udtømmende af naturvidenskaberne (for eksempel mikrofysik, evolutionær biologi eller neurovidenskaben). Posthumanisme inviterer typisk til interdisciplinær forskning ved at kombinere klassiske humanistiske felter med traditionelt set non-humanistiske felter som biologi og datalogi. I indeværende serie om posthumanismer undersøger vi de forskelligartede bestræbelser – inden for filosofien, kunsten, samfundsteorien og litteraturen – på at sætte parentes om ‘mennesket’. Spørgsmålet om humanisme overfor posthumanisme er fuldkommen centralt i forhold til, hvilken retning humanistisk forskning generelt skal gå: Hvordan skal vi definere det generelle videnssubjekt og de forskellige typer af videnskabsproduktion, der finder sted på tværs af forskellige videnskabelige felter som Environmental Humanities, Digital Humanities, Bio Humanities, og så videre? Skal magtteorier inden for samfundsvidenskaberne tage afsæt i andet end menneskelige relationer? Hvad betyder det for kunstteoriens fortolkningsværktøjer, når mere og mere kunst vender sig bort fra det menneskelige subjekts forestillingsrum og mod materialiteten? Hvilke typer af viden påkræves midt i den planetære krise, som mange hævder er blevet til på baggrund af et historisk snævert fokus på det menneskelige subjekts kategorier og behov? Det er den slags spørgsmål, Turbulens stiller i indeværende serie....