Nymaterialismens anden fase

Nymaterialismen er trådt ind i sin anden fase. Denne standhaftige påstand udtrykkes af Tobias Skiveren i nærværende anmeldelse af Jane Bennetts nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman. Bogen indtræder, ifølge Skiveren, som et centralt værk i en ny tendens om at gentænke viden, immaterialitet og bevidsthed i materialistisk kritisk teori. Men hvilken indflydelse har denne tendens på nymaterialismens kritiske potentialer? For Skiveren står det klart, at bogen i og for sig tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer, men i et større perspektiv bør vi også bifalde dens bidrag til nymaterialismens fortsatte udbredelse af nye analysestrategier. Anmeldelsen er en fordanskning af Skiverens ”New Materialism’s Second Phase” udgivet af Wayne State University Press.

04.08.22

“Language matters. Discourse matters. Culture matters.
There is an important sense in which the only thing
that does not seem to matter anymore is matter.”

– Karen Barad, “Posthumanist Performativity,” 2003

Der er gået næsten tyve år, siden Karen Barad lancerede sin nu berømte og berygtede polemik mod diskurstænkningens dominans i kritisk teori. Siden da har materialismens credoer ekkoet ned igennem human- og samfundsvidenskabernes forskellige discipliner og i sidste ende ledt til udbredelsen og konsolideringen af et nyt sæt akademiske agendaer. I dag er det ikke kun sprog og diskurs, der betyder noget, men også objekter og affekter, intensiteter og cyborgs, dyr og det ikke-menneskelige, for ikke at glemme materialiteten selv. Men som Barads polemik gør klart, er sådanne sejrsgange ikke uden omkostninger.  Når nye interesser rykker i forgrunden, skubbes andre i baggrunden, og i en tid, hvor det materialistiske vokabular har spredt sig vidt og bredt, er det derfor nu på sin plads at stoppe op og stille sig selv Barad’s spørgsmål påny: Hvis dét, der først og fremmest betyder noget i dag, er materialitet, hvad går vi så glip af?

For tiden rejses netop det spørgsmål af de akkurat samme tænkere, som tidligere opfordrede os til at bevæge os ud over sprogets, diskursernes og kulturens betydninger. I og omkring det såkaldt nymaterialistiske felt er flere centrale figurer nu begyndt at genbesøge fænomener, som man skulle tro var passé i lyset af polemikker som Barads. I sin seneste bog udforsker Rosi Braidotti udviklingen af “posthuman viden”, mens Elizabeth Grosz undersøger “det ukropsliges” ontologi; og tilsvarende forsøger N. Katherine Hayles pt. at få greb om, hvad hun kalder det “kognitive ikke-bevidste.” For disse tænkere er det med andre ord ikke længere materialiteten, der skal genbesøges og opvurderes, men viden, immaterialitet og bevidsthed.[1] Sagt på en anden måde: Nymaterialismen er rykket ind i sin anden fase.

Med Jane Bennets nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman (2020) kan vi tilføje endnu en central skikkelse til denne fase. Som forfatter til Vibrant Matter (2010) spillede Bennett en vigtig rolle i at fremme det materialistiske vokabular ved at udlægge og forklare virkningen af ikke-menneskelige assemblager, tingskraft og materialistisk vitalisme i en forførende karismatisk stil og med en karakteristisk filosofiske snilde. Mens den nye bog tydeligvis viderefører disse indsigter og interesser, udmærker den sig imidlertid også ved at gøre et umiddelbart antropocentrisk begreb – subjektivitet – til sin primære studiegenstand. Snarere end at udlægge tingenes vitalitet spørger Bennett nu: “How to bespeak an I alive in a world of vibrant matter? How to write up its efforts and endeavors?” (xii).

I sin udforskning af disse spørgsmål retter Bennett blikket mod Walt Whitmans forfatterskab, særligt poesien, for herigennem af få adgang til sensibiliteter, attituder og visioner, der kan hjælpe hende med at udvikle en nymaterialistisk teori om subjektet. Ved at beskrive det lyriske jeg som en deltager i konstant udveksling med hendes/hans/hens naturlige omgivelser hjælper Whitman Bennett med at gentænke subjektet, ikke som dét der er underlagt diskurser, men som dét der opstår i mødet mellem kroppens indtryk og udtryk: en art svæven midt i verdens ind- og udstrømninger (deraf titlen: Influx and Efflux). Og så alligevel. For Bennetts primære mellemværende med Whitman, tror jeg, handler ikke kun om at udvikle en alternativ ontologi for jeget, men snarere om at udvikle en slags nymaterialistisk dydsetik. I hvert fald angår store dele af bogen spørgsmålet om den rette karakter. Bennett kredser konstant om, hvilke subjektive dispositioner vi har brug for at udvikle, for på sigt at fremme en ægte demokratisk og egalitaristisk verden, der anderkender den vrimmel af liv, som udfolder sig både inde i og uden for mennesket.

Whitman tilbyder utvivlsomt flere provokerende indspark til dette projekt. I anonyme avisskriblerier, viser Bennett, lufter han den idé, at den rette kropsholdning og gangart kan påvirke vores politiske og moralske karakter til det bedre (kapitel 1). Han leder også Bennett til at opfatte jegets demokratiske sensibiliteter som en spejling af en større “sympati,” forstået her som en kosmologisk attitude, som viser sig i Jordens accept af alle dens elementer og beboere (kapitel 2). Og han tilskynder os generelt, skriver hun, til at udsætte enhver domsfældelse, suge indtryk og suspendere vores tendens til forudindtaget påståelighed til fordel for en åben og imødekommende slags “svæven” (kapitel 3).

På en måde kan disse indsigter opfattes som en radikalisering af Bennetts tidligere studier, hvis implicitte formål også var at kultivere individets (læs: læserens) etiske sensibiliteter. Men med denne radikalisering følger også en øget eksponering for de kritikker, der ofte rettes mod Bennetts arbejde. Mange, tror jeg, vil opfatte influx and efflux som en naiv individualisering af politiske kampe og udlægge dets nymaterialistiske dydsetik som udtryk for en dubiøs forskydning af fokus fra sociale strukturer til det enkelte individ. Man kan ikke bare, lyder logikken, forlade sig på subjektive dispositioner og sensibiliteter, hvis man vil modarbejde de historisk etablerede magtforhold, der er vor tids egentlige problem. Og hvad med kapitalismen?

Bennett ville sikkert imødegå sådanne kritikker ved at understrege, at hendes bog – med Deleuze – kun indeholder “divider”, ikke “individer.” Men fra mit perspektiv kan disse kritikker bedst besvares ved at udpege den implicitte metodologiske dogmatisme, der ligger i at opfatte Kritik som den eneste legitime analysestrategi. Skikkelser som Bennett argumenterer omvendt for, at vi bør udvikle en bred vifte af forskellige metoder og tænkemåder – affirmative såvel som negative – som kan eksistere side om side og supplere hinanden. Målet med bogen, skriver hun, er ikke at udgrænse kritiske metoder, men at tilbyde “a strangely apersonal figure of self and a nonagonistic set of practices to add to the democratic mix” (xx). Og i øvrigt: Mens deres stort anlagte påstande kan få kritiske metoder til at fremstå mindre optaget af partikulariteter, virker disse metoder, når det kommer til stykket, også som en slags dydsetik: I sidste ende spredes de ved at kultivere kritiske dispositioner[2] én karakter ad gangen, fra bog til underviser, fra underviser til studerende, og så videre.

Alligevel vil jeg gerne medgive, at det nu og da er uklart, hvad man skal stille op med Bennett’s mange Whitmanske forslag, ikke mindst sammenholdt med de mere håndgribelige og stringente fremgangsmåder, som kritikkens advokater foreslår. Bennetts bog tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer. Af præcis denne grund foretrækker jeg personligt den mere rigide filosofiske stil i Bennetts tidligere bøger, men andre vil sikkert finde den knap så lineære stil i influx and efflux inspirerende (kapitel 4 og 5 om trans-kropslig skræk og Henry Thoreau stikker meget ud) og bruge bogens idéer til at eksperimentere med nye måder at fremme de nymaterialistiske sensibiliteter – i forskning såvel som undervisning. For eksempel vil en del litteraturforskere formentlig føle sig kaldet af bogens tiltro til kunstens evne til at kultivere alternative dispositioner og reaktionsmønstre.[3]

Det er også grunden til, at vi bør bifalde den aktuelle nymaterialistiske inklusion af fænomener, der tidligere blev opfattet som passé. Som Eve K. Sedgwick minder os om, står vi bedst med en stor genpulje af mulige analysestrategier. I en kompleks neoliberal verden med populistiske ideologier i vækst og en stadigt mere påtrængende klimakrise bør man – med endnu et lån fra Bennetts bog – ikke ende med at putte alle sine æg i én og samme kurv.

[1] Se Rosi Braidotti, Posthuman Knowledge (Cambridge: Polity Press, 2019); Elizabeth Grosz, The Incorporeal: Ontology, Ethics, and the Limits of Materialism (New York: Columbia University Press, 2017); og N. Katherine Hayles, Unthought: The Power of the Cognitive Nonconscious (Durham, NC: Duke University Press, 2017).

[2] Jeg låner denne Bourdieuanske neologisme fra Nicholas Holms “Critical Capital: Cultural Studies, the Critical Disposition and Critical Reading as Elite Practice,” Cultural Studies 34, no. 1 (2020): 143–66.

[3] For mere om nymaterialismens tiltro til fiktionsdiskurser se Tobias Skiverens “Fictionality in New Materialism: (Re)Inventing Matter,” Theory, Culture & Society, årg. 39, nr. 3, 2022.

Denne tekst er en fordanskning af Tobias Skiverens “New Materialism’s Second Phase” publiceret i Criticism: A Quarterly for Literature and the Arts. Vi takker Wayne State University Press for tilladelse til at genudgive den på Turbulens.net.

Reprinted from Skiveren, Tobias. “New Materialism’s Second Phase in Criticism: A Quarterly for Literature and the Arts, Vol. 63, No. 3. Copyright © 2020 Wayne State University Press, with the
permission of Wayne State University Press.