1. april, 2006
Af Cathrine Scmidt
Den moderne bolig og arbejdsplads har fået sit arkitektoniske udtryk i glashusene. De præstigefyldte byggerier med glasfacader, store åbne rum og glaselevatorer kan ses som en sammensmeltning af kapitalismen og humanismen. De signalerer ikke blot økonomisk overskud, men udtrykker samtidig de moderne livs- og virksomhedsværdier: åbenhed, gennemskuelighed og fleksibilitet. Virksomhedens magthierarkier og skellet mellem dagligstuen og verden brydes tilsyneladende ned i glassets gennemsigtighed. Men i kølvandet på den visuelle åbenhed følger også nye former for afgræsning, kontrol, og selvkontrol. Antropolog Marie Stender, Center for Bolig og Velfærd fortæller ud fra sin undersøgelse af glashuse om, hvad der sker, når åbenheden bliver dogmatisk, når det usynlige knyttes til det illegitime, og når individet skal skabe egne rammer for at bo og arbejde.
Glashuse har haft et præg af magttårn af glas og stål, men er der kommet en ny drejning imod en mere ’human’ glasarkitektur?
Det kommer an på hvem man spørger. I mange virksomheder er der en ide om, at det udstråler åbenhed og en transparent organisation, hvor man kan se, hvad de laver. Så på den måde har der altid fra virksomhedernes side været en ide om det, du kalder den menneskelige side. Men virksomhedsarkitekturen og dens åbenhed såvel udadtil som indeni har mange paralleller til nye managementfilosofier.
Er åbenhed en form for legitimitet for virksomheder?
Ja. Et af de steder jeg har været siger de fx at: ”så kan de se, at vi ikke bare sidder og driver den af, som folk kunne tro, når det er en fagforening.”, mens de i en finansvirksomhed siger: ”så kan de se, at vi også er mennesker, og ikke bare en ’ond’ finansvirksomhed”. Der findes forskellige varianter, men i begge tilfælde fungerer åbenheden som en legitimering.
I folks forståelse er der skabt en sammenhæng mellem transparens i bygninger og gennemskuelighed og åbenhed i overført betydning, selvom man jo i virkeligheden ikke kan se, om der laves noget i virksomheden, eller om banken tager alt for høje renter på ens lån. Traditionelt hører det sig til i bank- og forsikringsbranchen, at de holder på hemmeligheder, og at alle ikke bare skal kunne vade ind. Derfor er det interessant, at det skal se ud som om, der ingen hemmeligheder er.
Når åbenhed bliver dogmatik
Samtidig siger du, at åbenheden er blevet dogmatisk, og at glashusene er et udtryk for dette. Hvad ligger der i begrebet dogmatisk?
Med dogmatik vil jeg insinuere, at der er nogle moralske konnotationer – fx at man helst ikke skal være bange for at vise noget frem. Der er en tradition for store vinduer i protestantiske lande. Fx i pietismens Holland, hvor det tidligere blev betragtet som lyssky, hvis der var trukket gardiner for, og man ikke kunne kikke ind.
Det skal ikke forstås sådan, at folk vælger at bo i glashuse, for at andre skal kunne kikke ind. Tværtimod er det for at kunne kikke ud, og for at få udsigt og lys ind. Men hvis folk så bor med meget store vinduer, og de trækker gardinerne for, eller de sætter en masse potteplanter op, eller hvis virksomheder altid skærmer af, så opfatter man det som noget utroligt negativt, som noget lidt menneskefjendskt. Hos beboerne opstår der en tanke om, at det er fjollet og lidt gammeldags, hvis man er bange for, at andre kan kikke ind. Det ville være en fallit erklæring fordi det – paradoksalt nok – nødigt skulle se ud som om, at man tog sig af, hvad andre tænker.
I åbenhedens dogmatik ligger også, at når vi er synlige for hinanden, nedbrydes hierarkier og grænser, og derfor omtaler man meget respektfuldt chefer, der sidder i åben kontormiljøer. Alligevel kan man som regel finde ud af, hvem der er chef i de åbne kontormiljøer. Vedkommende vil typisk sidde med ryggen mod væggen, med udsigt til lokalet og med lidt større afstand til de andre skriveborde, ligesom ryglænet på chefstolen typisk er lidt højere end på de øvrige stole.
Nye afgrænsninger
Du taler om usynliggørelse af grænser og usynliggørelsen af kontrol?
Ja, set i et overordnet perspektiv er det paradoksalt, at den åbenhed over for omverden, som tilsyneladende ligger i den nye arkitektur, går hånd i hånd med super avanceret kontrolteknologi. Det gælder i særlig grad for virksomheder, men også for boliger, hvor dørtelefonen erstattes af et dørkamera. Så det kan godt være, at diktum er, at vi skal kunne se hinanden, men jeg skal alligevel kunne se dig lidt mere, end du kan se mig. Så det er åbenbart stadig bedst at kunne se mest eller se først.
I virksomheder er der et væld af teknisk udstyr: overvågningskameraer, magnetiske følere og elektroniske låse, så man ikke kan komme ind steder, hvor man ikke må være. Så min pointe er, at det bestemt ikke er fordi kontrollen forvinder, den bliver bare mere subtil. Der kommer blot nye kontrolmuligheder. fx. har medarbejdere et elektronisk kort på sig, så man kan se, hvor de er i bygningen, sociale mekanismer og om de er i områder de ikke må komme i.
Det private rum i det offentlige rum
Hvad kommer åbenhedens dogmatik af?
Ja der er jo en meget klassik sociolog, Erwing Goffman, der mente, at alle mennesker bevæger sig rundt i en backstage og en frontstage zone, som er helt fast. Backstage er det, som holdes skjult, fx når man er hjemme hos sig selv, hvor man kan forberede sig til at skulle frontstage, og spille den man er. Jeg tror, den teori har sejret ad helvede til, forstået således at selvom folk aldrig har hørt om Goffman, så er der en forestilling om, at vi i både bogstavelig og overført forstand også skal kunne kikke ind bag facaden. For at virke troværdig skal man nu ikke blot vise frontstage, men også backstage.
Det er blevet vigtigt ikke aktivt at opretholde skellet mellem offentlig og privat, fordi det private er omgivet med en autenticitet. Vi kan fx. ikke tro på en politiker, uden at vi har hørt noget om privatpersonen. Derfor forstår vi ikke længere offentligt og privat rum som noget adskilt af en fysisk og visuel grænse. Det private rum foldes ind i og formes af det offentlige og omvendt. Det er det, vi ser i glashusene, men også når der på togsædet overfor pludseligt sidder én og taler i mobiltelefon om sine kønssygdomme. Der opstår nogle nye teknikker til at skabe privat rum i det offentlige rum og tilsvarende i de åbne kontormiljøer, hvor man lærer at få rummet til at lukke sig om én, selvom de ikke fysisk gør det. Det er ikke kun for ens egen skyld, men også et krav man stiller til hinanden. Medarbejderne i virksomhederne bliver irriteret på kollegaer, der ikke kan stoppe med at kikke og vinke til fx dem, de kan se gennem mødelokalets glasvæg. Det er jo irriterende, at sidde i møde, med nogen der ikke kan koncentrerer sig, men holder øje med kontormiljøet udenfor. Derfor socialiseres man – ligesom man socialiserer sine kollegaer – til en slags visuel blaserthed.
At håndtere synligheden
I virksomhederne er det problematisk for de medarbejdere, der ikke trives med synligheden. Det er legitimt at sige, at man ikke kan koncentrere sig, fordi det støjer for meget. Men det er ikke legitimt at sige, at man ikke kan koncentrere sig, fordi man hele tiden er synlig – igen åbenhedens dogmatik. Hvis man ikke vil være synlig, så er det fordi, man kan have noget at skjule.
Jeg har hørt om en medarbejder, der er blevet sendt til psykolog, fordi vedkommende ikke kunne vænne sig til at sidde, hvor andre kan se over skulderen. Og jeg har hørt om folk, der har sagt op, fordi de ikke kunne holde det ud i de åbne miljøer, fordi de føler sig for meget ’på’. Det er typisk de yngre medarbejdere, der er positive overfor åbne kontorer, mens de ældre er mere skeptiske.
Mens det at blive forstyrret af påvirkninger udefra er legitimt, opfatter vi altså synssansen som noget kontrollerbart?
Ja, det er interessant. Hvem har bestemt det? At hørelse er noget, man kan blive forstyrret af, mens vi ikke har et ord for visuel støj. Synsindtryk er tilsyneladende ikke noget man kan få for meget af.
Man kan og skal styre både visuelle indtryk og blikket som udtryk?
Vores kultur er meget visuelt funderet, og her er det ikke legitimt at holde noget usynligt – apropos Muhammed sagen. Og dog er der denne norm om, at man skal overholde blasertheden. Man skal kikke på den rigtige måde. Man skal helst ikke have brug for at lukke verden ude, men hele tiden få den ind gennem vinduet, og dog bør man helst ikke lade sig mærke for meget med den.
Privatisering? – når omgivelserne skal fungere som en ordentlig udsigt
Sker der en privatisering eller domesticering af omgivelser?
Ja bortset fra at det ikke er et bevidst. For folk mener med hele deres hjerte, at de gerne vil se folk udenfor cykle fordi og mærke byens puls – de er meget urbant anlagt. Men når man bor i stueetagen, så er der grænser for, hvordan folk må agere, hvor tæt på de må komme, og om de må stoppe op.
Et eksempel er at folk er meget glade for at bo ude ved de kreative skoler som rytmisk konservatorium og arkitektskolen. Det synes de giver området et ’Boho’ præg. Men når de studerende holder fredagsbar og smider ølkapsler og tisser i vejkanten, lige udenfor vinduet, så er det ikke så fedt. Byrummet skal helst – for nu at sige det lidt groft – opføre sig som en god udsigt. Når man gerne vil have verden ind i stuen, så er det mere billedet af verden man gerne vil have ind. Verden må ikke trænge sig på. For hvis du kikker mig i øjnene, når du går forbi mit vindue, er du ikke længere et objekt eller en udsigt, men et subjekt og så skal jeg forholde mig til dig og fx tænke på, om du nu synes at der er ryddet ordentligt op i lejligheden.
Fra arkitekters og byplanlæggeres side er en del af tanken med den åbne arkitektur, at man ikke vil privatisere området, for det skal bevare sit urbane præg og det sociale liv. Men spørgsmålet er, om det ikke bliver det alligevel, i og med at glasset æstetiserer det på en bestemt måde. Det vil jeg vove at påstå. At folk forsvarer deres interesser er ikke nyt – ”not in my backyard” hedder det indenfor byplanlægning. Men her er det ikke deres backyard, men vores alle sammens byområde.
Den usynlige ligusterhæk
Et andet aspekt læner sig op ad Foucaults begreb Panopticon – nemlig at alene risikoen for at blive overvåget får individet til at udøve selvkontrol. Prøv for eksempel at gå en tur mellem de her glashuse om aftenen, hvor de er oplyste indefra, og tag så billeder af husene på nært hold. Man kan ikke få sig selv til det. Det føles, som om man gør noget strafbart, hvilket det ikke ville gøre i et af brokvarterene. Så via glasset træder det private ud i det offentlige rum, og bevirker at du simpelthen ikke føler, du kan tillade dig ting, som du godt ville kunne gøre andre steder. Som en velopdragen person vil du føle, at du krænker folk ved at komme for tæt på.
Men det selvfølgelig også en socialisering, for normerne er ikke ens for alle, og beboerne skal nok enten gå ud og sige noget eller sætte skilte op. I Indiakaj, har de terrasser, der er fuldstændig uafgrænset. Hvis man går en tur ved havnen er det meget fristende at træde over terrasserne, når man skal hen til sin cykel eller bussen. Derfor har beboerne sat skilte op, hvor der står: ”privat ingen adgang”, hvor der ingen hegn eller hæk er. Skiltene er der, hvor den usynlige ligusterhæk svigter.
Samtidig er det ikke helt Panopticon på den Foucaulske måde, hvor magten og kontrollen udelukkende er på den ene side. Folk synes det er hyggeligt at kunne se lys, når de går tur derude, og man kan anskue se beboerne som dem, der må tilpasse sig og ikke bare se dem som nogen, der vil kapitalisere og privatisere. For beboerne er der et helhjertet ønske om at få verden ind i stuerne.
Fleksible boliger eller fleksible mennesker?
Er det arkitekturen der indretter sig efter mennesker, eller mennesker der indretter sig efter arkitekturen?
Det har jeg diskuteret meget med folk, der bor der. Der er ikke en stor tradition for at arkitekter laver brugerundersøgelser. Det skyldes at arkitektur er lidt i familie med kunst, og omgærdet af ideen om, at man ikke kan lave kunstnerisk nyskabelse ved at spørge folk, hvad det gode hus er. Men arkitekturen afspejler selvfølgelig nogle nye behov og nye måder at bo på, og nogle arkitekter er mere bevidste om det end andre. Samtidig er der er en illusion om, at det er en tom skal, som folk selv kan putte betydninger ind i.
En af de arkitekter, jeg har talt med, mener, at det ikke er åbne, men fleksible boliger han har lavet, hvor valget er op til folk selv. Det synes jeg er forkert. Dels findes der en enormt stor smagsmanifestation i bygningen, og den smagsmanifestation tillægger folk en meget stor betydning. Så det skaber præcedens for åbenhedens dogmatik, den bliver materialiseret i glasbyggeriet
Og helt konkret set griber bygningen ind i den måde, man kan bevæge sig på, den måde man kan lave mad på og gå rundt på. For eksempel er det interessant at man, samtidig med at man er blevet teknologisk dygtig til lave glasbyggeri, også er blevet teknologisk dygtig til at lave bygninger, der isolerer for lugt, lyd og det jeg kalder føle-isolering. Altså hvis en lastbil kører forbi, kan du ikke mærke det, hvor hjemme hos mig går rystelserne op igennem gulvet.
Det er et paradoks – at mens bygningen åbner sig for øjet, så lukker den sig hermetisk for kroppens øvrige sanser. Et andet eksempel på dette er, at man i mange virksomheder kan se ud, men ikke åbne vinduerne. At tro at arkitekturen er en neutral skal er simpelthen forkert. Den er omgærdet med betydninger som både videregives til brugerne via retorikken i salgsmaterialet og reklameskrifter, men også gennem dens fysiske udformning, der fremmer visse måder frem for andre at bevæge sig i og perciperer rummet på.
