Følsomhedens etik og kapitalismens ånd – om forbindelsen mellem religion og arbejde i det moderne arbejdsliv

Interview med Kirsten Marie Bovbjerg: Det er en udbredt forestilling i den vestlige verden, at vi lever i et sekulariseret samfund, hvor religiøsiteten er blevet elimineret eller i det mindste forvist til privatlivet. Kirsten Marie Bovbjerg er ikke enig. I hendes studier af tidens mange medarbejderkurser viser det sig, at deltageren sammen med den bestilteselvrealisering får en række religiøse forestillinger hentet fra humanistisk psykologi, Østens religioner osv. med i købet. Men det har sin pris.

Dominik Bednarz Unsplash Workers

1. april, 2005

Af Peter Mørkeberg Hinsby

Det er en udbredt forestilling i den vestlige verden, at vi lever i et sekulariseret samfund, hvor religiøsiteten er blevet elimineret eller i det mindste forvist til privatlivet. Kirsten Marie Bovbjerg er ikke enig. I hendes studier af tidens mange medarbejderkurser viser det sig, at deltageren sammen med den bestilteselvrealisering får en række religiøse forestillinger hentet fra humanistisk psykologi, Østens religioner osv. med i købet. Men det har sin pris.

Hvad er det der gør at den her type religiøsitet har det så godt i de moderne virksomheder?

Der vil altid være et åndeligt element i samfundet – ikke bare i de moderne virksomheder. Man skal ikke tro at adskillelsen af stat og kirke betyder at religion er sådan noget man sysler med i det private. Den tidligere franske kulturminister Andre Malraux sagde engang i 60`erne at det 21. århundrede ville være åndeligt eller slet ikke ville være. Man kan sagtens forestille sig samfund uden religion man har bare ikke nogen konkrete eksempler.

Den religiøse praksis indgår altså i hverdagslivet på mange niveauer?

Ja. Igen, det er jo ikke bare i virksomhederne at man snakker om employability, new citizenship lifelong learning. Det er en generel tendens der breder sig overalt i samfundet – i det offentlige, i fagbevægelsen og i folkeskolen med dens forestillinger om ”ansvar for egen læring”.

De moderne religiøse fremtrædelsesformer må forstås som en integreret del af den moderne kultur. Jeg har arbejdet en del med den franske filosof Marcel Gauchet, der i sit værk The Disenchantement of the world giver et bud på sekulariseringen og modernitetens fremkomst, der angiver en særlig forståelse af moderne religiøsitet og dets vilkår.

Hos Gauchet er menneskenes relation til det religiøse beskrevet som idealtypiske konstruktioner ud fra forholdet til ”den anden” og mellem konstellationerne synlig/ usynlig og transcendens/immanens. Religionens essens er den proces, hvor der etableres en fortrængt relation mellem den synlige verden og dens grundlag – det usynlige. Det usynlige er ikke umiddelbar tilgængeligt for menneskene, men det gøres til midtpunkt for deres religiøse aktiviteter, f.eks. ”den hellige anden” – som en transcendent Gud.

Gauchet peger i den forbindelse på, at den religiøse orientering i de nutidige samfund er rettet mod immanens – det dennesides. 

Guden er altså sænket ned i os selv?

Ja. ”Det andet” som dimension forsvinder ikke, men transformeres til den anden i os selv.

Ud fra Marcel Gauchets teoretiske struktur kan vi hverken forstå fremkomsten af psykologien eller af New Age med mindre vi forstår, at den moderne fortolkning og forklaring af mennesket er orienteret mod det ubevidste.

Men hvordan har det her sneget sig ind i erhvervslivet?

På NLP (Neurolingvistisk Programmering) kurserne som er dem jeg primært har beskæftiget mig med arbejdes med neurologien, med sproget og med en ide om, at hjernen er som en computer. De siger, at ”vi skal have det ind på harddisken”, og at du har nogle gamle programmer fra din barndom, som du skal have opgraderet.

Via universalistiske forklaringsmodeller som f.eks. neurologi bliver der etableret en akulturel forståelse af menneskers handlingsmønstre, der legitimerer en temmelig ensidig fortælling af det gode arbejde, der bliver lig med det selvudviklende arbejde.

At enhver neurolog så kan gennemhulle de her argumenter til enhver tid er en anden sag.

Fra kontrakt til pagt

Hvad får virksomhederne ud af det?

De vil jo have nogle medarbejdere, der frem for alt er engagerede i virksomheden. Nogen som tager virksomhedens værdier til sig. Det kan være, at man skal tale til hinanden på en bestemt måde, være i teams eller have en ”corporate spirit”. Meningen er til syvende og sidst at medarbejderne skal dele virksomhedens vision således at de oplever at deres interesser falder sammen med virksomhedens. Herved ophæves interessemodsætningen mellem virksomhed og medarbejdere.

Man ser derfor en bevægelse fra en kontraktlig relation til en pagt mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Interessemodsætningens ophævelse betyder vel også at grænserne for hvad en virksomhed kan kræve af sine medarbejdere flyttes?

Det giver under alle omstændigheder grobund for en ny type arbejdsetik, hvor idealet netop er denne her pagt mellem virksomheden og den ansatte, hvor virksomheden kan regne med loyalitet mod at medarbejderen bliver stillet personlig udvikling i udsigt.

Dette forhold gør det svært at forhandle arbejdsvilkår, for ”vi vil jo det samme”. Man sætter sin
forhandlingsevne over styr. Man kan ikke tale arbejdstid, man kan ikke tale løn, arbejdet bliver et mål i sig selv, for det er dér, man udvikler sig. Medarbejderen bliver en del af ”the corporate family” og sværger til ”the corporate religion.”

Kaldet til selvrealisering

Hvad er forskellen på den forbindelse mellem arbejde og religion Max Weber udfoldede i den Protestantiske etik og kapitalismens ånd, hvor kapitalismen blev båret frem af asketiske protestanter, der betragtede arbejdet som et kald og den forbindelse du beskriver her?

Den store forskel er, at Weber beskrev en religiøsitet, der, hvis du gjorde det godt nok og akkumulerede penge nok lovede frelse i det hinsides. New Age lover frelse i denne verden gennem personlig udvikling.

I dag er pligten til arbejdet blevet et kald til selvrealisering. Det antages at alle menneskers højeste mål er at udvikle sig. Og det ligger der en bestemt etisk indstilling i. Det er det, jeg kalder ”følsomhedens etik”. Der ligger en moralsk forpligtigelse i udviklingen, som man har svært ved at sige nej til.

Er det ikke bare opium for folket eller bliver der åbnet op for nogle skjulte potentialer?

For det første er selvrealiseringskulturen og New Age jo ikke for de underprivilegerede. Det er middel og overklassen, der først og fremmest bliver berørt af de her ting. Men hvad er ideen med at sende hele direktionen i et svedtelt med en indianer kunne man spørge.

Her mener jeg at det er vigtigt at forstå at der er et rationale bag alt det her. Det handler jo ikke bare om at få en åndelig en på opleveren. Idealet er det konstant lærende menneske, der hele tiden reflekterer og erfarer, og som er villig til hele tiden at arbejde med beherskelse af sin personlighed.

Organisationen skal blive udviklingsorienteret og søge at udvikle, frigøre og nyttiggøre det, som konsulenter og organisationsteoretikere kalder videns-potentialet hos medarbejdere og ledelse.

Og ja – virksomheden forventer, at det giver dem adgang til uudnyttede ressourcer hos medarbejderen.

For medarbejdere bliver virksomheden ideelt set redskabet til egen selvrealisering. For virksomheden bliver medarbejderens ønske om selvudvikling og engagement virksomhedens middel til succes.

Samtidig oplever medarbejderne det som i deres egen interesse at deltage i kurserne. De ser det ikke kun som en vej til at fremme deres karriere, men også som en vej til at optimere og forbedre sig selv som private mennesker – selvrealisering er både arbejdets og livets mening.

Hvad er forskellen på at skrifte og deltage i en medarbejderudviklingssamtale? Har lederen ikke bare overtaget pastorens rolle som sjælesørger?

Jo, når det forventes at medarbejderen investerer hele sin sjæl i arbejdet bliver man jo nødt til at åbne meget op. Du skal jo hele tiden vise at du arbejder på den rigtige måde med dig selv.

Samtidig er begæret ikke længere fjenden. Begæret skal arbejde til egen fordel. Begæret er frelsen, oplysning, det lyksalige liv…Og i den proces fungerer lederen som sjælesørger eller som coach, der leder den ansatte på rette vej.

Psykisk slid

I forbindelse med de mange rapporter om stress og udbrændthed på arbejdsmarkedet vi i øjeblikket ser, er det nærliggende at spørge. Er den rette vej også den sundeste?

De her ting fremstilles jo som stresshåndtering men det tror jeg ikke en skid på. Medarbejderne bliver usikre. Hvad forventes det, at jeg præsterer? Gør jeg det rigtige, er jeg den rigtige? Laver jeg mit arbejde rigtigt? Kunne jeg udvikle mig mere? Kunne jeg bruge min tid bedre? Hvad består mit arbejde i? Hvornår har jeg fri, o.s.v.

Man skal være et reflekteret menneske, der kan optage nye værdier og visioner, og samtidig kaste sine erfaringer og overbevisninger over bord. Det kan give nogle plastiske manipulerbare personligheder, der er dikteret af hvad vej vinden blæser lige nu. ”Det hele menneske” som mange virksomhedsledere taler om er i den forstand et temmelig udannet og åndløst menneske.

Man får jo stillet en masse i udsigt. Ikke helt ulig den frelse man tidligere fik stillet i udsigt i det hinsides, der blev betalt i dit ansigts sved. Her er lykken bare lige om hjørnet og hvem vil ikke gerne lære sig selv bedre at kende.
Men det har altså også en pris.

Er prisen for høj?

Det er svært at sige. Men der var jo den her sag for et par år siden hvor nogle TDC medarbejdere gik helt i spåner. Én blev indlagt med en psykose, og én forsøgte selvmord efter et kursus, hvor kursuslederne blandt andet tvang deltagerne til at tale om meget personlige forhold.

Jeg er betænkelig ved at ingen stiller spørgsmålstegn ved om det altid er sundt og godt med forandring og det undrer mig meget at kurser i personlig udvikling kan udbydes uden nogen særlig form for kontrol med kvaliteten.

Samtidig er det et paradoks, at fagbevægelsen er gået med på den her bølge, for denne fokusering på den enkelte er jo med til at sætte fællesskabet over styr. Men jeg tror ikke, at fagbevægelsen har været opmærksom på, at der er flere sider af det her.

Forhåbentlig kan man i fremtiden genindføre forhandlingsmuligheden, så man åbner for nogle ledelsesformer, som medarbejderne synes, at de kan være med til. Om der så skal lovgives eller det kan klares på anden vis ved jeg ikke.

Kirsten Marie Bovbjerg er forfatter til bogen Følsomhedens etik. Tilpasning af personligheden i New Age og moderne management. Her holder hun sit studie af tidens mange medarbejderkurser op imod Max Webers studie af den protestantiske etik, hvor han argumenterer for at den protestantiske etik er grundlaget for den vestlige kapitalisme. Forfatteren mener at de personlighedsudviklende kurser på lignende måde transformerer arbejdsmoralen. Og at processen ligesom den calvinistiske arbejdsmoral er drevet af personer der ser en egen fordel i en anderledes tilgang til arbejdet, men at det bliver et krav at efterleve den nye arbejdsmoral for alle på arbejdsmarkedet uanset om de ser en egen fordel eller ej, ligesom det skete med den vestlige kapitalisme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *