1.1.2006
Oversat fra engelsk og bearbejdet af Claus Røder
Spørgsmålet om Europas grænser er lige så gammelt som selve ideen om Europa. I antikkens Grækenland var Europa navnet på et kontinent. Men denne geografiske betydning blev omgående konfronteret med ideen om Europa som noget værdifuldt, der måtte reddes fra dets asiatiske modstander. [1] Som det er anført af moderne geografer, er geografiske skillelinjer oftest kombineret med elementer fra andre forskningsområder. I denne tekst agter jeg at behandle spørgsmålet om, hvordan Europas grænser formuleres og debatteres i dag. Grænsespørgsmålet er bestemt ikke kun af strengt akademisk karakter. Ledende beslutningstagere indenfor den Europæiske Union er dybt involverede i beslutninger om, hvilke af Unionens nabolande der muligvis i sidste ende kan regnes for at være europæiske og dermed opnå status som kandidater til medlemskab af unionen, og hvilke der ikke kan få dette stempel. Indtil videre har EU satset på udvidelse i forhold til nabolande, men denne politik er blevet mindre populær efter den seneste udvidelsesbølge. I stedet har EU indført en naboskabspolitik, der har som mål at tilbyde naboer ”alt, bortset fra medlemskab”, som Romano Prodi formulerede det for flere år siden. På det seneste har spørgsmål om, hvem der kan blive medlemmer af EU og dermed kvalificere sig som europæere, været på dagsordenen i den offentlige debat i mange medlemslande. Interessen har samlet sig om Tyrkiet. Godkendelsen af Tyrkiet som ansøgerland og beslutningen om at begynde forhandlingerne i oktober i år har givet anledning til en omfattende offentlig aktivitet Alle lader til at have en mening om Tyrkiet, som ufrivilligt spiller rollen som forsøgskanin i en ny afprøvning af Europas grænser.
I denne tekst agter jeg at bruge eksempler fra den offentlige debat om Tyrkiet til at undersøge de forskellige diskursive mekanismer, som bidrager til Europas afgrænsninger Jeg tager mit udgangspunkt i nogle generelle overvejelser om, hvordan konstruktionen af ”andre” fungerer på et diskursivt niveau. At skabe ”andre” handler om at skabe selvopfattelser gennem forskellige former for forskelligheder og udelukkelser. Udelukkelse fungerer ved at belyse diverse forskelle. På et meget generelt niveau findes der to måder at skabe forskelle på. Den ene vil jeg kalde kulturalistisk, den anden civilisationel.
Kulturalisme
Den kulturalistiske måde at opstille forskelle på vedrører naturligvis kultur. Det vigtigste træk er dog skabelsen af lukkede enheder. [2] I enhver lukkende handling bliver opstillingen af grænser gennem forskelle essentiel. Grundlæggelsen af en identitet kræver ikke blot udpegelsen af andre, men også opbygningen af et kollektivt selv. For at give selvet substans kræves et vist grundlag. Jeg kalder processen, hvorigennem dette grundlag opererer, essentialisering, fordi den handler om udvælgelsen af en essens eller kerne fra hvilken, alt udledes. I et kronologisk perspektiv kunne essensen f.eks. være den tidlige historie, som senere begivenheder er – eller opfattes som værende – afhængige af. Jeg taler om kulturalisering, når lukningsprocessen og essentialiseringen arbejder igennem en kulturalistisk semantik. En sådan semantik er organiseret omkring kulturbegrebet.
Historisk set har begrebet to grundlæggende betydninger. Det beskriver en kultiveringsprocess, og det afgrænser en bestemt levevis. [3] Med den nationalistiske ideologis opståen blev begrebet instrumentaliseret og politiseret. [4] Et resultat heraf var standardiseringen af kulturindikatorer. Sprog, religion, territorium (”land”) og historie blev kendetegnende for nationen – ordet der bruges til at beskrive kulturen i aktion. [5] Indtil for nylig var begrebet kultur nærmest monopoliseret af nationer. Men religioner er dog blevet brugt til at udpege makrokulturer eller civilisationer (i flertal), altså et kulturelt niveau over nationen. [6] Samuel Huntington bidrog til genindførelsen af denne brug af kultur i sin velkendte idé om en kamp mellem civilisationer.
Civilisationisme
Den anden måde at arbejde med forskelle kalder jeg civilisationel. Inden for denne modus behandles forskelle ikke på samme fastlagte facon som i den første modus. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er det ene eller det andet, men om hvor civiliseret man er. Man kan være mere eller mindre civiliseret med barbariet som civilisationens nulpunkt. Alt imens kultur hovedsagligt opfattes i rumlige termer, ikke mindst når den monopoliseres af nationen (lande er lig kulturer), er civilisation relateret til tid. Begrebet civilisation beskriver grundlæggende en udviklingsproces over tid og gennem tid. [7] Den væsentligste diskursive handling indenfor den civilisationelle modus er fastlæggelsen af de universelle værdier, som viser processens endemål. Denne universalisering af værdier betyder, at de løftes ud af givne kontekster (eksempelvis kulturer) og gøres anvendelige for alle. Konsekvensen af denne handling er, at værdierne får en meget abstrakt karakter. Dette er dog ikke den eneste handling. For at kunne lade disse værdier spille en rolle må de henføres til et handlende subjekt. Hvem er subjektet i civilisationsprocessen? [8] Præcis de enheder, som hævder at have privilegeret adgang til værdierne, for eksempel ved at have opnået dem gennem en historisk læringsproces. ” Europa” eller ” Vesten ” er ofte blevet opfattet som kandidater til at udfylde denne rolle, ikke mindst af dem, som selv mener at tilhøre disse enheder.
Den civilisationelle modus baserer sig på en værdimæssig semantik koncentreret omkring civilisationsbegrebet. Fordi det er muligt at knytte forbindelse til værdierne fra forskellige kulturelle placeringer, har de ikke den samme afgrænsede betydning, som kulturelle værdier har. [9] Inden for den civilisationelle modus’ standardrepertoire møder man værdier som demokrati, frihed, menneskerettigheder, humanitet, retsstater og solidaritet. Ingen af disse værdier synes at referere til en bestemt kultur, om end der, som vi skal få at se, konstant gøres forsøg på at kulturalisere dem, dvs. lokalisere dem indenfor en bestemt kultur.
Et dominerende træk ved den civilisationelle modus, som relaterer sig til universaliseringen, er ideen om, at civilisation spredes fra et sted til et andet. Denne idé stammer fra begrebets teleologiske bagage, men blev kraftigt reformuleret, da den blev kædet sammen med den moderne koloniseringsideologi, da denne udviklede sig i det 18. århundrede. Kolonialisme giver stater retten til at erobre land og forandre befolkninger. I det 19. århundrede blev kolonialisme omformuleret til en mission civilisatrice. Ideen om en mission giver plads til en subjektposition, den civiliserende, som gør krav på privilegeret adgang til civilisationens universelle værdier. At indtage denne holdning i den postkoloniale æra er blevet mere problematisk. Men det er min påstand, at den stadig er i spil, når det kommer til spørgsmål om ”andre”.
Politisering
Hidtil har jeg kun henvist til nogle grundlæggende strukturelle træk, som ligger bag bestemte diskurser om forskelle. Begge de omtalte modi, den kulturalistiske og den civilisationelle, opererer i bestemte diskursive rammer og i overensstemmelse med andre modi. Lad mig blot nævne én anden modus, som spiller en væsentlig rolle i den igangværende debat om Tyrkiet. Fordi hele spørgsmålet om Tyrkiet relaterer sig til den Europæiske Union, finder en vis politisering sted. Med politisering mener jeg, at de øvrige semantikker filtreres igennem – eller i det mindste konfronteres med – et politisk perspektiv med sin egen semantik og egne diskursive regler. Fx kædes handlingsbegrebet inden for politikkens verden sammen med en klart defineret aktør såsom staten. Set fra et eksternt synspunkt kan EU dermed opfattes som en statslignende aktør, der interagerer med andre stater. [10] Set indefra er EU en forening af medlemsstater, som skal være legitim i borgernes øjne. En del af denne legitimering er baseret på idéen om, at EU repræsenterer Europa, deraf den typiske sammensmeltning af de to opfattelser. [11]
Nøjagtigt som andre stater har EU brug for fortællinger og værdier, som overskrider det strengt politiske. Nationalstater har deres nationer, EU har dets universelle værdier og dets europæiskhed. [12]
Er Tyrkiet europæisk?
En stor del af debatten [13] har været fokuseret direkte på, hvorvidt Tyrkiet er europæisk eller ej. De fleste af dem, der argumenterer imod Tyrkisk medlemskab af EU, baserer deres afvisning på en påstand om, at Tyrkiet ikke er europæisk. Det trivielle argument om, at hovedparten af landet befinder sig på det asiatiske kontinent, baner normalt kun vejen for kulturalistiske påstande. [14] Geografi fungerer som stand-in for kultur. Somme tider gøres skiftet fra geografi til kultur ganske direkte:
”Tyrkiet er heller ikke et europæisk land. Langt hovedparten af dets befolkning er bosat i Asien. Over 99% af befolkningen er muslimer”. (Morsø Folkeblad 6.7. 2005)
En direkte parallel trækkes mellem (det geografiske) Asien og Islam med det formål at bedømme Tyrkiet rent kulturelt. Der hersker sjældent nogen tvivl om, at Islam er en kulturel markør:
”Tyrkiet er ikke et europæisk land. (…) Islam spiller en væsentlig rolle i tyrkisk kultur” (KD 16.12.2004)
”Den tyrkiske kultur er som del af den islamiske, anderledes” (BerT 13.12.2004)”
Andre kendetegn nævnes knap nok. Ej heller muligheden for forskelle mellem islam generelt og tyrkisk kultur. Kulturalisering fungerer her ved at gøre Islam som sådan til selve essensen i tyrkisk kultur. Men for at missionen kan lykkes, må ikke-islamiske kendetegn bortkastes. I særdeleshed passer den sekulære ideologi, som den kemalistiske politiske kultur står for, ikke med Tyrkiets påståede islamiske natur. Den peger nærmere i en mere europæisk eller vestlig retning, som mange af dem, der støtter tyrkisk optagelse, da også fremhæver. En leder taler om den høje prioritet, som Europæisk Sekularisme har haft i moderne tyrkisk historie (POL 17.12.2004). Det kulturalistiske modtræk er at reducere sekularisme til et overfladisk og marginaliseret fænomen i Tyrkiet:
“…Islam lurer med en sådan kraft under den sekulære tyrkiske overflade” (KD 16.12.04)
Ydermere opfattes sekularismen som noget, der er tvunget ned over samfundet:
“Sekulariseringen i Tyrkiet er med andre ord tvangsmæssig, for ikke at sige autoritær…”(BerT 14.12.2004)
Ved at fremstille tyrkisk kultur som grundlæggende muslimsk åbner man mulighed for at introducere en række negative sammenkædninger. Mange europæere forbinder islam med undertrykkelse, intolerance og tilbageståenhed. Denne slags forbindelser kan bruges til at ”forklare” Tyrkiet med:
”Tyrkiet er et land inden for den islamiske kulturkreds. Og dertil fattigt og underudviklet, med et korrupt retssystem og tortur i fængslerne” (BerT 14.12.04)
”…det bliver et problem, at Tyrkiet er et islamisk land. For islam har en anden politisk dynamik.” (KD 18.12.04)
Mere eller mindre direkte fremstiller udtalelserne en årsagssammenhæng mellem tilbageståenhed og islam, og mellem islam og diktatur. Det tyrkiske demokratis svage beskaffenhed i det 20. århundrede kan dermed afledes af dets islamiske natur. Når der argumenteres for, at et fuldt udviklet demokrati i Tyrkiet kun ville føre til islamisk despotisme, er ringen sluttet:
”Et ægte demokrati ville sandsynligvis medføre denne styreforms afskaffelse, idet et flertal i befolkningen måske ville kræve et præstestyre som det iranske.” (JP 4.10.04)
Kulturalisering betyder en forklaring af forskelle gennem (en konstruktion af) kultur. Derfor bliver også Europa noget kulturelt. Billedet af et kristent Europa følger af ”af-europæiseringen” af Tyrkiet:
”Den værdimæssige baggrund for det europæiske samarbejde henter sin inspiration fra en kristen kulturarv” (KD16.12.04)
En sammenkædning mellem de fælles værdier, kristendom og Europa opstilles. [15] Selv sekularisering kan betragtes som en følge af kristendommen:
“Impusen til sekularisering af det politiske (…) henter en betydelig del af sin kraft fra kristendommen”. (KD 18.12.04)
Diktaturer og tilbageståenhed behøves ikke at forklares med kultur. De kan også ses som et resultat af en fejlslagen udvikling. Fokus på udvikling tillader os at glide over i den civilisationelle modus, som faktisk dominerer debatten om Tyrkiet. I denne modus har vi stadig at gøre med værdier. Nu er det dog ikke længere et spørgsmål om kultur forskelle, men derimod om afstand i tid. De Tyrkiske værdier er distancerede fra europæiske værdier. For at sikre distanceringen opfattes europæiske værdier som universelle:
”Det, der giver den europæiske civilisation sin egentlige værdi, er den kendsgerning, at dens værdier er universelle. De kan antages af alle og gavne alle.” (POL 17.12.04)
Kan Tyrkiet udvikle sig?
Ved at adskille europæiske værdier fra en specifikt europæisk kultur gør man dem åbne for alle. Men hvorvidt de rent faktisk kan antages af alle, afhænger af, hvor langt man er i sin udvikling, og hvor tæt man er på disse værdier. I den civilisationelle modus er debatten struktureret omkring formuleringer og ud målinger af denne distance. Næsten alle kommentatorer er enige om, at Tyrkiet ikke er fremme ved målet endnu. Uenighederne handler om, hvor langt landet har igen. Modstandere af Tyrkisk medlemskab vil henvise til landets absolutte tilbageståenhed,
“Tyrkiet er for stort og for tilbagestående” (BerlT 12.12.04)
eller – når sprogbrugen for alvor skal være udviklingsorienteret – placere det på
“et helt andet udviklingstrin” (BT 15.12.04)
Tilbageståenhed betyder, at landet ikke har – og ikke har mulighed for at opnå – de sande værdier. For en del af de mest glødende modstandere er tilbageståenhed lig med undertrykkelse og barbarisme, som eksempelvis udtrykt af en dansk parlamentariker fra den yderste højrefløj:
“Vi ved jo, at vi har ret: Demokrati, ytringsfrihed, lighed, menneskerettigheder er bedre end diktatur, uvidenhed, kvindeundertrykkelse og mord på anderledes tænkende” (POL 30.12.04)
Gennem denne sammenkædning konstruerer den danske parlamentariker et billede af den barbariske tyrk.
Tilhængere af den tyrkiske sag vil understrege den hurtige forandringsproces og den positive udvikling, som har fundet sted i de seneste år, og hen vise til de store fremskridt, der er sket gennem reformer. Men selv tilhængerne fokuserer på de problemer, som Tyrkiet fortsat har på områder som menneskerettighedsspørgsmål, ligestilling mellem kønnene, beskyttelse af minoriteter og domstolspraksis . Fokus på reformerne går hånd i hånd med udpegning af problemerne. Reformer indikerer, at Tyrkiet er på rette spor . Problemer henføres indirekte til afstanden mellem Europa og Tyrkiet. [16] Om end tilhængerne altid understreger, at Tyrkiet kan forandre sig og for tiden gennemgår forandringer, hen viser de også altid til afstanden. En typisk måde at gøre dette på er ved at tale om Tyrkiet i to temporale modi. Det nuværende Tyrkiet står stadig overfor problemer, fremtidens Tyrkiet bliver anderledes:
”Vi har aldrig ønsket Tyrkisk medlemskab af EU, som vi kender landet i dag.” (JP 10.12.04)
Tyrkiet beskrives som et land, der bevæger sig i den rigtige retning, men endemålet projiceres ind i en mere eller mindre fjern fremtid. Resultatet af denne udskydelsesretorik er en konstant gentagelse af et asymmetrisk forhold. Tyrkiet er aldrig fuldstændig europæisk i den forstand, at landet endnu ikke har tilegnet sig de rigtige værdier. Tyrkiet er således hovedsagligt karakteriseret af en mangel.
Indenfor den civilisationelle modus er handlingskraft meget vigtig. Der er naturligvis spørgsmålet om hvem, der kan beslutte, hvornår Tyrkiet har nået målet. Om end mange politikere formentlig vil lade udvikling tale for sig selv og dermed undgå det grundlæggende politiske spørgsmål, om Tyrkiet kan opnå medlemskab af EU, er de samtidig tvunget til at placere EU/Europa som afgørende for processen. Civilisation indebærer en civiliserende agent. De mest udbredte metaforer til beskrivelse af EU/Europas rolle i forandringsprocessen er katalysator og drivkraft:
”Ønsket om EU-medlemskab har virket som en katalysator for det politiske system [i Tyrkiet]” (POL 7.10.04)
”Udsigten til et fremtidigt medlemskab af EU har været en afgørende drivkraft i denne positive udvikling.” (BerlT 16.12.04)
I nogle versioner har EU/Europa simpelthen skubbet Tyrkiet i den rigtige retning, mens det i andre versioner ”har intensiveret moderniseringen” i landet. Men EU/Europa beskrives aldrig som ene-aktør. EU/Europa bidrager altid til noget, som i forvejen er undervejs, hvad end det er den siddende Tyrkiske regerings reformpolitik eller modernisering i en bredere forstand. Portrætteringen af EU/Europa som en magt, der griber direkte ind i andre lande, passer ikke med EU’s billede af sig selv som fredeligt, velgørende og hjælpsomt.
Kan EU bruge Tyrkiet?
Når diskussionen kommer til EU/Europas grunde til at optage Tyrkiet, henfører kommentatorerne ofte til forpligtelser. EU/Europa har generelle forpligtelser overfor dets naboer:
“Europa har ikke råd til at forpasse den historiske chance for at befæste og udbygge en stabil demokratisk udvikling hos vore allernærmeste naboer”. (Inf 18.12.04)
Af og til reduceres EU/Europas forpligtelser til blot at opfylde det løfte, man gav til Tyrkiet flere år tilbage. Forpligtelser bliver således et spørgsmål om troværdighed. Andre foretrækker at se et potentielt tyrkisk medlemskab som en del af en større strategi med det mål at udvide EU’s internationale rolle. [17] Hovedargumentet her er Tyrkiets rolle som enten portvogter eller bro hoved mellem det farlige Mellemøsten og Europa.
Man finder naturligvis større fokus på Tyrkisk handlingskraft blandt modstanderne af medlemskab. I de mest radikale versioner fremstilles Tyrkiet som et symbol på en islamisk erobring af Europa, som i sidste ende bringer os tilbage til den kulturalistiske modus. Andre sammenkæder tyrkisk tilbageståenhed med en voksende befolkning, som truer med at overløbe Europa. I dette tilfælde er handlekraften lagt i hænderne på – formentlig fattige – indvandrere! [18] Men indenfor den civilisationelle modus lader det generelt set til at være svært at se, hvad Tyrkiet har at tilbyde EU/Europa. Men hvis man hævder, at Tyrkiet allerede er en del af Europa (hvad man kan underbygge med dets langvarige medlemskab af NATO, Europarådet og OECD), kan det hele selvfølgelig reduceres til et spørgsmål om at tilpasse de forskellige Europakort. Men selvom Tyrkiets medlemskab af – dele af – Europa bruges af tilhængerne af Tyrkisk EU-medlemskab, står argumentet aldrig alene. Det er simpelthen ikke nok at henvise til Tyrkiets allerede eksisterende europæiskhed. [19]
Det er interessant at bemærke, at når det drejer sig om at diskutere, hvad Tyrkiet kan tilbyde Europa, er vi tilbage ved kulturen. Et af de populære argumenter blandt tilhængerne af den tyrkiske sag er en understregning af Tyrkiets rolle som det moderate og demokratiske islams stemme i Europa:
”Der lever allerede mange muslimer i Europa, og der vil komme mange flere til (…) moderate kræfter inden for islam [vil] blive styrket via en optagelse af Tyrkiet i EU” (Inf 06.12.04)
Sommetider tages argumentationen et skridt videre. Den samme avis leder argumenterer for, at Tyrkiets optagelse i EU vil styrke Europas image som forskelligartet og multikulturelt. [20] Med andre ord vil Tyrkiet skubbe EU/Europa i en mere tolerant retning. Men Tyrkiets rolle som repræsentant for det moderate islam gives også en bredere betydning. Tyrkiet vil åbne for en dialog med den bredere muslimske verden. Landet opfattes som broen – helt klart den mest brugte metafor, når det kommer til at beskrive forholdet mellem EU/Europa og Tyrkiet – mellem Europa og den muslimske verden:
”Tyrkiet vil fungere som en bro for det moderne Europa, så det kan række ud til andre kulturer og civilisationer” (Kristeligt Dagblad, 17.12.04)
”Hvis EU bakker op om et verdsliggjort og demokratisk Tyrkiet, kan landet blive brobygger til den muslimske verden.” (JP 10.12.04)
Bro-metaforen virker kun, hvis Tyrkiet er forskelligt fra Europa. Forskelligheden er forbundet med islam. Metaforen, og argumenterne som omgiver den, fastholder dermed Tyrkiet i en kulturel anderledeshed, og opbygger et billede af et kulturelt muslimsk Tyrkiet . På den anden side forudsætter bro-metaforen, at de muslimske kendetegn ikke overtrumfer tegnene på det moderne Tyrkiets sekulære og demokratiske natur . På sin vis synes metaforen at tømme Tyrkiet for substans: det er hverken fuldt ud muslimsk, fordi det er sekulært og – delvist – demokratisk, ej heller fuldt ud moderne, fordi det er muslimsk. Hvis vi ydermere tager metaforen for pålydende, får Tyrkiet kun sin identitet som bindeled mellem to enheder, det ikke er en del af. [21] At være en bro betyder, at man forbinder to sider. Broer har ingen anden betydning. Om denne tolkning er passende eller ej, afhænger af den præcise brug. Der er ingen tvivl om, at bro-metaforen tjener det formål at bringe Tyrkiet tættere på Europa. Også tyrkiske kommentatorer er glade for metaforen, fordi den giver Tyrkiet en central position, ikke kun i forhold til Europa, men også i et større internationalt system. Her vil jeg blot understrege to pointer: for det første at bro-metaforen arbejder i en kulturel modus inden for hvilken, Tyrkiet ”islamiseres”, og for det andet at den har tendens til at fjerne Tyrkiets substans.
Politisering af spørgsmålet om Tyrkiet
Kultur, religion, historie og civilisation er på spil i den offentlige debat om Tyrkiet. Det er også en politisk debat i den forstand, at omdrejningspunktet er det politiske spørgsmål, om Tyrkiet kan optages i EU. De handlende aktører er dermed politiske enheder. Europa optræder i form af den Europæiske Union og dens medlemslande. Tyrkiet er den Tyrkiske Republik. De handler indenfor en ramme af forhandlinger og beslutninger. Jeg kalder denne markering af den politiske karakter for politisering. Kultur og værdier kan stadig være i spil, men nu i direkte forbindelse med EU. Kultur bliver et spørgsmål om den indre sammenhæng i Unionen, og værdier er de værdier, som understøtter EU. [22] Forholdet mellem Tyrkiet og EU formes gennem politiske rammer, hvori krav fremstilles og opfyldes. Værdier gøres til kriterier, eksempelvis de legendariske københavnerkriterier. Et nyt spørgsmål dukker op oven i diskussionen om, hvorvidt Tyrkiet er tilstrækkeligt europæisk eller tilstrækkeligt udviklet: kan EU holde til at inkludere Tyrkiet? Blandt dem, som er modstandere af at påbegynde forhandlinger med Tyrkiet, er det almindeligt at rejse tvivl om EU’s fortsatte funktionsevne , hvis Tyrkiet lukkes ind. Der argumenteres enten for, at Tyrkiet er for stort og vil bringe balancen inden for EU i fare, eller at det er for fattigt og derfor vil blive for dyrt at have med. Somme tider anses tilbuddet til Tyrkiet om medlemskab for at være et beskidt trick udført af en eurofil elite imod Unionens egne befolkninger. Eller det anføres, på en mindre åbenlyst populistisk facon, at beslutningen om at indlede forhandlinger forstærker en voksende legitimitetskrise indenfor EU:
”Indleder man derfor nu til efteråret seriøse optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, vil det derfor være med til at øge EU’s folkelige legitimitetskrise” (JP 02.07.05)
Skeptikere synes at være enige om at optagelse af Tyrkiet vil forandre EU:
”Optagelse af Tyrkiet vil uden tvivl føre til et helt anderledes europæisk projekt, end det vi har i dag.” (KD 21.12.04)
Og Unionen vil ikke forandres til det bedre. EU vil blive mindre effektivt eller mindre sammenhængende, eller det vil blive overløbet af indvandrere. På sin vis har vi her argumentet om, at Tyrkiet vil blive anderledes i fremtiden, vendt på hovedet. Her er påstanden i stedet, at det er EU, som forandrer sig, hvis Tyrkiet bliver medlem.
Argumenterne til fordel for Tyrkisk medlemskab er primært bundet op på EU’s internationale rolle:
”Tyrkiet vil styrke EU’s rolle som global aktør”. (KD 17.12.04)
Tyrkiet reduceres dermed til en brik i et strategisk skakspil spillet af EU. Optagelse kan også forstås som Unionens forpligtelse til at udbrede demokrati i verden. I så fald glider vi tilbage i den civilisationelle modus. Endelig kan Tyrkiet reduceres til et potentielt marked. Indenfor den politiserede modus er tilhængernes argumenter nødt til at udpege de fordele, EU har ved at optage Tyrkiet. [23] Skeptikere og modstandere vil på den anden side behandle Tyrkiet som en ulempe for EU.
At trække grænser om Europa er ikke nogen let opgave. Meget afhænger af den måde, man vælger at gribe de forskelle, som ligger implicit i enhver grænsedragning, an på. Hvis forskellene fremstilles ved hjælp af en traditionel opfattelse af kultur, har de en tendens til at blive u overstigelige . Jo mere en europæisk kultur gøres essentiel, jo mere udelukker man andre. Eksklusions-diskurser synes at involvere en fremstilling af andre som en trussel mod ens egen kultur. Et Tyrkiet, som har en ikke-europæisk kultur, beskrives dermed som magtfuldt nok til at påvirke Europa. Hvis forskellene omskrives til afstande i tid, bliver Tyrkiet et passivt objekt, som et civiliserende Europa kan handle med . Om end det ikke er fuldkommen passivt, kan Tyrkiet kun handle retmæssigt i samarbejde med EU/Europa. Ved at forsikre om dets hjælper-rolle bliver EU/Europa en ”blød opdrager”. Hjælperollen tjener også til med at understøtte en selvopfattelse som hjælpsom magt. Fordi grænsedragningsdebatten er sammenkædet med spørgsmålet om udvidelsen af EU, politiseres den ofte. EU er det handlekraftige Europa. Mange af ”problemerne”, som rejses i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet, relaterer sig dermed til EU’s funktionalitet. Spørgsmål om kultur og udvikling behandles indenfor en sprogbrug, der normalt hører til integration. Tyrkisk medlemskab har at gøre med kriterier, samhørighed, legitimitet, stabilitet, budgetter og udenrigspolitik. Men politisering giver ikke Tyrkiet noget andet valg. Forhandlingsprocessen vil komme til at foregå indenfor rammer, hvor EU/Europa stiller krav, og Tyrkiet skal opfylde dem. Og EU/Europa vil altid kunne gøre disse krav til spørgsmål om kultur og udviklingsniveau.
De følgende danske aviser blev citerede (daglige oplagstal angivet i parentes):
MF: Morsø Folkeblad [5,590]
KD: Kristeligt Dagblad [25,296]
BerlT: Berlingske Tidende [126,258]
POL: Politiken [129,251]
JP: Jyllandsposten [150,252]
Inf: Information [21,073]
BT: BT [93942]
[1] Begge disse betydninger kan spores tilbage til Herodots Historier fra 440 f.v.t. Ideen om det værdifulde Europa forekommer i form af den berømte myte om voldtægten af Europa.
[2] Jeg bruger ordet enhed i en teknisk forstand som det, der tillægges en identitet og dermed gøres forskellig fra andre enheder.
[3] For begrebets historie, se Fisch, Jörg (1993) ”Zivilisation, Kultur”. O. Brunne, W. Conze, R. Koselleck (ed.): Geschichtliche Grundbegriffe, Band VII. Stuttgart: Ernst Klett Verlag: 679-774.
[4] Som jeg vil vende tilbage til er politisering en særlig proces.
[5] Faktisk blev nationen en handlende enhed ved at blive kædet sammen med staten. Skabelsen af denne forbindelse er grundlæggende hvad, nationalismen drejer sig om.
[6] Religion spillede en vigtig rolle som identitetsmarkør i præmoderne tid, fx ideen om kristenheden. Men religion dækkede mere end det, man siden det 19. århundrede har opfattet som kultur.
[7] For civilisationsbegrebets historie, se Ifversen, Jan (2000) ”Begreber, diskurser og tekster omkring civilisation” T.B. Dyrberg, A.D. Hansen og J. Torfing (eds) Diskursteorien på arbejde. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
[8] I de teleologiske konstruktioner fra den europæiske oplysningstid udfyldtes subjektsrollen af Historien eller af Menneskeheden, hvilket stadig efterlader spørgsmålet om hvem, der skal repræsentere disse helheder, ubesvaret.
[9] Det er også muligt at tale om værdier i en kulturel forstand, men i så fald præcist i en afgrænset betydning.
[10] Ganske som andre stater har EU en fælles udenrigspolitik (den såkaldte Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik) gennem hvilken, den forholder sig til andre stater i det internationale system.
[11] Denne sammensmeltning er indskrevet i EU’s grundlovstraktat: ”Unionen skal være åben for alle europæiske stater, som respekterer dens værdier og er villige til i fællesskab at udbrede dem” (Part I, art. 1.2)
[12] EU’s værdier opremses i art. 2 af grundlovstraktaten: ”Unionen er grundlagt på værdier om respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retssikkerhed og respekt for menneskerettigheder”.
[13] Analysen af debatten baserer sig på 73 tekster fra danske dagblade i perioden mellem 29.9.2004 og 6.7.2005. Teksterne er en blanding af ledere (9), kommentarer fra politikere, eksperter eller velkendte kommentatorer (34), kronikker (6), og læserbreve (24). 50% af teksterne argumenterer for optagelse af Tyrkiet, de øvrige 50% imod.
[14] I en strengt geografisk forstand siger det kontinentale skel intet om de mennesker, som bor på de to kontinenter.
[15] Opstillingen af denne sammenkædning underbygges ofte af historien om den århundreder gamle kamp mellem kristne europæere og de muslimske osmannere.
[16] Jeg ønsker ikke at antyde at der ikke er nogen problemer i Tyrkiet. Men i Tyrkiets tilfælde lader det til, at problemer altid belyser afstanden til Europa. De kædes aldrig direkte sammen med mulige løsninger.
[17] Indenfor EU afspejles de to perspektiver i arbejdsdelingen mellem naboskabspolitikken og udenrigspolitikken.
[18] Indvandring bruges af og til som et argument for tyrkisk medlemskab, for eksempel når der argumenteres for, at indvandring kan puste nyt liv i Europas aldrende befolkning. I dette ”avlshingst-argument” erstattes fattige indvandrere af kraftfulde spermatozoer.
[19] Ydermere giver de nævnte organisationer hovedsagligt Tyrkiet en vestlig identitet, ikke en som er udpræget europæisk
[20] I en mere politiseret version bruges argumentet om, at Tyrkiet vil garantere forskellighed i Europa, af dem, som går ind for en mere mellemstatslig udvikling i integrationsprocessen .
[21] Den modsatte version – at Tyrkiet er delvist muslimsk, delvist moderne/europæisk – er grundlæggende i forhold til at forsikre om afstanden i den civilisationelle modus. Det er blevet almindelig praksis at behandle Tyrkiet som et land delt mellem en moderne, europæisk og en traditionel, muslimsk del. De fleste kommentatorer nægter at se nogen forbindelse mellem de to dele, eksempelvis at den såkaldt traditionelle del kunne være et resultat af den moderne del.
[22] De værdier som afledes af en europæisk civilisation og de værdier som finder støtte i EU er dog som oftest de samme.
[23] Af og til synes det at være et argument i sig selv, at vi gav dem et løfte (om at åbne forhandlinger eller om at optage dem i unionen), som vi må opfylde.
