Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Demokrati og protest: Fra Chiapas til Seattle
 

Demokrati og protest: Fra Chiapas til Seattle

1.10.2005

Forskere, journalister og aktivister har siden det såkaldte ”Battle in Seattle” i 1999 talt om et nyt og noget diffust fænomen: den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse.
Blandt de vigtigste inspirationskilder for denne bevægelse er de mexicanske zapatister, der satte det demokratiske element i den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse på dagsordenen. Ved at arrangere interkontinentale møder formåede de at sætte deres lokale og nationale aktiviteter ind i et globalt perspektiv.
Men siden den 11. september er den internationale politiske legitimitets vægtning gledet fra det demokratiske over mod et mere sikkerhedspolitisk imperativ. Denne glidning og retfærdighedsbevægelsens diffuse karakter er to af de mest presserende udfordringer den globale protest står overfor i dag.

Et diffust fænomen

Siden det såkaldte ”Battle in Seattle” i 1999 har forskere, journalister og aktivister ”opfundet” et nyt fænomen: den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse. Med ”opfundet”, menes ikke, at der ikke findes et fænomen, som fortjener den etiket, men snarere, at det er et meget diffust fænomen. Bevægelsen kan nemlig ikke fikseres entydigt i tid og sted, den har ikke et samlende manifest eller fælles ledere. I den forstand er den i høj grad observatørernes konstruktion.

Men er det så ikke næsten selvmodsigende at tale om en bevægelse? Svaret på den indvending afhænger selvfølgelig af, hvordan man definerer en bevægelse, men som den amerikanske sociolog Joseph R. Gusfield engang har sagt, ”a social movement occurs when people are conscious that a movement is occurring”. Joseph R. Gusfield (1981). “Social Movements and Social Change: Perspectives of Linearity and Fluidity”, Research in Social Movements, Conflict and Change 4: 317-339. I det perspektiv bliver en bevægelse et flydende fænomen, noget der ikke kan reduceres til en eller flere konkrete organisationer, grupper eller personer.

Det rejser så omgående et vanskeligt spørgsmål. For hvis en bevægelse er noget flydende, uden et egentlig centrum, uden fælles strategier og ledere, hvad er det så, der gør, at vi overhovedet kan tillade os at tale om det som en bevægelse; når vi gør det, antyder vi jo netop, at der på trods af den flydende karakter er tale om noget, der i en eller anden grad hænger sammen. Jeg vil hævde og argumentere for, at det ”noget” er et fælles engagement med demokratiet, et forsøg på at formulere en kritisk og globalt relevant position med afsæt i demokratiet.

Bevæbnede reformister

Zapatisterne er gået igennem en iøjnefaldende forvandling, siden de lancerede deres væbnede oprør den 1. januar 1994 i den mexicanske stat Chiapas. Det, som først lignede en traditionel latinamerikansk væbnet bevægelse, forvandlede sig snart til det, den mexicanske forfatter Carlos Fuentes kaldte den første post-kommunistiske oprørsbevægelse i Latinamerika. Carlos Fuentes (1994). “Chiapas: Latin America’s First Post-Communist Rebellion”, New Perspectives Quarterly 11 (2). Det gjorde han, fordi zapatisterne, der først havde proklameret planer om at marchere mod hovedstaden og vælte regeringen, snart begyndte at redefinere sig selv og den sociale og politiske situation, de stod overfor. De blev med andre ord hurtigt klar over, at væbnede oprør ikke længere havde den samme klangbund efter den Kolde Krigs ophør, hverken i Mexico eller globalt.

Retorikken forandrede sig, så zapatisterne efterhånden talte mere og mere om det civile samfund, som den vigtigste drivkraft i social og politisk forandring. Det har givet anledning til tilsyneladende modsigelsesfulde betegnelser af zapatisterne som ”bevæbnede reformister” (Castañeda 1995) og af bevægelsens leder og talsmand, Subcomandante Marcos, som en ”bevæbnet demokrat” (Touraine 1996). Begge karakteriseringer har til formål at vise, hvordan zapatisterne adskiller sig fra mere traditionelle væbnede bevægelser i Latinamerika. Jorge G. Castañeda (1995). Sorpresas te da la vida: México, fin de siglo. México D.F.: Aguilar; Alain Touraine (1996). “Marcos, el demócrata armado”, La Jornada Semanal, 22. december.

Forskellen ligger primært i, at zapatisternes forandringsstrategi er en slags ”bottom-up” strategi i modsætning til mere traditionelle væbnede bevægelsers ”top-down” strategi, hvor det først handler om at erobre statsmagten og derefter forandre samfundet. For zapatisterne er den fremgangsmåde uholdbar. For det første er den udemokratisk, fordi det reelt er en lille elite af revolutionære, der ender med at bestemme udviklingens retning, og for det andet er den ikke langtidsholdbar, netop fordi den ikke er ordentligt forankret i samfundet.

Accentueringen af demokrati og civilsamfund som forandringens motorer gør naturligvis også, at forandringen bliver sværere at styre. Men for zapatisterne handler det netop om at bevæge sig væk fra forestillingen om en politisk og revolutionær avantgarde, der skal lede folket i en bestemt retning, frem til den endelige sejr og det gode samfund.

Bevægelsen ser det som sin primære opgave at skabe et rum for social og politisk dialog, snarere end at diktere en bestemt opfattelse af, hvad den dialog skal lede frem til. En stor del af zapatisternes offensive aktiviteter i de sidste 10 år har derfor rettet sig mod at arrangere møder, hvor kritiske personer og grupper kan diskutere analyser og strategier.

“Den anden kampagne”

I øjeblikket er zapatisterne, efter en del år, hvor de har været optagede af forskellige interne restruktureringer, netop i gang med at lancere det, de kalder ”den anden kampagne”, en alternativ politisk kampagne, der skal fungere sideløbende med de ”rigtige” valgkampagner op til det mexicanske præsidentvalg næste år. ”Den anden kampagne” er ikke zapatisternes forsøg på at lancere sig selv som en politisk aktør, men udtrykker snarere en bestræbelse på at skabe en platform, et rum, hvorfra og hvori, kritiske røster kan komme til orde.

De kritiske røster kommer primært fra grupper, som er utilfredse med den neoliberale politik, som Mexicos regeringer har ført siden gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Så selvom zapatisterne altså ikke ligger inde med en klar opskrift på forandring, så er det på ingen måde en neutral bevægelse. Den er klart forankret på venstrefløjen og har en fundamentalt set kapitalismekritisk analyse af tingenes tilstand i såvel som udenfor Mexico. De personer og individer, bevægelsen forsøger at give rum til, er derfor også langt hen af vejen placeret på den del af venstrefløjen, som ikke kan finde sig til rette i Mexicos store centrum-venstre parti, PRD.

Det antyder også, at på trods af at zapatisterne er demokratiske i deres opfattelse af forandring, så har de også en stor portion skepsis i forhold til det etablerede politiske system. Det betyder omvendt ikke, at hele den ”normale” demokratiske proces med valg og partier i sig selv afvises som irrelevant eller problematisk. Zapatisterne ser valg som en central del af et demokrati, men understreger også, at det ikke kan stå alene. Hvis den politiske debat så at sige låses inde i de politiske partier og de formaliserede valg og valgkampagner, mister demokratiet sin vitalitet og vigtigst af alt, det ender med at udelukke en række kritiske stemmer.

På globalt niveau

Zapatisternes demokratianalyse og demokratikritik er primært udviklet i forhold til en mexicansk kontekst, men den genfindes i den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse. Zapatisterne har naturligvis ikke formuleret den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelses demokratiske position, men der er ingen tvivl om, at de har været og stadig er en vigtig inspirationskilde for store dele af bevægelsen.

Det var måske især tilfældet i løbet af sidste halvdel af 1990erne, hvor den globale venstrefløj begyndte at redefinere sig selv i kølvandet på den identitetskrise, som afslutningen på den Kolde Krig medførte. Zapatisterne blev hurtigt et fikspunkt i den proces, en rolle de på mange måder selv skabte, da de i 1996 i Chiapas arrangerede det de kaldte ”et interkontinentalt møde for menneskeheden og mod neoliberalismen”. Mødet var et udtryk for zapatisternes fokus på at skabe nye rum for social og politisk debat, og med det interkontinentale møde førte de deres mexicanske aktiviteter op på et globalt niveau.

Mødet i Chiapas’ jungle i 1996 var en væsentlig del af den proces, der ledte frem til ”the Battle in Seattle” i 1999 og på mange måder en forløber for de sociale verdensfora, der i de seneste år har udgjort den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelses fysiske møderum. Såvel mødet i Chiapas som de sociale verdensfora er udtryk for en demokratisk tilgang til spørgsmålet om kritisk social og politisk forandring. I langt højere grad end i tidligere perioders venstrefløjsarbejde lægges der vægt på pluralisme og diversitet, på at en eller flere organisationer ikke kan og bør optræde som ledere, der udstikker en kurs, som andre så skal følge.  

Demokratiets radikalisering

Man kan altså sige, at det demokratiske aspekt hos zapatisterne og den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse blandt andet ligger i deres optagethed af de organisatoriske rammer, deres arbejde foregår indenfor. I den forstand findes der i dagens demokratiske aktivisme betydelige lighedspunkter med 1960erne og 1970ernes græsrodsaktivister, der netop også så udviklingen af demokratiske beslutningsstrukturer som noget væsentligt. Også i disse ”nye sociale bevægelser”, som de er blevet kaldt, var der en anti-autoritær kritik af en rendyrket marxistisk-leninistisk analyse.

Men zapatisterne og den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse handler også om andet og mere end demokratiske ”former”. Der er også en radikalisering af demokratiet i forhold til det politiske og økonomiske område på spil. Det, som især står for skud, er internationale institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO. Problemet med den slags institutioner er dobbelt, set fra aktivisternes synspunkt. For det første repræsenterer de en neoliberal ideologi med alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser for især befolkninger i den fattige del af verden. Det bliver set som udemokratisk fordi neoliberalismen rammer skævt, i såvel de enkelte lande, som i verden i sin helhed. Det er med andre ord de mest udsatte grupper, der bliver ramt.

For det andet, er de internationale institutioner relativt lukkede og uigennemsigtige og udenfor enhver form for folkelig demokratisk kontrol. Globaliseringen indeholder på den måde et betydeligt demokratisk underskud i og med, at flere og flere beslutninger med væsentlige sociale og politiske konsekvenser ”flyttes væk” fra de lokale og nationale rammer.

Den demokratiske position, som formuleres af zapatisterne og den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse, ønsker altså en større grad af demokratisk kontrol med både økonomi og politik. Det indebærer naturligvis krav om, at rykke demokratiet tættere på, altså at gøre det mere lokalt, nationalt og folkeligt forankret.

I den forstand giver det mening at tale om den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse som en anti-globaliseringsbevægelse. Hvis globalisering er neoliberalisme og internationale institutioner, så er bevægelsen ganske rigtigt imod, men den er samtidig for globaliseringen på et andet og mere socialt plan. Dens analyse og kritik er global i den forstand, at den er optaget af uretfærdighed og demokratiske problemer på et globalt plan.

Godt nok fremhæves det ofte, at politiske mobiliseringer og forandringsstrategier stadig skal have en lokal og national forankring, men de bør til gengæld indgå i et samspil og gensidig befrugtning med grupper og personer i andre geografiske sammenhænge, netop fordi neoliberalismen er et globalt fænomen, der har mange af de samme konsekvenser verden over. Det demokratiske aspekt og respekten for forskellighed i bevægelsen gør dog, at det samarbejde og den erfaringsudveksling ikke ønskes samlet under en fælles paraply og i en samlet front.

udfordringer for den nye demokratiske protest

Det peger klart på det, som måske især er interessant ved den nye demokratiske protest, nemlig at dens aktivister tilsyneladende ubesværet bevæger sig på lokale, nationale og globale niveauer på en og samme tid. Præcist af den grund foretrækker mange aktivister også at tale om den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse som et ”netværk af netværk” snarere end en egentlig bevægelse, et netværk der binder lokale, nationale og globale aktionsniveauer sammen gennem interpersonelle kontakter og nye informationsteknologier som Internettet.

Kritikere fra venstrefløjen hævder imidlertid ofte, at de elementer, der af mange aktivister ses som bevægelsens styrke, den løse sammenhængskraft, respekten for diversitet, manglen på et centrum, et manifest, en ledelse, også er dens svaghed. Og man finder da også indenfor bevægelsen en række konflikter over den type spørgsmål, konflikter, som i sidste ende kan true den fremgang, bevægelsen har haft siden slutningen af 1990erne.

11. september og krigen mod terror har også haft en umiddelbar negativ indvirkning. Hvor 1990ernes internationale scene i høj grad krævede en demokratisk legitimering af politiske krav og beslutninger, så har tiden efter 11. september betydet, at den politiske legitimitets vægtning er flyttet fra det demokratiske over mod et mere sikkerhedspolitisk imperativ. Den demokratiske politiske protest og dens krav kan nemmere fejes af banen, fordi dens modstandere kan have held til at slå den i hartkorn med terrorismen, og fordi der ikke længere er den samme opmærksomhed om og forståelse for dens krav fra offentlighed, medier og politikere.

Det er de to udfordringer, en intern og en mere ekstern, som den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse står overfor i dag.

Indlægget bygger på følgende udgivelser, hvor argumentet også udfoldes mere detaljeret: Thomas Olesen (2005). International Zapatismo: The Construction of Solidarity in the Age of Globalization . London: Zed Books; Thomas Olesen (under udgivelse): “Global Democratic Protest: The Chiapas Connection”, i Ingo K. Richter, Sabine Berking og Ralf Müller-Schmid (red.), Building a Transnational Civil Society. London: Macmillan.