Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | ”Åh Gud, lad mig elske indbyggerne i dette land!”
 

”Åh Gud, lad mig elske indbyggerne i dette land!”

– Foredrag af Kerim Balci

oversat og bearbejdet af Esben Hjuler

”Jeg vil fokusere mit indlæg på tyrkiske muslimers erfaringer i Europa og helst ikke generalisere for meget over andre muslimske mindretals erfaringer, da disse ligger noget udenfor mit område. Jeg er enig med Tariq Ramadan i, at det er farligt at overislamisere de sociale problemer blandt muslimske mindretal i Europa. Desværre findes der ikke rigtig eksempler på et kristent mindretal i et muslimsk domineret land, der oplever den samme sociale virkelighed som muslimerne i Europa. Der findes et kristent mindretal i Tyrkiet, men de tilhører slet ikke den samme sociale kategori som muslimerne i Europa. Da EU begyndte at kritisere de tyrkiske kristnes forhold, udtalte en fremtrædende islamisk leder: ”Hvis I skal kritisere nogens rettigheder i Tyrkiet, så kritiser flertallets rettigheder. Mindretallene har det fint i Tyrkiet. De kristne tilhører faktisk først og fremmest den rige overklasse i Tyrkiet”. Det samme gælder i øvrigt de få jøder i Tyrkiet. Så der findes ikke rigtig kristne mindretal nogen steder, hvis situation kan sammenlignes med muslimernes i Europa.

I Israel er dog en stor gruppe russiske kristne (ca. en halv million) for nylig indvandret, som hævder at være jøder. Israel hævder jo selv at være en jødisk smeltedigel, og myndighederne har da også haft succes med at forbyde arabiske jøders modersmål (arabisk) og ændre deres arabiske navne til hebræiske. Også den første bølge af russiske nykommere blev effektivt assimileret i det israelske samfund. Men de senere russisk-kristne ”jøder” er faktisk forblevet russisk-kristne både religiøst, kulturelt og lingvistisk. De har skoler, universiteter, og de har fået gennemført en særlov om modersmålsundervisning. Det er faktisk lykkedes dem at få lov til at sælge bacon hos slagteren, og man skal tænke på, at der ikke engang findes grise i de israelske zoologiske haver. Derfor må man altså konkludere, at de muslimske mindretals erfaringer i Europa trods alt ikke er unikke.

Men for at vende tilbage til tyrkere i Europa kan jeg indlede med at nævne det største socialpsykologiske problem for det tyrkisk-muslimske mindretal i Europa, nemlig det at ikke alle disse tyrkere befinder sig mentalt i Europa. Der findes masser af tyrkiske muslimer i Europa, der ikke befinder sig i Europa, eller man skal måske rettere sige, at problemet er, at de ikke er fra Europa. Mange af de tyrkiske indvandrere i Tyskland har tysk statsborgerskab, men de opfatter ikke sig selv som en del af det tyske samfund. Jeg hørte for nylig en historie om en tyrkisk kioskejer i Tyskland. Det kan være, at I opfatter den som en vits, men for mig at se illustrerer den problemstillingen ganske fint. Kioskejeren skulle lige finde noget ude bagved og overlod kiosken til sin lille søn for et par minutter. I det øjeblik kom der et par tyskere ind i kiosken, og sønnen blev så forvirret, at han løb ud til sin far og sagde: ”Far, der er kommet nogle turister.” Dette illustrerer altså ret godt den socialpsykologiske virkelighed for mange tyrkere i Europa, der er europæiske statsborgere. De ser næsten kun tyrkisk tv, og spørger man dem om vejrudsigten for i morgen, får man et præcist bud på vejret i Konya eller Sivas, men der bliver ikke sagt noget om München eller Berlin. De vil ligeledes være rigtig godt informeret om tyrkisk fodbold, men ikke om tysk fodbold.

Vi taler her om tyrkernes skildpaddeidentitet: de går rundt med deres hjem på ryggen. Hvor de end tager hen, følger deres hjemby med. Der er altså et problem med deres opfattelse af tid og rum. Det er fint, når Tariq taler om, at vi skal fokusere – ikke så meget på teksten, men også – på konteksten, sammenhængen, omgivelserne. Men hvis man grundlæggende ikke føler sig hjemme, hvis man ikke mener, at omgivelserne er hjemlige, vil man aldrig opfatte sig som en, der befinder sig i Europa – og da slet ikke som en, der er fra Europa. Dette handler ikke om juridisk statsborgerskab, for disse mennesker har statsborgerskab, og de kan rent faktisk godt stemme til valgene. En af grundene til, at disse tyrkere stadig befinder sig i Tyrkiet rent mentalt, er, at de arver deres skildpaddeidentitet. Selv tredjegenerationstyrkere i Europa holder med tyrkiske fodboldklubber og omtaler tyrkiske byer som deres hjembyer. Der findes tyrkiske børn, der aldrig har set deres ”hjemby”, men stadig længes efter den. Og de religiøse myndigheder i hjemlandene gør bestemt heller ikke noget for at hjælpe på dette: de sender tyrkiske imamer til Europa og sætter vel at mærke disse i stand til ikke blot at lede fredagsbønnen, men også til at virke som rådgivere i forskellige religiøse og sociale spørgsmål. (Dette gælder i øvrigt i ligeså høj grad for fx pakistanere og palæstinensere i Europa – der er ikke tale om noget særligt tyrkisk fænomen). Under fredagsbønnen vil det således ofte være internt tyrkiske sager, der bliver diskuteret – og ikke sager, der vedrører det omgivende samfund.

Mange tyrkere har et særegent tidsligt forhold til opholdet i Europa: de opfatter det som midlertidigt. Og de vender faktisk også tilbage – i det mindste for at blive begravet. Mange tyrkere i Europa bliver ikke begravet i Europa, men i de tyrkiske hjembyer. Gravpladser er jo for resten ganske udmærkede til at markere, hvor man kommer fra – i hvert fald i ens egen bevidsthed. Og før man begynder at opfatte sig selv som en, der er fra og i Europa, vil det slet ikke give nogen mening at tale om forpligtende statsborgerskab. Hvis der ikke er nogen overensstemmelse mellem det sted, man kommer fra, og det sted, man bor, føler man sig fremmed. Og når man er en fremmed, har man jo lov til at opføre sig som en fremmed – til at opføre sig underligt. Der er en sammenhæng mellem det at være en stranger og at opføre sig strange.

Tariq Ramadans kritikere har selvfølgelig ret, når de siger, at ansvaret for integrationen ikke kun ligger hos de religiøse samfund, men også hos det omgivende samfund. Men det er altså også muslimernes ansvar! Og så må man tilføje, at vi altså ikke kun taler om religiøse problemer; de er i lige så høj grad kulturelle og etniske. For tyrkere er det tyrkiske nok vigtigere end det muslimske. Jeg har masser af tyrkiske venner i Europa, der ikke tror på Gud, men opfatter sig som tyrkere. Det opfatter jeg ikke som noget problem, og netop dén indsigt ser jeg som løsningen på problemet. Jeg tror i modsætning til Ramadan ikke så meget på vigtigheden af at genskrive historien – jeg tror nærmere, at det er væsentligt at overveje, hvilken plads historien udfylder i ens identitet. Og hvilken funktion skal historien have, når det kommer til at skabe fremtiden? Europa skal ikke genskrive sin historie – det skal genskrive sin fremtid. Og denne fremtid skal skrives i lyset af den postmoderne kultur, fordi den postmoderne kultur bestræber sig på at integrere den anden som en del af selvet. For at sige det lidt vulgært: den europæiske muslim skal bekymre sig om den lokale kirke – ”vores kirke”. Det er dét, der kræves for at ændre vores forestillinger om fremtiden.

Tariq Ramadan hævder, at europæiske muslimer har en ”identitetskrise”, og at denne identitet, der er i krise, konstitueres af behovet for tryghed. Løsningen er så, at ”tryghed” nedprioriteres til fordel for ”deltagelse” i identiteten. Dette kan kun lade sig gøre for religiøse identiteter, for det er religiøsiteten, der giver én plads i tid og rum og dermed sætter en i stand til at påskønne sine omgivelser. For når man reagerer på tid og rum, er det jo Gud, der satte dig på jorden, man reagerer på. Så jeg, der er muslim og tyrk og bosat i Europa (skønt endnu ikke europæer), reagerer på mine omgivelser ved at involvere mig i dem. Og derved reagerer jeg på Gud, der sendte mig til London. Hvis jeg glemmer, at jeg skal forholde mig til en bestemt situation, når jeg er bosat i London, så glemmer jeg tid og rum – og derved Gud. Hvis jeg derimod opfylder mine forpligtelser overfor det land, jeg er i, så opfylder jeg også nogle af mine forpligtelser overfor Gud. Det er vigtigt, at der i Europa er en vis åbenhed overfor muslimer, der forsøger at kombinere deres religiøse identitet med deltagelsen i det demokratiske samfund. Denne deltagende identitet vil finde sine udtryk i forsøg på at tilslutte sig samfundets symboler – ikke blot i valghandlinger, men nærmere i form af tilegnelse af flag og nationalmelodier. Man kan faktisk se en sådan udvikling i England. I 2001 var der store opstande blandt pakistanske og bangladeshiske indvandrere, der var vendt direkte mod den britiske regering som svar på sociale problemer (som vi ser det i Frankrig lige nu). Men året efter, i 2002, viste mange pakistanske englændere deres støtte til det engelske fodboldlandshold ved VM ved at flage med det engelske flag (dog netop med det engelske flag, King George’s Flag, og ikke med Union Jack, symbolet på britisk kolonialisme: de brugte et symbol på samfundet; om ikke direkte på nationen). Men tyrkerne i Tyskland var ved samme lejlighed ikke så villige til at støtte det tyske hold, fordi de havde det tyrkiske hold at støtte. Selv da Tyrkiet blev slået ud, gik den tysk-tyrkiske støtte ikke til Tyskland – men til finalemodstanderen Brasilien. Der er bestemt en kulturel dimension af begrebet religiøs identitet. Jeg er overbevist om, at vi er nødt til at redefinere begrebet ”europæiskhed”, og jeg tror navnlig, at vi er nødt til at holde op med at tænke i national identitet. Jeg er ikke selv rede til at blive britisk, men jeg er rede til at blive europæer.

Europa bliver nødt til at acceptere forskellige former for omsorg, betænksomhed og engagement. Juridisk statsborgerskab kræver, at man overholder love og regler og den slags. Og måske kan man strække begrebet til også at omfatte deltagelse i valghandlinger og i det hele taget politisk engagement. Men kulturelt statsborgerskab kræver, at man interesserer sig for sin nabo og by, og religiøs identitet (herunder selvfølgelig muslimsk identitet) styrker faktisk det kulturelle statsborgerskab. Religiøse muslimer føler meget ansvar for deres medmennesker, og dette ansvar, denne særlige tendens til at drage omsorg for naboen skal være en hjørnesten i vores samfundsmæssige engagement. Mange indfødte, originaleuropæiske europæere er fuldstændig ligeglade med deres naboer, men går meget levende op i politiske spørgsmål på nationalt niveau. Og hvilken borger er bedst? Den, der interesserer sig for sine naboer, men ikke stemmer til valgene, eller den, der er ligeglad med sine naboer, men meget interesseret i parlamentsvalgene? Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men vi er nødt til at overveje det.

Der sker i øjeblikket en kraftig ideologisering af Islam. Det er et meget stort problem i Europa og i den islamiske verden. Religionen bliver til ideologi; man kan bruge Hizb-ut-Tahrirs retorik som eksempel, eller i sin mest radikaliserede form Al-Qaedas retorik. Når man ideologiserer religion, rører man også afgørende ved sin religiøse identitet. Man bliver partisan. Partisanidentiteten er et stort problem, og vi er nødt til uddanne unge muslimer, gøre dem i stand til at vende tilbage til troen – og faktisk også de etablerede politiske identifikationssystemer (de skal være højre- eller venstreorienterede igen). Islam skal ikke være en politisk ideologi.

Jeg vil slutte af med at citere Profeten Muhammed, der opfordrede dem, der fulgte ham, til at sige denne bøn, når de ankom til et nyt land: ”Åh Gud, lad mig elske indbyggerne i dette land! Og lad indbyggerne i dette land elske mig!” Det lyder jo til forveksling som det fjerde bud i Det Nye Testamente: ”Elsk din næste, som du elsker dig selv!””

Læs også Tariq Ramadans foredrag “I virkeligheden er de en del af jer”, som problematiserer det forhold, at muslimer i Vesten tvinges til at vælge mellem en europæisk-demokratisk identitet eller en muslimsk identitet.

Læs også 1.- og 2.del af vores dobbeltinterview med Kerim Balci og Mustafa Akyol: “Tyrkisk politik”: Del 1 og “Forestillinger om Tyrkiet”: Del 2.