Interview af Julie Nørløv
De objekter som jeg har beskæftiget mig med i min ph.d.-afhandling – altså film og bøger, der specifikt fremstiller eller bruger paradigmet om at menneskehedens udledning af drivhusgasser fører til opvarmning som fører til katastrofer på den ene eller den anden måde – giver én en ramme at reflektere i, fordi de stiller verden frem på nogle måder som man ikke finder andre steder; til eksempel i rapporter fra FNs klimapanel.
Det, der er forskellen på fiktion og videnskab er at videnskaben ikke har lov til at spekulere i det omfang som fiktionerne gør; for at sige ”hvad er det egentlig der bliver konklusionerne i fremtiden?” eller ”hvilke konsekvenser får kilmaforandringerne for den måde vi lever, elsker, forstår, husker, tænker, føler?” – de her rapporter fra FNs klimapanel giver bare nogle scenarier bygget på ekstreme mængder af empirisk materiale. Men du får ikke de her beskrivelser af mennesker som må leve med de her konsekvenser. Du får bare skitseret de forventelige konsekvenser.
Det jeg har søgt i fiktionerne har været et udvidet grundlag til at reflektere over hvad det her fænomen – menneskeskabt global opvarmning – egentlig er for noget og hvad det kommer til at betyde for os som mennesker. Der er fiktionen et fantastisk godt spekulativt fundament at reflektere med.
For mig er det åbenlyst at fiktioner gør noget ved os; det er svært at forestille sig et menneske som ikke på en eller anden måde har ændret indstilling eller er blevet påvirket følelsesmæssigt af fiktionen i form af for eksempel bøger eller film. Det er et møde som kan sætte noget i gang.
Der er engelsksprogede bøger om klimafiktionen på vej fordi der er stadig en uvished om hvad er det begreb er. Det jeg har gjort i min ph.d. er at vise at ligesom frygten for atomkrig i fiktionerne fra den kolde krig, på samme måde har vi igen et paradigme der bekymrer os på så voldsom en måde, at det smelter ind og materialiserer sig i fiktioner af forskellig art og kunstværker og så videre og det er det som er det nye. Vi har jo også katastrofefiktionen som grundlæggende beskæftiger sig med menneskeskabte katastrofer, men under den genre er der en nichekategori som bliver kaldt klimafiktion.
Som nichekategori er det vigtigt at holde fast i en klar distinktion af begrebet klimafiktion, for ikke at nivellere det. I fiktionen ser man jo også repræsentationer af atomkatastrofer, der har skabt klimaforandringer. Men for mig er definitionen på genren klimafiktion at den omhandler menneskeskabt opvarmning på baggrund af drivhusgasser. Det er den her opvarmende effekt, som man for eksempel ser i filmen The day after tomorrow (2004), det er dog ikke det mest sandsynlige.
Klimaforandringer og det antropocæne – på vej til en systemkritik
Betegnelsen antropocæn dækker over at vi er inde i en periode, hvor vi kan se at menneskelig påvirkning driver nogle grundlæggende processer som før var naturlige. Blandt andet når det kommer til hvordan klimaet udvikler sig – tidligere har det penduleret mellem istid og mellemistid. De sidste 10.000 år har vi haft den holocæne periode, en mellemistidsperiode, hvor der havde været varmt. Denne periode har gjort den menneskelige civilisation og dens hastige udvikling mulig overhovedet, fordi det klima har givet grobund for agerdyrkning. En udvikling som har nået et stade hvor dele af jordens naturlige udvikling er sat i karantæne, og har medført en form for hybrid eller sammensmeltning af faktorer i udviklingen af klimaet.
Med til beskrivelsen af begrebet om det antropocæne hører ti kategorier, hvor klima kun er den ene. Overordnet er kategorierne, så grundlæggende menneskeformede at det ophæver begrebet om natur på mange måder.
Vi er totalt ved at territorialisere kloden. I kølvandet på denne udvikling er der opstået en række problemer i form af uforudsete konsekvenser. Klimaet er sådan en uforudset konsekvens af menneskehedens formning af verden, som nu bider os i nakken. Da industrialiseringen begyndte var den jo en vej med fremskridt som gav en masse mennesker en fantastisk mulighed for at få et bedre liv. Og det er så det der viser sig her 250 år senere i form af nogle ret uoverskuelige konsekvenser for os.
Eftersom klimafiktionen taler om noget, der sker ude i fremtiden, har vi brug for nogle kategorier til at forestille os og forstå det her. Her bliver nogle narrative skabeloner, eller nogle forestillingsformer, sat i spil. Fordi når vores bevidsthed bliver konfronteret med sådan et fænomen, rammer det ikke en ren tavle inden i vores bevidsthed, hvor der så kan blive skrevet nogle videnskabelige formler op. Vi har allerede nogle forståelsesskemaer til at projicere de her oplysninger, den her nye viden, gennem så der sker en form for dialektisk møde mellem det gamle og det nye, som giver en ramme at forstå og reflektere over fænomenet i. Nogle af de her forestillingsformer har en lang kulturhistorie, de er modeller, narrative skabeloner, som man allerede finder i Biblen. I den her klimasammenhæng bliver deres betydning blot modificeret på nogle i virkeligheden ret enkle måder. I selve forskningen har der været interesse for den her krisehistorie. Der er masse andre perspektiver som fiktionen tydeliggør, som jeg ikke har spekuleret på, men som jeg nu i mit nye projekt mere vil gå ind i; en kritisk vinkel på politiske og økonomiske systemer der bringer nogle af de her ting frem.
Konstruktionen af et beherskelsesforhold
For mig at se er hastigheden i vores kultur en af kernerne som ikke er særlig bæredygtig. Så længe vores privatøkonomi er fossildrevet er det dybt problematisk at vi hele tiden er online. Computere udleder jo enormt meget co2. Den virtuelle infrastruktur er lige så co2-udledende som flytrafikken, det at vi hele tiden skal tilgå alle mulige ting, at vi skal se et eller andet youtube-klip eller gå på vores arbejdscomputer. Det er jo et enormt beherskelsesforhold vi er i, vi kan beherske verden gennem de her apparaturer, gennem globaliseringen, fra et sted som ligger langt, langt væk.
Jeg synes det er interessant at sige: ”Væk fra objekterne, hvordan læser jeg det her fra den kulturelle side?” Fordi klimaforandringerne er drevet af vores adfærd, en fællesmenneskelig adfærd, som vi deler i nogle bestemte kulturelle konstruktioner, og der spiller medierne selvfølgelig ind på de konstruktioner.
Klimavidenskaben arbejder med forskellige modeller for fremtiden, prognoser. I prognosen ligger der altid et element af usikkerhed og derfor også af narrativ konstruktion. Og det anerkender de sådan set selv hos for eksempel FNs klimapanel, når de skriver i rapporter om fremtidens klimaudvikling at det her, det er et fremtidsscenarie med 95% sandsynlighed. Så der er en anerkendelse af at der er noget af det der er usikkert og derfor også konstrueret. Du kan ikke gøre andet når du skal sige noget om fremtiden.
Klimafiktionens fem forestillingsformer
Fiktion er med til at vise eksistensen af de grundlæggende forestillingsformer. Den anden ting er så at fiktion også er et fortolkningsredskab – hvis vi siger at fiktionen udkaster forskellige former for væren i verden, så kan fiktionen give os en udvidet mulighed for at belyse dem og grave dem mere ud end de allerede er. På den måde kan fiktionen sætte noget der er forholdsvist uartikuleret frem på en mere artikuleret og begrebslig måde. Jeg har således søgt efter grundlæggende narrative skabeloner i det store materiale jeg har gået igennem, hvorigennem det her fænomen tilsyneladende bliver forestillet og forstået igen og igen. Det har fået mig til at pege på fem grundlæggende forestillingsformer.
Der er selvfølgelig også andre narrative skabeloner som det her fænomen bliver projiceret igennem. Men de her fem former er ret gennemgribende; det Sociale Sammenbrud, Domfældelsen, Konspirationen, Den Tabte Vildmark og Sfæren – de peger på et repertoire i vores forståelse. Så kan man spørge hvad det hjælper os at vi bliver klogere på hvordan vi forstår noget; hjælper det os nødvendigvis i vores aktivisme? Det er svært at lave den kobling, men for mig har det været enormt interessant at gå ind og se på det her fænomen som er ret omtalt og centralt, se på hvordan vi egentlig forstår det?
Jeg har en idé om at der er en form for aktivisme i nogle af forestillingsformerne, men de kan også lede til blindgyder, som vi kan se kritisk på. Grundlæggende er de former nogle der ligger der, som vi bruger som narrative skabeloner. De skabeloner bliver hver især brugt til at åbne en masse forskellige verdener. Det vil sige at inde i hver enkelt kategori – for eksempel det Sociale Sammenbrud – åbner sig en række forskellige verdener. Det kan for eksempel være postapokalypsen, hvor menneskelig interaktion og empati grundlæggende er brudt sammen; mennesker kæmper mod hinanden om begrænsede ressourcer på grund af klimaforandringer, der har ført til en voldsom reduktion i ressourcerne. Og i den her form, i de her verdener, der finder man en masse mennesker som må leve med den her strukturs grundlæggende virkelighed. Og ved at man ser de her skitser til forskellige eksistensmåder, jamen i det kan der også godt ligge et utopisk potentiale. Så hvis du forestiller dig den her slags overbygning, vi kaster nogle verdener ned fra, og i de her verdener ser vi nogle forskellige menneskelige eksistensformer som er væren i verden. Og nogle af de her eksistensformer udkaster igen nogle skitser som vi kan tage med os som er utopiske, men som kan hjælpe os i vores forandringsprojekt. Der er en intertekstualitet og en kulturhistorisk dynamik i alt det her.
Kritik af kapløbet til enden
Jeg peger i mit arbejde med klimafiktionen på to potentialer; det kritiske og det imaginative/det imaginære. Fiktioner kan have en effekt på os, fiktioner kan være med til at lede os i en anden retning, at give os nogle spor til hvordan vi kommer videre. Det forekommer mig at vi befinder os i den her forestillingskrise, simpelthen at der er en slags grundlæggende konflikt imellem på den ene side den økonomiske tænkning, den politiske tænkning, som meget handler om en konkurrencesituation og vækst, at optimere vækst. Det kan man kalde en slags kapløb til enden mellem de forskellige økonomier om at vækste mest for at bevare og forbedre den velstand, der er i de enkelte samfund.
Samtidig og på den anden side har vi de her budskaber fra FNs klimapanel: Det startede i 1972 med den rapport der hedder Begrænsninger for væksten som peger på noget andet; at der er ikke infinitte muligheder for vækst i den her verden vi lever i, der er et finit potentiale for ressourcer. Og det lader grundlæggende til at menneskene har overset det. Det er også det som de forfattere og de her filminstruktører ser; den her diskrepans mellem nogle økonomier, hvis diskurser udelukkende handler om at buldre derudaf og så justere en lille smule måske, når de møder nogle bump i form af de her rapporter. Og på den anden side de her gennemgribende forandringer som bliver beskrevet i de her rapporter; nogle scenarier som altså ikke ligger 500 år ude i fremtiden, men snarere 50 eller 70 år. Og den her åbenlyse diskrepans, den afgrund mellem de her to måder at se på vækst og klimaforandringer er fuldstændig fundamental.
Gennem fiktionernes kritiske potentiale sker en form for spejling; fiktionen holder et spejl op overfor menneskeheden og siger: ”Hvis det her er jeres måde at tænke, forstå og føle verden på, så ender vi her.” Dermed bliver det muligt for læseren at sætte sig ind i den her position, at se tilbage på sig selv i sin nuværende situation og derfor ændre sin adfærd.
Fiktionen er fantasiens laboratorium
Andre fiktioner åbner op over for mere alternative værensformer, alternative måder at være i verden på, som har det her utopiske i sig, som simpelthen udkaster skitser til nye måder at være i verden på, nye måder for samfund at eksistere på. Der har fiktionen et åbenlyst potentiale; den er et imaginativt laboratorium, hvor tanken og forestillingen i modsætning til videnskaben ikke hele tiden skal holdes op mod en faktuel virkelighed, men har lov til at bevæge sig frit.
Det forekommer mig at vi har brug for de her nye ontologier, nogle nye måder at tænke på. Og der er det vigtigt at søge nogle nye steder hen, hvor nogle andre måder viser sig. Fiktionen har til enhver tid været med til at føre mennesket i nye retninger. I den her gigantiske udfordring, som klimafiktionen naturligvis ikke kan klare alene, så giver den et rum som hjælper os med at tænke og forestille os den situation og også hvordan vi kommer ud af den.
Vejen går gennem skidtet og ned i lortet
Klimafiktion skildrer ofte utopiske scenarier, eller billeder på et bedre samfund.
Domfældelsen er til eksempel grundlæggende den forestillingsform der handler om at menneskeheden bliver straffet af naturverdenen på grund af hybris, overskridelse af moral i form af en adfærd, der fører til global opvarmning. Men det som nærmest alle de fiktioner som bruger domfældelsen som forestillingsform også handler om, det er jo hvordan menneskeheden kommer tilbage og får et bedre eller mere bæredygtigt forhold til naturverdenen. Som eksempelvis i filmen The day after tomorrow. Der er en scene i starten af den film, hvor helten, som er klimatolog, siger ”vores klima er skrøbeligt” og får svaret ”vores økonomi er lige så skrøbelig”. Det er et eksempel på det som Bruno Latour kalder den moderne konstitution, hvor vi har naturen på den ene side og samfundet på den anden side, sådan som det har været opfattet siden Descartes indførte dualistisk tænkning; at vi kan opfatte dem som adskilte domæner. Naturvidenskaben arbejder herovre på den ene side med noget som er naturligt og ikke-menneskeligt. Det er i sammenfaldet af den moderne konstellation det antropocæne kommer til syne, med sammensmeltningen af det menneskelige og naturen: Det vi laver i samfundet herovre, det har ikke indflydelse på hvad naturvidenskabsmanden laver i naturen herovre.
Men hvis der er noget den globale opvarmning viser, så er det at det vi laver i samfundet herovre, det viser sig i naturen derovre. Så når ham præsidenten siger i filmen at økonomien er ligeså skrøbelig som klimaet, så tror han at man kan lave en adskillelse. Det viser sig så naturligvis at det kan man jo ikke, så senere i filmen viser naturens destruktive kræfter os at vi må være ydmyge. Ydmygheden bliver en vej til bæredygtighed, til at rekonfigurere menneskets forhold til verden. Det ser man i rigtig mange af de fiktioner, der bruger Domfældelsen som forestillingsform; at den leder til den her rekonfiguration i form af en ydmygt og mere balanceret forhold til naturen, et forhold som er bæredygtigt. Og det gælder også for nogle af de andre forestillingsformer. Nogle af dem er meget destruktive; for eksempel Sammenbruddet; der er ikke ret meget håb at skimte der.
I Den tabte vildmark og i Sfæren er der utopiske potentialer: Vejen går gennem lortet og ned i skidtet, men gennem den her skabelse af nye sfæriske verdener opstår mulighed for at revidere vores forhold til verden på en mere bæredygtig måde. Vi skal mærke at vi har syndet og så kan vi blive renset – der ligger en renselse efter afstraffelsen.
Det u-hjemlige i klimafiktionen
Martin Heidegger og Bruno Latour er de primære filosoffer i min afhandling. Heidegger er ret vigtig for en grundfigur og nogle grundstemninger og eksistensformer, som går igen i måden klimafiktionen bruger forestillingsformer. I kapitlet om forestillingsformen Sammenbruddet har jeg brugt Heidegger til at undersøge hvad det er for en stemning, der er i det her klimatiske sammenbrud, som også er et sammenbrud i den mellemmenneskelige tillid. Verden i fortællingerne om det sociale sammenbrud er u-hjemlig, uhyggelig, sådan som begreberne udlægges af Heidegger. Jeg bruger også Freuds teori om det u-hjemlige et andet sted i min afhandling. I Heideggers udlægning er det u-hjemlige en grundlæggende stemning uden et konkret, faretruende, imødekommende objekt: Hele horisonten og atmosfæren er grundlæggende og vedvarende uhyggelig. Hvorimod med Freud; der er det objekter såsom tornadoer, kvasiobjekter, som hele tiden møder os inden for vores sanselige horisont. Det er de objekter, der i en freudiansk udlægning frembringer en stemning af det u-hjemlige, det uhyggelige.
Begrebet om bæredygtighed for mig er i høj grad noget som aktiverer en kritisk sans i forhold til kulturkritikken; bæredygtighedsbegrebet er i høj grad blevt approprieret af noget som ikke er særligt bæredygtigt, nemlig hele den her vækstkapitalistiske økonomiske tænkning. Altså bæredygtige økonomier og sådan noget som begrebet om grøn vækst, som jeg er ret skeptisk over for.
Filosofien er et sted hvor forestillingsformer træder frem. Den er som sådan ikke over fiktionen som refleksiv vehikel. Filosofien giver os ikke en sandhed som fiktionen ikke gør, den er ligeså meget en konstruktion som fiktionen.
Hos Peter Sloterdijk finder man således også en forestilling om at mennesket på grund af klimaforandringer ude i fremtiden i endnu højere grad vil leve i sfæriske bobler, i kunstige atmosfærer. Hos den sene Heidegger ser man en nostalgisk begrædelse af tabet af vildmarken.
I klimafiktionen ser vi forskere der befinder sig på Arktis og som kan se det her fantastiske sted blive smadret. Men det de også føler, det er at når de er isoleret fra andre mennesker og væk fra alt teknologien og alt det her pis, så er det de får en indgang til det værende, simpelthen. Det værende træder frem for dem og op i dem på en anden måde, på en mere afslappet og fordybet måde. Folk forstår det simpelthen mere; de bliver åbne for verden på en anden måde, end når de med vold presser tænkning ned over verden. Vildmarken bliver en slags tænkested hvor mennesket kan blive åbnet op for en eller anden form for alternativ tænkning.
Den sene Heidegger laver en adskillelse mellem den kalkulative og den meditative tænkning. Den kalkulerende tænkning er når vi bruger objektet, naturen, når mennesket designer verden, vi lægger vores vilje, vores beherskelse ned over verden. Og det han vil sige er ”hvad sker der hvis vi bare går ud i naturen og dvæler ved den?” Det er totalt naturromantisk. Det er bare endnu en forestilling. Der er også nogle bestemte forestillingsmodeller for ham som også har en masse kulturelt arvegods i sig.
Kulturforskeren i klimakrisen
De her forståelsesstrukturer tegner sig jo mange steder. Nu har vi snakket om fiktion, men der er jo også en mere direkte kritik; dels af hvordan bæredygtighedsbegrebet bliver misbrugt, dels i forhold til at lave den her kulturkritik; at sige hvad er det for et begreb, hvorfor bliver det misbrugt; hvad er det for et samfund der har brug for at misbruge det?
En del af det at være kulturforsker er jo også at se på populærkulturen. Populærkultur manifesterer sig ikke kun i fiktioner, den manifesterer sig også i måden vi for eksempel drikker coca-cola på, i måden en coladåse er udsmykket på. På den måde at vi bruger forskellige maskiner, elektronik på.
De her miljøspørgsmål peger i retning af at vi er på en forkert kurs, med mindre der kommer noget teknologi som man slet ikke kan forestille sig, som kan løse det her, i virkeligheden et grundlæggende paradigmeskift inden for teknologien og videnskaben.
Der er i høj grad brug for kritik i forhold til den måde vi lever på og også den måde politik tænkes på; det er meget blevet et spørgsmål om økonomisk facilitering. Der er den her grundlæggende tanke om at velstand og velfærd til en størst mulig mængde af danskere går igennem at deltage i det her kapløb til enden med kineserne og alle mulige andre om at kæmpe for vores økonomi. Og det har nogle ret markante konsekvenser for os mennesker der skal leve med det her kapløb; vi skal arbejde rigtig meget og vi skal gøre mange ting meget hurtigt. Så der åbner sig mange kritiske veje man kan gå til det her på. Jeg er ret kritisk over for den måde teknologien spiller ind på og måden vi bruger teknologien; dels udskifter vi vores teknologiske apparater meget hurtigt, men den giver os også en mulighed for at producere ret meget indirekte. Der er mere af det hele, mere smæk på drengen. Følelsesløsheden; det bringer minder den gamle Eichmann der sad bag ved skrivebordet og sendte jøder i døden på afstand.
Spivak taler om det samme; vi har planeten og så har vi globen; globen er den der er på spekulantens computer, den hvor vi kan destruere på afstand, indirekte. Den hvor vi kan se på verden, på Antarktis, på regnskoven gennem alle mulige virksomheder, som aktiekurser og så videre. Hvor planeten, det er den vi har til låns, der hvor der er finitte ressourcer.