Klimaforandringer: Et humanistisk forskningsfelt!

Meget tyder på, at klimaproblematikken ikke længere fylder det samme i den offentlige bevidsthed som under fx COP15 i 2009. Men det betyder ikke, at klimaproblematikken er forsvundet. Klimadebatten har derimod skiftet spor. Den er blevet en fast bestanddel af den politiske dagsorden, sådan som regeringens klimalov fra 2014 viser Klimaloven, 2014, http://www.kebmin.dk/node/1266 . Den har bidt sig fast i internationale diskussioner, som man fx så det ved World Economic Forum i Davos 2014, hvor klimaets betydning for verdensøkonomien blev debatteret. Se: http://www.weforum.org/news/health-and-environment-prominent-davos-2014-agenda Og klimaet er fortsat omdrejningspunkt i FN-systemets arbejde indenfor videnskab, udvikling og økonomi. I IPCCs seneste Assessment Report fastslås det at: ”It is extremely likely that human influence has been the dominant cause of the observed warming since the mid-20th century”. IPPC, Summary for Policymakers. In: Climate Change 2014: Impacts, Adaptation, and Vulnerability. Part A: Global and Sectoral Aspects. Contribution of Working Group II to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change (Cambridge University Press, Cambridge, United Kingdom and New York, NY, USA, pp. 1-32., 2014), note 1, p. 3. Men det konstateres samtidig at: ”Adaptation planning and implementation at all levels of governance are contingent on societal values, objectives, and risk perceptions”. Ibid p. 26. Indenfor bistandsområdet har det bl.a. medført, at klimatilpasning og udvikling er blevet uadskillelige størrelser, da fremtidige klimaforandringer risikerer at underminere igangværende bistandsprojekter. OECD, Bridge over Troubled Waters: Linking Climate Change and Development, ed. Shardul Agrawala and Ahsan Uddin Ahmed, Environment, Sustainable Development, Science (Paris: Organisation for Economic Co-operation and Development, 2005)  Disse eksempler illustrerer, at klimaproblematikken efterhånden er blevet integreret i de fleste politikområder – med eller uden offentlighedens bevågenhed.

Udviklingen afspejler imidlertid også en anden forandring. Nemlig at klimaproblematikken gradvist har bevæget sig fra at være en overvejende naturvidenskabelig problemstilling til i stigende grad også at angå økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Naturligvis vil klimaproblematikken vedblive med at være forankret i naturvidenskabelig forskning og indsigt. Men i takt med erkendelsen af klimaforandringernes menneskeskabte årsager og baggrund, vil fremtidige klimaløsninger tage udgangspunkt i menneskeskabte tilstande og vilkår. Som den britiske klimaforsker Mike Hulme påpeger, så er: ”naturvidenskab stadig målestok for miljøpolitik. Men det vil være socialvidenskaberne og humaniora som vil ændre folks adfærd, snarere end naturvidenskabelige gennembrud”.Kate Larkin, “Climate Change Needs Social Science and Humanities,” Nature News Blog, 2010,  http://blogs.nature.com/news/2010/09/climate_change_needs_social_sc.html.

Hidtil har klimaforskningen overvejende taget afsæt i naturvidenskabelige metoder på bekostning af humanistiske og fortolkende tilgange. Dette har medført, at klimadefinitioner og begreber har bygget på tal, målinger og diverse klimatologiske modelberegninger. Målet har typisk været at forudsige klimaforandringer og deres konsekvenser samt at udvikle økonomisk-politiske styringsmodeller.

Imidlertid har det vist sig svært at omsætte naturvidenskabelig forskning til praktisk og målrettet handling. Både samfunds- og humanvidenskaberne har anført, at klimaet er omgærdet af kulturelle og politiske forståelsesrammer, som farver og former vores syn på, hvordan klimatologiens anbefalinger skal/kan omsættes til politisk regulering. Med andre ord har klimaforskningen i en vis grad overset, hvordan mennesker, inklusiv dem som bedriver naturvidenskabelig klimaforskning, gør brug af mytologier, fortællinger og kulturelle forestillinger. Alt sammen rodfæstet i vores sprog, historie og i menneskets psykologi.

Det er i erkendelsen heraf, at humaniora i de senere år er begyndt at bedrive klimaforskning. Det rejser spørgsmålet; hvad er humanistisk klimaforskning?

Hvad er humanistisk klimaforskning?

Humanistisk klimaforskning handler grundlæggende om to ting. For det første om klimaets betydning for menneskers handlinger og liv, dvs. hvordan mennesket søger at tilpasse sig klimatiske ændringer. Dette perspektiv har fået større aktualitet i takt med at nye iskerneboringer har afsløret, at klimaet historisk set er langt mere dynamisk end tidligere antaget.Mike Hulme, “Learning to Live with Recreated Climates,” Nature and Culture 5, no. 2 (2010): 117–22 Humanistiske studier af menneskets håndtering af klimatiske forandringer trækker på både historiske, sociale og kulturelle tilgange.

For det andet handler humanistisk klimaforskning om menneskets forståelse og fremstilling af klimaet. Dette indebærer bl.a. undersøgelser af, hvordan klimaet itale- og iscenesættes kulturelt, socialt og historisk. Men også hvordan denne kulturelle iklædning begrænser og muliggør vores handlinger og tilpasninger til klimatiske forandringer.

Begge perspektiver har en historisk og samtidig dimension. Særligt den historiske tilgang har traditionelt været anset som humanioras varemærke. Den australske historiker Tom Griffiths hævder, at naturvidenskaben ofte opererer med to forskellige tidsskaler. T. Griffiths, “A Humanist on Thin Ice,” Griffith Review, A Quarterly of New Writing and Ideas, no. 29 (2010), http://griffithreview.com/edition-29-prosper-or-perish/a-humanist-on-thin-ice. Enten et perspektiv som tager afsæt i de allernyeste teknologiske og videnskabelige fremskridt. Eller et ekstremt dybt tidsperspektiv som omhandler jordens geologiske og biologiske evolution. Han argumenterer for, at det er tidsperspektivet herimellem, som er humanioras genstandsfelt. Altså menneskets historie fra istiden (det pleistocene) til den nuværende mellemistid (det holocene), hvilket fortæller os, at mennesket allerede har gennemlevet adskillelige klimatiske skift i sin relativt korte historie.

Historieforskningen afdækker også, hvordan vores kulturelle forestillinger om klimaet har ændret sig. Mike Hulme påpeger, at man siden antikken har gjort sig forestillinger om sammenhængen mellem klima og civilisation. Ofte med en mere eller mindre eurocentrisk antagelse om, at de største civilisationer har haft hjemme i klodens tempererede zoner, frem for alt i vesten. De imperialistisk og racistiske undertoner i sådanne antagelser er indlysende. På tilsvarende vis er klimaet gjort til genstand for romantiske, utilitaristiske og senest katastrofiske forestillinger, hvilket ifølge Hulme illustrerer, at klimaet ikke blot ændrer sig fysisk, men også ideologisk. Mike Hulme, Why We Disagree About Climate Change. Understanding Controversy, Inaction and Opportunity (Cambridge: Cambridge UP, 2009).

Historievidenskaberne er dog ikke ene om at undersøge klimaforandringer. Gennem samtidshistoriske perspektiver bidrager humaniora til at belyse, hvordan stort set alle vores hverdagspraksisser er bundet til et højt energiforbrug. Alt fra boligindretning, transport, indkøb, fritidsinteresser, ferier og medieforbrug bidrager til dét, som John Urry kalder vores omfattende ”kulstofs-økonomi”. John Urry, Climate Change & Society (Cambridge: Polity, 2011). Vi ved allerede, hvor svært det kan være at ændre indgroede handlemønstre,  at stoppe rygning, spise mere grønt, eller dyrke mere motion kan være store udfordringer. At skulle forandre stort set hele vores kulturelle og sociale indretning i lyset af fremtidige klimaforandringer er selvfølgelig en langt større udfordring.

I et humanistisk perspektiv er karakteren og rækkeviden af vores handlinger i forhold til (begrebet) klimaforandringer fuldstændig afhængig af den måde, hvorpå vi ser os selv i verden. Det vil sige, hvordan vi begriber, forestiller og italesætter vores indbyrdes relationer til hinanden og omverdenen. Humanistisk klimaforskning spørger således, hvordan vores nuværende liv bidrager til den eksisterende kulstofs-økonomi og ofte vanskeliggør omstillingen til et bæredygtigt samfund. Det handler om at undersøge, hvordan kulturelle udtryk og artefakter fejrer eller udfordrer modernitetens energi-forbrugende adfærd.

Gammel eller ny forskning?

Humanistisk klimaforskning er for så vidt både gammelt og nyt. På den ene side er der tale om en specialisering indenfor den disciplin, som i en angelsaksisk sammenhæng kaldes environmental humanities, og som i en dansk eller nordisk sammenhæng kan benævnes grøn humaniora eller miljøhumaniora. Der er tale om en samlebetegnelse for humanistiske forskningsfelter, der er opstået siden 1960erne, og som har beskæftiget sig med miljø og økologi. Herunder miljøfilosofi, miljøhistorie, miljøarkæologi og litterær økokritik. Disse retninger sætter hver især fokus på, hvordan naturforståelse og miljøtilpasning har ændret sig i takt med overgangen fra et rigdoms- til et risikoproducerende samfund. I dag konfronteres vi i stigende grad med udviklingens utilsigtede konsekvenser i form af forurening, miljøproblemer, reduceret biodiversitet og klimaforandringer. Ulrich Beck, Risikosamfundet. På Vej Mod En Ny Modernitet, trans. Klaus Rasborg (København: Hans Reitzels Forlag, 1997); Ulrich Beck, Weltrisikogesellschaft. Auf Der Suche Nach Der Verlorenen Sicherheit (Frankfurt a.M.: Suhrkamp, 2007).

På den anden side har humaniora altid beskæftiget sig med menneskets forhold til den klimatiske omverden. Fx har historievidenskaben og etnologien undersøgt, hvordan mennesker løbende har tilpasset sine livsformer til et omskifteligt klima. Men også hvordan klimatiske ændringer kan afstedkomme alvorlige udfordringer for et samfunds sociale og kulturelle organisering. Den danske antropolog Kirsten Hastrup har fx undersøgt, hvordan den såkaldte ”lille istid” påvirkede Islands eksistensgrundlag og selvforståelse som landbrugssamfund gennem middelalderen. Kirsten Hastrup, “Dehumanizing the Uprooted: Lessons from Iceland in the Little Ice Age,” in Climate Change and Human Mobility. Global Challenges to the Social Sciences, ed. Kirsten Hastrup and Karen Fog Olwig (Cambridge: Cambridge UP, 2012), 58–78.

På tilsvarende vis har kulturvidenskaberne beskæftiget sig med landskabsmalerier, landskabsfotografier og landskabskunst. Eller med naturkatastrofer i verdenslitteraturen og naturfremstillinger i populærkulturen. Timothy Clark, Literature and the Environment (Cambridge: Cambridge UP, 2011); Paula Willoquet-Maricondi, Framing the World. Explorations in Ecocriticism and Film (Charlottesville: University of Virginia Press, 2010); Lawrence Buell, “Ecoglobalist Affects: The Emergence of U.S. Environmental Imagination on a Planetary Scale,” in Shades of the Planet. American Literature as World Literature, ed. Wai Chee Dimock and Lawrence Buell (Princeton: Princeton UP, 2007), 227–48. At undersøge menneskets naturforestillinger og -fremstillinger er således et karakteristisk træk ved mange humanistiske discipliner.

Udfordringer og muligheder

Klimavidenskab adskiller sig fra forskningens traditionelle tilgange på flere områder. For det første udfordrer klimaproblematikken forskningens traditionelle fagopdelinger, som både institutionelt og videnskabeligt har været præget af modstillingen mellem natur og kultur. For det andet bryder klimaforskningen med nationale perspektiver. Og endelig tilbyder humanistisk klimaforskning perspektiver, analyser og bud på klimaproblematikken, som udfordrer den naturvidenskabelige tilgang.
Klimavidenskaben har påvist, at jordens klimatiske system med stor sandsynlighed ikke længere er uafhængig af menneskelig aktivitet. Dette forhold – som er blevet sat på begreb med betegnelsen det antropocene – angiver, at vi for første gang er trådt ind i en periode af jordens historie, hvor omfanget af menneskets aktiviteter påvirker planetens samlede økosystem. Paul J. Crutzen and Eugene F. Stoermer, “The ‘Anthropocene,’” Global Change Newsletter Volume|, no. 41 (September 19, 2012): 17–18.

Med denne erkendelse følger, at der ikke findes natur, som er upåvirket af menneskelig aktivitet. Dermed bliver det uklart, hvor grænserne går mellem natur og kultur, samt hvad der kan siges at udgøre området for både naturvidenskabens og humanioras felt og funktion. Klimaproblematikken underminerer således den arbejdsdeling, som traditionelt har hersket mellem natur-, samfunds-, og åndsvidenskaber hvad angår genstandsfelt og erkendelsesmåder. Jürgen Habermas, Teknik Og Videnskab Som “Ideologi,” trans. Henning Vangsgaard (København: Det Lille Forlag, 2005) En fagopdeling der siden videnskabens og universiteternes etablering har været præget af modstillinger såsom natur/kultur eller det generelle/partikulære. Her har naturvidenskaberne stået på den ene side og humaniora på den anden.

Klimaforandringer er et globalt fænomen, som i et vist omfang udgøres af summen af lokale forandringer. Det lokale og nationale udfordres af transnationale og kosmopolitiske perspektiver, hvis logiske udgangspunkt er, at globale risici ikke kender til lokale grænser. Klimaforskningen er selv et eksempel på, hvordan alle forskningsdiscipliner i stigende grad samarbejder på tværs af lande og institutioner for at skabe nye muligheder. Denne ændring ses også i humanistisk forskning, som traditionelt har haft fokus på nationale kulturer.

Humanistisk klimaforskning: eksempler

Inden vi skitserer eksempler på humanistisk klimaforskning, er det værd at omtale de metoder og tilgange, som er i spil. I modsætning til naturvidenskaben, som er problemløsende og tilstræber entydighed og objektivitet (positivisme), er humanioras perspektiv båret af kulturel mangfoldighed og pluralisme. Humaniora viser, at det som antropologien kalder tæt beskrivelse [thick description] Clifford Geertz, The Interpretation of Cultures, 2000 Edition (New York: Basic Books, 2000).
 udgør et væsentligt bidrag til klimaforskningen. Det handler ikke kun om at levere løsninger på problemer, men også om indsigt, identitet og dermed ultimativt om tillid til vigtige samfundsprocesser. Typisk for det humanistiske felt er derfor, at det arbejder med fyldige analyser og diskussioner, der åbner op for flere holdninger og handlemuligheder. Humanioras forstående tilgang til lokale traditioner, individuelle perspektiver, kulturelle værdier og kollektive forhåbninger tjener således som et alternativ til de teknisk-rationelle videnskaber.

Ny humanistisk forskning (udført af Anne Sophie-Witzke og Lea Schick) undersøger, hvordan klimaforandringer tematiseres i nutidens kunstprojekter. Forskningen viser, at nyere kunstværker benytter moderne informations- og netværksteknologier til at gå i dialog med videnskaben samt engagere offentligheden i spørgsmål om luftkvalitet og luftforurening. Det sker ved at udfordre og overskride grænserne mellem de kategorier, vi i modernitetens lys har opfattet som absolutte, eksempelvis naturen og luften. Kunstværkerne viser, at artefakter og mennesker er forbundne i netværk, og at disse netværk har agens i forhold til de kontekster, de opererer i. Med andre ord skelnes der ikke mellem menneskelige og ikke-menneskelige aktører. Forskningen peger således på, at kunsten har mulighed for at overskride de mentale grænser og barrierer, som forhindrer os i at forstå de klimatologiske og økologiske konsekvenser af vores daglige adfærd og handlinger.

Et andet studie (af litteraturforsker Gregers Andersen) foretager en systematisk læsning af populær science fiction litteratur, med henblik på at afdække hvordan forestillinger om global opvarmning kommer til udtryk i populærkulturen. I alt præsenteres fem typiske forestillingsformer: ”Det sociale sammenbrud”, ”domfældelsen”, ”konspirationen”, ”den tabte vildmark” samt ”sfæren”. Men litteraturen puster ikke blot liv i vores katastrofefortællinger. Den bidrager tillige med et register over alternative tilpasningsformer til en klimaforandret verden. Populærlitteraturen tilbyder således en væsentlig kilde til kollektive forestillinger om global opvarmning samt medfølgende imaginære handlingsberedskaber.

Det sidste eksempel er fra arktisk forskning (ved Lill Rastad Bjørst) og er en undersøgelse af isbjørnens mytiske, ikoniske og symbolske rolle. Omdrejningspunktet er isbjørnens status som ”non-human” aktører i klimadebatten. I dag foregår der en diskursiv kamp om ”isbjørne”. For både miljøbevægelser og politikere er isbjørnen et symbol på den arktiske naturs forgængelighed i en klimaforandret verden. I denne diskurs forbindes Arktis ofte med et oprindeligt og uberørt vildnis. Resultatet er en slags arktisk ”orientalisme”, som ikke efterlader megen plads til Inuit, dvs. Arktis’ menneskelige befolkning. F.eks. anfører tidligere selvstyreformand Kuupik Kleist, at isbjørnes og isbjerges symbolske funktion i klimaforskningen begrænser drøftelser og prioriteringer af industriel udvikling og forbedret levestandard for de arktiske borgere. Forskningen viser, at isbjørne er blevet slagkraftige non-humane aktører i den globale klimapolitik, som imidlertid begrænser den position, hvorfra Inuit kan tale og handle i klimadebatten. Således bliver vestlige miljøbeskyttelsesprogrammer ikke nødvendigvis oplevet som velmenende klimabekymring, men snarere som faretruende ny-kolonialisme, hvor Vesten endnu engang dikterer, hvad der er rigtig og forkert.

Humanistiske perspektiver

Uden humanistiske perspektiver vil vi næppe kunne indfange de betydningsdannelser og betydningsprocesser, som konstituerer vores viden om et klima i stadig forandring. Kun ved at udforske kulturelle for-forståelser bliver det muligt at forklare, hvorfor der hersker store kulturelle og politiske uenigheder på klimaområdet. Og hvorfor vi endnu ikke har set en storstilet og koordineret indsats mod globale klimaforandringer.

Problemet stikker imidlertid dybere. Klima- og miljødiskurser legitimeres ofte gennem henvisninger til kulturelle forestillinger og metaforer. Fx vores syn på naturen som en organisme eller som en maskine; hvorvidt klimaregulering skal styres af markedskræfter eller intervention; eller om samfundet er fremskridtsorienteret eller på vej mod civilisatorisk kollaps. John S. Dryzek, The Politics of the Earth. Environmental Discourses (Oxford: Oxford UP, 2005). Sidstnævnte viser at klimaforståelsen til tider har rod i en religiøs forestillingsverden, f.eks. længslen efter den paradisiske natur eller frygten for den apokalyptiske afslutning.Mike Hulme, “Four Meanings of Climate Change,” in Future Ethics: Climate Change and Apocalyptic Imagination, ed. S. Skrimshire (London: Continuum Press, 2010), 37–58.

Det er disse kulturelle forestillinger, vi ikke kan komme uden om, når vi skal omsætte klimavidenskabelige indsigt til klimapolitisk handling. Vi har således behov for at se verden og klimaforandringerne på en anden måde end gennem klimatologiske og økonomiske kalkuler. I dag handler det også om at rette blikket mod vores mytologier, forudsætninger og forestillinger om, hvad klimaet er, og hvad det gør ved mennesker. Dermed er vi tilbage ved kernen i humanistisk klimaforskning. Klimaet sætter mere eller mindre åbenlyse rammer for menneskelig udfoldelse, men menneskelig aktivitet er også begyndt at virke den anden vej, altså at påvirke klimaet. I begge tilfælde kan menneskets handlinger næppe isoleres fra kulturelle forestillinger og forståelsesmatricer. I en klimatologisk brydningstid handler det om at få disse to aspekter til at mødes. Dermed bliver kulturelle forestillinger og social organisering både udgangs- og gennemgangspunkt for en økologisk (krise)bevidsthed, som tager menneskets klimaregulerede og klimaregulerende adfærd alvorligt.

Eksempler er fra bogen ”Klima og mennesker. Humanistiske perspektiver på klimaforandringer”. Museum Tusculanum Press, 2014.