17.3.2015
”Vi er alle enige. Klimaforandringerne er reelle, og vi mennesker er hovedårsagen. Alligevel er det stadig de færreste, der til fulde forstår alvoren af denne trussel, og hvor overhængende den er (…) jeg tror nu på, at vi står på randen af en katastrofe, hvis vi ikke handler” – Ban Ki Moon, Bali, 2007
Det er slående, at vi i mange år har talt om klimaproblematikken og behovet for at gøre noget NU. Men vi taler stadig, mens problemerne bliver større og større. Årsagen til klimaproblematikken ses primært i menneskets (over)forbrug, men vi forbruger stadig mere og mere. Vi forsøger stadig at få forbruget og hensynet til klimaet til at passe ind i en vækstplan. Dette har vi lige fået en ny minister for. Nu skal væksten i forbruget bare være ”grøn”, og så kan vi køre rundt i flere biler, tage på flere flyrejser etc. (selv hos politikere, der er ansvarlige for at gøre noget ved problemet, skorter det ikke på overforbruget). Det er fatalt ikke at se bæredygtighedsproblematikken som vor tids mest fundamentale problemfelt, som rækker langt ud over naturgeografiske betragtninger og helt ind i hjertet på det (post-)moderne menneske. Klimakatastrofen er opdaget af naturgeograferne, men bæredygtighedskatastrofen i vores tænkning og i den førte politik er endnu uopdaget – og de to hænger uløseligt sammen.
Bæredygtighedsproblematikkens kerne
Ifølge Ban Ki Moon er mennesket hovedårsagen til klimaproblematikken, og det er også mennesket, der er ansvarligt for at løse de selvskabte problemer. Dette er et paradoks, og han overser, at mennesket selv blot er blevet en del af et større rationale. Hensynet til mennesket er i dag efterfølgende hensynet til akkumulationen. At akkumulere vil sige at vækste, at ophobe, at overskrideOverskridelsen er fundamentet for de konstante krav om forandring og omstillingsparathed, vi sætter som pejlemærke for vores virke. Krav der skal understøttes af kompetenceindlæring og innovation.. At hensynet til akkumulation går forud for alt andet er selve bæredygtighedsproblematikkens kerne. At akkumulere er konstant at overskride det fundament, som man lige har befundet sig på. Denne overskridelse er ikke bæredygtig, men den er vor samtids ontologiske grundlag. Akkumulationen har afløst mennesket som ”Første-årsag” dvs. som absolut referent for mening og værdi. Mennesket er nu henvist til at være en formidlende faktorOverskridelsen er fundamentet for de konstante krav om forandring og omstillingsparathed, vi sætter som pejlemærke for vores virke. Krav der skal understøttes af kompetenceindlæring og innovation.. Mennesket har mistet sin førsteplads i det ontologiske hierarki, som det ellers har indtaget siden menneskets tilsynekomst som et fast subjekt i Oplysningen. Moon kalder nu mennesket til handling. Det menneske, der ud fra vores vestlige tradition bestemmes som kilden til herredømmet over naturen, og som via dette herredømme har været årsag til bæredygtighedsproblematikken, kaldes nu også til løsningen. I sig selv er dette paradoksalt, og det overser, at mennesket ikke længere besidder en ontologisk position, hvor det er frit til at handle. Som en ressource som alt andet er mennesket nemlig først og fremmest kaldet til at akkumulere. Derfor søger mennesket også først og fremmest at sikre akkumulationen, før det søger at nedbryde den.
Hybris
Dagens debat er i høj grad præget af indlæg, der begræder en udvikling, hvor mennesket og dets verden overses til fordel for et vækstparadigme i det politiske. Væksten kræver verden opmålt og fastholdt i statistikker og cost/benefit-centrerede excel-ark med det formål at kunne sikre en effektivitet, som kan understøtte en akkumulation i skikkelse af vækstEt par overskrifter fra debatten: Landbruget og jagten på akkumulerende profit: ”Vi smadrer dyrene og jorden – og snart også os selv”, L. Vitus, Politiken 15/11, 2014. Uddannelsessektoren hvor effektmålinger, cost/benefit- hensyn, kompetenceensretning, innovationstankegange med hensyn på produktskabelse og konstante krav om maksimering af statistikkens kurve gennem standardiserede tests, frarøver institutionerne (ud)dannelsesmuligheder på flere fronter: ”Flid, fedt og først og fremmest – snyd” af P. Høi, Berlingske 15/11, 2014., ”Generationen der gør sin værdi op i tal” af A. Torp- Pedersen, Information 1/12, 2014. Samfundet og de offentligt ansatte som helhed hvis arbejde skal kontrolleres til mindste detalje for at kunne maksimere og akkumulere mest ud af arbejdsindsatsen ud fra new public management- tanken: ”Økonomismen invaderer os”, T. Knudsen, Information 10/12, 2014. ”Vi er på vej mod et dement samfund”, M. Böss, Politiken 5/10, 2014. ”Statsligt ansatte skal måles og vejes efter ny McKinsey- model” af J. Aagaard og S. Mortensen, Finans.dk 4/1, 2015. ”Corydon, man skal måle det, man gør” af J. Aagaard og S. Mortensen, Finans.dk 4/1, 2015.. Vi søger at optimere alle vore arbejdsprocesser enten direkte gennem det at vækste eller indirekte gennem det ”at blive bedre”, hvilket giver anledning til en akkumulation af evalueringer og reformer ad infinitumVi er blevet begavet med begreber som; ”DJØF’isering”, ”kvalitetskonsulenter” og ”moderniseringer” i kølvandet på denne udvikling. Som lektor i gymnasieskolen konstaterer jeg personligt, hvordan tidens pædagogiske teorier alle nedtoner den endelige karaktergivning og elevens standpunkt til fordel for elevens progression. Det bliver elevens evne til at overskride sit givne faglige ståsted som bliver relevant – og ikke elevens faglige kunnen som sådan. Gymnasiet skal derfor ikke fokusere på dygtiggørelse – men på ”løfteevne”. Løfteevnen måles i forhold elevens evne til progression/overskridelse.. I denne ontologi ligger den konstante overskridelse. For antikkens grækere bestod retfærdighed i, at alt i verden passede de grænser, som var givet for det. At overskride disse grænser var hybris. En hybris der nu manifesterer sig økologisk gennem klimaforandringer og menneskeligt gennem stress og frustrationer.
Menneskets død
Den tyske tænker Martin Heidegger karakteriserer den måde tingene viser sig for os på i den moderne verden som altid værende på stand by, således tingene altid kan kaldes på til at være ressource for noget nyt – selv mennesket. En ressource er ikke noget i sig selv, den har ingen ontologisk vægt, men er alene til for noget andet. Menneskets projekt om at gøre sig til herre over naturen har altså paradoksalt ryddet mennesket af vejen. Det er selv blevet slave af en overskridende proces. Den franske tænker M. Foucault spåede som det sidste i sin Les Mots et les Choses (Da. Ordene og Tingene), at mennesket som metafysisk Første-årsag (Subjektet), ville dø væk og erstattes af noget andet. Mennesket skal nu selv, som alt andet, være et x, være omstillingsparat og procesorienteret. Både naturen, samfundet og selv privatlivet defineres ud fra, om det fungerer og kan optimeres. ”Vi kan altid blive bedre” lyder det over det ganske land. Effektiviseringsprocesser og forandringsledelseskurser drøner derudaf coachet igennem af konsulenter, der fremstår som fyrtårne i landskabet.
Væksten som ny ontologisk suveræn
Akkumulation og overskridelse udmøntet som vækst er blevet den nye suveræn – dvs. den nye metafysiske Første-årsag og meningsgiver til verden. Vækst i sig selv er et tomt begreb, da det kun vil sig selv. Dette er i bund og grund nihilisme. Nihilisme er defineret ved, at det er værdi- og meningsløst. Det konstateres hos Heidegger, at metafysikken har overskredet sin holdbarhedsdato, da der ikke er en Første-årsag til at garantere, at der er mening i verden efter Nietzsches begreb om Viljen til magt – der er karakteriseret ved, kun at ville sig selv. En mening, som det giver fornuft at begribe, og som derfor kan knytte den begribende (subjekt) og det begribede (objekt) sammenHvis vores ytringer ikke blot skal være vores subjektive meninger om verden (objekt), så må det forudsættes, at der er mening i den. Hvis der ingen mening er i verden, så er der heller ingen mening at opdage. Subjektet og dets objekt ville ikke have mulighed for en meningsfuld sammenføjelse. En sammenføjelse som fornuften tidligere havde stået for via dens garant i de videnskabelige kategoriseringers gyldighed. En gyldighed og en fornuft som Nietzsche såede tvivl ved. Forsvinder denne gyldighed, da bliver kun tilbage menneskenes hensigter med tingene og menneskets travlhed med at organisere og om-organisere disse. Men aktivitet (det kun at ville sig selv for at ville sig selv) kan ikke være meningsgiver til vores handlinger, og derfor konstaterede Nietzsche, at den moderne verden var menings-løs. Jeg vil dog påstå, at vi i dag ikke blot er aktive for at være aktive – selvom det unægtelig ser sådan ud. I roden af vores politiske reformer og retfærdiggørelse af disse viser der sig nemlig en begrundelse hvorudfra al aktivitet gives mening. Denne begrundelse er vækst, og vækstens begrundelse (selv- retfærdiggørelse) hviler på akkumulationen og overskridelsen som ontologisk grundlag for vor tid.. Men jeg vil argumentere for, at metafysikken ikke er dødUndskyld til Heidegger. Men det er jo populært at se sin egen tid som endemålet for alt. Bare spørg Hegel.. Corydon begrunder netop Mckinseyficeringen af det offentlige med, at det giver bedst mening. Det er den måde, alle ressourcer udnyttes bedst. Væksten er nu blevet den primære referent, som tilskrives virkelig værdi, og hvorudfra alle andre ting i verden skal relateres for at give mening. Vores politik søger paradoksalt at omgå væksten på grund af potentielle altødelæggende bæredygtighedskatastrofer ved at gøre den ”grøn” – fordi væksten skal sikresDette kaldes ”greenwash”. Det vil sige, at man omdøber gamle eller nye produkter ud fra et “klimavenligt” paradigme. Dermed er produktet måske mere klimavenligt, men der kommer til gengæld flere og flere af dem, eftersom reklameindustrien formår at få indprentet produktets “miljøvenlighed” i bevidstheden hos forbrugeren. Vækstprincippet får igen overtrumfet alle de gode hensigter, hvilket bekræfter dets suverænitet.. Dette er meningsløst, hvis ikke man netop ser væksten i sig selv som eneste underlæggende mening.
Som tidligere tiders Første-årsag, det være sig enten Gud eller Naturen (der i deres essens tillige var tomme selvreferencer) der koblede sig på hhv. frelsen og videnskaben, så kobler væksten sig på begreber, igennem hvilke den søger at give mening, nemlig; velfærd og konkurrencestat. Endemålet for vækst siges at være mere og bedre velfærd. Man kunne mene, at velfærd så måtte være det meningsgivende princip, men det paradoksale er netop, at vi er godt i gang med at udhule velfærden i vores politiske projekt med det formål at sikre væksten. I konkurrencestaten skal alle gerne vækste mere end naboen. Det kan vi så konkurrere om, og hvad er det så for et Danmark, vi kenderCorydon har erklæret sin tro på konkurrencestaten, og de fremhævede begreber i Thornings kommende valgkamp er; arbejdsmarked (produktion), vi skal have råd til velfærd (vi skal have akkumuleret nok til velfærd), vi må ikke stå stille (vi skal altid overskride os selv).?
Nemesis – metafysikkens voldelighed og umuligheden af at handle
Vækstens metafysiske begrebsliggørelse af virkeligheden er voldelig, da den tvinger tingene ind i akkumuleringen- og overskridelsens logik som potentielt leder os ud i en katastrofeHer i aner man J. Derridas pointe om forbindelsen mellem metafysik og vold. En vold som Moderniseringsstyrelsen og Produktivitetskommissionen ikke er fremmed for.. Der findes, ifølge filosoffen H. Arendt, to græske ord for det at handle: Archein og prattein. Archein betyder handlingens begyndelse eller Første-årsag. Første-årsagen er det substrat, som lægger fundamentet for det mål (telé), enhver periode eller epoke har. Allerede i antikken præges metafysikken af et udgangspunkt, en Første-årsag, der ikke er værdifri. Første-årsagen bliver det fælles grundlag og udgangspunkt for menneskets bestræbelse på at finde mening i tingene. Uden dette udgangspunkt vil mennesket være berøvet muligheden for en principiel erkendebegrundelse. Erkendelse ville degenerere til at blive en mening om tingene og indsamling af empiriske data dvs. umiddelbart observérbare kendsgerninger og deres relation. Hermed ville erkendelsen være tvunget til at legitimere sin virkning pragmatisk, gennem nyttevirkninger, effektivitet, indsamling af data, evaluering og kontrol herafPå trods af, at det ontologiske grundlag for selvreferencen i dag er overskridelse og akkumulation, så fungerer de kun indenfor selve akkumulationen- og overskridelsens selvreference. Det at legitimere sig selv ud fra sig selv kalder Heidegger kybernetik. Kybernetikken karakteriserer om noget samfundet af i dag. Det er et lukket system af selvreference, hvis effekt er den totale mekanisering, administration og effektivisering af dets indgående komponenter, dets ressourcer – hvor ressourcerne defineres ud fra deres funktion. Vi kaldes af politikken i dag til at stå sammen om et fundament, som har absoluteret sig selv som sin egen begrundelse i sin nutidige utopiske form i skikkelse af fusionen mellem vækst og det (grønne) hensyn til miljøet (understøttet af videnskaben og teknologien), som vi paradoksalt sætter vores politiske lid til, nok skal redde os ud af problemerne (fx når Corydon i Politiken fastslår, at han tror på konkurrencestaten og at reformer er vejen til et bedre samfund (Politiken, debat 24/8, 2013).. Det mål, telos, hvor processerne når deres fuldendelse, er i dag et strengt beherskelsesforhold. Telos er det mål, som arkitekten og ingeniøren sætter op, før de skal bygge efter deres grundtegning. Det er målet, som leder dem gennem arbejdet frem mod produktet. En ingeniør besidder techné, know-how, han har kompetencer, hvis han formår ikke at slippe den oprindeligt givne idé, og hvis han er ekspert i at få materialet til at være konformt hertil. Endemålet med fabrikationen er manipulerbare objekter og fabrikationen i sig selv, og det er værd at minde om, at ingeniøren der konstruerer vindmøller for at løse klimaproblematikken også har konstrueret dets kulkraftværkerTidligere tiders dyrkning af geniet har været en dyrkning af den naturvidenskabelige vinkel. Ud af begrebet geni er skabt begrebet om ingeniøren som konstruerer (de deler samme etymologiske rod). Ingeniøren har domineret tiden siden industrialiseringen og har skabt bjergtagende konstruktioner, men han har også skabt fabrikken, flyet og bilen. Ser vi kun problematikken fra en naturvidenskabelig vinkel, så er det også kun naturvidenskabelige løsninger, som vi kan fremtænke..
Prattein betyder handlingens karakter af fuldbyrdelse. At begynde og fuldbyrde er ikke to forskellige aktiviteter, men de kan blive det, hvis den der påbegynder handlingen søger absolut kontrol over dens resultat uden indblanding. At søge absolut kontrol over handlingen er ikke, som Arendt synes at mene, noget et menneskeligt subjekt i dag aktivt kan vælge til eller fra. Handlingen dikteres af Første-årsagen, og dermed ændrer handlingens begyndelse karakter fra at være fri til at være gennemførelsen af ordrer i stedetBare spørg Socialdemokratiet – jf. ”Den gode socialdemokrat får mest muligt for pengene” af K. Kristensen, Information 6/1, 2015. Med Heidegger taler vi her om etableringen af en suveræn i dobbeltforstand. Først funderingen af den meningsgivende Første- årsag ved begyndelsen af en epoke og dernæst dets suveræne beherskelse af epoken. En epoke skal tænkes som bestemt af en retning, der er unik hver gang – ikke en konvention – men lovmæssighed i forhold til de regionale diskurser (tanker og handlinger), som den tillader (gennem det at give mening til noget og ikke til noget andet som forsvinder fra vores synsfelt, som bliver ubetydeligtDet er i dag svært at genkende en handling i mod vækstprincippet som værende en handling. Det ses mest som noget venstrefløjsagtigt hippiegøgl, som vi skal passe på kun i små doser lades ind i det politiske rum, hvor de voksne politikere nok skal køre væksttoget videre mod nye vidder. Det grønne væksttog og de grønne vidder forstås.).
Problemet er, at al ansvarlighed i en given periode opgøres efter de styrende værdier. Det bliver set som en god ting at forlige handlingerne med suverænen, med det fundament, som udstikker retningslinjerne. Derfor må de danske politikere også – hvis de skal fremstå som ansvarlige – følge vækstlogikken ligesom den officielle kirke i middelalderen fulgte den kristne logik. Når ansvarlighed er bundet til det ontologiske grundlags overskridelse og akkumulering, da kan man kun handle ved at overskride og akkumulere (og dermed er mennesket ikke længere frit til at bremse denne udvikling). Dette kan man forsøge at gøre mere eller mindre miljø- eller social-bevidst. Men essensen er den samme. At være ansvarlig betyder ikke længere at stå til ansvar for sine handlinger, men at rette sine handlinger ind. At strømline dem med det, som tiden kræver. Sikringen af princip og fuldbyrdelse er faldet os af hænde, og dermed synes fundamentet for en menneskelig mulighed for at holde sammen om de to – som suverænen for al værdi – at smuldre. Denne mulighed var menneskets frihed til at være menneske. En frihed der er erstattet af en dikteret fritid imellem arbejdstider.
I det øjeblik hensynet til mennesket gik fra at være funderet i mennesket til at være et offentligt anliggende ud fra et vækstperspektiv, der forlanger politisk og videnskabelig beskyttelse, opstod dette nye samfund, som vi i dag befinder os i. Nemlig det vækstbaserede almenvælde, som alene hviler på akkumulationen og overskridelsens aktivitetsform. Et paradoksalt nemesis hvor vi som Tantalos er behersket af et begær, der aldrig lader sig slukke – og dog ansporer det alle vore tanker og handlinger. Derfor kræves der også evige reformer og evig jagt på effektivitet for at nå målet. For så snart vi synes at være tæt derved, vil målet forsvinde. Konkurrencestaten sikrer, at vi – på trods af denne erfaring – igen rækker vores hænder ud efter frugterne. Tantalos begær var et skrækeksempel i antikken. Enhver vil i dag sige, at det er god logik for ethvert sundt foretagende.
At handle er ikke at handle. Dekonstruktionen.
Hoc enim proprie vivit quod est sine principio”Det lever på en særlig måde, som er uden begyndelse/Første-årsag”. – Meister Eckhart. Det er mit argument, at søger vi ikke en dekonstruktion, da vil vi ende i en produktion og en konstruktionDa store politiske tænkere som J.S. Mill og T. Hobbes forsøgte at konstruere politiske utopier, så lignede de samtidens politiske konstruktioner. Der skabtes ikke noget radikalt nyt, blot en reproducering af gældende vilkår., som netop er problemet i sig selv – og som udelukkende synes, at være den politiske løsning på bæredygtighedsproblematikken i dag. Det er ikke nemt at basere politik på dekonstruktion, da politik per se er baseret på faste ideologier og et konstruktionsprincip. Det er et ledelsesaspekt, der leder akkumulationen mod målet, fra årsag til virkning fra arché til telos.
Nutidens problem er, at vi bliver stående ved det, der viser sig som umiddelbart nærværende. På denne måde fanges vi i en empirisk funderet verden, hvor eneste mening og eneste løsning på problemerne er at om-arrangere objekterne ude i verden. Dette er en sag for den, der producerer, ingeniøren, og den der regerer, politikeren, som så bliver vores redningsmænd ved fx at om-arrangere et altødelæggende vækstbegreb til et ikke-nær–så ødelæggende ”grønt” vækstbegreb. Når klimakatastrofen derfor ikke kan undgås, men blot udsættes lidt, så er løsningen at bygge en dæmning – ikke at opløse problemet ved dets rod. For roden ses aldrig.
Løsningen er at holde tilbage i stedet for aktivt at fundere, bygge og lede. Men dette er svært, da det går imod vores ontologiske fundament fra antikken til nu. Dekonstruktionen søger at vriste en ny tænkning ud af det forhold, der altid binder vores forståelse til en fundamental autoritet, en suveræn, der kan sammenholde verdens kaos for os. På denne måde vil vores verden være bedst tjent uden en politisk løsning på bæredygtighedsproblematikken. Vi kan ikke løse et problem, hvis kerne er en indgriben i naturen gennem akkumulation med mere akkumulation.
Den sene Heidegger udforskede det, at ”ville ikke at ville”, som er essensen af Eckhardt- citatet ovenfor. Dette således at aflære hele mekanismen i den essentielle teknologiske tænkning som den akkumulative handlingsorienterede tilgang til verden i dag står som forbilledet for. Med tænkning skal ordet oprindelse føres tilbage til dets oprindelige betydning som oriri, som noget pluralt opstående og dermed ikke styret af én meningsgivende suveræn. Vi skal fremme en svag tænkning, der følger tingene, som de kommer og går. Heraklit kalder dette poiein kata phusin – at handle i overensstemmelse med fysisDet græske ord Φΰσις (fysis) kommer af φΰειν (infinitiv) og i aktiv og passiv form (φΰναι) betyder at vokse, hh.v. at springe eller bringe frem. Dette oversætter Heidegger med det selvudfoldende, dvs. det der viser sig ved denne selvudfoldelse.. Siden den ontologiske suveræn i form af akkumulation og overskridelse er vores epokes arché, så ville en handling, der gjorde op med dette, være an- arkisk.
Hvis suverænen er det nye vækstprincip, vil metafysikken ikke være død og borte. Dette betyder tillige, at dets fundament ikke er svækket, som mange har set som en reddende faktor – den svage ontologiHeidegger har en tese om, at i faren ligger også det reddende. Denne ”redning” ses fx af G. Vattimo i tesen om, at metafysikken udrydder sig selv hos Nietzsche. Udrydder metafysikken selv sit Første- princip og den stærke, voldelige ontologi, der er underliggende, så vil vi opleve en svag ontologi, som lader den metafysiske suveræn slippe sit tag om tingene og verden.. Men det an-arkiske udgangspunkt er ikke en nem opgave. Som Meister Eckhardt sagde; ”For at forstå fattigdom skal man være fattig”, og for at forstå løsrivelse fra et metafysik princip, skal man være løsrevet. Hvis teknologien er den teliske rationalitets triumf, så må vi befri tænkningen og handlingen for ethvert endemål skabt af dette teliske netværk for helt at afslutte dette spejlkabinet af handlinger, hvor tingene skal fremstå som andet og mere end produkter og ressourcer der entréer en akkumulativ tankegangAt vi skal lade give slip indikerer en menneskelig handling. Men det kan det ikke være. Løsningen er ikke at meditere og stoppe med at forbruge. Dette ville være en menneskelig løsning. Løsningen er at lytte til det an- arkiske, der melder sit væsen i sprækkerne på ethvert arché, enhver suveræn. Det er at fastholde en dekonstruktiv tilgang til verden.. At tale om ting som andet end som værende på stand by for en ny overskridelse og en ny akkumulation er at vriste dem ud af det suveræne vækstprincip som objekternes causa finalis.
Heidegger er fortaler for at restaurere denne uskyldighed tilbage til verden og dens pluralitet af ting og deres ankomst, der ikke er dikteret af en Første- årsag. Han har ikke talt om, hvordan de politiske institutioner skal reagere på dette kald, men han har været meget klar i forhold til sproget. Sproget skal lade sætninger som ”der er væren” og ”der er tid” være forstået i sig selv udenom det at begrebsliggøre dem. Sammenføjningen mellem subjekt og objekt må ikke være fast, bestemt og kontrolleret af en suveræn meningsgivende Første- årsag. En speciel form for handling svarer altså til det, at forstå væren som tid – som noget der kommer til, som noget der gives, som noget der konstant ”væsener”Havde man anlagt et sådant syn på mennesket under nazismen, ville det aldrig have været tilladt videnskaben af have opdelt og fastholdt mennesket som subjekter (Foucault betoner ordets franske betydning af ”sujet” – som noget underlagt – fx af videnskabelig klassifikation, når han taler om subjektets objektivering i videnskabeligt øjemed) i racistiske og genealogiske kategorier. Kategorier som blot stod stand by til udryddelse, da de blev konstrueret som marginale af den suveræne meningsgiver., og dermed ikke som noget, der er bestemt af en suveræn meningsgiver. Dette kræver en radikal smidighed i vores handlinger og institutioner. Vi bør søge at vriste vores handlinger, vores politik og vores institutioner ud af den totalitære logik der dikteres af den metafysiske Første- årsag, der til enhver tid kræver pladsen som suveræn meningsgiver. Dette er svært, da alternativet synes at være nihilismeDenne nihilisme er dog misforstået. Første- årsagens selvreference er netop nihilistisk. At gøre op med denne suveræn er netop at forsøge at bekæmpe nihilismen. En start kunne være at begynde med spørgsmålet hvorfor. Hvis vi begyndte at spørge ”hvorfor” til konkurrencestaten – ud over det standardiserede spørgsmål om overlevelse for alle – så vil dets legitimering af mange reformer, megen kontrol og meningsløs travlhed svinde bortDet standardiserede spørgsmål om den velfærdsstyrede overlevelse for alle tog R. Vaneigem op i sin ”The Revolution of Everyday Life” (1967). Her beklagede Vaneigem at menneskeheden lider af ”survival sickness”. Vores liv er blevet reduceret til det rent fornødne. Vi får mad at spise, huse at bo i, biler at køre i, men kun på den betingelse, at vi bliver ved med at producere. Dette system af produktion, konsumption og akkumulation gør, at vi bliver fremmedgjorte overfor os selv og verden, fordi al mening medieres gennem en rationaliseret kvantitativ udveksling. Situationisternes løsning var at skabe ”ægte” og meningsfulde øjeblikke ”situationer”, der ikke var inficeret af produktion- akkumulations- og konsumptionssystemet..
Hvad sker der så med Moons opfordring? Det vil svinde bort, da dets fundament, ligeledes vil svinde bort, når der ikke længere er noget, der febrilsk holder fast i det. Hvis vi i sandhed vil gøre noget ved vækstprincippet, skal vi ikke bare gøre vores vækst grøn og så ellers vækste derudaf, så må vi lade det med al dets logik og underbegreber gå. Hvis dekonstruktionen skal tages seriøst, skal spørgsmålet om mening ligeledes. Manglen på mening er det første der slår én i forbrugerrismens vej til klimaforandringer – der vil udrydde forbrugeren selv. Manglen på ultimativ mening er det første der slår én i konkurrencestatens jagt på vækst. Den mening der forsvinder i paradoksets ontologiske voldelighed i det nye vækstregime, og som truer med at blive vores økologiske og menneskelige nemesis.