1. april, 2006
Af Marie Büchert
Det sidste årti har kunstneren Kent Hansen gjort et pionerarbejde mht. at undersøge kunstens potentiale i forhold til erhvervslivet i dag. I dette interview med Turbulens.net forklarer Hansen bl.a., hvorfor det er nødvendigt at udvikle nye og tidssvarende former for kritik i senkapitalismen, og hvordan kunstnere kan forbedre arbejdskulturer og arbejdsmiljøer, når de samarbejder med økonomisk orienterede virksomheder. Kunsten er en kritisk praksis, der i lokale sammenhænge kan gøre virksomhederne mere bæredygtige, mener han.
Kent Hansen (f. 1962) er uddannet maler på Kunstakademiet i Odense. Siden midten af 1990erne har han gjort et pionerarbejde mht. kunstens potentiale i virksomheders interne forandringsprocesser. Hansen stiftede “Demokratisk innovation” i 1999, arrangerede høringen om Den Kreative Alliance til Kultur- og Erhvervsministeriet (2000) i samarbejde med Advice Analyse. Han initierede Visionsindustri (1999 – 2001) som det første store samarbejdsprojekt på feltet her hjemme og er i dag ansat ved Center for Kunst og Ledelse på CBS.
Arbejdsliv og social innovation
Du har stiftet kunstorganet demokratisk innovation. Hvad er formålet med det?
Jeg har været interesseret i forholdet mellem kunst og arbejdsliv siden midt i 1990erne og er især optaget af at undersøge, hvordan kunsten kan bidrage til at forandre arbejdskulturer indefra. Titlen ”demokratisk innovation” kom først omkring 1999, men min målsætning har fra starten været at samarbejde åbent og demokratisk med mange forskellige aktører – kunstnere og ikke-kunstnere, enkeltpersoner og organisationer – om at skabe sociale innovationer. Jeg bruger typisk kunsten som en platform til at etablere en slags kollektive skabelsesprocesser, der giver rum for aktørernes forskellige og ofte modsatrettede interesser, og som bl.a. sigter mod at problematisere de betingelser, vi arbejder og lever under i dag.
Min interesse for kunstens potentiale mht. at forandre arbejdskulturer tog fart med kunstinitiativet Stewart Hall Entrepreneurs fra 1997, hvor jeg legede med kunstnerens rolle som entreprenør og innovatør. Den gang tog jeg forskellige efteruddannelser, fordi jeg opdagede, hvor vanskeligt det var at bevæge sig mellem kunstens og erhvervslivets praksisser, hvis jeg ikke havde et godt kendskab til området og kritikken af det. Siden har jeg beskæftiget mig med tilsvarende problemstillinger i flere forskellige sammenhænge, ikke mindst i mit hidtil største projekt Visionsindustri (1999 – 2001), som – hvis jeg skal være rigtig kæphøj – er et af de mest dybdegående kunstprojekter af denne art, der er blevet lavet både her hjemme og internationalt i lang tid. Men intentionerne om at muliggøre samarbejdsprojekter, der forandrer uholdbare situationer, ligger stadig til grund for mit arbejde i dag.
Hvordan brugte du kunsten til at skabe social innovation i f.eks. Visionsindustri?
Man kan sige, at jeg arbejder med et postkonceptuelt kunstbegreb, hvor jeg generelt forsøger at etablere kunstneriske processer i et ligeværdigt samarbejde med de deltagende parter i mine projekter, og at jeg bruger de processer som udgangspunkt for lokal forandring. Visionsindustri handlede om forskellige måder at organisere arbejde på. Der medvirkede mange forskellige faggrupper i projektet – kunstnere, virksomhedsledere, tillidsmænd, produktionsmedarbejdere, konsulenter, museumsinspektører m.fl. – og vi beskæftigede os i fællesskab med de specifikke forhold, medarbejderne i de to deltagende virksomheder (LK i Ringsted og Basta i Korsør) arbejdede under . Arbejdspladsen er jo generelt et sted, hvor erkendelser og normer fra bestemte historiske perioder kæmper om legitimitet og udbredes gennem forskellige former produktion. Når vi diskuterede og arbejdede i grupper på tværs af fag og ansættelsessteder, er det derfor klart, at vi udfordrede alle parters sædvanlige arbejdsmetoder. Samarbejdsprocesserne skabte derved muligheder for nye kollektive normer og værdier og fungerede på den måde som et udgangspunkt for lokal forandring i organisationerne.
Jeg bruger bl.a. termen ”postkonceptuel” for at understrege, at jeg ikke tager udgangspunkt i den modernistiske opfattelse af, at man skal være specialiseret for at lave kunst (uddannet som billedhugger f.eks.). Selvom vi f.eks. benyttede æstetiske objekter og artefakter i Visionsindustri, er jeg ikke optaget af, at de kunstneriske processer skal munde ud i noget smukt – eller have ”kunst” som et mål i sig selv for den sags skyld. I stedet inddrager jeg artefakter som en slags dialog-objekter, der er frugtbare for samtaler og diskussioner, fordi man typisk forholder sig til dem på mange forskellige måder, afhængigt af sin baggrund og aktuelle livssituation. Hvis man ønsker at skabe innovation og lokal forandring, er det afgørende, at disse forskellige tilgange til tingene bliver aktiveret. Derfor er det selve den kollektive proces, der opstår, når nogen diskuterer eller fremstiller et artefakt sammen, der interesserer mig – og det var også tilfældet i Visionsindustri.
Visionsindustri. Et indslag i processerne fra Frank på Basta: et artefakt fremstillet af
produktdele, nu med titlen livets træ.
Kunstens kritiske potentiale
Du er uddannet maler, men optræder i skiftende roller som kurator, græsrod, forsker osv. Hvordan vil du selv karakterisere din rolle som kunstner?
Grundlæggende ser jeg vel min rolle som ”deltagende kritisk.” Gennem tiderne har der altid eksisteret en strid om retten til at skrive menneskets fælles historie, og i den sammenhæng deltager kunsten jo aktivt i italesættelsen af tilværelsen, når den optræder i verden – både indenfor kunstinstitutionen, hvor kunsten kan optræde selvkritisk, og i samfundet som helhed, hvor den kan bedrive en bredere social refleksion. Jeg siger imidlertid hellere ”ja” end ”øv,” og ser det som min opgave at indgå i forskellige konkrete sammenhænge på en konstruktiv måde. Derfor opfatter jeg ikke min rolle som entydigt given, men som situationsbestemt.
Jeg forklarer min kritiske aktivitet vha. begrebskomplekset ”kreativ deltagende modstand.” Kreativitet er naturligvis en kapacitet, alle mennesker besidder, men hvor erhvervsvirksomheder typisk bruger kreative processer rationelt og problemorienteret, involverer kunstnerisk kreativitet også æstetiske og sansebaserede erkendelser. Derfor er det specielt for kunsten, at den kan operere strategisk – og dermed hensigtsmæssigt i forhold til virksomheders produktion – gennem en ressource som f.eks. tavs kropslig viden, der ellers ofte forbliver overset. Når jeg fletter ”kreativitet” og ”modstand” sammen i begrebkomplekset, er det fordi, jeg mener, at man umuligt kan være kreativ uden samtidig at ville forandre noget. F.eks. oplever jeg jo, at kunsten kan give virksomheder en basis for at undersøge deres egen organisationskultur og forhåbentlig forandre deres fremgangsmåder til det bedre. Med ”deltagelse” henviser jeg ikke mindst til, at man bedst og mest konstruktivt kan forandre eller kritisere situationer indefra.
Jeg tror i øvrigt, at de tværfaglige samarbejder mellem kunstnere og erhvervsliv har et stort potentiale mht. at udvikle et nyt kritikbegreb indenfor f.eks. området for arbejdsliv, organisation og ledelse – og indenfor kunstinstitutionen selv. Det er i hvert fald min egen overordnede interesse i øjeblikket.
Visionsindustri. Medarbejdere på LK laver en udsendelse til den foreslåede LK-radio.
Hvordan fungerer samarbejderne i praksis som kritik af kunstinstitutionen?
Jeg har allerede nævnt, at jeg ikke føler, at den modernistiske forestilling om en autonom og specialiseret kunstner, der udtrykker sig som en individuel kreatør af æstetiske objekter, er specielt konstruktiv i forhold til udviklingen af en kritik i dag. Faktisk er jeg i det hele taget meget ambivalent overfor betegnelsen ”kunstner,” der skaber lige så mange muligheder som misforståelser, når man – som jeg – deltager i tværfaglige samarbejdsprojekter, hvor deltagerne skaber en form for postkonceptuel kunst i fællesskab. Netop ved at indgå i den slags kollektive produktioner, er det imidlertid klart, at man implicit kan udfordre den modernistiske forestilling om kunstnerrollen og kunstens plads i samfundet. Samtidig bygger samarbejderne også på en slags underforstået kritik af kunstområdets institutioner. Vestsjællands Kunstmuseum indgik f.eks. i Visionsindustri for at sikre bredden i et samarbejde i lokalområdet og for at sikre en offentlighed omkring projektet. I stedet for at skabe et isoleret udstillingsprojekt, hvor museet definerede det kunstneriske råderum i forhold til traditionelle udstillingskrav, indgik det som en deltager i de fortløbende processer. Museet blev på den måde en ligeværdig samarbejdspartner, der havde en klar berettigelse og funktion, uden at det dog spillede en dominerende rolle. Tilsvarende kan samarbejdsprojekter forskyde virksomheders og andre institutioners privilegerede position på arbejdspladsen – og i livet. Hvor der tidligere har eksisteret radikale kritikker, som ønskede at nedbryde alle institutioner, nedtoner den postkonceptuelle kritik i stedet institutionernes privilegerede position gennem praktisk samarbejde.
Visionsindustri. Forslag til placering og design af mødested og lokale for LK-radio.
Lokal kritik af senkapitalismen
Hvis vi vender blikket mod samfundet som helhed, hvorfor mener du så, at det er nødvendigt at udvikle et nyt kritikbegreb?
Hvis man opfatter kunsten som en mulighed for at bedrive samfundsmæssig kritik, har man et problem i det øjeblik, man vil kritisere de kapitalistiske rationaler, vi ser i samfundet i dag. Det senkapitalistiske system næres af kritik, og dets drivende kraft er, at det indoptager kritik og derved bliver mere effektivt, innovativt og – i sidste ende – stærkere. Og når systemet absorberer alle kritiske positioner, er det ikke muligt at stå udenfor og råbe en kritik af ”det andet” ind, for vi er allerede selv en del af det andet. Helt konkret kan man f.eks. se den mekanisme, når kulturelle modbevægelser som punk og rap osv. med det samme bliver opsuget af markedet. Hvis vi skal styre senkapitalismens udvikling i en mere human retning, mener jeg derfor, at det er nødvendigt at udtænke nogle strategier for kritik, som er mere tidssvarende og på øjenhøjde med situationen.
Hvordan mener du, at kunstnere kan påvirke senkapitalismens udvikling?
Jeg tror ikke på den romantiske utopi om, at historien har et slutpunkt, eller at man kan udvikle en færdig og helstøbt kritik, som SÅ kan forandre verden. Det er ikke tilstrækkeligt at udfolde den slags færdige forestillinger, da de jo aldrig kan matche konkrete begivenheder. I mine øjne må nutidig kritik i stedet forholde sig til specifikke situationer og tage udgangspunkt i konkrete kontekster. Og der har kunsten en særlig evne til at udvikle nye lokale begreber, der kan gribe den konkrete virkelighed og undersøge bestemte problemer. Kunstnere orienterer sig mod, hvad der sker her og nu, og relaterer typisk deres forestillinger om verden til det, der møder sanserne i bestemte situationer. På den måde forvandler kunstnere hele tiden deres forestillinger og redskaber i forhold til deres kontekst – og kunsten er vel så et godt medium, når vi skal tilpasse vores forestillinger og redskaber til konkrete begivenheder og skabe os en position i verden. I bedste fald er kunst en lokal utopi.
Når vi taler om samarbejdsprojekter mellem kunstnere og virksomheder, er det selvfølgelig vigtigt, at de kunstneriske processer etableres i ligeværdigt samarbejde med de deltagende parter, for det handler om, hvad man kan udvikle sammen i en bestemt kontekst. Samtidig er det imidlertid klart, at kunstnerne bibringer en anden måde at arbejde på, når de bliver inviteret ind i en virksomhed, og hvis virksomheden skal udvikle sig, er det helt grundlæggende, at ledere og medarbejdere prøver at arbejde på den måde og ser, hvad det fører med sig. Det helt overordnede greb i Visionsindustri var da også, at deltagerne skulle producere ”kunst” sammen indenfor virksomhedernes ikke-kunstneriske sammenhæng. Selvom samarbejdet selvfølgelig også udfordrede kunstnerne på deres arbejdsmåder, åbnede forestillingen om ”kunst” op for sanselige og refleksive alternativer til de økonomisk rationelle og produktionsorienterede fremgangsmåder, virksomhederne normalt brugte. På den måde kan kunstnernes arbejdsmåde og tilgang til en situation bidrage til at udvikle en aktuel arbejdskultur og – forhåbentlig – gøre den mere bæredygtig.
Visionsindustri. Et kig ud i produktionshallen fra den færdige prototype til LK-radio,
der blev døbt den vise eg.
Så du er ikke så nervøs for diskussionen om, at Arts-in-Business er en ny produktionsform, hvor virksomheder kun optager kunstneres kreative og humanistiske praksisser for profittens skyld?
Jeg har i grunden ingen problemer med, at nogen tjener penge – så længe de ikke ødelægger andre menneskers muligheder for at leve det liv, de gerne vil. Men min pointe er, at kunsten overskrider virksomhedernes økonomiske målsætninger og bevæger sig hinsides dem, når den optræder som praktisk og situationsbestemt kritik. Som sagt er det ikke er muligt at stå udenfor senkapitalismen og kritisere, da den hele tiden indoptager kritik og på den måde styrker sine rationaler. Det betyder bl.a., at virksomheder i princippet kan bruge kunstneres kritik aktivt til at drive deres innovation og produktudvikling frem, og at kunsten i sidste ende understøtter profitmaksimeringen. I mine øjne må vi derfor acceptere, at udvikling af kritik i dag er uløseligt forbundet med de rationaler, virksomheder genererer profit efter – men også indse, at de ikke udelukker, at kunsten kan bibringe virksomheder nye måder at tænke på, som f.eks. kan medføre mere humane produktionsformer end dem, der var karakteristiske for industrisamfundet. Tværtimod! Hvis man f.eks. kan afskaffe ensidigt gentaget arbejde, som var et af temaerne i Visionsindustri, er det jo en helt klart god ting. Og selvom virksomheder f.eks. ikke omstrukturerer med æstetikker eller nye etikker som mål, men fordi de i sidste ende er vigtige for afsætningen af deres produkter, er jeg overbevist om, at de alligevel får en positiv effekt på virksomhedens kultur og de sociale omgangsformer.
Jeg opfatter egentlig ikke Arts-in-Business som en ny historisk produktionsform, men snarere som en tilstand eller et symptom på virkeligheden. I dag findes der nogle helt andre måder at producere på end tidligere, som giver kunsten nogle helt andre muligheder for at bedrive kritik.
Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:
Kapitalismens menneskelige ansigt – Interview med Lotte Darsø, hvis forskning bl.a. viser, at kunsten er et uvurderligt redskab for virksomheder i dag, hvis de skal klare udfordringerne fra nutidens vidensøkonomi.
Mødet med den anden – Interview med kunstner Morten Goll, der sammen med kurator Tone O. Nielsen har udviklet forskellige kunstneriske praksisformer, hvor mennesker kan mødes på andre betingelser end dem, det kapitalistiske system repræsenterer. I dette interview fortæller Goll nærmere om de overvejelser, integrationsprojektet Niagara Falls Artist Host Program bygger på.
I sammenhæng med disse artikler kan også læses 1.del af vores samtaler mellem Mikkel Bolt og Claus Beck-Nielsen, Der vinkes til mig. Her kritiseres samtidskunsten og dennes forsøg på via den relationelle æstetik at skabe alternative og utopiske fællesskaber og livsformer for i realiteten blot at skabe nye livsstilsrum, som kapitalismen uden videre kan overtage.
Læs mere om:
Kent Hansen og demokratisk innovation: www.demokratisk-innovation.dk
Visionsindustri handler om forskellige måder at organisere arbejde på og blev iværksat i forbindelse med en regional indsats mod EGA (ensidigt gentaget arbejde) i Vestsjællands Amt. Projektet blev realiseret som en tværfaglig erfaringsudveksling mellem kunstnerne N55, Superflex, Joachim Hamou og Kent Hansen, medarbejdere og ledere på virksomhederne LK i Ringsted og Basta i Korsør, Teknologisk Institut Arbejdsliv, Bedriftssundhedstjenesten Sorø og Vestsjællands Kunstmuseum.
