19.04.2017
Af Emil Olander Gravgaard
Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er i fuld gang, og Timothy George Kelly har travlt med at give interviews til såvel danske som udenlandske journalister. Hans bidrag til årets festivalprogram, “Brexitannia”, har været omgærdet af megen opmærksomhed, da filmen er den første af sin slags, der stiller skarpt på Storbritanniens beslutning om at forlade EU forrige sommer.
Filmen består af to dele, der med en vis distance til de dominerende positioner i den stærkt polariserede Brexit-debat, henholdsvis bærer titlerne: “The People” og “The Experts”. Første del, som udgør to-tredjedele af filmen, er, med Kellys ord, et forsøg på at tegne et portræt af en nation i denne epokegørende tid:
“Det vil selvfølgelig aldrig nogensinde kunne lade sig gøre, men ved at stille en hel masse forskellige mennesker det samme spørgsmål, havde jeg en forhåbning om, at jeg ville stå tilbage med en form for kollektiv meningstilkendegivelse, med alt hvad det indebærer af selvmodsigende udsagn.”
Så hvis første kapitel udgør filmens empiriske datamateriale, så må filmens andet kapitel være dens teoretiske overbygning. I denne del bidrager en række toneangivende intellektuelle, der blandt andre tæller Noam Chomsky, Guy Standing og Saskia Sassen, til at sætte fænomenet ind i en bredere historisk kontekst.
Jeg møder Kelly på hans hotelværelse i det indre København, og spørger indledningsvist ind til, hvilke tanker han havde gjort sig om filmprojektet, inden optagelserne begyndte, og om hvordan det udviklede sig, i takt med at arbejdet skred frem.
“Det kan være vanskeligt at forudse, hvad der kommer til at ske, imens man filmer, og da jeg så vidt muligt ville undgå at sætte alt for mange begrænsninger for mig selv, valgte jeg simpelthen bare at slippe tøjlerne løs. Jeg havde naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvor jeg gerne ville hen med projektet, men jeg lod det bevidst stå og flagre lidt i vinden,” forklarer han, og siger, at det, der i sidste ende var mest afgørende for den måde, projektet udviklede sig på, var den formmæssige rammesætning, som han havde sat op for sig selv.
Filmen består af en lang række, meget bredde optagelser i sort-hvid, med monologer der i nogle tilfælde strækker sig over flere minutter. Kelly forklarer, at det vidde format fungerede som et slags grammatisk regelsæt, som han forpligtede sig på at følge hele filmen igennem.
“Det var med til at strukturere indholdet i filmen, og det, at jeg ikke hele tiden blev konfronteret med valget mellem at filme fra den ene eller den anden vinkel, gjorde, at det, som interviewpersonerne sagde, kom til at fremstå en smule mindre tendentiøst. Det er ikke noget, jeg har gjort før, men set i bakspejlet kan jeg se, at det har været med til at åbne op for nogle helt nye perspektiver.”
“Jeg tror, det ville have været en helt anden film, hvis jeg for eksempel havde valgt at filme de interviewede helt tæt på, da alle de indtryk, man får fra deres omgivelser, i så fald ikke ville have været der. For det første synes jeg, at det er langt mere interessant, fordi det siger noget om, hvem de er, og hvor de kommer fra, og for det andet fungerer det virkelig, virkelig godt på det store lærred.”
Kulturelle og sproglige koder
Under optagelserne til “Brexitannia” rejste Kelly og hans kamerahold rundt i hele Storbritannien, og han interviewede mere end 100 forskellige personer. Han fortæller, at han i lang tid havde haft et ønske om at lave en dokumentarfilm om “almindelige mennesker”, men at de ofte ville spørge: “Hvorfor vil du dog snakke med mig?”, når han henvendte sig til dem.
Han forklarer, at mange folk fra det sydlige England ikke bryder sig særlig meget om at snakke: “De kan godt virke en lille smule reserverede nede sydpå, og generelt set er de mere tilbageholdende med at tale om dem selv.”
Men efter Brexit fik Kelly en anledning til at tale med dem, fordi det var et emne, som alle briter på det tidspunkt havde en holdning til:
“Jeg tror langt hen ad vejen, at det er et spørgsmål om klasse. Arbejderklassen har altid fået at vide, at de ikke er noget værd, så hvorfor skulle jeg have lyst til at tale med dem? Derudover er det også et kønsspørgsmål, for jeg oplevede tit og ofte, at det var sværere at komme til at tale med kvinder end mænd, og når jeg så endelig fik fat i en kvinde, så ville hun sige: “Det skal du tale med min mand om, han ved meget mere om sådan nogle ting end jeg gør.”
[blockquote text=”Arbejderklassen har altid fået at vide, at de ikke er noget værd, så hvorfor skulle jeg have lyst til at tale med dem?” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Kelly er til daglig bosiddende i London, men kommer oprindelig fra Australien, så jeg spørger ham, om han oplevede, at det var til hans fordel ikke at være brite?
“Jeg tror, at det at være australier har været noget nært den ideelle nationalitet i arbejdet med den her film. Kulturerne er så tæt forbundne, at langt de fleste briter anser en australier for at være meget mere ligesindet end en franskmand eller en tysker. Og desuden tror jeg, at mange ville være gået ud fra, at jeg havde en anden dagsorden, hvis jeg var europæer.”
“Men det er også vigtigt at bemærke, at mange af de mennesker, jeg talte med, ville have været endnu mere tilbageholdende, hvis jeg kom fra en middel- eller overklassebaggrund i London. Der er rigtig mange europæere, som ikke er bevidste om, hvor meget klassespørgsmålet stadigvæk fylder i Storbritannien. Så det, at jeg stod uden for de her dynamikker, gjorde, at jeg kunne slippe af sted med langt mere. Der er en form for neutralitet forbundet med det at være australier, som i det her tilfælde kom mig til gode.”
Depression og kynisme
Efter at have rejst rundt i Storbritannien er der umiddelbart to ord, der, for Kelly, karakteriserer stemningen i landet, og det er depression og kynisme:
“Det er det, vi allesammen føler indeni, og efter min mening er det den følelse af afmagt, som er kommet til udtryk ved afstemningen,” siger han, og fortsætter:
“Hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg, at al den snak der er om højrefløjspopulisme er lige til at lukke op og skide i. Det her fandt sted, fordi der ikke længere er nogen, der tror på det repræsentative demokrati, sådan som det ser ud i dag. Langt de fleste mennesker har mistet tiltroen til, at politikerne er i stand til at ændre noget som helst.”
For Kelly at se, handler Brexit med andre ord ikke så meget om højrefløjspopulismens genfødsel, som midterpolitikkens død, og selvom han ryster på hovedet, når han siger det, tror han, at beslutningen om at forlade EU har været med til at give håbet tilbage til rigtig mange briter.
[blockquote text=”Hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg, at al den snak der er om højrefløjspopulisme er lige til at lukke op og skide i. Det her fandt sted, fordi der ikke længere er nogen, der tror på det repræsentative demokrati, sådan som det ser ud i dag. Langt de fleste mennesker har mistet tiltroen til, at politikerne er i stand til at ændre noget som helst. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
En splittet arbejderklasse
Forskellen mellem valget af Donald Trump i USA og Brexit er, at briternes beslutning om at forlade EU er juridisk bindende, hvilket betyder at når først Artikel 50 er sat i kraft, er der ingen vej tilbage. Og det er noget af det, der, ifølge Kelly, gør Brexit til en helt afgørende historisk begivenhed.
Dette er også en af grundene til, at han valgte at inddele filmen i to separate afsnit:
“Ud fra et kunstnerisk perspektiv ville jeg nok have foretrukket at nøjes med det første kapitel, men på grund af emnets påtrængende karakter, var jeg også meget bevidst om nødvendigheden af at få kontekstualiseret det her fænomen.”
Ligesom eksperterne gør opmærksomme på i filmens anden del, mener Kelly heller ikke, at vi bør se Brexit som en afgrænset hændelse, men snarere som en del af en længere historisk udviklingslinje, hvis begyndelsespunkt skal findes i slutningen af 1970’erne:
“Selvom det efterhånden er ved at være lidt af en kliché at sige, så er der virkelig meget af det, der sker i Storbritannien i dag, som kan trækkes tilbage til Margaret Thatchers embedsperiode. Det satte den liberaliserings- og finansialiseringsbølge i gang, hvis åg vi stadigvæk lever under, og det har været med til at ændre helt grundlæggende ved den måde, vi forstår vores samfund på,” siger han.
“Et godt eksempel var da de konservative for nylig annoncerede, at Storbritannien nu har nået den laveste ledighed i fire årtier, hvilket de ser som et bevis på, at de arbejdsmarkedsreformer, der er blevet indført i de seneste år, har virket efter deres hensigt. Men det, som de imidlertid glemmer at fortælle er, at der i dag er flere millioner briter, som er ansat på det man kalder ‘zero-hour-contracts’, hvilket i realiteten betyder at de i bedste fald har en meget ustabil indtægt, og i værste fald slet ingen har.”
En af Thatchers største bedrifter var, ifølge Kelly, at hun formåede at bestikke arbejderklassen ved at give dem billigere adgang til lånemuligheder, sådan at de kunne investere i privat ejendom.
[blockquote text=”Selvom det efterhånden er ved at være lidt af en kliché at sige, så er der virkelig meget af det, der sker i Storbritannien i dag, som kan trækkes tilbage til Margaret Thatchers embedsperiode. Det satte den liberaliserings- og finansialiseringsbølge i gang, hvis åg vi stadigvæk lever under, og det har været med til at ændre helt grundlæggende ved den måde, vi forstår vores samfund på.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
“Det er selvfølgelig mere komplekst end som så, for der var garanteret også en helt masse folk i arbejderklassen, der følte sig holdt nede af den tids klassedynamikker, og det at få mulighed for at købe sit eget hus, og ikke længere være nødsaget til at bo i en almen bolig, havde en enormt stor symbolsk værdi for mange af dem.”
“Men alt andet lige så kan man ikke andet end at beundre, at Thatcher, gennem en så kort årrække, var i stand til at splitte den britiske arbejderklasse fuldstændig ad. For hvis du ser på det britiske samfund i dag, så er der stort set ingen solidaritet tilbage.”
Kunst og aktivisme
Kelly fortæller, at han altid har interesseret sig for politik, men at han også altid vil være kunster før aktivist. For ham at se hersker der et vist modsætningsforhold mellem kunst og aktivisme, og han mener, at det politiske engagement desværre ofte er ødelæggende for kunsten. Men spørgsmålet er, hvordan man kan engagere sig i politik og lave god kunst på samme tid?
“Jeg ville ønske, at de af mine venner, der interesserer sig for politik, havde bedre smag i kunst, og at mine kunstnervenner gik mere op i politik. Men jeg tror desværre, at de to ting er blevet skilt ad, hvilket et eller andet sted er ret sigende, for det som sker i Storbritannien i de her år. For det er næsten umuligt at etablere sig som kunster, hvis ikke man kommer fra en middelklassebaggrund, og det har desværre den konsekvens, at der ikke er særlig mange fra underklassen, der laver kunst, hvilket, for mig at se, er et stort samfundsmæssigt problem,” siger han.
[blockquote text=”I stedet for at tage afstand fra ‘leave’-vælgerne, burde den britiske elite kigge indad og spørge sig selv, hvorfor udfaldet af afstemningen blev sådan som den blev. For mig at se handler det her ikke kun om frygten for indvandrere. Det handler langt hen ad vejen også om en politisk elite, der er fuldstændig ude ad trit med sine vælgere.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
“Selvom det er kontroversielt at sige, så mener jeg, at den britiske middelklasse har et langt større problem med racisme end underklassen har. De er bare meget bedre til at kode deres sprogbrug sådan, at det ikke kommer til at fremstå sådan. I stedet for at tage afstand fra ‘leave’-vælgerne, burde den britiske elite kigge indad og spørge sig selv, hvorfor udfaldet af afstemningen blev sådan som den blev. For mig at se handler det her ikke kun om frygten for indvandrere. Det handler langt hen ad vejen også om en politisk elite, der er fuldstændig ude ad trit med sine vælgere. Og hvis kunsten kan bidrage til at minde dem om det, så synes jeg, det er godt.”
Den flydende masse
En af de ting som er mest vellykket ved “Brexitannia” er, at den netop ikke arbejder ud fra en fastsat politisk dagsorden: den er hverken “pro-remain” eller “pro-leave”. Men den historie som fortælles kan bidrage til at udfordre det narrativ, som har været fremherskende i medierne siden afstemningen, hvor særligt “leave”-vælgerne beskrives som værende en del af en populistisk massebevægelse, hvis ansigt desværre ofte forbliver anonymt.
“‘Brexitannia’ er min beskrivelse af et demokrati med alle dets fejl og mangler. Jeg tror ikke, der findes noget, der er mere modsætningsfyldt end et demokrati, og det er det, der gør det så forbandet interessant at undersøge som dokumentarist. Hvorfor ikke se nærmere på, hvad den her flydende masse består af, og prøve at kigge på, hvad der sker derinde? Hvem ved, måske findes den i virkeligheden slet ikke?”
