Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Kan man leve uden tyggegummi?
 

Kan man leve uden tyggegummi?

19.6.2015

Af Morten Ammitzbøl

Den lille ø-stat Singapore fremhæves ofte som repræsentant for en såkaldt ‘asiatisk kapitalisme’, der forener markedsøkonomi med et autoritært politisk etpartistyre.

Hovedarkitekten bag denne statsform – i Vesten tit symboliseret af landets notoriske tyggegummiforbud – er landets første premierminister Lee Kuan Yew, der gik bort d. 23. marts i år. Denne var især kendt som bannerfører for de i 1990erne meget omtalte ‘asiatiske værdier’, der markerede en række asiatiske staters afstandtagen fra Vestens liberale demokratier med deres fokus på menneskerettigheder.

Men hvem var Lee Kuan Yew, og hvorfor valgte han og landets andre ledere den vej, de gjorde? Repræsenterer landets statsform et konkurrerende alternativ til Vestens kombination af kapitalisme og liberalt demokrati? Og er Singapores befolkning parat til større politisk frihed?

Turbulens mødtes med lektor ved DPU Søren Christensen, der har været på flere forskningsophold i Singapore og skrevet en række artiklerSøren Christensen, ‘Asiatiske kapitalismer. Singapore mellem ‘asiatiske værdier’ og ‘det nye Asien’’ i Raffnsøe-Møller, Morten et. Al (red.), Kapitalismens ansigter, Aarhus: Philosophia, 2012; Christensen, Søren, ‘”A fair, not welfare society”. Velfærd, overlevelse og race i Singapore’ i Højrup, Thomas & Bolving, Klaus (red.), Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform?, København: Museum Tusculanums Forlag, 2007.om landet, til en snak om Singapores vej fra udviklingsstat til velstående globalt finanscentrum. Samtalen kommer også ind på den politiske situation i landet aktuelt.


For nylig døde Lee Kuan Yew, Singapores ‘landsfader’ og premierminister gennem mere end tre årtier. Hvis man skal starte fra begyndelsen, hvad var Lee Kuan Yew så for en person?

Som udgangspunkt var han et produkt af det britiske kolonistyre, der regerede Singapore fra 1819 til 1959. Han kom fra en velstående familie, som var en del af landets indfødte elite. I hans barndomshjem blev der talt engelsk og malay, og først meget senere lærte han at tale kinesisk (knap 80% af singaporeanerne er kinesere, red.). I det hele taget var han kulturelt orienteret mod Storbritannien. Dengang gik han også – meget sigende – under navnet Harry Lee.

Efter 2. verdenskrig kommer han til England, hvor han uddanner han sig på Cambridge og begynder at engagere sig i politik sammen med medstuderende fra Singapore og det senere Malaysia. Han får tætte kontakter til Labour-partiet og betragter den britiske velfærdsstat som et civilisatorisk ideal for en postkolonial malaysisk stat, som, forestillede man sig, Singapore skulle være en del af.

I 1959, da Singapore landet får selvstyre, kommer han så til magten som leder for partiet PAP (People’s Action Party, red.). Partiet er på dette tidspunkt en lidt mærkelig blanding af britisk-uddannede akademikere som ham selv og kommunist-sympatiserende, kinesisk-talende fagforeningsfolk. Forklaringen er, at det kun var i kraft af denne alliance, at partiet kunne vinde valget.

Lee Kuan Yew har som nævnt det politiske mål, at Singapore skal være (en uafhængig) del af Malaysia, hvilket den kommunistisk-orienterede gruppering er imod, hvilket er en af grundene til, at der allerede i begyndelsen af 1960erne sker et brud, hvorefter uafhængige fagforeninger opløses, og de mere undertrykkende aspekter af PAPs styre begynder at vise sig.

PAPs mål lykkes i første omgang, men allerede i 1965 er konflikterne med Malaysia så store, at Singapore må træde ud af samarbejdet. Det nye orienteringpunkt for PAP bliver i stedet at gøre denne ‘lille røde prik’ i bunden af Malay-halvøen til en selvstændig og levedygtig stat. National overlevelse i en fjendtlig omverden bliver nu det centrale, og det er her, Singapores særlige profil som en udviklingsstat styret med hård hånd af PAP begynder at vise sig.

Da Singapore bliver selvstændigt, består landet af forskellige etniske grupperinger – primært kinesere, malayer og indere – der kulturelt er meget forskellige, og som i høj orienterer sig mod deres hjemlande. Hvordan imødekommer PAP dette etnisk fragmenterede civilsamfund?

En af grundene til, at PAP ikke ønsker en selvstændig singaporeansk stat, er netop den etniske fragmentering samt det, at Singapore har en stor kinesisk majoritet i en region domineret af malayer. Da landet så alligevel bliver selvstændigt, vælger PAP en politik baseret på multiracialisme: Selvom landet mestendels består af kinesere, definerer landet sig ikke som et ‘tredje Kina’ (efter Kina og Taiwan), men som en multiracial, sydøstasiatisk stat.

Det er imidlertid først multiracialismens sammenkobling med et andet begreb, meritokrati, der adskiller Singapore fra andre erklærede multiraciale stater som eksempelvis Malaysia. Den malaysiske udgave af multiracialisme indebærer særlige privilegier for den malaysiske del af befolkningen. I modsætning hertil definerer Singapore sig som en meritokratisk stat, hvor alle har lige vilkår, og hvor det er hårdt arbejde og ikke race, der skal determinere muligheden for at skabe sig en tilværelse og komme frem i verden.

Samtidig er der det særlige aspekt ved Singapores befolkning, at næsten alle er immigranter – eller efterkommere af immigranter. Derfor opfinder regeringen en særlig ‘migrant-figur’, der er kendetegnet ved IKKE at have en specifik kultur, og som på individuel basis tager ud i verden og skaber sig en tilværelse. Denne uafhængige, stræbsomme migrant, der går på tværs af racetilhørsforhold begynder man at fremhæve som nationsbærende figur for det meritokratiske, multiraciale samfund. Den skal inspirere befolkningen til at få en uddannelse, tjene penge og komme frem i verden – og på den måde understøtte statens overlevelsesprojekt.

Lee Kuan Yew er især kendt som fortaler for de såkaldte ‘asiatiske værdier’. Hvad dækker disse over – og hvad er historien bag dem?

Meget simpelt sagt er asiatiske værdier forestillingen om, at i asiatiske samfund er fællesskabet mere centralt end individet. Det indebærer, at individet har pligter over for fællesskabet i højere grad, end det har rettigheder i forhold til det. Det harmoniske fællesskab – hvad enten det er nationen eller familien – er her vigtigere end individets ret til at leve, som det har lyst til.

Begrebet begynder først at spille en rolle på den internationale scene i begyndelsen af 1990erne, hvor de primære bannerførere udover Singapore er Malaysia og til dels Kina. Her er det en del af en international konflikt om menneskerettigheder og mere generelt om, hvilke samfundsformer, der er legitime i den globale orden efter den kolde krigs afslutning. Men i Singapore går diskussionen om asiatiske værdier helt tilbage til 1970erne. Jeg har prøvet at analysere de asiatiske værdier som noget, der langt hen af vejen kommer til Asien fra Vesten. Eller i hvert fald som et værdisæt, der er del af en bredere international reaktion mod ungdomsoprøret og velfærdsstaten efter den første oliekrise i 1970erne.

Asiatiske værdier opstår i Singapore som et forsøg på at vaccinere befolkningen mod de kulturelle strømninger, der præger USA og resten af vesten i begyndelsen af 1970erne. De primære symbol på disse strømninger er hippie-kulturen: Singapores ledere holder taler om ‘hippie-truslen’, man klipper hippier korthårede i Changi-lufthavnen, og på offentlige kontorer meddeler skilte, meget karakteristisk for Singapores særlige pedantiske styreform, hvor intet er for småt til at blive reguleret, at mænd med langt hår vil blive betjent sidst.

Så opdagelsen af asiatiske værdier kan siges at være en konsekvenser af Vestens økonomiske og kulturelle krise i 1970erne?

Det vil jeg langt hen af vejen mene. Indtil starten af 1970erne fungerer den britiske velfærdsstat som en utopisk horisont for samfundsudviklingen, og PAP er stadig tæt på Labour, selvom der begynder at være konflikter over førstnævntes repressive metoder overfor politiske modstandere.

Det begynder at skifte i 1970erne, fordi Lee Kuan Yew og PAP langt hen af vejen tilslutter sig den konservative analyse af 1970ernes krise som velfærdsstatens krise. Det er i deres optik velfærdsstaten, der fremmer hippier, narkomaner og dropouts – alt det man blandt konservative opfatter som udtryk for sociale og kulturelle patologier i de vestlige samfund. Selv det amerikanske nederlag i Vietnam kobles til denne diagnose. Så mobiliseringen af racefigurerne og den kulturelle ballast handler også om at vaccinere imod udviklingen af en velfærdsstat.

Ligger de asiatiske værdier i forlængelse af forestillingerne om multiracialisme, meritokrati og migranten som kulturel figur, eller markerer de et ideologisk skift?

Begge dele. Det ligger klart i forlængelse af multiracialismen, men denne får nu en større og væsentligere betydning. Den oprindelige strategi gik som nævnt ud på at priviligere den a-kulturelle og stræbsomme migrant på bekostning af de ‘tilbagestående’ racetilhørsforhold, der kun skabte ballade. I 1970erne får racerne imidlertid en større politisk betydning, da det netop er igennem dyrkelsen af dem, at befolkningen skal vaccineres mod indflydelse fra den vestlig kulturs uheldige sider. Så man kan sige at racerne re-mobiliseres, fordi de bliver politisk centrale på en måde, de ikke er i 1960erne.

Hvis man skal forfølge de asiatiske værdiers udvikling lidt længere frem, så sker der det, at de i 1980erne kobler sig på diskussionen om ‘konfuciansk etik’, som opstår indenfor især amerikansk økonomisk sociologi, og som især er knyttet til Japans indtog som en ny konkurrent på den globale scene. Allerede i 1970erne beskriver Daniel Bell ungdomsoprøret og det amerikanske hegemonis forfald både økonomisk og kulturelt som et produkt af den puritanske eller protestantiske etiks forfald i en hedonistisk kultur knyttet til stoffer, rockmusik osv. Den form for stræbsomhed og disciplin, som kendetegnede den puritanske og protestantiske etik, genopdager konservative økonomiske sociologer i stedet først i en japansk og senere i en østasiatisk sammenhæng. Og den kalder de altså for konfuciansk etik.

Det er jo særligt interessant ift. Max Weber, der netop forsøgte at vise, hvordan konfuciansk etik ikke duede som grundlag for en kapitalistisk udvikling. Nu bliver konfuciansk etik omvendt brugt som direkte forklaring på den enorme økonomiske fremgang først i Japan, senere i ‘de fire små tigere’ (Singapore, Hong Kong, Taiwan og Sydkorea, red.) og endelig i Kina.

Den afgørende forskel på puritansk/protestantisk og konfuciansk etik er dog, at sidstnævnte tænkes inden for en mere kollektivistisk horisont. Det hænger igen sammen med 1970ernes tematisering af vestlig individualisme som ledende til en patologisk og klientelistisk individualisme, hvor man bare rager til sig uden at føle, at man skylder fællesskabet noget. Den kollektivistiske horisont, der tidligere blev set som en hindring for økonomisk vækst, bliver nu set som en fordel ift. en ny form for industrikapitalisme, hvor det ikke længere er den individuelle entreprenør, der er i centrum, men den velfungerende og effektive organisation.

Du sagde før, at diskussionen om asiatiske værdier først bliver internationalt tydelig i starten af 1990erne. Hænger det også sammen med kommunismens sammenbrud?

Det hænger først og fremmest sammen med, at man flere steder i Sydøstasien føler sig udsat for en aggressiv og messiansk propagandering af menneskerettigheder og det liberale demokrati, som i Vesten fremhæves som den eneste holdbare og værdifulde samfundsform efter afslutningen på den kolde krig. Asiatiske værdier er helt klart del af en mod-mobilisering ift. til det.

Men ja, jeg tror også, man skal være opmærksom på den rolle, Sovjetunionens sammenbrud spiller for Lee Kuan Yew og mange andre – eksempelvis de kinesiske ledere. Hans efterfølger Goh Chok Tong udtaler i begyndelsen af 1990erne, at han ikke vil huskes som ‘Goh-ba-tjov’. Dvs. at man for alt i verden vil undgå den skæbne, Sovjetunion fik. Man vil ikke kaste sig ud i ukontrollerede politiske reformer, som får deres eget liv og fuldstændig opløser den samfundsform, man forsøgte at reformere.

Man må dog tilføje, at der for Singapores vedkommende er et solidt element af hykleri i snakken om asiatiske værdier. På den ene side kritiserer man USA aggressivt – ikke mindst i Clintons første år som præsident, hvor den hashrygende og utro militærnægter Clinton ses som inkarnationen af det moralske forfald i Vesten, de asiatiske værdier er vendt imod. På den anden side anfægter dette på ingen måde den økonomiske eller geopolitiske alliance med USA. Så på den måde er der et element af spil for galleriet over de asiatiske værdier. Samtidig med at man helt oprigtigt tænker: ‘Vi har faktisk opskriften på overlegen form for kapitalisme, der i dag har langt større disciplin og effektivitet end den vestlige. Vi kan skabe økonomisk udvikling uden at skabe social uorden.’

I perioden siden Singapores uafhængighed er industrikapitalismen i et stort omfang blevet suppleret af en ‘videns-’ eller ‘kreativitetsøkonomi’ – dvs. en økonomi baseret på skabelsen af immaterielle værdier som viden, innovation, læring osv. Hvordan har denne udvikling påvirket situationen i Singapore?

Som afslutning på debatten om asiatiske værdier kan man sige, at hele diskussionen om asiatiske værdier hviler på en bestemt præmis: At Vesten, med USA i spidsen, er i forfald. Og det er netop den, der – til de flestes overraskelse – viser sig ikke at holde stik i sidste halvdel af 1990erne, hvor USA vender triumferende tilbage som central spiller i verdensøkonomien. Endda i en ny rolle som ledende kraft i en ny form for informations- og vidensbaseret kapitalisme, som især OECD meget aktivt er med til at lancere. Det er klart et chok for den kapitalisme-forestilling, de asiatiske værdier var bygget på, og det bliver selvfølgelig også forstærket af den asiatiske finanskrise i slutningen af 1990erne, som sætter hele regionen tilbage.

De asiatiske værdier var som nævnt i hele deres udspring vendt mod det modkulturelle værdisæt, og langt hen ad vejen er det jo netop dette værdisæt, der i en udvandet og tæmmet form bliver grundlaget for, hvad denne nye kreativitetsøkonomi handler om, og hvad det er for kvaliteter, der tænkes at skabe økonomiske konkurrencefordele. Kreativitet og det at kunne agere på egen hånd i stedet for at gøre, som der bliver sagt, bliver set som centrale forudsætninger for at skabe vækst, hvilket tvinger Singapore til at gentænke, hvad der skal til for at klare sig i denne nye globale økonomi.

For at imødekomme udviklingen indleder man fra 1997 en serie af uddannelsesreformer, som har til formål at skabe nye læringssubjekter, som lærer og bruger deres viden på en anden måde, end Singapores uddannelsessystem traditionelt har tilstræbt. Målet er at skabe individer, som selv kan tage initiativ og være ansvarlige for deres egen læring. Samtidig sker der også reformer af økonomien med henblik på at fremme entreprenørskab og skabe bedre muligheder for kreative industrier. Men der sker ikke nogen store politiske forandringer. Og det er nok i en forstand det paradoks, som Singapore stadig kæmper med i dag.

Ja, man kunne godt forestille sig, at man i forsøget på at skabe anderledes initiativrige og risikotagende subjekter ville slække på den autoritære lovgivning.

Det gør man sådan set også – det sker bare meget forsigtigt. Der er i gennem de sidste 10-15 år sket en masse liberaliseringer på specielt det kulturelle område. Censuren er blevet slækket, og der er ikke egentlige forsøg på at censurere internettet og andre alternative informationskilder. Så på den måde er der igangsat en proces, hvor grebet på en lang række forskellige parametre bliver løsnet – men netop kun løsnet. Der sker ikke nogle virkelige strukturelle forandringer af den politiske kultur. Der er nok en forestilling om, at man kan ‘kompartmentalisere’ processen, så man ved at reformere uddannelsessystemet, liberalisere økonomi og kulturliv kan skabe mere initiativrige og selvstændige individer – men vel at mærke indenfor rammerne af samme politiske kultur.

En anden og i virkeligheden mere væsentlig måde, man forsøger at imødekomme udviklingen på, er ved at importere kreativitet udefra. Man forsøger at gøre det mere attraktivt for kreative industrier og den globale kreative klasse at bosætte sig i Singapore, og ‘global city’ bliver et mantra, der har til formål at gøre Singapore til et indbydende sted at være for forskere, reklamefolk og succesfulde kunstnere. Og for at tiltrække dem, arbejder man på at gøre Singapore til et mere tolerant og åbent samfund. Selvom homoseksualitet stadig er forbudt, så bruger regeringen ikke kræfter på at gøre livet surt for homoseksuelle. Og hvis man bare holder med mund med det, kan man sagtens blive ansat i statsapparatet. I den forstand kan man sige, at det centrale initiativ går på at være en tolerant, åben, multikulturel by, hvor kreative sjæle har lyst til at komme og bosætte sig.

Singapores politik i forhold til kasinoer er et godt eksempel på dette. Tilbage i 1960erne blev enhver form for spil forbudt, fordi kineserne har ry for at være gamblere , og den dekadence ville Lee Kuan Yew og hans kammerater ikke stå model til. Men omkring 2005 opdagede man, at kasino-branchen var enormt lukrativ og kunne bruges til at markedsføre Singapore som en ny, åben og mere risikovillig by. Man byggede derfor to kæmpestore kasinoer. Der er blot det ved det, at mens udlændinge frit kan besøge dem, skal singaporeanerne betale et stort beløb – i omegnen af 1000 kr. om året – for at få adgang. Det illustrerer strategien om at importere kreativiteten udefra, mens singaporeanerne fortsat skal være sparsommelige og hårdtarbejdende subjekter.

Så de asiatiske værdier er altså ikke helt opgivet? De er snarere blevet kombineret med nye, kreative værdier?

Der tales meget lidt om asiatiske værdier i dag. Som sagt er det et mål, at befolkningen skal blive mere initiativrig og risikovillig, men samtidig virker der også nogle gange, som om PAP lidt har opgivet singaporeanerne, som de betragter som uselvstændige og frygtsomme – ironisk nok på grund af PAPs egen styreform – og derfor hellere vil satse på andre asiater, der er mere ‘sultne’ og risikovillige. Lee Kuan Yew sagde det meget smukt i forbindelse med kasinoerne: ‘Let the tourists play; we singaporeans take a proper rest and prepare for work’. Det er den opdeling, der stadig er stærke reminiscenser af. Det hænger også sammen med, at regeringen ikke har noget bud på, hvordan man kan gøre singaporeanerne kreative og risikotagende, uden at det vil få store konsekvenser for den politiske kultur.

Udover skiftet fra industri- til vidensøkonomi er en stor udvikling i de sidste årtier verdensøkonomiens globalisering – dvs. at nationernes økonomier i stigende grad integreres og indgår i konkurrence med hinanden. Hvordan har denne udvikling påvirket situationen i Singapore?

Konkurrencedagsordenen har, vil jeg mene, langt hen af vejen været en fordel for Singapore og har bidraget til at højne landets status internationalt. Forestillingen om verden som et globalt marked, der opstår i 1990erne efter den kolde krig, bliver virkelig taget imod med kyshånd i Singapore, fordi det passer med, hvordan staten altid har legitimeret sig selv. Det er i øvrigt en anden del af historien om Lee Kuan Yew: I udgangspunktet er han inspireret af Labours britiske socialisme, men hen af vejen bliver det snarere den britiske socialdarwinisme, som bliver den centrale arv fra hans tid i Storbritannien. Den er denne her stenhårde konkurrenceorientering, hvor man ikke kan læne sig op af andre, konstant er udfordret på overlevelsen og derfor er tvunget til hele tiden at konkurrere. Det er netop det, som det meritokratiske princip går ud på: Alle er i samme situation og er nødt til at konkurrere for at overleve.

Man har altid kritiseret Singapore for, at landet bliver drevet som en stor virksomhed, hvor alt underordnes ønsket om at klare sig bedst muligt på et globalt marked. Men denne kritik har i en vis forstand mistet sit bid, fordi det kan man sige om stort set alle stater i dag. Konkurrencen mellem stater i dag handler også om, hvilke statsformer der er bedst tilpassede til de nutidige konkurrencevilkår – og her er det ikke indlysende, at de liberale demokratier er de ‘stærkeste’ konkurrencestater. Så selvom den politiske kritik af Singapore for dets mangel på menneskerettigheder og friheder ikke forstummer helt, så bliver den i hvert fald betydeligt mindre massiv, end den har været hidtil.

Man hører ofte det argument, at har man først kapitalisme og økonomisk velstand, så er vejen banet for demokrati, menneskerettigheder osv. Men Singapore synes at afkræfte den tese: Landet er et topmoderne finanscentrum med velstående indbyggere, men politisk er det et af de mest ufrie lande med lav pressefrihed og begrænset fokus på menneskerettigheder. Hvorfor er den økonomiske liberalisme ikke blevet ledsaget af en politisk?

Det er jo på mange måder 1000-dollar-spørgsmålet. Jeg så forleden Singapore beskrevet som en ‘massiv anomali’ – det rigeste samfund i verdenshistorien, som ikke er et demokratisk samfund. Men anomalien kan man godt stille spørgsmålstegn ved, endda på flere måder. Den første ville være at sige, at Singapore ikke er en anomali, fordi landet faktisk stille og roligt ved at blive et demokrati. Jeg tror, de fleste er enige om, at 2011 var et skelsættende år i Singapores nyere politiske historie (PAP led en historisk stor tilbagegang i vælgertilslutningen, red.).

Jeg var første gang i Singapore i 2003, og rigtig meget har forandret sig siden da. Specielt de sociale medier og internettet har spillet en enorm rolle – også fordi befolkningen er engelsktalende, hvilket gør det let for dem at søge informationer andre steder end i de nationale medier. Og der findes også masser af blogs, hvor regeringen bliver kritiseret sønder og sammen. Så en måde at fremskrive det på er ved at sige: det kan godt være, det kommer sent og går langsomt, men stille og roligt er Singapore ved at blive et ‘normalt’ demokratisk samfund.

Et modsat, og måske i virkeligheden mere plausibelt svar, ville være, at Singapores quasi-autoritære statsform IKKE er mindre stabil end de liberale demokratier. Jeg læste for nylig en interessant tekstIvan Krastev, ‘Paradoxes of the New Authoritarianism’, Journal of Democracy, 22/2, 2011 af den bulgarske politolog Ivan Krastev, som kommenterede på tesen om, at vi har fået en form for autoritær kapitalisme, som er en konkurrent til den liberale kapitalisme – Singapore, Kina, Rusland og til dels Ungarn fremhæves her som de primære eksempler. Krastev siger så: Det bemærkelsesværdige er ikke, at der er opstået konkurrerende former for kapitalisme, men at der er opstået en række tilfælde, hvor det er svært at se forskel på liberal og autoritær kapitalisme. Så det centrale er ikke dikotomien mellem demokrati og autoritarisme. Det centrale er, at vi har fået en flydende zone, et ingenmandsland mellem demokrati og autoritarisme, og det er måske netop der, at autoritære former kan trives.

Krastev citerer Samuel Huntington for at sige, at ‘liberalized authoritarianism is not a stable equilibrium; the halfway house does not stand’. Men pointen er måske den modsatte. Mere velstående, veluddannede og veloplyste befolkninger gør ikke overgangen til ‘rigtigt’ demokrati uundgåelig. De kan tværtimod føre til en stabilisering af autoritære styreform i grænselandet mellem demokrati og autoritarisme. I den forstand kan man måske tale om, at vi får en form for ‘advanced authoritarianism’, lige som man i Foucault-inspireret politisk teori har talt om ‘advanced liberalism’ i forhold til de nutidige vestlige liberale demokratier.

Singapore er måske det allerbedste eksempel på dette. Man har et form for autoritær styreform – og samtidig en velstående, veluddannet og globalt orienteret befolkning. Er det en uløselig modsigelse, som nødvendigvis må føre til et opgør med det autoritære styre? Man kunne også sige, at det paradoksalt nok bidrager til at minimere omkostningerne ved at leve under et autoritært styre – og dermed gør det vanskeligt at skabe en mobilisering imod det.

Hvis man bor i Singapore, som jeg har gjort i perioder, oplever man ikke, at man ikke kan leve et normalt liv og have sine meninger osv. Normalt vil man sige, at får man en mere veluddannet og velstående befolkning, som i Singapores tilfælde endda taler engelsk, så vil de få adgang til alternative informationskilder, som kan være baggrund for mobilisering imod det autoritære styre, de er underkastet. Men man kan også sige, at det skaber muligheden for, at de kan leve et stort set normalt liv inden for rammerne af en autoritær styreform.

Det er jo ikke sådan, at hvis Singaporeanere kommer til Danmark eller andre vestlige lande, oplever de pludselig, at verden ser helt anderledes ud, end de troede. De er udmærket godt klar over, hvordan andre ser på dem, hvordan forholdene er andre steder, og de er bevidste om de problematiske aspekter ved deres eget samfund. De lever et liv, som er så frit og så ‘normalt’ i den liberale forstand, at de et eller andet sted mangler de et incitament til at mobilisere imod det.

Så tesen om, at en undertrykt befolkning bare ikke ved, at et bedre samfund er muligt – den er måske lidt forkert?

Den er i hvert fald ikke automatisk rigtig. I Singapores tilfælde har fraværet af korruption uden tvivl også spillet en stor rolle. Jeg tror, at korruption er et af de vigtigste årsager til populistiske, folkelige mobiliseringer imod undertrykkende regimer. Forestillingen om en korrupt elite, der rager samfundets rigdomme til sig, er en ekstremt mobiliserende forestilling, som eksempelvis spillede en kæmpe rolle i Sydkoreas overgang til demokrati: Selvom man skabte økonomisk udvikling, var samfundet dybt korrupt.

Dette er ikke tilfældet i Singapore. Som Lee Kuan Yew engang sagde: ‘Jeg er den højest betalte og den fattigste premierminister i den tredje verden’. Underforstået: han var den eneste, der fik hvad han fik, og ikke bare ragede til sig. Det betyder ikke, at der ikke er folkelig utilfredshed med de skyhøje lønninger, Singapores regering og topembedsmænd får, men der er stadigvæk langt til forestillingen om en korrupt elite. En tredje og afgørende ting er fraværet af ideologi. I Østeuropas tilfælde var det i høj grad den absurde diskrepans mellem de ideologiske idealer, man hævdede at basere sig på, og den virkelighed, folk oplevede, der endte med at knække regimerne. I Singapores tilfælde er der ingen store idealer, som man kan holde realiteten op imod. Der er kun den her driftsøkonomiske fornuft, og så længe regimet leverer på den front, er det svært at pege på et hykleri eller en ideologisk modsigelse, som man kan mobilisere sig imod.

Man må dog tilføje, at der er ét punkt, hvor der er en art ideologisk modsigelse, og det er netop ift. konkurrenceforestillingen. PAP og Lee Kuan Yew er folk, der snakker om konkurrence, konkurrence og atter konkurrence. Men der er ét område, hvor de ikke praktiserer konkurrence, og det er på det politiske niveau. Lee Kuan Yew var selv en mand der kæmpede sig til magten i en stenhård kamp med modstandere, men de efterfølgende generationer har fået magten forærende. De har aldrig været ude i en egentlig politisk konkurrence med en opposition.

Ja, magten går jo bogstavelig talt i arv – Lee Kuan Yews ældste søn Lee Hsien Loong er premierminister i landet i dag.

Ja, i den forstand er der elementer af dynastisk politik også i Singapore. Der er ingen tvivl om, at Lee Hsien Loong er kompetent til sit job, men at magten på den måde går i arv fra far til søn, det er tæt på nogle aspekter af asiatisk kultur, som man i Singapore ellers har haft meget travlt med at tage afstand fra. Men der kan man sige, at siden 2011 er singaporeanerne faktisk begyndt at holde PAP op på deres egne konkurrenceforestillinger – også på det politiske niveau. Og derfor har oppositionen vundet alle de småvalg, der har været siden 2011. Det betyder dog ikke, at PAP mister magten ved næste valg, da de er rigtig gode til at forhindre oppositionen i at stille med et hold, der kan konkurrere med deres egne ekstremt intelligente og højtuddannede teknokrater.

Et helt andet spørgsmål er så, om oppositionen er interesseret i at lave en masse ting om, eller de bare vil føre en variant af samme politik.

Det tror jeg, de langt hen af vejen vil. Man kan ikke vinde et valg i Singapore ved at føre en radikalt anderledes politik. Men omvendt vil jeg også sige, at Singapores nuværende politiske styreform jo ikke er nogen naturnødvendighed. Singapore var et meget demokratisk samfund bare tilbage i 1950erne og begyndelsen af 1960erne, indtil PAP kom til magten. Singapore kunne godt være et højperformativt og væsentligt mere demokratisk samfund end det er nu. PAP har levet af fortællingen om, at Singapores historie og geopolitiske position betyder, at sikkerhed og økonomisk succes nødvendigvis må betales med en vis grad af ufrihed. Hvis oppositionen skal vinde, kræver det, at de kan overbevise befolkningen om, at det ikke behøver at være tilfældet – at de godt kan få kompetent regeringsførelse og en højperformativ økonomi uden de nuværende omkostninger.

Den tanke tror jeg mange i princippet er villige til at tilslutte sig. Men igen: Det kræver, at oppositionen er i stand til at stille med et hold, der kan overbevise om, at den teknokratiske styring er på det vante niveau. Og der har Singapore stadig elementer af en frygt-kultur: Der er masser af højtstående embedsmænd, som har studeret på de amerikanske og britiske universiteter, og der er de jo blevet socialiseret i deres måde at tænke på, og jeg er sikker på, at mange af dem langt hen af vejen sympatiserer med oppositionen. Men at træde frem og erklære sig som sympatisør for oppositionen ville være det samme som at ødelægge ens karriere i landet.

Så i den forstand er der nogle forudsætninger for, at der pludselig kan ske ændringer, men der er også nogle forhindringer. Igen: omkostningerne ved PAP-styret er så relativt små, livet minder så meget om livet i andre avancerede kapitalistiske stater, at det er svært for alvor at mobilisere mod det med de omkostninger, det nødvendigvis må have. De fleste kan trods alt godt leve med ikke at kunne tygge tyggegummi.