27.5.2010
Af Katja Marie Rønnike og Trond Poulsen
Det islandske parlament har ovenpå finanskrisens rasen vedtaget en lov, der påkræver alle større virksomheder at have mindst 40 % af hvert køn siddende i bestyrelserne inden september 2013. Det er et skridt i den rigtige retning, mener den islandske økonom Hrund Rudolfsdottir, der efterlyser mere diversitet og flere feminine værdier i forretningsverdenen.
Du taler i kølvandet på finanskrisen – der har kradset særligt meget på Island – om dominansen af maskuline værdier i den finansielle sektor…
Vi har gennem de sidste tiår været fokuserede på meget kortsigtede finansielle succeskriterier i vores værdiforståelse. Den finansielle sektor tænker oftest kun på det næste kvartalsregnskab og har i høj grad belønnet kvaliteter og værdier som spekulation og risikovillighed, som jeg primært ser som maskuline værdier. Det er måske uretfærdigt mod mænd at sige det på den måde, men det er, hvad vi kan se i virksomhederne. Problemet er, at det efterlader os med virksomheder, der kun har ét værdisæt: et maskulint. Og det betyder, at man ikke har de modsætninger i spil, der gør, at de vigtige og kritiske spørgsmål bliver stillet. Det handler om diversitet. Som Darwin sagde: ”Diversitet skaber stabilitet”. Når alle derimod tænker ens, bliver de mere villige til at træffe meget risikable valg. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke bare handler om kvinder og mænd, men lige så meget om den store satsning på unge mennesker, der måske ikke har samme erfaring og tilbageholdenhed som ældre og mere erfarne medarbejdere. Diversitet giver det bedste resultat på lang sigt, og det har været negligeret, synes jeg.
Og hvorfor denne aggraverende mangel på kvindelige værdier?
Det maskuline klima er et meget hårdt miljø, som ikke appellerer til kvinder. Vi har set, hvordan der inden for finanssektoren har været en masse kvinder ansat på de lavere niveauer, men at disse kvinder forsvinder et sted på vej mod toppen. Vi kvinder fra den islandske forretningsverden ser på det og tænker: Hvorfor? Hvordan kan det være, at de ikke når toppen? Det gængse svar har så været, at kvinderne bare ikke havde, hvad det krævede, og at de forsvandt, når de fik børn. Men når miljøet er sådan indrettet, så betyder det i sidste ende, at kvinder ikke ønsker at deltage, da det ikke appellerer til dem. Man kan så argumentere for, at det er deres egen beslutning og at de bare kan gå, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet. Men hermed ryger diversiteten, og vi står tilbage med en benhård finanssektor, der hylder de individer, der er risikovillige, bonusorienterede og kortsigtede i deres tankegang. Men er det virkelig de folk, vi ønsker skal bestyre vores penge? Min pointe er, at vi alene med kortsigtede finansielle succeskriterier glemmer det store billede, der handler om, hvordan fremtiden på lang sigt former sig for den enkelte virksomhed, hvordan vi agerer mere ansvarligt over for vores omverden, at vi har et socialt ansvar i vores lokalmiljø osv.
Du nævner det islandske selskab Audur Capital som et eksempel på en virksomhed, der har klaret sig bemærkelsesværdigt godt gennem krisen netop fordi det allerede har implementeret de værdier, du nævner her. Hvori ligger deres succes?
Firmaet Audur Capital, der tilbyder rådgivning og services i forbindelse med investeringer, er et ganske imponerende firma, der i 2009 vandt Cartier Woman’s Initiative Award for ansvarlig forretningsdrift. Både de ansatte og ledelsen tager sociale overvejelser meget alvorligt i deres daglige arbejde. De er f.eks. helt uafhængige af andre banker – i modsætning til de fleste andre banker på Island. Et andet særtræk ved Audur Capital er at de har identificeret en ny forbruger: den kvindelige investor. Det er blevet anslået, at der i 2025 vil være flere kvindelige end mandlige millionærer, og denne store nye kundekreds kan ikke identificere sig med den måde hvorpå banker opererer på i dag. De vil noget andet. Og som alle i industrien ved – kundens ord er lov!
Men er det sandsynligt, at de feminine værdier helt af sig selv vil sprede sig fra det nye kvindelige kundeklientel til de finansielle institutioner? Altså, skal ændringerne ske fra bunden og op eller omvendt?
Fra bunden og op er det vi ser her, men det bliver også nødt til at ske fra toppen og nedefter. Vi ønsker investeringsfonde og banker med en sjæl. Til eksempel kan man nævne pensionsfonde – de tilhører folket og der er et stigende krav til dem om ikke at investere i firmaer der udviser uansvarlighed. Folket ønsker at se investeringsmuligheder, hvor man kan købe sig ind i store fonde der garanterer, at de ikke handler i børnearbejde, våbenmanufaktur og den slags ting. De vil have socialt ansvarlige investeringer, og det er her der ses et stigende fokus på kvindelige værdier i investeringsstrategier.
Tror du at virksomhederne har viljen til at følge en mere etisk korrekt forretningsstrategi? Og at denne krise måske vil accelerere udviklingen i den retning?
Det er måske det eneste positive, der kommer ud af denne krise. Vi kan nu sige: ”Ok, det her gik helt galt, men nu har vi fået muligheden for at gøre tingene på en anden måde.”
Du må være en sjælden optimistisk røst i Island i disse dage?
I Island er vi i øjeblikket i gang med at gennemleve sørgestadierne. Først var vi helt paralyserede – ude af stand til at handle endsige tro på, at det, der skete var så slemt. Efter et stykke tid indser man, at det er præcist så slemt, som man frygtede. Den tid er nu kommet for Island. Herefter vil der komme en masse vrede. Folk vil forsøge at identificere nogle syndebukke. Men derefter må vi nå til det stadie, hvor vi kan tilgive og glemme – komme videre og tænke på, hvad vi nu kan gøre.
Du nævner det islandske folks tab af tillid især til de finansielle institutioner, men også til regeringen. Tror du, at den tillid kan genopbygges, og at firmaerne kan være den primære drivkraft? For eksempel ved at implementere mere bæredygtige værdier?
Det vil tage tid. I dag er det for eksempel meget svært at finde kompetente folk til at drive disse institutioner, på grund af den store mistillid. De, der før varetog opgaven, fejlede. Så nu er de blevet taget fra bestallingen uden at skyldsspørgsmålet er blevet ordentligt besvaret. Der hersker en klar overbevisning om, at de ansvarlige i bankerne er de skyldige, men det er alligevel for ensporet – for da finanserne oplevede et opsving, opslugte de alle de allerbedste og mest drevne folk ved at give de bedste lønninger og ordninger. At ekskludere dem alle nu er at afskære os fra vores bedste ressourcer. Vi bliver nødt til at tilgive og indse, at ikke alle der arbejdede i bankbranchen er skyldige. At skylden falder meget mere bredt på systemet. Det, vi forsøger at gøre nu, er at finde nogle ledere, som alle kan være enige om at pege på og som samtidig har de rette kvalifikationer til at lede institutionerne. Men det er svært, da ingen ønsker at tage føringen.
Det vakte en del omtale og undren i Danmark, da islandske spekulanter for nogle år siden begyndte at opkøbe historiske og kendte virksomheder i Danmark, fx Magasin du Nord på Kongens Nytorv – for hvor kom de mange penge egentlig fra? Og nu står de islandske firmaers risikofyldte opkøb som et symbol på hele finanskrisens fiasko. Poul Nyrup Rasmussen taler om nødvendigheden af statslig regulering over for banker og virksomheder, der spekulerer. Hvor skal de store forandringer komme fra?
Det er svært at sige. På det tidspunkt hvor vi privatiserede bankerne på Island, havde vi historisk set overhovedet ingen erfaring med børsmarkedet, sådan som andre lande har haft i flere årtier. Vi gennemløb de faser der normalt tager flere hundrede år på kun tyve. Og da verdensøkonomien samtidig boomede fik det bare hjulene til at løbe endnu hurtigere. Det gik over gevind og vi havde ikke de rette rammer og reguleringer til at rette op på det. Derfor er det også nu blevet anerkendt på Island, at det første vi har brug for er en ordentlig rammesætning og regulering. Vi ser allerede nu en strammere regulering af finansmarkedet, fx i form af nye og strammere retningslinjer for virksomhedsledelse og ny lovgivning om kønskvoter i erhvervslivet. Det islandske parlaments nyligt vedtagne lov om at der i 2013 skal sidde mindst 40 % af hvert køn i bestyrelserne i de større virksomheder, er et godt eksempel på at vi er parat til at tage helt nye skridt.
Den islandske Præsident Ólafur Ragner Grimsson sendte d. 6. marts den såkaldte Icesave-gældsaftale Icesave-gældsaftalen omhandler vilkårene for tilbagebetaling af den lånegaranti, som engelske og hollandske kunder havde i den islandske bank ’Icesave’, der krakkede under finanskrisen. ’Icesave’ var en internetbank ejet af den islandske bank ’Landsbankinn’. Da markedet for alvor krakkede i 2009, overtog den islandske stat ’Landsbankinn’ og ’Icesave’ for at redde de islandske kunder indlån. Men Icesaves mange engelske og hollandske kunders indlån måtte reddes af Hollands og Englands regeringer. Holland og England sendte efterfølgende en regning til Island på ca. 30 milliarder kroner samt et krav om en tilbagebetalingsaftale med en rentesats på 5,55 % over 15 år. Ólafur Ragner Grimsson nedlagde veto mod aftalen og sendte den til folkeafstemning i Island. 93, 2 % svarede nej til aftalen, og Island ligger nu i nye forhandlinger med England og Holland omkring en ny og bedre aftale, bl.a. med en lavere rentesats. Se også wikipedia og the economist for yderligere informationer om Icesave-gældsaftalen. til folkeafstemning på Island, og svaret var et 93 % rungende nej fra det islandske folk. Hvad mener du om dette resultat og om scenariet som helhed?
Resultatet af folkeafstemningen vil forhåbentlig i sidste ende give Island en bedre aftale. Vi ligger lige nu i nye forhandlinger med England og Holland omkring tilbagebetalingen af de penge, som landene mener, Island skylder dem efter Icesave-bankens krak.
Denne situationens kompleksitet er helt enorm – også set i et internationalt og storpolitisk perspektiv. Den fond, der skulle dække folkets og kundernes indlån, ville have dækket hele indlånet/depositummet, hvis blot én eller to banker var gået bankerot. Men ingen forudså muligheden for et totalt systemsammenbrud, der er en slags “force majeure”-situation, som lovgivningen slet ikke kunne forudse. Så da alle de islandske banker gik fallit, gik også fonden fallit. Og vi havde ingen regulering, der kunne redde det. Så hvem er ansvarlige? Det er trods alt private virksomheders investeringseventyr, vi taler om og hvorfor skulle det islandske folk betale for deres tab? Hvorfor skal den britiske regering ikke betale for de virksomheder, der har opereret på britisk grund? De betalte jo skat i England. Alt dette er blevet diskuteret i den internationale presse. Og der er blevet stillet spørgsmål til, hvorfor det er sådan skruet sammen, at Island alene skal bøde for underskuddet. Hvordan kan England og Holland – når der ikke er nogen lov, der fastslår det – tvinge Island til at betale underskuddet? En stor del af presset fra England skyldes, at England er et internationalt finanscentrum for et utal af finansvirksomheder, hvilket betyder, at hvis vi tog sagen i retten, så kan man kun forestille sig det medansvar, England pludselig ville stå med. De vil derfor ikke have denne sag slæbt for retten, så de prøver at afvikle situationen, inden det kommer så vidt. De benytter sig af alskens slags terrorisme og afpresning for at få det lille land til at tage ansvaret og betale. De arbejder imod os i EU og i IMF (International Monetary Fund, red.) og man undrer sig over hvorfor? Og hvad stiller man op, når man står over for afpresning? Giver man efter eller sætter man en fod i jorden og spørger: Hvorfor? Lige meget hvad var det godt at få mediernes opmærksomhed på spørgsmålet om, hvordan lande skal handle i forhold til hinanden i de her situationer. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde: Hvor store må bankerne have lov til at blive, når nationale regeringer skal dække deres underskud? Og hvilke regeringer? Hvem har ansvaret? Og så har vi, som Poul Nyrup også sagde, brug for en form for international regulering, et sæt love, der skaber klarhed over situationer som denne. For penge respekterer ikke nationale grænser.
Du nævner stakeholder og vi undrer os over, hvorvidt det bredere begreb om netop stakeholders ville være et træk ved et nyt, feminint orienteret værdisystem?
De to koncepter går hånd i hånd. Hvis du kun har finansielle målemetoder, vil din eneste interesse være for shareholder, dvs. for de aktionærer, der har en direkte økonomisk indsats i virksomheden. Så længe der er vækst og ingen krise, er det okay. Det giver et boom i økonomien: Virksomhederne kan ansætte flere folk, regeringen får flere skatteindtægter og så fremdeles. Men hvis det går galt, så er shareholders ansvar kun så stort som hans aktiepost, hvilket vil sige meget begrænset i det store billede. Han efterlader et sandt rod til stakeholders, der jo tæller en langt større gruppe end aktionærerne – det være sig de ansatte, leverandørerne, kunderne og ikke mindst det øvrige samfund, der påvirkes af de miljømæssige og sociale konsekvenser, virksomhedens virke har. Og det rod, han efterlader sig, det må samfundet i sidste ende rydde op. Vi bliver derfor nødt til at se på virksomheder på en måde, der ikke kun vedrører størrelse af ejerskab. Shareholder bliver nødt til at acceptere, at samfundet vil kræve en strammere rammesætning og en mere kompetent virksomhedsledelse. Forhåbentlig vil disse forandringer komme helt naturligt fra virksomhederne selv.
Hrund Rudolfsdottir er uddannet cand.merc fra Copenhagen Business School og cand.oecon fra University of Iceland. Hun er chef for Human Ressources i virksomheden Marel og har bl.a. siddet i bestyrelsen for ”Confederation of Icelandic Employers” og ”Pension Fund of Commerce”.
