Hvad har Dansk Folkeparti og Nietzsche til fælles?

Hvad er egentlig problemet med populisme? Dette stilles op som hovedspørgsmålet i Andreas Mebus’ ambitiøse bog “Populisme, slavemoral & demokrati” fra 2019. Svaret findes ifølge Mebus især i Friedrich Nietzsches teori om slavemoral, hvilket anvendes på Dansk Folkeparti som et nutidigt eksempel på et populistisk parti. Men selvom Mebus dermed kommer med et relevant bidrag til populismelitteraturen, får bogen ikke argumenteret til ende, hvorfor populisme egentlig er problematisk.

Andreas Mebus
Populisme, slavemoral & demokrati
Philosophia, 2019

 

 

 

 

 

 

 

12. oktober, 2021

Hvad er egentlig problemet med populisme? Dette stilles op som hovedspørgsmålet i Andreas Mebus’ ambitiøse bog Populisme, slavemoral & demokrati fra 2019. For Mebus er der således ikke tvivl om, at populisme som sådan er skadeligt for vores demokrati – spørgsmålet er blot præcis på hvilken måde og hvorfor. Og svaret? Svaret findes ifølge Mebus især i Friedrich Nietzsches teori om slavemoral, hvilket anvendes på Dansk Folkeparti som et nutidigt eksempel på et populistisk parti. Men selvom Mebus kommer med et relevant bidrag til populismelitteraturen, stikker bogen i for mange retninger og får ikke argumenteret til ende, hvorfor populisme egentlig er problematisk

Populister fører faktisk politik. Således skriver Andreas Mebus på nogle af de første sider i Populisme, slavemoral & demokrati og gør dermed opmærksom på, at populisme ikke bør afvises som en ‘irrationel’ bevægelse uden politisk logik eller sammenhæng med resten af det politiske system, som alle borgere på en eller anden måde deltager i. Men hvad er det for en politik? Hvad ligger bag dette besynderlige begreb ‘populisme’, som ofte bare slynges ud som et skældsord med mere slagkraft end reelt indhold? Med et imponerende overblik over eksisterende litteratur omkring populisme anerkender Mebus, at der eksisterer et vist definitionsproblem i forhold til dette begreb, og at de forskellige retninger inden for moderne populismeforskning, der fokuserer på alt fra populistisk tænkning og strategi til organisationer og diskurser, ikke nødvendigvis kan samles og henvises til én begrebsdefinition.

Alligevel finder Mebus særligt den hollandske politolog Cas Muddes udlægning af populisme som en såkaldt ‘tynd’ ideologi overbevisende. Ud fra denne forståelse af populisme kobler det sig altid til andre ideologier men indebærer grundlæggende en idé om et moralsk fjendskab mellem ‘det rene folk’ og ‘den korrupte elite’. Mebus’ tese og originale bidrag er, at et sådant opstillet moralsk fjendskab i populisternes verdensbillede bør fortolkes ud fra Nietzsches teori om en slaveopstand i moralen, hvor slaverne (‘folket’) forsøger at omstyrte herrernes (‘elitens’) dominans. Populisme er ‘slavens nye klæder’, der som i H.C. Andersens eventyr bør afsløres som mere forestilling end virkelighed, som en reaktion på opfattet uretfærdighed snarere end et selvstændigt projekt. 

Det er imidlertid besynderligt, at Nietzsches slavemoral, som det også står i titlen, præsenteres i starten som den gennemgående fortolkningsnøgle til at forstå populisme og et parti som DF men at Mebus ret hurtigt sætter en række forbehold op i den forbindelse og ender med ikke at bruge Nietzsche særlig meget i sine konkrete analyser af populisme. Eksempelvis gøres det klart, at folket ikke bare kan siges at gøre ‘oprør’ mod eliten som hos Nietzsche, da både folk og elite samt magtfordelingen mellem dem i den populistiske retorik mest af alt er forestillede kategorier. Samtidig er det heller ikke sådan, at populisme er intet andet end en tom skal i form af en blot negativ reaktion fyldt med såkaldt ‘ressentiment’, had og misundelse over for andres overmagt, da populisme lægger sig oven på andre politiske ideologier og projekter. Det er således slet ikke sikkert, at der findes sådan noget som en ren populisme, idet populisme fungerer ved at ‘snylte’ på andre former for politik.

Med brug af et interessant udtryk fra Friedrich Hayek argumenterer Mebus også for, at populisters arbejde ofte udføres af “idéernes genbrugsforhandlere”, som omfortolker gamle idéer på ny i et populistisk projekts tjeneste, som f.eks. Steve Bannon gjorde det som chefstrateg og idéudvikler for Donald Trumps kampagne (s. 26). Denne ‘tynde’ forståelse af populisme lægger samtidig op til, at populisme ikke behøver at vise sig som en fuldt udfoldet bevægelse med aktører, der klart kan betegnes som populister. I stedet kan populisme også manifestere sig som et ekstra lag oven på anden politik eller en bestemt måde, hvorpå politiske projekter kan komme til udtryk på. Snarere end at nogle er enten populister eller ej, lægger dette således op til, at visse former for politik kan indeholde en populistisk dimension. 

Dansk Folkeparti som et populistisk parti

Mebus bruger en væsentlig del af bogens tætskrevne 180 sider på at analysere og kritisere Dansk Folkeparti som et populistisk parti. Dette gør han meget grundigt, med inddragelse af konkrete DF-politikeres debatindlæg og optrædener på TV, herunder Pia Kjærsgaard, Marie Krarup, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, og gennem at analysere forskellige partiprogrammer gennem tiden for populistiske vendinger. Selvom analysen af DF er uhyre grundig og udgør en overbevisende kritik af partiets ideologiske grundlag, er formålet med analysen af DF dog lidt uklar. Særligt er det uklart, hvordan analysen af DF bidrager til bogens generelle formål om at diskutere, hvad problemet med populisme er. Afsnittet er nemlig en kritik af DF i kraft af at de er populistiske – og altså dermed “beviser” afsnittet blot, at DF’s tekstprodukter og politikeres udtalelser er populistiske i Mebus’ definition, uden at bidrage til et svar på, hvorfor det er problematisk at være populistisk.

Mebus hævder, at afsnittet efterprøver hans tese om populisme i virkeligheden, altså empirisk underbygger sin teori om populisme som slavemoral i det tidligere afsnit. Men hvorfor er det interessant at lægge populismeteori ned over empiri og vise, at DF passer til Mebus’ definition af populisme? Dette beviser hverken, om eller hvordan populisme er problematisk, eller at populismedefinitionen, som Mebus har fra Cas Mudde, passer på mange andre politiske partier. På trods af dette skal det nævnes, at Mebus’ analyse af populisme og indsigt i populismeforskningen uden tvivl er grundig og interessant læsning. Det samme gælder hans kritik af DF, særligt den af et debatindlæg skrevet af Peter Skaarup, som udgør en grundig og overbevisende kritik, der dog ikke hægter sig på Nietzsches slavemoral i synderlig grad. Analysen af DF er således, set ud fra bogens helhed og erklærede formål om at udforske problemet ved populisme, en udstikker, hvor man som læser får indtryk af, at Mebus argumenterer til fordel for en bestemt populismeforståelse ved at vise, at teorien passer på DF.

Hvor er slavemoralen?

Ud over en imponerende inddragelse af litteratur om populisme og en tilfredsstillende redegørelse af denne for selv den mest udenforstående læser af populisme, hvilket i sig selv er et nyttigt bidrag til den danske litteratur om populisme, giver Mebus også et originalt bidrag ved at anskue populisme som en slaveopstand i moralen. Mebus trækker selvfølgelig her på Nietzsches begreb om en slavemoral. Nietzsche er notorisk tvetydig og svær at læse, og derfor er han i manges øjne blevet misfortolket og brugt uden for kontekst, hvorfor det også er på sin plads, at Mebus redegør for, hvad Nietzsche mener med “slavemoral” eller “slaveopstand i moralen,” og hvilke dele Mebus henholdsvis tager med og efterlader. Eksempelvis forsikrer Mebus læseren om, at vi, modsat Nietzsche, ikke burde se slave-typen (ergo: populisten) som afmægtig og fej, som Nietzsche gør, men derimod fokusere på Nietzsches begreb om slave-typens omvending af værdier, en mekanisme, som Mebus også ser gøre sig gældende i den måde, populister fører politik på (s. 54). Populismens mekanik og indre logik er altså, ifølge Mebus’ tese, et moralsk fjendskab med eliten, en såkaldt slaveopstand i moralen, hvis effekter ses i deres ideologiske værdi-omvending og idémæssige kamp mod elitens idealer omkring samfundets opbygning (s. 70). Mebus moraliserer dog ikke, modsat Nietzsche, om at slave-typen er svag og frastødende, men vil se på den omvending og restrukturering af værdier, som populister laver i parallel med Nietzsches idé om slavemenneskets, også kaldt ressentiment-menneskets, omvending af værdier. 

Typen bliver kaldt for ressentiment-mennesket, fordi der sker et reaktionsmønster, som Mebus karakteriserer ud fra følgende logik: “(1) Jeg kan ikke X (2) og det er også fordi, at jeg faktisk ikke vil X, og (3) derfor er X også moralsk forkert at gøre og ville, så i virkeligheden bør man gøre Y, der modsat X er det moralsk rigtige at gøre og ville” (s. 55). Så langt så godt – men herfra bliver det lidt utydeligt, hvorvidt og hvorledes populister faktisk har dette reaktionsmønster. Mebus viser eksempelvis ikke eksplicit, hvordan DF udviser det første skridt i reaktionsmønstret – at de ikke kan finde ud af multikulturalisme eller EU. Det er meget tydeligt, at de ikke vil indvandring og EU, men det bliver som læser svært at følge, hvordan DF’s ideologiske grobund i såkaldt ‘nativisme’ er et udtryk for ikke at kunne integration og det multikulturelle samfund. Nativisme er Cas Muddes begreb for det politiske ståsted, at stater bør beboes af en homogen indfødt gruppe af mennesker. Nativisme og DF’s politik indebærer selvfølgelig ikke at ville det multikulturelle samfund, men dette beviser ikke i sig selv, at en sådan ulyst skulle stamme fra en manglende evne til at forstå eller navigere i multikulturelle samfund.  Det er dermed uklart, hvad Nietzsche bidrager med i analysen af DF som populistisk parti, og desværre bliver begrebet om slavemoral ikke altid særlig tydeligt i analysen af DF eller diskussionen af demokratiet i den sidste del af bogen. 

Man sidder derfor som læser tilbage med en uklarhed omkring, hvorfor Nietzsches begreb om slavemoral skulle inddrages, når Cas Muddes begreb om “det rene folk” mod “den korrupte elite” gør det meste af benarbejdet i analysen. Derimod er Mebus’ inddragelse af Carl Schmitt en overbevisende tilføjelse til tænkning om populisme, særligt i koblingen til DF. Uden at gå for meget i dybden, bliver Schmitt karakteriseret af Mebus som en modoplysningstænker, der udfordrer den moderne social-liberale måde at tænke demokrati, frihed, lighed, og internationale menneskerettigheder på. Derudover tilslutter Schmitt sig en romersk forståelse af demokrati, hvilket er et synspunkt, der kræver en vis homogenitet af sit folk, noget der også passer godt med kritikken af DF’s påstande om at repræsentere det danske folks vilje. Disse punkter i Schmitts demokrati-tænkning, sammen med Schmitts forståelse af politik som en ven/fjende kamp, benytter Mebus som et nyttigt forståelsesredskab til at analysere, hvad der er problematisk ved populisme (i hvert fald som det ser ud hos DF) i et demokrati. Desværre kunne det godt stå endnu klarere, hvad Mebus mener, problemet med populisme er. Man sidder tilbage med et ønske om en længere diskussion af demokratiet, og med et ønske om mindre uklar inddragelse af Nietzsches slavemoral. 

Forholdet mellem populisme og demokrati 

Hvad kan Andreas Mebus’ bog så lære os i dag om forholdet mellem populisme og demokrati? Ifølge Mebus findes der en grundlæggende spænding mellem disse to størrelser, som han forsøger at udfolde i den allersidste del af bogen. For mens populisme implicerer en idé om, hvad den franske filosof Claude Lefort har kaldt ‘Folket-som-ét’, er demokrati ifølge Mebus karakteriseret ved, at der gives plads til alle de splittelser og konflikter, som hindrer en sådan samling af folket til én sammenhængende identitet. Mebus læner sig især op ad Leforts demokratiforståelse, hvor demokrati tolkes som en såkaldt “opløsning af vishedens markører” og “eksperimentet om et ubegribeligt og ukontrollabelt samfund” (s. 175). Demokrati er en gentagen konfrontation med samfundets mangel på sammenhæng. I den optik fremstår populisme først og fremmest som et illusorisk foretagende, da det implicerer en bedragerisk idé om folkelig harmoni, der kun forstyrres af en korrupt elite. At især Dansk Folkepartis politik i høj grad hviler på en sådan forestilling, viser Mebus på grundig og overbevisende maner. Trods alle bogens uklarheder står dette tydeligt frem som en relevant og tankevækkende konklusion.  

Men spørgsmålet er stadig, om en populist vil lade sig overbevise sig af dette muligvis kan man endda godtage idéen om, at ‘folket’ egentlig ikke eksisterer, men stadig hævde at vi alligevel har brug for idéen som en nødvendig illusion for at modvirke den mangel på sammenhængskraft, som demokratiet igen og igen konfronterer os med. I den forstand ender Populisme, slavemoral & demokrati med at åbne op for en række nye spørgsmål, der ikke blot handler om, hvordan populisme kan opstå inden for demokratiske rammer, men samtidig hvad det demokratiske modargument til populisme bør være. Og i den sammenhæng er det også vigtigt at stille sig kritisk over for mulige problemer ved demokrati som både styreform og ‘tankeform’, hvilket Mebus ikke når at komme så meget ind på i sine afsluttende refleksioner. For hvordan kan det være, at populisme bliver ved med at opstå midt i demokratiske samfund? Eller for at parafrasere Mebus’ tidligere nævnte hovedspørgsmål: Hvad er egentlig problemet med demokrati?