Af Maiken Fredsøe
d. 17/3 – 2023
Fasan, Canadagås og Japansk pileurt er alle på listen over invasive arter i Danmark. Men hvorfor er det ikke så godt, når den sjældne amerikanske skarveand parrer sig med den hvidhovede and? Og hvorfor er grågåsen ikke en invasiv art? I tredje del af Turbulens’ serie om naturfilosofien rejser biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche spørgsmålet om, hvad en invasiv art er.
Claus: Jeg vil gerne rejse spørgsmålet om, hvorfor der er nogle organismer, som vi godt kan lide, og hvorfor der er nogle, som vi ikke så godt kan lide. Der er faktisk en skala, som kaldes den ”sociozoologiske” skala, som er en værdi-hierarkisk skala over, hvilke dyr vi bedst kan lide. Øverst har vi kæledyr – i visse kulturer er der faktisk et trin over, nemlig hellige dyr. Under kæledyr finder vi husdyr, og nederst er der skadedyr. Men så er der også kommet nogle nye, værdiladede arter til i løbet af de seneste 50 år – og det er invasive arter. Hvordan skal man definere en invasiv art? Er der nogle, der har et bud?
Elisabeth (turdeltager): Er en invasiv art ikke en art, der ikke har været der før og så kommer og udbreder sig, hvorved den nedsætter den biodiversitet, der har været der tidligere?
Claus: Ja, det er godt sagt, for der er to aspekter. Dels at den ikke har været der før, så den skal være ”ikke-hjemmehørende”, og derudover skal den også have ”negative konsekvenser” f.eks. for biodiversiteten i et område, men i virkeligheden er definitionen også åben for andre negative konsekvenser. Men så vil jeg spørge jer – er dette begreb om invasive arter et udtryk for et naturvidenskabeligt begreb? For dette ville jo kræve, at vi kan foretage en vis objektiv afgrænsning af begrebet. Endvidere kan man så spørge, hvad der ligger i, at en art ikke er hjemmehørende i Danmark, breder sig og har negative konsekvenser…
Peder (turdeltager): Claus, skal den ikke også være bragt hertil ved vores medvirken. Det kan ikke bare være vandrende arter, for det er jo bare nye arter. De skal være kommet hertil ved et skib eller sådan noget.
Claus: Det er rigtigt, der er også et menneskeskabt aspekt forbundet med det. Jeg har også prøvet at undersøge spørgsmålet ved at gå ind på Naturstyrelsens hjemmeside for at se, om fugle kan være invasive arter. Fugle kan være invasive arter, fordi de kan flyve, så de behøver ikke mennesker til at transportere sig rundt, men det gør de så alligevel nogle gange…
Nicolai: Ja, der er mange fugle, der er bragt hertil f.eks. burfugle eller den Amerikanske skarveand, som er en fugl, der er bragt til England i 1800-tallet som prydfugl, og som efterfølgende har bredt sig. Den amerikanske skarveand viste sig så, at den kunne hybridisere med en anden europæisk hjemmehørende art, den hvidhovede and, og dermed blev den hvidhovede and nærmest udryddet. Derfor blev den amerikanske skarveand betragtet som en særdeles uønsket invasiv art, som man rent faktisk skyder, når man kan komme afsted med det – selvom den er meget sjælden.
Peder: Kom der så krydsninger mellem dem?
Nicolai: Ja, der kommer krydsninger mellem dem, men jeg er ikke sikker på, at de kan få levedygtigt afkom. Det er det, der er problemet. De bliver mere til skarveænder end de bliver til hvidhovede ænder, så der er kun ganske få hundrede hvidhovede ænder tilbage. For nylig er der faktisk lige blevet opdaget en ny art af hvidhovedet and ved Selsø på Hornsherred – og den ligger sammen med en amerikansk skarveand.
Peder: Et par?
Nicolai: Nej, det er to hanner.
Claus: Den amerikanske skarveand er også på listen over invasive arter i Danmark, så den skal man passe på. Derudover findes også både canadagås og fasan på listen. Fasanen er jo også blevet indført, og den bliver brugt til jagt nogle steder. Man sætter den ud, så jægerne kan skyde den. Der er også almindelig mynah, det er en invasiv art, der ligner lidt en blanding mellem en stor solsort og en krage. Den er endnu ikke kommet til Danmark, men måske kommer den det. Man har den både i Spanien og Frankrig. Den findes i Sydøstasien, blandt andet Sri Lanka. Det er også en art, der er blevet indført, og man frygter, at den breder sig til hele Europa.
Vi har også en liste over nationale arter, dvs. arter der er problematiske på nationalt niveau. På denne nationale liste er der 13 arter, hvoraf de 12 er plantearter. I kender nok nogle af dem, men der er rynket rose, hybenrose, almindelig vandpest, canadisk gyldenris, sildig gyldenris, glansbladet hæg, japansk pileurt, kæmpepileurt og hybrid pileurt, kapbalsamin og småblomstret balsamin, new zealandsk korsarve, stor andemadsbregne og så et enkelt dyr, nemlig galizisk sumpkrebs. Det er den nationale liste.
Nicolai: Er der ikke også nogle fisk på, altså den der hedder Sortmundet kutling?
Claus: Den står ikke på den nationale liste, som kun har 13 arter. Men som før nævnt er der i virkeligheden to lister – en lang liste på 136 ikke-hjemmehørende invasive arter i Danmark, og så den nationale liste på 13 arter, som er de særlige arter, man særligt er ude efter i Danmark…
Nicolai: Ja, der findes jo også sådan noget som ribbegobler, som bliver fragtet rundt med de store tankskibe. Disse skibe optager jo ballastvand fra forskellige farvande i verden og tømmer dem rundt omkring i andre farvande. Så hvis de f.eks. har optaget ballastvand et sted i Stillehavet og så tømmer deres tank et sted i Øresund, så kan der jo komme organismer som f.eks. den såkaldte ribbegoble til vores hjemlige farvande. Ribbegoblen har bredt sig utrolig meget, og ødelægger økosystemerne fordi den bl.a. spiser fiskeyngel. Det er også tit et problem, at fordi disse invasive arter kommer udefra, har de ofte – for en periode i hvert fald – ingen naturlige fjender. Der er simpelthen ikke nogen, der æder dem. Mange af jer kan sikkert huske dræbersneglen – den Iberiske skovsnegl – som muligvis er kommet til Danmark med pottemuld og som efterfølgende har bredt sig. Den havde heller ikke i starten nogle naturlige fjender, og derfor bredte sig kolossalt hurtigt. Jeg tror dog nok, at pindsvin spiser dem. Stillehavsøsters er også en invasiv art, som er kommet hertil fra Stillehavet, fordi der på et tidspunkt var nogle tyskere, der startede en østersproduktion et sted omkring Vadehavet. Selvom de var helt sikre på, at de ikke ville brede sig, har de efterfølgende spredt sig til hele Vadehavet.
Claus: Der kommer også mange eksotiske arter, som ikke agerer invasivt, fordi de ikke har en negativ virkning på økosystemerne, og derfor bliver de ikke regnet med i kategorien som invasive arter.
Peder: Er der ikke også sådan en slags Morten Korch-agtig forestilling om den natur, der var for hundrede år siden, som anses for at være den ægte danske natur, og som vi derfor ikke må lave om på?
Claus: Præcis.
Peder: Det refererer også til en forestilling om, hvad vores oprindelige natur er, og selve den forestilling er jo absurd, fordi vores natur jo har ændret sig hele tiden…
Nicolai: Ja, oprindelig – hvad betyder det – er det 100, 200 eller 10.000 år siden…?
Peder: Ja lige præcis – det er der, Morten Korch kommer ind i billedet…
Nicolai: Noget af denne diskussion har vi også haft i forbindelse med indvandring af ulve. Vi er jo nogle, der er meget begejstrede for, at der er ulve i den danske natur, men der er så sandelig også nogle, der ikke er begejstrede for, at ulvene er genindført. Den sidste ulv blev skudt i 1812, og efter at have været udryddet i en lang periode, er den nu genindvandret. Det kan have negative konsekvenser, særligt hvis man er fåreavler, og så er der også en masse folk, der er bange for, at de skal blive spist af ulve. Det er der nok næppe en særlig stor sandsynlighed for, men ligesom hele rewilding-diskussionen afspejler det også spørgsmålet om, hvilken natur det er, at vi gerne vil have. Er det bøgeskov, som jo ikke er særlig oprindelig dansk natur, for den oprindelige danske stenalderskov bestod overvejende af småbladet lind og urokser. Så det handler også om, hvilket årstal vi orienterer os mod.
Hvilke hensyn skal vi tage for at passe på biodiversiteten i forhold til de invasive arter…?
Claus: Hvis det er biodiversiteten, vi skal værne om, så skal vi jo også se, hvad der er den væsentligste årsag til, at den er nedadgående, og det skyldes måske nogle andre faktorer end invasive arter…
Nicolai: Med hensyn til at bevare biodiversitet, så mener jeg at landbruget er et større problem end invasive arter. Det er også en åbenlys del af diskussionen, at vi i Danmark ligger næsten nederst på den europæiske liste i forhold til, hvordan det står til med den vilde natur.
Peder (turdeltager) : Jeg tænker faktisk meget på biodiversiteten i naturen på samme måde, som jeg tænker på diversiteten i tarmfloraen. Jeg har arbejdet meget med tarmflora, og der ser man, at hvis folk har problemer i form af forskellige diarreer, så har de en snæver og meget lidt forskelligartet tarmflora, hvorimod sunde folk har en meget mere divers tarmflora. Det er som om, at hvis man har en forskelligartet tarmflora, så er man meget mere robust over for sygdomme, end hvis man har en tarmflora med meget få arter. Det er det samme, der gælder med naturen. En natur med høj biodiversitet er meget mere robust over for ændringer end en natur med en smal biodiversitet. Så på den måde er der nogle lighedspunkter mellem robustheden i vores tarm og vores natur.
Er det også derfor, at vi bliver kede af, at den er faldende?
Jo bestemt, men der er også bare noget fascinerende ved naturens reaktion på ændringer. Det sker jo, at når det pludselig bliver varmere, så ændrer naturen sig meget. Så kommer der en periode, hvor biodiversiteten falder, indtil en ny ligevægt er oprettet.
Tror du simpelthen, at vi er på vej mod en ny ligevægt i naturen?
Jeg aner det ikke. Men det altoverskyggende problem lige nu er, at mennesker optager al pladsen, og vi fylder alting med vores opdyrkede arealer og monokulturer. Så kan det godt være, at temperaturerne stiger, men det store problem er, at det er os, der fylder det hele. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis havene stiger en meter, og der er lande der forsvinder, men det virkelige biodiversitetsproblem er, at vi fylder det hele. For når vi gør det, så bliver biodiversiteten mindre, dvs. robustheden over for klimaændringer bliver også mindre. For anskuer vi kombinationen af den indskrænkede biodiversitet, og det at mennesker optager al pladsen i lyset af klimaforandringerne – så tegner det virkelig skidt. Parallellen til tarmfloraen er, at hvis man har pådraget sig en alvorlig lungebetændelse, så kan man få en voldsom antibiotikakur på hospitalet, som måske redder ens liv, men som nærmest fuldstændig ødelægger tarmfloraen. Så kan man efterfølgende få en clostridium-infektion, dvs. en antibiotikarelateret diarré. Det er der faktisk folk der dør af, fordi deres tarmflora efter antibiotikabehandlingen er blevet så snæver, at clostridie-bakterier kan komme til. Dette sker på trods af at clostridie-bakterien er en bakterie, som vi alle sammen møder hver dag, men hvis vores tarmflora er i orden, så sker der ikke noget.
Så det siger noget om, hvor sårbare vi er?
Ja, netop. Det siger også noget om robusthed og diversitet. Når vi har nedsat diversiteten ved at give noget meget voldsom medicin, så bliver robustheden meget mindre, og så risikerer vi at ende i en virkelig ubehagelig diarresituation.
På den filosofiske fugletur går deltagerne rundt ved Vaserne i Holte, mens spørgsmålet om hvad en invasiv art er, diskuteres.
Har du tænkt over hvad en invasiv art er?
Morten (turdeltager) Det er svært at definere entydigt, for det handler om, hvor langt vi går tilbage i tiden. Langt hen ad vejen er de fleste af vores arter invasive, fordi de er kommet fra andre steder, så det, der har været der i mange år, bliver en del af den danske natur på den oprindelige eller ”ægte” måde. Men der er forskel på, om man ved invasive arter forstår en bestemt kulturel tradition i forhold til, hvad vi synes udgør oprindeligt hjemmehørende arter, eller hvorvidt de gør konkret skade, altså om der er arter, der er til stor fare for det enkelte dyr eller for mange forskellige arter.
Hvad tænker du omkring invasive arter i forhold til spørgsmålet om biodiversitet?
Jeg synes egentlig, at det er meget konkret – det er sammenhængskraften mellem økosystemerne, der er afgørende. Det handler ikke kun om, at det er synd for den enkelte lille, specifikke sommerfugl men om at give naturen de betingelser, der styrker biodiversiteten og dermed den samlede sammenhængskraft i økosystemerne. Det er også godt for jordbundsforholdene, grundvandet og hjælper med at holde vandet tilbage – der kommer flere og flere store regnskyl, så der er mange praktiske og fysiske aspekter forbundet med at styrke biodiversiteten, som jeg synes ofte glemmes i debatten.
Så der skal fokuseres mere på de praktiske aspekter forbundet med en forringet biodiversitet?
Ja så vi konkret ved, hvad der sker og hvordan biodiversiteten er vigtig for at opretholde sammenhængskraften i hele økosystemet. Biodiversiteten giver også en konkret værdi ved at sikre menneskers levevilkår. For i sidste instans handler det jo om os – naturen er på sin vis er ligeglad. Jo højere biodiversitet, desto mere robuste økosystemer – det er kernen i det. En øget biodiversitet giver også værdi på alle mulige andre måder, altså rent æstetisk, oplevelsesmæssigt, socialt osv. På en tur som denne er der f.eks. en stor glæde forbundet med, at der er mange forskellige ting at kigge på, og som vi kan rundt og lede efter. Jeg har f.eks. en fornemmelse af, at for mange af dem, der ikke har kigget så meget på fugle før, findes der ikke andet end gråænder og solsorte. Men når man først får øjnene op for naturens forskelligartethed, så oplever man jo også, hvor fantastisk det er at være i, kigge på og undersøge naturen. Det skaber et nært forhold til naturen, fordi man begynder at forstå, hvordan det hele hænger sammen.
Altså i stedet for at vi bygger stormflodssikringer og kæmpestore faskiner under jorden, der kan holde på vandet – hvorfor så ikke indse, at vi er nødt til at arbejde med naturen og ikke mod naturen? Naturen vil altid vinde på en eller anden måde, så i stedet for at lave lappeløsninger, som også er meget omkostningstunge i forhold til ressourcer og CO2, så burde vi hellere styrke det naturlige forsvar, der allerede er.
Er det ved at styrke biodiversiteten, at vi kan styrke det ”naturlige forsvar”?
Ja, for jo større biodiversitet desto mere føde er der f.eks. at leve af for forskellige arter, f.eks. fuglene, og jo bedre forhold fuglene har, desto mere er der også at leve af for alle de øvrige arter – det hele hænger sammen. Problemet ved snævert at rette fokus mod, at det er synd for den der lille bille, som er ved at forsvinde, er, at det er vores følelser, der taler ind i situationen. Det er da superærgerligt, at arter uddør, men man overser ofte, at det handler om noget større og mere – at sammenhængskraften forsvinder. At alt har en betydning, for jo flere arter der forsvinder, jo mere påvirkes andre arter, så økosystemet i det hele taget bliver mindre robust.
Men har det en værdi at bevare biodiversiteten i sig selv – altså uden de praktiske konsekvenser det kan have for os mennesker?
Jo, så er vi ovre i sådan en form for naturetik – og det kan vi ikke vurdere som mennesker. Det kan vi ikke, fordi alt hvad vi siger med hensyn til om naturen har en berettigelse, det er et menneskesyn. Vi kan ikke stille os uden for naturen, for vi er jo en del af den. Men der er ingen skam i at sige, at det også handler om, at vi skal have et dejligt sted at leve. Vi skal have et sted, hvor der er masser af træer og skov, så man f.eks. også kan skabe læ og begrænse vinden. Værdien af naturen er også, at den er der for os. Det udelukker ikke, at naturen også har en værdi i sig selv, men som mennesker er vi altid-allerede en del af naturen, og vi kæmper – ligesom alle andre arter – for overlevelse eller gode forhold. I det perspektiv må vi gerne manipulere med naturen, vores manipulation har jo bare medført så negative konsekvenser, at vi også må sørge for at gøre det den anden vej. Som jeg sagde før, naturen er jo ligeglad, naturen vil altid fortsætte på den ene eller anden måde. Det er jo os mennesker og vores levevilkår, det handler om.
Handler det også om vores forbindelse til naturen? Vi går ned i supermarkedet og køber ind og opdager ofte ikke hvordan vi hele tiden hænger sammen naturen…
Det er derfor, at jeg gerne vil fremhæve, at det handler om noget konkret, noget praktisk. Men når man siger forbindelse, så klinger det lidt åndeligt, som en form for mental forbindelse. Jeg mener, at det i højere grad handler om et kulturelt forhold til naturen, som er gået tabt, f.eks. i form af praksisser, viden og forståelse for, hvordan det hele hænger sammen. Derved bliver det muligt at spille sammen med naturen. Hvis vi bruger den viden med omtanke, kan vi forbedre de menneskelige vilkår på jorden. Mange folk beklager sig for eksempel over myg og prøver at fjerne al mulig natur for at slippe af med dem i stedet for at sætte sig ind i naturens sammenhænge. Hvis man f.eks. forbedrer forholdene for fuglene, så kommer der færre myg. Man kan også støde på udtalelser i medierne såsom ”vi skal tilbage til naturen” – vi skal genskabe en eller anden forbindelse til naturen, men det bliver aldrig konkretiseret, hvori dette består. Frem for en eller anden arbitrær forståelse af mental, åndelig forbindelse til naturen, som er blevet kappet over, kunne jeg godt tænke mig at komme hen til en mere jordnær, konkret og aktiv forståelse af, hvordan naturen hænger sammen – også med os selv. Dette kræver, at vi forstår os selv som en del af naturen, vi kan aldrig undslippe den. Vi kan kun kontrollere den i en vis udstrækning, men mennesket vil altid tabe. Derfor er det bedre at lære, hvordan naturen hænger sammen.
Hvordan kan det gribes an?
Selvom der er ved at gå inflation i begrebet dannelse, er dette praktiske kendskab til naturen jo en meget vigtig brik i vores dannelsesproces. I bevægelsen fra land til by er der gået en masse viden tabt, så derfor handler det også om folkeoplysning. Når en biolog f.eks. udtaler i medierne, at der nu endnu er en eller anden art, der er ved at forsvinde, så forstår folk det jo ikke, fordi mange netop mangler viden og forståelse for at kunne lave en kobling til, hvor vigtigt det er at understøtte og bestyrke naturens sammenhænge – på naturens egne præmisser. Så længe biodiversitet kun handler om følelser, er der en kamp, vi skal tage.
Samtalen stoppes her af en flok traner, der i samme øjeblik flyver hen over vores hoveder…
Dette er sidste del af den filosofiske samtale om “hvad en invasiv art er”. Her rejste studenterpræst Nicolai Halvorsen spørgsmålet om, hvorfor grågåsen ikke er en invasiv art, idet den breder sig til mange økosystemer og fundamentalt ændrer den økologiske balance. Klik her for at læse første del af artikelserien igen.
Tak til turdeltagerne i Siv, herunder Peder Worning, bakterieforsker på Hvidovre hospital og Morten Østergaard Hansen, etnolog.
På det visne egeblad ligger en galle fra en galhveps. Inde i gallen klækkes æg fra galhvepsen.
Tak til alle deltagere fra SiV, seminar i Videnskabsteori på Niels Bohr instituttet. Artiklen er tredje og sidste del af serien om den filosofiske fugletur til Vaserne ( turen blev afholdt i marts 2022)