10.06.2022
Af Maiken Fredsøe
En tidlig morgen i marts mødes en lille flok af deltagerne i SiV (Seminar i Videnskabsteori) ved Holte station udrustet med kikkerter, termokander og praktisk fodtøj for at begive sig rundt i Vaserne ved Holte sø. Årsagen er den årlige, filosofiske fugletur, som leder af Laboratoriet for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Claus Emmeche har arrangeret i samarbejde med studenterpræst fra KU, Nicolai Halvorsen. Det bliver en ekskursion ind i naturens mangfoldighed, hvor der rejses forskellige filosofiske spørgsmål undervejs. På første del af turen taler jeg med Claus Emmeche om naturfilosofiens rolle i dag. Det handler også om mødet med mærkelige dyr, som vi sjældent møder, når vi går i Netto og fylder indkøbskurven; om, hvordan vi skal indrette skolesystemet og hele det forvaltningsprægede natursyn, der gennemsyrer vores kultur. Og ikke mindst, turens tilbagevendende spørgsmål: Hvad er en invasiv art?
Hvad kendetegner naturfilosofiens genstandsfelt i dag?
Claus Emmeche: I forhold til klassisk naturfilosofi er situationen anderledes i dag, fordi vi lever i et samfund, der er fuldstændig gennemsyret af videnskab. Naturvidenskaben har givet detaljerede beskrivelser af mange aspekter af naturen, og dette får nogle videnskabsfolk til at påstå, at der ikke er mere arbejde for naturfilosoffer. Men – og det er min påstand – det er der i høj grad stadigvæk. For naturfilosofien er kendetegnet som et felt, der prøver at forene hvad vi ved, baseret på videnskab, med andre former for viden om natur. Naturfilosofien stiller f.eks. i dag spørgsmål som ”hvad kan vi godt lide ved naturen?” og ”hvad er problematisk ved naturen?”. På denne tur taler vi jo f.eks. om invasive arter, og dette spørgsmål skriver sig ind i den overordnede biodiversitetskrise, som mange mennesker i dag er bekymrede for. For hvis nogle arter breder sig på bekostning af andre, så er det et problem for biodiversiteten. I dag står vi således med nogle store, naturfilosofisk relevante begreber som f.eks. biodiversitet, klimaforandringer og miljøødelæggelser, som samtidig også peger på nogle problemer, der hænger sammen.
Det, som naturfilosofien, i modsætning til enkeltvidenskaberne, kan, er at forbinde indsigter fra forskellige dele af videnskaberne til en større helhedsforståelse af den situation, vi i dag befinder os i. På denne tur går vi desuden rundt og filosoferer, hvilket er en påmindelse om, at filosofi også er en praksis. Det er en tradition, der går helt tilbage til de gamle grækere, f.eks. Platons akademi og Aristoteles skole i Lykeion, hvor filosofi i høj grad var noget, man praktiserede som tænkeøvelser. For dem var filosofi i høj grad en praksis og ikke ”bare” teori. Derfor synes jeg, at der ligger noget spændende i at afprøve naturfilosofi i praksis. Så jeg ser både feltet som noget teoretisk dybt men også noget praktisk, som man kan blive inspireret af ved at bringe filosofien uden for husene og institutionerne og lade det udfolde sig i forskellige praktiske sammenhænge.
Foran os er gruppen stoppet op midt på stien og kigger i retning af et par dovne grågæs, der spankulerer rundt på et mikroskopisk græsareal. Nicolai Halvorsen peger ud mod dem og spørger ”Er grågåsen en invasiv art? De er ikke på listen over invasive arter, men bestanden er gået ret kraftigt op i de seneste år, og de laver så meget gåselort i vandet, at de faktisk ødelægger livsbetingelserne for de øvrige arter…”. Svarene fortoner sig i det uvisse, mens vi fortsætter ad stien rundt om Holte sø mod Vasernes ellesumpe.
Du nævnte også, at det, vi kan lide ved naturen, har ændret sig fra tidlige tider. Hvordan?
Hvis man kender lidt til historien, så resonerer naturfilosofien for mange med den romantiske naturfilosofi, hvor naturen blev værdsat som et modstykke til det alt for civiliserede, typisk byen. Det var dejligt for bymennesket at komme uden for byen og få sindet genopladt gennem æstetiske oplevelser i naturen. Den romantiske opfattelse af naturen er jo blot en af de strømninger, som naturfilosofien udmønter sig i, men jeg tror, at vi i dag har mange af de samme behov, som kom til udtryk under romantikken. Dog med den forskel, at vores behov må udtrykkes på andre måder i dag, fordi vi ikke længere tror – i hvert fald ikke på samme måde – som f.eks. Ørsted gjorde, på ”Ånden i naturen”. Desuden lever vi i en tid, hvor der eksisterer mange forskellige måder at tænke på side om side, f.eks. alt efter om vores perspektiv er teknisk-naturvidenskabeligt eller etisk. Lige før talte vi om, at der kan opstå uønskede ændringer i naturen pga. grågåsen, som tilfører så store mængder næringsrigt gåselort, at det forstyrrer økosystemets mere sjældne arter. Naturfilosofien rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi skal gøre noget ved dette? I hvor høj grad skal mennesket påtage sig forvalterrollen? Og hvis vi påtager os denne, kan vi så styre tingene? Der er en ny bevægelse under opsejling i retning af rewilding, der kort sagt går ud på at befri naturen fra mennesket. Man forsøger at etablere nogle områder, der er udsat for mindst mulig menneskepåvirkning. Men det skaber så nogle andre udfordringer, som f.eks. kommer til udtryk i hele debatten omkring velfærden af vilde heste i Mols Bjerge.
Det er svært for folk også?
Ja, det er svært for folk at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til det. Jeg tror en del af dette skyldes, at der er forskellige natursyn, der støder sammen – måske endda inden i det enkelte menneskes hoved, og det kan være rigtig svært at forholde sig til.
Hvilke natursyn støder sammen?
Det gør bl.a. forestillingen om mennesket som naturforvalter. Denne forestilling går helt tilbage til den klassiske filosofi og den kristne tradition, hvor mennesket har en særlig rolle som forvalteren af skaberværket. Det er en idé, som konkret viser sig i, at der er rigtig meget forvaltet natur. Se bare den natur, som vi går rundt i nu, den er jo en blanding af noget natur, som passer sig selv, f.eks. ellesumpe, men den er også et resultat af noget dybt kulturpåvirket. Det er ikke sikkert, at forvalterrollen er den eneste mulige, jeg ser f.eks. rewilding som et forsøg på at omdefinere forvalterrollen ved, at man ydmygt forsøger at trække sig tilbage fra en forestilling om, at hele arealet på jorden skal forvaltes af mennesker. Ønsket er, at der skal være områder, der passer sig selv og udvikler sig naturligt i den forstand. Dybest set har vi to grundlæggende måder at tænke natur på, hvoraf det ene, det grænsebestemte naturbegreb, sætter en grænse mellem kultur og natur. Mennesket anses som forvalter af naturen ud fra sit ønske om at planlægge, dvs. kulturen, hvormed naturen på den anden side anses som det spontane med elementer af det ustyrlige og vilde. Det er en kunstig grænsedragning, vi laver – en lidt arbitrær grænse. For i nogle situationer er det muligt at skelne mellem by og land, men ikke altid. Særligt i Danmark er landskabet oftest dybt kulturpåvirket.
Det andet naturbegreb er ”naturen som det hele” – kosmos, hele universet er natur. Når vi går rundt inde i byen, er det bare en anden slags natur. Det er et naturbegreb, der peger på, at vi aldrig kan komme ud over naturen som et vilkår for vores egen eksistens, men vi kan forholde os til dette vilkår på mange måder. Vi er selv natur i og med, at vi har en krop, men kroppen er jo ikke bare så at sige biologisk, for den har også nogle andre dimensioner, idet vi er sproglige væsner, lever i en bestemt kultur og nogle bestemte sociale sammenhænge osv.
Hvorfor netop disse naturopfattelser?
Jeg har dem fra en dansk filosof, Hans Fink, der har tænkt meget over naturbegrebet. Hvis du prøver at få et overblik over naturopfattelserne, så vil du uundgåeligt få dem grupperet i disse to mulige opdelinger. Han pointerer dog også, at inden for det grænsebestemte naturbegreb findes mange underafdelinger alt efter, hvordan man trækker den grænse.
Hænger det med grænsedragning sammen med det forvaltningsprægede natursyn, vi møder i dag?
Ja, det gør det i høj grad. Jeg tror også, at vi som mennesker, fordi vi er sociale dyr, godt kan lide at have en form for kontrol over vores sociale liv. Det er ikke bare et spørgsmål om magtudøvelse, men også et ønske om at skabe forudsigelighed. Det at finde sammen i først landsbyer, senere større byer og opbygge hele civilisationer og stater, er også udtryk for en enorm kontrolproces, en bestræbelse på at gøre det ukontrollerbare og uforudsigelige håndterligt. Men det kan også gå over gevind, så vi ønsker måske på det personlige plan snarere en balance mellem den holdning, hvor vi er i kontrol, og så en anden tilstand hvor vi er mere spontane og ikke nær så formålsrettede. For kontrollen knytter ofte an til en mål-middel-rationalitet, som er forbundet med at løse problemer, men jeg tror, at vores liv ville være fattigt, hvis det var den eneste måde at være til på. Kunsten peger i denne henseende på en dimension, hvor vi kan udtrykke os på nogle andre måder end bare at skulle have styr på tingene eller løse problemer. Vi behøver ikke at være så løsningsorienterede, når vi kigger på nogle smukke billeder, så det er en form for afkald på kontrol.
Er det også noget, der er til stede i den måde, vi møder og bruger naturen på i dag?
Ja, det tror jeg. Jeg tror, at der ligger en dyb forståelse af, at man kan møde ting, der ikke er planlagte, når man går en tur ude i skoven – ting, som ikke er planlagte, og som vi ikke har magt eller kontrol over på samme måde som de ting, vi møder, når vi går ned til Netto og fylder indkøbskurven.
Hvad er det da, som vi kan møde?
Vi kan f.eks. møde mærkelige dyr, som vi aldrig har set før. Eller planter som vi dårligt nok ved, hvad er for nogle eller hvad de er på vej til at blive. Vi kan også møde smukke ting, og skønheden i naturen kan have flere aspekter og betyde meget i forhold til vores måde at være til på. Selvom der ikke findes et simpelt svar på dette, handler det måske om, at vi har behov for at være til på måder, som ikke blot er målrationelle.
Jeg tror også, at vi nogle gange har behov for bare at gå alene i naturen og være tavse og lytte til de dyr, der i en vis forstand taler til os, men som ikke har et bestemt kommunikativt budskab. Jeg har selv været opslugt af biosemiotik – af at forstå biologien som ”systemer af tegn”. Den redskabskasse kan bruges til at forstå meget kommunikation, både i den enkelte organisme og mellem organismer. I biologien og i biosemiotikken er der tit en bestemt betydning, som oftest handler om overlevelse, men det er ikke alle tegn, der nødvendigvis har en definitiv eller funktionel betydning. Nu hører vi f.eks. fugle i baggrunden, og selvom der er masser af viden om, hvorfor fuglene synger – det gør de bl.a. for at forsvare deres territorium og tiltrække mager – er der aspekter af sangen, som også bare er smukke at lytte til, og hvor man som lytter ikke behøver at ønske sig en oversættelse af det. Alene det, at der er noget, som folder sig ud, som tiltaler os og imponerer vores sanser, kan give en form for bevægelse af vores sind, som er en behagelig bevægelse.
Claus Emmeche på stien rundt om Holte sø.
Den naturvidenskabelige tilgang kan medføre et mere atomiseret og opsplittet syn på naturen. Kan dette skabe en afstand til naturen – og vores oplevelse af at være en del af naturens sammenhænge?
Det kan det selvfølgelig nemt. Men det kan opleves forskelligt, fordi naturvidenskaben jo også er med til at åbne naturen for nogle fantastiske dimensioner, der overskrider vores umiddelbare oplevelse af f.eks. træerne som fænomener ved at give os indsigt i, at de har en bestemt anatomisk struktur og kan udfolde nogle fysiologiske processer på en bestemt måde. Den naturvidenskabelige indsigt beriger vores oplevelse, men den ændrer den også lidt. Den tilbyder et ekstra perspektiv. I en naturfilosofisk optik tror jeg, at det er vigtigt at kunne tillade forskellige perspektiver på naturen. Det biologisk-naturvidenskabelige perspektiv på, hvad en ellesump er, er blot ét perspektiv. Der er også andre mulige perspektiver, f.eks. det æstetiske perspektiv på naturen.
Vi talte før om naturfilosofien som et genstandsfelt, der forbinder mange perspektiver, men er denne helhedsbestræbelse mulig?
Jeg tror ikke, at det er fuldstændig muligt, men man kan opnå momenter af det. Hvis man tænker på det helhedsperspektiv, der angår hele fællesskabet eller hele samfundet, er det en helhed, der angår den måde, som vi ønsker, at kloden bliver indrettet på. Dette indebærer også hensynet til kommende generationer, der også skal have mulighed for at leve et tilfredsstillende liv, og så er vi igen inde på de udfordringer, der er mht. miljø- og klimakriser. Jeg tror dog, at man med tanke på helhedsbestræbelser skal huske på, at vi som mennesker er begrænsede. Vi kan ikke alting. Vi har begrænset tid her på jorden, så vi må være lidt ydmyge og tage helheden mere stykvist end vi egentlig ønskede det.
Kan denne helhedsbestræbelse også anskues som et forsøg på at dyrke en anden tankegang end den mere lineære, teknisk-videnskabelige tilgang til naturen…?
Ja, helt klart. Derfor mener jeg også, at det ville være sundt at indrette vores skolesystem sådan, at man skaber større balance mellem de tekniske, funktionelle og de mere æstetiske fag. Der er meget fokus på det funktionelle i skolesystemet – også i forhold til de kompetencer, som børn og unge skal opnå, men jeg tror, at det er vigtigt, at man også inddrager elementer af det æstetiske fag i de mere funktionelle fag, hvad enten der er tale om sprog eller naturfag. Henrik Zingernagel, en filosof og fysiker, har fremhævet det æstetiske element i naturvidenskab som en mulighed, der byder sig til i undervisningen. Ved at formidle glæden ved det smukke i naturen kan man gøre børn og unge mere interesserede i f.eks. naturfag.
Jeg kom også til at tænke på nogle eyetrack movement-studier, dvs. studier hvor man følger øjnenes bevægelser, og her har man undersøgt, hvordan hhv. amerikanske og kinesiske studerende opfatter billeder på en skærm. Her viser sig den interessante forskel, at amerikanske studerende først fokuserer på objektet i forgrunden – det kunne være en bil eller en hestevogn – og først efterfølgende kaster blikket rundt i hjørnerne, hvorimod kinesiske studerende gør det omvendte, de fanger først helheden og konteksten, før de detaljeret begynder at studere det centrale objekt. Det sjove er, at kinesiske studerende, som er opvokset i USA, udviser samme mønstre som deres medstuderende i USA. Så disse studier viser, at det er den kultur, du er opvokset i, der gør forskellen. Kulturen påvirker, hvad vi opfatter, når bare vi kaster et blik på et landskab eller et billede. Det synes jeg er tankevækkende, fordi det også har noget med del og helhed at gøre.
Hvordan kan man bruge disse indsigter i skolesystemet?
Det ligger lidt uden for min ekspertise, men der er mange bestræbelser på at finde ud af, hvordan man bedst muligt får disse ting ind i undervisningen. Jeg tror dog, at det er vigtigt at bevare et moment af håb i undervisningen, så man ikke tegner et for sort billede for børn og unge af den fremtid, vi går i møde. Det kan nemt blive meget sort.
Hvad kan give dig håb?
Der ligger et håb i konkrete menneskers kampe og bidrag. Når man f.eks. ser hvor stor kreativitet og opfindsomhed der findes i de forskellige initiativer til at leve på en mere bæredygtig måde. Jeg synes, det er en opmuntring at se, at folk både er villige til at yde et vist offer eller forsøge at gøre ting på en anden måde.
Nu er vi jo også på denne her tur for at opleve biodiversiteten. Hvorfor er det overhovedet vigtigt?
Biodiversitet rummer et element af skønhed. Det er simpelthen sjovere at gå rundt i en skov, når der er mange forskellige fuglearter, biller og insekter, i forhold til at gå rundt i en monokultur som f.eks. en kornmark. Så der er en rigdom i at opleve arter, som er anderledes end os. Biodiversiteten er værdien af det, der findes i sig selv. Der er også et aspekt af biodiversiteten, som vi ikke kan kontrollere, fordi den på en måde er noget, som vi er blevet givet. I og med at vi tilfældigvis er blevet født på denne jord i en begrænset periode, får vi en stor rigdom gratis serveret ved at kunne opleve væsner, som er meget anderledes end os, og som kan fascinere os på mange måder. Derfor ligger der en enorm værdi i at bevare den, hvor det er muligt – og i hvert fald undgå at reducere den. Vi lever desværre i en periode, hvor vi er vidne til en masseuddøen af arter, bl.a. fordi mange naturlige levesteder forsvinder. Vi har derfor et kæmpe ansvar i forhold til at sørge for at udvikle levesteder for at undgå, at det hele forsvinder.
Har vi altid været opmærksomme på, at biodiversiteten er værdifuld?
I hvert fald siden det begyndte at gå op for mennesker, at biodiversiteten er truet. The silent spring af Rachel Carson fra 1962 kan ses som et udtryk for den gryende indsigt i, at vi står i en miljøkrise, for titlen refererer til, at fuglesangen langsomt forsvinder på mange områder… ratatatata …hør, der var spætten…
Udsigten fra et udsigtspunkt ved Vaserne. Her er det den sjældne skeand, som observeres.
Kan naturfilosofien bidrage til vores opmærksomhed på biodiversitet?
Ja, det tror jeg godt, i den forstand at naturfilosofien anskues som en videreførelse af en lang, metafysisk tradition i filosofien, hvor man sætter spørgsmålstegn ved, hvad der findes, og hvilke måder tingene findes på. Naturfilosofien beskæftiger sig som nævnt også med det praksisnære og kan anskues som en dimension ved mange almindelige aktiviteter, som allerede foregår. Når vi begynder at beskæftige os mere med tingene eller kalde dem noget bestemt, får vi tit en særlig opmærksomhed eller større sensitivitet over for dem. Det svarer lidt til, at når vi begynder at tale om ting på nye måder, så kan vi afdække dem og få nye forståelser frem. Hvis vi for eksempel taler om køn og kønsforskelle, så er det alene på det biologiske plan ret kompliceret, for det viser sig, at det biologiske køn, som vi har for vane at opdele i kun to kategorier, mænd og kvinder, ikke kun er binært. En anden måde at tale om køn på er vha. begrebet ”det sociale køn”, som på engelsk kaldes “gender”, og som peger på, at køn i høj grad er noget, som er socialt konstrueret og betinget af forskellige historiske forhold. Man kan også anskue kønnet som et performativt fænomen, som Judith Butler gør. Begrebet om performativitet viser, at der findes nogle bestemte måder at udøve kønnet på, som kan leve op til mere eller mindre kønsspecifikke stereotyper. Alt dette viser, at nye ord og begreber som f.eks. performativitet kan hjælpe os med at se nye aspekter af fænomenet køn. Jeg tror, at det samme gør sig gældende inden for naturfilosofien. Hvis vi udvikler nogle begreber om det naturfilosofisk specifikke ved vores nutidige omgang med hinanden og med naturen, så vil vi også blive i stand til at se nogle ting, som vi ikke har været opmærksomme på før. Det teoretiske og det praksisnære skal bringes bedre i samspil. Vi taler f.eks. tit om at vise ”respekt for naturen”, men hvad betyder det egentlig? I bund og grund er det jo en holdning, som nogle mennesker har og andre ikke har – eller måske aldrig har fået mulighed for ligesom at opøve. Der er både nogle praktiske og teoretiske komplikationer forbundet med dette begreb, og måske skal der ligefrem udformes en slags ny naturetik, som indbefatter dette aspekt.
Her gør vi et kort ophold på en sti, hvor den lille flagspætte efter forlydende skulle være blevet observeret tidligere på dagen. Den er dog ikke til at se lige nu. Men en stor flagspætte bevæger sig lynhurtigt op og ned ad en træstamme. Vi står stille en stund i håbet om at få et glimt af dagens helt.
Dette er første del ud af tre af artikelserien “På sporet af naturfilosofien”. Tak til alle turdeltagerne fra SiV (seminarrække i videnskabsteori), der ledes og organiseres af Claus Emmeche på Niels Bohr Instituttet.
Fotos: Maiken Fredsøe
