Marts 2005
Af Peter Mørkeberg Hinsby
Interview med lektor ved juridisk fakultet, KU Jørn Vestergaard om de juridiske konsekvenser af den nye terrorisme. Jørn Vestergaard underviser til daglig i terrorismelovgivning og har markeret sig med flere artikler og kronikker i tidsskrifter og dagspressen om emnet. Særligt var han fremme med kritik af den lovgivning, der fulgte i kølvandet på 11. september 2001. Men hvad mener Jørn Vestergaard i dag mere end fire år efter angrebene på World Trade Center?
Er truslen fra global terror så alvorlig i 2005, at en regering skal have ret til at lægge restriktioner på sine borgeres frihed?
Det er et meget bredt spørgsmål. Det kommer an på, hvad vi taler om. Der er stor forskel på Europa og USA eksempelvis. Men derudover mener jeg ikke, vi kan komme udenom, at der stadig aftegner sig et seriøst trusselsbillede. Det er jo trods alt ikke mere end et år siden, at Madrid blev angrebet, og USA er hele tiden i søgelyset.
Jeg mener i høj grad, det er velbegrundet og nødvendigt, at det praktiske og lovgivningsmæssige beredskab også fra dansk side blev styrket og udbygget efter 11. september.
Men indvendingerne er jo de samme herhjemme, som dem vi hører i USA. De terrorpræventive foranstaltninger truer retssikkerheden og vel dermed demokratiet.
Jo, men vi må være mere nuancerede. Jeg mener, der er nogle ting i den europæiske diskurs, der giver grund til fortrøstning. I EU bliver tingene gjort meget fornuftigt. Der findes et sæt checks and balances, der gør, at vi undgår de værste udskejelser. I Danmark gælder dette i højere grad. En lang parlamentarisk tradition bevirker, at vi får luget ud i bedene. Selvom det gik meget hurtigt med at få stablet en lov på benene lige efter angrebene i 2001, så blev der ligeså hurtigt bagefter råbt vagt i gevær. Når Ole Krarup eksempelvis sidder i Bruxelles og græder snot over det her, er han jo med til at holde skuden oppe og holde den rette kurs. Det er godt, at der er folk, der kan trække linjerne klart op – også selvom det billede, der bliver tegnet, er meget sort og hvidt.
Kan du være mere konkret?
Ja. De meget vide magtbeføjelser, der først blev præsenteret i EU`s rammeafgørelse, blev hurtigt modereret, således at terrorloven eksempelvis ”kun” omfatter handlinger, som er en trussel mod medlemsstaternes demokratiske samfund. Adfærd udført af mennesker, der handler for at bevare eller genskabe demokratiske værdier, betragtes ikke som terroristhandlinger. Demonstranter og fagligt aktionerende i almindelighed kan heller ikke ifalde strafansvar for terrorisme.
Hvis vi kigger på de retsplejemæssige forhold, så har en af dine kolleger udtalt, at terrorpakken uden sammenligning markerer den største ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkeltes retssikkerhed, der er sket, siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen for 83 år siden. Hvordan mærker vi det?
Igen må man i et historisk perspektiv anvende en mere nuanceret optik. Så snart man griber kontrollerende ind i den enkeltes hverdag, er der et demokratiproblem. Sådan har det altid været, og det er selvfølgelig også tilfældet med terrorlovgivningen.
Ordningen indebærer på den ene side en vis udsigt til, at der i praksis kun vil blive rejst tiltale for de mest oplagte forhold, og som sådan vil den almindelige dansker ikke mærke noget til terrorloven. Hvis folk tænker George Orwell, 1984, Big Brother osv., så er det noget gas.
På den anden side bidrager en sådan ordning ikke til at klargøre den materielle retstilstand for borgerne, og den indebærer en risiko for politisering, vilkårlighed og magtmisbrug.
De største betænkeligheder ved de nye regler knytter sig derfor også til anvendelsen i efterforskningsmæssig sammenhæng, hvor risikoen for en udglidning vil være betragtelig.
Man kan frygte overdreven beredvillighed med hensyn til at give grønt lys for indgribende efterforskningsskridt over for grupper, som betjener sig af voldsforherligende retorik eller på anden måde giver indtryk af at have et militant beredskab.
Den hemmelige retspleje er møg ubehagelig i forhold til nogle grupper og giver selvfølgelig PET og andre nogle vidtrækkende beføjelser.
Men er det ikke meget belejligt i forbindelse med eksempelvis rockerkrigen eller narkokrigen, der i øvrigt ligesom krigen mod terrorisme synes principielt uafsluttelige?
Jo, men problemet er mere, at definitionen af terrorisme simpelthen er for løs. En universel definition på terrorisme findes ganske enkelt ikke, og lovgivning ud fra begrebet vil altid blive udtryk for et kompromis. Uden for de oplagte tilfælde bevirker terrorisme-begrebet en udviskning af skellet mellem væsentligt og uvæsentligt. I beskrivelsen af en lovovertrædelse kan det beklageligvis foranledige en sproglig inflation, der slører det egentlige budskab.
Formodningen bliver let den, at over for terrorister er alting tilladt!
Anerkender man en sådan tankegang, eller underkender man dens magt over sindene, kan grundlæggende retsprincipper blive sat over styr. Dette gør sig med ekstra styrke gældende, hvis gerningsbeskrivelserne ikke udformes med den yderste omhyggelighed med henblik på at opnå en rimelig og afbalanceret afgrænsning samt størst mulig klarhed, bestemthed og præcision.
Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben bliver koncentrationslejrene paradigme for moderne politik. Ikke på grund af antisemitismen eller henrettelserne. Men fordi undtagelsestilstanden er institutionaliseret i koncentrationslejrene. Politik griber langt ind i det private rum: kontrol og overvågning på alle niveauer. Hvad siger du til den diagnose?
Agamben har delvist ret. Terrorismelovgivning er noget farligt noget i visse sammenhænge. Der er masser af gråzoner. Men vi må tro på, at vi har et globalt fællesskab lige fra det britiske overhus til diverse menneskerettighedsorganisationer og journalister, der holder øje med lovgivningen.
Det er ikke USA eller Bush der er oversherif for det hele.
Men briterne er netop nu på vej til at erstatte en stærk kritiseret antiterror lov med en ny lov, der vil give indenrigsministeren den største magt over briterne nogensinde. I USA er man i gang med udformningen af en Patriot Act II, der holder den hårde linje. Er vi ikke ved at anerkende den permanente krigstilstand som en realitet?
Som sagt mener jeg, der er et reelt trusselsbillede. Men truslen kommer ikke alene fra terroristerne men også fra de vestlige demokratier.
Vi må ikke undervurdere imperialisterne og krigsmagerne, men i stedet for blot at sige nej eller dyrke dystopierne, må vi sige ja med en anden stemme. Vi må være konstruktive og ikke bare imod for enhver pris. Vi må komme op med modmagt til det onde og det umoralske. Der er en tendens til at forsimple tingene. At diagnosticere og så bare give op.
Max Weber har sagt: ”Politik er som en langsom boring i hårde planker, med lidenskab og øjemål på samme tid.” Man må bevare sit sigte på tingene og rette til efterhånden. Den, der ikke bryder sammen men kan sige, trods alt! – hvad end, der så sker, har det sande politiske kald. Bortset fra det mener jeg faktisk, at loven herhjemme og i Europa grundlæggende er meget rationel og fornuftig.
Agambens sammenligning mellem koncentrationslejren og moderne politik er meget god, men jeg tror ikke, det er nået så vidt endnu. Men vi må være på vagt, det er klart.
Ved førstebehandlingen i 1934 af den urolov, som var forløberen for bestemmelserne i
straffeloven, fremhævede Christmas Møller i stærke vendinger, at allerede de dagældende
regler var tilstrækkelige, og at de da foreslåede indebar alt for vidtgående
myndighedsbeføjelser. I tider med anti-demokratiske og voldelige kræfter på spil skal de
grundlæggende principper for retsstaten stå deres prøve, og det gælder nu som dengang.
