24.02.2021
af Andreas Beyer Gregersen
Positiv særbehandling er ikke et stort emne i den danske offentlighed sammenlignet med f.eks. den amerikanske debat om afroamerikaneres stilling i uddannelsessystemet. Men spørgsmålet er, om det bør være sådan? Dette afhænger ikke bare, om der er grupper i samfundet, som har brug for denne slags tiltag, men også af om positiv særbehandling i det hele taget kan retfærdiggøres – en problematik, som er relateret til større filosofiske spørgsmål omkring diskrimination, lighed og retfærdighed. Sådanne spørgsmål undersøger filosof Kasper Lippert-Rasmussen i sin nyligt udgivne bog ”Making Sense of Affirmative Action”. Turbulens har i den anledning taget en snak med Lippert-Rasmussen om argumenter for og imod positiv særbehandling, samt hvad det egentlig er for en type praksis.
Kan du starte med at give et overblik over dine primære forskningsområder, og hvad du lige nu arbejder mest med forskningsmæssigt?
Mit primære forskningsområde er etik og politisk filosofi. Jeg har særligt arbejdet med lighed og forskellige lighedsidealer såsom den position, der på engelsk kaldes ’luck egalitarianism’. Derudover har jeg arbejdet en del med diskrimination som tema og fået en bevilling til et forskningscenter, der beskæftiger sig med diskriminationsforskning. Udover dette arbejder jeg på et bogprojekt omkring dét, som man kan kalde ’bebrejdelsen etik’ – altså ikke så meget en diskussion om, hvornår man er bebrejdelsesværdig, men mere om hvornår andre er i en position, hvor de kan bebrejde én noget. Hvis man for eksempel har en fejl i udpræget grad og bebrejder en anden, der har en tilsvarende fejl men i mindre grad, så vil den anden nemt kunne afvise kritikken med spørgsmålet: ’hvem er du til at bebrejde mig for dette?’ Dette kan muligvis også gøre sig gældende ved andre slags talehandlinger end bare bebrejdelser såsom dét at rose eller tilgive andre noget.
Sidste år fik du udgivet bogen “Making Sense of Affirmative Action” på Oxford University Press, og som der ligger i titlen, handler denne om positiv særbehandling ud fra et filosofisk perspektiv. Hvorfor mener du overordnet set, at dette er et relevant emne at tage op?
For det første er det interessant fra et filosofisk perspektiv, idet man kan spørge, hvad det egentlig er, der gør diskrimination forkert? Ud fra nogle definitioner af diskrimination tæller positiv særbehandling som en form for diskrimination, men man kan jo samtidig have den opfattelse, at positiv særbehandling i mange tilfælde kan være moralsk velbegrundet – hvoraf må følge, at man dermed mener, at nogle former for diskrimination faktisk kan være moralsk velbegrundede. Men hvis dette er tilfældet, hvordan kan vi så kende forskel på de former for diskrimination, som kan forsvares moralsk, og dem, som ikke kan det? Alt dette hviler dog på den antagelse, at positiv særbehandling rent faktisk er en form for ’diskrimination’, hvilket kan diskuteres.
For det andet er der en mere samfundsmæssig relevans i forhold til dét at undersøge positiv særbehandling. Det diskuteres ofte i dag med hensyn til f.eks. spørgsmål om, hvorvidt der bør indføres kvoter for kvinder i bestyrelser. På danske universiteter er der også en skæv repræsentation blandt mænd og kvinder i forhold til professorater og lektorater, og der findes en løbende debat om, hvorvidt man kan og bør adressere dette igennem positiv særbehandling. Diskussioner omkring racemæssig særbehandling har vi historisk set ikke rigtig haft i Danmark indtil videre sammenlignet med, hvordan man især har haft det i USA, men det kan være, at vi kommer til at diskutere det mere i fremtiden, som Danmark bliver et mere etnisk blandet samfund.
Hovedparten af din bog handler om at diskutere argumenter for og imod positiv særbehandling. Men før dette argumenterer du også for en bestemt definition af dette begreb, som både inkluderer idéen om at positiv særbehandling handler om forsøg på at opnå bedre repræsentation af minoriteter og samtidig at man gør det på en måde, der er mere vidtrækkende end blot at eliminere direkte diskrimination. Kan du fortælle mere om, hvordan vi bør definere selve begrebet?
Det er næsten en slags ’erhvervsskade’, som filosoffer har, at man gerne vil definere noget inden, at det diskuteres. Noget, der har motiveret mig, er at definere positiv særbehandling på en måde, der indfanger dét, som folk har i tankerne, når de er utilfredse med eller er fortalere for det. Hvis vi kaldte det for positiv særbehandling, at en virksomhed erkendte og tog skridt til at modvirke, at deres ansættelsesudvalg har en sexistisk bias og dermed diskriminerer mod kvinder, ville det således ramme ved siden af, hvad folk normalt mener med begrebet. Når vi snakker om positiv særbehandling er konteksten nemlig, at der mere generelt i samfundet foregår sådan noget som kønsdiskrimination, og at en given virksomhed derfor ikke får så mange ansøgere med de efterspurgte kvalifikationer, som er kvinder. I den forbindelse forstås positiv særbehandling som dét, at man tager et ekstra skridt, der går udover bare det at forhindre, at f.eks. virksomheder diskriminerer på baggrund af køn. Det handler altså ud fra den forståelse om at modvirke en mere generel samfundsmæssig diskrimination.
Samtidig kan der være nogle teoretiske formål med at arbejde med en bestemt definition. I mange definitioner fokuserer man således på nogle særlige grupper og hævder, at positiv særbehandling er tiltag med henblik på at øge andelen af f.eks. kvinder og afroamerikanere i virksomheder eller andre steder. Det gør eksempelvis James Sterba, men der findes ikke noget dybereliggende rationale i at begrænse sin definition af positiv særbehandling til kun at omhandle bestemte minoriteter. Hvis man kigger på Sydafrika, så kan man tale om positiv særbehandling i denne kontekst på en måde, hvor det faktisk er til fordel for den befolkningsmæssige majoritet i det sydafrikanske samfund – nemlig borgere, der siges at være ’sorte’ ud fra en konventionel raceklassifikation. Derudover taler vi ofte om positiv særbehandling i forbindelse med såkaldte ’entry points’ såsom ansættelser eller uddannelsesoptag. Men det giver også mening at tænke på positiv særbehandling i forhold til ’exit points’ såsom tiltag for at få ældre mandlige medarbejdere til at gå på pension tidligere, end de ellers ville have gjort, for at øge repræsentationen af yngre, kvindelige medarbejdere. Typisk tænker man ikke på dette som positiv særbehandling, men teoretisk set giver det mening.
I forordet bemærker du også, at positiv særbehandling kan være mange ting, og at det er et for generelt spørgsmål at stille, hvorvidt det overordnet set kan retfærdiggøres eller ej – ligesom det ville være for generelt at spørge, om udenrigspolitik som sådan kan moralsk retfærdiggøres, som du skriver. Men bør vi så overhovedet snakke om positiv særbehandling med dette ene begreb?
Det er et godt spørgsmål. Man kan nemlig i forbindelse med generelle termer såsom ’udenrigspolitik’ eller ’immigration’ også spørge, om vi ikke bør dele dem op i underkategorier for bedre at kunne diskutere dem på et normativt plan. Men samtidig kan ét samlet begreb gøre, at man kan se deskriptive ligheder, som kan forklare, hvorfor stater fører den slags udenrigspolitik, som de fører – eller på samme måde vise ligheder mellem forskellige slags positiv særbehandling.
Hvis vi så starter med forskellige former for kritik af positiv særbehandling, hvilke argumenter fremsættes typisk mod det, og hvordan vurderer du disse indvendinger i bogen?
Jeg behandler fem forskellige hovedindvendinger mod positiv særbehandling i bogen. Den første og den mest almindelige tager udgangspunkt i en intuition om, at diskrimination er forkert, og at fordi positiv særbehandling er en form for diskrimination, må dette også være forkert. Den anden indvending går ud på at hævde, at positiv særbehandling faktisk stigmatiserer de grupper, som ellers skulle hjælpes; at man skyder sig selv i foden ved denne type tiltag. Den tredje handler om, at dem, som nyder gavn af positiv særbehandling, ikke er dem, som egentlig har brug for det. Det kan f.eks. være, at det mest er afroamerikanere i USA, der alt taget i betragtning er privilegerede og ikke for alvor har været ramt af racediskrimination, som drager nytte af positiv særbehandling på universiteter eller lignende steder – eller at det primært er allerede velstillede kvinder, som får gavn af kønskvoter i virksomhedsbestyrelser. Dette hænger sammen med en fjerde indvending om, at institutioner ikke altid er lige åbne og gennemsigtige omkring de tiltag, som de indfører i den forbindelse. Endelig er der en kritik, som tager udgangspunkt i, at man altid bør vælge den, som er ’bedst kvalificeret’ til noget, og at positiv særbehandling kan bryde med dette princip.
Jeg mener ikke, at nogle af disse indvendinger er særligt stærke. Den første spiller f.eks. på, at diskrimination kan betyde forskellige ting såsom forskelsbehandling i bred forstand. Positiv særbehandling er selvfølgelig forskelsbehandling, fordi idéen er, at man behandler nogle grupper anderledes end andre. Men forskelsbehandling er ikke noget problematisk i sig selv. Vi gør det på mange samfundsområder på helt uproblematisk vis – f.eks. behandler domstole forbrydere anderledes end ikke-forbrydere. Med hensyn til det sidstnævnte mener jeg heller ikke, at den bedst kvalificerede nødvendigvis har et krav på at blive ansat. Jeg nævner nogle tænkte eksempler i bogen på dette såsom en virksomhed, der ligger på Manhattan i New York og gerne vil give forrang i ansættelser til personer, som er i familie med omkomne under terrorangrebet den 11. september 2001. Det betyder ikke, at kvalifikationer er fuldstændig irrelevante, men det kan medføre, at den næstmest kvalificerede blandt en række ansøgere ansættes fremfor en anden på grund af dette. Det er svært at se, hvorfor den bedst kvalificerede skulle have et berettiget krav på at blive ansat i den sammenhæng. Vi kan selvfølgelig have en generel forventning i samfundet om, at folk ansættes på deres kvalifikationer, og hvis en given virksomhed så ikke har tilkendegivet, at de gør tingene lidt anderledes, så kan der være et problem, men det knytter sig snarere til den anden indvending om manglende gennemsigtighed. Dette er dog alene en indvending mod skjult positiv særbehandling og kan derfor ikke vise, at der er noget moralsk problematisk ved positiv særbehandling som sådan. Man kan også forestille sig virksomheder, der vil støtte et mere rummeligt arbejdsmarked og derfor åbent forbeholder stillinger til folk med handicap. At en mere kvalificeret person skulle føle sig krænket over dette, virker ikke rimeligt. Det er igen ikke fordi, at kvalifikationer er irrelevante, men at man aldrig kan fravige dette princip, er svært at forsvare.
Du diskuterer samtidig gode og mindre gode argumenter for positiv særbehandling. Hvad vil du sige er det gode argument for det, og hvad er en mere problematisk måde at argumentere for det?
Jeg har egentlig ikke haft som ambition med bogen enten at argumentere for eller imod positiv særbehandling men at tage konkret stilling til forskellige argumenter. Men det er rigtigt, at jeg ikke mener, at alle argumenter for positiv særbehandling er lige så uholdbare som dem imod det. Ét argument handler om at fremme diversitet, hvilket jeg ikke mener er et særligt godt argument for det. Der findes nemlig tilfælde og sammenhænge, hvor positiv særbehandling vil mindske diversitet. Hvis vi igen ser på det sydafrikanske samfund, så udgør sorte sydafrikanere ca. 80 % af den samlede befolkning. Hvis vi godtager, at denne gruppe i samfundet stadig udsættes for racemæssig diskrimination, så vil positiv særbehandling med henblik på sorte sydafrikanere medføre, at en allerede stor gruppe i en given virksomhed bliver en endnu større gruppe. I stedet for en virksomhed med 50 % ’sorte’ og 50 % ’hvide’ vil man dermed få noget, der nærmer sig 80 % over for 20 %, hvis man vil øge repræsentationen af sorte sydafrikanere. Dette synes altså at give mindre diversitet end tidligere, hvor sorte sydafrikanere var massivt underrepræsenterede. Samtidig er det ikke altid klart, hvilken form for diversitet der egentlig ønskes. F.eks. kan man godt opnå mere racemæssig eller kønsmæssig diversitet uden at det fører til mere diversitet i forhold til folks holdninger og idéer, hvis alle i en given virksomhed har samme middelklassebaggrund.
De bedre argumenter for positiv særbehandling handler om at modvirke diskrimination og sikre mere lighed i muligheder. De fleste i dag kan sandsynligvis også blive enige om, at det er en god ting at sikre så lige muligheder for borgere i samfundet som muligt. I Indien har man f.eks. i lang tid haft kvoter for lavkastepersoner, som ellers kan være stigmatiserede i en sådan grad, at højkastepersoner nogle gange ikke vil røre ved dem og slet ikke arbejde sammen med dem. Disse kvoter i særligt statsadministrationen har givet bedre muligheder over tid for lavkastepersoner i det indiske samfund. Det vigtigste er således den langtidseffekt, som disse tiltag har.
Kan du give nogle flere konkrete eksempler på, at positiv særbehandling kan øge mulighedslighed? Og hvor vil du ellers sige, at positiv særbehandling er mest relevant i dag som et praktisk tiltag?
Der er også en del studier efterhånden, der viser, at man ikke har de samme muligheder for ansættelse, hvis man som ansøger har et dansk over for et udenlandsk klingende navn – og på tilsvarende vis i forhold til om man har et mandligt eller et kvindeligt navn. Det er derfor en god ting, når man laver positiv særbehandling, at man forklarer folk den forskningsmæssige baggrund for, hvorfor det er sådan, at alle ikke har lige muligheder i samfundet. Men samtidig findes der utvivlsomt tilfælde, hvor man med positiv særbehandling har gået for langt og er kommet til at skabe mulighedsulighed den anden vej. Men dette har jeg også forsøgt at lægge ind i min definition af positiv særbehandling – altså at når vi begynder at overskride et vist niveau, så snakker vi slet ikke længere om positiv særbehandling men om favorisering af bestemte grupper i samfundet.
Med hensyn til andre eksempler findes der også en diskussion i Danmark lige nu om skuespillere, og i hvor høj grad det kan være svært som LGBT-person eller afrodansker at få en rolle i en dansk produktion. Samtidig bør man generelt være åben over for, at der med tiden kan opstå nye spørgsmål og problematikker, hvor positiv særbehandling kan blive relevant som tiltag. Ud fra perspektivet om at arbejde for mere lige muligheder for alle i samfundet, er det nemlig også vigtigt ikke blot at formulere det som et spørgsmål om politikker for den ene eller anden bestemte gruppe, men at det bør handle om at sikre en passende repræsentation af alle grupper i samfundet.
