23.02.2021
Efter du er vågnet svedende med et hamrende hjerte, og efter du pludselig har indset, at du i virkeligheden ikke er i fare, men at du faktisk ligger sikkert i din seng, kan det være svært at forstå, hvordan du blot få sekunder tidligere var overbevist om, at du var ved at blive nedtrampet af en flok enhjørninger. Hvorfor har vi disse livagtige hallucinationer, når vi sover, og hvorfor, uanset hvor underlige de er, tror vi stadig, at vi er vågne, når vi drømmer? Det meste, vi ved om drømme, stammer fra de beretninger, vi giver, når vi er vågnet. Der findes ingen teknologi, som kan se direkte ind i vores drømme og fortælle os, hvad de handler om. For mange af os er det en lettelse, at vores drømme i det mindste fortsat er private. Dog kan vi få indsigt i drømme ved at studere sovende personers fysiologi, imens de sover. Den drømmende hjerne og krop kan analyseres og sammenholdes med de efterfølgende beretninger om drømmene.
Hjernen udviser forandringer i aktivering, elektrisk aktivitet, kemi og stofskifte. Imens den sovende krop giver små ryk og øjnene bevæger sig, kan der forekomme forandringer i puls og hudens ledningsevne – vi sveder en lille smule, når vi har bestemte følelser – og det kan ske, at den sovende taler eller laver andre lyde. Det kan være ret pinligt at tale i søvne, men det er brugbart for forskningen i drømme. Hvis den sovende bliver vækket på det helt rigtige tidspunkt under en drøm, og forskerne optager beretningen, kan det, som hjernen og kroppen lavede, da denne drøm efter sigende fandt sted, matches og sammenholdes med, hvad der skete i drømmen. At udarbejde og afgøre, hvornår en drøm forekom med sikkerhed, kan være svært, men den typiske metode, der bruges, er at vække deltageren, når der forekommer et højt niveau af hjerneaktivitet, især under hurtige øjenbevægelser (REM-søvn), som er der, hvor de fleste drømme forekommer, og så omgående få personen til at afgive en beretning. Hvis jeg drømte, at jeg så en tenniskamp, ville man forvente, at mine øjne ville bevæge sig fra side til side, som om jeg så på bolden. Måske ville mine muskler give et ryk, eller måske ville spillets spænding øge min puls og få mig til at svede. At vågne under en drøm er faktisk den mest pålidelige måde at sikre, at nogen husker deres drøm. Men hvorfor bør vi overhovedet gå op i alt det her?
Fysiologiske målinger af drømme kan primært være brugbare for forskningen på to måder. For det første glemmer vi de fleste af vores drømme, og når vi husker dem, kan vi komme til at blande beretningerne sammen, huske forkert eller opdigte dem. Men fysiologiske målinger kan muligvis give uafhængig evidens for, at drømmen faktisk forekom, og at noget af indholdet faktisk fandt sted, såsom øjnene, der bevæger sig fra side til side under en drøm om en tenniskamp. Hvis et individ beretter, at personen har set noget eller har følt en stærk følelse i sin drøm, kan vi se, om den påkrævede neurale aktivitet for perceptionen af visuelle billeder og den specifikke følelse blev nået under denne drøm, og dermed bekræfte, at drømmen med de intense billeder og følelser faktisk forekom. Hvis denne evidens ikke foreligger, har vi en god grund til at tro, at drømmen ikke forekom. I fremtiden, når vi har en bedre forståelse af hjernen og de typer af aktivitet, der kræves for specifikke oplevelser, er det måske muligt for os at afgøre specifikke typer af drømmeoplevelser blot ved at kigge på hjernen. Nogle foreløbige studier har været succesfulde i at afgøre, hvad der foregår i drømmene, eller i det mindste forudse, hvad den drømmende vil berette, når personen vågner op, blot ved at kigge på hjernen, skønt det krævede omkring 50 forsøg med hver deltager, før man kunne forudsige det præcist (Horikawa et al. 2013). Fysiologisk data kan også bruges til at hjælpe en med at afgøre de fysiologiske og neurale mekanismer, som ligger bag visse typer af drømmeoplevelser. Dette kan måske hjælpe os med at forklare, hvorfor vi drømmer.
Billeddannelser af hjernen viser, at den sovende hjerne ofte har formindsket aktivitet i frontallappen sammenlignet med den vågne, særligt i delene kendt som den dorsolaterale præfrontallap (DLPFC) og de nedre parietallapper (Braun et al. 1997). Aktivitet i disse områder associeres med kompleks kognition, såsom rationel tænkning, metakognition – vores evne til at tænke over vores egne tanker – selvrefleksiv bevidsthed, orientering og hukommelse (Hobson, Pace-Schott & Stickgold 2000). Læsioner i disse områder i vågne individer har vist sig at føre til en manglende evne til at udføre disse højere kognitive funktioner, hvilket peger på, at den drømmende hjerne måske opfører sig på lignende vis. Mange beretninger om drømme er konsistente med dette syn, og både billeddannelser af hjernen og beretninger bliver brugt af nogle teoretikere som evidens til at underbygge teorien om, at de fleste drømme er irrationelle. Nogle beskriver endda drømme som en vrangforestilling. Der er dog en vis uoverensstemmelse imellem studierne. Nofzinger et al. (1997)konkluderede ikke det samme. I stedet konkluderede de, at der er en større mængde af forandringer i neural aktivitet. Dette er konsistent med den mulighed, at ikke alle drømme mangler disse kognitive funktioner. Drømme kan selvfølgelig involvere vilde scenarier, såsom en der flyver eller en umulig hændelse, men de kan også være dagligdagsagtige og kedelige, såsom at komme gående ned ad gaden på vej for at købe brød.
Hjernen og sindet
Hukommelsen er også ofte ringe i drømme. De fleste drømme er svære for den drømmende at huske. Følelsen af en drøm, der glider en af hænde, er velkendt. Under en drøm kan den drømmende ofte heller ikke huske meget om sit vågne liv. Når man vækkes direkte fra REM-søvn og bliver bedt om at berette om en drøm med det samme, berettes der næsten altid om en drøm, men efterlades man til at vågne naturligt, husker man for det meste slet ikke en eneste drøm fra de 4 til 6 REM-sessioner den nat. Derfor tyder det på, at de fleste drømme bliver glemt, og ikke, at vi simpelthen ikke drømmer. Ifølge Hobson et al. (2000) skyldes denne glemsel forandret neuromodulation, de kemiske forandringer i hjernen, som forekommer under søvn, formindsket hjerneaktivitet, og forandringer i den elektriske signalering, og det er typisk kun, når vi vågner lige efter en drøm, at nogle af sporene af mindet kan registreres af den vågnende hjerne, så de kan berettes om. Dårlig hukommelse er et karaktertræk for mange drømme. Men der er undtagelser.
Selvom frontalaktivitet hyppigt er reduceret, udviser drømme ofte stærk aktivitet i andre hjerneområder, særligt i den visuelle hjernelap og områder associeret med følelser, inklusive insula (Hobson, Pace-Schott & Stickgold 2000). Derfor er det ingen overraskelse, at drømme kan være så livagtige. Nogle gange er aktiviteten i disse områder højere, når man drømmer, end når man er vågen, hvilket stemmer overens med beretninger om meget intenst billedligt og følelsesladet indhold. Maquet et al. (1996) fandt, da de brugte en anden type af billeddannelse af hjernen kendt som PET-scanning, en stærk aktivitet i den højre, nedre parietallap, som aktiveres under rumvisualiserings- og konstruktionsopgaver; når vi forestiller os objekter i et rum. Dette er bemærkelsesværdigt, siden beretninger om drømme inkorporerer visuelle og spatiale billeder, hvilket underbygger idéen om, at det at drømme er en multimodal oplevelse.
Dang-Vu et al. (2005) forsøgte at korrelere hjerneaktivitet med beretninger om kognition i drømme. De argumenterede for, at visuelle drømmebilleder er konsistente med fundet af temporo-occipetal aktivitet, imens inaktivitet i de præfrontale områder, som associeres med kompleks kognition, såsom rationalitet, korrelerer med vores opfattelse af, at vi er vågne, når vi drømmer, og med evnen til at styre vores bevægelse, dårlig hukommelse, mangel på orienteringsstabilitet og forandringer i tidsopfattelse. Dette underbygger til en vis grad synet ‘kognitiv mangelfuldhed’ på drømme: at vi generelt ikke er særligt kløgtige, når vi drømmer. Dog er det ikke al forskning, der understøtter dette. Kubota o.a. (2011)argumenterer for, at studier er inkonsistente omkring aktivitet i DLPFC, og nogle har fundet aktivitet i DLPFC under REM-søvn. Dette er fundet ved både at bruge PET- og fMRI-studier. Grundet den brede varians af oplevelser, der forekommer under drømme, særligt klare drømme, som diskuteres nedenfor, er dette ikke overraskende.
Hobson et al. (2000) bemærker, at nogle studier har ført nogle forskere til fejlagtigt at tro, at den drømmende og vågne hjerne næsten fungerer helt identisk, og at vågen og drømmende kognition derfor også skulle fungere næsten helt identisk. Mange af disse eksperimenter bruger dog kun teknologi, som viser overordnede hjernefunktioner, såsom et elektroencefalogram (EEG), hvilket kun viser forandringer i elektriske mønstre målt med elektroder sat på deltagerens hoved. Detaljeret information fra moderne teknikker til billeddannelse af hjernen afslører vigtige forskelle i aktivitet imellem specifikke områder og neuronale grupper (Braun et al. 1997; Maquet et al. 1996; Nofzinger et al. 1997). Hobson et al. (2000) diskuterer, hvordan små neurale forandringer kan lede til store forandringer i kognitionen og til yderst abnorme oplevelser, både i sovende og vågen tilstand. Et eksempel på dette er, hvordan anfald kan forekomme, når vækningsagtige funktioner i lokale hjerneområder bevares (Adams 1997). Der er derfor brug for detaljeret information for at fastslå forskelle og ligheder imellem en sovende og vågen tilstand. Det tilbagestående spørgsmål er dog, hvad billeddannelser af hjernen faktisk kan sige om drømme.
Skepsis omkring billeddannelser af hjernen
Hvordan hjerneaktivitet relaterer til drømmeindhold, er komplekst og svært at opklare. Selvom der er blevet gjort store fremskridt, er der endnu meget uenighed, når det kommer til, hvilke metoder der er passende, og om billeddannelser af hjernen nogensinde vil lykkes med at forklare drømmeoplevelser. Nogle teoretikere argumenterer for, at objektive, fysiologiske mål – at registrere forandringer i kroppen og hjernen – kun er brugbare til at klarlægge, hvordan hjernen aktiveres under diverse opgaver, og at dette ikke giver os meget information om, hvilke kognitive processer, der forekommer. Skønt vi burde anerkende begrænsningerne for sådanne metoder, så har de flere anvendelsesmuligheder. For eksempel er det at korrelere en beretning om en drøm, der indeholdt irrationelle tanker, med en hjerneaktivitet, som associeres med vågen irrationalitet, stærk evidens for nøjagtigheden af beretningen. Dette er brugbart, siden beretninger om drømme er tilbøjelige til falske minder og hukommelsestab, hvilket ofte gør sådanne beretninger upålidelige. Men måske vil det dog aldrig være muligt at afgøre, at en person, som får foretaget sin første hjernescanning, gennemgår en specifik drøm, for eksempel en drøm om en hund. Dette skyldes, at specifikke forhold imellem kognitive processer og hjerneprocesser ofte ikke er ens for alle individer. Hjerneaktivitet, som forekommer, når jeg drømmer om en hund, er muligvis anderledes fra din hunderelaterede hjerneaktivitet.
Nogle teoretikere har det ekstreme syn, at vi ikke kan få brugbar information om bevidstheden fra nogen som helst type af billeddannelser af hjernen overhovedet. Klein (Klein 2010a; Klein 2010b) bemærker, at slutninger fra billeder af hjernefunktioner til psykologiske funktioner kan være problematiske af mange grunde. Ét problem er, at hjernen er et tætforbundet system, og at enhver kognitiv opgave burde forårsage øget aktivitet i hele hjernen. Til fMRI anvendes der en tærskel for at distingvere imellem relevant og irrelevant aktivitet – altså hvilken aktivitet, der burde anses for at være stærk nok for at tælle. Men tærsklen sættes af forsøgsudvikleren og kan variere fra gruppe til gruppe, og dette valg af tærskel kan ændre, hvad forskeren konkluderer ud fra sine fund (Klein 2010a). For det andet kan slutninger om psykologiske funktioner af en hjerneaktivitetstype være påvirket af forsøgsudviklerens forudindtagede forestillinger. Et eksempel på dette rapporteres af Fine (2011), som fandt, at antagelser omkring forskelle på mandlig og kvindelig kognition får forsøgsudviklere til at udvælge evidensen for små forskelle i hjerneaktivitet fra specifikke eksperimenter og ignorere dem, der viser ligheder imellem mænd og kvinder, hvilket kaldes et bekræftelsesbias, når det ikke sker med vilje. Men det kan også være, at forsøgsudviklere gør det med vilje, da artikler, som viser forskelle imellem mænd og kvinder, har større sandsynlighed for at blive udgivet.
Forsøgsudviklere drager slutninger omkring, hvad disse observerede forskelle betyder for kognitionen, skønt det er uvist, om sådanne aktivitet indikerer nogen som helst forskelle. Det kan være svært at drage slutninger fra billeddannelser af hjernen til psykologiske tilstande, siden disse tilstande normalt ikke passer perfekt på specifikke, individuelle hjerneområder, men rettere kræver kompleks aktivitet i flere områder (Plassmann et al. 2015). Et mere ekstremt syn, foreslået af Harley (2004) og Coltheart (2006), er, at billeddannelser af hjernen er fuldkommen irrelevante for psykologien. Vi er nødt til at vide, hvordan specifik hjerneaktivitet relaterer sig til psykologiske træk – hvordan vi tænker og oplever – før billeddannelser af hjernen kan sige os noget som helst om psykologi, altså for at kunne fremsætte forudsigelser om psykologiske hændelser. Ifølge Coltheart, er vi endnu meget langt fra dette. Og når sådan en teori er udarbejdet og bekræftet, “da vil [billeddannelser af hjernen] ikke have noget interessant at bidrage med til psykologien” (Klein 2010b: 169), siden vi, ifølge Klein, da allerede vil kende til al vigtig information om vores sind.
Forsøget på at ‘aflæse’ vores sind ved at kigge på billeddannelser af hjernen svært. Hjernen forandrer sig på mange måder fra øjeblik til øjeblik; blodstrømmen, stofskiftet, kemiske forandringer og elektrisk aktivitet. Det er svært at vide, hvilke af disse forandringer, der relaterer sig til forandringer i mentale tilstande. Selv hvis vi for eksempel vidste, at følelsen af frygt forårsager en specifik type af aktivitet i hjernen, kan vi ikke konkludere, at når hjernen aktiveres på denne måde, så må deltageren føle frygt (Klein, 2010b, s. 190). Det afhænger af, om personen siger, at denne føler frygt. Det samme er sandt for drømme. Vi kunne dog hævde dette, hvis vi vidste, at frygt altid relateres til den specifikke hjerneaktivitet, og at den hjerneaktivitet kun sker, når en person føler frygt. Dette kaldes en psykofysisk invariant (Cacioppo, Tassinary & Berntson 2007), eller én-til-én kobling imellem kognitive tilstande og hjerneaktivitet, og sådanne psykofysiske invarianter er meget sjældne.
Klein medgiver, at vi er nødt til at sætte vores lid til probabilistisk evidens; at specifik aktivitet øger sandsynligheden for, at der føles frygt. Dette er en meget svagere påstand, nogle gange for svag til at være brugbar for kognitionsforskningen. For eksempel kan forøget aktivitet i dorsolateral præfrontallappen (DLPFC) korrelere meget med forøget rationalitetskapacitet, men det er ikke en psykofysisk invariant. Hvis et drømmende individ udviser DLPFC-aktivitet, så er det sandsynligt, at kogintionskapaciteterne er øgede. Men siden forholdet er probabilistisk, kan vi ikke vide med sikkerhed, at der for eksempel forekommer metakognition: at den drømmende tænker på sine egne tanker. Hvis deltagere for eksempel beretter om irrationelle tanker under drømmen, men udviser normal hjerneaktivitet, kan evidensen fra beretninger måske anses for at være mere pålidelig end billeddannelserne af hjernen. Her er dataene fra billeddannelserne ikke særligt brugbare. De kan være med til at underbygge en beretning, men de er muligvis ikke brugbare uden en beretning eller hvis de modsiger den.
En komplicerende faktor for forskningen i drømme er at afgøre, hvornår en drøm forekommer. Det er derfor svært at korrelere observeret hjerneaktivitet med specifikke beretninger. Kahan og Laberge bemærker, at
den traditionelle psykofysiologiske tilgang ikke har været til megen værdi for undersøgelsen af opstillede hypoteser for associationer imellem fysiologi og drømmefænomenologi, grundet hvor svært det er at forudsige, hvad forsøgspersonen vil drømme om, og hvor svært det er at lave præcise tidskorrelationer imellem drømte oplevelser og fysiologiske hændelser. (Kahan & Laberge 1994: 255)
At blive vækket i et laboratorie kan måske tillade en smal fejlmargen i forhold til at afgøre, hvornår en drømt hændelse er forekommet, fordi det er mere sandsynligt, at den drømmende beretter om en drøm, som forekom lige før, at personen blev vækket. Men at korrelere neural aktivitet med specifikke dele af en drøm, en følelse, en irrationel beslutning eller perception, forbliver problematisk. Det er heller ikke garanteret, at drømmen, der berettes om, er den, som forekom lige før, eller om der berettes præcist om drømmen overhovedet (Rosen 2013).
Selvom det er svært at korrelere hjerneaktivitet med kognition, når man sover, burde vi ikke afvise brugbarheden af billeddannelser af hjernen fuldstændig. Hjerneaktivitet producerer evidens, men ikke ubestridelig evidens, for kognitive processer. Den er ganske vist yderst generel, men informationen kan være brugbar, hvis korrelationen imellem hjerneaktivitet og kognition er særligt stærk. Man kan for eksempel nå frem til stærk evidens med hensyn til nødvendigheden af et hjerneområde fra billeddannelsesstudier i hjernelæsioner. Man har fundet, at læsioner i visse områder af hjernen leder til drømme, der ikke er visuelle (Solms 1997). På grund af denne viden tyder en inaktivitet i det samme område stærkt på, at personen ikke drømmer visuelt. Evidensen er måske endda stærk nok til at kunne mistænke en beretning om en visuel drøm, der forekommer i denne tilstand, for at være fejlagtig eller opdigtet.
Billeddannelser af hjernen nærmer sig endda at kunne ‘læse’ drømme, imens forsøgspersonen sover. Dette involverer en scanning af sovende hjerner med funktionelle billeddannelser af hjernen (fMRI) (Horikawa et al., 2013) under REM-søvn. Disse forsøgspersoner blev vækket lige efter scanningen for at afgive deres beretninger. Efter man vækkede hvert individ omkring 50 gange og fik dem til at berette om deres drømme, opbyggede Horikawa et al. en database af hjernescanninger forbundet med beretningerne, så de kunne forudsige nogle af de billeder, der blev set i drømme. Selvom dette er højest interessant, kan hjernedata ikke overføres imellem individer, så det er nødvendigt at udføre 50 scanninger, til en start, for hver forsøgsperson. Denne proces beror stadig stærkt på beretninger, så vi kan altså ikke kigge på en hjerne, der aldrig er blevet scannet før, og vide, hvad der bliver drømt.
Klarhed og kontrol
Forskningsteknikker kræver konstante opdateringer for at forbedre præcisionen og undgå fejl. Men evidens fra billeddannelser af hjernen vil blive stærkere, idet mere information afsløres omkring hjernens funktioner. Selvom hjernetilstande ikke beviser kognitive tilstande, bør videnskabsfolk sigte efter tilstrækkeligt stærke forhold imellem billeddannelser af hjernen og kognitive tilstande, hvis de skal bruge billeddannelser af hjernen som evidens for kognition i drømme. Måske bliver det dog aldrig muligt at læse en persons drøm uden først at skaffe nok data omkring det individs hjerne, siden hver hjerne kan være fysiologisk forskellig. Ét område i forskningen i drømme, som har haft betydelig fremgang, er dog studiet af klare drømme.
Klare drømme er bemærkelsesværdige søvnfænomener, hvor forsøgspersoner indser, at de selv drømmer. En, der drømmer, ser måske noget usædvanligt og tænker “det må være en drøm,” og indser da, at de kan gøre, hvad end de vil. LaBerge bemærker, at når dette sker, “kan man ræsonnere klart, huske betingelserne for det vågne liv, og handle på baggrund af refleksion eller i overensstemmelse med planer, man har besluttet sig for, før man sov” (LaBerge 2000: 962). Den indsigt, at man drømmer, ledsages dog ikke altid af sådanne evner. Det kan ske, at en, der drømmer, indser, at han eller hun selv drømmer, for derefter stadig at handle irrationelt og have en dårlig hukommelse i forhold til sit vågne liv. Dem, der har klare drømme, kan ofte kontrollere deres handlinger og endda selve drømmen ved for eksempel at ændre scenen eller kontrollere karaktererne i drømmen. Hvis man har en ‘normal’ rationalitetsevne, selvkontrol og kontrol over drømmen, kan man anses for at have opnået ‘fuld klarhed’ (LaBerge & DeGracia 2000: 143). Det kan også kaldes ‘klar kontrol.’ Kontrol og klarhed er dog forskellige koncepter, siden man kan have fuld kontrol over en uklar drøm. Man kan for eksempel drømme, at man har fået telekinetiske kræfter.
Den følgende beretning om en drøm er et eksempel på forøget hukommelseskapacitet og evnen til at kontrollere sine egne handlinger og endda trækkene ved drømmescenariet.
[…] jeg står på fortovet i en storby. Jeg mindes et vågent ønske om i den næste klare drøm – at kalde en bestemt type kat hen til mig – den type kat, jeg godt gad have, hvis katte var tilladt i min bygning – en sort tortie kat med beige og orange pletter. Jeg ser allerede en lille, sort og hvid kat på nogle stentrapper. Jeg kalder “Kom mis” i håbet om at kalde den specifikke kat, jeg havde forestillet mig, hen til mig. Snart er jeg omringet af 7 eller 8 katte, inklusive den sorte og hvide kat. Jeg ser en tortie kat, som minder om, men som ikke er nøjagtig ligesom mit ideal og samler den op fra gruppen (Khan & Laberge: 258).
Den drømmende kan huske de vågne ønsker, og får ikke bare kontrol over sine egne handlinger, men også over andre elementer af drømmen. Han kan kalde en kat hen til sig, selvom hans kræfter er begrænsede. Han har ikke evnen til at frembringe den præcise type kat, han ønsker. Dette demonstrerer et imponerende evnespænd, men det viser også, at det er ekstremt svært at få fuld kontrol, selv for en ekspert trænet i klare drømme; han indser, at han har evnen til at kontrollere drømmen, men han kan ikke gøre præcis, hvad han ønsker.
Forud for en klar drøm følger et ‘før-klarhedsstadie,’ hvor den drømmende begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om han eller hun drømmer. Dette kan forekomme, når den drømmende opdager noget usædvanligt eller bizart ved sine omgivelser, bliver mistænksom og sætter spørgsmålstegn ved, om hændelsen er mulig. Dette fører ikke altid til klarhed; måske drømmer jeg om, at jeg ser på flyvende grise, og sætter spørgsmålstegn ved, om sådan en forekomst er mulig, for så at ræsonnere, at “måske er de flyvende grises træk sket tidligt i år.” Folk, der drømmer, kan tage fejl af en irrationel forklaring som denne og ikke indse, at deres begrundelse er ufornuftig, og dermed vende tilbage til at drømme som normalt (Spadafora & Hunt 1990; Windt & Metzinger 2007). Stadiet før-klarhed er et interessant fænomen i sig selv, da det udviser en undtagelse for den norm, at folk, der drømmer, ikke lægger mærke til bizarre træk ved drømme, eller at de ikke sætter spørgsmålstegn ved, om de drømmer.
Eksperimenter omhandlende dem, der drømmer klare drømme, er fascinerende på grund af den drømmendes evne til at styre drømmens elementer, hvilket giver forsøgsudviklere mulighed for at studere specifikke fænomener. De drømmende kan også lære at indikere klarhed, imens de drømmer, ved at bruge specifikke øjenbevægelser, som opfanges af et elektrooculogram (EOG), som måler muskeltrækninger (Appel, Pipa & Dresler 2017; Aspy et al. 2017; LaBerge 1981, 2000). Dette betyder, at forskere kan udarbejde præcis hvornår en drøm forekommer og i hvilket søvnstadie. De drømmende kan afgive simple beretninger til forskerne, såsom beretninger om, at de var klar over, at de drømte. I ét eksempel (Schatzman, Worsley & Fenwick 1988) var en ekspert i klare drømme instrueret til at tegne store numre på jorden, efter at vedkommende havde opnået klarhed. Han indikerede klarhed ved at udføre et sæt af øjenbevægelser, der var aftalt på forhånd, nemlig ved at kigge til venstre, højre, venstre, højre. Derefter tegnede han numrene, og imens han gjorde dette, holdt han øje med sine armbevægelser og sine øjne og signalerede færdiggørelsen af hvert nummer med blink, der svarede til det tegnede nummer (ét blink for nummer 1, to blink for nummer 2, og så videre). Alle disse øjenbevægelser blev optaget af et EOG. Elektromyogrammet (EMG), som var fastgjort til hans forarm for at måle muskeltrækninger, blev korelleret med skrivebevægelserne. Dette kan betragtes som en form for kommunikation.
Dette giver muligheden for at ‘berette’ om drømme direkte, imens man drømmer. LaBerge (1994) bemærker, at man forsøgte at lære klart-drømmende at bruge tegnsprog for at kunne tale med forsøgsudvikleren. En sensor-handske blev brugt til at optage bevægelserne. Ved udgivelsestidspunktet var den eksisterende teknologi ikke følsom nok i forhold til at kunne læse håndsignaler, og der har ikke været nogen nyere forsøg, der har kunne opnå dette. Selvom nyere forskning forsøger at bruge sensor-handsker til forskning i drømme, er det endnu ikke muligt for den drømmende at kommunikere. Det kan skyldes, at hvilespændingen er formindsket under søvn, så selvom kroppen giver nogle ryk fra tid til anden, kan det gøre det usandsynligt, at håndsignaler vil være stærke eller koordinerede nok for et tydeligt tegnsprog.
Klare drømme er sjældne, men kan tillæres eller foranlediges af øvelser før søvnen. At udøve selvbevidsthed i vågen tilstand, såsom at sætte spørgsmålstegn ved sin nuværende tilstand (at spørge, om man er vågen eller sover) og derefter at gøre sig den hensigt at opnå klarhed, øger chancerne for, at det lykkes. I ét eksperiment, hvor en gruppe af forsøgspersoner lavede klarhedsøvelser, imens de var vågne, forøgede øvelserne hyppigheden af deres klare drømme i sammenligning med kontrolgruppen, som ikke lavede øvelser (Kahan og LaBerge 1994). Det tyder derfor på, at forøget selvbevidsthed i det vågne liv øger selvbevidstheden i drømme, hvilket kan føre til klarhed. Siden de fleste individer kan lære at drømme klart, men at der også er stor varians i evnerne, bør klare drømme ifølge Kahan og LaBerge anses for at passe ind i et spektrum af kognitive drømmeevner. Dette spektrum gælder for både klare og uklare drømme, hvor nogle af drømmende har lignende grad af rationalitet, hukommelse og andre træk, som hvad vi måske ville forvente af evner i en vågen tilstand. Men klare drømme udviser i gennemsnittet et højere niveau af kognitive evner end uklare drømme.
Klare drømme er en udfordring for ethvert synspunkt, der går ud fra, at alle drømme er kognitivt mangelfulde. Selvom mange drømme implicerer mangler, såsom manglen på kontrol over ens tanker og manglen på refleksiv bevidsthed, er dette ikke altid tilfældet. Hvis den dorsolaterale præfrontallap (DLPFC) altid var inaktiv under REM-søvn, ville vi ikke forvente at finde denne varians i evner. Men hjernen skifter i gennemsnittet både i aktivitet og modulering, hvilket associeres med forandring i kognition (Kahn & Hobson 2005: 841). Ifølge dette syn burde klarhed korrelere med forøget aktivitet i DLPFC i forhold til de normale, uklare drømme og muligvis i hjernemodulationen. Disse forandringer i modulering, kognition og hjerneaktivitet kan måske forklare nogle af de uoverensstemmelser, der er imellem forskellige forskningsgruppers fund, grupper, som derfor måske har set på forskellige typer af drømme, når de har forsket i den sovende hjerne. Dette betyder, at kognitiv mangelfuldhed ikke burde anses for at være et essentielt træk for alle drømme.
Skønt klare drømme er lettere at udføre forsøg på end uklare drømme, er det usandsynligt, at klare drømme er vejledende for normale drømmeprocesser. De højere niveauer af kognitive evner, som kan forekomme under klare drømme, og den forøgede kontrol, indikerer, at de burde anses for særskilte fra uklare drømme. Det er ikke sådan, at klare drømme er et fuldkomment separat fænomen, eller at de slet ikke er drømme, men blot at visse træk ved klare drømme måske ikke deles med uklare drømme. For eksempel er øjnene måske mere aktive og følger scenen mere i klare drømme, end de gør i uklare drømme (Rosen 2019). Dette ville være problematisk af flere grunde. Ét eksempel, ifølge ‘blik-hypotesen’ (Arnulf 2011; Leclair-Visonneau et al. 2010), er, hvordan vores rigtige øjne bevæger sig på samme måde, som vores øjne gør i drømme, når de ser på drømmescenen. Hvis dette kun sker under klare drømme, ville forskningen i klare drømme ikke komme frem til, hvad der sker i uklare drømme. Så enhver evidens for, at øjne virkeligt kaster et blik på scenen, ville i så fald kun gælde for klare drømme. Dette er et problem, hvis vi ønsker at vide, hvad der sker i de fleste drømme, siden klare drømme er meget sjældne.
Blik-hypotesen blev for første gange stillet i 1950’erne (Dement & Kleitman 1957; Dement & Wolpert 1958), men i al den tid, der er gået siden, er teorien hverken blevet bevist eller fuldstændigt modbevist. Det tyder derfor på, at blik-korrelationer måske kun forekommer i nogle drømme, og måske er det at kaste et blik på drømmescenen mere normalt i klare drømme. Hvis du for eksempel har en klar drøm om, at du ser en tenniskamp, vil dine rigtige øjne blinke fra side til side, idet du ser på bolden i drømmen. Men dette sker ikke nødvendigvis i uklare drømme, idet dine rigtige øjne måske er paralyseret eller bevæger sig tilfældigt. Siden klare drømme er en underkategori af drømmefænomener, kan forsøg med klare drømmes krops- og hjernefysiologi ikke bruges som en indikator for de typiske træk for normale, uklare drømme. Forskning i klare drømme er dog stadig højst interessant med hensyn til, hvad der kan forekomme under søvnstadiet.
Selvom klare drømme er sjældne forekomster, og på nogle måder er anderledes end normale drømmeoplevelser, så fremhæver de en mangfoldighed af mulige oplevelser i drømme. Drømme kan udvise en stor vifte af kognitive træk, fra dårlig hukommelse, ufornuft og en mangel på kontrol, til et vågent niveau af kognitive evner. Vores neurale aktivitet, modulering, og selv hvad det vil sige at drømme, er spørgsmål, som teoretikere endnu mangler at løse, fordi det er så svært at studere vores drømme. Selvom vi har lært meget siden opdagelsen af REM-søvn, fremsætter drømme utallige veje for fascinerende ny forskning, som kan udvide vores forståelse af menneskelig kognition og oplevelse. Drømme er en usædvanlig tilstand, som næsten alle har oplevet, og de kan fortælle os en masse om menneskets sind, hvis bare vi kunne udarbejde en pålidelig måde at studere dem på.
Litteraturliste
Adams, R. D. (1997): Principles of neurology, McGraw-Hill: Health Professions Division.
Appel, K., Pipa, G. & Dresler, M. (2017): “Investigating consciousness in the sleep laboratory – an interdisciplinary perspective on lucid dreaming”, Interdisciplinary Science Reviews, pp. 1-16.
Arnulf, I. (2011): “The ‘scanning hypothesis’ of rapid eye movements during REM sleep: a review of the evidence”, Archives italiennes de biologie, vol. 149, nr. 4, 367-382.
Aspy, D. J., Delfabbro, P., Proeve, M. & Mohr, P. (2017): “Reality testing and the mnemonic induction of lucid dreams: Findings from the national Australian lucid dream induction study”, Dreaming, vol 27, nr. 3.
Braun, A., Balkin, T., Wesenten, N., Carson, R., Varga, M., Baldwin, P., . . . Herscovitch, P. (1997): “Regional cerebral blood flow throughout the sleep-wake cycle. An H2 (15) O PET study”, Brain: a journal of neurology, vol 120, nr. 7, pp. 1173-1197.
Cacioppo, J. T., Tassinary, L. G. & Berntson, G. G. (2007): “Psychophysiological Science: Interdisciplinary Approaches to Classic Questions About the Mind”, i J. T. Cacioppo, L. G. Tassinary og G. G. Berntson (red), Handbook of Psychophysiology, Cambridge: Cambridge University Press, pp. 1-16.
Coltheart, M. (2006): “What has functional neuroimaging told us about the mind (so far)?”Paper presented at the European Cognitive Neuropsychology Workshop, 2005, Bressanone, Italy.
Dang-Vu, T. T., Desseilles, M., Albouy, G., Darsaud, A., Gais, S., Rauchs, G., . . . Schwartz, S. (2005): “Dreaming: a neuroimaging view”, ARCHIVES SUISSES DE NEUROLOGIE ET DE PSYCHIATRIE, vol. 156, nr. 8.
Dement, W., & Kleitman, N. (1957): “The relation of eye movements during sleep to dream activity: an objective method for the study of dreaming”, Journal of experimental psychology, vol. 53, nr. 5.
Dement, W. & Wolpert, E. A. (1958): “The relation of eye movements, body motility, and external stimuli to dream content”, Journal of experimental psychology, vol. 55, nr. 6.
Fine, C. (2011): Delusion Gender: How Our Minds, Society, and Neurosexism Create Difference, Ү WW Norton & Company.
Harley, T. A. (2004): “Does cognitive neuropsychology have a future?”, Cognitive Neuropsychology, vol. 21, nr. 1, pp. 3-16.
Hobson, J. A., Pace-Schott, E. F. & Stickgold, R. (2000): “Dreaming and the brain: toward a cognitive neuroscience of conscious states”, Behav Brain Sci, vol. 23, nr. 6, pp. 793-842.
Horikawa, T., Tamaki, M., Miyawaki, Y. & Kamitani, Y. (2013): “Neural decoding of visual imagery during sleep”, Science, vol. 340, nr. 6132, pp. 639-642.
Kahan, T. L. & LaBerge, S. (1994): “Lucid Dreaming as Metacognition: Implications for Cognitive Science”, Consciousness and Cognition, vol. 3, nr. 2, pp. 246-264.
Klein, C. (2010a): “Images Are Not the Evidence in Neuroimaging”, The British Journal for the Philosophy of Science, vol. 61, nr. 2, pp. 265-278.
Klein, C. (2010b): “Philosophical Issues in Neuroimaging”, Philosophy Compass, vol. 5, nr. 2, pp. 186-198.
Kubota, Y., Takasu, N. N., Horita, S., Kondo, M., Shimizu, M., Okada, T., . . . Toichi, M. (2011): “Dorsolateral prefrontal cortical oxygenation during REM sleep in humans”, Brain Res, vol. 1389, pp. 83-92.
LaBerge, S. (1981): “Lucid dreaming: Directing the action as it happens”, Psychology Today, vol. 15, nr. 1, pp. 48-57.
LaBerge, S. (2000): “Lucid dreaming: Evidence and methodology”, Behavioral and Brain Sciences, vol. 23, nr. 6, pp. 962-964.
LaBerge, S. & DeGracia, D. J. (2000): “Varieties of lucid dreaming experience”, Individual differences in conscious experience, vol. 20.
Leclair-Visonneau, L., Oudiette, D., Gaymard, B., Leu-Semenescu, S. & Arnulf, I. (2010): “Do the eyes scan dream images during rapid eye movement sleep? Evidence from the rapid eye movement sleep behaviour disorder model”, Brain, vol. 133, nr. 6, pp. 1737-1746.
Maquet, P., Péters, J.-M., Aerts, J., Delfiore, G., Degueldre, C., Luxen, A. & Franck, G. (1996): “Functional neuroanatomy of human rapid-eye-movement sleep and dreaming”, Nature, vol. 383, nr. 6596, pp. 163-166.
Nofzinger, E. A., Mintun, M. A., Wiseman, M., Kupfer, D. J. & Moore, R. Y. (1997): “Forebrain activation in REM sleep: an FDG PET study, Brain Res, vol. 770, nr. 1, pp. 192-201.
Plassmann, H., Venkatraman, V., Huettel, S. & Yoon, C. (2015): “Consumer Neuroscience: Applications, Challenges, and Possible Solutions”, Journal of Marketing Research, vol. 52, nr. 4, pp. 427-435.
Rosen, M. G. (2013): “What I make up when I wake up: anti-experience views and narrative fabrication of dreams”, Frontiers in Psychology, vol. 4.
Rosen, M. G. (2019). “Dreaming of a stable world: vision and action in sleep”, Synthese, pp. 1-36.
Schatzman, M., Worsley, A. & Fenwick, P. (1988): “Correspondence during lucid dreams between dreamed and actual events”, i J. Gackenbach og S. LaBerge (red.), Conscious mind, sleeping brain, Springer, pp. 155-179.
Solms, M. (1997): The neuropsychology of dreams: A clinico-anatomical study, L. Erlbaum.
Spadafora, A. & Hunt, H. T. (1990): “The multiplicity of dreams: Cognitive-affective correlates of lucid, archetypal, and nightmare dreaming”, Perceptual and motor skills, vol. 71, nr. 2, pp. 627-644.
Windt, J. M. & Metzinger, T. (2007): “The philosophy of dreaming and self-consciousness: what happens to the experiential subject during the dream state?”, i D. B. P. McNamara (red.), Praeger perspectives. The new science of dreaming. Cultural and theoretical perspectives, Praeger Publishers/Greenwood Publishing Group.
