Hvad skoven skjuler

Skoven er underfuld. For at begribe dens komplicitet skal du kigge nærmere. Forbindelser mellem skoven, kolonialisme og samtidens grænseregime ligger umiddelbart skjult. De forbindelser fremskriver antropologistuderende Emma Klöcker-Gatzwiller i sin tekst om forholdet mellem de danske udvisningscentrene og den tætbevoksede skov. I teksten går hun i dialog med en ven og sig selv, og konfronterer rumlige politikker, der isolerer og udstøder.

13.10.22

Det er sen eftermiddag, vi kører med vinduerne på klem, gennem et sving, hen ad en lang strækning og så gennem endnu et sving. Solen står lavt, flimrer gennem stammerne. Skoven åbner sig foran os. ”I det mindste er skoven smuk”, siger du. ”Mhm”, jeg tænker på mountainbikeren, der kommer for at prøve skovens single-tracks, de er gode, fordi de er så tekniske. Eller på en af dem, der netop har downloadet svampeapp’en, Svampeatlas, og tager en dagstur fra byen herud for at finde rørhatte. En hvirvelsky af orange og brune løvblade rejser sig, idet vi kører gennem det næste sving. Solnedgangen og de varme farver får skoven til at gløde. Skoven er smuk, ”overvældende smuk, man skulle tro, den var venligsindet.” Jeg kommer i tanke om de flotte klare nætter, jeg har tilbragt i et shelter ikke langt herfra, og føler mig skyldig over mine uindskrænkede muligheder for at nyde skoven, når jeg også ved, at skoven indskrænker dig. Vi kører ind på parkeringspladsen foran centeret.

Center Avnstrup ligger i den ubevoksede del af Hejede overdrev i Avnstrup Skov i det sydlige område af det ellers bevoksede, bakkede morænelandskab. Centeret blev opført i 1936 som Avnstrup Tuberkulose Sanatorium. Afdeling G blev det senere kaldt, udvidet som et plejecenter for personer i psykiatrisk behandling på Sankt Hans Hospital (Naturstyrelsen 2019). I 1995 manglede Københavns Kommune penge, og som en del af Bidstrup Skovene blev Avnstrup Skov solgt til den danske stat. Bidstrup Skovene blev til en handelsvare allerede ved reformationen, hvor ejerforholdet skiftede fra Roskildebispen til Kronen sammen med alt andet kirkeligt gods. Efter svenskekrigene i 1661 forærede Frederik III skoven til Københavns borgere som tak for deres indsats i forsvaret af København (Naturstyrelsen 2021). Avnstrup Skov er således blevet behandlet gennem mange år af centraliserede magter som en ressource, der kan forvaltes og handles i politiske henseender.

Kort over udrejsecentre.
Kort over de danske udvisningscentre.

 

I Danmark og mange andre lande har skoven, som leverandør af ressourcer til industri og militær, længe været en aktør i imperialistiske projekter og koloniseringsbestræbelser. Udviklingen af koordineret skovbrug i Nordeuropa er tæt forbundet med opbygningen af den danske flåde og udbredelsen af europæisk merkantilisme i 1600-tallet. Senere under Englandskrigene i 1807 mistede Danmark handels- og krigsskibe svarende til 90.000 træer og ligeledes sin status som europæisk flådemagt (Danske Landskabsarkitekter 2016). Skovdriften blev intensiveret herefter: Staten beslaglagde samme år alt fældet og levende egetræ, og iværksatte omfattende plantninger af ”flådeege” til frembringelse af skibstømmer. Store egebevoksninger blev anlagt i skove ejet af staten, ligesom private skovejere blev opfordret til at plante egetræer som en patriotisk handling, for at bidrage til at genrejse nationens storhed til søs (ibid.). De danske flådeege står i dag som testamente og varsel om statens tilstedeværelse og voldelige potentiale. I Bidstrup Skovene stammer nogle af de ældste træer fra denne tid. Imidlertid blev statens nye driftsstrategi ikke konsekvent udført i Bidstrup Skovene, som ellers indebar, at moser, sletter og heder blev drænet og beplantet (Naturstyrelsen 2021). Derfor findes der stadig overdrev og skovenge i den ellers tætte træbevoksning. Det tilbød under 2. verdenskrig afskærmede landingspladser for nedkastede våben fra England (ibid.). Skoven tjente dermed som afgørende infrastruktur i modstandskampen, og blev endnu en gang indviet som allieret i statens og dens borgeres kamp for suverænitet.

Ejerskabet af centeret har ligesom ejerskabet af skoven nu skiftet hænder. I den seneste handel i 1992 erhvervede Justitsministeriet ejendommen for en købesum på 42 millioner.[i] Handelsværdien blev besigtiget af Told- og Skattestyrelsen, der udtalte at beløbet ”skønnes højt, men dog at ligge inden for den usikkerhed, hvormed handelsværdien for en ejendom af denne særlige beskaffenhed kan bedømmes” (Retsinformation 1992). Den ’særlige beskaffenhed’ dækker formodentlig over et politisk ønske, om at kunne legitimere prisen, og henviser nok i øvrigt til bygningstilstanden og beliggenheden. Den geografisk afsides placering i skoven foranstaltes som en særegen egenskab, hvis funktion varierer afhængigt af den politiske råderet over centeret. Den seneste overdragelse medførte, at egenskaben til at adskille og isolere skiftede funktion fra at fremme pleje og helbredelse til, under Justitsministeriets myndighed, at tilbageholde og afskrække ”uønskede” befolkningsgrupper.

”Da jeg først kom dertil”, fortæller du om dengang, du blev pålagt opholds- og meldepligt på centeret, ”tænkte jeg, ’det er ligesom skoven i Jylland, vi er bare ikke så langt væk fra København her. Det er fint, så kan vi være tættere på vores gamle liv og på vores venner.’ Men det var ikke som Jylland, hvor vi blev taget imod og fik en chance og troede, at det ville gå. Det er et deportationscenter, det er noget andet. Hvis du ikke har overskud og mod, så føles alt omkring dig anderledes… Du bliver også selv anderledes. For mig ved jeg, at presset og stress har gjort, at jeg på en måde har trukket mig ind i mig selv det sidste år.”[ii]

Asylcentrene tillader en nutid med en vision om frihed i sigte. Udvisningscentrene – de såkaldte ”hjemrejse-” og ”udrejsecentre” – foranstalter imidlertid en udsigtsløshed gennem meget begrænsede alternative fremtidsudsigter, potentielt på ubestemt tid. Beboerne er tilbageholdt, men har tilladelse til at forlade centeret når som helst. Avnstrup er et såkaldt ”åbent” udvisningscenter.[iii] I lysningen midt i skoven ligger centeret i ”det fri”, indespærret og indkapslet i den totale åbenhed. Tegningen[iv] øverst gør sammenfaldet mellem den dybe skov og udvisningscentrene illustrativ.

”Hvis jeg havde en bil ligesom dig, og kunne tage væk igen, når jeg ville, så ville det være anderledes”, siger du, ”men jeg kunne næsten ikke engang ringe til mine venner, fordi signalet på min telefon var så dårligt derude. Du ved, engang ventede jeg også i tre timer på bussen. Jeg ringede til busselskabet, de lagde bare på.”

Ens stemme bliver næsten uhørlig, og ens myndighed og adgang til omverdenen bliver stærkt begrænset – i skarp kontrast til den mobilitet og status, jeg oplever som hvid dansk statsborger. Det er forhold, der gør sig gældende på tværs af udvisningscentrene. På Kærshovedgård oplevede beboerne for par år siden, at de to eneste buslinjer, der gik fra den nærmeste by (7,5 km væk) blev nedlukket med et argument fra borgmesteren om, at beboerne var utryghedsskabende for andre passagerer (Information 2019). Den politiske praksis ekskluderer og stigmatiserer beboerne, og den legitimerer og normaliserer, at offentligheden gør det samme. Som forskningskollektivet Freedom of Movement (2018) har skrevet i deres rapport om de danske udvisningscentre, producerer staten en uønsket racegjort befolkningskategori – som omfatter personer, der er juridisk strandet mellem Danmark og deres nationalitetsstat eller tidligere opholdsstat, som de ikke kan vende tilbage til – og fratager systematisk deres værdighed, menneskehed og livsmæssige udsigter (ibid.:12,45). På udvisningscentrene indespærres de ”uønskede” personer, skubbes mod usynlighed og udsættes for forhold, hvor de – med den politiske teoretiker Achille Mbembes ord – holdes i live, men skadede (Mbembe 2003:21). Med købet af Avnstrup Centret investerede den danske stat i retten til at råde over bestemte liv og deres død: Den danske tilbageholdelses- og udvisningspraksis er en nekropolitisk magtudøvelse, og en del af en mere generaliseret politisk instrumentalisering og aktiv nedbrydelse af racegjorte menneskekroppe i den postkoloniale verden (ibid.:14). Det er en politisk virkelighed, hvor racegjorte personer målrettet disponeres uforholdsmæssigt mere for en for tidlig død end – i det her tilfælde – Europas hvide borgere.

I 1997 blev den politiske strategi for udvisningscentrene ekspliciteret med Udlændingeloven, og omtalt som en ”motivationsfremmende foranstaltning” (Retsinformation 2014). Senere er lovrammen blevet fulgt af den infamøse politiske instruktion om, at livet ”bør være så utåleligt som muligt” for dem, der er på centrene (Politiken 2016). Trods den dokumenterede ikke-eksisterende effekt af de foranstaltninger, der skal ”motivere” til udrejse,[v] fastholdes den politiske strategi og retorik. I forbindelse med justitsministeriets oprindelige anmodning om Folketingets tilslutning til at etablere udvisningscenteret var Justitsministerens retorik også tydelig, ”Danmark må ikke blive en magnet for asylansøgere” (Retsinformation 1993). Skoven får ironisk nok funktion som et stærkt magnetfelt, der omslutter og trækker mennesker ind i sig selv og sin isolation. Som en de facto frihedsberøvelse af centerets beboere, der uden adgang til velfungerende infrastruktur får indskrænket deres bevægelighed og levestandard med et minimum af velfærd. Skoven bliver delagtiggjort i det politiske projekt – som en aktør, der frastøder og motiverer personer, der ikke skønnes at tilhøre Europa, til ”frivillig” udrejse.

Skoven er ikke det første landskab, der (ufrivilligt) indvies som allieret i en politisk kamp. Sonoraørkenen i Arizona beskriver antropologen Jason De León (2013) som en dødsplads og, mere aktivt, som et våben til at kontrollere og ekskludere ”uønskede” borgere. De León trækker tråde tilbage til den Kinesiske Eksklusionsakt i 1882, hvor amerikanske grænsepatruljer pressede udokumenterede migranter ud i ørkenen og bjergenes vildskab og ufremkommelighed (ibid.:32). Myndighederne vanskeliggjorde immigration, og sandsynliggjorde døden. Ligesom vi er mange, der på afstand har overværet, hvordan Middelhavet sluger mennesker på flugt, som direkte følge af EU’s stramninger af grænseregimet. Ikke-menneskelige aktører tjener vigtige funktioner, de kan sættes til at udføre det hårde arbejde og gøre det umenneskelige. Deres rå fysik udnyttes til at tilsløre sociale og politiske magtmekanismer (ibid.:28). Landskaber, terræner, have og miljømæssige omstændigheder bliver mobiliseret i afskrækkelsesstrategier, som fjendtlige styrker, der kan sikre geopolitiske grænsedragninger.

Med skoven som allieret disponerer staten mennesker for døden i udvisningscentrene. Det er et politisk indgreb, der amputerer. Som et systematisk virkelighedsbrud løsrives personer fra ”samfundet”, ”civilisationen” og ”hverdagen”, de fjernes fra deres vante omgivelser, og risikerer et tab af identitet og liv (Mbembe 2019:146). Det er en samtidig virkelighed, som trækker historiske forbindelser til slavegørelsen af racegjorte personer, der fik frataget deres hjem, rettigheder over egen krop og politiske status. Det er et tredelt tab, som Mbembe beskriver i en historisk kontekst, hvor den slavegjorte plantagearbejder som følge af tabet oplevede en social død, udstødt fra menneskeheden og gjort til slaveherrens ejendom (Mbembe 2003:21). På udvisningscenteret bliver personer udstødt og umenneskeliggjort som en del af en rumlig politik, der involverer en stærkt politiseret disciplinering og udnyttelse af skoven. Den ”vilde” og ”utæmmede” natur iværksættes som en nekropol inden for rækkevidde af de levendes by, men tilsyneladende uden for de statsanerkendte borgere og magthaveres forpligtelser og ansvar for beskyttelse.

Et halvt år senere kører vi ad den samme vej, gennem de gule rapsmarker, endnu en gang med retning mod centeret. ”Tænk, hvis skoven forstod, hvad den tog del i,” siger jeg. Du siger, ”jeg tror ikke det er skoven, der er fjendtlig.”

Bibliografi

De León, Jason. 2013. “Prevention through Deterrence”, The Land of Open Graves: Living and Dying on the Migrant Trail. Berkeley: University of California Press.

DR. 2017. ”P1 Dokumentar: Livet på tålt ophold.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.dr.dk/radio/p1/p1-dokumentar/p1-dokumentar-livet-pa-talt-ophold

Ellebæk Kontaktnetværk. 2020. “Til medlemmer af retsudvalget.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.ellebækkontaktnetværk.dk/brev.pdf

Freedom of Movements Forskningskollektiv. 2018. “Stop Killing Us Slowly.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra http://refugees.dk/media/1757/stop-killing-us_uk.pdf

Information. 2019. “Afvist.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.information.dk/mofo/diako-kriminelle-asylansoegere-regeringen-proever-slippe

Danske Landskabsarkitekter. 2016. ”Mere end et træ – Flådeegene. Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.landskabsarkitekter.dk/Aktuelt/mere-end-et-trae-flaadeegene/

Mbembe, Achille. 2003. “Necropolitics.” Public Culture, 15(1): pp. 11-40. Duke University Press.

Mbembe, Achille. 2019. Necropolitics. Durham: Duke University Press.

Miljø- og Fødevareministeriet. 2018. “Danmarks Nationale Skovprogram.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://mfvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Nyheder/Danmarks_nationale_skovprogram_2018.pdf

Naturstyrelsen. 2019. ”Bidstrup Skovene.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://naturstyrelsen.dk/media/nst/89766/Bidstrup_111213_Web.pdf

Naturstyrelsen. n.d. (2021). ”Historie – Bidstrup Skovene.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/bidstrup-skovene/historie/

Politiken. 2016. “Støjberg vil utåeliggøre tålt ophold.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra: https://politiken.dk/indland/art5624285/Støjberg-vil-»utåleliggøre«-tålt-ophold

Retsinformation. 1992. “Beslutningsforslag 46.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.retsinformation.dk/eli/ft/19921BA00046

Retsinformation. 2014. ”Bekendtgørelse af Udlændingeloven.” Downloadet: 10.05.2021. Hentet fra https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/102

Noter

[i] Den daglige drift af centeret varetages af Røde Kors, som også tilbyder begrænset nødhjælp og behandling i andre udvisningscentre, hvor Kriminalforsorgen ellers står for driften (selvom centrene ikke er fængsler i juridisk forstand). De etiske problemer, der kan opstå ved at arbejde med humanitære tjenester i centrene, er blevet fremhævet af blandt andre hjælpeorganisationens medarbejdere, se f.eks. (DR 2017).

[ii] Dette citat samt det efterfølgende er fra en samtale i maj 2021 med min ven, der tilbragte et år på Udrejsecenter Avnstrup fra august 2019 til august 2020. Citaterne er oversat fra engelsk. Den nuværende ordlyd er godkendt af vedkommende, som også taler og læser dansk.

[iii] Bemærk at Ellebæk, som også er med på tegningen øverst, er en lukket institution. For mere information se (Ellebæk Kontaktnetværk 2020).

[iv] Tegningen er inspireret af en figur i en publikation om Danmarks nationale skovprogram (Miljø- og Fødevareministeriet 2018:13).

[v] Se f.eks. (Ellebæk Kontaktnetværk 2020).