Introduktion
Sørg for, når du forlader verden,
at du ikke bare har været god, men efterlader en god verden!
Bertolt Brecht, Den hellige Johanna fra slagtehusene
Den her bog handler om livet. Indimellem handler den om livet som dans, historiefortælling, høst, tænkning og handling. Og den handler om de naturlige betingelser, der udgør vores livsgrundlag: Oceaner, skyer, jordbunde, skove og den luft, vi indånder. Men frem for alt handler den om livet i en mere specifik forstand: frigørelsen fra kapitalistisk herredømme.
Denne frigørelse er ikke en verdensfjern aspiration, men en presserende opgave. For kapitalismen ødelægger livet. Befrielsen fra det kapitalistiske herredømme er også mere end blot en aspiration, for den findes allerede forskellige steder. Vi erfarer her og nu en revolution for livet. I løbet af de sidste knap ti år har en ny type protest været i bevægelse. Protesten er hverken en genoplivning af de sociale revolutioner fra over hundrede år siden eller blot en fortsættelse af de borgerrettighedsbevægelser, der har været i gang i over halvtreds år. De nye former for modstand er baseret på en mobilisering for de akut truede liv og en kamp for udsigten til et delt, fællesbevaret og solidarisk organiseret liv. Vi ser en revolution for livet i den antiracistiske mobilisering mod politivold, i den feministiske kamp mod kvindedrab samt i klimabevægelsen, som har forstærket vores bevidsthed om skrækbilledet ved en død planet. Alle disse bevægelser ser sig selv som antikapitalistiske, men de udkæmper ikke deres kamp som en arbejderopstand mod lønarbejdet, men som de levendes opstand mod ødelæggelsen af livet.
Under den globale pandemi er denne kamp blevet mere håndgribelig og allestedsnærværende. Og mere desperat. Hele lønarbejdersektorer viser sig nok engang som livsødelæggende.
I lønarbejdet, med noget nær mekaniske bevægelser og håndled, der er svulne af kulde, bliver kødet skåret fra grisekadaverne. De tunge, stive stykker skæres op med motoriserede knive og kastes på transportbånd. Mekanisk bliver de pakket ind i plastik eller strimlet sammen med fedt og indvolde til pølser og kattemad. Af og til glider lønarbejdets knive ud af de klamme, glatte fingre, eller snitter i brusken: arbejderne skærer sig selv. Men dem, der for ofte går til lægen, bliver afskediget. Størstedelen af arbejdskontrakterne går via underleverandører og indeholder opdigtet selvstændighed og prøveperioder. De første mennesker, der smittes med Covid-19, får også besked på at skjule deres sygdom. Når næsten en fjerdedel af de 7.000 ansatte er blevet syge, giver Forbundsministeren den samme udlægning som virksomhedens talsmand. De østeuropæiske medarbejdere blev formentlig smittet under besøg i hjemlandet. Naturligvis. I hjertet af den vesteuropæiske økonomi er alt trods alt i den fineste orden.
Denne blanding af udnyttelse, brutalitet og bagvaskelse findes ikke i alle virksomheder. Alligevel arbejder den pågældende talsmand i den samme virksomhed arbejder under bedre forhold. Selv hvis det var muligt at begrænse sådanne brutale arbejdsforhold yderligere gennem reformer og sanktioner, ville deres dyriske logik stadig karakterisere kernen i den kapitalistiske funktionsmåde. Selv om det ikke ser sådan ud alle steder for alle, er det sådan, vi lever. Det er sådan, vi producerer vores mad, det er sådan, vi skaber rigdom, selv hvis alle slagterier blev lukket ned. De sidste to hundrede års afbrænding af fossile ressourcer, som er grundlaget for næsten al vores produktion, har forvandlet planeten til et drivhus, der ubønhørligt bliver varmere. Og dette drivhus er et slagtehus. Hver eneste dag uddør 130 dyre- og plantearter. Hvis man udregner biomassen af alle vilde dyr på jorden – dvs. lægger vægten af alle deres kroppe sammen – så er den totale sum faldet med 82 procent i de seneste 50 år. Reproduktionen af hverdagslivet i de rige industrialiserede lande slagter hurtigere end nogen pølsefabrikants slagtehus. Dermed ødelægger vi ikke bare vores livsgrundlag, men skærer til stadighed i vores eget kød. Men hvorfor skaber kapitalismen – os mennesker i kapitalismen – så brutale forhold?
Begrebet ”kapital” henviser til en bestemt type ejendom. Det kan forstås som en investering, der gør det muligt for de private ejere af produktionsmidlerne at tjene penge. Fabriksejerne køber grise og arbejdstid og sælger pølsen for mere end de har brugt. Historisk set henviste begrebet ”kapital” oprindeligt kun til den andel af aktiver, som nogen bragte ind i en kommerciel virksomhed. Fra det 17. århundrede og frem blev begrebet brugt til at sammenfatte hele grundbeholdningen i en virksomhed. Kapital er det, der kan bruges til at drive forretning.
Men ordets rod afslører en endnu ældre betydning. På latin betyder ”caput” oprindeligt blot ”hoved”, men også ”kvæg” og ”ejendom”. I lang tid, inden for landbrugsøkonomien og før der fandtes stabile valutaer, var kvæg talt pr. hoved den bedste enhed til at værdisætte rigdom. Begrebet går igen som ”løsøre” i det moderne slaveris definition, et system af hvidt herredømme baseret på juridisk sikret og økonomisk omsætteligt ejerskab af stjålne sorte mennesker. Det portræt af kapitalismen, som jeg tegner i denne bog, lægger vægt på ejerskabsformen – ikke kun fordelingen af ejerskab. Kapitalen kan kun forøge ejendom, hvis ejerskabet har en bestemt form; der kræves et destruktivt forhold til verden. Denne destruktivitet er iboende i den moderne ejendomsret, som giver ejerne ret til at handle vilkårligt. Den udmønter sig i forskellige sociale dominansforhold. At analysere kapitalismen som en orden af ejendomsfiksering betyder derfor at holde kranierne – ”caput” eller ”chattel” – synlige. Når vi læser ordet ”kapital”, bør vi ikke kun høre profittens klirren, men også dechifrere dets udtryk som dødshoved.
I sit værk Black Marxism foreslog den afroamerikanske tænker Cedric Robinson, at kapitalismen i mindre grad skulle forstås som en standardiseret moderniseringsmaskine – som for eksempel Frankfurterskolen gør – og i højere grad som et spaltningsværktøj. Kapitalismen lægger skel ned over verden, der i stigende grad er baseret på racistiske markører – tænk bare på finten med at give østeuropæiske arbejdere skylden for snavset og smitterisiciene på deres arbejdspladser. Robinson forklarer disse spaltninger som en fortsættelse af de feudale hierarkier, der kendetegnede kapitalismens oprindelige europæiske kontekst. Men kapitalismen spalter på sin helt egen måde. Den opfatter hierarkierne på en ny og anderledes måde, der er modelleret efter ejendomsretten, som den igen også opfatter på en ny og anderledes måde.
Den moderne ejendomsret skaber et verdensforhold med suveræn råderet og licens til at skade. Jeg bruger udtrykket ”tingsherredømme” om dette verdensforhold. Vi ser tingsherredømmet på arbejde, når slagteriarbejderen parterer dyret. Og vi ser tingsherredømmet på arbejde, når arbejderens eget liv behandles som undværligt og udsættes for infektionsrisici, mens de rige sidder godt og isoleret ved kødgryderne.
Vores selvforståelser og følelser af overlegenhed udspringer af vores forhold til verden, af en hel række praksisser og adfærd, som er indgroet i vores hverdag. De moderne identiteter opstod i sammensmeltningen af institutioner, der skabte titler på ejerskab over mennesker – over hele personen igennem slaveri, over hele livet igennem tvangsarbejde, over seksualitet og omsorgsarbejde igennem det patriarkalske ægteskab. Disse ejendomsbaserede identiteter har overlevet de institutioner, der engang garanterede deres magt. Dem, der tidligere havde magten, opfører sig sågar ofte endnu mere bestialsk efter deres herredømme er blevet amputeret. De fortsætter med at forsvare deres tomme krav om ejerskab. De er, hvad den ældre Frankfurterskole kaldte ”autoritære karakterer”, og hvad jeg kalder ”fantomejere”. Den fantomejendom, som de tidligere og nuværende herskere har, svarer til den fantomejendom, som dem, der herskes over, objektiveres til. Selv efter forbuddet mod slaveri ses sorte liv stadig som undværlige. Selv efter afskaffelsen af det patriarkalske ægteskab betragtes kvindekønnet som et bytte. Og på trods af arbejderrettigheder og sociale sikkerhedsnet bliver så meget som muligt presset ud af vores arbejdskraft. Alt dette er fantomejendom, og kapitalismen er bygget på alt dette – såvel som på råmaterialer, energi og slagtekvæg.
Kapitalismen, der beskrives af Robinson som et spaltningsværktøj, laver en dobbeltspaltning. Det første snit, som bestemmer dens struktur, er markeret af ejendom og finder sted mellem tingsherskeren og det objekt, der er stemplet som undværligt. Det andet snit deler tingsherredømmets objekt. Værdiudnyttelsen trækker en skillelinje mellem vare og affald, mellem værdi og værdiløshed. Det er ofte lønarbejde, der kræves for at gennemføre dette snit, som så ratificeres på markedet. Skidt og affald ryger i skraldespanden, det blodige vand ryger i kloakken og kødet ryger i dåsen. Og som vare er lønarbejdet selv defineret ved denne adskillelse: på den ene side udbyttelig arbejdskraft, på den anden side fritid eller ubrugelige kræfter. Der er hånden, der kan svinge kniven, og der er sygesedlen eller den sårede stump. Produktionen af vegansk schnitzel og hjemmearbejde laver også sådanne snit. Sojamonokulturer driver landgrabbing i det globale syd; forskellen mellem kreativitet og overspringshandlinger er dikteret af værdisættelse. Vi reproducerer det her brutale system. Det hersker gennem og over os. Mere gennem nogle og mere over andre, men også i samspillet mellem de to.
Denne bog, som er mindre blodig end sin indledning, viser ikke desto mindre veje ud. Det handler nemlig ikke kun om den kapitalistiske ødelæggelse af livet, men om en revolution, der allerede er begyndt i mellemrummene. Det er en revolution for livets skyld og for en anden slags liv, en revolution, der kan forstås som ”tidens selvforståelse gennem dens kampe og begær” (som Karl Marx engang definerede den kritiske filosofis opgave). Under overskriften ”revolution for livet” samler jeg en ufuldstændig række af politiske grupper, som jeg betragter som eksempler på oprør mod kapitalistisk tingsherredømme. Men jeg fortolker ikke kun deres protestformer som modstand mod overgreb og løsrivelse, men også som en forventning om en anden orden.
Selv i den katastrofevisualisering, som skuespillerne i Fridays for Future og Extinction Rebellion laver, dukker der en position op, som bryder med den afstumpede ligegyldighed over for den verden, der ligger uden for vores personlige ejendom – en ligegyldighed, der kendetegner os moderne tingsherrer. Vi kunne leve anderledes, vi kunne reproducere andre mønstre i vores daglige handlinger. Der er alternativer til destruktion. Black Lives Matter, med sin ubetingede insisteren på betydningen af liv, der er blevet racistisk devalueret, med sin aktive intervention over for al racistisk systemisk vold – politiets, men også giftindustriens og de militariserede grænsesystemers – åbner op for en fundamentalt ny politisk horisont. Vi kan redde liv i stedet for at ødelægge dem.
De latinamerikanske feminister, der under sloganet ”Ni una menos” – ”ikke en [kvinde] mindre” – opfordrer til protest mod det endeløse antal mord på kvinder begået af partnere og eks-partnere, viser igennem kvindestrejkerne, at vi kunne arbejde anderledes. I stedet for at udmatte os selv og naturen i overensstemmelse med sloganet om profit og fantomejendom, kunne menneskelig aktivitet være regenerativ: nære, yde omsorg – og danse. I et målrettet angreb på kulkraftværkerne i Tyskland opfordrer aktivisterne i Ende Gelände til, at det må være et samfundsmæssigt spørgsmål, hvordan vi producerer og bruger energi. I stedet for at udnytte goderne, kunne vi dele dem – eller lade dem ligge i jorden. Oprindelige modstandsgrupper udgør rygraden i den internationale bevægelse for klimaretfærdighed, som Ende Gelände også tilhører. Et eksempel på deres kamp er blokaden af Dakota Access Pipeline, som fører olie gennem Sioux-stammens territorium og grundvandsbassiner. Protesterne, der går under sloganet ”vand er liv” – ”mni wiconi” på lakota – er ikke baseret på moderne ejendomsret, men på en omsorgspligt over for landet og livsgrundlaget. Vi kunne passe på det, der er betroet os, i stedet for at underkaste det.
Det kapitalistiske tingsherredømmes verden er et slagtehus. Men som Bertolt Brecht sammenfatter impulsen i alle de detaljerede dialektiske rekonstruktioner af modsætninger: ”Det, der er sikkert, er ikke sikkert. Som det er, vil det ikke forblive”. Og vi har ikke brug for et big bang for at komme fra her til et andet nu. For den måde, som tingene er på, vil ikke vare ved. Vi kan selv lede efter og skabe udgangspunkter fra mange sider og steder på samme tid for at skabe et forhold til verden, der ikke er destruktivt. Vi kan redde liv i stedet for at ødelægge dem, regenerere arbejdskraft i stedet for at udmatte den, dele goder i stedet for at udnytte dem og pleje ejendom i stedet for at beherske den. Alle de steder, hvor vi begynder og bliver ved med at gøre dette, vil revolutionen for livet vokse.
Uddraget er indledningen fra Redeckers Revolution für das Leben. Oversat af Kristoffer Balslev Willert.
