17.10.2012
Undervisningsministeriets store forandringsprojekt Ny Nordisk Skole har til formål, at forankre fremtidig uddannelsesmæssigudvikling i en nyfortolkning af traditionelle nordiske lærings- og dannelsestraditioner. Søren Christensen og Jens Erik Kristensen undersøger og reflekterer her over projektets luftighed og hvad vi kan forvente os af det nye udspil. Er det en ny konkurrencestatspædagogik gennem traditionsbesindelse?
Artiklen er det første resultat af Turbulens.nets samarbejde med forskningsprogrammet Pædagogisk Samtidsdiagnostik ved Aarhus Universitet. Pædagogisk Samtidsdiagnostik vil løbende bidrage til Turbulens.net med diagnoser af vores samtid. Søren Christensen og Jens Erik Kristensen er hhv. leder og medlem af forskningsprogrammet Pædagogisk samtidsdiagnostik.
Det nordiske er i vælten. Det begyndte med Ny Nordisk Mad og NOMAs kåring til verdens bedste restaurant. På Louisiana har man i sommeren 2012 kunnet opleve en udstilling om nordisk rum og arkitektur under den branding-venlige overskrift New Nordic, og et livsstilsmagasin med navnet Nordic Man er det såmænd også blevet til. På det seneste har skole- og uddannelsespolitikken så fået sin egen variant, nemlig børne- og undervisningsminister Christine Antorinis stort opslåede projekt om ’Ny Nordisk Skole’. Men hvad er egentlig det ’nye’ og det særligt ’nordiske’ og hvordan lader projektet sig forstå i en større uddannelsespolitisk sammenhæng?
Danskhedens idealjeg
På sin vis er der noget meget genkendeligt over projektet, der er det seneste større værdipolitiske udspil på folkeskoleområdet siden Margrethe Vestagers ’Værdier i virkeligheden” fra 2000. Det sidste årtis globaliseringsstrategiske diskussioner har i vidt omfang været tegnet af to på én gang beslægtede og modsatrettede positioner. Den ene position tog udgangspunkt i ’danske værdier’ og krævede, at der blev slået ned mod multikulturalisme, overdreven individualisme og andre trusler mod den ’sammenhængskraft’, vi behøver for at klare os i den globale konkurrence. Denne position blev repræsenteret af bl.a. Anders Fogh Rasmussen, Karen Jespersen og Ralf Pittelkow. Den anden position slog ligeledes til lyd for en værdibaseret globaliseringsstrategi – men i en mere kulturradikal eller progressivistisk variant, hvor humanistiske og inkluderende værdier blev set som det nye forretningsgrundlag for Danmark i den globale konkurrence. Denne position blev bl.a. repræsenteret af Mandag Morgen og Innovationsrådet – og på den politiske scene frem for alt af De Radikale.
Hvor den første variant i mange år var klart dominerende, kan projekt Ny Nordisk Skole ses som et tegn på, at den anden variant nu i kølvandet på regeringsskiftet har fået sit politiske gennemslag. Dette viser sig bl.a. i valget af termen ’nordisk’ frem for ’dansk’. At der, som flere kritikere allerede har påpeget, næppe findes en fælles nordisk skoletradition, er her af mindre betydning. I Ny Nordisk Skole-dokumenterne optræder ’Norden’ (som det vel altid har været tilfældet i Danmark) frem for alt som en generaliseret og idealiseret danskhed – en slags danskhedens idealjeg, sådan som det progressive Danmark gerne ville se den: ikke provinsiel, indskrænket og ekskluderende, men humanistisk, solidarisk og kosmopolitisk inkluderende.
Den megen tale om ’det nordiske’ indebærer således ikke, at vi har forladt 00’ernes fokus på ’danske værdier’. Men den indebærer en tilbagevenden til en mere progressivistisk eller ’kulturradikal’ forståelse af dem. Den megen tale om ’faglighed’ og ’fælles mål’, der var gennemgående i den tidligere regerings skolepolitiske udspil er umiskendeligt nedtonet (om end langt fra væk), og der tales nu igen om en række af de temaer, der typisk forbindes med den indtil for nylig så udskældte reformpædagogik: ’kritisk tænkning’, ’selvtillid og selvværd’, ’motivation og lyst’, ’legende læring’ og ’multikulturel empati’.
En uddannelsesrevolution
Man går dog grundigt galt i byen, hvis man tror, at det betyder en tilbagevenden til en ’blød’ pædagogik – eller at uddannelsespolitikken skulle være på vej tilbage til 1990’erne, på samme måde som udlændingepolitikken ifølge dens borgerlige kritikere er det. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den tekst, der oprindeligt søsatte projektet om en Ny Nordisk Skole projektet, nemlig Christine Antorinis og Nanna Westerbys ’politiske efterord’ til Lars Olsens Uddannelse for de mange. Efterordet, der er skrevet før valget i 2011, da de to forfattere endnu var uddannelsesordførere for henholdsvis S og SF, rummer en interessant diagnose, der i al dramatisk korthed siger, at ”vi står midt i en uddannelseskrise. Der er brug for en ny kurs. Der er brug for en egentlig uddannelsesrevolution” (Antorini & Westerby 2011: 155). En revolution, der drejer sig om ’at skabe en skole for alle’ – en skole hvor ’alle skal gennemføre mere uddannelse’ (Ibid. 2011: 159).
Tanken genfindes kort tid efter i Regeringsgrundlaget fra oktober 2011, hvori der lægges op til en kommende reform af folkeskolen. Her hedder det, at ”folkeskolen skal være hele Danmarks skole”, en ”fagligt stærk skole, der har plads til og er attraktiv for alle børn”. Folkeskolen skal sikre, at alle elever får et højere fagligt udbytte af undervisningen, og at færre udskilles til at modtage specialundervisning, men i stedet inkluderes i den almindelige undervisning.
At Antorini og Westerby i den forbindelse harcelerer over VK-regeringens ulighedsskabende skolepolitik, kan næppe undre nogen. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at de harcelerer næsten endnu mere over 1990’ernes idéer om ’individualisering’ og ’ansvar for egen læring’, der ligefrem kaldes en ’katastrofe’ som pædagogisk princip, i og med at det ”i den grad har hægtet børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem af” (Ibid. 2011: 159). Denne skånselsløse selvkritik demonstrerer ikke blot en traditionel socialdemokratisk omsorg for social lighed. Den viser også overtagelsen af en konkurrencestatslig optik på skole og uddannelse, hvor målet er at mobilisere alle befolkningsressourcer, hvor ‘alle skal med’, fordi ’alle skal bidrage’, og hvor uddannelse bliver det centrale middel til at opnå dette.
Den Blå Betænkning – version 2
Det er denne konkurrencestatslogik, der er nøglen til at forstå deres vision om, at Ny Nordisk Skole skal blive en art Blå Betænkning version 2 (Ibid. 2011: 175). Ifølge Antorini og Westerby er tiden nemlig moden til at igangsætte et forsøgs- og udviklingsprogram, der kan få lige så stor indflydelse som den såkaldte Blå Betænkning. Her refereres til den store reformpædagogiske undervisningsvejledning fra 1960, der fulgte op på Folkeskoleloven i 1958, satte en langsigtet progressiv dagsorden for undervisningsmetoder og pædagogik i skolen og løftede uddannelsesniveauet i Danmark markant. Historisk set kom den Blå Betænkning dermed til at udgøre det uddannelsespolitiske program for den velfærdsstat, der netop i de år konsoliderede sig. Dengang var den socialdemokratiske ambition at fremme lighed gennem uddannelse, hvilket skulle fremme den økonomiske vækst og sikre mere velfærd.
Parallellen til i dag synes at være, at vi i disse år står med en konkurrencestat, der er orienteret mod den globaløkonomiske konkurrence og af samme grund må omlægge velfærdspolitikken af hensyn hertil. I den henseende kan idéen om Ny Nordisk Skole som en Blå Betænkning version 2 læses som en vision om et uddannelsespolitisk program, der gennem ’uddannelse for alle’ kan gøre konkurrencestaten til et socialdemokratisk projekt, lige som velfærdsstaten var det. Og i den forbindelse er devisen ikke længere så meget ’lighed gennem uddannelse’, men snarere ’inklusion gennem uddannelse’, da uddannelse anses som krumtappen i den aktiverings- og mobiliseringspolitik, der skal inkludere alle i og få alle til at bidrage til det nationale arbejdsfællesskab. Uddannelse skal således både styrke ’sammenhængskraften’ ved at forebygge marginalisering og eksklusion, og styrke’konkurrencekraften’, da uddannelse fremfor lighed skal skabe lige muligheder for at den enkelte kan udvikle og realisere sine produktive menneskelige ressourcer på arbejdsmarkedet.
’Rejs dog hjem, statsminister’
Det er netop i den sammenhæng, man må se det fokus på ’fællesskab’ og ’inklusion’, der præger den nye regerings uddannelses- og socialpolitik – og som også, uden dog at blive nævnt meget, klinger med i Ny Nordisk Skole. Hvor VK-regeringens bud på en konkurrencestats-pædagogik i vidt omfang knyttede sig til kanoner og fælles værdier, der betragtedes som grundlaget for den særlige nationale konkurrencekraft, der lå i Danmarks status som højtillidssamfund, tyder noget på, at inklusions-pædagogikken med dens positivering af forskelligheden bliver SRSF-regeringens bud på en konkurrencestats-pædagogik. Men hvor 1990’ernes fokus på ’individualisering’ og ’mangfoldighed’ gjorde forskelligheden til et formål i sig selv, bliver forskelligheden nu igennem inklusions-figuren hilst velkommen som et særligt bidrag til (arbejds-)fællesskabet. Enhver forskellighed er anerkendt, i det omfang den lader sig inkludere og mobilisere som et særligt bidrag til opretholdelsen af nationens vækst og velfærd.
Det er en oplagt styrke ved denne uddannelsespolitiske vision, at den forsøger at skabe national uddannelsesmobilisering ved at tage udgangspunkt i styrkerne i dansk og nordisk pædagogik og skoletradition snarere end i frygten for konkurrenterne – og Østasien i særdeleshed. Der spejdes ikke længere mod øst, men mod nord (og lidt mod Canada). Som Antorini ynder at udtrykke det med en Singapore-professors utvetydige besked til daværende statsminister Lars Løkke: ”Rejs dog hjem, statsminister. I har jo unge, der kan tænke selv!”
Et pædagogisk fusionskøkken
Kigger man nærmere på det pædagogiske indhold af Ny Nordisk Skole er spørgsmålet imidlertid, om man formår at indløse denne vision om at tage udgangspunkt i de særlige styrker i en dansk og nordisk tradition. Den luftighed, som visionen ofte og med rette er blevet anklaget for, vidner måske ikke blot om vanskeligheden ved at definere en særegen nordisk skoletradition, men også om en mere grundlæggende svaghed i konkurrencestatens sammenligningsfikserede optik på uddannelse. På den ene side tilsiger denne optik, at vi skal konkurrere på det særlige, på de unikke kulturelle og institutionelle traditioner og kompetencer, hvor vi står stærkere end andre. På den anden side tilsiger den samtidig, at vi skal forbedre os på de kompetencer, hvor andre står stærkere end os. Et eksempel på dette dobbeltblik kunne være den måde, hvorpå meldingen om, at danske 8.klasse elever i en stor international undersøgelse hørte til verdens bedste, hvad angår viden om samfund og demokrati, for et par år siden blev modtaget af den daværende undervisningsminister med disse ord: ’Når vi kan ligge i den globale top her, så kan vi vel også i matematik og læsning’.
Fokuseringen på det særegne opløses kort sagt i en homogeniseringslogik, hvor alle benchmarker sig mod alle på alt, og hvor alle forsøger at kunne det hele. Det er i høj grad denne logik, der gør Ny Nordisk Skole-visionen så luftig. Ikke blot skal Ny Nordisk Skole være kendetegnet ved kritisk tænkning, lyst, demokrati og medborgerskab – og ved et ”storforbrug af traditionelle pædagogiske principper om klassefællesskab, enhedsskole, undervisningsdifferentiering, problemorienteret undervisning, forskellige prøveformer…” (Ibid. 2011: 166). Den skal også være kendetegnet ved ”hardcore faglige kompetencer”, ”konkurrence”, ”flid”, ”umage” og ”vedholdenhed” – med det mål, at den nye nordiske skole skal være ”den bedste i verden til at give uddannelse til alle”.
Det er her, inspirationen fra Ny Nordisk Mad og fra 90’ernes æstetiske Dogme-bevægelse bliver decideret ironisk. Også Ny Nordisk Mad er mange gange blevet mødt med den kritik, at idéen om en særlig nordisk kulinarisk tradition er en fiktion (se fx Tingstrøm 2012). Når Ny Nordisk Mad ikke desto mindre er blevet en gigantisk succes, skyldes det noget andet – nemlig (og her er parallellen til Dogme-bevægelsen oplagt) at ’det nordiske’ ikke fungerer som en positiv substans, men som et kulinarisk selvbegrænsnings-princip: der er noget, man giver afkald på (fx at bruge mango eller Serrano-skinke), og det er denne selvbegrænsning, der bliver udgangspunktet for en særegen kulinarisk praksis. Intet kunne være fjernere for Ny Nordisk Skole, der på typisk konkurrencestatsmanér tager for sig af best practices fra den ganske verden og dermed mest af alt ligner en pædagogisk version af det fusionskøkken, som Ny Nordisk Mad i høj grad opstod som en reaktion mod. Her skal der ikke gives afkald på noget. Men omkostningen er, at den proklamerede pædagogiske særegenhed og traditionsbesindelse i tilsvarende grad fortoner sig.
En ny politikdannelse
I den forstand ligger den virkelige betydning af Ny Nordisk Skole-initiativet måske et helt andet sted – nemlig i ”en ny måde at gribe politikdannelse an på”, som Ove Kaj Pedersen har formuleret det (BUPL 2012: 8). Ny Nordisk Skole er ikke blot endnu et led i gennemsættelsen af en konkurrencestatslogik. Den er også et symptom på vanskelighederne og legitimationsproblemerne i dette projekt. I en konkurrencestat, hvor den klassiske kompensatoriske socialpolitik udfases, er uddannelse som sagt blevet det centrale middel til at skabe både konkurrencekraft og sammenhængskraft. Men det står efterhånden klart, at konkurrencestaten har problemer i begge henseender. I og med at uddannelsessystemet faktisk ikke formår at få alle med, men nærmest systematisk ekskluderer 10-15 % af eleverne, svækker det ikke blot konkurrencekraften, men reproducerer og befæster samtidig en social ulighed, der underminerer sammenhængskraften og tilmed belaster en i forvejen trængt velfærdspolitik både finansielt og legitimatorisk.
Det er i høj grad denne erkendelse, der er udgangspunktet for Ny Nordisk Skole-initiativet. Og med lidt god vilje kan projektet også ses som en nedtoning af de styringsambitioner og den top-down-strategiske megalomani, der hidtil har præget den danske konkurrencestatspolitik i forhold til folkeskolen og lærerprofessionen – med Lars Løkkes partnerskabsudspil fra 2011, der ville diktere en ny skolepolitik, som det mest oplagte eksempel.
Nyt nordisk dilemma
Også i den henseende er det dog svært at overse konkurrencestatens aporier. På den ene side præsenteres Ny Nordisk Skole som et åbent ’forandringsprojekt’, der betoner involveringen af og respekten for professionerne. På den anden side står det stadigt klarere, at der ikke blot er tale om et skoleprojekt, men om et ’tværgående forandringsprojekt’, der skal spænde over aldersgruppen 0-18 og dermed skabe strategisk koordination og integration i uddannelsessystemet fra daginstitution til ungdomsuddannelser (netop det ressortområde som det nye Ministerium for Børn og Undervisning dækker). Med fælles reference til et ’bredt faglighedsbegreb’ skal professionsgrupper fra vuggestuepædagoger til gymnasielærere give hinanden ”fælles håndslag på at gøre det endnu bedre” og til sammen præstere et ”fagligt løft af vore daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser”. Det kan derfor ikke undre, at der må opereres med et meget bredt og rummeligt faglighedsbegreb, der altså skal dække hele buen fra vuggestuepædagogen til og med gymnasielæreren. Det kan kun lade sig gøre, hvis man gør faglighedsbegrebet meget tyndt og luftigt og samtidig nivellerer de forskellige fagligheder med kompetencebegrebet som almenækvivalent.
I Ny Nordisk Skole-projektet tales der hyppigt og varmt om særegenhed og traditioner. Men det gælder tilsyneladende netop ikke i forhold til professionernes indbyrdes forskellighed og traditioner. De tre professioner og institutionsområder – som i en nordisk sammenhæng altid har kæmpet for deres faglige og institutionelle særegenhed – bliver derimod tendentielt nivelleret til en art generaliserede ’uddannelsesprofessionelle’, hvis fornemste opgave bliver gennem dialog og strategisk koordinering at maksimere konkurrencekraften i det danske uddannelsessystem. Uanset hvor meget Ny Nordisk Skole besindigt påkalder sig nordiske pædagogiske traditioner, er det således i selve sit sigte en grundlæggende anfægtelse af traditionel nordisk institutions- og professionsforståelse. Om projektet på længere sigt har nogen gang på jorden, vil ikke mindst afhænge af, om det formår at finde en troværdig vej ud af denne apori.
Litteratur:
Antorini, Christine og Westerby, Nanna (2011): ’Politisk efterord: Ny Nordisk Skole’. I Olsen, Lars: Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution. København: Gyldendal
BUPL (2012): ’Fornyelsen bliver afgjort på målfoto’ interview med Ove K. Petersen i Ny nordisk pædagogik? udgivet af BUPL. Publikationen kan hentes her.
Tingstrøm, Claus (2012): ’Nordiske køkkenfloskler’. Information 30.8 2012