Antropocæn – en ny tankemodel for det 21. århundrede?

Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens’ redaktion.

Kulmine i Nordrhein-Westfalen i Tyskland, hvor der arbejdes, og greenhouses i Spanien

09.11.2018

I et forsøg på at forbinde videnskab, politik og kunst i en udlægning af de nuværende diskussioner om relationen mellem menneske og natur, skrev den berlinske kulturgigant Haus der Kulturen der Welt i 2013: ”Vores naturbegreb er forældet. Dette er kernepræmissen bag tesen om Antropocæn, som både bekendtgør et paradigmeskift inden for naturvidenskaberne og angiver nye modeller for kultur, politik og hverdagslivet”.

Formålet med denne serie er at undersøge dette paradigmeskift fra en række forskellige vinkler. Derfor vil Turbulens i denne introduktion forsøge at give en antydning af, hvad Antropocæn er for en størrelse.

 

Facaden foran projekt om Antropocæn, Haus der kulturen der Welt, Berlin
Sebastian Bolesch/Haus der Kulturen der Welt. 2014

 

Idéen om det passive menneske

Sigmund Freud sagde engang, at videnskabens fremskridt har affødt tre store krænkelser af menneskets ”naive egenkærlighed”. Først ved Kopernikus’ bestemmelse af, at den af mennesket beboede planet, Jorden, ikke er verdensaltets centrum, men blot en lille del af universet. Dernæst ’frarøvede’ Darwins evolutionsteori mennesket dets særlige status ved at påvise, hvordan vi nedstammer fra dyreriget. Og endelig, da Freud selv fremlagde sin teori om det ubevidste, som underkender idéen om et fuldkommen rationelt bevidsthedsliv. Menneskets hus var ikke bare blevet perifært – mennesket var ikke engang herre i eget hus længere.

En modvægt til Freuds skitse kunne siges at være teorien om Antropocæn. Antagelsen bag denne teori er, at mennesket ikke er en ubetydelig og passiv tilskuer på Jorden. Mennesket er derimod en afgørende faktor, fordi fremtiden for det eneste sted, hvor man ved, at der eksisterer liv, bestemmes af menneskets handlinger. Mennesket er med andre ord blevet en supermagt i naturen, med reel magt over, hvordan Jordens fysiske og levende systemer udvikler sig de næste mange tusind år. Og det er oveni købet blevet bevidst om det.

Indvielsen af Antropocæn

I en kort artikel fra år 2000, som Turbulens bringer en oversættelse af i næste uge, navngav videnskabsfolkene Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer officielt Antropocæn som den nuværende geologiske tidsalder. I Crutzen og Stoermers artikel sammenfattes Antropocæn som menneskets ”betydelige og stadigt voksende indvirkninger på Jorden og atmosfæren”.

På den Internationale Geologiske Kongres i Cape Town i 2016 blev det desuden besluttet, at menneskehedens indvirkning på Jorden nu er så massiv og omfattende, at begrebet officielt skal anvendes om den nuværende geologiske tidsalder.

 

Marmorstenbrud, Carrara, Italien, menneskelige udgravninger
Edward Burtynsky. “Carrara Marble Quarries, Carbonera Quarry #2”. Carrara, Italien. 2016. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto

 

Den sjette udryddelse?

Den underliggende bekymring i diskussionen om Antropocæn, som ofte kommer til udtryk i dystopiske fremtidsforestillinger, skyldes, at Antropocæn følges af massive opbrud i de fysiske systemer, som har muliggjort tilblivelsen af menneskelige samfund.

De menneskeskabte klimaforandringer illustrerer det tydeligst: virkninger som omdannelse af vild natur gennem skovrydning, landbrug og anden arealudnyttelse, accelerationen af CO2-udledninger igennem afbrænding af fossile brændstoffer, havvandsstigninger, omskiftelige og skadelige vejrmønstre (især opvarmningen af planeten), udgør en trussel ved at begrænse fremtidige overlevelsesmuligheder for mennesker og andre arter. Hvis den nuværende tendens holder, er Jorden på vej til at miste 75 procent af sine nuværende arter inden for de næste 200 år. Dette har givet flere forskere belæg for at tale om en ”sjette masseudryddelse”.

 

Voldsomme kemiske udledninger og forurening, kemisk lager for fossile brændstoffer i Houston, Texas, USA
U.S. National Archives and Records Administration (venstre). Edward Burtynsky. “Fuels and Chemical Storage”. Houston, Texas, USA, 2017. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto (højre)

 

”Vi leger med ilden”

De værst tænkelige scenarier optegner altså et dystert fremtidsbillede. Professor Chris Rapley, klimaforsker ved University College London og tidligere direktør for Science Museum i London, har opsummeret situationen med følgende metafor:

”Da planeten er vores livsunderstøttelsessystem – vi er grundlæggende bare besætningen på et middelstort rumskib – er vores interventioner i dens funktionsmåder på dette niveau og på denne skala meget betydelige. Hvis du eller jeg var besætningsmedlemmer på et mindre rumfartøj, ville vi aldrig finde på at fifle med systemer, der giver os luft, vand, næring og et tåleligt klima. Men overgangen til Antropocæn fortæller os, at vi leger med ilden – en potentielt hensynsløs form for adfærd, som vi sandsynligvis vil komme til at fortryde, medmindre vi får styr på situationen.”

En tværdisciplinær fortolkningsramme

De storpolitiske og eksistentielle perspektiver i denne problematik har gjort, at teorien om Antropocæn de sidste 15 år har spredt sig hastigt til andre videnskaber. Blandt andet forsøger social- og humanvidenskaberne skiftevis at drage konsekvenser fra teorien i forhold til spørgsmål om geopolitik, normativitet, kulturimperialisme og kunstens og litteraturens rolle som formidlingsform i ”mennesketiden”, som Antropocæn også bliver omtalt som. Herhjemme har Danmarks Grundforskningsfond for eksempel finansieret det femårige (2013-2018) tværfaglige projekt Aarhus University Research on the Anthropocene, som har kastet en masse publikationer og begivenheder af sig.

At teorien om Antropocæn har bredt sig ud, både til socialvidenskaberne, historie, geopolitik, filosofi, kunsten og hverdagslivet, som går langt ud over de professorale geologcirkler, skulle denne artikelserie også gerne vise. Antropocæn har udviklet sig til en tværdisciplinær fortolkningsramme, inden for hvilken de fleste fagfelter gerne vil have en stemme.

 

genbrugsplads for plast, Nairobi, Kenya, Edward Burtynsky
Edward Burtynsky. “Dandora Landfill #3”. Plastgenbrug i Nairobi, Kenya, 2016. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto.

 

Konsekvenser ved Antropocæn

Antropocæn tilskynder en række forandringer i menneskets tænkning. For det første tvinger det os til at gentænke relationen mellem menneske og natur som en af gensidig afhængighed, og reflektere over hvilke konsekvenser denne afhængighed har. For det andet markerer det en ny form for selvbevidsthed, hvor mennesket erkender sig selv som en planetforandrende kraft, hvilket tilskynder en serie af etiske spørgsmål i forhold til en potentiel udvidelse af menneskets ansvarlighed.

Der er noget angstfremkaldende ved at definere en fase i Jordens udvikling ud fra os mennesker, som blot har været til stede i den sidste titusindedel af dens historie. Dette kan være anstødsstenen til en ny kollektiv bevidsthed, en større ydmyghed i omgangen med vores skrøbelige planet. Men det kan også fremprovokere en større almagtsfølelse i forhold til resten af naturen.

En ny tankemodel for det 21. århundrede?

Mange spørgsmål maser sig på. Hvilke eksistentielle skred finder sted i Antropocæn? Er det historisk holdbart at bruge ’hele menneskeheden’ som forklaringsmodel? Eller skyldes Antropocæn en bestemt historisk samfundsform? Understøtter navngivelsen en farlig form for arrogance? Hvis vi er skyld i ødelæggende forandringer af naturen, hvem har vi så et ansvar over for? Er mennesket det eneste væsen med iboende moralsk værdi? Hvordan undgår vi, at de dystopiske fremtidsforestillinger bliver til virkelighed?

 

Fuld skovbrand, Californien, foto taget af U.S. Department of Agriculture
U.S. Department of Agriculture, Forest Service. Skovbrand i Californien 2013.

 

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som denne temaserie tager fat på. Turbulens vil undersøge, om Antropocæn kan udlægges som et nyt ”menneskeligt vilkår”, for at bruge en formulering fra Hannah Arendt. Hvis det er tilfældet, bliver Antropocæn en del af en ny historisk selvbevidsthed, som det ikke længere er til at komme uden om.

I så fald er Antropocæn ikke blot et nyt videnskabeligt begreb, men åbner for helt nye måder at erkende virkeligheden omkring os på, som rokker ved fundamentale kulturelle, filosofiske og historiske opfattelser af ansvarlighed, retfærdighed, dystopi og kosmopolitik. Bør Antropocæn forstås som en ny tankemodel for det 21. århundrede?

Vi håber, at de kommende tekster bidrager til at kvalificere debatten og engagere jer i den.

Rigtig god læselyst!

På vegne af redaktionen

Kristoffer Balslev Willert

Tak til Edward Burtynsky og Burtynsky Studios for at måtte anvende billeder fra det multidisciplinære projekt “Anthropocene”, som han står for i samarbejde med Jennifer Baichwal og Nicholas de Pencier. Udover en fotobog, består projektet af en række museumsudstillinger, en dokumentarfilm og en uddannelsesplatform. Se mere om projektet her

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *