1.10.2005
Kritikken må være båret af endobbelt dynamik. Som den ulydige kriger, Kombattanten, der hverken tror på at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien(stat, menneskerettigheder, etc), men heller ikke er en flanerende,postmoderne bajads på barrikaderne. Hans aktivitet må både være båretaf en vrede mod det som sker og samtidig en entusiastisk skabendeglæde. Carnera og Meier Sørensen svarer Stjernfelt og Thomsen.
Forhåndenværende præambel, hørt i landet nord for Camp Eden:
Vier kommet helt i mål: vi har civilsamfund, demokrati ogmenneskerettigheder, så hvad brokker I jer over, alle I sarkastiskekritikere og negative utopister? I kan da godt lege lidt men lad nuvær’ at bilde jer ind, at det er noget der flytter noget. Det gør detikke. I stedet for at danse skulle I hellere læse noget Kant.
Deter Immanuel Kant, oplysningsfilosoffen, der sikrer Christiansborgs ogHøjesterets glorie og sikrer medborgerhusets diskussionsklub ogfællesskab. Kant oprettede som bekendt en fantastisk subjektiv domstolsom både placerede præsten og slaven inden i subjektet; man blev bådepræst og troende, lovgiver og undersåt, dommer og tiltalt. Kants kritikvar en kritik af fornuften ved hjælp af fornuften selv: fornuften varbåde dommer og tiltalt, tribunal og den anklagede. Og jo mere manunderlagde sig fornuften, desto mere beherskede man sig selv, for manadlød bare den rene fornuft, med andre ord sig selv. Domstolens tro påen fornuft der går ud over sanserne måtte også foreskrive sjælensudødelighed, for skal gælden være uendelig må skyldneren overleve. Derer, negativt udtrykt, tale om en evig underkastelse uden frihed isigte. En sådan kritik kan bruges på alle udsagn om kundskab og moral,men dens svaghed var at den ikke kunne stille spørgsmål til kundskabenog moralen selv, også selvom man ikke faldt tilbage i en guddommeligautoritet, men overlod dette til det liberale samfunds idealer ommenneskerettigheder, stat og marked.
Kritikkens problem
LigesomKant har de herrer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen gjortkritik ideologisk. Samtidigt har de dog nok valgt den forkertemodstander: den kunstneriske aktivitet som en sublimeretundtagelseserfaring. De bortser dermed stort set fra kapitalismen, derda også kræver langt mere kraft at skrive sig op imod. Det viser sig daogså at være relativt nemt at indtage en position hvorfra man kaniagttage verden og kritisere den, men er det produktivt? Og hvad skulleforhindre at man selv ender i den moralisme man ønsker at undgå?Spørgsmålet er om kritikkens sted ikke snarere må findes i en bevægeligmidte, der ikke allerede har indtaget en position hvorfra der dømmes?Vi har mere end nogensinde brug for en kritik, der kan kritiserefornuften indefra uden at fornuften samtidigt indtager en dømmendeposition. Før vi giver et bud på en sådan mulig praksis, er det værd atminde om at kritik eller kritiké på græsk har en dobbelt rod somsignalerer en ambivalens: både krinein og techné. Krinein kan betyde atskelne, bedømme og granske, mens techné indebærer færdighed oghåndværk. Indenfor samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi sammenblandeskritik ofte med politiké, at styre. Techné har altså fundet en alliereti politiké og derigennem tabt sit moment af krinein.
Politikkenog juraens funktionalistiske politiké-techné er kommet til atoverskygge retfærdighedens krinein. Vi stiller spørgsmålet om kritikkenkan tilbageerobre sin dobbelte betydning af skelnen og håndelag,bedømmelse og færdighed? Hvis det civile subjekt er i krise – hvilketalt tyder på – er dette ikke en fornuftkrise der alene kan kureresfilosofisk, det vil sige ved hjælp af en oversanselig fornuft adskiltfra naturens vilde tanke. Det civile subjekts krise efter Kant er ofteendt i romantik, i New Age og vilkårlig obskurantisme, og her deler vii vid udstrækning Stjernfelts og Thomsens afstandtagen. Alternativettil Kant er (selvfølgelig) ikke Buddha light, men derimod at begribehvordan fornuftens kamp hænger sammen med begæret. Her ligger kimen tildet civile subjekts skæbne og her er vi af den opfattelse, at problemetikke kan løses indenfor en allerede installeret filosofisk horisont,men kun ved at filosofien henter råstof fra ikke-filosofien, det vilsige fra empiriens bevægelige stof. Kritikkens problem handler omtankens forhold til empiri, snarere end tankens forhold til tanken. Vigiver den britiske samfundsforsker og litterat Kenneth Surin ret nårhan siger at vi efter socialismens forsvinding og den klassiskeliberalismes mutationer til global neoliberalisme, i dag erkonfronteret med en post-politik hvis navn er nihilisme. Resultatet erat subjektet er i permanent åndenød. Det omtalte civile subjekt erholdt op med at producere: til nøds producerer dette subjekt objekter,ting, men det producerer ikke længere sig selv, sin egen eksistens, sinvirkelighed. Vi efterlades med en politik domineret af statens magtover kroppen, hvor arbejdsløse, flygtninge, de mørklødede og kvindernereduceres til hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder detnøgne liv. Med Jacques Derridas ord bliver politik reduceret til denuendeligt udsatte retfærdighed. Lovgivningsarbejde kalder DanskFolkeparti logisk nok for frihedskamp, og signalet bliver denpermanente undtagelsestilstand, hvorunder alt og alle bliver midler forat nå det livsvigtige mål: sikringen af nationen, slægten og jorden.
Tilbagetil den såkaldte negative opbyggelighed. Jovist, Bjørn Nørgaard skarhovedet af en hest i 70’erne, og denne kritik kan så ikke tagesalvorligt i dag og, javist, Lars Bukdahl lefler stundom rigeligt fordet skæve – men er det forsvarligt at gøre sådanne udtryk til mål foren kritik der vil være samtidig? I så fald kastes vi tilbage på etuhyre fattigt kritikbegreb, der lige akkurat formår at sige: ”Kan Iikke tage at blive voksne og forsone jer med verden og historien somden er.” En sådan kritik indtager imidlertid en dømmende position,fordi den ikke kan bekræfte krisen og fordi den ikke orker at trængeigennem dens affekter og skabe en ny fantasi og en ny ånd på baggrundaf dens sammensatte komponenter. Og som Carsten Thau har gjortopmærksom på må enhver kritik i dag smøge ærmerne op overfor denvirkelige udfordrer – der ikke nødvendigvis er en modstander – nemligden globale kapitalisme. Selv de villede og forvildede kunstnere iavantgarden har fattet dette!
Postpolitisk politik
Modtrækketer derfor at genskabe et virkeligt politisk subjekt, der kan skabe enpostpolitisk politik, en solidaritet baseret på singulariteters magt ogkraft. Det singulære genskaber nye måder at høre til på, der ikke tagerudgangspunkt i universalier som national identitet (for eksempel’danskhed’) eller andre stabile indikatorer (som slægt og jord), mentager udgangspunkt i den totalitet af muligheder der konstituererethvert subjekt som en absolut singularitet og ikke et individ medallerede givne attributter. Du er allerede en mangfoldighed, ogkritikkens styrke må være den dømmende fornufts afslutning, tribunaletsafslutning. Fornuften er ikke juridisk (intellektets korrekthed), menen aktiv styrke der skaber forskelle, der bliver aktiv og gennemtrængesaf ideer, der gør solidaritet og det at høre til at virkeligtproduktivt anliggende. Alle store tænkere, reformatorer og jurister haraltid vidst at det ikke er loven, men det at blive forløst fra loven,det vil sige at trænge gennem begivenheden, der er retfærdigheden ogdet civile samfunds chance: Nelson Mandela snarere end Benedikt XVI.
Kant har sejret ad helvede til
ImmanuelKant har, med andre ord, sejret ad Helvede til. Der er kun én vejtilbage: at tage det bedste fra ham igen, nemlig fornuftens egen kampmed sig selv som fornuft. Så kan vi igen spørge til værdien af enværdi, igen problematisere modernismens sammenbrud, i stedet forhenholdsvis at hævde modernismens fortfarende triumf (Stjernfelt) ellerdet førmodernes primat (Thomsen). Fornuftens anstrengelse bliver da atbetone affirmationen af destruktionen som kreativ handling, frem fornegationen af en forhærdet tilstand. Det er denne evige genkomst af detsamme vi ser rundt omkring i utallige mikropolitiske projekter, somforegår indenfor statens og kapitalismens domæner. Gilles Deleuzeskriver i sin bog om Nietzsche, idet vi tillader os at citere inextenso:
Den evige genkomst omdanner det negative: den gørdet tunge til noget let, den lader det negative gå over påaffirmationens side, den skaber en kraft til at affirmere ud af detnegative. Men netop kritikken er negation i denne nye form: endestruktion der er blevet aktiv, en aggressivitet forbundet medaffirmation. Kritikken er destruktion som glæde, den skabendeaggressivitet. Skaberen af værdier lader sig ikke adskille fra endestruktør, en kriminel og en kritiker: kritik af etablerede værdier,kritik af reaktive værdier, kritik af gemenheden. (pp. 98-99)
Kritik må være mikro-politik
Hvordanomdanner vi så kritikkens reaktive kræfter til aktive kræfter? Etmuligt svar er, at i et sådant univers har kun en produktion afsingularitetens form betydning: hver singularitet kan kun selektivtgentages i sin proces, det vil sige knopskyde sig selv, bekræfteforskelle. Tilsynekomsten af det nye intellektuelle og kulturellevilkår er barokkens univers, der udskifter de ’transcendentaleakkorder’ såsom sandhedens normative vision, det gode, det skønne,middelalderens transcendenser og andre billeder fra højmodernismen medmorfende og kreative livsverdener, hvor det i stigende grad blivervanskeligt at opretholde distinktionerne mellem offentlig og privat,indenfor/udenfor, før og efter, politisk højre og venstre.
Vilever i verdener der ikke længere prædikeres, men som beror påorganiseringer af variation og mangfoldighed, selvom de stadig fungererefter kapitalens virale aksiomatik. Danskhed er en fiktiv størrelse derikke har nogen transcendent legitimation; dronning Margrethe, WilsonKipketer og Muhammeds grønthandel gennem 16 år – alle genskaber de nyeudtryk for danskhed og kan ikke længere føres tilbage til et universeltbegreb om det nationale. Deleuze og hans medforfatter Félix Guattarispointe er at de ’substantielle former’ konstituerer et naturligt spilfuldt af singulariteter, grader, intensiteter, affekter, begivenhederog tilfældets kræfter, som danner kompositionen for individuationenforskellig fra det velformede subjekt. Hvert individ er enmultiplicitet og et produkt af en fantasmagorisk bevægelse mellemindenfor og udenfor. Kritik må i dag være mikropolitik hvorkonge/juristen og krigeren/profeten mere end nogensinde har brug forhinanden, især har den første brug for den sidste (hvilket giversammensætningen af Stjernfelts neo-modernisme og Thomsens apostolskekampskrift i samme bog en vis mening). Fikseringen af væren har mereend nogensinde brug for nye sociale innovationer, således at binærefordelinger kan transformeres til mangfoldige tilblivelser. Mere endnogensinde har identiteten brug for singulariteten; den ægyptiske stat,som vi som folk til stadighed synes at begære(fascisme/ortodoksi/sexisme/vulgarisme) har brug for en Moses-i-flugt.Thomsens engagerede bidrag i bemeldte bog, kapitlet kaldet ’proecclesia ’, er da også langt mere de(kon)struktivt end han selvanerkender: nok er den thomsenske teologi højkirkelig og ceremonielgrænsende til det pompøse, men dens relevans får den ikke iborgerskabets sociale eksklusionsmekanismer (hvori Tidehverv til sidstgik under), men kun som indsat i dens anatema, i Bronx, i de infameracers midte. Kirken bliver hos Thomsen relevant som det absolutteudenfor der transformerer hin enkelte ind i det hellige samfund, hvoriden menneskelige værdighed igen approprieres, nu som korset der slåsover det nøgne liv: barmhjertighed som politisk gestus.
Revitalisering
Detteer den skabende kraft i den vrede der vender sig mod det som sker. Vihævder derfor at det at praktisere kritik, det vil sige krinein, måvære båret af en dobbelt dynamik: på engang en hellig vrede, der måvendes mod det der sker og samtidig en skabende bekræftelse af denneverdens muligheder, på én gang troskab og mobilitet i tanke og fornuft.At praktisere krinein betyder at gøre vores værdier levende og undgå almoralisme og dennes afledede abstraktioner som ’stat’ og ’universelleværdier’. Det selektive valg der, med Deleuzes ord, genskaber en tro pådenne verden er en evaluering der ikke er båret af universelle værdiermen af immanente kriterier. Her må en etisk handlen indeholde en åbningaf muligheder; den må indbefatte en styrkelse og en intensivering, enudvidelse af magt, en øgning i antallet af forbindelser og erhvervelsenaf nye tankeudfordrende distinktioner. Kritikken må derfor genopdage entro på denne verden, en tro på verden der kan aktivere denne på ny. Deter klart at megen kritik i det 20. århundrede har haft som projekt atfå de kloge til at græde, om end de fleste nok forlod den slagselendighedsfilosofi i 1950’erne. Vores bud på en affirmativ kritik erda også et andet: snarere end at få de kloge til at græde gælder det omat få “de dumme til at le”. Deleuze skriver i sin Cinema 2-bog:
Vihar brug for en etik eller en tro der får de dumme til at le: det erikke et behov for at tro på noget andet, men et behov for at tro pådenne verden, hvoraf de dumme er en del. (p. 173)
Kombattanten
Dettekræver en skelnen mellem på den ene side den der hævder han stårudenfor samfundets værdier og skaber kunst og kritik, og den der på denanden side er kritisk og skabende uden at hævde at stå udenfor,producenten af interne forskelle. Den første type af avantgardismesøger et punkt hinsides verden, fordi kampen er båret af ideologi ogderfor ofte ender i melankoli. I stedet bør vi engagere os i den andenfigur, og her skelne mellem krigeren som ønsker at vælte kapitalen ogden suveræne stat (folket som en mytisk revolutionær figur) ogkombattanten, der ikke længes efter et sted på den anden side fordi haner klog nok til, som Lukas og Paulus, at vide, at det ikke findes.Kombattantens ambition er at handle med skabende opfindsomhed ved atsammensætte sit udtryk ud fra allerede eksisterende komponenter, derfår værdierne til at leve. Som ulydig kriger tror kombattanten hverkenpå at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien (stat,menneskerettigheder, et cetera), deri ligner han det antimoderne, menhan er heller ikke en flanerende, postmoderne bajads på barrikaderne,for hans virksomhed kræver en tålmodig og tankefuld anstrengelse. Hanresonerer tempereret at hvis ikke han ønskede at modaktualiserehistorien ved hjælp af de små transformationers mulighed, then whybother at all, så kan han blive bænkevarmer som alle de andre. Hansaktivitet må både være båret af en vrede mod det som sker og samtidigen entusiastisk skabende glæde. Måske venter de herrer Stjernfelt ogThomsen stadig på messias på den gamle måde, som håbefuld oplysningeller som frygtelig genkomst. Men tiden er ikke til håb eller frygt:det er tid til at skabe nye våben, for at få det til at lyse des mereklart, at det rige der skal komme allerede er her.
