Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Skam få dig
 

Skam få dig

1.2.2005

Eleverne i folkeskolen skal lære at skamme sig. Den herskende succes- og selvværdspædagogik, der hovedsageligt fungerer gennem den skamaflastende ros, producerer elever, der er sig selv nok. Men dannelse er netop ikke at være sig selv nok, men at overskride sig selv. Derfor skal skammen igen udgøre en dannelsesfaktor, for den rummer en overskridelseskraft.

At være menneske er at kunne skamme sig. Det gør guder, dæmoner, guddommelige engle, feer og andre fantastiske eventyrfigurer som regel ikke. Forskellen kender vi fra den kristne urberetning om Adam og Eva: I samme øjeblik de spiste den forbudne frugt blev de til jordiske væsener opmærksomme på deres nøgenhed og skamfulde derved. For at dække sig syede de figenblade sammen. Siden har vi andre fundet dækkende erstatninger for figenbladene. Det har vi gjort til de sammenhænge, hvor skam i livet nu er på sin plads. Det er den ofte. Spørg blot kejseren i Kejserens nye klæder eller figurerne hos andre af skammens hjemmelsmænd, som for eksempel H.C. Andersen og Kafka. Alle har de fortalt os om skammens gavn for almindelig livsduelighed. Alligevel er vi i samtiden efterladt med et indtryk af en fantastisk realitet. Med en virkelighed, hvor skammen synes at være ved at forsvinde, eller måske blot ved at antage nye – skamløse – former.
Indtrykket henter ikke mindst styrke fra den danske skoleverden. Ikke alene fordi nogle lærer melder ud, at de egentlig savner en skammekrog. Det gør de ved at indføre dens moderne erstatninger i form af eftersidninger, ud- og hjemvisninger og andre nul tolerance-tiltag. Dette hører bestemt med til billedet. Men vi vil gerne begynde et andet sted. Med problemet. Ikke med de konkrete forsøg på at redde os fra det. Hvor velmente de enkelte tiltag end måtte være, så er den aktuelle fare, at de beroliger os for meget med utilstrækkelige løsninger baseret på en reduceret problemforståelse..

Problemet er lige så stort som den danske selvgodhed er det. Selvgodheden gør at vi skyr sammenligninger. Uanset om det er internationale sammenligninger af de danske skoleelevers præstationer. Eller dagligdags sammenligninger af Olivers og Stefans præstationer. ”Ja, ja, han er ikke så god til at læse”, eller: ”Ja, ja, han er lidt støjende – men uanset hvad, så er han vores raske, glade elskelige dreng. Ikke sandt!”. Kort sagt: Vi kan ikke li’ dem – de der kontante sammenligninger. Som for eksempel karaktergivninger, der rangordner og deler op. Modsat holder vi meget af forestillingen om nationers såvel som om elevers selvværd og ligeværd. Vi holder så meget af idéen om, at vi hver især er værdige på vores egen måde, at vi har ophøjet den til formålet med folkeskolens virksomhed. Hvorfor er det et problem? Fordi den samme idé fører en skamløs opførsel med sig. En opførsel som gør det vanskeligt at holde en skole, der bidrager til næste generationer af ordentlige borgere med skam i livet.

Projekt selvværd

Det vil sige, at skolen alene skal være ’ramme’ eller ’baggrund’ for den enkelte elevs lyst til selvudfoldelse. Formålet er et opnå ’tillid til egne muligheder’. På denne vis er den enkelte elevs lyst til selvudfoldelse kanoniseret som læremål. Tidligere skulle skolen opøve eleverne til selvstændig vurdering. Nu er tilliden til egne muligheder fra første færd placeret hos den enkelte elev. Ikke hos skolen. Ikke hos læreren.
Tiltroen til den enkelte elevs tillid til egne muligheder spiller førsteviolin. Det er det, vi kalder selvværd.
Men gør det en forskel? At der nu står ’ramme’ og ’virkelyst’. At idéen om ’opøvelsen’ er forsvundet fra skolens lovprogram? Gør det en forskel for praksis? Ja, idéer er virksomme – og bliver med tiden virkelighed. Til mange læreres fortrydelse er realiseringen formentlig allerede sket. Et eksempel kan illustrere situationen:

I kølvandet på den seneste debat om den landsdækkende PISA-undersøgelse bragte Information artiklen ’Der er ingen respekt’: Her karakteriserede en lærer fra en skole på Østerbro forholdet til forældre og børn på følgende vis: Hvert enkelt barns navn må nævnes eksplicit før vedkommende forstår, at timen nu går i gang. Børnene kommer i skole uforberedt. For sent og uregelmæssigt. Som det nu passer dem og deres forældre. At timerne går med, at børnene afbryder hinanden. Lærerens diagnose var, at alle – velfungerende som dårligt fungerende børn – var krævende og asociale. Hendes løsning var, at der var brug for at opdrage såvel børn som deres forældre.

Et værre skudsmål kan man næppe give forældre, børn – og lærere – der praktiserer idéen om selvværd. Men formentlig rammer erfaringer fra Østerbro erfaringer, der gøres flere steder. Mere overraskende er det måske – igen også for lærere – at vi er ofre for vores egen historiske idé om frigjort og frigørende pædagogik. Det vil sige for troen på idéen om barnets fri, lystbetonede og godmodige udfoldelse givet de rigtige rammer. Det er denne idé om frigjorthed og den godmodige tro på det enkelte barn, der åbner for, at moderne forældre og deres børn ikke behøver at skamme sig over ikke at kunne modtage en kollektiv besked, at komme for sent, at blive væk, at afbryde og nedbryde en høflig ’køkultur i klassen’ etc. Men hvorfor falder denne udnyttelse af lærernes godmodighed så mange naturligt? Fordi efterhånden alle forældre til skolebørn er født efter den frie aborts indførsel. At være født som ønskebørn betyder alverden; modtaget som vidunder, hjemtaget som vidunder, har barnet spejlet sig i forældrenes beundrende øjne. Derfor insisterer vi på, at vi og vores børns normer for færden i fællesskaber respekteres. Vi passer os selv, og kræver det samme af andre. ”Pas (på) dig selv, du!” siger vi til hinanden. Fællesskabets normer og den kollektive skam er sat på nedtrapning. Idéen om det enkelte og selvhyggende individs selvudfoldelse vinder omvendt frem. 

Peter Pan pinligheden er over os

I begyndelsen af 00’erne har vi at gøre med et selvhyggende og ambitiøst individ. Den enkelte hygger sig med sig selv. Ikke mindst fordi der ikke er andre(s) ambitioner end at følge sine egne. De personlige ambitioner. At hygge sig kommer derfor til at dreje sig om en selvgodhed: En cirkulær kraft hos moderne mennesker, der går rundt, godt tilfredse med sig selv og egen selvrealisering. Mennesker som er dårlige til at fornøje sig selv, de er omvendt utilfredse og mangler selvværd. Tilfreds eller utilfreds, velfungerende eller dårligt fungerende, skamfulde eller skamløse så har vi at gøre med et opmærksomhedskrævende individ, der maser på for at gøre sig til som unik og speciel. Det gør, at vi står i en ny situation, når vi skal forstå skamfænomener.

Skjul og skam hænger sammen. Og skam markerer grænser for, hvad der skal afsløres og skjules. Imidlertid har den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud peget på, at vi måske også skal til at forstå, at individer ved deres ydre og synlige handlinger vil demonstrere deres skamfulde indre: ”Se mig. Jeg er på. Med mine grimme, ækle, dumme, forulempende, forsagte og filterløse tilkendegivelser.” Er årsagen hertil, at vi er skamløse i forhold til kollektive normer, eller vi nu bare viser vores individuelle skam – over at realisere os selv for lidt – skamløst frem? Der er formentlig såvel tale om en nedtrapning af pinlighed i forhold til kollektive dannelsesforskrifter som en vækst i den skamløse fremvisning af sig selv. Uanset hvordan fordelingen er, så er vi ikke i tvivl om, at der er tale om skamløshed. Om demonstrationer af sit mere eller mindre – eller måske slet ikke – skamfulde selv.

Med erfaringer fra Østerbro in mente er fantasifiguren Peter Pan ved at få skær af realitet: I forfatteren J.M. Barrieres bog Peter Pan og Wendy møder vi en Peter Pan, der desværre er en storsnudet, pralende og stolt dreng. Som ikke kan huske historier eller holde aftaler (med andre end sig selv). Som altid skal vise sig, men ikke viser hensyn til andre. Som sværmer for den lystfyldte afveksling og spænding. Som skamløst afbryder andre for eksempel i at sove, fordi han vil finde underholdning. Peter Pan er ungdommen. Han er glæden.. Men han vil ikke være voksen. Skoleklasser – for eksempel på Østerbro – fyldt med Peter Pan piger og drenge giver skamløs uro.

Pædagogisk syndsforladelse

Den amerikanske kulturkritiker Christopher Lasch gjorde i 1993 opmærksom på forbindelsen mellem selvværdets politik – demokratiseringen af selvværd – og fordrivelsen af skammen over i individualiserede former. I bogen Eliternes oprør og forræderiet i mod demokratiet beskrev han, hvordan psykiatere og udviklingspsykologer definerede skam som fravær af selvværd. I stedet for at skamme sig over egne begrænsninger anbefalede de, at vi stolt skulle acceptere dem. Det har vi ikke let ved. Derfor pegede Lasch også på de medicinske og pædagogiske løsninger, der blev foreslået i Amerika på det tidspunkt. I dag er de heller ikke fremmede for os. Den medicinske kender vi i dag som en lykkepille eller dagen-der-på-pille, som for eksempel kan afskaffe eller dæmpe en traumatisk følelse af skam og dårlig samvittighed. Og inden for pædagogikken kunne vi kalde rosen for den danske succespædagogiks syndsforladelsesform: Læreren ønsker at gøre alt med det gode. At kunne rose er det vigtigste pædagogisk redskab. ”Også du er verdensmester i et eller andet. På dit niveau” lyder det. Som lærer må du for Guds skyld ikke bebrejde eller skælde ud.

Christopher Lasch pegede også på de fatale samfundsmæssige og individuelle konsekvenser af accept-ideologien. Han mente, at selvværdspolitikken var udtryk for en uærbødig social kynisme, der skabte en nation af uselvstændige og en institutionalisering af uligheden. Den risikovurdering er sikker rigtig:
Hvis idéen om selvværd fremmer en dumstolt overbevisning om eget værd på forhånd, så er der ikke noget incitament til ’at oppe sig’. Eller for den sags skyld legitimitet for andre – for eksempel en lærer – til ’at oppe’ en. Så skrider man bare derudaf. Hen ad, ned ad, op ad? Som man nu vil og magter! Således kan et barn med selvværd måske nok gøre opmærksom på sig selv og sin mening over for sin skolelærer og senere sin arbejdsgiver. Men derfor kan pågældende godt finde det vanskeligt at læse lektier. Eller at fatte finurlighederne i manualen til den maskine arbejdsgiveren forventer passet og anvendt. Der er forskel på selvværd og selvstændighed. At satse på selvværd risikerer at skabe mange knap så livsduelige, men derimod uselvstændige og sårbare individer.

Projekt selvværd er en dårlig religionserstatning. At tro på selvværdet bringer mange på Herrens mark. Ikke et rart sted. Er man der først, så er der i øvrigt ikke megen hjælp at hente: I takt med, at idéen om selvværd og ligeværd vinder frem og giver legitimitet til ulighed kan man nemlig kun takke sig selv for at være, der hvor man nu er.

Skamfulde protestanter

Heldigt er det, at de selvværdige individer lægger vægt på ’at være på’. Vægtningen af andres vurderinger er nemlig porten ind til muligheden for at ændre på situationen. Så længe vi ikke er robinsonader, men også er i de andres øjne, så har vi en chance. I uddannelsessammenhænge er forudsætningen for, at udnytte chancen, at vi gør op med alene at tilrettelægge de daglige evalueringer som hyggelige selvevalueringer. Vurderinger må få en anden funktion end at være skamaflastende gennem ros. Faktisk handler det om at holde op med at sky muligheden for at påføre den anden skam, ja, sågar dårlig samvittighed.

Skelnen mellem ’at skamme sig’ og ’at skamme dig’, altså ’jeg skammer mig’ eller ’ du skulle skamme dig’ er velkendt. I dag er tendensen, at vi giver afkald på at forholde os til den anden ved at skamme pågældende. Læreren skal ville, at lærerens børn bliver skammerens børn. Hvis ikke, så gives der afkald på at påvirke den enkeltes forhold til, hvad der er at skamme sig over. Altså: Når den enkelte ikke skammer sig (nok), så bør det vedkomme os. Så kan vi alligevel godt skamme os over den krænkelse, han i situationen er involveret i. Og ære vedkommende ved lade ham få del i skammen. Det er ganske enkelt ærekrænkende for os, når der mangler ærbødighed over for situationen. For eksempel undervisningssituationen.

At være ærbødig er ikke at være underdanig eller accepterende. Det er at være respekterende: I stand – og villig – til at yde en æresbevisning, der respekterer en rangordning i folks optræden. Det kan godt være ordet ærbødighed lyder lidt arkaisk. Men ordet omdømme kan også dække det: Hvis forældre og børns præstationer har et dårligt omdømme hos en lærer, så kan hun forsøge at opdrage og skamme dem. Ganske enkelt ved at protestere mod deres opførsel. Hendes protest er den udtrykte vilje til at påføre andre skam. Det er omsorg for forældrenes og børnenes – og andre læreres – skam og ære. Eller mangel på samme. Pointen er, at det er flere af den slags protester mod selvgodheden, der skal til. Lærerne må generobre elevernes omdømme ved at evne at påføre skam.
I en dannelsesforskrift for den professionelle skolelærer burde der stå, at han skal evne at få elever til at skamme sig. Kan en lærer det, så er det ikke en skam.

Dannelse har altid drejet sig om at overskride sig mod noget større. Selvdannelsens tidsalder er ingen undtagelse. Her handler det om, at den enkelte skal overskride sig selv mod noget større med henblik på at blive sig selv. Ikke sig selv nok. Er man nok i sig selv så lider man af selvfedt selvværd. Så overskrider man ikke sig selv. Eller også laver man overskridelser, man burde have afstået fra. Uanset hvad der er tilfældet, så vil realiseringen af disse muligheder ikke respektere andres grænser. Men muligheden for ’at skamme dig´ kan forhindre denne sig-selv-nok-hed. Skam kan virke som en dannelsesfaktor, der rummer en forvandlings- og overskridelseskraft. Skammen og dens manifestationer – skammekroge, eftersidninger, etc. – kan lærere således have god gavn af at kende til. En anden af manifestationerne er for eksempel karaktergivning og skudsmål, der er et rigtigt godt vurderings- og afsløringsmiddel: ”Din selvfølelse er stor, men dine præstationer og karakterer er ringe kammerat.”

Det vi argumenterer for er et opgør med succespædagogikken og rosen som det vigtige redskab. Til fordel for en balance: Mellem tilgivelse og foragt, mellem gulerod og pisk, ros og dadel. Hør lige her: Jesus lærte os, at vi sådan set alle var født som syndere. Til gengæld havde vi altid allerede udsigt til at blive tilgivet. Når selvværdspædagogikken fører til såvel lærerens som elevens accepter af elevens begrænsninger, utilstrækkeligheder og uforskammetheder, så er det udtryk for, at lærerne forsøger at gøre Jesus kunsten efter. Lad være med det, er vores råd. For ’kunsten’ fører til en nivellering, hvor præstationer ikke rangordnes. Hvor ingen udmærkes som gode og dårlige. Det er pinlig pædagogik, som må påkalde sig vrede. I lighed med filosoffen Nietzsches vrede mod Jesus for at tage skylden på sig og i øvrigt insistere på, at det vigtigste er at kunne tilgive.

For en lærer må de vigtigste pædagogiske redskaber ikke være at tilgive, undskylde og rose Selvfølgelig må det heller ikke på lektor Blommes vis være at indgyde elever en forventning om, at det eneste de bliver mødt med er spyttende foragt. Balancen lyder hos Christopher Lasch sådan her: ’ Børn har behov for en risiko for fiasko og skuffelse, for at overvinde forhindringer, for at stirre rædslerne i øjnene. Selvrespekt kan ikke videregives, den skal oparbejdes’. Hos os lyder den lidt anderledes: Det afgørende er, at elever får lejlighed til at møde deres begrænsning på en ikke nederlagsproducerende facon. At de kan komme igen, at det har omkostninger at oppe sig og få hjælp til det, det er afgørende at vide. Også for den moderne elev: ”Goddag hr. lærer jeg vil gerne have lavet om på mit omdømme. Kan du hjælpe mig med det?” Når vi dertil, ja, så er der skam ikke grund til flere protester.

 

Lars-Henrik Schmidt og Claus Holm er begge tilknyttet DPU, som henholdsvis rektor og kommunikationschef.