Mellem koldt trækul og ustyrlige ambitioner

Artikel af Steen Nepper Larsen: Let er det ikke at erklære sig som for eller imod en kanon i skolen. Måske skyldes det, at kanonspørgsmålet hverken kan besvares, endsige begribes med simple revolverpolitiske træk fra hoften.

1.2.2005

Let er det ikke at erklære sig som for eller imod en kanon i skolen. Måske skyldes det, at kanonspørgsmålet hverken kan besvares, endsige begribes med simple revolverpolitiske træk fra hoften.

Sproget er vor fundamentale måde at være i verden på. Sproget åbner for forståelse, fortolkning og alverdens konkrete praksisformer. Det bærer på erfaring og erindring, på lidelse og håb. Sproget, der er alles og ingens, er konverserende og overindividuelt. Sproget er inviterende, og det kan aldrig reduceres til at være et stykke teknik eller et redskab. Intet enkeltindivid har opfundet det. Vi kan ikke lægge det fra os, ikke hoppe ud af det, da vi er i det, og det i os. Det findes i øvrigt kun i form af mangfoldige sprogspil og aldrig som et éntydigt fænomen. Igennem årtusinder har handlende, tænkende og talende kroppe kaster sig ud i sprogets praksis. Formuleret en kende højstemt: Menneskets der-væren bliver til med-væren i sproget.

Inden for denne horisont tilegner vi os traditionen, bl.a. den litterære. Traditionen er ikke fortidens monolitiske tvang, men en del af den forståelseshorisont, vi indånder betydninger igennem. Peter Sloterdijk skriver: ”Man kan sammenligne sproget med trækul, idet det kun bænder fordi det allerede er blevet brændt. For at blive andet end koldt kul, må det konstant antændes.“ ( „Zur Welt kommen – Zur Sprache kommen“, Frankfurt a/M 1988, S.152) .

Men hvis en national skole-kanon skal blive til andet end koldt, dødt kul eller skal undgå blot at degenere til at blive individets strategiske, kontante kapital i kampen om at opnå individuel anerkendelse og social opmærksomhed, må det sprog, den ytrer sig i, til stadighed antændes på ny. Således kan det ikke blot dreje sig om at lære og at gentage de autoritative tekstfortolkninger, som institutionen, lærerne og litteraturhistorien kan byde på, men om at udvikle råstyrke og mod til i et livslangt perspektiv at søge en overskridende kritisk tilegnelse af traditionen i både bestemt og ubestemt form flertal. I stedet for at kanonisere nationale rettesnore og forskrifter fra oven via statens ministerielle mellemkomst – ville det være langt bedre, om det professionelle fodfolk (lærerne) inden for og på tværs af deres fag med jævne mellemrum offentliggjorde lister over de tekster, som de ville være villige til at lægge hovederne på blokkene for at komme til at undervise i. Jeg længes efter en fagligt diskuterende offentlighed, hvori mange af de fremtidige kanon-bærere har mod til at blande sig fag og –tekstnært, så at sige substantielt i en afsubstantialiseret tid. Det er lærernes ansvar at lære samfundet at tælle til tre på mindst to måder. For det første ved at tilskynde barnet til at se ud over forældrenes horisont. For det andet ved sammen med eleven at overskride det psykisk-projektive lærer-elev-rum og sammen udforske ”det tredje steds magi” (der også kan kaldes sagen eller fagligheden).

Se verden med mere end tusind øjne

Både Fremmedordbogen og Ordbog over Det Danske Sprog hæfter sig ved, at kanon-begrebet bl.a. tager afsæt i det religiøse lyd-fællesskab: ”flerstemmig sang hvori det samme motiv efterhånden gentages i de forskellige stemmer, kædesang”. Over for denne unisone og rituelle praksis må det påpeges, at det næppe vil være det samme motiv, vor tid vil ind- og udlæse af Madame Bovary, Kongens Fald eller Hærværk som tidligere tider har muntret sig med at anvende som forlæg og perspektiv. Hvert af de svundne årtier i det forrige årtusindes sidste århundrede tænkte ud fra andre horisonter og ud fra andre erkendelsesinteresser end vor samtid(s). Nogle kor dyrkede sågar det disharmoniske. Desuden vil der altid opstå nye sange.

At lære noget drejer sig ikke mindst om evnen til decentrering: at kunne gribe og se verden – og både dén og dét andet – fra et andet perspektiv end det rent personlige. Dannelse er mere end at læse de rigtige tekster. Dannelse er at kultivere vor åbenhed – at kunne forme og orientere vort liv og ikke blot en læseteknik. Hvis der skal indføres en kanon, kommer dens skønhed og skæbne til at afhænge af, om vi får mulighed for at undre os over os selv og over sprogets rigdom. Ambitionerne stimler sig sammen hér: At forstå sin samtids oprindelse, at komme ind under huden på sit sprog, at kunne grave efter og endda med fornøjelse spise nogle af kulturens rødder, frit og suverænt at kunne se sin verden med mere end tusind øjne.

Kanon og konflikter

Kanoniske tekster med et sprogligt og filosofisk overskud tilbyder os mulighed for at søge provisoriske hjem i det fremmede for en stund, såvel tidsligt, spatialt som kulturelt. Læsning kan være en invitation til at komme til at kende større hjem end det, der er ens eget. Omverden bliver til verden, når den kommer til sprog. Men hvis det ikke-menneskelige, det truende og det gådefulde partout annekteres af en lammefrom antropomorficerende og domesticerende strategi, er humanismen blevet alt for selvforblændet. Tre eksempler på idel modtale kan anføres: Ørkenen er ligeglad med os, siger Jean Baudrillard, mens han vandrende funderer over menneskets lidenhed. At forlige sig med døden er umuligt; den er livets skandale, skriger Elias Canetti. Den frie natur mener ikke noget om os, skriver Nietzsche, og netop derfor kan vi lide at være i den. Vi holder fri fra det sociale med naturen som kulisse for vore projektioner.

En kanon er ikke det samme som en makroskopisk total-manual for det virkeliges skandering. En smittende kanon er ikke en trøstende fiksering af verdens vrimmel. I en ægte kanon er der også død, konfliktualitet, fravær, tavshed og ikke-væren.

Mellem selvet og Gud, eleven og Læreren

På tysk hedder dannelse Bildung, og mindst siden Meister Eckehart har det Bild, vi har skullet danne og forme os selv efter drejet sig om vor artsmæssigt-unikke gudbilledlighed. At blive dannet er at blive formet efter angivne standarder, men også selv at formå at gøre dannelsesprocessen til et evindeligt overraskende anliggende. Det forekommer mig at et af nutidens problemer består i, at vi gerne skulle have mulighed for at komme til at se andet end os selv – eller en fjern Gud – i spejlet. Måske kan en omgang med de mest hårdføre klassikere medføre, at vi hverken forfalder til selvguddommeliggørelse eller til at søge efter trøstende, altforklarende guder.

Der bør aldrig glemmes, at der udøves magt i skolerne. På trods af den idelige tale om ”selvledelseskompetence” og ”empowerment” (mægtiggørelse af borgere, klienter, elever, studerende….) selekteres og differentieres der overalt i lærdommes institutioner. Dette nysprog drejer sig bl.a. om institutionsbærernes ubehag ved at udøve magt og om institutionelle strategier til at fængsle og målrette menneskeligt lidenskab og begær. Det er et komplekst spørgsmål, om skolen, der er en disciplinær uddannelsesinstitution, overhovedet kan være et hjemsted for en utraditionel og erfaringsrig dannelse? Det må fastholdes, at dannelse er andet og mere end uddannelse – og at dannelse ikke kun drejer sig om at fortolke bøger på hårde stole; men det betyder selvsagt ikke, at skolen er udelukket fra at tilskynde til dannelsesprocesser, der i livgivende momenter kan overskride dens disciplinære rationaler.

Før begejstringen

Før man bryder ud i begejstring for en almen og forpligtende indførelse af en kanon i den danske gymnasieskole, må en række spørgsmål også ventileres: 1) Hvordan undgås det, at kanon-listen blot bliver til et udtryk for et generationelt smagsfællesskabs magtudøvelse, der siger: Bliv som os! 2) Meget forunderligt er det at bivåne, at de kanoniske rettesnore primært synes at skulle være nationalt-litterære? Det er sjældent, at de filosofiske, naturvidenskabelige eller sociologiske klassikere sættes på programmet. Men kunne det ikke med rette hævdes, at vi ikke kan forstå vort verdensbillede endsige det samfund, vi lever i, hvis vi ikke har læst noget at Platon, Aristoteles, Ptolemæus, Newton, Kopernikus, Descartes, Kant, Hegel, Marx, Weber, Durkheim, Habermas etc. Noget helt andet er så, om vi i en international verden skal nøjes med at tænke nationalt-litterært? Bør en dannelseskanon ikke være international og have vægtige udblik til Goethe, Baudelaire, Beckett…..Umberto Eco, Botho Strauss og Claudio Magris? Og burde vi ikke i et interkulturelt perspektiv læse Koranen, vedaerne, tidlige japanske haiku-digte, ældgammel arabisk poesi og beatnik-tekster fra Amerika? 3) Hvordan håndteres så det problem, at den tekstlige dannelsesfordring på denne måde risikerer at blive så kolossal, grænseløs og ustyrligt ekspanderende, så intet menneske nogensinde vil kunne formå at løfte så megaloman en kanon?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *