22.4.2015
Af Sigurd Kjeldgaard
Niels Bjørn har arbejdet som selvstændig byudvikler med rådgivning af bl.a. kommuner og boligorganisationer, og i ansættelser hos bl.a. Akademisk Arkitektforening, Signal Arkitekter, Hausenberg og Københavns Kommune. I 2008 redigerede Niels Bjørn antologien “Arkitektur der forandrer” for Akademisk Arkitektforening, og har for Københavns Kommune i samarbejde med Arkitektforeningen gennemført et af de første evidensprojekter inden for byudvikling i Danmark, “Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte områder”, afsluttet i 2014. Niels Bjørn er en ivrig debattør, som ofte har optrådt i radioudsendelser og artikler om byens udvikling. Han er medforfatter på flere bøger om arkitektur og byudvikling og skriver blogindlæg på Arkitektens Forlags site www.arkfo.dk. Desuden var han med til at udforme Danmarks og Grønlands bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig i 2012.
Hvordan hænger social bæredygtighed sammen med byplanlægning og arkitektur? Og hvilke problematikker forsøger social bæredygtighed i byplanlægning at imødekomme og løse?
Jeg er nødt til at svare på to niveauer. Det første er teoretisk, det andet konkret. Der er en grundlæggende udfordring med social bæredygtighed som begreb, at det ikke er klart og entydigt defineret. Derfor benyttes det vidt forskelligt. Folk hælder den betydning i begrebet, som de har lyst til. Det er et problem.
Hvis vi tager Brundtlandkommissionens oprindelige bæredygtighedsmodel, hvor de tre aspekter – miljøet, det sociale, økonomien – griber ind i hinanden som cirkler, er det i virkeligheden kun den miljømæssige del, som de seneste årtier er blevet klart defineret på en måde, der er konsensus om: Miljømæssig bæredygtighed vil sige, at vi benytter klodens ressourcer på måder, der ikke alene tilfredsstiller vores egne behov, men samtidig sikrer, at fremtidige generationer kan tilfredsstille deres. I den voksende interesse for bæredygtighed, er det den miljømæssige fane, som er båret højst, simpelthen fordi, det var miljøbevægelser, som først tog begrebet til sig, og begyndte at udvikle det.
Det har haft den uheldige bivirkning, at mange i dag opfatter bæredygtighed som miljømæssig bæredygtighed, og har det helt okay med at overse den sociale og den økonomiske del. Ikke desto mindre er social bæredygtighed de seneste år kommet i fokus, og indenfor byggeriet og byudviklingen er der produceret programmer og dokumenter, som påkalder sig at være socialt bæredygtige. Hvis man læser de dokumenter igennem, er det meget tydeligt, at de definerer begrebet vidt forskelligt, og at de fleste slet ikke bekymrer sig om at lave en definition. Betydningen flagrer.
Det spørgsmål, som skal besvares, er: Hvad er det for et mål, social bæredygtighed retter sig mod? Vi ved godt, hvad målet er med den miljømæssige bæredygtighed. Hvad er målet med den sociale? Og med den økonomiske?
Der findes i den tyske litteratur fra de seneste år akademiske diskussioner, som indkredser dette spørgsmål og begynder at afsøge et svar. Også indenfor den britiske litteratur er der røre i den. I Tænketanken URBAN er vi i gang med at læse den nye teoretiske litteratur, og derefter oversætte den til byggeriet og byplanlægningen, så vi kan få et stringent, entydigt og meningsfuldt begreb. Det gør vi i et stort projekt med andre parter, både arkitekter og ingeniører, og det tager tid. Lige nu mangler vi økonomisk finansiering til at få projektet gennemført, men vi har lavet de indledende teoretiske afdækninger og udrensninger, så vi synes selv, vi har en bedre forståelse af begrebet, end de fleste andre.
Det var den teoretiske problemstilling. Før den er afklaret og gennemført, kan vi ikke være helt skarpe på det konkrete niveau. Men vi arbejder med en foreløbig kategorisering, som handler om, at det socialt bæredygtige handler om en balance i det enkelte menneske, mellem mennesker og i sociale systemer. Social bæredygtighed handler både om individet (fx sundhed, frihed, muligheder) og sociale grupperinger (formelle som uformelle). Men der består eksempelvis udfordringer omkring, at mennesker og samfund jo har forskellige værdisystemer. Spørgsmålet er derfor, om man kan udvikle socialt bæredygtig arkitektur og byer, som fungerer alle steder og for alle, eller man må arbejde indenfor et vedkendt værdisystem.
I en dansk, nutidig kontekst vil social bæredygtigt byggeri eksempelvis være byggeri, som sørger for, at den enkelte kan få opfyldt sine basale bo-behov (psykolog Ingrid Gehl har eksempelvis lavet en liste med otte basale bo-behov, som er fælles for alle mennesker), og byggeri, som understøtter og fremmer fredelig og respektfuld sameksistens på såvel naboniveau og kvartersniveau som på byniveau.
Så der er behov for forskning, som kan være med til at definere begrebet social bæredygtighed, hvis det skal have en konkret gennemslagskraft? Kunne du uddybe hvilke kriterier og parametre i -(URBAN)/dig – arbejder med for socialt bæredygtigt byggeri og byplanlægning?
Grundforskningen er ved at være på plads, men den mangler at blive overført specifikt til området for byggeri og byplanlægning. Dvs. at blive forstået på det felt. Det er det, vi arbejder med. Men jeg kan desværre ikke uddybe kriterier og parametre, som vi arbejder med. Det er udviklingsarbejde og top secret indenfor teamet. 🙂
Jamen, så må vi jo væbne os med lidt tålmodighed. Men så lad os vende tilbage til bæredygtighed i forhold til sociale grupperinger. Hvilken rolle spiller den sociale bæredygtighed i forhold til hyppigt diskuterede emner såsom integration, gentrificering og kriminalitet? Kan du give nogle konkrete eksempler på initiativer og sammenhænge mellem fysiske og sociale miljøer?
På et overordnet niveau kan jeg sige, at vi i dag har ganske meget evidens for, at nogle typer af byplanlægning er dominerende i socialt udsatte områder, dvs i områder, hvor der i hvert fald ikke er social balance. Det gælder på tværs af landegrænser, at den modernistiske byplanlægning har vist mange uheldige sociale slagsider, især når den udføres i kæmpeskala. Kort fortalt betyder modernistisk byplanlægning separering af funktioner bygget på rationalitet, dvs boligerne placeres et sted, butikker et andet, arbejdspladser i klynger et tredje sted, og trafikken ledes udenom det hele. Det er en planlægningsform, som især vandt udbredelse fra 1960erne og frem. Ofte er byggeriet desuden ensartet, hvilket gør det vanskeligt for mennesker at spejle sig i og opleve som venligt byggeri, der inviterer til ejerskab og tilknytning.
Vi har også evidens for, at hvis man omdanner modernistiske boligområder, som er socialt udsatte, til områder med en grundlæggende anden bystruktur og logik (eksempelvis funktionsblandet by gennemskåret af mange gader), kan det lade sig gøre at ændre et område fra udsat til socialt balanceret. Det viste vi med rapporten “Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte områder”, som vi lavede for Københavns Kommune og Arkitektforeningen (offentliggjort august 2014).
Forsvarere for modernistisk byplanlægning siger ofte, at det ikke er det modernistiske planparadigme, som er problemet og peger på velfungerende boligbebyggelser opført efter modernistiske principper som bevis. Men sagen er, at alle velfungerende modernistiske bebyggelser i vores del af verden er i ganske begrænset skala, ofte ligger usædvanligt naturskønt (fx ved havet), og består af ejerboliger i stedet for lejeboliger. Det vi kan se evidens for er, at når den modernistiske planlægning kobles med halv- eller helbillig og ensartet arkitektur i stor skala og udelukkende består af lejeboliger, ser vi overalt i verden, at den byggeform fører til socialt ubalancerede områder. På den baggrund kan man sige, at modernistisk byplanlægning har vist sig ikke at være socialt bæredygtig.
I et globalt perspektiv er jeg ret optaget af de kinesiske storbyers udvikling. Urbaniseringen af Kina er jo enorm – Rem Koolhaas kalder den det 21. århundredes enkeltstående største begivenhed. Byer opføres i lynets hast i Kina, og ofte sker det på måder, hvor det gamle rives ned og erstattes af nyt, som ofte følger modernistiske planprincipper. Byernes kulturelle spor udviskes og erstattes af sære stedløse byggerier. Gaderummene, som i de gamle kinesiske byer var designet på måder, der flettede en masse funktioner sammen og udgjorde hele logikken i kinesisk lokalsamfund, forsvinder og erstattes af bytyper, hvor der ikke opstår fællesskaber, og hvor mennesker er fremmede for deres naboer. I tænketanken er vi ved at forberede en udstilling til Dansk Arkitektur Center om det. Problemet med den byudvikling er, at kineserne risikerer med de nye byer at bygge på måder, der destabiliserer samfundet og fører en række sociale epidemier med sig som ensomhed, depression, ringe sundhed, mv.
Jeg har skrevet forskellige klummer om kinesisk byplanlægning, der belyser forskellige problemer omkring det, bl.a. denne om modernistisk byplanlægnings udfordringer i en bydel i Hong Kong:
http://arkfo.dk/da/blog/elendighedens-er-ut%C3%A6t
Med de voksende samfundsmæssige behov, som vi ser for at byerne kan fungere smidigt og godt for mange slags mennesker, der også repræsenterer mange forskellige livsstile og værdimønstre, er vi nødt til at blive klogere på, hvilken rolle arkitektur og byplanlægning spiller. En af de store udfordringer i dag er, at byudviklingen styres af økonomiske incitamenter, og de fremmer ofte ikke de løsninger, som er bedst for mennesker.
Vi ved på forskellige niveauer meget om, hvilke elementer ved det byggede miljø, der understøtter god, stabil, sund by med respektfuld og fredelig sameksistens mellem mennesker, og hvilke der øger risikoen for, at det modsatte sker. Men udfordringen er, at den viden ikke er prissat, og derfor ikke tages alvorligt af udviklere og kommuner. Vi har brug for at regne ud, hvad det koster i udgifter at lade være med at bygge socialt bæredygtigt. For det vil nok være det tungestvejende argument for rent faktisk at få gennemført gode løsninger.
Jeg får lyst til også at nævne, at mange i byggebranchen er begyndt at sige, at deres løsninger er socialt bæredygtige, men hvis man efterprøver dem, er de det ofte slet ikke. Det er tom retorik, og når de slipper afsted med det, skyldes det, at der ikke er nogen, som beder dem diske op med evidens for at deres løsninger medfører bestemte resultater. Det er et problem. Byudvikling er absurd dyrt, og vi er nødt til at træffe beslutninger på basis af, hvad der er evidens for, så vi ikke risikerer at bygge by og byggeri, der er socialt ubæredygtigt og dermed være med til at skabe problemer for individer såvel som for samfundet.
Urbaniseringen af Kina virker på mange måder nærmest uvirkelig og ubegribelig for en person, der ikke selv har oplevet den med egne øjne. Med din interesse for kinesiske storbyers udvikling, vil du så sige at studier af hhv. kinesiske megabyer og danske perspektiver på social bæredygtighed i arkitektur/byplanlægning er sammenlignelige? Og på hvilke måder kan du, i din forskning, kombinere og drage nytte af to så forskellige studier? Kan man sige at de kinesiske storbyer forstørrer og udstiller visse universelle konsekvenser og tendenser i og af social bæredygtighed, som gør disse mere synlige og tilgængelige for en form for ‘diagnosticering’?
Yes, der er helt klart sammenlignelige træk mellem kinesisk byudvikling i dag og dansk (og vestlig) byudvikling fra 1960erne og 1970erne. I Kina gør de blot alting større, hurtigere, voldsommere og vildere. Men logikken i bystrukturerne, som de bygger efter i Kina, er grundlæggende de samme, som gennem årtier har vist sig at føre til rigtigt uhensigtsmæssige bykvarterer andre steder i verden. Det er potentielt en fremtidig social katastrofe, som Kina er i gang med at bygge. Konsekvenserne er uoverskueligt store, og den kinesiske regering, som ellers er meget optaget af social stabilitet og kontrol, er slet ikke opmærksomme på, at de nye storbyer med deres strukturer underminerer mulighederne for at opbygge sunde og gode bysamfund.
I 2014 kom den første kinesiske urbaniseringsplan, der er udarbejdet og forankret på højeste politiske niveau, samme niveau som 5-års-planerne. Urbaniseringsplanen italesætter en række udfordringer med de kinesiske byer – eksempelvis forureningen – men slet ikke de bystrukturelle udfordringer. Planen hedder noget med “menneskelige byer”, og der er en retorik om, at byerne skal fungere godt for mennesker. Men hvad bystrukturer, bygningsdesign og bydesign har af betydning for at opnå dette, er fuldstændigt fraværende i planen. Der mangler bevidsthed om sammenhængene mellem design og adfærd, om de psykosociale konsekvenser af forskellige typer af design på forskellige skalaer. Retorik og indhold hænger ganske enkelt ikke sammen.
Så ja, hvis man vil se, hvordan byer IKKE bør bygges, og bruge denne viden til at skabe gode muligheder for såvel det enkelte menneskes velbefindende, sundhed og livskvalitet, og for at naboskab, fællesskab og frodigt civilsamfund opstår, så er Kina den bedst mulige case.
Hvis man, med Kina som worst case scenario retter blikket tilbage mod Danmark – hvordan går det så med at tænke social bæredygtighed ind i dansk byplanlægning? I hvor stor en grad er den føromtalte ‘begrebsforvirring’, ifm. med social bæredygtighed, en hæmmende faktor for udviklingen af et socialt bæredygtigt og velfungerende samfund?
Hm, det er et stort og vanskeligt spørgsmål at svare på, og det kan ikke lade sig gøre uden at jeg lægger mig ud med en stor del af branchen.
Kort sagt synes jeg ikke, det går så godt. Men der er sket noget væsentligt. De seneste år er det blevet vigtigt at sige, at man er bevidst om social bæredygtighed. Den nationale arkitekturpolitik, som blev lanceret sidste år, hed “Mennesker i centrum”, og der er afholdt flere store arkitekturkonkurrencer, hvor social bæredygtighed har været fokus. En af de største var sidste år, hvor Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter bad om “Fremtidens bæredygtige almene boliger”, og til lanceringen sagde: Vi har efterhånden styr på den miljømæssige del af bæredygtigheden. Denne konkurrence skal vise, hvordan vi bygger socialt bæredygtigt.
Ambitionerne og intentionerne er altså kommet på bordet. Sproget og opmærksomheden er der.
Problemet er for mig at se, at projekterne ikke lever op til ordene. Der sker en frakobling mellem retorik og indhold. Jeg analyserede vinderforslagene fra ministeriets konkurrence, og jeg synes ærlig talt ikke, de forekommer specielt socialt bæredygtige. Det skyldes selvfølgelig, som jeg startede med at sige, at ingen ved, hvad målet er med social bæredygtighed. Og hvis man ikke kender målet, hvordan skulle man så kunne vide, hvad man skal designe efter? Hvad er det designet skal kunne for at være socialt bæredygtigt?
Jeg synes, det ender som tomme postulater, og med projekter som reelt ikke gør for mennesker, hvad det påstår at gøre.
Alligevel er der klart bedre takter i gang, end for et par årtier siden. Tag hovedstaden som eksempel. Jeg tror, de fleste planlæggere er blevet rystede over, at man i ny tid har opført en bydel som Ørestad, der i virkeligheden kopierer de modernistiske byplan-principper, som viste sig i 1960erne og 1970erne, ikke at fungere for mennesker og at skabe elendige sociale forhold. De enkelte bygninger er bedre, ja, og mere interessante. Men byplanen er nærmest lige så ringe som Vollsmoses og Gellerupparkens.
Det chok, som Ørestad har efterladt, har fået kommunen til at arbejde meget for en anden måde at planlægge på, hvor principperne er lille skala og funktionsblanding – principper man ved fungerer for mennesker.
Der er dog et andet problem også, med byplanlægning og byggeri, nemlig at det sker i høj grad på kommercielle udvikleres betingelser. Og deres interesse er, at byggeri fremstår allermest attraktivt, når det er spritnyt, fordi så kan de score den højst mulige gevinst. Dvs deres interesse er ikke at bygge by, som inviterer mennesker til at ændre på og kommer til at gro og over tid derfor bliver meget attraktive kvarterer. Det giver dem ikke penge i kassen. De har brug for, at byggeriet er på sit mest optimale i det sekund, det står færdigt. Det giver nogle forkerte incitamenter, og det gør det vanskeligt at bygge på måder, der er optimale for det sociale livs vækst.
Et tredje problem er, at der er kommet en række certificeringsordninger, som foregiver at have en opskrift på, hvordan man bygger bæredygtigt, herunder også socialt bæredygtigt. Jeg har kigget dem allesammen igennem, og må sige, at der er ikke nogen af dem, som rummer nogen stringens eller logik, ingen som retter sig mod klare og logiske mål. Det er en rodebunke af tilfældige principper. Det gælder også den ellers meget roste DGNB-certificering. Den holder ikke i sit fundament.
Som du kan høre, er jeg ret kritisk overfor hvor socialt bæredygtigt, man bygger i dag, også i Danmark. Men jeg synes sådan set ikke, det er byggeriets skyld. Problemet er, at begrebet stadig mangler klar definition. Så længe det ikke er klart defineret, er det ikke sært, at der famles, og at retorikken frakobles indhold.
Så er vi tilbage ved de kriterier og parametre som du og resten af URBAN arbejder med. Kan de være med til at give retning og opstille mål for socialt bæredygtigt byggeri, som måske også helt konkret kan føre til mere tilstrækkelige certificeringer af socialt bæredygtigt byggeri i fremtiden? Udviklingen af sådanne certificeringer er vel også nødvendige for at overtale/tvinge kommercielle udviklere til at tænke socialt bæredygtigt.
Yes, du har bestemt fanget pointen med vores projekt. Det er netop målet med det at opstille klare mål for socialt bæredygtigt byggeri, og at evidensunderbygge målene i det omfang, det kan lade sig gøre. Holdbare og gennemtænkte og stringente principper for socialt bæredygtigt byggeri er målet, og disse skulle gerne kunne bruges til såvel “diagnosestilling”, dvs til at gennemføre problemanalyser, og til holdbare certificeringer og standarder.