2.2.2015
Af Julie Nørløv
Da jeg første gang besøgte Rarotonga blev jeg opmærksom på at det med klimaforandringer lokalt var vigtigt. Det var i 2007. I 2005 var hele fem cykloner væltet ind over Rarotonga. De fem cykloner i 2005 gjorde at spørgsmålet om klimaforandringer dukkede op på øen og i hele nationen (Cook Islands består af hovedøen Rarotonga samt 14 ydre øer, hvoraf nogle ligger meget tæt op ad ækvator og nogle er meget lavtliggende atoller, red.). I samme periode var der også mange voldsomme storme i Nordatlanten, som England, USA Island og Norge var berørt af – det førte til en global diskurs om ”at nu kan vi for alvor mærke klimaforandringerne.” Og det var simpelthen det der blev startskuddet til at mange folk blev meget optaget af det. Man kunne læse om det i aviser og folk talte om det som noget der ville blive vigtigt.
Da jeg kom hjem fra min første studietur til Rarotonga var en af professorerne på Institut for Antropologi, Kirsten Hastrup, ved at skrive en forskningsansøgning til det projekt, der skulle blive til Waterworlds, og som handlede om klimaforandringer set fra forskellige hotspots i verden; Grønland, Vestafrika, Stillehavet og Indien. Gennem projektet Waterworlds fik jeg muligheden for at fortsætte og har så været dernede to gange mere og adressere spørgsmålet om klimaforandringer direkte. Waterworlds var en forskergruppe på ni antropologer og geografer, der arbejdede med hvordan mennesker rundt om i verden ser verden omkring sig forandre sig, og hvordan klimaforandringer er en del af disse forandringer.
Rarotonga er en ø på cirka 30 kilometer i omkreds med bjerge inde på midten, hvor der er urskov i op til 600 meters højde som næsten altid er indhyllet i tåge – de bliver kaldt tågeskove. Det er en turistificeret ø forstået på den måde at i man i 1974 fik lavet en landingsbane til store fly, og så er turismen steget støt derfra til lidt over 100.000 årlige besøgende. Det er en klassisk tropeø med nogle fantastiske strande. Der er en enestående lagune, som er en klassiker på listen over verdens smukkeste strande. Det tager ni – ti timer at komme dertil med fly fra Los Angeles, og fire timer fra New Zealand.
De første missionærer kom til Cook Islands med båd i 1822. Det var en rejse, som alt efter vejrlig kunne tage op til ni måneder. De var kristne missionærer fra London Missionary Society og de var medvirkende til at øerne blev så stærkt funderede i en kristen tradition som det er tilfældet. Man er lidt oppe og skændes om hvornår øerne oprindeligt blev befolket, da der ikke findes sikre arkæologiske vidnesbyrd herom, men et godt bud er for tiden at det skete mellem år 1000 og år 1200. Legenden siger i øvrigt at New Zealand blev befolket fra Cook Islands. Det gængse årstal for New Zealands befolkning er 1350, men her er man også meget i tvivl, da kilderne har legendarisk karakter og arkæologien er så skrøbelig i området.
Den vestlige diskurs om miljø/ Fortællingen om en strand
Jeg befandt mig i en lagune i Stillehavet og prøvede at finde ud hvad folk var optaget af her. Her kan du se et billede af en strand dernede, der ligger et hotel ganske tæt på stranden og det er det turisterne kommer for. Der er også andre processer i gang som man ikke kan se på det billede, men som er det som jeg kom til at arbejde med: Jeg prøvede simpelthen at forstå stranden som antropologisk topografi: ”Hvad er en strand for de mennesker som kender og bruger den”?
Igennem nogle måneders ophold prøvede jeg at identificere hvad det her nærmiljø betyder for folk – og hvordan mennesker, naturens egen gang og nu klimaforandringerne har indflydelse på det.Jeg prøvede så at analysere hvordan det var at klimaforandringerne blev en del af de her strande. Hvordan forstår man klimaforandringer? Jeg arbejdede blandt andet med cyklonerne som emne, hvordan de var med til at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringerne lokalt.
Cook Islands er et meget moderniseret samfund, skolevæsenet har for eksempel adgang til den skoleundervisning, der er på New Zealand. Cook Islands’ forhold til New Zealand kan lidt sammenlignes med det, der består mellem Grønland og Danmark. Det er meget vesterniseret på mange måder. Det vil sige at befolkningen på den ene side har adgang til en sekulariseret viden om verden, som man får igennem et sekulært undervisningssystem, der underviser i geografi og biologi og sådan noget. På den anden side er der en kirkelig tradition som er meget stærk, indadrettet, konservativ, spirituel og domsfikseret – du står til ansvar for dine handlinger over for Vorherre. Den lokale kirkelige tradition prædiker den Store Historie, der går mod dommedag, hvilket man som troende kan se forskellige tegn på; både i kraft af miljøødelæggelser, finansielle sammenbrud, katastrofer, krig… Det kirkelige univers er i udpræget grad konservativt, bogstavorienteret og ret gammeltestamenteligt. Men samtidig er befolkningen også inspireret af forskellige vestlige vidensbegreber i forhold til miljø og samfund. Det er et superkomplekst sted, og det giver sig blandt andet til udtryk i forskellige gruppers fortælling om hvad en strand er.
Mine informanter kunne deles ind i flere forskellige grupper: Professionelle inden for klimaforandringer (under 10 personer på øen), folk der arbejder med miljø i relation til forskellige NGO’ere, ældre præster, turister og så de lokale fiskere.
I forhold til en bæredygtighedsdiskurs, så var det de lokale ikke-statslige organisationer, NGO’ere, som for eksempel Muri Environmental Care Group, der havde det her sprog. De har det der begreb om miljøet, der er skabt ud af en ret vestlig forståelse af hvad miljø er: Den vestlige forståelse af miljø er at anskue dette som et økosystem med feedbackmekanismer og den slags. Bæredygtighed som begreb er jo ikke mere end et par årtier gammelt. Bæredygtighed kommer jo ind med en bestemt miljødiskurs og vestlig videnskabelig forståelse af sammenhæng – feedback, kompleksitet i et miljø hvor mennesker, dyr, planter, mineraler, vejr og vind alt sammen indgår i. Og det var den forståelse, den lokale NGO på området havde af klimaforandringerne og bæredygtighed. Spørgsmålet var med andre ord, hvad de kunne gøre for at øge deres egen og lokalbefolkningens viden om deres nærmiljø med henblik på at sikre lagunens tilstand i en form for bæredygtighed der levnede plads til både befolkningen, turisterne og lagunens liv.
Fiskernes habitat/ Stranden er en livsform
De lokale fiskere – især to kvinder jeg fulgte rundt – de var ikke indstillet på at se på miljøet og bæredygtighed som sådan. De forstod mere deres landskab som et sted, et habitat, hvor man finder sine fødevarer og sine historier. Og det vil sige, at det er nogle andre elementer man tænker sine naturlige omgivelser ud fra: Når jeg var på tur i lagunen med dem, så havde de en utrolig detaljeret iagttagelsesevne og forståelse for variationen i deres landskab og hvordan det hele tiden forandrede sig – fra vandresand til mængderne af småfisk. Deres iagttagelser kunne gå på erosion, tydeliggjort gennem en nu synlig kalkstensklippe, der hvor der tidligere havde ligget sand. Eller de kunne sige: ”Da jeg var barn var der flere søstjerner end nu, og vi brugte dem som kasteskyts, når vi legede på stranden.” Men også: ”Se den her snegl, hvis man trykker på den kommer der noget ud af den du kan bruge som plaster,” og ”det der lille åndehul afslører en god musling.”
For de lokale fiskere er stranden en del af en livsform, som de meget gerne vil føre tilbage til deres forfædre. En af fiskerne udpegede for eksempel en klippe for mig, en dag vi var på jagt efter muslinger: ”Kan du se det kendemærke der og det der, dem brugte vores forfædre til at navigere efter hvis der var tåget.” – Det var en linje, de orienterede sig efter. Og det der lå mellem linjerne, var at det for hende var at gå i det samme landskab som hendes forfædre, i de samme linjer, som var med til for hende at manifestere en kulturel identitet, som var levende og knyttede hende til landet.
Det vil sige at når de går i lagunen, ihukommer de deres forfædres praksis. Også i forhold til de forbud der kunne være, de tabuer, raui, som blev udstedt i forhold til visse arter, der var for få af. Raui er en lokal fredningspraksis som man nu har genoptaget. Det var oprindeligt ikke nødvendigvis bæredygtighedstanker, der lå bag raui-praksisser, det havde formentlig langt mere at gøre med at beskytte høvdingens muligheder for at få mad. Så i tilfælde af for eksempel knaphed på en bestemt fisk, så handlede raui sikkert ikke om at beskytte bestanden, men om at sikre dem, der levede af at spise fiskene. Men sidenhen er raui blevet indskrevet i en bæredygtighedstradition. For når man kigger på forfædrene, som dem der oppebar en traditionel adfærd, er der mange der i dag vil sige ”jamen der var masser af bæredygtighedsprincipper i det”. Men bæredygtighed som begreb indbefatter en anden og naturvidenskabelig forståelse af hvad sammenspillet mellem natur og mennesker er og hvad menneskets rolle er som forvalter.
Kloakering/ “et spørgsmål om tro”
Det var de samme få fiskere jeg altid blev henvist til, mens jeg lavede feltarbejde om klimaforandringer på Rarotonga; nogle ganske få, midaldrende kvinder i en landsby på 300 hushold. Resten er optaget af nogle andre ting end at gå i lagunen. Der er en befolkning som ved en masse om stranden, viden der er blevet overleveret og udviklet gennem generationer. Men denne gruppe har ikke meget magt i det offentlige rum, både fordi de ikke har midlerne til at slå sig sammen, og fordi deres viden ikke er super anvendelig sådan som sagerne står nu, hvor de lever i et højt udviklet samfund: De 300 hushold skal for eksempel alle sammen have toiletfaciliteter, det vil sige at man har lavet kloakering, og det har man gjort på et tidspunkt hvor man ikke havde særlig mange midler. Det betyder at toiletbesøg havner i undergrunden og siver langsomt ud i lagunen. Det var ikke en del af de her fiskeres viden at forstå, hvad et højt nitratindhold samt den gødning man bruger højere oppe på øen betyder for lagunen. Det fører til algevækst som kan give iltsvind i lagunen..
For de her fiskere var den her sammenhæng nemlig ikke den vigtigste, for det var ikke den historie de gik i, når de gik i stranden. De forsøgte at finde en anden forklaring, som muligvis også havde en betydning.
Men de her NGO-arbejdere var meget optagede af nedsivning og erodering og forstod at bruge det lokale og globale fondssystem og fik faktisk penge fra EU til at lave en ny kloak. Deres forståelse var at ”det ikke nytter noget at vi alle sammen sidder og skider på stranden.” De kunne se at stranden var blevet mørkere, de havde ingen målinger, men talte om at sandet var blevet murky.
Der var nogle af de her lokale NGO-arbejdere, som simpelthen ikke længere ville bade i det her vand mere, fordi de havde fornemmelsen af at hele kloakken blev skyllet ud i lagunen. Det blev blandt andet skyllet ud, forklarede de fordi man havde lavet et system med en masse små afrettede bække, hvor vandet blev ført for hurtigt ud frem for at blive filtreret gennem de sumpe der oprindelig var beplantet med taro, en stor rodfrugt, som sugede næringsindholdet til sig.
Tilpasning og bæredygtighed/ nu er atmosfæren en del af økosystemet
Som så mange andre steder i verden har befolkningen på Cook Islands lært at tilpasse sig nogle omgivelser, men det kan ikke betragtes som en udelukkende lykkelig historie. I forhistorisk tid har man rejst fra ø til ø, og i mange tilfælde udpint ressourcerne og overudnyttet dem. Migrationen på stillehavsøerne er foregået fra området omkring Taiwan; først ud til øerne omkring Samoa og derefter hele vejen ud til Påskeøen og i sidste omgang til New Zealand. Men de rejste jo ikke nødvendigvis videre på grund af ren eventyrtrang eller tilfældigheder i navigationen. Der har formentlig ofte været migration fordi én ø var blevet overudnyttet eller udsat for tørke, oversvømmelser, jordskælv eller cykloner, som har forandret landskabet drastisk, for eksempel fra urskov til græsslette. Der er også vidnesbyrd om planlagte missioner, og om at man tog frem og tilbage fra ø til ø.
Mange steder gennem historien ser man en forening af mennesker og natur, hvor det bliver utroligt svært at kortlægge historien; blandt andet er én teori om Påskeøens historie, at det var rotter (frem for intern bekrigelse, red.), der bragte befolkningen der til undergang. Det er de historier som interesserer os de her år for at prøve at undersøge hvilke udviklinger der ligger til grund for forandringer i forholdet mellem samfund, miljø og klima.
Det som jeg tror er vigtigt at holde fast i, i forhold til vores samtid, er at der er en stor interesse blandt folk lokalt i Stillehavet som stadig har en traditionel viden – det er vigtigt for dem at gøre klart at de har en masse lokale ressourcer at trække på. Men de har også en forståelse af at det er ikke alene det der gør det. De har ingen magisk løsning, hverken på problemerne gennem historien og slet heller ikke i dag, for nu er samfundene så omformede: Sådan noget som varsling er jo vigtigt, for eksempel i forhold til cykloner, og der har befolkninger oparbejdet en viden om hvordan man bedst beskytter sig. Den viden beror helt basalt på at gøre iagttagelser af fugles migrationsmønstre, måden insekter og andre dyr agerer, eller se på planter; mangotræer, bananblade, hvordan hver især agerer, når der er optræk til slemt vejr. At være forberedt på en storm er yderst vigtigt. Og det er der jo en stolthed over, at den viden er der. Og der er også brug for den fordi kommunikationsmidlerne ikke er så stærke. Internettet kan bryde ned, eller man kan sidde på en ø, hvor der kun går en færge hver tredje måned – eller lejlighedsvist et lille leaset passagerfly med en sædepris helt uden for rækkevidde.
Hvis man ser historisk på det, så opstår begrebet om bæredygtighed på et bestemt tidspunkt i historien ud fra en helt bestemt viden om verden som er inspireret af en særlig videnskabsforståelse og udvikling af særlige discipliner, hvorigennem det efterhånden lykkes at beskrive lokale områder som økosystemer. Med klimaforandringerne lykkes det så endelig at få en forståelse af kloden som ét stort økosystem og menneskets uomtvistelige indvirken på dette. Nu er selv atmosfæren en del af vores økosystem. Det var der nogle få der tænkte for 100 år siden, men da havde det ingen gennemslagskraft. Folk kunne ikke forstå de tanker fordi naturen blev opfattet som noget meget mere robust, et stort ’udenfor’ som mennesket ikke kunne have nogen gennemtrængende indvirken på. Tanken om vores indvirken på naturen er jo først begyndt at modnes for mange mennesker inden for det sidste årti.
Klimaforandringerne vil formentlig slå hårdt ind på stillehavsøerne. De opfatter sig selv som værende i midten af verden, som de fleste befolkninger jo gør, og kan ikke opfatte klimaforandringerne som andet end noget udefrakommende, som noget de ikke har særlig stor andel i, til trods for at der kommer 100.000 turister flyvende dertil om året, så alene deri har de jo en del i CO2-regnskabet.
Men i forhold til deres tradition og den historie de bærer med sig ind i det 21. århundrede, så er deres andel jo mikroskopisk. Så hvordan er det så pludselig at stå i en verden hvor de ændringer, som de pludselig ser, er et resultat af andre menneskers handlinger og ikke naturens egen gang? Og der er jo en masse forskellige svar; præsterne siger at det er guds straf og dommedagsvarsler, de lokale NGO’er mener at det er vigtigt at engagere sig i den globale diskurs om klimaforandringer ved at rejse rundt på konferencer og komme med budskaber om at deres verden er truet, og så er der en stor gruppe som farer mere forsigtigt frem og som siger: ”Vi kan faktisk ikke se klimaforandringerne uden for vores dør nu, det er noget man kan måle hvis man har meget fine målingsinstrumenter, at nu stiger vandstanden 4 mm frem for 2 mm om året, men det er ikke noget øjet kan se – endnu.”
Risikobevidsthed/ Der er jo ikke det kloakrør, der ikke er målt i Danmark
Ved hjælp af studier af historiske optegnelser har en canadisk forsker slået fast at der ikke er flere cykloner over Cook Islands nu end tidligere. Cyklonerne bliver blot målt og beskrevet med større præcision nu end førhen, så derfor så opfatter vi at der er flere gennem den større mængde tilgængelig information. Øerne ligger spredt ud over et areal på knapt 2 millioner km2 , så før telekommunikationen havde man jo ikke på samme måde en samlet og simultan viden om hvad der var af cykloner rundt omkring. Og derfor havde man ikke følelsen af at der var så mange cykloner i området. Der var også nogle af mine informanter, der ikke havde opfattelsen af at der aktuelt skete noget særligt med klimaet der hvor de boede, da jeg talte med dem, men så havde de typisk opfattelsen af at det var noget ville komme til at ske. Der var også skeptikere, men generelt mødte jeg en optagethed af emnet. Men også en bevidsthed om at der måske ville gå tyve år før der ville ske noget lige på deres strand.
Det er et samfund i en ikke så stærk stat med et meget lille bruttonationalprodukt, så der er ikke ret mange folk til at udføre noget som helst i en større samfundsmæssig skala. Der er ikke ressourcer til at lave lokalberegninger omkring hvad der vil ske om tyve år. I forhold til det så er Danmark jo ingeniørernes paradis; her sidder jo en sværm af intelligente ingeniører og beregner sig frem til det hele; der er jo ikke det kloakrør der ikke er målt.
Klimaforandringer som global diskurs/ man kan ikke skalere længere ned
Der er ikke mulighed for at handle på prognoser på Cook Islands. Man kan simpelthen ikke hooke op på den der globale diskurs om klimaforandringer og bruge så meget tid på det. Klimaforandringsdiskurser kan kun blive etableret hvis man har data fra århundreder, årtusinder. Du får ikke en meteorolog til at udtale sig om noget som helst uden stabile data fra et lokalområde over en periode på mindst 20 år. Og selv i det tilfælde er der nogle variabler; for eksempel strømforhold og cykliske vejrforhold som el Niño i Stillehavet og i forhold til andre processer; de her enorme vandmasser der bevæger sig rundt mellem det øst og vest og som ser ud til at følge bestemte, men ikke uforanderlige mønstre. Og det er så kæmpe et processuelt system at der skal monstermange data over rigtig mange år til. I forhold til det så bor det enkelte menneske jo kun på én strand eller ét bjerg – og hvordan den her kæmpe proces vil indvirke her, lokalt, kan vi simpelthen ikke sige.
Og det anerkender klimavidenskaben også i dag: Man kan simpelthen ikke skalere mere ned end man allerede har gjort. Man kan komme med en regional prognose, som i det her tilfælde for eksempel er at der kommer nok ikke flere cykloner, men dem der kommer vil sandsynligvis være kraftigere. Men hvad det så vil sige for den enkeltes oplevelse af sit sted, og hvilke konkrete konsekvenser det kan have for ens bolig, jord, familie og arbejde – det er spørgsmålet.
Klimaforandringer er kulturelle/ Lagunen som horisont
Klimaforandringer er jo en global diskurs, udsagt fra et naturvidenskabeligt punkt. Men den måde det rammer på i de enkelte befolkninger, der er der jo en kæmpe oversættelse, der skal finde sted. Det er vigtigt at der ikke udelukkende bliver talt om klimaforandringer ud fra et naturvidenskabeligt udgangspunkt. Fordi den måde det kommer til at udfolde sig på, det inkluderer mennesker, deres handlinger og den måde de opfatter sig selv og deres omverden. Så klimaforandringer er i høj grad et menneskeligt, kulturelt fænomen. En af mine informanter fortæller hvordan hun går fra at synes at lagunen er vidunderlig som et sted at holde picnic, og samtidig også ser den som en indtægtskilde, til at hun pludselig opdager at hun selv er dybt viklet ind i lagunen og ansvarlig for den – hun forstår, at hun må ændre praksis for at tjene lagunen bedre. Og det moralske kald, den miljøetik der gror op i hende, er ret omfattende for hendes måde at holde hus på: Pludselig opdager hun den her helt nære tilknytning til lagunen. Det bliver en horisont for hende. Og den måde det bliver det på det er ved at hun er på et kursus der handler om bæredygtighed, som National Environmental Service afholder. Hun begynder at se med stor væmmelse på og forfærdelse over hvis der er nogen der smider en ble der eller som ikke kerer sig over at deres grise går for tæt på et vandløb. Det, som er så interessant, er at det er den diskurs hun forstod sin strand i, men de havde desværre endnu ikke været på en klimaworkshop, fortalte hun mig, hvor man lærer at se alle de forandringer som er klimarelaterede.
Denne kvindes historie viser skiftet fra en forurenings-bevidsthed til en begyndende klimaforandrings-bevidsthed. Og det her er en af de historier der afspejler den officielle miljø- og klimaudredning; i 2000 blev forandringer i naturen lokalt forstået som menneskeskabt forurening, men 10 år senere, i 2010, laver man en liste med mange af de samme problemer som relateret til klimaforandringer Så man starter med at se menneskes indflydelse som det vigtige i 2000, og går så derfra til at sige at det er klimaforandringerne der er slået igennem.
Et eksempel på dette kan være tendensen til flere oversvømmelser: hvis man ser på lokalsamfundets indflydelse vil man udpege udbygningen af havne, opførelsen af kystbeskyttelse og bebyggelser i kystområdet som den væsentlig årsag til erosion. I et klimaperspektiv ligger fokus derimod på havstigningen.
Der er forskelle mellem naturen som livsform, noget man bebor på den ene side, og diskursen om miljø og klimaforandringer på den anden side. Der er også væsentlige forskelle mellem miljø- og klimadiskursen: I forhold til klimaet kan man sige at der kommer et nyt størrelsesforhold eller en ny storhed i det som gør det rigtig svært for folk at handle lokalt. Der skal oversættelse til – eller endnu bedre, en forløbende samtale, fordi lokalbefolkning både har væsentlige indsigter og fordi det nu engang er dem der komme til at slås konkret med forandringerne og som skal finde brugbare løsninger, både på kort og lang sigt. Et eksempel på det var en professionel klimalobbyist, der kom og oversatte klimaforandringerne over for den lokale befolkning til en opfordring om at holde deres lagune sund. Hendes budskab var at det stadig er muligt at reagere hensigtsmæssigt på klimaforandringerne ud fra regionale horisonter. I stedet for at fokusere på usikre prognoser opfordrede hun de lokale til at fortsætte deres arbejde med at mindske forurening og overudnyttelse, fordi en sund lagune vil have større modstandsdygtighed, end en hærget og forurenet lagune. Det er så et af de andre begreber som har vundet betydning det sidste årti: modstandsdygtighed.
Antropologien hviler på en forskningstradition, der altid har næret et håb om at menneskeheden er meget bredere sammensat end vores lokale variant. Når det handler om klimaforandringer handler det i høj grad om at supplere et naturvidenskabeligt blik på verden der kan redefinere vores omverdenforståelse, og så vise at der er en bred menneskelig forståelsesramme som vi må medinddrage for at forstå hvad klima er.