10.05.2023
Ikke mange nationer fremkalder i disse dage så voldsomme reaktioner som den russiske. Rusland associeres med rette med Vladimir Putins autokratiske styre, men samtidig er Rusland også meget andet og mere. Men hvad?
Historisk set har det noget (u)sammensatte land været rigt på litteratur, filosofi, kunst og politisk kamp. Det har gennemgået en dramatisk ideologisk rejse fra tsarstyre til Sovjetkommunismen til liberalt (pseudo)demokrati til autokratisk krigsregime på knap hundrede år. Den moderne russiske historie har udviklet sig i en vekselvirkning mellem frigørelseskamp og undertrykkelse. Revolution, modstand og opstand er gået hånd i hånd med radikal politisk tænkning og grænseoverskridende kunst og litteratur, men er ofte blevet slået ned, forfulgt eller undertrykt. Kampen for frigørelse og modstand – i nutid såvel som fortid – glemmes ofte i den måde, hvorpå Rusland skildres i dag.
I dag har vi europæere, særligt takket være Putin, et anstrengt forhold til Rusland. Putins iværksættelse af den “specielle militære operation” i Ukraine brød officielt et allerede skrøbeligt bånd mellem Europa og Rusland. Det tydeliggøres ikke blot af økonomiske sanktioner og militær assistance til Ukraine, men også ved bandlysningen af russisk kulturhistorie – der ofte ikke har meget med Putins krigsførelse at gøre. Af vesterlændinge beskrives det ‘russiske folk’ over en kam som præmoderne og fuldkommen interpelleret af det russiske regimes krigsmaskine. De bliver opfattet som værende ude af stand til at tage kritisk stilling til Putins diktatoriske tendenser. Muren bygges op lag for lag uden at tage højde for de progressive og modstandsbetonede stemmer og kroppe, som kæmper, og historisk set har kæmpet for et andet Rusland end det, regimet tvinger ned over befolkningen gennem medier, kultur og love.
Blandt de russiske journalister, som har formået at undslippe Putins propagandamaskine, er Lev Kadik. Han har arbejdet i eksil for vestlige medier siden krigens begyndelse, og i et interview med Politiken kommer han med et klart budskab: Vesten skal blive bedre til at forstå den gennemsnitlige russer. Når vi i Vesten taler om ‘Rusland’, taler vi i virkeligheden om en løs sammensætning af 190 etniciteter, spredt over enorme landområder med få storbyer, hvor langt størstedelen af befolkningen lever primitive liv. Dertil har den økonomiske ulighed i Rusland buldret i årtier. Mens den rigeste procent af befolkningen sidder på hele 80 procent af landets velstand, ligger gennemsnitslønnen for en russer på omkring 3.500 kr. For langt de fleste russere handler livet om at overleve, og derfor skal Vesten, ifølge Kadik, være bedre til at skelne mellem Rusland og Putin, når vi forholder os til krigen.
For der er massive protester både internt og eksternt i Rusland, men samtidig en stærk militant aflivning af alt oprør. Siden Putin kom til magten, har vi hørt om tvivlsomme valgresultater, forfølgelse af politiske dissidenter som Pussy Riot, kritiske journalister, forskere, og ligefrem forsøg på at likvidere politiske modstandere som Aleksej Navalny. Den ‘russiske’ historie bugner af eksempler på politiske, kunstneriske og filosofiske forsøg, ligesom disse på at udøve kritik mod regimet. Det er desperate forsøg på at tage kampen op imod Putin og Vestens monopoliserede historiefortælling om, hvad og hvem ‘Rusland’ er og kan være. Der er behov for også at skildre disse forsøg på modstand, der kæmper for at gøre op med undertrykkelsen og narrativet om ‘Rusland’.
I denne temaserie vil Turbulens granske Rusland i et kulturkritisk, idéhistorisk, litteraturhistorisk og kunsthistorisk perspektiv. Vores håb er, at en analyse og diskussion af både moderne russisk kultur og historie kan sætte Rusland i perspektiv. Hvordan kan vi bedre forstå og udfordre Putins version af Rusland? Hvilke nutidige og historiske eksempler findes der på politiske, filosofiske, litterære og kunstneriske modhistorier i Rusland – eller fra eksilens perspektiv? Hvordan ser eller bør Rusland se ud hos oprindelige folk i for eksempel Sibirien eller Tjetjenien? Hos LGBT+-aktivister? Hos russiske klimaaktivister? Hos russiske protestkunstnere? Hos undergrundsforfattere?
Følg med på Turbulens’ forståelsesrejse af russiske modhistorier.
Er du interesseret i at skrive en artikel, en anmeldelse eller noget helt tredje indenfor temaet? Så skriv til vores mail info@turbulens.net.
Interviewet med Lev Kadnik, som desuden er tilknyttet Politikens internationale redaktion, kan læses her.
Foto: Billede af den russiske aktivistiske kunstner Petr Pavlenskys protestværk “Seam”, Skt. Petersborg, 2012, hvor han syede sin mund sammen i protest mod fængslingen af Pussy Riot samme år efter deres aktivistiske performance i Kazan-katedralen, Skt. Petersborg.
