11.05.2023
Umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine kunne man i vestlige medier læse om opblussende modstand mod Putin og stigende utilfredshed i den russiske befolkning. Nogle diskuterede sågar, hvorvidt en opposition kunne samle sig mod Putin. Protesterne er dog langsomt ebbet ud. For aktivister og systemkritikere møder barske vilkår, og så mangler de et fælles projekt. Læs med her når Turbulens tegner et omrids af den politiske modstand og opposition i Rusland i forbindelse med vores tema om russiske modhistorier.
Aleksej Navalnyj er fængslet og syg. Han har efter sigende tabt 9 kilo, og hans tilstand forværres dag for dag. Rygterne går på, at Navalnyj bliver forgiftet af det russiske styre via den mad, der serveres for ham i fængslet. For nyligt blev Vladimir Kara-Murza, en anden prominent oppositionspolitiker, idømt 25 års fængsel for landsforræderi. På mange måder legemliggør oppositionspolitikere som Navalnyj, Kara-Murza og Ilja Jasjin den aktuelle tilstand for den politiske modstand og opposition i Rusland: Oppositionen bliver undertrykt, buret inde og gjort tavs.
Autoritær vending i flere tempi
Ifølge journalist og Rusland- og Ukraine-korrespondent på Weekendavisen Andrey Kazankov er det blevet næsten umuligt at være i opposition til Putin. Oppositionen og dens støtter bliver retsforfulgt og chikaneret; de kendte oppositionsfigurer er fængslet, i husarrest eller flygtet til Vesten. Dem der er tilbage i Rusland, viser ikke længere åbenlyst deres modstand. Det er også lykkedes Putin at eliminere de sidste landsdækkende kritiske medier såsom radiostationen Ekho Moskvy, tv-kanalen Dozjd og avisen Novaja Gazeta.
Den autoritære udvikling under Putin er taget til i løbet af de sidste 10 år. Katrine Stevnhøj, som er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og bl.a. forsker i russiske protestbevægelser, nævner, da vi taler med hende, hvordan tiltag mod systemkritikere er blevet indført med stigende hast siden 2012. Det er særligt efter protestbølgerne omkring 2011 og 2012, også kendt som Bolotnaja-protesterne, og efter Putin igen blev præsident i Rusland, at det russiske styre har strammet grebet om magten og lukket ned for den politiske opposition bl.a. ved at indføre loven om fremmedagenter, som gjorde det sværere at være kritisk over for regeringen. Andre tiltag mod systemkritikere er siden fulgt trop, og der er sket en yderligere acceleration i de autoritære tendenser efter det mislykkede forsøg på revolution i Belarus i 2020. Ifølge Katrine Stevnshøj så peger nogle på, at den mislykkede revolution i nabolandet skræmte det russiske regime. ”Efterfølgende har man set, hvordan der har været en mere voldelig og brutal behandling af demonstranter”, siger Katrine Stevnhøj.
Undertrykkelsen efter krigen
Efter invasionen af Ukraine er sanktionerne og volden mod demonstranter og systemkritikere blevet værre, men disse sanktioner skyldes ikke så meget krigen, som det skyldes dens muliggørelse. ”Der er nogle aktivister, der peger på at stramninger over for systemkritikere i de sidste tre år, i virkeligheden er sket som en forberedelse til krigen i Ukraine. Så i stedet for at sige at krigen har gjort det værre at være systemkritiker, så har det i virkeligheden handlet om at gøre krigen mulig ved at begrænse den protest, man kunne risikere”, forklarer Stevnhøj.
I starten af krigen var der, ifølge Andrey Kazankov, en del offentlig modstand mod krigen i form af demonstrationer, men modstanden er aftaget som følge af den stigende undertrykkelse. Dog har der været en række sabotageaktioner, eksempelvis fra den anarkistiske gruppe Boakom, og sågar politisk motiverede attentater mod blandt andre Darja Dugina, datter af den stærkt højreorienterede politiske tænker Aleksandr Dugin, som menes at have påvirket Putins tankegang. Ifølge Katrine Stevnhøj giver ”disse aktioner mindelser om den form for modstand, der var i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, altså op til Oktoberrevolutionen i 1917, hvor der blandt andet var en gruppe der hed Narodnaja Volja (da: Folkets Vilje), som var en revolutionær bevægelse, som kæmpede for at omstyrte tsar-styret”.
Er et magtskifte muligt?
Dog rykker disse mindre aktioner ikke meget i det store billede. ”Det mest sandsynlige er, at Putin vil være i stand til at fortsætte krigen i flere år og måske endda i mange år. Medmindre han løber tør for våben og ammunition” siger Andrey Kazankov, og uddyber:
”Der er ikke udsigt til et snarligt oprør mod Putins undertrykkelse. Den bedste chance for at det kan ske, er, hvis Rusland lider et totalt nederlag i Ukraine og eksempelvis mister alt inklusive Krim, hvilket i sig selv ikke er sandsynligt lige nu. I så fald kan der komme et oprør fra utilfredse patriotiske imperialistiske russere. Et oprør anført af prodemokratiske kræfter virker ikke sandsynligt.”
Den meget usandsynlige folkelige opstand mod Putin skyldes, selvfølgelig, først og fremmest den undertrykkelse, der har ført til fængslinger, emigration og vold mod systemkritikere, men det skyldes også at oppositionen består af mange forskellige grupper, hvoraf en del af dem befinder sig i udlandet. Det er, om end ikke et splittet, så et meget diverst sammensat protestbagland, og der mangler måske en samlende fortælling eller idé, som kan binde modstanden sammen, som Katrine Stevnhøj understreger i vores interview. Hvis der skal ske et magtskifte, så kan det virke mere sandsynligt, at det kommer indefra end udefra. Dog har den russiske historie vist os, at det umulige kan blive muliggjort, og regimer kan omstyrtes, også selvom man regnede det for at være utænkeligt.
