19 Aug

Ikke mange i Danmark har hørt om den russiske forfatter Maria Stepanova, men hendes erindringsprosa udgør et vigtigt bidrag til at forstå den kunstneriske russiske modstand og måske gentænke et nyt Rusland. Maria Stepanova er en russisk-jødisk forfatter og journalist. Hun er født i 1972 og er vokset op i Moskva. Som ung læste hun på Maksim Gorkij litteraturinstituttet, hvorfra hun dimitterede i 1995. Hun modtog allerede inden sit internationale gennembrud mange priser i Rusland for sit forfatterskab og gjorde sig især bemærket for sin poesi, som tæller mere end 10 antologier. Romanen "Til minde om erindringen" (2017) udkom i dansk oversættelse i 2022 ved forlaget Palomar. Romanen var Stepanovas store internationale debut, en roman der siden har modtaget adskillige priser både i Rusland og Europa og bl.a. har vundet den russiske Bolsjaja Kniga pris i 2018 samt været shortlistet til at modtage International Booker Prize i 2021, m.fl. I værket undersøger hun ikke bare sin egen familiehistorie, men også erindringens væsen, som synes at være svær at fatte greb om. Det er et værk, der, ved at behandle det kommunistiske traume, insisterer på erindringens ustabile betydninger og underminerer den heroiske fortælling, der promoveres gennem den russiske historiepolitik. Hun har ydermere siden krigen i Ukraines begyndelse været konsistent i sin kritik af det russiske regime, og er derfor ikke bare en litterær figur, men også en politisk. Hun bor i dag i eksil i Tyskland. At erindre, hvad andre helst vil glemme Begrebet postmemorial eller posterindring dækker over, at erindringen produceres af efterkommerne af dem, som har oplevet traumet. Det er nok vigtigt her at indskyde, at de ting, som erindres, ikke udelukkende er traumatiske. Dog ser man en tendens til, at traumebearbejdelse er det altovervejende tema inden for posterindringen. For Stepanova er det at skrive om sin familiehistorie et dilemma: ”Hvis jeg stiller min familie frem til åbent skue, om jeg så gør det med den aller største kærlighed, med de mest udsøgte ord og i den bedst tænkelige rækkefølge, vil det alligevel være at sammenligne med Kams gerning over for Noah: jeg blotter slægtens ubeskyttede nøgenhed, dens mørke armhuler og hvide mave” (Stepanova, 2022, s. 50). Kams gerning over for Noa er en fortælling fra det gamle testamente, hvor Noa, Kams far, drikker sig beruset og blotter sig inde i sit telt. Kam, der ser sin far ligge nøgen inde i teltet, går ud og fortæller det til sine brødre, der straks går ind og dækker ham til. Da brødrene modsat Kam dækker deres far til, gøres Kam til sine brødres træl og mister dermed sit fortin som den førstefødte. På russisk kan man være ”en Kam” eller ”kamsk” som svarer til at være ”ubehøvlet” eller ”grov”, og derfor siger referencen lidt sig selv for de russisksprogede læsere (Søgaard, 2022). Maria Stepanova identificerer i Til minde om erindringen motivet om Kam som en blufærdighedsproblematik, når hun undersøger sin slægt, men føler samtidig en trang og kunstnerisk forpligtelse til at bringe dét frem i synlighed, slægten helst vil glemme og dække til (Stepanova, 2022, s. 49). Sådanne selvrefleksioner er gennemgående for værket, og er med til at give det en essayistisk karakter; hun går i dialog med familiehistorien, men også med russiske og europæiske tænkere for således at undersøge erindringen. Hun blander familiefortællinger med offentlige dokumenter fra arkiver, hvor fiktionen absorberes af hendes egne tanker om tid og erindring, identitet og egen transformation fra at have været tilskuer til fortæller i familiehistorien. Den form for erindring, vi møder hos Stepanova, er en forestillingspraksis, der ikke er baseret på førstehåndsvidnesbyrd, som f.eks. hos den belarusiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj, men som beror på medier og kilder, der er utroværdige. Denne utroværdighed er Stepanova i værket selv bevidst om, hvorfor hun også er meget opmærksom på forestillingsevnen, intuitionen og sin egen følelsesmæssige investering (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). I første del af bogen er der f.eks. en scene, hvor hun, af en ven, bliver inviteret til byen Saratov, hvor oldefaren engang havde boet. Vennen hjælper hende med at finde oldefarens hus, og idet hun står i baggården og stryger hænderne over de rå mursten, føler hun en stærk følelsesmæssig forbindelse til stedet: ”Skønt jeg aldrig havde set min oldefars baggård eller fået den beskrevet af nogen, genkendte jeg den (…) tingene var velkendte og fortrolige, som gamle slægtninge” (Stepanova, 2022, s. 54). Nogen tid senere ringer vennen og bekender, at han havde taget hende et forkert sted hen. Hun accepterer ironien ved sandheden og konkluderer, at hændelsen omtrent er alt, hvad hun ved om erindringen. Stepanova erkender i denne passage, at den følelsesmæssige forbindelse til familiehistorien, hun oplevede, idet hun stod uden for det ’det falske hus’, følelsen af genkendelse og historiens vingesus, var illusorisk. Således erkender hun også med en indrømmet selvironi, at erindringen er vanskelig at gribe fat om, at den ikke har en kerne udover de ting, hun selv fylder erindringen op med, og at hendes egne forestillinger, intuition og følelser kan føre en på afveje, være tvetydige eller misvisende. For Stepanova er målet i værket aldrig at finde frem til en bestemt sandhed, at gribe bag om familiens overfladiske almindelighed og finde frem til heltehistorierne, hun som barn fantaserede om. Hendes værk er tværtimod en selvundersøgelse af, hvordan erindringen fungerer, og hvad den fordrer af hende (Stepanova, 2022, s. 51). Det erindringsbegreb Stepanova arbejder med er meget anderledes end den måde, man har praktiseret erindringspolitik i Rusland i de seneste år. For mens erindringen for Stepanova er konstrueret, sammensat af følelsesmæssige indskydelser og ustabile betydninger, er den erindring den russiske regering promoverer fikseret, har en essentiel kerne, og hvor mindet om ”Den store fædrelandskrig”, Anden Verdenskrig, er nøglemyten for ideen om nationen (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). Hverken aggressorer eller ofre I en samtale med akademikerne Kevin M. F. Platt og Mark Lipovetsky forklarer Stepanova, at der er forskel på den ’første-emmigrationsbølge’, der fik forfattere og intellektuelle som Marina Tsvetaeva, Vladimir Nabokovs familie og kunstmaler Marc Chagall til at ekspatriere i 20’erne og den bølge af intellektuelle, der forlader landet i dag. Mens der i 20’erne var en følelse af, at russerne var blevet ofre for en katastrofe, så er de, som forlader Rusland i dag, ikke åbenlyst ofre på samme måde, selvom de er flygtet. Det er tilmed ikke åbenlyst, hvem russerne overhovedet er, hvis ikke man begynder at diskutere, hvilket ansvar man har. Hun påpeger at russerne først og fremmest er det folk, andre flygter fra, og først derefter kan betegne sig selv som flygtninge. Det sidste man må fortælle sig selv, er, at krigen ikke har noget med en selv at gøre, ”jeg har gjort mit”, for man kunne altid have gjort mere (Platt et al., 2023). ”Man har måske lyst til at skrive om sommerfugle, men i sidste ende bliver man nødt til at forklare krigen.” (ibid. s. 44) [min oversættelse] Stepanova begræder, at eksilforfatteren Iosif Brodskijs utopi om den private eksistens, som han beskrev i sin nobelprisforelæsning, er utænkelig i lyset af krigen. Brodskij, der talte ud fra en kontekst af Sovjetunionen, beskrev hvordan han hellere ville mødes som privat person end som person med social betydning, for det var trods alt bedre at være en fiasko i et demokrati, end at være créme de la créme i et tyrannisk system (Brodskij, 1987). I tråd med det mener Stepanova, at russiske forfattere ikke længere vil blive modtaget som forfatter, men som et produkt af en kollektiv identitet, et ”vi”. Det betyder også, at man vil læse russiske forfattere i relation til krigen, at deres tekster bliver en form for allegori over krigen. Stepanova mener derfor, at det er nødvendigt og muligt at skabe et nyt ”vi” igennem samtale, og at det er vigtigt at skabe nye institutioner, der publicerer russisksproget litteratur. En sådan institution vil have til formål at modarbejde censurerende lovgivninger, som Rusland har set flere af de seneste par år. Der er også behov for nye uddannelsesinstitutioner; krigens katastrofale konsekvenser fordrer, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan og hvorfor det skete. Med det synes Stepanova at trække en tråd tilbage til Adornos radiotale ”Uddannelse efter Auschwitz”, der med devisen ’aldrig mere Auschwitz’ havde samme element af selvundersøgelse og anså erkendelse af eget ansvar som en afgørende faktor (Adorno, 2012, s. 191). Stepanova bruger metaforen ”en øde ø” til at beskrive den position, russerne bliver nødt til at indtage nu. Det er et sted, der uden forbindelse til det krigsførende Rusland har potentiale til at bygge noget nyt op, at skabe momentum til en ny start (Platt et al., 2023). Ydermere er det nødvendigt, at dette nye adresserer alle russere. Det ligger Stepanova meget på sinde netop at nå ud til alle russere, for det er netop nu, at det er blevet vigtigt at tale om, hvad det vil sige at være russer (Søgaard, 2021). Strategier til modstand Maria Stepanova skriver først og fremmest, som Til minde om erindringen er et eksempel på, kompleks prosa, der er eksperimenterende, og det samme gælder hendes poesi. Hun vil gerne skabe et nyt sprog, der med nye troper kan disrupte det russisk sprog indefra, ligesom Paul Celan gjorde det med tysk, altså samle enhver etymologi op og vende den på vrangen, indtil sproget er blevet hendes. Paul Celan er kendt i den tyske litteraturhistorie for sin traumebearbejdelse af anden verdenskrig. Han skrev ud fra erfaringen af at blive forfulgt som tysk jøde og fastholder i sin poesi det tyske sprog, som var blevet forvrænget af Nazitysklands bødler. Hans ærinde var derfor også at udfordre den vold, sproget var blevet et udtryk for, og skabe et nyt indefra. For Stepanova er russisk på samme måde blevet et udtryk for en imperialstruktur, et udtryk for vold og et minefelt, hvor man ikke kan sætte sin fod ned. Noget absurd ved krigen er, at Rusland og Ukraine har et sprogfællesskab, og hvis man ser nærmere på rødderne i russiske udtryk og metaforer, er sproget fyldt med allusioner til krig og vold, mener hun (Søgaard, 2022). At udfordre russisk som imperialsprog og give det tilbage til russerne er netop dét, juryen lagde vægt på, da hun vandt prisen for ”europæisk forståelse” ved Leipzigs bogmesse i april 2023. Motivationen lød: ”for at give det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa” (Johansen, 2023). Derudover vil hun gerne udfordre den erindring, Putin er blevet hovedperson i, for som hun selv siger, så dyrker hun og Putin samme kult. For Stepanova er krigen i Ukraine nemlig en erindringskrig, der handler om at genoprette en gammel verdensorden. Det er et eksempel på, hvordan den voksende interesse for fortiden ikke kun vedrører en personlig undersøgelse af slægten, men rækker ind i det politiske rum. Hun mener, at det, som berører fortiden, er blevet instinktivt vigtigt for efterkommerne af det 20. århundredes katastrofer såsom kommunismen, nazismen og holocaust. Fortiden er blevet hellig, en slags sekulær kult (Søgaard, 2022). Onlinemagasinet Colta.ru, som Stepanova er redaktør på, er en anden arena for opposition. Websitet blev stiftet i 2007 og er arvtageren fra OpenSpace.ru, som hun besluttede at lukke ned pga. hendes voksende bekymring for det politiske landskab i Rusland og privatinvestorernes indflydelse. På Colta.ru står der: "COLTA-websitet har ikke nogen ejer hverken offentlig eller privat. Det er et fuldstændig uafhængigt medie, der fokuserer på kultur og samfund" (Colta.ru, 2023) [min oversættelse]. Onlinemediet blev blokeret i Rusland den 11. marts 2022 kort tid efter krigens begyndelse, men er stadig tilgængeligt gennem en VPN. Hun har også givet udtryk for sin opposition i essayet ”The War of Putins Imagination” som blev trykt i Financial Times ved krigens begyndelse. Hun opfordrer direkte I essayet til at gøre modstand mod diktaturet ved en andens [Putins] forestillinger, som griber fat om russernes drømme, dage og tidslinjer, og at krigen i Ukraine er en direkte kamp for ens egen selvstændighed. ”It is going on in every house and in every head. Here as well as there, we must resist.” (Stepanova, 2022). Hendes tilstedeværelse på internettet synes at udgøre en lige så vigtig front som hendes poesi og prosa og er en platform, der gør at hendes stemme har rækkevidde, selvom hun til tider har befundet sig uden for Rusland, og også gør det i dag. Hun forklarer, hvordan internettet er måden, hvorpå man kommer i kontakt med andre russere i og uden for Rusland, og kun er blevet mere relevant, fordi så mange forlader landet. Internettet synes derfor også at få en funktion af ucensureret samtale og selvudgivelse, hvor tekster, der ikke kan cirkulere i hjemlandet, kan blive læst. Internettets funktion kan måske sammenlignes med den funktion, ’samizdat’ og ’tamizdat’ havde i Sovjetunionen. ’Samizdat’, der kan oversættes med ’selvudgivelse’, og ’tamizdat’, der kan oversættes med ’derovreudgivelse’ (dvs. i Vesten) var en måde for forfattere at få tekster i cirkulation uden for censurens rækkevidde. Når man ser på andre samtidige oppositionsfigurer, er Svetlana Aleksijevitj en anden prominent figur, der arbejder for, at det autoritære styre i Belarus skal afsættes. Aleksijevitj har været i eksil siden protesterne mod genvælgelsen af præsident Viktor Lukasjenko i 2020 og bor nu i Berlin, hvor hun har etableret forlaget Pflaŭmbaŭm, som kun udgiver værker skrevet af kvinder. Hun mener nemlig, at det var kvinderne, der gik forrest ved protesterne. Svetlana Aleksijevitj og Maria Stepanova bliver i øvrigt sidestillet for deres litterære kvaliteter, idet de begge har erindringen og den sovjetiske erfaring som genstand (Jamney, 2021).   Litteraturliste Adorno, T. W. (2012): “Education after Auschwitz”, Critical Models, New York: Columbia University Press: 191-204. Brodskij, Josef – Nobelprisforelæsning. (1987) org. Hentet d. 16. august 2023. Fra https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1987/brodsky/lecture/ Jamney, M. (11. februar 2021). ““Love’s labours should be lost”: Maria Stepanova, Russia’s next great writer”. The Guardian. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.theguardian.com/books/2021/feb/11/maria-stepanova-russia-in-memory-of-memory Johansen, T. S. (30. april 2023). ”Bøger kan ikke stoppe krige. Men de kan gøre os til mennesker”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/reportage-fra-tysklands-aeldste-bogmesse-boeger-kan-ikke-stoppe-krige-men-de-kan-goere-os Kapičiak, J., Ulbrechtová, H. (2023) "Postmemorial sincerity in the writing of Sergei Lebedev and Maria Stepanova". World Literature Studies 1:3-22. Platt, K. M. F., Lipovetsky, M., & Stepanova, M. (2023). ”A Conversation with Maria Stepanova”. World Literature Today. Stepanova, M. (18. marts 2022). “Maria Stepanova: The War of Putin’s Imagination” (oversat af Dugdale, S). Financial Times. Hentet d. 7. August, 2023, fra https://www.ft.com/content/c2797437-5d3f-466a-bc63-2a1725aa57a5 Stepanova, M. (2022). Til minde om erindringen. København: Palomar. Stjo Takoje COLTA? (Что такое COLTA?) ru. Hentet d. 18. august 2023, fra https://www.colta.ru/about Søgaard, L. K. (25. August 2022). “Hun kaldes Ruslands nye, store forfatter: Det er skræmmende. Men på en måde dyrker Putin og jeg samme kult”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hun-kaldes-ruslands-nye-store-forfatter-det-er-skraemmende-men-paa-en-maade-dyrker-putin-og   Baggrund- og featurebillede: Hreinn Gudlaugsson, Maria Stepanova @ LiteratureXchange Festival Aarhus (Denmark 2023)...

22:32 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler
29 May

Når jeg snart forlader varetægtsfængslet, mister jeg kontakten til omverdenen for en tid. I toget og transit-isolationscellerne er der ingen mulighed for at give besked om, hvor jeg er. Indtil jeg ankommer til fangelejren, vil hverken mine advokater eller mine forældre vide, hvor jeg er. Hvor lang tid rejsen vil tage, er der ingen, der ved. Det er normal praksis. Jeg er klar til det og tager det helt roligt. Men for alle tilfældes skyld vil jeg gerne komme med en lille erklæring: 1) Mit helbred er fuldstændig i orden. Jeg er i god fysisk form, lider ikke af nogen kroniske sygdomme og tager ingen medicin. Det bekræftes alt sammen af en nylig lægeundersøgelse på lægeklinikken i varetægtsfængsel nr. 4. 2) Min psyke er normal, min følelsesmæssige tilstand er stabil. Jeg lider ikke af hverken nervøse anfald, depression eller apati. 3) Jeg har ingen som helst tilbøjeligheder i retning af selvmord. Ikke under nogen omstændigheder vil jeg begå selvmord. Det er fuldstændig udelukket. Ovenstående veloplagte og galgenhumoristiske, men sikkert også en lille smule alvorlige citat – de mange ”fald” fra vinduer og andre attentater i dagens Rusland taget i betragtning – er et uddrag fra den fængslede russiske oppositionspolitiker Ilya Yashins opslag på Instagram den 21. april, da hans dom på otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om krigen i Ukraine blev stadfæstet. At russiske fængsler igen skulle blive fyldt med politiske fanger, var svært at forestille sig, da jeg selv begyndte at studere russisk i slutningen af 1980’erne, dengang da Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka i Sovjet, og landet åbnede op mod demokrati og Vesten, og man pludselig kunne tale om alt. Men efter nogle tiår med Putin ved magten er det det, der er sket, og nu viderefører nogle af de fængslede en gammel tradition for fængselslitteratur, som har rødder tilbage til 1800-tallets Rusland. Vidnesbyrdlitteratur om dramatiske og voldsomme begivenheder eller perioder kan have mange forskellige udtryk, fx holocaustlitteratur om nazisternes kz-lejre eller litteratur som den, belarusiske Svetlana Aleksijevitj har skrevet om bl.a. Tjernobyl-ulykken i 1986. Vidnesbyrdlitteratur kan være mere eller mindre dokumentarisk og mere eller mindre fiktionaliseret og befinder sig tit på et spektrum et sted derimellem. Den kan være selvoplevet, eller den kan, som i Aleksijevitjs tilfælde, være indsamlede vidnesbyrd fra andre mennesker, de egentlige vidner, som oplevede Tjernobyl-ulykken på deres egen krop. I Rusland er vidnesbyrdlitteratur stadig – desværre kan man sige – en produktiv genre, særligt er fængsels- eller lejrlitteraturen en gammel og ustolt tradition, som paradoksalt nok har skabt meget god litteratur. Traditionen indledtes i 1860-61 med Fjodor Dostojevskijs Det døde hus, en beretning om en vis Gorjantjikov, der afsoner ti år i en sibirisk tvangsarbejdslejr, en bog, som Dostojevskij skrev, da han vendte tilbage til Skt. Petersborg efter sine ti år i forvisning i Sibirien, heraf fire år i fangelejr. Traditionen går altså helt tilbage til det tsaristiske Rusland, fortsætter med sovjettidens arbejdslejre og blomstrer ulykkeligvis nu igen i det autokratiske og krigsførende Rusland. Alle de forfattere eller skribenter, jeg nævner i denne artikel, var eller er samvittighedsfanger, og dommene mod dem er i alle tilfælde uhyrlige og absurde, fra Dostojevskijs ti år i forvisning for at deltage i en liberal diskussionskreds til politikeren Ilya Yashins otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om Ruslands krig i Ukraine, specifikt om massakren i Butja i 2022. [caption id="attachment_9915" align="aligncenter" width="225"] Det Døde Hus[/caption]   Jeg vil se på nogle af de nyeste manifestationer af selvoplevede vidnesbyrd fra russiske fængsler, som de kommer til udtryk bl.a. på sociale medier. Altså ikke kun som litteratur i form af bøger, men også som skrevne vidnesbyrd med et delvist politisk sigte. Jeg har valgt at fokusere på Nadja Tolokonnikovas Sådan starter man en revolution og Ilya Yashins opslag på de sociale medier Facebook og Instagram (NB: Jeg bruger her undtagelsesvis den engelske, ikke danske, translitteration af hans navn, da det er sådan, det skrives på sociale medier). Nadja Tolokonnikova er forsanger i punkbandet Pussy Riot og politisk aktivist, Ilya Yashin er en fængslet russisk oppositionspolitiker, som har nogle folk uden for fængslet, som bl.a. sørger at lægge hans opslag på sociale medier. At jeg har valgt at se på hans opslag og ikke den mere kendte fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs, skyldes, at Ilya Yashin har en mere gennemført ”litterær” stemme på sociale medier. Det er altså ikke, fordi jeg mener, at Yashins dom er mere uretfærdig eller absurd end andre fængslede i Rusland. Ak nej. For at kunne sætte disse to stemmer ind i en historisk og litterær ramme vil jeg først beskrive nogle vigtige værker inden for den ældre russiske og sovjetiske fængselslitteratur, fordi de nyere vidnesbyrd ofte refererer til genrens klassikere. Russisk litteratur er i det hele taget kendetegnet ved en høj grad af intertekstualitet – referencer til ældre russiske forfattere og til temaer og figurer, som iscenesættes på en ny måde og i nye rammer, men med tydelige referencer til ældre værker. Man refererer til sine forgængere af respekt, for genkendelighedens skyld og for at indskrive sig i traditionen, men også for tydeligt at kommentere på traditionen og vise, hvor lidt der ændrer sig i en given problematik, eller for at sætte på spidsen, hvilke forandringer der trods alt finder sted. Også russiske læsere er – overordnet set – velbevandrede i deres egen litteratur, kender deres klassikere og vil genkende referencer til fx Dostojevskij, når de støder på dem.   Forfattere om fangelejren: Dostojevskij, Solzjenitsyn og Sjalamov Den allerede nævnte roman Det døde hus af Fjodor Dostojevskij er fiktion, men det er indlysende, at den bygger på Dostojevskijs egne oplevelser i et sibirisk tugthus. I romanen iagttager den adelige straffefange Gorjantjikov, uden at afsløre sine egne følelser og reaktioner, på en distanceret, til tider nærmest antropologisk måde sine medfanger, de ”jævne” folk, som er hans medindsatte i fangelejren. Det er svindlere, desertører, mordere, pantelånere og tyve. Fortællingen er uden et egentligt plot – og er heller ikke som sådan kronologisk, bortset fra at den begynder med den første og slutter med den sidste dag bag tremmer. Den rummer forskellige tableauer, fx den groteske beskrivelse af fangernes årlige vaskedag i badstuen eller glæden over at skabe en fælles teaterforestilling, og har skarpt tegnede psykologiske portrætter af såvel fangevogtere som medfanger, fra sadister og psykopater til de undertrykte og forsagte nederst i hierarkiet. Der er ikke noget heroisk, knap nok noget sympatisk, ved personerne i bogen. Dostojevskij er kendt for at have givet udtryk for, at et menneske kan lutres moralsk gennem straf og soning af sin forbrydelse, men i dette værk, skrevet og udgivet umiddelbart efter hans egen afsoning, er der intet lutrende eller moralsk ophøjende ved fængslet og tvangsarbejdet: Fangelejren er snavset og stinkende, arbejdet er ofte meningsløst og nedværdigende, og kedsomheden er dræbende. Man bliver ikke et moralsk bedre menneske af tvangsarbejde i det døde hus, fremgår det bl.a. i denne passage, som i bedste Dostojevskij-stil snarere lyder som et indlæg i den aktuelle samfundsdebat om fængselssystemet end som fortællerstemmen i værket: Tugthuset og tvangsarbejdssystemet forbedrer selvfølgelig ikke en forbryder, det straffer ham kun og beskytter samfundet mod misdæderens angreb på dets sikkerhed fremover. Tugthuset og det hårdeste tvangsarbejde udvikler kun had, grådighed efter forbudte nydelser og en forfærdelig letsindighed i forbryderen. (Det døde hus, s. 34). I sovjettiden kom tvangsarbejdslejrene i brug igen: De to sovjetiske forfattere Aleksandr Solzjenitsyn og Varlam Sjalamov var begge politiske fanger i Sovjetunionens GULAG-lejre. Solzjenitsyn afsonede otte år i arbejdslejr (1945-1953) for nogle kritiske kommentarer om Stalin i et brev fra fronten og derefter nogle år i forvisning i Kazakhstan, et mønster, vi jo genkender fra Dostojevskijs forvisning. I tøbrudsperioden efter Stalins død, under Khrusjtjov, udkom Solzjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (ru: 1962, da: 1963), en kortroman, der beskriver en ”helt almindelig” dag i en straffefanges liv, hvor Ivan Denisovitj den dag synes, at hans arbejde – at bygge en mur – giver ham mening og glæde. De fleste af Solzjenitsyns efterfølgende værker kunne først udgives i Rusland under og efter perestrojka. Hans andet mest kendte værk, GULAG-Øhavet, er et monumentalt dokumentarisk værk i syv dele, en kæmpe mosaik bestående af rapporter, interviews, officielle udtalelser, dagbøger, retsdokumenter og Solzjenitsyns egne erindringer. Solzjenitsyn tilegner sit mammutværk til ”dem, som ikke levede længe nok til selv at fortælle om det”. Dette er også et vigtigt træk for store dele af vidnesbyrdlitteraturen – forfatterens moralske forpligtelse til at fortælle det, man ved, også på vegne af dem, der ikke selv kan. Varlam Sjalamov er nok mindre kendt i Vesten end Solzjenitsyn, men hans forfatterskab er efter min mening i langt højere grad et bekendtskab værd. Han skrev i årene 1954-1973 i alt 145 ret korte, nøgterne og lakoniske fortællinger fra sine sammenlagt tyve år i sovjetiske arbejdslejre, hvor han sad først i 1929-1932 og derefter fra 1937 og 17 år frem. De sidste 17 år i det koldeste og mest barske område af Sibirien, i Kolyma. På dansk er der indtil videre kun udkommet en enkelt samling: Fortællinger fra Kolyma. Sjalamovs fortællinger er dokumentariske, men ikke kronologiske, der er ingen fast hovedkarakter, ingen autoritativ stemme. Det fornemmes som en bevidst ”uddelegering” af fortællerpositionen, så fortælleren ikke har monopol og ikke er hævet over begivenhederne og det, der beskrives, ikke kan ordne det kronologisk og ikke kan lægge en ”mening” ned over det, der sker. Der er nemlig ingen mening: Arbejdslejrene og alle de spildte liv er meningsløse, og i modsætning til Solzjenitsyn mener Sjalamov ikke, at man forlader arbejdslejrene som ”moralsk genfødt” gennem lidelsen. Som Christel Brinkløv skriver i efterordet til sin oversættelse af fortællingerne: For Sjalamov var det vigtigt at formidle, at intet menneske bliver moralsk bedre af at opholde sig i lejrene. At lejrerfaringen i enhver henseende er en negativ erfaring. Dette kan forekomme indlysende for en vestlig læser, men det var et radikalt brud med en lang tradition i russisk litteratur fra Dostojevskij til Solzjenitsyn, som har som forudsætning og grundopfattelse, at mennesket gennem lidelsen kan opleve en moralsk genfødsel. Sjalamov mente ligefrem, at Solzjenitsyn i sine værker om gulag kom til at idealisere lejrene på grund af denne tankegang, og han understregede, at mennesket kun bliver nedbrudt – såvel fysisk som psykisk – af at være i lejr.   Nadja Tolokonnikova: Fra Pussy Riots punkbøn til aktivisme i fængslet Under glasnost og perestrojka i slutningen af firserne blev der skrevet åbent om alt, også forholdene i de russiske fængsler, som i de år tømtes for politiske fanger. I de senere år er politiske fanger, ”politzeki”, igen begyndt at fylde op i fængslerne. Pussy Riots Nadja Tolokonnikova lever nu i eksil ”et sted uden for Rusland” som mange andre russiske politiske aktivister og kunstnere, der har forladt Rusland de seneste fem-ti år som følge af et stadig mere giftigt, autokratisk og heller ikke ufarligt miljø. Hun blev i marts i år føjet til en officiel russisk liste over eftersøgte kriminelle, dog uden angivelse af, hvilke forbrydelser hun er eftersøgt for. Lad os gætte på, at det nok har noget at gøre med hendes og Pussy Riots optrædener imod Putin og indsamlinger til fordel for Ukraine.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Opslag fra Pussyriots officielle Instagram. Efter at Pussy Riot opførte en punkbøn iført elefanthuer i Frelserkatedralen i Moskva i 2012, blev to af gruppens medlemmer, bl.a. Tolokonnikova, idømt to års straffekoloni. Efter sit fængselsophold skrev hun en ”vejledning” til, hvordan man starter et oprør, Sådan starter man en revolution, hvis mest interessante del efter min mening er beskrivelsen af netop fængselsopholdet. Bogens styrke ligger ikke så meget i de politiske og samfundsmæssige analyser, som i det selvoplevede, det autentiske, vreden, humoren og den sproglige kraft. Særligt giver kapitlet ”Fangeflugt” om opholdet i kvindearbejdslejren i Mordova en grum indsigt i fangernes elendige vilkår med fordærvet mad, 16-timers arbejdsdage, mangel på de mest nødvendige ting, bl.a. livsnødvendig medicin, vilkårlige straffe, organiseret tæsk og torturlignende behandling. Nadja Tolokonnikova bruger en montagemetode, der minder om Solzjenitsyns, i sin bog: Her er uddrag af korrespondance med hendes forældre, hendes advokat og filosoffen Slavoj Žižek, udtalelser fra politikere, sangtekster, nyhedsnotitser, slogans og citater fra andre, tidligere politiske fanger, bl.a. Sjalamov og Solzjenitsyn. Parallellerne til Stalintidens udrensninger og referencerne til tidligere politiske fanger er tydelige. Nadja Tolokonnikova slap med ”kun” to års fængsel for sin kirkepunkoptræden og formåede at tage sin aktivisme med i fængslet, hvor hun bl.a. korresponderede med Slavoj Žižek, forsøgte at gøre omverden opmærksom på forholdene i kvindefængslet og på et tidspunkt sultestrejkede for at opnå et minimum af rettigheder for de indsatte: ”Lige meget hvad du gør, vil det være ubetydeligt. Men det er meget vigtigt, at du gør det.” Det er Gandhi. Og du og jeg kan ikke bestride, hvad Gandhi har sagt. Kravene fra min sultestrejke i september-oktober 2013: - Forkort arbejdsdagen til otte timer - Reducer antallet af politiuniformer, vi skal sy pr. arbejdsdag - Indfør to fridage om ugen - Straf og fjern lejrens souschef, der har truet med at myrde mig og andre fanger, der har kritiseret forholdene i lejren - Lad være med at forfølge og lægge pres på dem, der skriver klager over lejren (Sådan starter man en revolution, s. 211). Ligesom Dostojevskij gav udtryk for, at det var nødvendigt at reformere fængselsvæsnet i 1860’erne, og ligesom han ønskede, at Det døde hus kunne være et indlæg i den debat, er det også Tolokonnikovas mål at forbedre forholdene i især kvindelejrene, som hun hævder er endnu værre end mandelejrene: ”Mens folk i en mandelejr ved, hvordan man skal protestere, er kvindelejre autoritære samfund, hvor folk foretrækker at sluge alle embedsmændenes ulovligheder …” Og med sultestrejke og med venner, der kører informationskampagner ude i friheden, opnår hun til sidst at blive ringet op af præsidentens ombudsmand, mens hun er indlagt pga. sin sultestrejke, og er med til at få hævet fangernes løn.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Instagram-opslag i forbindelse med at Den Internationale Straffedomstol i Haag udstedte arrestordre mod Putin som mistænkt for krigsforbrydelser i Ukraine. Som noget nyt i russisk fængselslitteratur er der hos Tolokonnikova også et særligt blik for den chikane, som kvindelige fanger oplever fra personalet oven i deres fængselsstraf, alene fordi de er kvinder. Det kommer til udtryk, ved at de fx ikke får udleveret hygiejnebind, som de har krav på, og ved at gravide tvinges til at arbejde lige så meget som de andre. Derudover må de finde sig i sexisme og patroniserende attituder, også bare fordi de er kvinder. Sådan her gengiver Tolokonnikova en samtale med lejrchefen: Min nye chef begynder at irritere mig. ”Måske vil der blive fortalt legender om Dem, som det nu sker for revolutionære, men nu er De her. Sammen med os.” Han ser sig om med ejermine. ”Det må De ikke glemme. Så hold Deres synspunkter for Dem selv, mens De er her. Tænk på Dem selv. Det er bedst for Dem ikke at sige noget. Tænk på Deres nære. Hvem er De måske? De er først og fremmest en, der skaber liv.” ”Typisk mandeattitude.” Jeg trækker på skuldrene. ”?” ”Jeg sagde, at De netop har demonstreret en typisk mandeattitude, og det er ikke så mærkeligt. Incitamentet til emancipation findes kun hos kvinderne, fordi mændene fra starten af befinder sig i den dominerende position.” ”Nu skal De ikke glemme, hvem De er!” Chefen fór op. ”Hvem De er, og hvem jeg er!” (Sådan starter man en revolution, s. 177).   Ilya Yashin: Vidnesbyrd bredes ud til de sociale medier Tolokonnikovas måde at korrespondere fra fængslet på har siden dengang i 2013 udviklet sig rent teknologisk til især at omfatte sociale medier. De tre mest kendte fængslede oppositionspolitikere i Rusland lige nu – Navalnyj, Yashin og Vladimir Kara-Murza – kommunikerer alle med omverdenen via sociale medier, som bestyres af folk uden for fængslet. I nogen grad fungerer dette sandsynligvis også som en slags livline og livsforsikring som i det citerede opslag fra Ilya Yashin først i denne artikel. Denne galgenhumoristiske muntre ”forsikring” (i dobbelt forstand) er kendetegnende for mange af hans opslag, som ofte er små vignetter med nedskrevne optrin og samtaler med andre indsatte. Lidt i stil med Sjalamovs korte fortællinger og scener, dog langt lettere i tonen og mere agiterende.   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Ilya Yashin Ilya Yashin skriver i øjenhøjde med de fleste. Han smiler altid på de billeder, der bliver lagt op af ham på sociale medier, og ligner virkelig en glad og positiv ung mand. Han skriver ikke indviklede samfundsanalyser, men enkle og direkte budskaber om, at han elsker Rusland, at Rusland vil blive frit en dag, hvordan Rusland kan sone skylden for krigen og betale krigsskadeserstatning, og hvordan Rusland kan blive et bedre sted at være. At sandhed er stærkere end løgn. Han driver også agitation inden for fængslets mure blandt de andre indsatte, og i modsætning til Dostojevskijs distancerede fortæller, hvis reaktioner vi aldrig rigtig hører om, er Ilya Yashin i allerhøjeste grad til stede som person. De seneste måneder er Yashin også begyndt at tegne små skitser af de situationer, han gengiver, hvis der er tale om samtaler med de andre indsatte. Et relativt nyt opslag ser sådan her ud:   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Opslag med soldaten Grisja (oversat til dansk nedenfor). I efteråret var der masser af straffefanger, som tog fra fangelejrene til fronten. Men nu er tendensen omvendt: Hjemvendte fra krigen ender stadig oftere bag tremmer. Endnu en af mine medindsatte har været soldat, sad indtil for nylig i skyttegravene i Luhansk, men bebor nu en fængselscelle, anklaget for handel med våben. Grisja er ikke ung længere, han bliver snart 57. Bag sig har han to tjetjenske krige, hvor han var skarpskytte. På kroppen har han maleriske hjemmelavede tatoveringer: døden med et maskingevær i stedet for en le, et dødningehoved i rød baret. I juni sidste år underskrev han en kontrakt og havnede i Izjum. Han kunne ikke længere blive ansat som skarpskytte på grund af synet, så han blev udnævnt til seniorsergent i infanteriet. Fra den allerførste dag havnede han i helvede: beskydninger, bombardementer, talløse tab. Han fortæller, at de gik ind i en landsby og kom under beskydning. En anden soldat fik sprængt underbenet af, Grisja trak ham ind i en busk og tilkaldte evakuering. Mens de ventede, krøb katte, der var vanvittige af sult, ud fra de forladte huse og begyndte at æde af benstumpen … En måned senere blev Grisja selv såret [ …] Indtil november var han indlagt på et hospital og kunne læse på nettet, at hans kammerater flygtede fra det forladte Izjum og efterlod alt maskinel. [ …] Jeg spørger Grisja, hvorfor han overhovedet tog til fronten, fordi jeg prøver at forstå hans motivation. Men der er ikke nogen. Myndighederne bryder han sig ikke om. ”Zelenskyjs naziregime” tror han heller ikke på. De militære befalingsmænd og deres ”kødhakker-taktikker” foragter han. ”Hva’ pokker lavede du der så, Grisja?” ”Jeg savnede krigen,” smiler han skævt. ”Nå ja, og pengene … Hvis man bliver såret, får man tre millioner. Hvor kunne jeg ellers have tjent det?” […] Vi tilbragte flere lange dage med at snakke og diskutere. Jeg fortalte ham om Butja, Mariupol, bombardementerne af Kyiv og Odesa. Jeg råbte, forklarede, fortolkede. ”Ilja, hør nu her,” sagde Grisja til sidst. ”Hvis jeg tager i krig igen, så bliver det som chauffør. Jeg tager ikke våben i hænderne mere. Det lover jeg.” Det er da altid noget, Grisja. Det er da noget. (Opslag fra Ilya Yashins Instagramprofil fra ca. 7. maj 2023).   Kampen fortsætter i fængslet Hverken Ilya Yashin eller Nadja Tolokonnikova giver udtryk for, at der er noget som helst lutrende ved et fængselsophold, eller at man kan forlade det moralsk stærkere, end da man kom. De udtrykker begge to, at det er et sygt system, et mikrokosmisk spejl af det omgivende syge samfund. Men de har begge to følt en moralsk forpligtelse til at tage deres aktivisme med ind bag murene og forsøge at ændre den del af det syge samfund indefra, fx hvad angår indsattes basale rettigheder som ordentlig mad og adgang til lægebehandling. Det er ikke ufarligt at være i russisk fængsel, heller ikke i dagens Rusland, og at fremtrædende russiske oppositionspolitikere har ”valgt” at sidde i fængsel – de har sandsynligvis kunnet leve i eksil i udlandet i stedet – har ikke været et nemt valg. Dybest set handler det måske om gennem et meget håndgribeligt martyrium at vise den russiske befolkning, at der stadig er noget at kæmpe for i Rusland. Så moralsk genfødsel – nej, men idealisme og aktivisme – ja. Ud over de selvoplevede vidnesbyrd, jeg har nævnt her, findes der i russisk litteratur lige nu et væld af skønlitteratur, som tematiserer Sovjetunionens voldsomme historie, især 1930’ernes udrensninger. Som om litteraturen ønsker at bearbejde og forstå det, som det officielle Rusland har haft travlt med at bagatellisere de sidste årtier. Der er forfattere som Sergej Lebedev og Guzel Jakhina, der i fiktion følger enten fangevogternes spor tilbage til lejrene eller ofrene for tvangskollektiviseringen, som blev sendt til Sibirien. Deres bøger bliver i skrivende stund fjernet fra russiske biblioteker sammen med mange andres, også vestlige forfatteres, ikke per dekret, men gennem anonyme telefonopkald til bibliotekscheferne med besked på at fjerne den og den forfatter og sende deres bøger til makulering. Men det er en anden historie.   Litteraturliste: Aleksijevitj, Svetlana (2018). Bøn for Tjernobyl, Lindhardt og Ringhof, oversat af Katja Hansen Volkova. Et ud af fem værker, som tilsammen udgør cyklussen Det røde menneske. Utopiens stemmer. Brinkløv, Christel (2008). Brinkløvs efterskrift til sin egen oversættelse af Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter. Dostojevskij, Fjodor (2016). Det døde hus, Sisyfos, oversat af Trine Søndergaard. Jacek, Kasper Mikael (2021). Litteraturen i tredive minusgrader. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Roesen, Tine (2021). De døde og de levende i Sibirien. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Sjalamov, Varlam (2008). Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter, oversat af Christel Brinkløv. Solzjenitsyn, Aleksandr (1963). En dag i Ivan Denisovitjs liv, Gyldendal, oversat af Edith Frey. Solzjenitsyn, Aleksandr (1974-76). GULAG-Øhavet, Gyldendal, oversat af Ole Husted Jensen Tolokonnikova, Nadja (2016). Sådan starter man en revolution, Rosinante, oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen Yashin, Ilya (u. årstal). Hans profil på Instagram og Facebook. Opslag oversat af denne artikels forfatter.   Forfatterbio: Trine Søndergaard, cand.phil. i russisk filologi. Litterær oversætter og formidler af russisk litteratur. Har oversat bl.a. Dostojevskij, Tolstoj, Bunin, Ulitskaja og Petrusjevskaja fra russisk. (red.: Billedet af Trine Søndergaard i artiklens begyndelse er taget af fotografen Anne Steen)...

11:50 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler
11 May

Umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine kunne man i vestlige medier læse om opblussende modstand mod Putin og stigende utilfredshed i den russiske befolkning. Nogle diskuterede sågar, hvorvidt en opposition kunne samle sig mod Putin. Protesterne er dog langsomt ebbet ud. For aktivister og systemkritikere møder barske vilkår, og så mangler de et fælles projekt. Læs med her når Turbulens tegner et omrids af den politiske modstand og opposition i Rusland i forbindelse med vores tema om russiske modhistorier....

11:49 / Russiske modhistorier / Seneste artikler
10 May

26.03.2023 Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023). Sybilla Tuxen (direktør). Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX.       Turbulens har været med i Grand Teatret d. 26. marts for at overvære en visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023) med en dertilhørende paneldebat om situationen i Rusland lige nu. Paneldebatten putter nye skelsættende perspektiver på de unge russeres dystre fremtidssyn, og hvad der sker med den opposition, som kritiserer Vladimir Putins invasion af Ukraine.  Skal man tie? Sidde bag tremmer? Eller tage transporten ud af landet? Det er det dilemma, som mange unge politisk aktive russere befinder sig i. Oppositionen til Vladimir Putin er hårdt presset, og det går ud over de visionære unge, som ønsker at forandre Rusland til det bedre. Nu er dokumentarfilmen The Silent Sun of Russia af Sybilla Tuxen ude, som belyser hvor skidt det står til for fremtidsudsigterne for de unge, som faktisk vil protestbevægelsen. Silent Sun of Russia er en mørk og dystopisk fremlægning af unge russeres skæbne i det moderne Rusland. Vi følger Alika, Alyona og Katya for at se livet for de politisk aktive unge russere, som er kritiske over for systemet. Det ser ikke lyst ud. Filmen følger de unge russeres nødvendige flugt fra et system, der vil putte dem i fængsel for deres kritiske røster. En atmosfærisk og tung film om, hvor håbløst det ser ud for demokratisk forandring i Rusland, og hvilke negative effekter den demokratiske dødsdom har på de visionære unge. Her kommer transskriptionen af paneldebatten fra visningen i Grand Teatret d. 26. marts 2023. Sybilla Tuxen: Instruktør af filmen, som har tilbragt flere år i Rusland for at filme til dette projekt. Ilya: En af persornerne filmen følger. Han kommer fra Sankt Petersborg. Vera Skvirskaja: Antropolog fra Københavns Universitet. Hun har studeret nogle af udvandringsbølgerne fra Rusland. Charlotte Flindt Pedersen: Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun har mange års erfaring med at rejse i Rusland.   Moderator: Så lad os begynde. Jeg vil starte med et kort spørgsmål til hver af jer. Og jeg begynder med dig, Sybilla. Du var allerede i gang med filmen, da Ukraine-krigen pludselig brød ud. Hvordan ændrede det dine planer for filmen? Sybilla: Ja. Da krigen begyndte, havde jeg allerede planlagt en rejse til Rusland. For jeg havde ikke været der under coronapandemien. Så jeg havde faktisk et visum. Og jeg havde lang tid på forhånd bestilt flybilletter til et fly, som lettede tre dage efter krigen startede. De første to dage efter krigen brød ud, var jeg ikke sikker på, at jeg skulle af sted. For faktisk var den lufthavn, jeg skulle til, lukket, men så åbnede den, og jeg besluttede mig for at tage af sted for at filme. For i min mave vidste jeg, at jeg måske ikke ville være i stand til at tage af sted senere og gøre filmen færdig. Men bortset fra det var det en meget mærkelig oplevelse at være i Rusland bagefter og filme. For alt det materiale, jeg tidligere havde optaget, måtte jeg virkelig se på med nye øjne. For det var en helt ny situation. Moderator: Og det vender vi tilbage til. Ilya, jeg vil også spørge dig: Når du ser tilbage på den måde, som Sankt Petersborg ser ud på, sidste gang du så det, hvordan kan du så sammenligne det med den måde, som det så ud på før krigen? Du svarer på russisk. Ilya: Da krigen begyndte, var jeg på hospitalet. Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte til et protestmøde i centrum af byen. Der var mange mennesker, der protesterede i de første dage. Der var en masse panik og følelser, men folk vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. De var lidt rystede. Der var mange mennesker til den første dags demonstration, men den næste dag var der færre mennesker. Derefter var protesterne kun i weekenderne og derefter kun om søndagen. Hele byen var overmalet med hagekors-graffiti. Færre og færre mennesker deltog i protesterne. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stod midt på Nevskij Prospekt [red.: hovedgaden i Sankt Petersborg] i centrum af en storby, og der var ingen, der protesterede mod krigen. Moderator: Det her sætter scenen for, hvad der skete, da protesterne begyndte at svigte. Vi vender tilbage til det senere. Vera, kan du ud fra dine studier kort fortælle, hvad der kendetegnede de mennesker, der efter krigen besluttede sig for at forlade Rusland, særligt de unge mennesker? Vera: Der er en meget klar tendens, at mennesker fra den første bølge af udvandring repræsenterede meget veluddannede middelklassefamilier især familier med små børn. De kunne flytte til steder såsom Istanbul, hvor jeg har lavet min forskning, og de kunne fortsætte med at arbejde for virksomheder i Rusland eller finde en ny beskæftigelse. Den anden bølge var mere forskelligartet og var hovedsageligt repræsenteret af unge mænd, der flyttede væk fra mobiliseringen. Det var de to hovedgrupper. Ifølge mine observationer, og de ting jeg har læst om dem, var det stadig folk fra storbyområder med en vis kapital, så hvis de ikke kunne klare sig i udlandet, kunne de bare tage tilbage. Moderator: Så det var altså en meget specifik gruppe af mennesker, der var blandt de personer, der rent faktisk tog beslutningen om at rejse. Charlotte, du har besøgt Rusland godt nok siden 80'erne. Jeg tror faktisk, at det var en periode med håb for de unge mennesker. Så jeg tænker på, hvordan du har det, når du ser denne film? Det må være en meget anderledes følelse blandt de unge. Charlotte: Ja. Da jeg boede i Moskva i 80'erne, var hver dag en ny dag for de unge mennesker. Lige pludselig var der rockkoncerter, og der var ungdomsbevægelser, hippier og alle mulige andre former for ungdomsbevægelser. I dag kan man se frygten i øjnene igen hos de unge mennesker. Når de bliver spurgt om Putin eller krigen, er der en apati. Selv om der er nogle folk, der tør udtale sig på video, så det er meget trist, fordi man føler, at der er en stærk individualitet, der bliver klemt sammen. Moderator: Og vi vil vende tilbage til disse punkter under diskussionen. Jeg vil bare gerne vende tilbage til dig for nu, Sybilla. Kan du prøve at fortælle os lidt om karaktererne i din film? Du beskriver nogle meget barske skæbner og rørende historier. Der er Katya, Alika, Alyona, Ilya og flere andre. Hvordan møder du dine karakterer? Hvor længe kender du dem? Sybilla: Jeg mødte Alika i 2018 i Vladikavkaz. Jeg mødte hende ret tilfældigt, men jeg kunne lide hende med det samme. Jeg skulle til Vladikavkaz, og jeg lavede bare en lille smule research for at forsøge at møde nogle unge mennesker. Og jeg kunne ikke finde nogen på Facebook, så jeg søgte på Couchsurfing, for der kan man søge efter en by, og jeg fandt denne profil med Alika med hendes navn og et billede. Hun svarede mig ikke, men så fandt jeg hendes profil på VK, som er en russisk Facebook, og så jeg skrev en besked til hende der, og sagde, at jeg var på vej til Vladikavkaz, og om hun ville mødes med mig. Hun svarede mig straks, og vi mødtes i parken om aftenen, og vi gik rundt i et par timer og talte om alt muligt, og så begyndte jeg at filme. Moderator: Er det rimeligt at sige, at du planlagde en anden slags film før krigen brød ud? Sybilla: Jeg planlagde en anden film, ja. Jeg var i Sankt Petersborg mange år tidligere og mødte en masse unge russere, og jeg ville virkelig gerne lave et portræt af disse strålende unge mennesker, som jeg mødte første gang, jeg var der. Moderator: Så måske er det et indlysende svar, men hvorfor var det vigtigt for dig at lave dette ekstra kapitel, da krigen begyndte? Du sagde i dine indledende bemærkninger, at det ændrede alting. Sybilla: Jeg tror, det var svært at afslutte filmen uden dette kapitel, fordi det satte alting i et andet perspektiv. Alle de ting, som jeg faktisk oplevede før, var svært at følge op på, men da krigen kom, viste det virkelig, i hvilken retning alting var på vej hen. Moderator: Ilya, jeg spurgte flere af jer i panelet, hvilke valgmuligheder unge mennesker har i Rusland lige nu, og du sagde bl.a., at de kan vælge mellem tv og internettet. Hvad betyder det? Hvilken slags opdeling er der mellem dem, der følger tv, og dem, der følger internettet? Ilya: Valget er at være eller ikke at være en zombie i det 21. århundrede. Moderator: Hvilken slags opdeling giver det, at nogle mennesker følger det ene og andre det andet? For eksempel i familier, formoder jeg, kan der være begge dele. Ilya: Min familie er faktisk ligeglad med politik eller separatisme, og jeg har kæmpet med min familie hele mit liv. Moderator: Overraskede krigen dig og hvordan din familie reagerede på krigen? Ilya: Tja, krige bliver altid startet af dem, som har magten, men det var et stort chok for mig, at folket ikke stoppede denne krig. Moderator: Føler du, at du også er ansvarlig som ung og som borger i Rusland? Ilya: Selvfølgelig føler jeg mig ansvarlig. Jeg føler smerte. Jeg er vant til at se vold, jeg har set så mange henrettelser, og jeg har set mange børn dø. Hver dag så jeg sådan noget lort. Det er mit liv, men jeg så ikke bomber, jeg så ikke krig. Min søster fødte et barn, og jeg kan ikke møde hendes lille datter. Vores familiesituation er, at min søster har født et barn, men jeg kan ikke besøge hende og holde barnet i mine arme. Men på den anden side bliver folks børn dræbt af bomber, og de folk kan aldrig holde deres børn i armene igen. Moderator: Jeg vil gerne henvende mig til dig, Vera, for jeg ved, at du har studeret dette spørgsmål om skyldfølelse, følelsen af skyldfølelse blandt dem, der forlader landet. Kan du oplyse os lidt om dette? Hvilken slags skyldfølelse kæmper disse mennesker med? Vera: Det er et meget stort spørgsmål, for der er netop denne følelse af ansvar og skyld. Faktisk er det inden for dette miljø af russiske migranter en stor debat om, hvorvidt vi skal føle ansvar, eller om vi skal føle ansvar og skyldfølelse. Og et ret stort antal mennesker, som jeg taler med, siger faktisk: “Nej, vi forlod landet, og vi støttede ikke krigen. Krigen blev ikke startet i vores navn, så der kan ikke være tale om skyld som sådan, men selvfølgelig er vi alle ansvarlige, fordi vi er borgere i det pågældende land.” Så skyldfølelse er en særlig følelse hos de mennesker, der er meget følsomme over for den vold og de forbrydelser, som de russiske tropper har begået i Ukraine, og skyld er også en slags etiket, som folk, der ikke føler den, kan tillægge andre. Så der foregår en hel del diskussioner, debatter og konflikter i dette miljø på baggrund af disse linjer, nemlig om vi skal føle skyld eller blot føle ansvar. Og selvfølgelig er et af de vigtigste argumenter blandt dem, der migrerer, at de ønsker at flytte ud af landet, fordi de ønsker at tjene penge i udlandet, så de ikke betaler skat til finansiering af krigen. Så det er en måde at trække sig fra dette ansvar på ved ikke at sætte penge ind i krigsmaskinen. Moderator: Et spørgsmål mere til dig, Vera. Vi, og også Ilya, talte om generationsspørgsmålet. Du skrev til mig, at der nu er en del forskning om, hvad en længerevarende krig gør ved støtten til krigen. Kan du kort fortælle os, hvad det handler om? Vera: Ja, det var en lidt uventet opdagelse i marken, at nogle af de unge mænd, der flyttede, især den første bølge, men også nogle af dem, der var i fare for at blive mobiliseret, nævnte, at deres forældre i begyndelsen af krigen støttede deres beslutning om at flytte væk. Forældrene støttede handlingen som en slags antikrigsprotest, men jo længere krigen trækker ud, jo mere bliver de påvirket af propagandaen og af idéen om, at hele verden faktisk er imod os som russere. Så en hel del af disse negative ting i forhold til Rusland og også i forhold til russerne, som er blevet forstærket af de russiske medier, har faktisk haft en meget stor indvirkning på den ældre generation. Moderator: Så en lang krig kan faktisk øge støtten til krigen i nogle segmenter af den russiske befolkning? Vera: Ja, præcis. Jeg mener, sanktionerne har naturligvis en indvirkning, men de har en indvirkning på bestemte områder, og for disse mennesker og denne generation af forældre har det ikke nødvendigvis en så vigtig indvirkning. Så jo længere krigen varer, jo mere støtte får den fra de såkaldte dybe masser. Moderator: Charlotte, jeg vil gerne vende mig til dig. Tror du, at Kreml eller den politiske elite er utilfredse med, at disse mennesker flytter ud af Rusland? At unge mennesker rejser væk, eller er de ret tilfredse med det? Charlotte: Jeg tror, at de er tilfredse med det, fordi det er de mennesker, som de er bange for, og til en vis grad kan man sige, at Kreml også fører en krig mod deres egen befolkning. Dette er det første mål i den krig, og derfor er de ganske tilfredse. Selv om det har økonomiske konsekvenser for dem, er det ikke noget, som de tager højde for. Moderator: Vi taler om nogle af de bedste og klogeste. Det er en enorm hjerneflugt. Er de ikke nødt til at tage hensyn til dette som en faktor fra et politisk synspunkt? Charlotte: Jo, ifølge os, i et rationelt land, er de nødt til det. Denne krig handler også om historie, kan man sige. Det er en meget bagudtænkende krig. Det handler om noget, som de mener har stået på i mange år, en uretfærdighed, som fandt sted i fortiden. Så det handler ikke om fremtiden, og det er et eksempel på, at det ikke har noget med fremtiden at gøre, virkelig. Derfor er de glade for, at disse unge potentielle navalnister eller ekstremister faktisk flytter ud af landet. Vera: Jeg vil gerne tilføje, at blandt den anden generation af migranter, disse unge mænd, der er flyttet væk for at undgå mobiliseringen, er en ret stor del af dem, der kaldes digitale nomader. De fortsætter med at arbejde for Rusland. De forlod ikke landet af ideologiske årsager. Det er også vigtigt at forstå, at de bare ikke ønsker at blive mobiliseret og gå i krig. En ret stor del af den ekspertise, som de repræsenterer, er stadig noget, de giver tilbage til Rusland. Så vi kan ikke tale om en total hjerneflugt på dette stadie endnu. Moderator: Ja. Okay. Sybilla, som vi talte om har du arbejdet flere år i Rusland. Du har talt med mange mennesker der. Du beskrev det endda, som jeg læste i et interview, som en slags kærlighedsaffære med Sankt Petersborg, tror jeg, du sagde. Hvordan føles det i dag? Føler du stadig, at du kan tale om sådanne følelser, når vi ser et land, der fører krig mod nabolandet? Sybilla: Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at allerede dengang, da jeg var der første gang, var det menneskerne, jeg mødte, som jeg kunne lide, og som gav mig så meget. Det var aldrig staten eller den politiske struktur. Så jeg tror, at jeg stadig forstår mange af disse unge mennesker. Moderator: Synes du, at det er rimeligt at tale om en hel generation, der er påvirket af krigen, en krigsgeneration nu i Rusland? Sybilla: Jeg tror på nogle punkter, ja, men som Ilya også sagde lige før, så er mange unge mennesker også ligeglade, de læser ikke nyhederne og støtter ikke Putin. Jeg filmede nogle unge mennesker i et mere alternativt miljø og også folk, der læser nyheder på internettet og kender oppositionens nyheder. Så ja, det er én side af historien, og der er en anden. Moderator: Og hvad er stemningen blandt disse mennesker nu? Charlotte nævnte, at denne krig handler om fortiden. Ser disse mennesker på fremtiden? Har de håb? Har de planer? Når du altså ser på de mennesker, du mødte. Sybilla: Alle dem, jeg taler med nu, har ikke mange planer, fordi de ikke ved, om de kan blive der, hvor de er nu uden for Rusland og ingen af dem ønsker at tage tilbage til Rusland. Jeg tror, det er virkelig svært for dem at tænke på, hvad de vil, at have drømme og at tænke på noget om en måned eller to måneder eller et halvt år eller et år. Det er ikke muligt for dem. Moderator: Vera, jeg vil gerne spørge dig og Charlotte om en sidste ting. Vi ved, at der har været flere andre krige, som har haft stor indflydelse på Rusland og også på Sovjetunionen. For eksempel krigen i Afghanistan. Tror du, at denne krig kan få en lignende indvirkning på Rusland, som krigen i Afghanistan havde på Sovjetunionen med hensyn til at give genlyd i samfundet og i generationer? Mange mennesker, som kom tilbage fra Afghanistan, kom tilbage med ar efter krigen. Charlotte: Der var én ting ved krigen i Afghanistan. Jeg mødte en masse afghanske veteraner, da jeg var i Moskva. Sagen var, at de havde Gorbatjov. Derfor havde man muligheden for åbent at kritisere regeringen og åbent sige, at vi ikke får nok støtte, eller åbent spørge, hvorfor vi egentlig er i denne krig. En af de vigtigste chefredaktører for et sovjetisk ungdomsmagasin, Aganyok, var en afghansk veteran, og han talte åbent om disse ting. I dag har man ikke denne ytringsfrihed eller denne mulighed. Så i den forstand vil der naturligvis være ar og sorg og alt muligt. Men her har vi en situation, hvor vi har et Orwell-lignende system. Og derfor er det meget svært at komme med kritik af det, der foregår med hensyn til soldaternes tilbagevenden. Moderator: Men det betyder vel ikke, at retningen ikke vil komme? Vera: Jeg ville tilslutte mig denne pointe, som Charlotte kommer med, for jeg gik i skole i Sovjetunionen, og jeg husker den måde, hvorpå disse unge mænd, søde unge mænd, blev rullet ind i kørestole til vores klasseværelse for at fortælle os om krigen i Afghanistan, og vi var forfærdede, fordi disse unge mænd var bare en lille smule ældre end vi var. De kunne ikke rigtig kritisere krigen, men de støttede den bestemt ikke, og var bestemt ikke positive over for den. Så igen når vi taler om eftervirkninger i dag, er det næppe muligt at forestille sig den samme måde at interagere med en veteran, med en mand, der er blevet sprængt i luften i Ukraine, for eksempel. I den forstand var der mere plads til en mere kritisk diskussion, end vi kan se i dag. Moderator: Jeg ville gerne afslutte denne diskussion med et glimt af håb, men det ser ud til at blive svært. Jeg spurgte  dig, Ilya, om håb, og jeg tror, dit svar var noget i retning af: Fuck håb. Du skrev dengang, at "min generation er blevet voldtaget." Kan du uddybe, hvad mente du med det? Ilya: Jeg håber ikke længere. Fuck håbet. Hvad kan man håbe på? Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på i denne situation. At Putin dør? At krigen stopper? Jeg ved det ikke. Eller at folk vil lære af dette? Jeg ved det ikke. Moderator: Okay, så vil jeg vende mig til dig, Sybilla. Hvad er dit håb for dine karakterer i filmen? Sybilla: Hvis jeg skal tænke på de unge mennesker i filmen, som er imod Putin, håber jeg, at vi på en eller anden måde kan hjælpe dem med at kæmpe imod Putin. At vi i den vestlige verden vil hjælpe de unge mennesker mod Putin. Moderator: Det var de sidste ord fra dette panel. Vi vil nu vise filmen.   Detaljer om filmen: https://cphdox.dk/film/silent-sun-of-russia/...

21:52 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
10 May

10.05.2023 Ikke mange nationer fremkalder i disse dage så voldsomme reaktioner som den russiske. Rusland associeres med rette med Vladimir Putins autokratiske styre, men samtidig er Rusland også meget andet og mere. Men hvad? Historisk set har det noget (u)sammensatte land været rigt på litteratur, filosofi, kunst og politisk kamp. Det har gennemgået en dramatisk ideologisk rejse fra tsarstyre til Sovjetkommunismen til liberalt (pseudo)demokrati til autokratisk krigsregime på knap hundrede år. Den moderne russiske historie har udviklet sig i en vekselvirkning mellem frigørelseskamp og undertrykkelse. Revolution, modstand og opstand er gået hånd i hånd med radikal politisk tænkning og grænseoverskridende kunst og litteratur, men er ofte blevet slået ned, forfulgt eller undertrykt. Kampen for frigørelse og modstand – i nutid såvel som fortid – glemmes ofte i den måde, hvorpå Rusland skildres i dag. I dag har vi europæere, særligt takket være Putin, et anstrengt forhold til Rusland. Putins iværksættelse af den “specielle militære operation” i Ukraine brød officielt et allerede skrøbeligt bånd mellem Europa og Rusland. Det tydeliggøres ikke blot af økonomiske sanktioner og militær assistance til Ukraine, men også ved bandlysningen af russisk kulturhistorie – der ofte ikke har meget med Putins krigsførelse at gøre. Af vesterlændinge beskrives det ‘russiske folk’ over en kam som præmoderne og fuldkommen interpelleret af det russiske regimes krigsmaskine. De bliver opfattet som værende ude af stand til at tage kritisk stilling til Putins diktatoriske tendenser. Muren bygges op lag for lag uden at tage højde for de progressive og modstandsbetonede stemmer og kroppe, som kæmper, og historisk set har kæmpet for et andet Rusland end det, regimet tvinger ned over befolkningen gennem medier, kultur og love. Blandt de russiske journalister, som har formået at undslippe Putins propagandamaskine, er Lev Kadik. Han har arbejdet i eksil for vestlige medier siden krigens begyndelse, og i et interview med Politiken kommer han med et klart budskab: Vesten skal blive bedre til at forstå den gennemsnitlige russer. Når vi i Vesten taler om ‘Rusland’, taler vi i virkeligheden om en løs sammensætning af 190 etniciteter, spredt over enorme landområder med få storbyer, hvor langt størstedelen af befolkningen lever primitive liv. Dertil har den økonomiske ulighed i Rusland buldret i årtier. Mens den rigeste procent af befolkningen sidder på hele 80 procent af landets velstand, ligger gennemsnitslønnen for en russer på omkring 3.500 kr. For langt de fleste russere handler livet om at overleve, og derfor skal Vesten, ifølge Kadik, være bedre til at skelne mellem Rusland og Putin, når vi forholder os til krigen. For der er massive protester både internt og eksternt i Rusland, men samtidig en stærk militant aflivning af alt oprør. Siden Putin kom til magten, har vi hørt om tvivlsomme valgresultater, forfølgelse af politiske dissidenter som Pussy Riot, kritiske journalister, forskere, og ligefrem forsøg på at likvidere politiske modstandere som Aleksej Navalny. Den ‘russiske’ historie bugner af eksempler på politiske, kunstneriske og filosofiske forsøg, ligesom disse på at udøve kritik mod regimet. Det er desperate forsøg på at tage kampen op imod Putin og Vestens monopoliserede historiefortælling om, hvad og hvem ‘Rusland’ er og kan være. Der er behov for også at skildre disse forsøg på modstand, der kæmper for at gøre op med undertrykkelsen og narrativet om ‘Rusland’. I denne temaserie vil Turbulens granske Rusland i et kulturkritisk, idéhistorisk, litteraturhistorisk og kunsthistorisk perspektiv. Vores håb er, at en analyse og diskussion af både moderne russisk kultur og historie kan sætte Rusland i perspektiv. Hvordan kan vi bedre forstå og udfordre Putins version af Rusland? Hvilke nutidige og historiske eksempler findes der på politiske, filosofiske, litterære og kunstneriske modhistorier i Rusland – eller fra eksilens perspektiv? Hvordan ser eller bør Rusland se ud hos oprindelige folk i for eksempel Sibirien eller Tjetjenien? Hos LGBT+-aktivister? Hos russiske klimaaktivister? Hos russiske protestkunstnere? Hos undergrundsforfattere? Følg med på Turbulens’ forståelsesrejse af russiske modhistorier. Er du interesseret i at skrive en artikel, en anmeldelse eller noget helt tredje indenfor temaet? Så skriv til vores mail  info@turbulens.net. Interviewet med Lev Kadnik, som desuden er tilknyttet Politikens internationale redaktion, kan læses her. Foto: Billede af den russiske aktivistiske kunstner Petr Pavlenskys protestværk "Seam", Skt. Petersborg, 2012, hvor han syede sin mund sammen i protest mod fængslingen af Pussy Riot samme år efter deres aktivistiske performance i Kazan-katedralen, Skt. Petersborg. Copyright: Maxim Zmeyev. ...

08:09 / Russiske modhistorier / Seneste artikler