16.03.2018
Der sidder en mand bag et skrivebord. Han er britisk og ophidset. Der er noget vigtigt på færde, lader han os forstå. Ikke bare med ord, men med sin gestik, sit jakkesæt, sin accent og sin placering bag katederet, hvorfra han docerer, indprenter han os vigtigheden og den presserende karakter af det, han taler om. Der er blevet valgt en ny præsident i USA. Den forkerte, kan man forstå – om end det er usikkert, om der nogensinde var en velegnet kandidat på valg. Og denne nye politiske situation kræver vores engagement. Ikke på den måde, som en politisk situation normalt kræver noget af én. ”This is not normal.” Hér er, må vi forstå, ikke tale om en af de situationer, hvor det er den politiske agitator, der fremstiller kravet. Nej. Det er situationen selv. Denne situation kræver vores fulde opmærksomhed på samme måde, som var en vombat pilot på det fly, vi alle sammen sad i.
Den britiske mand er ikke uden humor. Han er, trods alt, John Oliver. Men al humor i verden kan ikke tage fokus fra, hvilken alvor vi befinder os i.
“We are faced with the same question as a guy that woke up the day after a Vegas bachelor party, deep in the desert, naked, tied to a cactus and a dead clown; namely, how the fuck did we get here? And what the fuck do we do now?!” (John Oliver i Last Week Tonight with John Oliver, 13. november 2016)
Hvordan kom vi her til? Og hvad gør vi nu? Det er værd at tænke mere over disse to spørgsmål. Det bliver tydeligt, når vi ser på John Olivers eget svar på det andet spørgsmål: støt en velgørende organisation – gerne fast – og hold en avis – gerne New York Times eller Washington Post.
“We are going to actively standup for one another. And it can’t be just sounding off on the internet, or sharing think pieces or videos like this one that echo around your bubble. I’m talking about actual sacrifice to support people that are now under threat. So if you can afford the time or money [loud cheering and applause] support organizations that are going to need help under the Trump administration. […] And do check the box for recurring donations, if you can, because this is not a short term problem […]. There is one more group that I would seek out to help here — and that is the press. Because, as we’ve seen, Trump is a masterful denier of both reality and responsibility […] So the press is going to face challenges. [… His] attitude of punishing the press is genuinely worrisome now that he is going to be president. So instead of sharing partisan memes you’ve found on Republigoofs.redneck and Democrappy.cuck you need to support actual journalism buy buying subscriptions to outlets like the [New York] Times or the [Washington] Post or your local newspaper or donating to groups like ProPublica — a nonprofit who’s done great investigative journalism.”
Det er ikke mit ærinde at kritisere John Olivers ganske givet velmente og gode handlingsforslag – det er uden tvivl både rigtigt og vigtigt at hjælpe mennesker, der har det svært, og at støtte den frie, uafhængige presse. Alligevel er der noget interessant i kontrasten mellem den indtrængende tone, som Oliver indprenter os den nuværende politiske situations presserende karakter med, og så den vage almenhed i det konkrete handlingsforslag, han kommer med: støt velgørenhed og hold avis. Særligt forholdet til pressen er interessant. Man fristes nemlig til at spørge: når den nyvalgte præsident har erklæret krig mod den etablerede presse ved at ”benægte virkelighed og ansvar”, hvordan skulle det så løse konflikten at holde avis?
Det er sikkert, at en fri og uafhængig presse, med et princip om objektivitet i sin nyhedsdækning, er en af grundstenene i en velfungerende demokratisk offentlighed. Spørgsmålet er blot, om vi med valget af Trump er trådt ind i en æra, hvor det er kontroversielt at fastslå vigtigheden af en fri og uafhængig presse? Jeg tror det ikke. At proklamere, at den etablerede presse er ”fake news”, er også at underforstå, at noget er “real news”. Såkaldte ”alternative facts” er stadig ”facts” – i hvert fald hvis man skal tro Trumps rådgiver Kellyanne Conway.
Det er interessant, at begge parter abonnerer på forestillingen om en sandhed, og om muligt endnu mere interessant, at begge parter tilsvarende anklager modparten for at fornægte den. Skal man tro begge parter, foregår der aktuelt en krig mellem en venstresnoet Lügenpresse, der bedriver anti-amerikansk propaganda ved at sprede ”fake news”, på den ene side, og en crypto-fascistoid lystløgner og megaloman på den anden.
[blockquote text=”Trump er ikke navnet på benægtelsen af virkelighed og ansvar, men navnet på et radikalt andet forhold til disse begreber end hidtil set. Trump giver med andre ord anledning til at tænke videre over, hvordan man som demokratisk offentlighed forholder sig til viden, fakta og sandhed.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Hvis vi vil lære noget af konflikten og fænomenet ”Trump”, tror jeg derfor, at vi gør klogt i at forskyde perspektivet en anelse: Trump er ikke navnet på benægtelsen af virkelighed og ansvar, men navnet på et radikalt andet forhold til disse begreber end hidtil set. Trump giver med andre ord anledning til at tænke videre over, hvordan man som demokratisk offentlighed forholder sig til viden, fakta og sandhed. Hvad går galt, når politiske modstandere ikke længere nøjes med at hævde, at modparten ikke har ret, men også anklager dem for at tale usandt – eller ligefrem for at lyve? Der kan gives en lang række svar på dette spørgsmål, og i det følgende vil jeg forsøge at komme med et filosofisk et af slagsen. Jeg starter med at vende tilbage til et begreb, man støder på igen og igen i de mere højtravende diskussioner i denne sammenhæng, nemlig begrebet oplysning.
Trump, oplysning og modoplysning
I perioden op til, og umiddelbart efter, det amerikanske præsidentvalg i 2016 fandt der en interessant diskussion sted i USA: Var Trump et anti-oplysningsmenneske? Var præsidentvalget kulminationen på en tendens, der markerede en endegyldig afvisning af oplysningens idealer? (1) Eller var Trump derimod forsvareren af den særlige amerikanske oplysningstradition, som den ”common sense conservative” eller ”realist”, han påstår at være? (2)
Uanset svarene på disse spørgsmål, tror jeg, at debatten kan bringe os nærmere en forståelse af, hvorfor Trump på en og samme tid kan klandres for at ”benægte virkelighed og ansvar” og selv slippe afsted med at råbe ”fake news”. Vi må derfor se nærmere på begreberne ’common sense’ og ’oplysning’ og spørge nærmere ind til deres indbyrdes sammenhæng. For spørgsmålet er, om oplysning i virkeligheden er det samme som det, vi normalt kalder almindelig sund fornuft. Det vil senere blive klart, hvorfor jeg mener, at svaret er ja. Først tror jeg dog, at det er vigtigt at forstå, hvorfor dette spørgsmål ikke er så let at besvare, som man umiddelbart skulle tro. Heller ikke set fra oplysningens eget perspektiv.
”Den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant skriver:
“Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er derfor oplysningens valgsprog.” (3)
Oplysning er en proces, en udtræden, i hvilken mennesket bliver intellektuelt myndigt, idet det får modet til at tænke selv.
Umiddelbart forekommer oplysningen at være et individualistisk projekt, der nærmest er det modsatte af ’common sense’. Særligt hvis man forstår det at tænke selv som en udtræden af fællesskabets fastlagte meningshorisont. Hvis jeg tænker selv, lader jeg mig ikke diktere af, hvad der er almindelig sund fornuft, men af det, jeg kommer frem til ved hjælp af min forstand. Tilføjer vi hertil , at vi med udtrykket ’common sense’ ofte henviser til kulturelt bestemt folkevisdom, synes cirklen at være sluttet. Oplysning er det, at jeg tænker selv og ikke lader mig diktere af udefrakommende faktorer, og at jeg forholder mig kritisk til ’common sense’.
[blockquote text=”En forudsætning for oplysningsprojektets succes er, at vi alle sammen principielt set er i stand til at blive oplyst. Det vil sige, at vi er forsynet med vores egen forstand og samtidig er i stand til at betjene os af den.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Hvis man tænker på den måde, går man imidlertid for hurtigt frem. Udtrykket ’common sense’ rummer nemlig langt mere end en henvisning til en almindelig meningshorisont, og er som sådan ikke blot en sans for det, man ukritisk har overtaget fra traditionen. Det bliver tydeligt, hvis vi overvejer den danske ækvivalent, nemlig udtrykket ’almindelig sund fornuft’. Mens dette udtryk ganske givet har nogle af de samme konnotationer som sin engelske modpart, rummer det også en mere normativ dimension. Den almindeligt sunde fornuft kunne stå i modsætning til den usunde fornuft, og påpeger derfor muligheden for en forkert eller ”syg” brug af fornuften. Den sunde fornuft er ganske vist almindelig og i den forstand også fælles for de fleste af os, men den er ikke nødvendigvis allemandseje. I en vis forstand er det netop denne mulighed, Kant henviser til, når han siger, at det, vi udtræder af i oplysningen, er den selvforskyldte umyndighed. Umyndigheden er kun selvforskyldt, hvis man er i besiddelse af det, man kunne kalde almindelig sund fornuft, men ikke benytter sig af den. Både almindeligheden og sundheden af vores kognitive egenskaber er en nødvendig betingelse for oplysning i kantiansk forstand. En forudsætning for oplysningsprojektets succes er derfor, at vi alle sammen principielt set er i stand til at blive oplyst. Det vil sige at vi er forsynet med vores egen forstand og samtidig er i stand til at betjene os af den.
Kant og almindelig sund fornuft
Sammenhængen mellem ’common sense’ og oplysning bliver endnu tydeligere, hvis vi spørger til, hvad det vil sige at betjene sig rigtigt af sin forstand – eller på jævnt dansk: hvad vil det sige, at fornuften er sund?
For Kant er den almindelige sunde fornuft den, der er i stand til at orientere sig i tænkning og ikke farer vild i tanketåger, eller tager fejl af viden og opspind. For at orientere sig har man i almindelighed brug for to ting: et (eksternt) objekt at orientere sig mod, og et (subjektivt) princip at orientere sig efter. Hvis jeg for eksempel, om natten, vil vide, hvor solen står op (4), skal jeg dels kunne finde Nordstjernen på himlen, og derudover have det, Kant kalder ”en følelse af forskel i mit eget subjekt” (5), hvilket i denne sammenhæng vil sige: at kende forskellen på højre og venstre. Betydningen af sådanne subjektive principper bliver kun desto større, når det handler om at orientere sig i tænkningen. I den rene tænkning (logikken) tager man ikke hensyn til objekter fra erfaringen, og den sunde fornuft må derfor i sidste ende forlade sig på de principper, den stiller op for sig selv. Sådanne subjektive principper kalder Kant for ‘maksimer’. Den sunde fornuft er altså sund i modsætning til usund, hvis den følger de maksimer, der gælder for den, og som den giver sig selv. Handler det udelukkende om regler for tænkning – og ikke for eksempel om regler for adfærd – kalder man sådanne maksimer for teoretiske.
Selvom det måske lyder abstrakt, vil læseren blive overrasket over, hvor banale Kants teoretiske maksimer – eller maksimerne for ”den gemene menneskeforstand”, som han kalder dem – lyder. Kant opstiller, i det tredje og sidste af sine kritiske hovedværker, Kritik af dømmekraften, følgende tre teoretiske maksimer (6):
1. at tænke selvstændigt
2. at tænke ud fra alle andres sted
3. altid at tænke i overensstemmelse med sig selv/at tænke konsistent
Den almindelige sunde forstand er altså den, som ikke er styret af andet end de domme, den selv fælder, og altid fælder domme sådan, at de har principiel gyldighed for andre, og ikke modsiger hinanden.
Selvom hver af disse tre er maksimer for en bestemt måde at tænke på, som de fleste af os nok ville kalde ’common sense’, er opgaven i lige så høj grad at forstå dem i deres sammenhæng, hvis man vil forstå, hvad sund fornuft er.
For Kant er det at tænke selvstændigt (og dermed oplysningens projekt som sådan) at befri sig fra at være styret af fordomme. For ham dækker begrebet ’fordom’ imidlertid mere end det, vi forstår ved det i dag. En fordom er ikke bare en uberettiget, negativ dom af eksempelvis sexistisk eller racistisk karakter. For Kant er det en doms ophav, der bestemmer, om det er en fordom ikke dens indhold. Alle domme, som ikke er opstået som følge af en autonom, aktiv brug af forstanden, er fordomme. En fordom er altså ikke andet end den overbevisning, jeg har om noget, før jeg har fældet en dom over det. I den forstand er vi alle fordomsfulde væsener. Vi bombarderes dagligt med en stor mængde information om, hvordan verden hænger sammen, men det er kun en brøkdel af den information, vi rent faktisk forholder os kritisk til. Vi tager dagligt såkaldte eksperters udsagn for pålydende, alene af den grund, at vi går ud fra, at de er autoriteter på et givent område. Selvom der kan være en vis fornuft i at danne sine overbevisninger ud fra ekspertudsagn, burde det også være tydeligt, hvorfor det er nødvendigt at kunne tænke selvstændigt for at kunne tænke i overensstemmelse med sig selv. Hvis jeg altid lader min overbevisning om et givent emne diktere af, hvad andre siger er tilfældet, vil jeg unægteligt ændre mening, som vinden blæser og derfor også komme til at modsige mig selv. I sidste ende er den sunde fornuft den selvstændige og selvberoende.
Pointen er imidlertid ikke, at vi er os selv nok. Den sunde fornuft er ikke den, der lukker af for omverdenen og bare tænker sit. Skal fornuften være sund, må den være almen. Den sunde fornuft er med andre ord altid også almindelig.
[blockquote text=”Den sunde fornuft er ikke den, der lukker af for omverdenen og bare tænker sit. Skal fornuften være sund, må den være almen. Den sunde fornuft er med andre ord altid også almindelig.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Netop derfor holder Kant fast i, at man altid skal tænke ud fra andres sted. Det betyder for eksempel, at jeg altid skal forsvare mine domme over for andre. Indtil en dom kan forsvares, indtil den er retfærdiggjort, må den således betragtes som foreløbig. Den foreløbige dom er i en vis forstand analog til en fordom, men med den væsentlige forskel, at jeg forholder mig til foreløbige domme som noget, hvis gyldighed jeg endnu ikke vil stå på mål for. I modsætning til en fordom, er en foreløbig dom derfor noget, der i første omgang overhovedet fører til selvstændig tænkning. Dens foreløbighed kræver af mig, at jeg kognitivt autonomt tager stilling til, om jeg vil holdes ansvarlig for dens gyldighed.
At lave skiftet fra fordom til foreløbig dom betyder altså, at jeg spørger mig selv, om en dom virkelig skal være min. Jeg spørger mig selv, om jeg vil stå på mål for dens objektive eller almene gyldighed, eller om jeg kun kan give individuelle, subjektive grunde til, at jeg er overbevist om den. For at kunne svare på det – ja, for overhovedet at være i stand til at stille det spørgsmål – er jeg nødt til, ikke bare at tænke selvstændigt, men også at kunne skelne mit eget synspunkt fra alle andres. I den forstand er det at tænke ud fra alle andres sted en forudsætning for at tænke i overensstemmelse med sig selv.
Sammenfattende kan man sige det på denne måde: for at kunne tænke i overensstemmelse med mig selv, skal det ikke blot være mig, der tænker (selvstændigt). Det skal også være mig (selv), der mener det, jeg tænker – altså ikke bare tænker det, men også tænker det som sandt. Først når jeg tænker ud fra et alment standpunkt, kan jeg virkelig tage et synspunkt som mit eget, og først da kan jeg tænke i overensstemmelse med mig selv.
Sensus communis og refleksion
At tænke ud fra et alment standpunkt er en tænkemåde, man normalt kalder refleksion. Refleksionen har som sådan intet med erkendelsen at gøre. Det, at jeg er i stand til at reflektere, siger ikke umiddelbart noget om, hvor ofte jeg har ret eller tager fejl i mine påstande om verden omkring mig. Ligesom det at være reflekteret i daglig tale blot betyder at være i stand til at se en sag fra flere sider, betyder ordet hér mere præcist at være i stand til at abstrahere fra sine egne subjektive, private betingelser og se tingene fra et alment standpunkt. Refleksionen tilbyder altså ikke en særlig erkendelse, men tværtimod en metode, der sikrer, at jeg altid kan begrunde mine domme med henvisning til et standpunkt, som er tilgængeligt for andre. Med andre ord betyder det at se tingene fra et alment standpunkt ikke, at jeg ser ting, jeg ikke kunne se før (selvom dette bestemt er en mulighed). Det gør mig derimod i stand til at vise andre hvad, og hvordan, jeg ser det, jeg ser.
Pointen er, at refleksionen indeholder en idé om noget, man kunne kalde ‘common sense’ i en mere præcis betydning end den ’almindelige sunde fornuft’, jeg hidtil har analyseret, nemlig det Kant kalder ‘sensus communis’:
“Ved sensus communis skal man […] forstå ideen om en sans, der er fælles for alle, det vil sige en bedømmelsesevne, der i sin refleksion (a priori) i tanken forholder sig til alle andres forestillingsmåde, for samtidig at sammenholde sin dom med den samlede menneskefornuft og derved undgå den illusion, som af subjektive privatbetingelser, der let kan holdes for objektive, ville have skadelig indvirkning på dommen.” (7)
‘Sensus communis’ betyder med andre ord, at det standpunkt, vi indtager i refleksionen, ikke alene er af en almen karakter, men at vores evne til at komme frem til dette standpunkt tilmed er fælles. Når jeg reflekterer, tænker jeg altså ikke bare på en måde, der abstraherer fra mit personlige, subjektive perspektiv. I refleksionen ligger også forestillingen om, at alle andre har samme evne til abstraktion, og at alle dermed kan indtage det samme standpunkt som jeg. I refleksionens henvisning til et alment standpunkt ligger altså også forestillingen om en fælles sans (en sensus communis) for dette almene standpunkt. Det er i denne forstand, at oplysning er common sense. Oplysning forudsætter regler for brugen af forstanden, og det kræver at vi er i stand til at tænke selvstændigt og samtidig evner at gøre det ud fra et alment standpunkt. Og det at tænke ud fra et alment standpunkt implicerer, at alle principielt kan indtage dette standpunkt via en fælles sans, en common sense.
[blockquote text=”Et oplyst samfund er et, hvor alle har adgang ikke bare til fakta, men også til information om, hvordan de er blevet til. Et oplyst samfund kræver ikke blot, at den offentlige debat er fokuseret på sandhed og konsistent tænkning, men også at alle parter til enhver tid retfærdiggør deres synspunkter såvel som deres fakta. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Det hele bider nu sig selv i halen, når vi ser, at denne common sense ikke kan være andet end en evne til at reflektere. Ideen om, at alle kan indtage det almene standpunkt, er netop ideen om, at alle kan reflektere.
En sidste teoretisk pointe, der skal med, inden vi vender tilbage til Trump, er derfor denne: refleksion er en operation, i hvilken man bevæger sig mellem det subjektive og det objektive, og spørger hvordan de to forholder sig til hinanden. At oplysning er common sense betyder derfor, at oplysning ikke handler om at samle flest mulige objektive data. Oplysning handler ikke om mængden af information. Oplysningen består derimod i et konstant fokus på, hvordan vi forholder os til den information, vi præsenteres for, som noget, der kun er noget værd, når alle har principielt lige adgang til den. Med andre ord: når den er offentlig. Et oplyst samfund er altså et, hvor alle har adgang ikke bare til fakta, men også til information om, hvordan de er blevet til. Et oplyst samfund kræver ikke blot, at den offentlige debat er fokuseret på sandhed og konsistent tænkning, men også at alle parter til enhver tid retfærdiggør deres synspunkter såvel som deres fakta. Det kræver refleksion, hvilket i denne sammenhæng er evnen til at navigere i det spændingsfyldte forhold mellem det subjektive og det intersubjektive, som altid er på spil i vores forhold til viden. Når vi siger, at noget er viden, siger vi både, at det er principielt tilgængeligt for alle og at det er afhængigt af et vidende subjekt. Hvis der er viden, må der også være en, som ved.
Hvad er problemet og hvad gør vi nu?!
Ud fra dette perspektiv er Trump, og hans angreb på pressen, ikke et problem, fordi det er virkelighedsfornægtende. Men det udgør et problem, for så vidt den frie, uafhængige presse er mediet for offentlig refleksion, og dermed en nødvendig betingelse for et oplyst demokrati, styret af almindelig sund fornuft.
Overvejelserne ovenfor kunne ligefrem lede til den tanke, at det største problem med Trump ikke er, at han benægter virkeligheden, men derimod at han ikke tager ansvar (moralsk eller på anden vis) for den virkelighed, han faktisk promoverer. Problemet med Trump er, at han ikke er konsekvent i sine udtalelser og handlinger. Der mangler så at sige det refleksive niveau, der skelner mellem gyldigheden af private og almene erkendelsesbetingelser. Trump er måske en ”common sense conservative”, men ikke i oplysningens forståelse af ‘common sense’. I Trump-lejren er der derimod et overdrevent fokus på det rent privatsubjektive, og ofte hører man Trump forsvare troværdigheden af sine udsagn med henvisning til sig selv og sine personlige erfaringer. Trump er den bedste, han kender folk, han ved mest… om alting. Pointen er imidlertid, at selv hvis dette var sandt, har vi som offentlighed ingen mulighed for at gå ham efter i sømmene. Det almene standpunkt mangler. Selv hvis Trump og hans fløj tilbyder os en masse ”sense”, er den ikke ”common” – og den fornuft, der ikke er almindelig, er ikke sund.
Af og til mangler dette refleksive niveau dog også hos John Oliver – eller måske snarere hos dem han forsvarer, nemlig den frie, og særligt den liberale, presse. Resultatet er det samme, men så at sige med omvendt fortegn. Et angreb på pressen er ikke at fornægte virkeligheden, lige så lidt som det at fornægte virkeligheden er et angreb på pressen. Pressen er ikke virkeligheden, men i bedste fald formidler af den. Når John Oliver siger, at pressen bliver udfordret fordi Trump benægter virkeligheden, kunne det forstås sådan, at han glemmer, at den viden om virkeligheden, pressen formidler, altid er subjektiv. Selv hvis pressen i sin formidlingsform er principielt tilgængelig for alle, selv hvis den har kilder, data og metode i orden, må man ikke glemme, at kilder og data kræver et fortolkende subjekt for at blive til fakta og viden. Mens Trump glemmer det almene standpunkt, er der en fare for, at John Oliver overser vigtigheden af det erkendende subjekt. Virkeligheden er uinteressant, hvis ikke der findes viden om den, og viden er som sagt kun viden, hvis der er en, som ved. Det ændrer ikke ved pressens centrale og vigtige rolle. Den er et medie for offentlig refleksion. Men dermed fungerer den som et spejl, der spejler virkeligheden – den er ikke virkeligheden selv.
Hvis vi afslutningsvist vender tilbage til John Oliver, bliver filosoffens svar på spørgsmålet om, hvad vi nu skal gøre, i al sin enkelthed: reflektér! For hvis vi skal løse de problemer, vi utvivlsomt står overfor, må vi tænke os grundigt om. Vi må bruge vores almindelige sunde fornuft, og minde os selv om, at fornuften kun er sund, hvis den er almindelig, og kun er almindelig, hvis den er sund. Og at minde os om det er netop refleksionens opgave.
Fodnoter
- Brooks, David (2017). ”The Enlightenment Project”. The New York Times, 28-02-2017. Tilgængelig på https://www.nytimes.com/2017/02/28/opinion/the-enlightenment-project.html, og Applebaum, Anne (2017). “Sweden, immigrants and Trump’s post-Enlightenment world”. The Washington Post, 12-03-2017. Tilgængelig på https://www.washingtonpost.com/opinions/global-opinions/sweden-immigrants-and-trumps-post-enlightenment-world/2017/03/12/97ea9c32-05b1-11e7-b1e9-a05d3c21f7cf_story.html?utm_term=.f12af82a81cc.
- Curry, Robert (2017): “Is Trump an ‘Anti-Enlightenment Man’?”. American Greatness, 08-03-2017. Tilgængelig på https://amgreatness.com/2017/03/08/trump-anti-enlightenment-man/.
- Kant, I (2017 [1783]) i “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?” i Jeppesen, M.H. et al. (Ed.s) Immanuel Kant – Oplysning, Historie, Fremskridt: Historiefilosofiske skrifter, Slagmark, Aarhus.
- Ordet ”orientering” kommer af det latinske ’oriens’, der betyder ’opgåen’ og henviser til det verdenshjørne, hvor solen står op (lat.: ’oriri’, at stå op). Orientering betyder altså bogstaveligt talt ’at finde øst’.
- Kant, I (1786) ”Was heiβt: sich im Denken orientieren?” i Berlinische Monatsschrift. Oktober-Heft 1786. s. 304-330.
- Jf. §40, se Kant, I. (2007 [1793]) Kritik af dømmekraften, Det lille forlag, Frederiksberg, s. 135-138.
- Kant, I. (2007 [1793]) Kritik af dømmekraften, Det lille forlag, Frederiksberg, s. 136 (Oversættelsen stærkt modificeret, LL)// Kritik der Urteilskraft i Gesammelte Schriften, hg. v. der Preußischen [später:Deutschen] Akademie der Wissenschaften, Berlin 1900 ff, bd. 5, s. 293.
Fotos: HBO Nordic