Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Konspirationsteorier og alternative forklaringer
 
Voroshilov, Molotov og Stalin med og uden Nikolai Yezhov

Konspirationsteorier og alternative forklaringer

23.03.2018

Konspirationsteorier kan defineres som antagelsen om, at der bag en bestemt hændelse kan findes en skjult plan eller årsag, som ikke er umiddelbart tilgængelig for alle. Konspirationsteorier problematiserer og undersøger disse sammenhænge og tilbyder et alternativ til de officielle forklaringer. De udpeger samtidig de “rette skyldige” og beretter om det “sande” hændelsesforløb.

Folk, der tror på konspirationsteorier, bliver ofte opfattet som småparanoide galninge eller nutheads, som det er svært at tage seriøst. For helt ærligt, er det ikke lidt for langt ude at tro, at regeringen putter kemikalier i drikkevandet, der gør os lydige, at det var George W. Bush, der selv stod bag  9/11, eller at de afrikanske myndigheder i årevis inficerede befolkningen med HIV som motiv for at kunne slå ned på promiskuøs livsstil?

Inden vi bliver revet med af denne trang til at håne, latterliggøre og afvise konspirationsteorier og alternative forklaringer som noget, vi som moderne og oplyste individer ikke behøver bruge vores tid på, bør vi måske standse op og overveje, hvorfor de appellerer til os. Måske er de faktisk netop udtryk for det oplyste og for demokratiet helt grundlæggende krav om at forholde sig kritisk til alt, hvad vi ser og hører og at have mod til at betjene os af vores egen forstand, selv når det går imod autoriteternes forklaringer og myndighedernes officielle versioner. For gør konspirationsteorien ikke lige præcis det, som vi, som borgere i mediesamfundets informationsstrøm og i fake news-tidsalderen, hele tiden burde, nemlig at fakta-tjekke, ikke altid tage den officielle forklaring for gode varer, samt at kontrollere, hvor oplysningerne stammer fra?

Jeg vil hævde, at det er blevet tid til at tage konspirationsteorien alvorligt og lytte til, hvad den siger til os, og hvad den siger om os og vores samfund. Vi må imidlertid lytte på en anden måde, end den gerne vil have os til at lytte på. Konspirationsteorien vil have os til at tage stilling til sandt eller falsk – i dens favør vel at mærke. Men spørgsmålet om sandt eller falsk er faktisk forholdsvis uinteressant og i virkeligheden det mindst vigtige, når vi beskæftiger os med konspirationsteorier. Derimod er det ikke helt irrelevant at undersøge den glidning der sker, når teorierne bevæger sig fra at være kritiske undersøgelser af formodet magtmisbrug til en generel mistænkeliggørelse af alle data, og i den forbindelse at diskutere, hvorvidt dette er problematisk og udgør en potentiel trussel mod demokratiet.

Konspirationsteoriens forklarings- og udsigelseskraft

Da jeg gik i Folkeskolen var der især én sektion på skolebiblioteket, der fik min opmærksomhed. På hylden under de bøger, der typisk hed noget med Monstre, mumier og mutationer eller Telepati og livet efter døden faldt jeg over bøger som Verdens 10 største konspirationsteorier, Hvad du ikke vidste om Kennedy-mordet og muligvis et par flere, hvis titler jeg ikke længere husker. De tiltrak mig. Hvor bøgerne om monstrene og mumierne i stigende grad forekom mig at være lidt ude på et overdrev, var der noget ved bøgerne på hylden under, der appellerede til mit magtkritiske og wanna-be-rebelske teenage-jeg. Hvad nu, hvis alle de sandheder, vi går og tror på, alle de forklaringer, vi har fået om, hvordan tingene hænger sammen, i virkeligheden var myndighedernes cover up og forsøg på at føre os bag lyset? Hvad nu, hvis der bag alle de officielle forklaringer, fandtes en udlægning, der hvilede på yderligere beviser, ja var mere sand?

De alternative forklaringer er fascinerende, fordi de tilbyder et kig ind i en anden virkelighed, hvor såkaldte fakta, som normalvis ikke bliver problematiseret, pludselig ikke længere bliver taget for givet. Desuden er konspirationsteoriens forklaringskraft kæmpestor, fordi den tilbyder en behagelig forsikring om, at ting ikke bare sker tilfældigt, og at der altid er nogen, der står bag – og som kan udpeges som de skyldige. Det er et rart fix i en verden truet af kaos, uforudsigelighed og uretfærdighed. Leder vi længe nok efter beviserne, vil de dukke op.

De alternative forklaringer er fascinerende, fordi de tilbyder et kig ind i en anden virkelighed, hvor såkaldte fakta, som normalvis ikke bliver problematiseret, pludselig ikke længere bliver taget for givet.

 

Hvad jeg i mindre grad var klar over dengang var, at selve begrebet ’konspirationsteori’ eller ’konspirationsteoretiker’ tilmed har en enorm udsigelseskraft. Hvor det for nogle er synonymt med kritisk tænkning, og konspirationsteoretikeren opfattes som en helt, er det for andre synonymt med paranoia og det rene galimatias. Der står i dag en kamp om begrebet. Ordet konspirationsteoretiker er – i øvrigt ikke helt ulig begrebet ‘fake news’ – i den offentlige diskurs blevet et skældsord, som man hæfter på sin politiske modstander, hvis man vi lukke munden på ham eller hende (”You are fake news!”). Samtidig anklager fortalere for såkaldte alternative forklaringer mainstream-samfundet for at bruge betegnelsen konspirationsteoretiker netop som et nedsættende skældsord, man hæfter på kritiske tænkere for at lukke munden på dem.

I 2017 så et nyt magasin, Konspiration, dagens lys på det danske bladmarked. Chefredaktør Josef Hanji satte i sin leder præcist ovenstående på spidsen, idet han under overskriften ”Starten på en erkendelsesrejse…” hævdede, at:

”Mange af de sider af historien du møder i dette blad, vil du muligvis ikke have stiftet bekendtskab med før, da de i stor udstrækning er blevet ignoreret og/eller hånet, fordi emnerne er placeret uden for de magtbestemte samfundsdiskurser – de er blevet behæftet med paraplybegrebet konspirationsteori, som forhindrer mange i at kunne foretage deres egen individuelle objektive vurdering af den fremlagte bevisbyrde.” (Hanji 2017: 3)

Hanji caster her læseren som helten, der har modet til at betjene sig af sin egen forstand og tør sætte sig op imod ”de magtbestemte samfundsdiskurser” – hvad de end måtte bestå i. Det er ifølge Hanji en udsat position, som ikke blot er i opposition til mainstream-samfundet, men som en martyr må finde sig i at blive hånet for sin overbevisning. Dermed trækker han på en lang populærkulturel, primært amerikansk, tradition, hvor konspirationsteoretikeren ses i rollen som den lidt nørdede helt, ham – for det er ofte en ham – der ligesom whistlebloweren tør rejse sig op imod autoriteterne og afsløre myndighederne eller magtfulde instansters bedrag. Tænk blot på Jack Nicholsons legendariske figur, den alkoholiserede, men sympatiske unge advokat Hanson, i filmen Easyrider, Scully og især Mulder i X-files, som utrætteligt opstiller hypoteser om forbindelserne mellem tilsyneladende uforklarlige hændelser, eller sæson to af Netflix-serien Stranger Things, hvor det unge forelskede par bliver fanget ind af den konspirationsteoretiske eneboer, som indvier dem i det komplot, der truer lillebyen Hawkins. Der er godt dramatisk stof i fortællingen om fjender, der i ledtog med staters hemmelige tjenester eller skjulte magtcentre konspirerer og truer os, og det fungerer bedst, når vi kan identificere os med helten, det vil sige konspirationsteoretikeren. Det ved filmskabere, det vidste forfatterne til de bøger, jeg læste som teenager, og det har Josef Hanji også fanget.

Konspirationer og konspirationsteorier 

Det er ikke uden grund, at man kan føle sig forvirret. For hvad er en konspirationsteori egentlig, og hvordan skal vi forholde os til de konspirationsteorier, der florerer i dag? Ifølge artiklens indledende definition på en konspirationsteori er det en antagelse, altså netop en teori om, hvordan nogen i det skjulte konspirerer om og planlægger et forløb, som holdes skjult for offentligheden. En konspiration derimod er noget andet. Konspiration betyder sammensværgelse og er en hemmelig aftale mellem nogle parter. Og den findes, hele tiden, idet den er en del af det politiske spil. Konspirationer forstået som en sammensværgelse eller en hemmelig aftale mellem nogle parter kan også sagtens vise sig at have noget på sig; tænk blot på Mordet i Finderup lade, Watergate-skandalen eller mordet i 1914 på den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand, der udløste Første Verdenskrig, og som blev arrangeret i al hemmelighed af officerer i den serbiske hær. Der er med andre ord forskel på en konspirationsteori og konspirationer. Jeg vil på baggrund af Mikkel Thorups analyse af konspirationsteoriers magtkritiske potentiale argumentere for, at denne skelnen er helt afgørende, hvis vi skal forstå kernen i det, der udgør konspirationsteoriernes rolle og funktion (Thorup 2014: 158).

Det betyder nemlig, at vi ikke kan anvende konspirationsteorier som kilder til at afdække begivenheder, for eksempel til at finde ud af, hvad der rent faktuelt foregik den 11. september 2011, fordi konspirationsteorier ikke beviser, hvordan noget er foregået, sådan som de postulerer, men derimod er en særlig type fortællinger om, hvorfor noget holdes skjult. Til gengæld er konspirationsteorierne om 9/11 fantastiske kilder (blandt flere andre) til at belyse, hvordan samtiden og eftertiden har reageret på den voldsomme begivenhed, der fandt sted (Poulsen & Petersen 2015: 47). Konspirationsteorierne siger således noget om den dybe mistillid til magthaverne og systemet, som nok i årevis havde ulmet i det amerikanske samfund, men som med teorierne om en såkaldt false flag-operation, det vil sige at det var den amerikanske regering selv, der i det skjulte havde planlagt og gennemført angrebet, fik en voldsom opblomstring. Konspirationer skal derfor afdækkes gennem noget andet end konspirationsteorier. Når konspirationsteorien først tager over som forklaringsform, er det nemlig dens logik, der gælder, og den siger, at intet sker tilfældigt, at alt hænger sammen, og at de rette skyldige kan findes og udpeges, dersom vi leder længe nok. Og dette er lige så problematisk som at hævde, at konspirationer aldrig finder sted.

Når konspirationsteorien først tager over som forklaringsform, er det dens logik, der gælder, og den siger, at intet sker tilfældigt, at alt hænger sammen og at de rette skyldige kan findes og udpeges, dersom vi leder længe nok.

 

Ligesom det er væsentligt at skelne mellem konspirationer og konspirationsteorier, er der også ræson i at skelne mellem forskellige typer af konspirationsteorier. At Hillary Clinton i virkeligheden er et reptil, at Michelle Obama i virkeligheden er en mand og deres børn skuespillere er teorier med en vis underholdningsværdi og tilsvarende minimal samfundsmæssig betydning. Derimod havde Donald Trumps beskyldninger i valgkampen i 2016 om, at Hillary havde tilknytning til en formodet pædofiliring, den såkaldte #pizzagate-konspirationsteori om seksuelt misbrug af børn i en kælder i New York, forholdsvis stor effekt, idet den blev en del af et intrigant spil om magten. Den konkrete teori blev hurtigt tilbagevist, men gjorde sin virkning i valgkampen som en del af Donald Trumps strategi med at diskreditere sine politiske modstandere. Derfor er det også en konspirationsteori, som er svær at tilbagevise én gang for alle, for selvom Hillary blev renset for anklagerne, og de fleste vælgere trods alt ikke hoppede på den, så vil mange, primært republikanske vælgere, blot se den som et endnu et, måske lidt overdrevet, men alligevel plausibelt eksempel på, at magten, i dette tilfælde Hillary, altid allerede er konspirativ og skjuler sandheden.

Konspirationsteorier som historiefortælling og historiemanipulation

Konspirationsteorier er en særlig måde at fortælle og bruge historie på. Konspirationsteorier er storforbrugere af historien og bruger, fortolker og forhandler historien med et bestemt formål og sigte, nemlig at tilbyde en alternativ fortolkning end den officielt, og af myndighederne, sanktionerede. Det kan undertiden være ”tabernes historie”, idet den beskæftiger sig med den del af fortiden, som ikke står i historiebøgerne, men som en bestemt gruppe, der deler en oplevelse af at være blevet kørt over af myndighederne, magten, kapitalen og så videre har behov for at fremstille (Vollmond & Hansen 2014: 22) Det kan dels være for at søge retfærdighed, men også for at påvirke samtiden og fremtidens syn på bestemte begivenheder. Ofte går konspirationsteorien et skridt videre og sætter et konkret ansigt på de(n) skyldige og udpeger derved en syndebuk, som kan stilles til regnskab, hvorved den kan skabe en forholdsvis simpel forklaring på komplekse samfundsmæssige problemer og historiske udviklinger.

Konspirationsteorier er en særlig måde at fortælle og bruge historie på. Konspirationsteorier er storforbrugere af historien og bruger, fortolker og forhandler historien med et bestemt formål og sigte, nemlig at tilbyde en alternativ fortolkning end den officielt, og af myndighederne, sanktionerede.

 

Men konspirationsteorier er ikke kun en stærk modmagtsdiskurs. Det, der gør dem så komplekse er, at de lige så ofte optræder som led i en magtstrategi om enten at tilrane sig magten eller bevare den. Den sidste form kender vi fra utallige totalitære regimer, som i sidste ende kun kan opretholde deres magt ved at iscenesætte en verdensomspændende konspirationistisk fortælling om fjendens allestedsnærværelse – og nødvendigheden af dennes udslettelse, konkret fysisk såvel som fra historiefortællingen.

Historiemanipulation er tæt beslægtet med konspirationsteorier, og det henviser til forsøg på at ændre opfattelsen af, hvad der er foregået i fortiden i forhold til de gængse og accepterede fortællinger. Det kan ske som led i udbredelsen af en bestemt ideologi med det formål at ramme, nedgøre eller ligefrem skabe fjendebilleder, der rammer en bestemt befolkningsgruppe, person eller minoritet, der lægges for had (Vollmond og Hansen, 2014: 76-77). Klassiske eksempler på historiemanipulation er Dolkestødslegenden, hvormed højrefløjen i den tyske Weimarrepublik i mellemkrigsårene forsøgte at placere skylden for nederlaget i Første Verdenskrig hos socialdemokraterne og jøderne (Brockhoff 2010: 91). Et andet er Zions Vises Protokoller, der var et falsk mødereferat fra et påstået hemmeligt møde mellem højtstående jøder, der efter sigende skulle konspirere om at overtage verdensherredømmet. Referatet var skabt af den russiske zars hemmelige politi med det formål at miskreditere jøderne (Brunbech & Peters 2018).

Der findes en række eksempler på fotomanipulation i Sovjet under Stalin. På originalversionen i det øverste af de to nedenstående fotos ses tydeligt Nikolai Ivanovich Yezhov, der var højtstående officer i det hemmelige politi, til højre for Stalin. På det andet er han redigeret ud af billedet i et forsøg på at slette alle sporene af hans eksistens. Selvom han som politiagent stod bag adskillige arrestationer og henrettelser under de store udrensninger i kommunistpartiet i 1930’erne, røg han selv i unåde hos Stalin. Han blev fængslet og henrettet i 1940.

Voroshilov, Molotov og Stalin med Nikolai Yezhov

Kilde: Wikimedia Commons

 

Voroshilov, Molotov og Stalin uden Nikolai Yezhov

Kilde: Wikimedia Commons

 

Konspirationsteoriens forhold til videnskab og religion

Hvordan kan man så afklare, om noget er en konspirationsteori? Et væsentligt kendetegn for konspirationsteorier er, at de ligner videnskab og påstår, at de er videnskab, idet de hævder at udgøre den sande forklaring. Men de er ikke videnskab. En konspirationsteori er nemlig typisk ikke en teori, der kan testes, og derfor kan den hverken be- eller afkræftes. Netop falsifikationskravet har siden videnskabsfilosoffen Karl Popper fremsatte sin teori om, at videnskabelige teorier skulle kunne modsiges af empiriske iagttagelser, været anerkendt som et væsenskendetegn ved videnskabelige teorier (Popper 1963). En konspirationsteori kan netop ikke modbevises inden for sin egen logik. For konspirationsteoretikeren vil altid kunne producere flere argumenter for, hvorfor teorien er sand, og manglen på beviser eller spor, som kunne tjene som argument for, at teorien er tvivlsom, fungerer for konspirationsteoretikeren blot som endnu et bevis på, at nogen manipulerer med sandheden og bevidst skjuler data (Spilde 2012). Det at prøve at tilbagevise en konspirationsteori eller overbevise konspirationsteoretikeren om, at hans eller hendes teori ikke er sand, svarer således til at prøve at overbevise den stærkt religiøse om, at Gud ikke findes, at hendes religion er latterlig, og at det religiøse fællesskab hun tilhører er baseret på en løgn. Den religiøse vil altid kunne finde beviser for Guds eksistens, fordi han tror. Således også konspirationsteoretikeren, som er overbevist om, at alle data og alle tegn viser hen til sandheden om, hvordan begivenhederne i virkeligheden hænger sammen. Brugen af konspirationsteorier som forklaring på skelsættende begivenheder har således mere til fælles med religiøse forklaringsmodeller, hvor naturfænomener og begivenheder forklares ved højere væseners indgriben, end med videnskabelige forklaringer, der kan testes og be- eller afkræftes af et fagfællesskab (Andersen 2007: 85).

Konspirationsteorier opfylder formentlig et stærkt menneskeligt behov for at skabe sammenhæng i begivenheder eller forhold, der synes uforklarlige, og som vi har svært ved at acceptere bare sker som følge af tilfældigheder eller ubetydelige årsager. Et efterhånden klassisk eksempel er mordet på Kennedy i 1963, som rystede USA, og som er blevet udnævnt til det 20. århundredes største mordgåde (Hoffmann 2013). Antallet af konspirationsteorier om mordet er svimlende, men fælles for stort set dem alle er, at de ikke accepterer forklaringen om, at Lee Harvey Oswald, en ubetydelig lone nut, kunne stå bag mordet. Det måtte være større kræfter: mafiaen, CIA eller militæret, der stod bag (Knight 2000: 78). Ved at blive flettet ind i en større konspirativ og magtfuld sammenhæng får mordet således en forklaring, der proportionelt svarer til dets enorme historiske betydning. Ligesom den stærkt religiøse tror konspirationsteoretikeren på, at der er magtfulde kræfter, der opererer bag, under og hinsides overfladen. At tro på konspirationsteorier er således, som vi allerede har været inde på, ofte ensbetydende med at blive medlem af en særlig gruppe af indviede, som besidder en særlig viden og som ser sig selv i opposition til mainstream-samfundets forståelse af begivenhederne.

Når viljen til at kende sandheden kammer over

Når vi betragter konspirationsteorier som en samlebetegnelse for alternative forklaringer eller teorier om, hvordan nogen i det skjulte manipulerer med sandheden med det formål at skjule noget for offentligheden og i sidste ende ændre på den offentlige opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen, er det efterhånden tydeligt, at de ikke længere er marginaliserede, men efterhånden selv er blevet kulturelt mainstream. I mange år har vi kunnet konsummere bøger, film, tv-serier og blade om diverse konspirationsteorier og alternative forklaringer. Teorierne flyder rundt på nettet, ja vi kan endda selv via nettets sociale kredsløb producere, viderefortolke og udbrede eksisterende eller nye teorier. Samtidig er de blevet en del af den politiske spin og udnyttes som et effektivt redskab til at ramme en politisk modstander, hvad enten modstanderen kan hænges ud som en ondsindet konspiratorisk bagmand eller det modsatte: at blive anklaget for at være konspirationsteoretiker.

Så hvad stiller vi egentlig op med konspirationsteorier – og udgør de overhovedet en trussel mod demokratiet? Ideen om at afsløre magtmisbrug og at forholde sig kritisk til magten, og om nødvendigt at afsløre magten, er et grundlæggende element i en ideel forestilling om demokratiet, som bygger på et ideal om gennemsigtighed (Thorup 2014: 162). Men ligesom i propaganda og politisk agitation handler det i mange konspirationsteorier om at manipulere, skabe et modbillede og få folk overbevist om rigtigheden af myndighedernes svigt. Derfor anvendes der en række narrative og retoriske virkemidler, og under tiden endda direkte forfalskninger, sådan som vi netop kender det fra propaganda eller decideret historiemanipulation. Paradoksalt nok kommer konspirationsteoriens strategi derved netop til at ligne det svigt, som den anklager magten for at gøre.

I konspirationsteorierne er den kritiske sans, som også er nødvendig for demokratiet, slået over i en mistanke om alt, og der foretages en kritisk afvisning af ethvert synspunkt eller argument, som strider imod det verdensbillede, som konspirationsteoretikeren har opbygget.

 

Konspirationsteorier er samtale- og argumentresistente. Dersom man ser den fælles samtale som det bærende i demokratiet, så er det selvsagt problematisk, når konspirationsteoretikeren argumenterer under henvisning til, at “systemet” står bag og i samme åndedræt insinuerer, at den samtalepartner, der ikke nødvendigvis er enig i teoriens udlægning og måske endda forsøger at falsificere den, blot er en del af selvsamme “system”. Kritisk tænkning, og retten til at tvivle på myndigheder og autoriteters udsagn, fremhæves ofte som noget godt og er ensbetydende med at være åben over for nye ideer og andre teorier. Men når viljen til at kende sandheden kammer over i en paranoid afvisning af enhver kendsgerning, bør vi med Lea Korsgaard (2017: 50) insistere på: ”at der ingen grund er til at betvivle alle udsagn. At nogle fortjener vores respekt. At nogle […] fortjener vores tillid.” I konspirationsteorierne er den kritiske sans, som også er nødvendig for demokratiet, slået over i en mistanke om alt, og der foretages en kritisk afvisning af ethvert synspunkt eller argument, som strider imod det verdensbillede, som konspirationsteoretikeren har opbygget. Når selve troen på konspirationer, det vil sige troen på, at magten som sådan er bedragerisk, og at konspirationsteorien er den eneste vej til at kritisere magten, er der grund til at være på vagt. Hvor forjættende og underholdende fortællingen om fjenden, der i ledtog med staternes hemmelige tjenester eller skjulte magtcentre, end kan være, så er det centralt at stoppe op og stille nogle af den type spørgsmål, som indeværende artikel har kredset om: Hvorfor er teorien opstået? Hvorfor appellerer den til bestemte mennesker? Hvilke retoriske greb anvender den i sit forsøg på at overbevise os om sin rigtighed? Og endelig: Hvilket formål tjener den? Er formålet underholdning – så dyk ned i den, lad dig opsluge, men tænk måske samtidig over, hvorfor du lader dig opsluge og fascinere.

Referencer

Andersen, Dan H. (2007): “Religion og konspirationsteorier.” Kvan 79, s. 84-94.

Brockhoff, Maria (2010): “Konflikter og konspirationer”, Kritik, nr. 197, s. 90-98.

Brunbech, Peter og Peters, Rikke (2018): “Historiemisbrug – giver det mening? En diskussionsartikel”, Radar – Historiedidaktisk Tidsskrift. 

Hanji, Josef (2017): “Starten på en erkendelsesrejse”, Konspiration nr. 1, Januar-april, s. 3.

Hoffmann, Thomas (2013): “Mordet på Kennedy. Det 20. århundredes største mordgåde,” Videnskab.dk, 19. november, 2013.

Knight, Peter (2000): Conspiracy Culture. From Kennedy to The X-Files, London: Routledge.

Korsgaard, Lea (2017): Den der råber lyver. Mediebrugerens manual til løgnens tidslader, København: Zetland.

Popper, Karl (1963): Conjectures and Refutations. The Growth of Scientific Knowledge, London: Routledge.

Poulsen, Jens Aage & Petersen, Nikolaj (red), (2015): Forenklede Fælles Mål i historie – en håndsrækning, Jelling: HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvformidling.

Spilde, Ingrid (2012): “Hvem tror på konspirationsteorier”, Videnskab.dk, 9. maj, 2012.

Thorup, Mikkel (2014): “”Sandheden vil sætte os fri” – konspirationsteori som demokratisk praksis”, Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie, nr. 69, s. 157-171.

Vollmond, Christian & Hansen, Mads Aamand (2014): Hvem stod bag? Konspirationsteorier, skjulte magter og alternative forklaringer, Frederiksberg: Frydenlund.