1.1.2006
Oversat af Rasmus Simonsen & Marjanne Kurth
Fatos Üstek er kunstkritiker og kurator. Hun bidrager ofte til kunstmagasiner og kunstkataloger, der behandler temaer inden for fotografi, film og samtidskunst. Derudover kuraterer hun events og udstillinger i Istanbul.
Kunst i lokal og global sammenhæng
Behovet for at definere og vurdere i konkrete termer har været et både nødvendigt og tilstrækkeligt aspekt af sprog og kultur. Jeg vil begynde dette essay med at fokusere på spørgsmålet om hvor tyrkisk kunst befinder sig i dag, og endvidere hvordan den artikulerer sig. Er der et rent faktisk behov for stærke, fastlagte definitioner, eller er det snarere givtigt at bruge velkendt terminologi for at forstå den specifikke kontekst? På hvilke måder er store udstillinger med til at skabe indtryk af og meninger om lokal kunst? Hvordan påvirker dette det lokale kunstmiljø?
Den valgte titel på dette essay indeholder adskillige spørgsmål udover det umiddelbare, navnlig hvordan tyrkisk kunst bør vurderes i en global sammenhæng, samt hvad der kendetegner den. Er det muligt at skitsere et specifikt regionalt eller geografisk defineret kunstmiljø, og hvis dette skulle være tilfældet, på hvilken måde bør man bære sig ad? Desuden, i det man snakker om tendenser i forbindelse med store udstillinger, er det vigtigt at holde sig for øje, at de kunstnere som vælges til at deltage i udstillingen bliver betydeligt mere “mainstream” end dem, der ikke får tilbudt samme mulighed.
Stort anlagte udstillinger har en kraftig indvirkning på et særegent lokalt miljø og de værker, som udarbejdes her. Tyrkiet er i denne forbindelse bestemt ingen undtagelse. Det giver derfor mening at undersøge det fokus, der er på Tyrkiet og den lokale kunstscene i et forsøg på at udforske det ukendte.
Opbrud og kontinuitet
Europa har efter Berlin-murens fald ikke formået at orientere sig i verden. Således har Skandinavien og Balkan været de mest interessante områder at researche og evaluere. Tyrkiet, set som et geografisk specifikt territorium, der har været vidne til utallige katastrofer og sociale konflikter, er på samme vis blevet genstand for refleksion i mange kunstværker. Som konsekvens af et forfærdeligt statsstyre var det i Tyrkiet vanskeligt blot at eksistere, og ens livsbetingelser var konstant i fare. På dette grundlag kunne kunst ikke forblive uberørt. Sålunde opstod der en særlig dynamik mellem opbrud og kontinuitet. Tyrkiet opnåede en mere prominent plads på det kulturelle verdenskort og legitimerede sig selv på anderledes vis. Landets dynamik, dets kulturelle hovedpersoners udholdenhed og den historiske baggrund, som disse tog sig ud i den yngste generations værker, har haft en betydelig effekt. Kunstnerne, som vil blive omtalt, deler alle en taknemmelighed over de egenskaber, der ofte underordnes i forhold til en underliggende fortælling igennem forskellige metoder og fremgangsmåder.
Kunst som kritisk virkemiddel
Ahmet Öğüt, en af de indflydelsesrige unge kunstnere, bidrager med en specifik, lokal bestemt forskellighed, som lader til at indfinde sig i et særligt tids- og stedsforhold. Öğüts kunstfremstilling, og dens kendetegnende subjektivisme, er fast forankret som konsekvens af mediernes betydningsfulde evne til at konstruere og manipulere virkeligheden. Han gør således brug af billeder af begivenheder, der findes i den daglige nyhedsstrøm, som denne tager sig ud i eksempelvis aviser og fjernsyn, og indkapsler disse i en helt igennem forskellig ramme. I hans værk med titlen, Malebogen, der er blevet til i samarbejde med Şener Özmen, er visuelle repræsentationer af de hændelser, som udspiller sig i den østlige del af Tyrkiet, blevet udvalgt og gengivet i skikkelse af en malebog. Billederne, som de er repræsenteret i malebogen, henvender sig til publikum på en sådan måde, at de først bliver pålagt at være vidne til udtrykkene og samtidigt bliver de bedt om at stille spørgsmålstegn til værkets underliggende position og manipulation.
Ahmet Öğüt, Book of the Lost World, 2005, Three dimensional image book, Courtesy of the artist
Öğüts seneste værk, Den tabte verdens bog er efterfølgeren til malebogen og den har form som en tredimensionel eventyrbog. På siderne i dette værk bliver lagene af den kollektive erindring og dens udtryk fremvist i simple tegninger, alt imens fokus er fastlagt på diversiteten af dens forsæt, hvilket synes at markere en helt særlig fortælling. De illustrerede fortællinger er bragt frem i Öğüts værker på varierende vis via mellemformer, der typisk bruges med et markant anderledes sigte. Öğüts værker fungerer ikke blot som en dokumentation af en specifik geografi og historie, men udviser desuden en kritisk holdning til de faktiske omstændigheder: Det patriarkalske samfunds virkelighed, der opererer som et yderst “ikke-anonymt” samfund. Et samfund, der er baseret på tillagt subjektiv, personlig deltagelse i historiske processer. Således afdækker Öğüts kunst ikke kun nogle specifikke, lokale fænomener og fantasmer, men man kan tydeligt genkende tegn fra de nuværende globale veje, som civilisationen bevæger sig ad, i hans billedsprog.
Kunstscenens gennembrud
Med 1980’ernes nyliberale økonomipolitik blev den lokale konceptkunsts stadfæstelse sat i tæt sammenhæng med det sideløbende gennembrud for den moderne kunstscene, der koncentrerede sig om nye sociale konflikter. Kunstens drejning mod mere følsomme samfundstemaer og deres placering i mediebilledet gjorde at den bevægede sig mere og mere i retning mod et nyt kulturelt hegemoni
En sådanne ny økonomisk situations markante forandringer var med til at skabe en spænding, hvor alle muligheder pludselig stod åbne. Sammensmeltningen af historiens konflikter bekræftede blot anarkiet i modsætningsforhold til al autoritet og belyste dermed klare paralleller mellem det totalitære magtsystem og modernismens repræsentative modeller.
Et begreb om en ’andethed’
Enric Seyman, hvis værker spænder over adskillelige medier, men især i maleriet ’forhører’ han en bred vifte af fænomener hvorigennem en stærk kritik afspejles i de pågældende aspekter. Han behandler og opsøger emner som seksualitet, barndom, familie og det grænseområde, der ligger i det hemmelighedsfulde forhold mellem personen og samfundet og ikke mindst den ødelæggende lovgivnings maskineri. Værket, Symbiosis, gengiver to separate selvportrætter, hvor kranierne er forbundet med en klæbrig organisk substans, som en repræsentation af en interaktion mellem to eller flere sammenstødende, men alligevel adskilte organismer. Maleriet og ikke mindst titlens antydning ikke bare reproducerer optagelsen af selvet, men markerer det brud, der åbner op for individets såkaldte udelelige enhed. På den ene side anvender og lokaliserer Seymen sig selv i sin produktion; på den anden side antyder han en tænkning, der er baseret på kontekst og derigennem på et begreb om en ’andethed’ og dens teknikker. Dikotomierne afsløres og undersøges i en rammende kontekstualisering.
De moralske værdiers globale og lokale opløsning (på den ene side) og mediernes afgørende betydning i konstruktionen og manipulationen af virkeligheden på den anden side har udviklet sig samtidigt, således at kunstproduktionen og dens åbenlyse subjektivisme er blevet forankret i det autentiske og i kunstens fundamentale karakteristika.
Erinç Seymen, Symbiosis, 2002.Oil on Canvas 48 x 144 cm, In courtesy of Galerist
I takt med de store fortællinger og ideologiernes ’død’, med tabet af meningsfulde sociale perspektiver og med den umulighed at tænke verden som en samlet enhed, fulgte en enorm koncentration af fragmenterede identiteter. På samme måde blev internationaliseringen og de mange nye meninger indhyllet i utallige ”små historiceringer”.
Sefer Memişoğlu. Untitled, 2005.Video, 6 min. Courtesy of the artist
Nye forklaringsmodeller
Sefer Memisoglu behandler netop disse begreber og tanker i visuelle repræsentationer af hverdagsfænomener og aktiviteter, som dermed skaber deres egen logik, poesi og begivenhedsforløb. Hans videoværk, Untitled, er bygget op omkring velkendte objekter, hvor abstrakte visualiseringer manipuleres og vises i closeups og samtidig forbliver fuldstændig genkendelige. Ikke blot konstruktionen, men det bagvedliggende genkendelige fænomen gentænkes, genopleves, genaktiveres og genudfoldes i værket. I og med meninger er blevet uudsigelig og umulig at analysere og fastholde bringes den narrative fortællings kultur i fare, da den afhænger af det verbales oprindelige natur og samtidig åbner op for yderligere argumenter til fordel for en dominerende billedkultur. På grund af en søgen efter en konkret historisk identifikation er der sket et skift fra at være besat af tanken om national redning til et ønske om blot den hurtigste og mest udførlige forklaringsmodel. Produktionen i Tyrkiet ville kun kunne etablere sig som en forsinket konsekvens, da fantasien for det meste placerer politiske og historiske forhold som meta-politiske og meta-historiske.
De populistiske diskurser, der dominerer det kulturelle domæne har haft stor indflydelse på produktionen af kunst og resulteret i helt nye tendenser. Kunstnere som Elmas Deniz. Osman Bozkurt og Ekin Saclioglu er en del af denne tendens, men de arbejder ligeledes med andre dynamikker i deres værker. Kunstneren Elmas Deniz udfører installationer med tegninger, træudsnit og videoværker, med hvilke hun ikke bare stiller spørgsmålstegn ved udstillingens faste rum, men også de adskillelige motivers tilgængelighed. Hendes værk, Unrealized Journey, består af to serier af skitser, der er kopieret fra encycklopædier.
Elmas Deniz. Unrealised Journey, 2003. Pencil on S.kizz paper Courtesy of the artist
Hverdagens skrøbelighed
Den første serie er baseret på selvets indre rejse og den anden er en sammensætning af billeder, der hylder teknologien og evolutionstænkningen. Deniz stiller sig kritisk over for det forhold, der med tiden er blevet konstrueret mellem mennesket og maskinen ved for det første at referere til de historiske begrebsdannelser og samtidig understrege forholdet mellem billedet og dets placering. Hensigten kan være at postulere en direkte forbindelse mellem de udvalgte historiske billeder og den genetableret æstetik. Således kommer den fælles erkendelse til at fungere som en forhindring for det narrative forløb i kunstnerens hensigt på en sådan måde, at historiens indre bånd mellem nutiden og de historiske referencer fungerer som et uangribeligt grundlag for de repræsenterede billeder.
Osman Bozkurt påpeger igennem videoværker og fotografi den skrøbelighed som følger af vores hverdags omstændigheder og kulturelle mønster. Hans værk, Rest in Peace, er et videostillbillede fra en grav , der tilhører en religiøs personlighed. Billedet fremkalder ikke blot det rituelle aspekt ved graven som et tilbagevendende mål for de sørgende, men fremkalder også den afdødes indre tilstand. Vagten, der ligger afslappet og godt ved siden af graven, viser ikke blot den vigtige position som døden har i samfundet og sociale liv, men påpeger også det ekstreme forhold at blive associeret med de afdøde.
Osman Bozkurt. Rest in Peace, 2004. Photograph, Courtesy of the artist
Udover den specifikke geografiske kontekst arbejder Ekin Saclioglu med maleriet ved at stille spørgsmålstegn ved maleriet som medium. Samhørighed i hendes værker er fulde af liv, energi og styrke og alt sammen fremtvunget ved at forholde sig abstrakt til adskillelige subjektiviteter og subjekter. Den gradvise samhørighed giver beskuerens blik en fysisk tyngde og tæthed, alt imens kunstneren efterspørger refleksion og åbner op for et samspil der ikke er baseret på verbale og tekstlige konnotationer, men derimod et samspil, der skabes ud af det, som beskueren kan identificere og genkende som en reflekteret fortælling. Saclioglu fremprovokerer på denne måde et samspil, der skaber andre og uventede tilgange, som tvinger beskueren til på skift at indtage nye positioner i deres tilgang til maleriet og dets indhold.
Kunsten har taget form ud fra de grundtræk, som jeg har prøvet at præsentere her. Jo mere kunstnerne er lykkedes med at genevaluere disse hovedtræk, jo mere anerkendelse har de opnået internationalt. Afslutningsvis kan påpeges at vores samtid ikke kan defineres konkret; kunstværkernes relativitet og kunstneren selv kan ikke katagoriseres og kortlægges i og med linearitet har mistet dets betydning og funktion i dagens samfund.
Links til teksten:
Om Ahmet Ögut: http://www.sparwasserhq.de/Index/HTMLnov4/CVAhmet.htm
Om Sener Özmen: http://kunstaspekte.de/index.php?action=webpages&k=2579
Om Osman Bozkurt: http://universes-in-universe.de/islam/eng/2004/09/bozkurt/bio.html
Generelle links om tyrkisk samtidskunst:
http://www.istanbulmodern.org
