G.W.F. Hegel
Dialektik
Forlaget Mindspace, 2022
Forlaget Mindspace har udgivet en oversættelse af tre nøje udvalgte tekster af den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) på filosoffens 252-års fødselsdag. Disse tre tekster er akkompagneret af en omfattende introduktion skrevet af Anna Cornelia Ploug, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, og har til formål at introducere læseren til den hegelianske dialektik, som i den grad stadig præger filosofien. Blandt de nulevende betydningsfulde figurer, der har engageret sig med dialektikken, kan nævnes den amerikanske filosof, kønsforsker og queer-teoretiker Judith Butler og den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek. Inden for den danske intellektuelle ramme kan også Rune Lykkeberg fremhæves.
Bogens introduktion med titlen ‘Forandringens logik – om Hegels dialektik, dens forhistorie og kritiske aftryk’ stiller sig på samme side som Hegel-entusiasterne. Den udtrykker også en vis hengivenhed over for potentialet i den hegeliansk-dialektiske tænkning, som synes at være nærmest ubegrænset. Dette perspektiv deles af andre nylige udgivelser, der også har beskæftiget sig med dette emne. Jeg tænker her især på essaysamlingen Hegel: For et større publikum, der er redigeret af Rune Lykkeberg, og som så dagens lys på Hegels 250-års fødselsdag i 2020.
I introduktionen belyser Anna Cornelia Ploug begrebet dialektik og dets indflydelse på filosofien, der går tilbage til Platons dialoger. Det græske dialegō, der refererer til det dialogiske, modstridende og diskuterende, udgør ophavet til dialektikbegrebet. “Dialektik betegner nemlig helt grundlæggende det forhold, at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv” (s. 10). Hertil knytter Ploug på fortrinlig og underholdende vis håndgribelige eksempler på dette forhold. Eksempelvis er det ironisk nok den mandige PTSD-ramte soldats maskulinitet, “der undergraver de mandige dyder og slår over i sin selvbestaltede modsætning, det svage og skræmte” (s.11).
“Helt grundlæggende har dialektik at gøre med at tænke forandring”, skriver Ploug, og gør det samtidig klart, at for Hegel “er bevægelse et essentielt og ufravigeligt træk ved virkeligheden” (s. 12). Vi må forstå, at dialektikken ikke blot er en tilgang til at skabe forståelse for verden; den repræsenterer faktisk verdens egen beskaffenhed. I modsætning til Immanuel Kant (1724-1804), der hævder, at das Ding für mich (‘tingen for mig’; genstanden som mennesker kan opleve og begribe den) og das Ding an sich (‘tingen i sig selv’; genstanden sådan som den faktisk er) aldrig kan være det samme, forener Hegel epistemologi og ontologi. Hvor det for Kant er menneskets oplevelse af verden, der kan virke absurd, er det for Hegel verden selv, der indeholder modsætningsfyldte forhold – heldigvis er menneskets forstand via den dialektiske logik gearet til at omfavne verdens modsigelsesaspekt. Dialektikken repræsenterer altså en form for tænkning i bevægelse, der formår at begribe verdens foranderlighed. Dermed bliver det ikke kun vigtigt, men nødvendigt at have indblik i denne tankegang.
Når vi læser Hegel i dag, finder vi et påbud, der handler om, at vi ikke må blive fastlåste i en bestemt tænkemåde, hvor vi risikerer at blive naive og ensidige. I dialektikken finder vi en metode, der giver os mulighed for at forstå komplekse udfordringer, der rummer mange forskellige og til tider modstridende elementer på én gang. For eksempel er klimakrisen kendt for sin kompleksitet og for de divergerende videnskabelige, politiske og økonomiske interesser, den indebærer. Dialektisk metode opfordrer os til at betragte dette i en holistisk forståelse i stedet for at polarisere. Med andre ord må vi betragte klimakrisen som en dynamisk proces, der nødvendigvis indeholder modsigende elementer og interesser. Denne tilgang er ikke unik for klimakrisen; den kan lige så vel anvendes på andre komplekse udfordringer som den stigende sociale ulighed i Danmark eller migrationskrisen. Dialektikken inviterer til en bredere dialog, der kan være med til at forme politikker og initiativer, der bedre reflekterer og håndterer mangfoldigheden i disse udfordringer.
Hegels dialektik kan være et uvurderligt redskab i vores bestræbelser på at forstå og løse moderne komplekse udfordringer. Den kræver, at vi omfavner en mere åben og dynamisk tilgang til tænkning og problemløsning, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor verden ændrer sig i et stigende tempo, og hvor komplekse globale udfordringer sætter vores forståelsesevner- og metoder på prøve. Hvorvidt Hegels dialektik fungerer som redningsbåden i det hav af kriser vi befinder os i, er jeg stadig usikker på efter at have læst denne udgivelse. Til gengæld er jeg overbevist om, at den er relevant, og har noget at bidrage med, når det kommer til at reflektere over vores holdninger, vores tilværelse og verden omkring os.
Netop på grund af den hegelianske dialektiks væsentlighed for en korrekt forståelse af verden, kan pædagogiske forenklinger og tilsnigelser, såsom den klassiske tese-antitese-syntese-model, ikke accepteres. En del af introduktionen er derfor dedikeret til ransagelse og afklaring af disse udbredte misforståelser.
Mange forbinder måske umiddelbart Hegel med tese-antitese-syntese, men Ploug giver kort og præcist sine grunde til, hvorfor denne noget karikerede a priori-skabelon fordrejer Hegels tænkning. For det første vil man qua udtrykket ‘syntese’ forledes til at tro, at der er tale om en kombination af forskellige elementer, der tilsammen giver et resultat ud over sig selv, altså bliver “en selvstændig tredje ting” (s.29), som Ploug beskriver det. Dialektikken er imidlertid, som de følgende afsnit i denne anmeldelse også kommer ind på, en bevægelse i én og samme ting. For det andet hævder Hegel, at dialektikken ikke kan bruges som en forudbestemt skabelon, som vi kan tage med os ud i verden og pådutte virkeligheden uden at tage højde for de konkrete omstændigheder.
“Kan du være mere konkret?”
Gennem de tre Hegel-tekster vil bogen give læseren indsigt i, hvad dialektisk-spekulativ filosofi indebærer. Samtidig vil den introducere dialektikken som et forandringslogisk redskab, læseren kan tage med sig og opbevare i sin kontemplative værktøjskasse. Den første tekst, ‘Hvem tænker abstrakt?’, er en satirisk tekst fra 1807, der handler om, at abstrakt tænkning egentlig ikke betyder det, vi tror det gør. Det abstrakte refererer ikke til den højtravende tænkning i idéernes verden eller metafysikken. I stedet er den abstrakte tænker (jævnfør det latinske ab-straho: uddrage), en person der isolerer og kategoriserer. F.eks. er en morder for den abstrakte tænker blot en morder, og tjeneren er kun tjener.
“Hvem tænker abstrakt? Det udannede menneske, ikke det dannede” (s. 60). Den abstrakte tænkning er altså her betragtet som dårlig tænkning. Det er snæversynet tænkning, der ikke formår at omfavne verdens skønhed. En skønhed der bl.a. ligger i at verden er mere end bare én ting ad gangen. Morderen kan godt både være en morder og samtidig være smuk; tjeneren kan godt både være tjener og samtidig være en god ven for herren.
Hegel pålægger os derfor at øve os i, at danne os til, at blive bevidste om vores fordomme, være åbne over for verden og udvide vores horisont. Vi bør undgå at være stivsindede og unuancerede, da det kun fører til dårlig tænkning, dvs. abstrakt tænkning. Samtidig skal vi ikke glemme den rige og mangesidige virkelighed vi lever i – “den skønne verden” som Hegel kalder den. I Danmark tales der ofte om, hvordan det omfattende bureaukrati, der omgiver arbejdet hos landets omsorgspersonale, kan medføre, at personalet begynder at opfatte patienten som en journal eller blot som en arbejdsopgave uden at anerkende alle de aspekter, som det hjælpsøgende menneske også udgør. Kun at se patienten som patient eller kun at se kassemedarbejderen som kassemedarbejder er lige så abstrakt og dårlig tænkning, som kun at se morderen som morder – det er kun for de udannede.
Hegels idé om den abstrakte tænkning minder os om, at vi bør anerkende og omfavne virkelighedens ‘konkrete’ kompleksitet. At reducere noget til en enkel definition er en form for tænkning, der begrænser vores forståelse af virkeligheden. Vi må stræbe efter og øve os i at se det skønne, det sammensatte, det spekulative. Men hvordan når vi derhen?
Fra forstand til fornuft
Bogens anden tekst har redaktørerne valgt at kalde ‘Logikkens tre momenter’. Dette uddrag stammer fra Hegels Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften (også kendt som ‘den lille logik’). Ifølge Ploug er denne tekst “[…] den bedste og mest overskuelige metodiske indgang til, hvad Hegel mener med dialektik” (s. 33).
Med pointerne fra bogens første Hegel-tekst i baghovedet, genkender vi hurtigt et nu velkendt begreb, nemlig det abstrakte, allerede i den indledende sætning: “Logikken har, hvad dets form angår, tre sider: α) den abstrakte eller forstandige, β) den dialektiske eller negativt-fornuftige, γ) den spekulative eller positivt-fornuftige” (s. 67). Nu handler det ikke længere om det abstrakte overfor det konkrete. I stedet beskæftiger vi os med en proces, hvor vi bevæger os fra det abstrakte over til det dialektiske, og til sidst lander i den spekulative begribelse. Som det også fremgår af citatet, introduceres vi for en alternativ terminologi, nemlig forskellen mellem det forstandige og det (negativt-/positivt-) fornuftige. Det, der i ‘Hvem tænker abstrakt?’ blev betragtet som dårlig tænkning, betegnes her med “tænkning som forstand”. Men vi bør ikke lade os forlede af de til tider positive konnotationer, vi kan have ved begrebet ‘forstand’ – det er stadig dårlig tænkning. Tænkningen har, som det beskrives i citatet ovenfor, potentialet til at blive spekulativt eller positivt-fornuftigt. For som Hegel skriver, “[…] er tænkning rigtignok i første omgang forstandig tænkning, men den bliver ikke stående ved det” (s. 68).
I refleksionen kommer vi videre i tænkningen, og her kommer det dialektiske element i spil. Dialektikken udgør den “[…] immanente overskridelse, hvori forstandsbestemmelsernes ensidighed og indskrænkethed fremstiller sig som det, de er, nemlig som deres negation. Alt endeligt er dette at ophæve sig selv. […] Det dialektiske er princippet for al bevægelse, alt liv, og al virkelighedens virken overhovedet” (s. 74).i Når vi om foråret ser de grønne blade springe ud på bøgetræet, og senere på året ser dem blive brune og falde af træet, repræsenterer det ikke to adskilte hændelser, men i stedet en immanent overskridelse. Vi må betragte bladet som værende noget, der i sig selv både inkluderer løvspringet og løvfaldet. Hegel giver sit eget eksempel med menneskets liv og død. Her skriver han, at “[…] den sande opfattelse er den, at livet som sådan bærer kimen til døden i sig” (s. 75).
Her kan vi vende tilbage til Plougs formulering, som også er inkluderet i denne anmeldelse, nemlig at “noget bliver til noget andet i kraft af sig selv”. Dette ‘i kraft af sig selv’ er nu afklaret, men hvad det vil sige, at det bliver til noget andet, er det næste og sidste af logikkens tre momenter, nemlig det spekulative. “Det spekulative eller positivt-fornuftige opfatter enheden af bestemmelserne i deres modsætning, det affirmative, der er indeholdt i deres opløsning og overgåen” (s. 81). Med andre ord: resultatet af hele denne proces, der går fra det abstrakt isolerede til den dialektiske ophævelse og videre til det konkret spekulative, er ikke bare intet men faktisk noget.
Hvad der menes med dette ‘noget’ bliver afklaret i bogens sidste tekst, uddraget ‘Værenslogikken’ fra Wissenschaft der Logik (også kaldet ‘den store logik’), hvor Hegel på provokerende overlegen manér argumenterer for, at ‘tilblivelse’ er noget, der opstår i samspillet mellem ‘væren’ og ‘intet’. Væren og intet er altså ikke to isolerede antiteser, men et makkerpar, der tilsammen udgør en bevægelse. Denne bevægelse er et resultat, et ‘noget’, og det er tilblivelse. Hegel illustrerer dette med et eksempel med lys og mørke, der fungerer som en mere letforståelig analogi.
“Det rene lys og det rene mørke er to tomheder, som er det samme. Det er først i det bestemte lys – og lyset bliver bestemt gennem mørket – altså i det formørkede lys, og ligeledes først i det bestemte mørke – og mørket bliver bestemt gennem lyset – i det oplyste mørke, at noget kan skelnes, for først det formørkede lys og det oplyste mørke har forskellen i sig selv, og de er dermed den bestemte væren, tilstedeværen.” (s. 109)
Bogen henvender sig både til dem, der allerede interesserer sig for Hegel, og den er samtidig en gave til alle dem, der endnu ikke har opdaget hans tænkning. For de førstnævnte fungerer bogen som en glædelig genopdagelse af idéerne, og for de sidstnævnte fungerer den som en indføring i Hegels dialektik. Med sin velskrevne introduktion og de medfølgende noter formår bogen at udstyre læseren med et sæt af forståelsesredskaber. Derudover er bogen struktureret på en måde, der gradvist, men sikkert, guider læseren frem til et punkt, hvor vi ikke længere blot diskuterer dialektikken, men faktisk tager den i brug.
Noter:
i: Oversætterne har valgt at oversætte Aufhebung med ophævelse, og påpeger at det danske ‘ophæve’ “har en dobbeltbetydning, nemlig både ‘at opbevare’ og ‘at ophøre’” (s. 48), hvilket er centralt for forståelsen af det dialektiske moment.
