Søren Christensen, Niels Gunder Hansen, Simon Langkjær, Martin Hauberg-Lund Laugesen & Joachim S. Wiewiura (red.)
Simmel – Sociologiens eventyrer
Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2019
09. november, 2021
Den omfattende antologi Simmel – sociologiens eventyrer giver en grundig introduktion til den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) gennem en perlerække af tekster både af og om Simmel. Simmel var ikke systembygger og dannede ikke sociologisk skole – men, som antologien viser undervejs, kunne Simmel ikke desto mindre tænke med en gennemtrængende kraft og skarphed, hvilket gør hans essayistiske analyser af bl.a. penge, selskabsliv og storbyens travlhed overraskende relevante for en nutidig læser.
Normalt siges det om tænkere, at de er relevante i den udstrækning, at de hjælper os til at orientere os i verden; at de gennem tænkningens kraft leverer faste holdepunkter for os. Men hvad med alle de tænkere, som gør det komplet modsatte ved at svømme ud, hvor tænkningen ikke helt kan bunde, men hvor verden snarere fremstår som et højest forvirrende sammensurium af alt, intet og en masse midt imellem? Ifølge redaktørerne af denne omfattende antologi er det en væsentlig pointé, at Georg Simmel mest hører til den sidste kategori – at han som en sociologiens eventyrer igen og igen forsøgte at teoretisere alt det kaotiske, uforudsigelige og forvirrende ved moderne samfund – og at han derfor ikke har fået den anerkendelse, som han fortjener. Simmel er en af sociologiens grundlæggere men er det i høj grad ved ikke at blive læst; som om Simmels ejendommelige men dybt originale udflugter ud i bl.a. modens, måltidets og storbyens grundtræk udgjorde en nødvendig fejltagelse for, at sociologi kunne udvikle sig til et fokuseret og struktureret foretagende.
Denne antologi, der både består af hele 14 kortere tekster af Simmel selv samt en række originale fortolkninger af Simmels filosofi og sociologi, er en del af en udvikling i nyere tid, hvor Simmels relevans diskuteres på ny. Og så længe man som læser ikke forventer, at det hele går op i en højere enhed, er mange af Simmels essays nærmest mere relevante for os i dag, end de var på hans egen tid – noget, som de enkelte bidragsydere til antologien gerne måtte have gjort endnu mere ud af at påpege med nutidige eksempler.
I et kort forord bemærker Adam Paulsen som noget af det første, at Simmel ofte hyldes som selve “det filosofiske essays skaber” (s. 7). For Simmel anså nemlig filosofi og sociologi som dybt forbundne, og hans essays består ofte i at kombinere teoretiske idéer fra især de store tyske tænkere Immanuel Kant og G.W.F. Hegel med observationer, som han gjorde sig i særligt Berlin i skiftet mellem det 19. og det 20. århundrede. I den forstand bygger disse essays heller ikke på grundigt feltarbejde, som vi kender fra nyere samfundsforskning, men bærer på godt og ondt præg af hans klassetilhørsforhold og de sociale kredse, som Simmel indgik i. Ikke desto mindre var Simmel en idégenerator uden lige, en kontinuerlig skaber af indsigter om det moderne samfund, og må derfor anses som en “fuldstændig afgørende skikkelse” i tilblivelsen af den moderne sociologi, som redaktørerne påpeger i deres fælles indledning (s. 12).
Samtidig var han også med til at sætte ord på, hvad sociologi egentlig er for en disciplin i første omgang, som flere af de oversatte tekster i antologien handler om. For Simmel er sociologiens eksistensberettigelse, at samfundet kan forstås som en selvstændig enhed, der ikke forudsætter en udenforstående iagttager. Med inspiration fra Kants erkendelsesteori om aprioriske betingelser for erkendelse er det Simmels påstand, at sociologiens objekt på lignende vis er de aprioriske ‘former’, som gør et samfund muligt i første omgang. Disse former kan forstås som de universelle regler for, hvordan såkaldt samfundsmæssiggørelse finder sted. F.eks. er det et socialt apriori, at vi som mennesker ikke bare er sociale væsener, men at der altid er en individualitet, som unddrager sig det sociale liv. Der findes et konstitutivt ‘udenfor’ i ethvert samfund.
Det kan synes paradoksalt, at Simmel lagde op til, at sociologien havde som opgave at kortlægge på systematisk vis en række betingelser for samfundsmæssiggørelse, samtidig med at han selv ikke udarbejdede et færdigt system for dette. Men der er en del, som tyder på, at Simmel ikke anså det som muligt at lave sådan en endelig kortlægning, da samfundet hele tiden befinder sig in statu nascendi i en “evig flyden og pulseren” med utallige sociale interaktioner frem og tilbage, som især den senere sociolog Ernest Goffman også er kendt for at betone og undersøge i løbet af sit forfatterskab (s. 53). Det er særligt af denne grund, at det for Simmel var nødvendigt med en sociologisk og psykologisk mikroskopi om de næsten usynlige processer, som ifølge Simmel udgør den “virkelige begivenhed” i enhver samfundsudvikling.
En mikroskopi er naturligvis svær at kombinere med et makroperspektiv, og i den forstand var det ikke bare intellektuel dovenskab, som gjorde, at Simmels forfatterskab kom til at fremstå som fragmenteret. Men samtidig er det ofte samme teoretiske tilgang, der bringes på spil i hans forskellige essays. Som én af bidragsyderne til antologien, Olli Pyyhtinen, også påpeger, kan Simmels metodik i høj grad karakteriseres som en synekdotisk tænkning, hvor de enkelte brudstykker af den sociale virkelighed tolkes som udtryk for en større helhed. Imidlertid resulterer dette i en uløst spænding, som sætter spørgsmålstegn ved antologiens rammesætning af Simmel som en eventyrer, der drager ud i det ukendte – for hvordan kan Simmel både være åben over for det sociale livs mikroskopiske forskelle og forandringer, samtidig med at han opererer med en idé om bestemte og universelle regelmæssigheder for samfundsmæssiggørelse?
Et eventyr ind i vores tid?
Det bør nødvendigvis ikke forudsættes, at det hele absolut skal gå op i en højere enhed, eftersom den mangefacetterede neo-kantianske sociolog overbevisende skildrede samfundets komplekse og dynamiske vekselvirkning ved analytisk begrebsliggørelse og samfundsanalyser, som i høj grad er aktuelle den dag i dag. Simmel var dybt optaget af elementernes vekselvirkninger i samfundet, hvilket Simmel påståede er de ‘små sartre tråde’ (zarten Fäden), som holder samfundet sammen, og hvor samfundet først opstår, “når de vekselvirkninger, som visse motiver og interesser fremkalder, begynder at virke.” (s. 46). Det kan være svært at svare på, hvor Simmels analytiske hovedfokus faktisk ligger, da hans analytiske maskinrum spænder bredt fra at blotlægge sociale fænomener såsom moden og penge til at afdække omgangsformer såsom skuespillet, selskabeligheden og eventyret.
Anden del af den foreliggende antologi byder på ti aktuelle læsninger af Simmels mikrosociologiske forfatterskab, som netop forsøger at aktualisere og konkretisere hans metateoretiske grundspørgsmål. Bidragsyderne Søren Christensen og Mikkel Jacobsen fremhæver eksempelvis i deres bidrag “Velbekomme: Simmel og måltidets sociologi” blandt andet Simmels pointe om måltidets brobyggende karakter og den individualitet, som knytter sig til den moderne måltidskultur. Christensen og Jacobsen viser, hvordan Simmels måltidssociologi fordrer, at måltidet besidder en art dobbelthed og en grundlæggende spænding i dens karakter. For mens måltidet kan være inkluderende, eftersom mennesker, “der ikke har særlige fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid” ved at favne forskellighed, kan måltidet dog modsat også vise sig at være ekskluderende ved at forhindre mennesker – de mennesker som Simmel kalder “de udannede” – fra at deltage (s. 424).
Ud over Simmels store alsidighed som analytiker og tænker er han også en vigtig udfordrer af nutidens faglige specialisering, da Simmel lagde meget vægt på, snarere end at anskue den sociologiske tradition og den filosofiske tradition som et modsætningsforhold og som usammenhængende, at forene disse to fagtraditioner. Nutidens samfund og dens tilhørende problematikker såsom klimaforandringerne og den forbrugerisme, som knytter sig til dette, COVID-19 og flygtningekriser er alle for vigtige til at blive overladt til sociologer alene at undersøge. Det er derfor befriende, at Simmels metodik kombinerer forskellige fagtraditioner ved at drage både filosofiske, psykologiske og sociologiske konklusioner.
Hvad kan en antologi i det hele taget i hundredåret for Simmels død lære os om nutidens samfund? Simmels samfundsforståelse fordrer, at det store skal ses i det små (sic parvis magna), og den sociologiske eventyrer rækker også ind i vores samtid, hvor en reaktualisering af de mikrosociologiske perspektiver især kan fortælle noget om nutidens hyperindividualistiske forbrugersamfund. Ud over at Simmel var interesseret i, hvordan den moderne pengeøkonomi former menneskelige subjekter og deres sociale relationer, viser det sig nemlig også, som Olli Pyyhtinen forklarer i hans bidrag Penge og samfundets relationelle felt – Simmels pengefilosofi, at Simmels pengefilosofi danner et meget nøjagtigt billede af den moderne forbrugskultur og dens “vægt på foregribelsen af nydelse og besiddelse snarere end den faktiske besiddelse af goderne i sig selv” (s. 337). Den moderne forbrugskulturs fremtræden er ofte under beskydning netop på grund af dens stræben efter besiddelse snarere end nydelsen. På grund af pengenes mekanik og deres konstante cirkulation accelerer penge også det moderne livs hastighed, hvilket for eksempel har medvirket til at sætte skub på og forværre klimaforandringernes negative konsekvenser.
Det højtflyvende og det jordnære
Et andet bemærkelsesværdigt bidrag til antologien er Christian Borchs Simmels massesociologi, hvor han fastholder muligheden for, at “massedannelse også via sociale medier kan have karakter af sociabilitet” (s. 329). Simmel beskrev massen som et fænomen, der resulterer i en “ekstraordinær nervøs ophidselse, som ofte river individerne bevidstløst med” (s. 320), hvilket Simmel begrunder i “utallige iagttagelser af [massernes] stupiditet” (s. 321). Et eksempel på Simmels sociologiske teori om massedannelse kan findes i dokumentarfilmen Beyond the Curve (2018). Her følger man et verdensomspændende fællesskab af teoretikere, som modsat al videnskabelig enighed på området holder fast i, at Jorden er flad. Simmel argumenterede i sit 1908-hovedværk Soziologie, at masserne i det 19. århundrede vandt en fremtrædende rolle i samfundet, hvor individer “nu ofte betragtede sig selv som en “ensartet masse”’ (s. 320). Den simmelske påstand ville være, at at folk gennem sådanne massedannelser sætter deres kritiske funktioner ud af kraft, eftersom fællesskabet ikke har andet formål end fællesskabet selv.
Den foreliggende antologi puster nyt liv til Simmels forfatterskab, men man kan dog godt ønske sig flere aktuelle perspektiver fra bidragsyderne, som knytter sig mere til nutidens samfundsproblematikker snarere end teoretiske diskussioner. Et eksempel på sidstnævnte er Martin Hauberg-Lund Laugesen og Joachim Wiewiuras dialektiske gennemgang af Simmels forfatterskab, hvor de forsøger at vise, at den simmelske metodik har flere ligheder med den hegelianske tænkemåde end den nykantianske tradition, som Simmel ellers ofte tolkes ud fra. Fra et teoretisk perspektiv er dette bestemt interessant, men bidragsyderne måtte gerne lade sig inspirere mere af Simmels evne til at kombinere højtflyvende teori med jordnære eksempler. Alt i alt er antologien og dens mange bidrag dog stadig et frisk pust i den nutidige diskussion om den eventyrlige Simmel, selvom den altså med flere jordnære eksempler sandsynligvis ville have nået ud til et endnu bredere publikum i denne anledning af hundredåret for Simmels død.
