11.05.2018
Af Vanessa Bowns Poulsen
Instruktør Karin Jurschick havde forventet, at adgangen til Kenneth Feinberg, en af de mest magtfulde juridiske skikkelser i Washingtons inderkreds, ville være særdeles begrænset. Flere amerikanske filmskabere havde allerede forgæves forsøgt sig, og det lille tyske filmhold var derfor positivt overrasket over at få grønt lys og næsten frie hænder til at føre deres projekt ud i livet.
“Playing God” fra 2017 retter sit blik mod det amerikanske samfund og serverer en kritisk dokumentar, der, med Feinberg som en karakteristisk nøgleperson, skildrer, hvordan virksomheder og regeringer i mange tilfælde undgår erstatningsretten ved at tilbyde kompensation. Mere præcist får vi, gennem de personlige fortællinger, at vide, hvordan en advokat som Feinberg, hyres til at fastsætte en kompensation til ofre for blandt andet katastrofer og nedskæringer til gengæld for en frivillig afgivelse af retten til at sagsøge.
Demokrat med skuespillerdrømme
Filmen åbner med melankolske klassiske toner, det er nat, og kun et lydløst tv oplyser den mørke stue, hvor vi første gang møder Feinberg. ”Om dagen oplever jeg civilisationens værste sider. Om natten dens højder,” fortæller voiceover’en. Mens samfundsskildringen i “Playing God” vidner om en kapitalismekritisk vinkel, er portrættet af Feinberg mere tvetydigt. Filmholdet oplevede, at Feinberg på intet tidspunkt bad om indflydelse på produktionen, og det overraskede dem: ”Han har selvfølgelig bemærket, at vi til tider var kritiske over for ham og systemet, og han ville nok have foretrukket, at filmen dvælede ved 9/11-scenerne, der skildrer ham i en mere heroisk rolle, men han accepterede vores beslutninger”, fortæller Jurschick og understreger samtidig sin bestræbelse på at præsentere flere sider af sagen, så publikum selv kan danne sig deres mening.
Jeg spørger Jurschick, hvorfor hendes valg netop faldt på Feinberg. ”Han er en person, som jeg af flere grunde har fundet fascinerende. Feinberg er alment kendt inden for advokatkredse, men på trods af sin massive magt er han ikke specielt kendt i den bredere offentlighed. Og så er han atypisk ved at være demokrat i et miljø domineret af republikanere.” Jurschick fortæller, at præsident John F. Kennedy gjorde et stort indtryk på den unge Feinberg, og at Feinberg senere fik arbejde som stabschef for lillebroderen Ted Kennedy, der havde en betydelig indflydelse på ham. Kontorets stribe af fotografier, der viser Feinberg side om side med skiftende præsidenter, lader os forstå, at denne mand i årtier har haft en tæt forbindelse til Det Hvide Hus.
”Feinberg udfylder en kontrastfyldt rolle, som han er sig fuldt bevidst. På den ene side fastsætter han størrelsen på folks økonomiske kompensationer – en funktion der i særdeleshed er forbundet med vores neoliberale, kapitalistiske samfund. På den anden side er han utrolig tillidsvækkende og har en helt særlig evne til at tale med mennesker fra meget forskellige miljøer. Feinberg er efterkommer af en jødisk arbejderfamilie fra Litauen, der flyttede til USA og startede en gummiforretning i nærheden af Boston. Hans familie har bevæget sig op igennem samfundslagene, og Feinberg er således et levende eksempel på den amerikanske drøm.”
Feinberg letter i dokumentaren sløret for endnu en overraskende detalje. Som ung planlagde han at gå skuespillets vej, men lod sig overbevise af faderens råd om at anvende sine talegaver som advokat. ”Han udbrød en dag, at dokumentaren burde udløse mindst en oscar, og selvom det måske var sagt i sjov, tror jeg, at han, et eller andet sted, drømmer om at ende som filmstjerne”, siger Jurschick med et smil. Feinberg fortæller i filmen, at han i mødet med mennesker i sorg og krise kan anvende skuespillets følelsesudtryk, men også at hans jødiske baggrund har givet ham en ballast i forhold til håndteringen af følelser.
Det nuancererede billede, som filmen tegner af Feinberg, har skabt blandede reaktioner hos publikum, fortæller instruktøren. Blandt andet har det amerikanske publikum taget anderledes imod filmen end det europæiske: ”Det amerikanske publikum vil gerne kunne konkludere, om Feinberg er en helt eller ej, frem for at acceptere kontrasterne.”
En advokat med kolossal magt
I “Playing God” præsenteres vi for en håndfuld af de mennesker, som har været direkte involveret i Feinbergs kompensationssager. Blandt andre møder vi pårørende til 9/11-ofre, en repræsentant for Agent Orange-eksponerede Vietnam-veteraner og — i en lidt anden boldgade — tidligere næstformand i Citigroups bestyrelse, der udtaler sig om bankernes reaktion på deres kompensationer i kølvandet på finanskrisen.
[blockquote text=”Som han selv udtrykker det, fungerer han som både dommer og jury. Der er ingen overordnet, der reviderer eller kontrollerer hans afgørelser.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
”Stop playing God!”, erklærer et banner efter Feinbergs afgørelser i 9/11-kompensationssagerne. ”’Playing God’ skulle kun have været en arbejdstitel, men den viste sig undervejs at være utrolig sigende for Feinbergs position,” fortæller Jurschick. ”Han vil ganske vist ikke kendes ved den påstand, at han opfører sig som om, han var Gud, men proklamerer alligevel i en scene, at hans arbejde er delvist guddommeligt. Til syvende og sidst er der ingen tvivl om, at Feinberg har en enorm magt. Han udtrykte gentagne gange, under vores møder, en undren over den massive indflydelse, han tildeles. Som han selv udtrykker det, fungerer han som både dommer og jury. Der er ingen overordnet, der reviderer eller kontrollerer hans afgørelser.”
I en scene i filmen forklarer Feinberg nøgternt logikken i kompensationssagerne i USA, og den magt han, som advokat, tildeles. Han fortæller, at politikere og virksomheder, i ønsket om en hurtig og effektiv distribution af kompensationspenge, giver køb på almindelige procedurer såsom muligheden for appel eller et udvalg, der kan føre tilsyn med hans beslutninger: ”Man sætter sin lid til en enkelt mands forvaltning, hvilket er ensbetydende med en enorm magt,” erklærer Feinberg åbent i dokumentaren.
Jurschick uddyber med et eksempel: ”Hvis vi ser på kompensationssagen efter BPs olieudslip i den Mexicanske Golf i 2010, ville et selskab som dette stå over for en langvarig retssag, der kunne blive både dyr og skadelig for dets renommé. Selskaberne ser helst, at sagerne afsluttes hurtigt, og at nogen kan lette trykket for dem. De bruger Feinberg til at håndtere ofrenes vrede, så risikoen for retssager mindskes. Ved at overlade beslutningerne til advokaten, der på papiret optræder som neutral rådgiver, kan de officielt fralægge sig ansvaret og erklære, at ”afgørelsen er i advokatens hænder”. Man ønsker at undgå befolkningens dom og bebrejdelser. Når regeringen efter 9/11 fik en advokat til at uddele deres kompensationer, var det for at undgå kritik rettet direkte mod deres politiske parti.”
[blockquote text=”Ved mægling søger man at bringe to parter til enighed, men Feinberg træffer i disse sager selv beslutningerne, hvilket indebærer magtbeføjelser, der ligger langt ud over en mæglers.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
”Man kan forledes til at tro, at Feinberg fungerer som mægler, men det gør han i realiteten ikke. Ved mægling søger man at bringe to parter til enighed, men Feinberg træffer i disse sager selv beslutningerne, hvilket indebærer magtbeføjelser, der ligger langt ud over en mæglers.”
Feinberg bliver af samme grund mødt med både ris og ros i pressen og blandt de involverede. Han fortæller i en scene, at kritikken til tider kan være svær for hans familie at håndtere. Selv ser han den som en uundgåelig del af et arbejde, der ofte afstedkommer sorg og vrede hos ofre og pårørende: ”Det er ikke personligt. Det er blot den menneskelige natur”, forsikrer han. Feinbergs indstilling har fascineret instruktøren: ”Jeg har aldrig mødt nogen med en selvtillid som hans. Uden den smertefulde tvivl om, hvorvidt man har handlet retfærdigt eller ej.”
Menneskeliv gøres op i penge
Med en rejse gennem vidt forskellige miljøer i USA, bliver vi mindet om de økonomiske og kulturelle kontraster, der eksisterer i det amerikanske samfund. I en metaanalyse af systemet, hævder Feinberg, at retfærdigheden dybest set kan koges ned til et spørgsmål om penge, hvor den skyldige part opvejer skaden med økonomisk kompensation. Han giver os yderligere et indblik i, hvorledes kompensation udregnes på baggrund af en række faktorer i offerets liv og karriere.
”Feinberg betegner selv metoden som kold beregning,” forklarer instruktøren, og fortsætter: ”Man ser på sociale faktorer som familie og forsørgelsespligt, men hovedsagligt handler det om indkomst og fremtidsperspektiv over et helt liv. Hvad var offerets indtægt, da ulykken indtraf? Hvor i sit karriereforløb befandt offeret sig? Og hvordan ville offerets karriere, og dermed indtægt, sandsynligvis have udviklet sig? Det kan være en ganske brutal og svær beregning. For hvad hvis du arbejdede som tjener, men senere ville være blevet en verdensberømt forfatter? Mange pårørende føler, at deres kære uretmæssigt tildeles en lavere værdi end andre.”
I filmen møder vi søsteren til en af de brandmænd, der under 9/11 mistede livet i forsøget på at redde andres: ”Hun undrer sig over, hvordan hans liv kan være så meget mindre værd end de liv, han var med til at redde, blot fordi han var enlig brandmand med en beskeden løn og et simpelt liv,” fortæller instruktøren.
[blockquote text=”Jeg fandt det både interessant og dybt forstyrrende at erfare, hvorledes folk, i et samfund som det amerikanske, gør deres personlige værd op i økonomisk værdi.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Filmen giver os et billede af et samfund, hvor logikken i økonomisk kompensation har indlejret sig i menneskers identitet og selvopfattelse. Feinberg, som kalder kompensationen for et “barometer of self worth”, fortæller, hvordan folk føler sig reduceret som mennesker, hvis kompensationen ikke svarer til deres selvbillede.
”Jeg fandt det både interessant og dybt forstyrrende at erfare, hvorledes folk, i et samfund som det amerikanske, gør deres personlige værd op i økonomisk værdi,” fortæller Jurschick. ”Men man må heller ikke glemme de mange tilfælde, hvor det virkelig handler om overlevelse, som hos de små selvstændige fiskere efter olieudslippet i den Mexicanske Golf.”
Loven som ramme og skjold
“Playing God” bevidner advokatens delikate placering mellem de kompenserende og de kompenserede parter. At Feinberg hyres af regeringer og virksomheder, der ønsker kompensationsforlig frem for retssager og mediebevågenhed, har fået kritiske røster til at sætte spørgsmålstegn ved hans egen agenda. Selv vedkender han at være betalt af de pågældende, men afviser blankt at være underlagt deres interesser. Han understreger gang på gang sin hjemmel i lovgivningen: ”Vrede folk, på den ene eller den anden side, kan ikke afgøre mine beslutninger. Jeg er alene på lovens side.”
”Det er min klare overbevisning, at Feinberg er en af disse liberale demokrater, der virkelig tror på loven,” siger instruktøren. ”Men loven efterlader sommetider et spillerum til fortolkning, og det er dette spillerum, Feinberg benytter sig af. Han er samtidig ikke en person, der ville forsøge at ændre eller modsætte sig loven, selvom han fandt den uretfærdig.”
Da Donald Trump blev valgt som præsident i 2016, var optagelserne til “Playing God” afsluttet. Instruktøren garanterer os, at Feinberg ikke er begejstret for Trump, og erkender, at det havde været interessant at se, hvordan han håndterer sit virke inden for de nye politiske rammer.