Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Zentralflughafen THF
 
Zentralflughafen Tempelhof

Zentralflughafen THF

04.05.2018

Af Emil Olander Gravgaard

Tempelhof-lufthavnen, der ligger i det sydlige Berlin, blev indviet i 1923, og er blandt Europas mest berømte lufthavne. I perioden mellem 1936-1939 blev lufthavnen udbygget ad flere omgange, og Hitler havde en plan om — med arkitekten Ernst Sagebiels hjælp — at gøre Tempelhof til “verdens største og smukkeste lufthavn”. Efter krigen fungerede den som amerikansk militærlufthavn, og under Berlinerblokaden i 1948-1949 var lufthavnens strategiske placering med til at sikre, at der fortsat kunne komme forsyninger ind i det barrikaderede Vestberlin. 

I kølvandet på de kaotiske begivenheder i sommeren 2015 besluttede de tyske myndigheder at tage lufthavnens hangarer i brug til at huse en del af de mange flygtninge, der strømmede ind over Europas grænser. Men det, der var tiltænkt som en midlertidig løsning på en akut krisesituation, synes i dag at have antaget en mere permanent karakter.

Sammenlignet med de hundredevis af midlertidige flygtningelejre, der blev etableret rundt omkring i Europa i disse måneder, er det, der gør Tempelhof-lejren til noget helt specielt, at den ligger i gåafstand fra Berlins midte. Men selvom Tempelhofer Feld, der for nogle år siden blev åbnet op for offentligheden, og i dag hører til blandt Berlins mest populære rekreative områder, er der en verden til forskel mellem den måde, livet præsenterer sig, på den ene og den anden side af parkhegnet.  

Imellem fantasi og virkelighed

I Zenralflughafen THF, der var blandt de nominerede i CPH:DOX’ hovedkonkurrence, følger vi den attenårige syriske dreng, Ibrahim Al Hussein, som er kommet til Tyskland på egen hånd, samt den midaldrende irakiske mand, Qutaiba Nafea, der er flygtet med sin kone og to små sønner. Dokumentarfilmen er bygget op omkring Ibrahims dagbogsnoter, og igennem hans beskrivelser af sit liv før og efter sin ankomst i Tempelhof, fortælles en hjerteskærende men også livsbekræftende historie om, hvordan det er at være flygtning i Europa i dag. 

For Ibrahim og Qutaiba og de tusindvis af andre flygtninge, der opholder sig i lufthavnen, er tiden sat midlertidigt ud af kraft. De befinder sig i en mellemposition mellem en fortid, der bliver fjernere og fjernere, for hver dag der går og en fremtid, som de ikke længere har nogen indflydelse på, idet den afhænger af, hvorvidt de får tildelt asyl af de tyske myndigheder eller ej. 

 

Lufthavnshangarerne

Foto: Luxbox films.

 

Mange af de flygtninge, der bor i lejren, har en drøm om at begynde et nyt og bedre liv i Europa, men det er de færreste, der tør håbe på, at denne drøm en skønne dag vil blive til virkelighed. Ibrahim, der har hele livet foran sig, drømmer om at komme i lære som bilmekaniker et sted i Tyskland, og Qutaiba, hvis medicinstudier blev afbrudt på grund af krigen i Irak, og nu hjælper til i flygtningelejrens lægehus, har en drøm om at blive kirurg.

For Ibrahim og Qutaiba og de tusindvis af andre flygtninge, der opholder sig i lufthavnen, er tiden sat midlertidigt ud af kraft. De befinder sig i en mellemposition mellem en fortid, der bliver fjernere og fjernere, for hver dag der går og en fremtid, som de ikke længere har nogen indflydelse på...

Imens deres sager bliver behandlet, er de imidlertid fanget et sted imellem fantasi og virkelighed, og ifølge Karim Aïnouz er det netop denne surrealisme, han har forsøgt at indfange i filmen, hvis langsomme bredformatoptagelser får den monumentale lufthavnsbygning og de omkringliggende landingsbaner til at fremstå som noget, der står uden for både tid og rum. 

 

Lufthavnshangarerne

Foto: Luxbox films.

 

Et byrum til genforhandling

Da jeg møder Aïnouz på Kunsthal Charlottenborg i København under festivalen, understreger han gentagne gange, at Zentralflughafen THF i lige så høj grad er en film om Tempelhof, som det er en film om de flygtninge, der bliver midlertidigt huset i lufthavnen. Jeg spørger ham derfor, som noget af det første, hvor hans fascination for byrum i almindelighed, og for lufthavne i særdeleshed, stammer fra.

Han forklarer, at han i midten af 1980’erne studerede arkitektur på universitetet i Brasília, på et tidspunkt hvor den brasilianske hovedstad var i hastig vækst, og hvor der langsomt begyndte at skyde såkaldte ‘satellitter’ op i byens periferi. I disse satellitbyer var der ofte hverken kloakering eller elektricitet, og som ung arkitektstuderende blev han derfor interesseret i byudviklingen i Brasílias lavindkomstområder.

“I kraft af min opvækst i Brasilien, hvor der gennem en lang årrække har været massiv boligmangel, har spørgsmålet om byplanlægning altid været meget tilstedeværende i mit liv og har derfor optaget mig meget. Og selvom jeg beskæftiger mig med film og visuel kunst i dag, så tror jeg altid, at interessen for arkitektur vil være til stede i mit arbejde,” siger han.

“Som filmskaber er jeg meget interesseret i den funktion, arkitektur har i hverdagslivet, det vil sige den måde, vi interagerer med de objekter, vi omgås, og hvordan disse genstande, på godt og ondt, er med til at forme os som mennesker og samfund.”

Som filmskaber er jeg meget interesseret i den funktion, arkitektur har i hverdagslivet, det vil sige den måde, vi interagerer med de objekter, vi omgås, og hvordan disse genstande, på godt og ondt, er med til at forme os som mennesker og samfund.

“Herudover har jeg altid haft en helt særlig forkærlighed for lufthavne. Siden jeg var helt ung, har jeg rejst enormt meget, og af en eller anden grund har jeg altid følt mig rigtig godt tilpas i lufthavne. De giver mig sådan en lidt ubeskrivelig følelse af at være fri, og jeg har sjældent noget imod at komme for sent til et fly eller at strande i en lufthavn i nogle timer.” 

Aïnouz fortæller, at dette dokumentarfilmprojekt begyndte med en idé om at lave en film om Berlins lufthavne og herigennem fortælle byens historie. Så da flygtningekrisen brød ud i 2015, var han faktisk allerede i gang med at filme i området omkring Tempelhof. Det, at lufthavnen pludselig blev lavet om til en flygtningelejr, fik ham til at ændre kurs, så projektet i stedet kom til udelukkende at handle om lufthavnen og de mennesker, som var strandet der på ubestemt tid. 

“Som brasilianer er jeg vant til at færdes i områder, hvor der er stor forskel mellem rig og fattig, og de dynamikker, som den økonomiske og sociale ulighed er med til at skabe, er en fast del af det, jeg forstår ved at leve i en storby. Ikke desto mindre var det nyt for mig at se disse dynamikker udspille sig i en europæisk kontekst,” siger han.

“Efter min mening har filmkunsten en helt særlig evne til at konstruere og give mening til bestemte rum. Det, som jeg først og fremmest ønskede at opnå med dette filmprojekt, var derfor at skildre den måde, hvorpå området i og omkring lufthavnen ændrede karakter i løbet af optagelserne.”

“Det, at landingsbanerne for nogle år siden blev gjort offentligt tilgængelige, så de kunne benyttes frit af borgerne i kvarteret, blev af mange set som en stor sejr for lokalsamfundet. Og det forhold, at en del af dette område nu skulle fungere som en midlertidig flygtningelejr, fandt jeg enormt interessant, fordi det ville blive en øvelse i medborgerskab.”   

Unge, arabiske mænd på flugt

Udover Aïnouz’ interesse for den udveksling, der fandt sted mellem borgerne i lokalområdet og de midlertidigt husede flygtninge, var det en voksende frustration over de tyske mediers portrættering af unge, mandlige flygtninge, der drev ham til at forfølge filmprojektet. Han påtog sig således den opgave at skabe et modbillede til den virkelighed, som blev fremstillet i massemedierne, ved at vise hvordan det rent faktisk er at leve sådan et sted, og hvad det er for nogle mennesker, der bor der.

 

Mænd, der ryger, uden for terminalen

Foto: Luxbox films.

 

“Jeg ville skabe et andet billede af de unge mænd og drenge, som ikke blot er flygtet fra krig og ødelæggelse, men også har efterladt alt hvad de ejer, for at skabe en ny tilværelse i Europa,” forklarer han.

Jeg ville skabe et andet billede af de unge mænd og drenge, som ikke blot er flygtet fra krig og ødelæggelse, men også har efterladt alt hvad de ejer, for at skabe en ny tilværelse i Europa.

“I lyset af det, der sker politisk i Europa i disse år, og særligt den måde hvorpå det ekstreme højre har forsøgt at tage monopol på flygtninge- og indvandrerdebatten, har jeg fundet det magtpåliggende at give disse flygtninge et menneskeligt ansigt. Og det mener jeg, at film, kunst og litteratur har en helt særlig evne til at gøre, ved at give et indblik i, hvilke håb og drømme disse mennesker går rundt med, og hvilken fremtid de ser for sig selv.”

Ibrahim og Quitaiba i solskinnet

Foto: Luxbox films.

 

Et spinkelt håb

I forlængelse heraf spørger jeg ind til, hvordan Aïnouz har oplevet, at flygtninge- og indvandrerdebatten i Tyskland har udviklet sig i løbet af den toårige periode, hvor han og hans filmhold har været til stede i Tempelhof-lufthavnen.

“Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke, at det går i den rigtige retning, snarere tværtimod. Jeg taler naturligvis udelukkende ud fra det, jeg ser og det, jeg oplever, men for mig at se hersker der en meget udbredt snævertsynethed i Europa, hvad angår flygtninge og indvandrere. Den offentlige meningsdannelse forekommer mig mest af alt at være drevet af frygt,” siger han, og fortsætter: 

“Ikke desto mindre har jeg lagt mærke til små forandringer til det bedre, eksempelvis i mit lokalområde i Berlin, som er et område, der først og fremmest er udgjort af libanesere, tyrkere, palæstinensere og nu også syrere. Denne bydel ville på ingen måde have været det samme uden alle disse mennesker, og det er uden tvivl deres fortjeneste, at kvarteret er så levende, som det er i dag. Selv hvis man udelukkende betragter det fra et snævert kapitalistisk synspunkt, så udgør disse mennesker et kæmpemæssigt aktiv for kvarteret og for byen i det hele taget. Og set i betragtning af det antal flygtninge, der er kommet hertil i løbet af det sidste halvandet års tid, og de kultursammenstød, som det unægteligt vil føre med sig, synes jeg faktisk, at vi gør det meget godt.” 

“Som ikke-europæer er det muligt, at jeg har et mere optimistisk syn på disse spørgsmål end mange andre, men for mig at se går vi glip af muligheden for at gentænke, hvad Europa er for en størrelse, hvis ikke vi går ind til dette på en mere konstruktiv måde. Som jeg ser det, kan vi kun tage ved lære af hinanden,” siger han.

“Der finder udbytterige kulturelle møder sted hver evig eneste dag, men problemet er, så vidt jeg kan se, at historier som disse kun sjældent bliver fremhævet i medierne. Det er desværre med til at underminere den opbyggelighed, der kan være i sådanne erfaringer.”

Aïnouz forklarer, at han kommer fra en generation, der stadigvæk tror på, at film, kunst og litteratur kan gøre en forskel, ved at ændre den måde, vi betragter verden. Og det at skildre et udpluk af disse flygtninges hverdag, er hans forsøg på at bryde med nyhedsmediernes dækning af flygtningekrisen og få os til at begribe, hvordan det er at være en ung, mandlig flygtning i denne specifikke politiske kontekst.

“Mit vigtigste budskab med Zentralflughafen THF er derfor, at vi bliver nødt til at se de flygtninge, der kommer hertil, som mennesker, og ikke blot som tal. Ellers risikerer vi at gå glip af en helt unik mulighed for i fællesskab at skabe grobunden for et nyt og forbedret Europa.”