1.5.2009
Af Mette Jensen
I 1999 underviser kunstnergruppen Superflex på en landbrugsskole i Cambodja. Sammen med skolens studerende udvikler og bygger de biogassystemer, som på sigt skal benyttes af de lokale bønder i området. Cambodja er et fattigt land, der i lang tid har været hærget af blodige borgerkrige. Men da bønderne besøger skolen for at få en introduktion til systemerne, ankommer de til gruppens store undren i Calvin Klein-tøj. For Calvin Klein producerer deres tøj i Cambodja, og følgende er der opblomstret en Calvin Klein-kopikultur, hvor mærker, der har en fortræffelig lighed med Calvin Klein, fungerer som halvdårligt arbejdstøj for de lokale bønder. For Superflex vækker oplevelsen en langvarig interesse i den sydøstasiatiske kopikultur og i kopikultur generelt, hvilket kommer til udtryk i en række projekter og værker de følgende år. Men værkerne afføder også intense diskussioner og retssager om ophavsret og brugen af andres frembringelser. Turbulens.net har mødt gruppemedlem, Rasmus Nielsen, til et interview om vidensdeling, ophavsret, counterstrike-strategier og open source-kultur.
Vil du uddybe jeres fascination af den sydøstasiatiske kopikultur? Hvordan har I overført den på jeres egne værker, og hvad skete der efterfølgende?
For os var det interessant at se, hvordan man tager forskellige, store, globale brands til sig, ændrer dem en lille smule og smider dem tilbage på markedet med helt andre interne budskaber og koder. Hvordan gør man et high end-mærke, som Calvin Klein, til arbejdstøj? Vi så det som en interessant strategi i forhold til at arbejde under et økonomisk og kulturelt pres, som primært kommer fra Vesten.
Det er en form for kannibalisme, hvor man spiser modparten og spytter benene ud, på en måde som modparten ikke helt forstår. Det handler om bitte små ting, man ændrer, men alligevel formår man at tage noget af den normative magt, som ligger i de kulturelle symboler. Oplevelsen i Sydøstasien inspirerede os til at overføre denne måde at arbejde på til vores egen baggrund. Vi lavede en kopi af en PH-lampe, som vi fik bygget til at køre på biogas og som kunne bruges med nogle af de systemer, vi udviklede med de studerende.
Lampen blev lavet af store woks, som vi klippede i stykker. Senere deltog vi på en udstilling i Malmø, hvor vores version af PH-lampen også var med, og til vores overraskelse afstedkom udstillingen en masse polemik. Vi befandt os pludselig i noget, der lignede en voldsom copyright-fatwa. Vi blev kontaktet af firmaet Louis Poulsen, der producerer og sælger PH-lamper. De ville have lukket udstillingen med mindre PH-lamperne blev fjernet. Det udløste en lang række juridiske slagsmål, som dog endte med, at der blev indgået et slags kompromis. Det var ikke sidste gang, vi oplevede den slags stormvejr. Vi har blandt andet også haft en razzia på vores kontor foranlediget af Lacoste i en helt anden forbindelse.
Det lyder som om, oplevelserne kom bag på jer?
Hvis man troede, at man har kunstnerisk ytringsfrihed i et land, som i øvrigt har et meget fundamentalistisk forhold til ytringsfriheden generelt, så gælder det ikke, hvis man laver ting, der bearbejder corporate logos eller design. Vi havde ikke til hensigt at masseproducere Lacoste eller PH. Alligevel havde vi en oplevelse af at ramme en mur. Det er tankevækkende, da nogle af de projekter, Superflex har været involveret i tidligere, har været meget mere upfront – politisk set. I virkeligheden opfattede vi det, at vi havde bygget vores egen PH-lampe, som noget ret blødt. Man kunne oven i købet vende det om og betragte det som en form for cadeau til et designikon.
Vi prøvede også at argumentere ud fra et kunsthistorisk perspektiv over for de involverede firmaer. I kunsthistorien er der en masse eksempler på, at kunstnere bearbejder og arbejder videre på hinandens værker. Så vi fremsendte forskellige eksempler med blandt andet Andy Warhols Campbell Soup osv. til firmaerne, men der var ikke rigtig gehør for den slags argumenter.
Det var her, vi tænkte, at det kunne være interessant at lave en butik, COPYSHOP, sammen med Copenhagen Brains, som solgte produkter og varer, der tvister de store, symbolske brands og sætter nogle af copyright-lovgivningens problemstillinger i spil. Vi brugte butikskonceptet for at markere, at vi også var en del af markedet og opererede på markedets vilkår, og at dette var alvor, selvom vores produkter kun blev produceret i meget små oplag.
Værdikamp og selvorganisering
Så I imiterer traditionelle brandingsstrategier, men gør brug af små forskydninger. I bearbejder den immaterielle merværdi, der omkranser et givent brand?
Ja, et af de produkter, vi har solgt, er Mecca Cola, som har helt klare referencer til Coca Cola. Man tager udgangspunkt i Coca Cola-æstetikken, og samtidig blandes alt mulig andet – fx intifadaen – ind i det. Lige pludselig taler man et politiseret cola-sprog i en markedssammenhæng. Markedet har kolonialiseret en stor del af vores begær og tilgang til verden, og det må vi benytte os af. Vi kan jo ikke alle sammen sidde i Deadline. Kigger man på et stort sodavandsbrand som Coca Cola, så er det, som skaber værdi for dem, deres identitet. Det er jo ikke deres fabrikker – det er tværtimod deres virtuelle værdi, og den kan man jo i princippet bare sætte sig ned og benytte sig af. Den kan ethvert fireårigt barn tage til sig.
Vi forsøger at forholde os til kapitalismen og markedet som magt ved at tænke: kopiér og modificér. For os har det været interessant at undersøge: Hvad sker der, hvis man kopierer et brand, men med et lille tvist af noget andet og samtidig markerer, at det andet er ens eget? Kan man så tage noget af værdien tilbage? Og hvad ville der komme ud af det – et produkt eller en eventuel konflikt? Eller vil markedet nivellere alt, så det overhovedet ikke betyder noget?
Er det det, I udfolder i jeres bog Self-organisation/Counter-economic Strategies? Og er det et omsiggribende globalt fænomen – denne selvorganisering?
Bogen handler om forskellige måder at organisere sig på, både økonomisk, politisk og kulturelt. Den giver eksempler på folk, der har organiseret sig i forhold til noget andet, som regel i forhold til en magtstruktur. Så bogen er en compilation: en kogebog af organisationsformer, mønstre og metoder, som er vidt forskellige. Jeg tror, at trangen til selvorganisering er et globalt fænomen. Men hvis man endelig skulle tale om en fælles fornemmelse, der forekommer globalt, er det en form for apati. Markedet forsøger at gøre os til passive konsumenter af alt. Derfor er eksemplerne i bogen vidt forskellige situationer og eksempler på øjeblikke, hvor man tager magt over sit eget liv igen. Eller er med til at formulere sin egen verden. Og vores intension med bogen har været at samle dem, der reagerer og bruger systemet og markedet til at sige noget.
I en slipstrøm
Så det handler om at sige noget. Når I opererer på markedet, er I vel først interessante, når nogen kan se et økonomisk perspektiv i jer? Får I sagt det, I vil sige?
For nylig var jeg på ølmesse på Carlsberg med vores øl FREE BEER 3.4. På messen var der en mand, som solgte satanistisk øl. Han lignede virkelig en satanist, men jeg ved ikke, om satanismen var i stand til at trænge igennem øllet, eller det bare blev til et markedsføringstrick. Hvis en gruppe mennesker med en specifik interesse bruger markedet til at sige et eller andet, kan det altid diskuteres, hvor meget der kommer igennem. Vi er ikke et reklamebureau, som skal opfinde en historie. Vi har masser af historier, vi gerne vil fortælle. Tag fx vores Guarana-sodavand, som grundlæggende skal sætte fokus på råvarepriser i den tredje verden og undersøge, hvordan man kan udvikle en model til, at bønder kan producere deres egen sodavand. Det gør vi ved at lave noget ballade omkring de firmaer, som udnytter bønderne. Det bliver vores brug af logoer og æstetik, der fungerer som vores økonomiske løftestang, men om det lykkedes? Jeg mener, det kan lykkedes. Vi er ikke købmænd af natur, og vi har ikke slået nogle store firmaer af banen, men Guarana-sodavanden har været relativt godt distribueret, så det er et projekt, der i et vist omfang er lykkedes på både modelniveau og på markedet.
I markedets slipstrøm?
Ja, præcist. Vi ligger og spræller lidt i slipstrømmen. Det er vigtigt at pointere, at jeg ikke tror på, at der er noget ’uden for’ markedet. Det vil være naivt at forestille sig, for det omfatter så mange elementer af vores tilværelse i dag. Så jeg er mere interesseret i folk, der bruger systemet og de mekanismer, der ligger i det, i deres egen interesse.
If value, then copy
Hvis vi vender tilbage til COPYSHOP, hvad er det så butikken – mere specifikt – skal sige om den intellektuelle ophavsret. Hvad forstiller I jer – eller håber på – der sker med ophavsretten på længere sigt?
Vi har aldrig haft en intension om at smadre alle rettigheder. Vi synes egentlig ikke ophavsretten er interessant som sådan. Men i og med at alle bliver mere og mere aggressive omkring ophavsretten, følte vi, at der var et behov for, at der blev skubbet i den anden retning. Faktisk er det et emne, vi mest af alt er blevet tvunget til at forholde os til. Men det er jo noget som mange oplever: 15-årige drenge i Næstved får en retssag på halsen, fordi de deler musik på nettet. Det helt grundlæggende er, at der i dag er så meget mere værdi koncentreret i virtuelle ideer. Copyright og patenter – hele det univers’ procentdel af den samlede værdi bliver større og større.
Derfor tænker jurister og politikere: hvis der er værdi, så er der rettigheder. Hvis der er noget, som er penge værd, bør man kunne lave et hegn rundt om det. Formuleret kort: ”If value, then rights.” Derfor valgte vi sloganet ”If value, then copy.” Men det er ikke kun fildelere i Næstved, der skal i retten. Den danske stat har også patentsager mod sig. Det er derfor, barnebarnet af oliemilliardæren Getty, Mark Getty, sagde: ”Intellectual property is the oil of the 21st century.” Det, som olien repræsenterede før, bliver nu koncentreret i intellektuel ophavsret, som man forsøger at sætte hegnspæle rundt om.
I den sammenhæng er det interessant, at en af de første patentlovgivninger, som blev skrevet, var af Thomas Jefferson, den anden amerikanske præsident, og havde som formål at beskytte den lille opfindelse. Man lavede en patentlovgivning, så man kunne beskytte opfindelser. Men en sådan ret skulle aldrig gælde mere end syv år, for hvis opfinderen kunne holde sin ide for sig selv i længere tid end det, så ville det være skadeligt for almenvellet, og lovgivningen, som havde til formål at fordre entreprenørenergien, ville få den modsatte effekt. Ideer ville blive buret inde og aldrig blive brugt.
I dag gælder ophavsretten på nogle områder op til 70-80 år, men tror du, udviklingen er ved at vende med digitaliseringen?
Meget af det vores generation foretager sig på nettet er teknisk set ulovligt. Internettet er en stor kopimaskine. Hvis du læser en tekst på en hjemmeside, så kopieres den jo fra en server til din computer. Det man ser nu, er dødskramperne af én måde at tænke ejendomsret, vidensdeling og copyright på. Det er de store pladeselskaber ved at erkende nu. At stoppe fildeling er fuldstændig umuligt.
Hvis vi tager eksemplet med Napster, som jo i en periode var verdens største musikbibliotek og en fantastisk måde at dele musik på. Efter en lang og sej kamp lykkes det at stoppe Napster. Men det betød bare, at der dukkede ti andre Napstere op. I dag er fænomenet Napster bare vævet ind i alle mulige andre måder at dele musik og filer på, som fx The Pirate Bay, der lige nu er i retten i Sverige anklaget for opfordring til krænkelse af copyright. Men det, der foregår i retssalen i Sverige, er jo bare en nekrofil dødsmesse over ophavsretten, med mindre man vil slukke for internettet. At slukke for internettet er den eneste måde at stoppe fildeling på i dag.
Problematikken svarer nogenlunde til, da VHS-maskinen kom frem. Filmindustrien lagde sag an mod Sony og fastholdt, at filmindustriens forhold til VHS-maskinen var som en enlig kvindes forhold til The Boston Strangler. Hele filmindustrien ville simpelthen blive slået ihjel, hvis man satte VHS-maskinen i produktion. Sagen endte i den amerikanske højesteret, hvor fire mod fem stemmer tillod at sætte den på markedet. Det var lige før, man forbød, at VHS-maskinen skulle kunne sælges i USA. Det er mærkeligt at tænke på i dag, hvor vi ved, at filmindustrien – i de sidste 20 års – største indtægt har været på VHS-bånd.
Læren fra open source og software-kulturen
Har du et bud på, hvad der vil ske i fremtiden?
Jeg har ikke noget bud på det. Men jeg kan se, at den måde man i software-verdenen dealer med free software, open source og udvikler modeller og licenser som er juridisk gyldige for, hvordan man kan bruge andres ideer – at den måde virker, og på en måde som er teknologisk overlegen. Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, bruger free software, Linux. Linux er en fundamental anderledes måde at tænke vidensdeling på. Det betyder ikke nødvendigvis, at dem, der arbejder med Linux, skal leve af almisser. For dem er der masser af serviceydelser og økonomi involveret. Vi er fascinerede af open source-tankegangen og undersøger om, man kan overføre den på fx øl. Det er et meget populistisk greb, men det er også symbolsk for at markere, at de her ideer ikke udelukkende bør være koncentreret til softwareverdenen. Hvad med at bruge ideerne i andre sammenhænge og systemer også? Så øllet er en pædagogisk løftestang til at promovere en anden form for vidensdeling på. Det er en open source øl, som alle må kopiere og dele. Det gør man også. Øllen er blevet lavet i Taiwan, og Japan og Brasilien og rundt omkring i verdenen, hvor folk har taget den op og er begyndt at producere den.
Men den intellektuelle ophavsret var jo egentlig tænkt til at beskytte kunstnernes interesser. Ser I aldrig på copyright som et system, der tager vare på kunstens tarv?
Ophavsretten er delvist tænkt som beskyttelse af kunstneren. Men man må forstå, at kunstnere i dag opererer under nogle helt andre vilkår – også økonomiske – end de gjorde for 100 år siden. Hvis du er et middelmådigt, dansk rock band, kan det godt være, at du ikke kan tjene penge på at sælge plader mere. Men så vil der opstå – og det er så mit postulat – andre distributionskanaler eller andre måder at tjene penge på helt naturligt.
Der vil selvfølgelig være ting, der forsvinder. Og der vil også være folk, som mister deres job på grund af denne udvikling. Men der vil også dukke nye kunstneriske former op. Man får måske mulighed for at spille flere koncerter end tidligere eller helt andre ting. Det er et andet produktionsmønster, som også kunstnerne skal vænne sig til. Og i forhold til internettet, er der en masse upcoming kunstnere, som får mulighed for at vise, hvad de laver. Det har jeg svært ved at forstå, at nogle opfatter som negativt.
Heller ikke i forhold til kunstnerens muligheder for at have kontrol over værket?
Men hvornår har kunstneren nogensinde haft det? Inden for musikbranchen, er det jo pladeselskaberne, der har haft den kontrol. Jeg er sådan set ligeglad med om pladeselskaberne går konkurs. Det har ikke noget med kunstnerne at gøre, og om Metallica og Madonna mister 10% af deres omsætning, rager mig også en høstblomst. Helt gammeldags marxistisk: Produktionsvilkårene ændrer måden, vi opererer i verden på. Det er selvfølgelig os, der ændrer produktionsvilkårene, men det går også den anden vej. De værktøjer vi opfinder: internettet, grammofonpladen, VHS-båndoptageren, de ændrer den måde, vi producere kulturelle ting på – og det er det, der er ved at ske nu. Musik bliver distribueret på en markant anderledes måde i dag, og du kan sidde i en lejlighed i Tokyo og lave et hit på Grønland uden at skulle have en pladekontrakt for at gøre det. Det synes jeg er fantastisk.
Ophavretten i et udviklingsperspektiv
Diskussionen om ophavsretten dækker jo også over andre problemstillinger end teenageren, der deler amerikanske film fra sit værelse i Næstved. Jeres projekter tager ofte karakter af traditionelt NGO-arbejde. I Selforganization-bogen, berører I et eksempel fra Brasilien om HIV-medicin og patentering. Vil du uddybe det?
Det var et meget højpotent eksempel. Vi var interesserede i at vise, at der sidder nogle få firmaer på rettigheder over medicin, som er afgørende for, om mange millioner mennesker i verden dør eller ej. At nogle har adgang til en livsnødvendig viden, som andre ikke må bruge, burde udløse en massiv global front. Men det sker ikke. I Brasilien og Indien er der produktionsmuligheder, som muliggør produktionen af denne HIV-medicin, men normalt er det ikke legalt at sætte medicinen i produktion pga. de gældende regler. I Brasilien valgte man at gøre det alligevel, fordi man anså det stigende HIV-problem som en epidemi. Er der tale om en epidemi, er det faktisk legalt at producere medicinen uden at tage hensyn til de gældende regler.
Denne beslutning udløste straks trusler og sanktioner fra WTO – for der var andre, der havde rettigheder over de her anti-HIV-præparater. Superflex lavede i den forbindelse et interview med den brasilianske sundhedsembedsmand, som fortalte, at grunden til, at situationen ikke var endt i større juridisk slagsmål, var, at der på det pågældende tidspunkt var anthrax–trussel i USA.
Bush ville give medicin mod anthrax vederlagsfrit til alle de trusselsramte områder og valgte at skide på de rettigheder, det pågældende firma havde over præparatet, for medicinen skulle bare deles ud. Så var det at brasilianerne sagde: ”Vi har 100.000 mennesker, der dør af AIDS, og der er tre personer, som er døde af anthrax. Hvis du klassificerer anthrax som en potentiel epidemi, så er der faktisk noget, som ligner en epidemi her.”
Det lagde en dæmper på diskussionen. Brasilien producerede deres egen kopiversion af medicinen og lavede følgende et forlig, som gik ud på, at de ikke måtte eksportere det. Jeg kender ikke detaljerne, men det er en symbolsk vigtig sag, fordi den er så radikal.
Anvendt skizofreni
I bruger kunstinstitutionen som platform for jeres projekter. Hvad giver det af begrænsninger og muligheder?
Vi har en baggrund i kunstverden, og vi gør nogle ting i den og i andre sammenhæng. Hvis man er til ølmesse på Carlsberg eller underviser på en landbrugsskole i Cambodja, er det ikke Duchamp, der er det primære samtaleemne. Det er tryk og gasproduktion osv. For os er kunsten en løftestang til nogle ting, og det bruger og benytter vi os af på meget pragmatisk vis. Kunsten er et offentlighedens rum, hvor du kan sige ting, ligesom du kan sige ting i en avis – uden nødvendigvis at blive afkrævet et akademisk eller økonomisk resultat. Kunsten er en form for frirum, hvor man kan prøve nogle ting af. Men der er også mange ting, man ikke kan. Når vi vælger at tage en anden kasket på og præsenterer os som firma, er det jo for at tiltage en anden identitet end kunstneridentiteten. Det gør vi, fordi det nogle gange er lettere at operere inden for de områder, vi er interesserede i med firmakasketten frem for kunstnerkasketten. Også for at blive taget mere alvorligt. Når man forsøger at sige noget alvorligt, kan det være problematisk, at folk starter med at spørge: ”Hvorfor er det kunst?” eller vil vide, om de er med i et teaterstykke. Så metoden er en slags anvendt skizofreni: Nogle gange kan vi køre kunstsporet og andre gange kører vi langs et helt andet spor. Vores projekter hører ikke hjemme det ene eller det andet sted.
Da vi lavede bogen TOOLS, ønskede vi at markere, at vi lavede værktøjer, der kunne bruges i forskellige sammenhænge. I et kunstnerisk sammenhæng diskuterer biogasprojektet radikalt æstetiske og institutionelle spørgsmål og i en andet sammenhæng, er det en metode til at lave gas og udvikling af energi. Man kan godt isolere de forskellige sammenhænge, og man kan godt forholde sig til vores biogasanlæg som en teknologisk konstruktion uden at forholde sig til, at den også står på et museum.
Vi ønsker ikke at isolere os til den ene eller den anden situation. Louisiana har købt FREE BEER som en installation, men samtidig fungerer øllen på markedet og på en ølmesse på Carlsberg. Øllen kan operere alle steder, og jeg kan rigtig godt lide, når en ting kan tale på forskellige niveauer.