Hvad vil det sige at arbejde? Er det et krav at skulle arbejde eller en menneskeret? Eller er det et menneskeligt behov? Er det gode liv et arbejdende liv? Dette er nogle af de spørgsmål, som Erik Gandini bearbejder i sin dokumentar, After Work (2023), der havde verdenspremiere på CPH:DOX i år. Med eksistentialistisk humor rejser han verden tyndt og undersøger de forskellige syn på arbejde, og konsekvensen af dem. Igennem dokumentaren kommer vi til Kuwait, USA, Italien og Sydkorea, hvor man møder mennesker fra alle sociale lag af samfundet. Gandini foretager et røntgenbillede af ideen om arbejde og arbejdsmoral og stiller spørgsmål ved arbejdets fremtid. Gennem sin kritiske tilgang ønsker han at få seeren til at reflektere over sin egen tid. Det spørgsmål man sidder tilbage med, efter at have set denne dokumentar er: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere? “Det største mål for de fleste mennesker er at få et job – at tjene en mester”. Sådan begynder After Work (2023) med en unavngiven voice-over, men hvis stemme der alligevel virker lidt bekendt. Den samme stemme taler jævnligt over filmen, og med filmens slutning ser man endelig hvem denne anonyme person, som har brummet over filmens billeder på diverse tidspunkter, er. Det er socialkritikeren Noam Chomsky. Med denne udtalelse bliver filmens tonen sat. Dokumentaren stiller skarpt på hvad arbejdet betyder for os, hvorfor arbejdet betyder sådan for os, og hvordan vi måske bliver nødt til at forstå arbejde på en ny måde, når vi går en ny fremtid i møde. Gandini er ikke dogmatisk i sin kritik af arbejde, og stiller sig ikke konsekvent imod det, men prøver derimod igennem dokumentaren at vise myriader af forskellige perspektiver og vise, at det ikke blot er fra arbejde mening kan komme, og at vi bliver nødt til at se ud over arbejdets næsetip, for at forstå, at det måske ikke bør være det største mål at tjene en mester.   Det arbejdende liv er det dydige liv Sociologen Max Weber skrev i 1920: “The protestant ethic was characterized by a sense of duty to work hard”. Work ethic, eller arbejdsmoral, er et perspektiv, som Gandini bruger noget energi på at beskrive og bearbejde. I After Work hører vi filosoffen Elizabeth Anderson fortælle om arbejdsmoralens historie ikke ulig Webers udlæg af den protestantiske etik. Ideen om at det dydige liv er det travle og arbejdsomme liv kommer, ifølge hende, fra den protestantiske revolution og puritanerne, hvor det hårdt arbejdende liv er et dydigt liv i guds ånd. Dette mener Anderson er sivet ind i den moderne idé om arbejdsmoral. Dokumentaren zoomer ind på dette perspektiv, og undersøger ideen om at være travl. “I’m just so busy” bliver gentaget igen og igen. “You can’t even understand how busy I am”. Sådan lyder det fra Josh Davies, direktør for Center for Work Ethic Development. En meget energisk mand, der nærmest springer rundt på skærmen, mens hans ord “I’m just so busy” konstant gentages som underlægningsmusik. Det virker næsten som en beat fra en Wu-Tang Clan sang. Som at høre C.R.E.A.M. hvor ordene “I’m just so busy” er grundbeatet. Eller som at høre buddhistiske munke sidde i trance mens de mumler, her forstå man blot tranceordene; “I’m just so busy.” Det er i samvær med Davies, den amerikanske arbejdsmoral bliver fremført. 57% af amerikanerne arbejder, selv i deres lønnede ferie, som de kun har ret til to af om året. Dette betyder at der bliver brugt 578 millioner timer på arbejde, som egentlig skulle være lønnet fri. Dette opfatter Davies ikke engang som noget negativt, men kalder det bare god arbejdsmoral. Amerikanerne føler simpelthen, de bliver nødt til at arbejde, fordi travlhed er en dyd og dovenskab er en synd. Josh Davies spørger intervieweren tilbage “How much holiday do you on average take a year?” Da der svares seks uger, bryder Davies ud i et hysterisk grin – det er for ham fuldstændig uforståeligt, ja det virker nærmest til at han finder det latterligt. Sydkorea har en lignende arbejdskultur. En yngre sydkoreaner fortæller bekymret om sin fars tilgang til arbejde. En far, som hun sjældent ser, fordi han arbejder så meget. Ifølge farens generation defineres man som god, hvis man arbejder flest mulige timer, fordi det betyder, at man brødføder sin familie godt. Ifølge den yngre sydkoreaner, er der ikke andet i sine forældre end arbejde. De forstår ikke værdien af eller ideen om lykke, men oversætter alt til arbejde. Dyden ligger i at være travl. Denne kultur prøver Sydkorea dog at modarbejde, hvilket nok også er årsagen til, at den yngre generation ser anderledes på arbejde. Sydkorea prøver på at nedsætte den gennemsnitlige arbejdsuge fra 68 til 52 timer. Derudover indfører nogle arbejdspladser pc-off, hvilket betyder, at arbejdscomputere automatisk slukkes kl. 18 – simpelthen for at undgå, at folk arbejder sig selv i stykker. Sydkoreas regering og diverse arbejdspladser prøver altså at ændre en arbejdsmoral, en kultur gennem disse tiltag. Sydkorea virker som en ekstrem, hvad angår arbejde, men i det mindste prøver de at gøre noget, hvilket er mere, end man kan sige om USA. Den nærmest religiøse ide om dyden gennem arbejdsmoral er i mange dele af verden fasttømret i kulturen. Det er næsten et uudtalt dogme: Vi bør bruge vores tid på arbejde, ikke spilde den på fritid eller frihed. Dokumentaren fremlægger en undersøgelse fra Gallup om hvor engageret mennesker er i deres arbejde. I denne undersøgelse fandt de frem til, at det kun er 15% af medarbejdere der er engageret i deres job. Kun 15% der aktivt engagerer sig i sit job. De resterende 85% af medarbejdere er enten ikke-engageret, eller med andre ord er de ligegyldige, vrede eller uden nogen form for interesse i deres arbejde. Selvom hele 85% af medarbejdere ikke engagerer sig i sit arbejde, vælger de stadig at bruge deres tid, som ellers burde have været deres egen tid, på et arbejde de sandsynligvis ikke interesserer sig for. Over 500 millioner amerikanske ferietimer bliver brugt på arbejde, fordi det føles forkert at have tid til sig selv. En sydkoreansk regering, der bliver nødt til at regulere befolkningens mulighed for arbejde, for at arbejdsmoralen ikke tager overhånd, og bliver skadende for samfundet. Arbejdsmoralens religiøsitet får altså mennesker til at kaste deres liv til siden for arbejdets skyld. Et arbejde som 85% alligevel ikke engagere sig i. Det virker som om, at Gandini med denne skildring af arbejdsmoral prøver at vise absurditeten i vores ide om arbejde. En ide om, at vores tid bør blive brugt i arbejdets tegn. Vi bør og skal forstå vores egen tid på en ny måde, og se vigtigheden af at bruge den på noget vi engagerer os i, i stedet for at tjene en mester.   Hedonisme over arbejde Arbejde har i den moderne tid fået en meningsgivende status. Hvad skulle man dog bruge sin tid på, hvis man ikke arbejdede… bare dovne den? I Gandinis rejse rundt i verden for at undersøge ideen om arbejde, kommer han forbi Italien, hvor vi ser en kvinde gå rundt i en smuk have. Hun hygger om planter og krydderurter. Pludselig bliver der klippet videre til en velklædt mand, der går igennem flotte gange med loftsmalerier i sand italiensk stil. Dette er et modsatfyldt par, men alligevel så ens. Det er et velhavende italiensk par, som har fuldstændig forskellige forhold til det at arbejde. Kvinden har arbejdet i sine yngre dage, men valgte at stoppe, fordi det ikke var det hun ønskede med sit liv, og fordi hun havde midlerne til det. Manden er derimod hårdtarbejdende, ikke fordi det er nødvendigt for deres økonomi, men fordi han nyder det. Hun opfordrer ham “du skal da også have dig en hobby” til hvilket han svarer “arbejdet er min hobby,” som de så sidder og klukker lidt over. De er meget forskellige, men alligevel så ens. De er begge engageret i det, de foretager sig i dagligdagen, noget som 85% af arbejdende mennesker ikke kan prale af. Det de foretager sig, er lystbetonet. De har truffet et valg om, hvordan deres tid skal bruges, i stedet for at lade et valg være truffet for dem. Det Gandini vil fortælle med det velhavende italienske par er ikke, at vi alle skal leve som dem. Det kan vi ikke – de færreste er velhavende. Men det, som parret gør, og som Erik Gandini vil provokere os til, er at reflektere over vores egen tid. Hvordan ønsker vi, at vores tid skal bruges, hvis vi helt selv kunne vælge? Måske skal vi turde forholde os kritisk til vores egen tid, i stedet for at acceptere, at den utvetydigt skal bruges på arbejde.   Gandini bliver i det italienske med hans næste case study, hvor han undersøger fænomenet NEET (Not in Education, Employment or Training). NEET er et akronym for personer, som hverken er i job, i træning til et job eller under nogen form for uddannelse altså med andre ord: personer som ikke stræber mod et arbejdende liv. I Italien, og for den sags skyld Grækenland, falder ca. 30% af unge ind under denne kategori. De gør simpelthen ikke noget for at få et arbejdende liv. De vælger derimod at bruge sin tid på samvær med venner, drikke kaffe, feste, og på andre måder leve fri fra arbejdets tugt. Det er let at kritisere dem som dovne, men det Gandini bruger dem til er at vise, en form for modsvar til den amerikanske og sydkoreanske arbejdsmoral. Det er to modsatrettede ekstremer indenfor ideen om hvordan ens tid skal bruges; på arbejde eller på en anden form for værdsættelse af livet, en form for hedonisme. Det virker ikke som om Gandini advokerer for den ene eller anden indstilling til arbejde, men at han undersøger denne for mange nærmest forbudte ide for at vise, at der kan være en anden måde at leve på, end under arbejdets klo, og at en smule hedonisme måske er sundt for mennesket.   Moderne teknologificering: Med industrialiseringen kom der et øget behov for arbejdskraft. Alle mænd skulle arbejde, og de skulle arbejde meget, for at følge med den enorme vækst i produktionen. Industrialiseringen var en tid, hvor produktion og fremstilling var i højsædet og hvor robotter ikke eksisterede til at lette arbejdsbyrden. Nu befinder vi os i en anden tid, hvor teknologien er begyndt at overtage flere og flere arbejdsfunktioner, hvilket giver mulighed for at lette arbejdsbyrden. Men det har vi endnu ikke, ifølge Gandini, omstillet vores system til. “Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet,” ytrer Noam Chomsky, idet dokumentaren stiller skarpt på den moderne teknologis indvirkning på behovet for arbejde i samfundet. Gandinis pointe er her, at der overhovedet ikke er behov for at arbejde så meget som den vestlige verden gør, og at mange af vores opgaver blot skal udfylde det x-antal timer, samfundet nu engang nummerer til at være en fuld arbejdsuge. Det kan vi se i Danmark, hvor der har været diskussioner indenfor sundhedssektoren om, hvorvidt bureaukratiseringen og registreringsarbejdet nu har taget overhånd. Om vi måske har fået for meget spildarbejde, for arbejdets egen skyld. Gandinis rejse går også til Kuwait, en oliestat som har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Hvis man er statsborger i Kuwait, har man ret til et velbetalt job inden for det offentlige. Det er et privilegie, som kun en økonomisk velhavende oliestat har. Det betyder dog også, at der ofte er 20 ansatte til at udføre én persons arbejde. De skal møde op til aftalt tid, sidde på et kontor hele dagen, og til sidst på dagen gå hjem igen, højst sandsynligvis uden at have foretaget noget som helst andet, end blot at sidde der. Det giver simpelthen seeren eksistentialistisk depression at overvære. Alle de penge, nok til at betale gode lønninger til folk, der intet laver – og alligevel kan man ikke forestille sig en anden struktur end klassisk kontorarbejde. Kuwait er et ekstremt eksempel på vores manglende fantasi til hvad tiden ellers kan bruges til, når det ikke behøver at være arbejde. Kuwaits arbejdsprogram er et tankevækkende eksempel, der fint afspejler, hvordan Gandini anser spildarbejde i den nuværende arbejdsstruktur. Måske skulle man i stedet for at bruge energien på nytteløst eller i bedste fald ekstremt ineffektivt arbejde, bruge energien på noget kreativt, noget skabende. Måske bør vi stoppe med at arbejde for arbejdets skyld og i stedet vælge at kaste spildarbejde og overbureaukratisering ud ad vinduet. Vælge at bruge tiden på noget kreativt i stedet for noget overflødigt. Kreativ udfoldelse gennem kunst, fritænkning, skabelse… alt det, der ikke er plads til i den traditionelle arbejdsfunktion. Gandini bruger robotteknologiens fremgang som en udfordring, eller måske endda en trussel, mod behovet for arbejde og vores nuværende forståelse af arbejdsliv og karriere. Denne teknologi har overtaget det repetitive manuelle arbejde, og endda siden Gandini optog After Work, er der sket kvantespring inden for AI-teknologi. Fremtiden med AI-teknologi betyder måske endda at det ikke kun er det rutineprægede arbejde, der bliver overflødigt, men mange andre arbejdsformer. Igennem de seneste måneder er der foretaget forskning angående AI-teknologiens indvirkning på arbejdets fremtid, hvor flere af dem spår, at AI-teknologien vil kunne overtage flere millioner jobs. Goldman Sachs har i år lavet en rapport der indikerer, at AI-teknologien kan påvirke op til 300 millioner jobs. Dette kan betyde flere ting: enten ender mange mennesker som arbejdsløse, fordi AI gør dem overflødige, eller vi finder på nye ligegyldige opgave til at holde folk beskæftiget, hvilket man kan argumentere i store træk er sket hidtil med robotteknologiens indpas i samfundet. En anden mulighed ville også være at reformere ideen om arbejde, hvilket Gandini nok håber på. Som Chomsky har sagt i dokumentaren: Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet. AI-teknologien kan give mennesket mere frihed, men vi skal turde gentænke ideen om arbejde og vores egen tid.   Hvad ville du så gøre? Gandinis afspejling af arbejde, som han foretager gennem sin rejse gennem verden, stiller et kritisk blik på behovet for arbejde og arbejdets mening for mennesket. Men hvordan skal man så have en indkomst, hvis det ikke ene og alene er gennem arbejde? Erik Gandini argumenterer i sit manuskript, med hjælp fra Chomskys stemme, for ideen om basisindkomst, altså en grundlæggende indkomst, som dækker basale behov, og som ALLE i samfundet får ligeligt, lidt ligesom den danske folkepension, bare gældende for hele voksenlivet. Dette vil frigive muligheden for ikke at være tvunget til at være lønslave. Der ville ikke længere være et krav om at arbejde for at overleve, og derved give friheden til at kunne udfolde sig kreativt, både i den klassiske forstand gennem kunst, men også til at udvikle og skabe noget nyt, uden frygten for økonomisk dommedag. Det virker ikke på dokumentaren, som om det er noget, Gandini mener er muligt lige nu. Som systemet er nu, er der ikke mulighed for det, men med teknologiens hastige fremskridt og i takt med at arbejdets nødvendighed bliver mindsket, håber Gandini fremtidens arbejde ikke er drevet af den nuværende arbejdsmoral og manglende engagement. Håbet er derimod, at arbejdets udvikling går i modsat retning. En retning, der er fyldt af mere frihed til kreativitet, nytænkning og økonomisk frihed fra arbejde. Det er en provokerende tanke. Ideen om ikke at behøve at arbejde. Det er en provokation, der på den ene eller anden måde sidder i kroppen af seeren, når dokumentaren når sin ende, og man sprøger sig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere?   Arbejdet afsluttes Se derfor After Work for at genkalibrere. For at få et kritisk, men også håbefuldt syn på arbejdets natur. Hvor vi er blevet kaliberet til at tænke, at det travle menneske er det dydige menneske, skal vi søge at blive et mere frigjort menneske. Mulighederne er der, men vi skal turde udnytte dem. Vi skal turde generobre vores tid. Gandini bevæger sig elegant gennem dette tunge og komplicerede emne, ved hjælp af et fantastisk brug af filmiske virkemidler, såsom underlægningsmusik og fine klipninger mellem tid og sted, hvilket giver dette noget bestandige emne en lethed. Der er humor hele vejen igennem, hvilket er med til at holde seerens interesse, og lyst til at se videre. Emnet er tungt, kontroversielt og vigtigt, men Gandini bevæger sig igennem dette med en fængende lethed. Filmen er anbefalingsværdig til folk, der ønsker at udvide deres perspektiv på arbejde, eller folk som blot ønsker en velproduceret og underholdende dokumentar.  ...

26.03.2023 Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023). Sybilla Tuxen (direktør). Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX.       Turbulens har været med i Grand Teatret d. 26. marts for at overvære en visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023) med en dertilhørende paneldebat om situationen i Rusland lige nu. Paneldebatten putter nye skelsættende perspektiver på de unge russeres dystre fremtidssyn, og hvad der sker med den opposition, som kritiserer Vladimir Putins invasion af Ukraine.  Skal man tie? Sidde bag tremmer? Eller tage transporten ud af landet? Det er det dilemma, som mange unge politisk aktive russere befinder sig i. Oppositionen til Vladimir Putin er hårdt presset, og det går ud over de visionære unge, som ønsker at forandre Rusland til det bedre. Nu er dokumentarfilmen The Silent Sun of Russia af Sybilla Tuxen ude, som belyser hvor skidt det står til for fremtidsudsigterne for de unge, som faktisk vil protestbevægelsen. Silent Sun of Russia er en mørk og dystopisk fremlægning af unge russeres skæbne i det moderne Rusland. Vi følger Alika, Alyona og Katya for at se livet for de politisk aktive unge russere, som er kritiske over for systemet. Det ser ikke lyst ud. Filmen følger de unge russeres nødvendige flugt fra et system, der vil putte dem i fængsel for deres kritiske røster. En atmosfærisk og tung film om, hvor håbløst det ser ud for demokratisk forandring i Rusland, og hvilke negative effekter den demokratiske dødsdom har på de visionære unge. Her kommer transskriptionen af paneldebatten fra visningen i Grand Teatret d. 26. marts 2023. Sybilla Tuxen: Instruktør af filmen, som har tilbragt flere år i Rusland for at filme til dette projekt. Ilya: En af persornerne filmen følger. Han kommer fra Sankt Petersborg. Vera Skvirskaja: Antropolog fra Københavns Universitet. Hun har studeret nogle af udvandringsbølgerne fra Rusland. Charlotte Flindt Pedersen: Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun har mange års erfaring med at rejse i Rusland.   Moderator: Så lad os begynde. Jeg vil starte med et kort spørgsmål til hver af jer. Og jeg begynder med dig, Sybilla. Du var allerede i gang med filmen, da Ukraine-krigen pludselig brød ud. Hvordan ændrede det dine planer for filmen? Sybilla: Ja. Da krigen begyndte, havde jeg allerede planlagt en rejse til Rusland. For jeg havde ikke været der under coronapandemien. Så jeg havde faktisk et visum. Og jeg havde lang tid på forhånd bestilt flybilletter til et fly, som lettede tre dage efter krigen startede. De første to dage efter krigen brød ud, var jeg ikke sikker på, at jeg skulle af sted. For faktisk var den lufthavn, jeg skulle til, lukket, men så åbnede den, og jeg besluttede mig for at tage af sted for at filme. For i min mave vidste jeg, at jeg måske ikke ville være i stand til at tage af sted senere og gøre filmen færdig. Men bortset fra det var det en meget mærkelig oplevelse at være i Rusland bagefter og filme. For alt det materiale, jeg tidligere havde optaget, måtte jeg virkelig se på med nye øjne. For det var en helt ny situation. Moderator: Og det vender vi tilbage til. Ilya, jeg vil også spørge dig: Når du ser tilbage på den måde, som Sankt Petersborg ser ud på, sidste gang du så det, hvordan kan du så sammenligne det med den måde, som det så ud på før krigen? Du svarer på russisk. Ilya: Da krigen begyndte, var jeg på hospitalet. Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte til et protestmøde i centrum af byen. Der var mange mennesker, der protesterede i de første dage. Der var en masse panik og følelser, men folk vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. De var lidt rystede. Der var mange mennesker til den første dags demonstration, men den næste dag var der færre mennesker. Derefter var protesterne kun i weekenderne og derefter kun om søndagen. Hele byen var overmalet med hagekors-graffiti. Færre og færre mennesker deltog i protesterne. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stod midt på Nevskij Prospekt [red.: hovedgaden i Sankt Petersborg] i centrum af en storby, og der var ingen, der protesterede mod krigen. Moderator: Det her sætter scenen for, hvad der skete, da protesterne begyndte at svigte. Vi vender tilbage til det senere. Vera, kan du ud fra dine studier kort fortælle, hvad der kendetegnede de mennesker, der efter krigen besluttede sig for at forlade Rusland, særligt de unge mennesker? Vera: Der er en meget klar tendens, at mennesker fra den første bølge af udvandring repræsenterede meget veluddannede middelklassefamilier især familier med små børn. De kunne flytte til steder såsom Istanbul, hvor jeg har lavet min forskning, og de kunne fortsætte med at arbejde for virksomheder i Rusland eller finde en ny beskæftigelse. Den anden bølge var mere forskelligartet og var hovedsageligt repræsenteret af unge mænd, der flyttede væk fra mobiliseringen. Det var de to hovedgrupper. Ifølge mine observationer, og de ting jeg har læst om dem, var det stadig folk fra storbyområder med en vis kapital, så hvis de ikke kunne klare sig i udlandet, kunne de bare tage tilbage. Moderator: Så det var altså en meget specifik gruppe af mennesker, der var blandt de personer, der rent faktisk tog beslutningen om at rejse. Charlotte, du har besøgt Rusland godt nok siden 80'erne. Jeg tror faktisk, at det var en periode med håb for de unge mennesker. Så jeg tænker på, hvordan du har det, når du ser denne film? Det må være en meget anderledes følelse blandt de unge. Charlotte: Ja. Da jeg boede i Moskva i 80'erne, var hver dag en ny dag for de unge mennesker. Lige pludselig var der rockkoncerter, og der var ungdomsbevægelser, hippier og alle mulige andre former for ungdomsbevægelser. I dag kan man se frygten i øjnene igen hos de unge mennesker. Når de bliver spurgt om Putin eller krigen, er der en apati. Selv om der er nogle folk, der tør udtale sig på video, så det er meget trist, fordi man føler, at der er en stærk individualitet, der bliver klemt sammen. Moderator: Og vi vil vende tilbage til disse punkter under diskussionen. Jeg vil bare gerne vende tilbage til dig for nu, Sybilla. Kan du prøve at fortælle os lidt om karaktererne i din film? Du beskriver nogle meget barske skæbner og rørende historier. Der er Katya, Alika, Alyona, Ilya og flere andre. Hvordan møder du dine karakterer? Hvor længe kender du dem? Sybilla: Jeg mødte Alika i 2018 i Vladikavkaz. Jeg mødte hende ret tilfældigt, men jeg kunne lide hende med det samme. Jeg skulle til Vladikavkaz, og jeg lavede bare en lille smule research for at forsøge at møde nogle unge mennesker. Og jeg kunne ikke finde nogen på Facebook, så jeg søgte på Couchsurfing, for der kan man søge efter en by, og jeg fandt denne profil med Alika med hendes navn og et billede. Hun svarede mig ikke, men så fandt jeg hendes profil på VK, som er en russisk Facebook, og så jeg skrev en besked til hende der, og sagde, at jeg var på vej til Vladikavkaz, og om hun ville mødes med mig. Hun svarede mig straks, og vi mødtes i parken om aftenen, og vi gik rundt i et par timer og talte om alt muligt, og så begyndte jeg at filme. Moderator: Er det rimeligt at sige, at du planlagde en anden slags film før krigen brød ud? Sybilla: Jeg planlagde en anden film, ja. Jeg var i Sankt Petersborg mange år tidligere og mødte en masse unge russere, og jeg ville virkelig gerne lave et portræt af disse strålende unge mennesker, som jeg mødte første gang, jeg var der. Moderator: Så måske er det et indlysende svar, men hvorfor var det vigtigt for dig at lave dette ekstra kapitel, da krigen begyndte? Du sagde i dine indledende bemærkninger, at det ændrede alting. Sybilla: Jeg tror, det var svært at afslutte filmen uden dette kapitel, fordi det satte alting i et andet perspektiv. Alle de ting, som jeg faktisk oplevede før, var svært at følge op på, men da krigen kom, viste det virkelig, i hvilken retning alting var på vej hen. Moderator: Ilya, jeg spurgte flere af jer i panelet, hvilke valgmuligheder unge mennesker har i Rusland lige nu, og du sagde bl.a., at de kan vælge mellem tv og internettet. Hvad betyder det? Hvilken slags opdeling er der mellem dem, der følger tv, og dem, der følger internettet? Ilya: Valget er at være eller ikke at være en zombie i det 21. århundrede. Moderator: Hvilken slags opdeling giver det, at nogle mennesker følger det ene og andre det andet? For eksempel i familier, formoder jeg, kan der være begge dele. Ilya: Min familie er faktisk ligeglad med politik eller separatisme, og jeg har kæmpet med min familie hele mit liv. Moderator: Overraskede krigen dig og hvordan din familie reagerede på krigen? Ilya: Tja, krige bliver altid startet af dem, som har magten, men det var et stort chok for mig, at folket ikke stoppede denne krig. Moderator: Føler du, at du også er ansvarlig som ung og som borger i Rusland? Ilya: Selvfølgelig føler jeg mig ansvarlig. Jeg føler smerte. Jeg er vant til at se vold, jeg har set så mange henrettelser, og jeg har set mange børn dø. Hver dag så jeg sådan noget lort. Det er mit liv, men jeg så ikke bomber, jeg så ikke krig. Min søster fødte et barn, og jeg kan ikke møde hendes lille datter. Vores familiesituation er, at min søster har født et barn, men jeg kan ikke besøge hende og holde barnet i mine arme. Men på den anden side bliver folks børn dræbt af bomber, og de folk kan aldrig holde deres børn i armene igen. Moderator: Jeg vil gerne henvende mig til dig, Vera, for jeg ved, at du har studeret dette spørgsmål om skyldfølelse, følelsen af skyldfølelse blandt dem, der forlader landet. Kan du oplyse os lidt om dette? Hvilken slags skyldfølelse kæmper disse mennesker med? Vera: Det er et meget stort spørgsmål, for der er netop denne følelse af ansvar og skyld. Faktisk er det inden for dette miljø af russiske migranter en stor debat om, hvorvidt vi skal føle ansvar, eller om vi skal føle ansvar og skyldfølelse. Og et ret stort antal mennesker, som jeg taler med, siger faktisk: “Nej, vi forlod landet, og vi støttede ikke krigen. Krigen blev ikke startet i vores navn, så der kan ikke være tale om skyld som sådan, men selvfølgelig er vi alle ansvarlige, fordi vi er borgere i det pågældende land.” Så skyldfølelse er en særlig følelse hos de mennesker, der er meget følsomme over for den vold og de forbrydelser, som de russiske tropper har begået i Ukraine, og skyld er også en slags etiket, som folk, der ikke føler den, kan tillægge andre. Så der foregår en hel del diskussioner, debatter og konflikter i dette miljø på baggrund af disse linjer, nemlig om vi skal føle skyld eller blot føle ansvar. Og selvfølgelig er et af de vigtigste argumenter blandt dem, der migrerer, at de ønsker at flytte ud af landet, fordi de ønsker at tjene penge i udlandet, så de ikke betaler skat til finansiering af krigen. Så det er en måde at trække sig fra dette ansvar på ved ikke at sætte penge ind i krigsmaskinen. Moderator: Et spørgsmål mere til dig, Vera. Vi, og også Ilya, talte om generationsspørgsmålet. Du skrev til mig, at der nu er en del forskning om, hvad en længerevarende krig gør ved støtten til krigen. Kan du kort fortælle os, hvad det handler om? Vera: Ja, det var en lidt uventet opdagelse i marken, at nogle af de unge mænd, der flyttede, især den første bølge, men også nogle af dem, der var i fare for at blive mobiliseret, nævnte, at deres forældre i begyndelsen af krigen støttede deres beslutning om at flytte væk. Forældrene støttede handlingen som en slags antikrigsprotest, men jo længere krigen trækker ud, jo mere bliver de påvirket af propagandaen og af idéen om, at hele verden faktisk er imod os som russere. Så en hel del af disse negative ting i forhold til Rusland og også i forhold til russerne, som er blevet forstærket af de russiske medier, har faktisk haft en meget stor indvirkning på den ældre generation. Moderator: Så en lang krig kan faktisk øge støtten til krigen i nogle segmenter af den russiske befolkning? Vera: Ja, præcis. Jeg mener, sanktionerne har naturligvis en indvirkning, men de har en indvirkning på bestemte områder, og for disse mennesker og denne generation af forældre har det ikke nødvendigvis en så vigtig indvirkning. Så jo længere krigen varer, jo mere støtte får den fra de såkaldte dybe masser. Moderator: Charlotte, jeg vil gerne vende mig til dig. Tror du, at Kreml eller den politiske elite er utilfredse med, at disse mennesker flytter ud af Rusland? At unge mennesker rejser væk, eller er de ret tilfredse med det? Charlotte: Jeg tror, at de er tilfredse med det, fordi det er de mennesker, som de er bange for, og til en vis grad kan man sige, at Kreml også fører en krig mod deres egen befolkning. Dette er det første mål i den krig, og derfor er de ganske tilfredse. Selv om det har økonomiske konsekvenser for dem, er det ikke noget, som de tager højde for. Moderator: Vi taler om nogle af de bedste og klogeste. Det er en enorm hjerneflugt. Er de ikke nødt til at tage hensyn til dette som en faktor fra et politisk synspunkt? Charlotte: Jo, ifølge os, i et rationelt land, er de nødt til det. Denne krig handler også om historie, kan man sige. Det er en meget bagudtænkende krig. Det handler om noget, som de mener har stået på i mange år, en uretfærdighed, som fandt sted i fortiden. Så det handler ikke om fremtiden, og det er et eksempel på, at det ikke har noget med fremtiden at gøre, virkelig. Derfor er de glade for, at disse unge potentielle navalnister eller ekstremister faktisk flytter ud af landet. Vera: Jeg vil gerne tilføje, at blandt den anden generation af migranter, disse unge mænd, der er flyttet væk for at undgå mobiliseringen, er en ret stor del af dem, der kaldes digitale nomader. De fortsætter med at arbejde for Rusland. De forlod ikke landet af ideologiske årsager. Det er også vigtigt at forstå, at de bare ikke ønsker at blive mobiliseret og gå i krig. En ret stor del af den ekspertise, som de repræsenterer, er stadig noget, de giver tilbage til Rusland. Så vi kan ikke tale om en total hjerneflugt på dette stadie endnu. Moderator: Ja. Okay. Sybilla, som vi talte om har du arbejdet flere år i Rusland. Du har talt med mange mennesker der. Du beskrev det endda, som jeg læste i et interview, som en slags kærlighedsaffære med Sankt Petersborg, tror jeg, du sagde. Hvordan føles det i dag? Føler du stadig, at du kan tale om sådanne følelser, når vi ser et land, der fører krig mod nabolandet? Sybilla: Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at allerede dengang, da jeg var der første gang, var det menneskerne, jeg mødte, som jeg kunne lide, og som gav mig så meget. Det var aldrig staten eller den politiske struktur. Så jeg tror, at jeg stadig forstår mange af disse unge mennesker. Moderator: Synes du, at det er rimeligt at tale om en hel generation, der er påvirket af krigen, en krigsgeneration nu i Rusland? Sybilla: Jeg tror på nogle punkter, ja, men som Ilya også sagde lige før, så er mange unge mennesker også ligeglade, de læser ikke nyhederne og støtter ikke Putin. Jeg filmede nogle unge mennesker i et mere alternativt miljø og også folk, der læser nyheder på internettet og kender oppositionens nyheder. Så ja, det er én side af historien, og der er en anden. Moderator: Og hvad er stemningen blandt disse mennesker nu? Charlotte nævnte, at denne krig handler om fortiden. Ser disse mennesker på fremtiden? Har de håb? Har de planer? Når du altså ser på de mennesker, du mødte. Sybilla: Alle dem, jeg taler med nu, har ikke mange planer, fordi de ikke ved, om de kan blive der, hvor de er nu uden for Rusland og ingen af dem ønsker at tage tilbage til Rusland. Jeg tror, det er virkelig svært for dem at tænke på, hvad de vil, at have drømme og at tænke på noget om en måned eller to måneder eller et halvt år eller et år. Det er ikke muligt for dem. Moderator: Vera, jeg vil gerne spørge dig og Charlotte om en sidste ting. Vi ved, at der har været flere andre krige, som har haft stor indflydelse på Rusland og også på Sovjetunionen. For eksempel krigen i Afghanistan. Tror du, at denne krig kan få en lignende indvirkning på Rusland, som krigen i Afghanistan havde på Sovjetunionen med hensyn til at give genlyd i samfundet og i generationer? Mange mennesker, som kom tilbage fra Afghanistan, kom tilbage med ar efter krigen. Charlotte: Der var én ting ved krigen i Afghanistan. Jeg mødte en masse afghanske veteraner, da jeg var i Moskva. Sagen var, at de havde Gorbatjov. Derfor havde man muligheden for åbent at kritisere regeringen og åbent sige, at vi ikke får nok støtte, eller åbent spørge, hvorfor vi egentlig er i denne krig. En af de vigtigste chefredaktører for et sovjetisk ungdomsmagasin, Aganyok, var en afghansk veteran, og han talte åbent om disse ting. I dag har man ikke denne ytringsfrihed eller denne mulighed. Så i den forstand vil der naturligvis være ar og sorg og alt muligt. Men her har vi en situation, hvor vi har et Orwell-lignende system. Og derfor er det meget svært at komme med kritik af det, der foregår med hensyn til soldaternes tilbagevenden. Moderator: Men det betyder vel ikke, at retningen ikke vil komme? Vera: Jeg ville tilslutte mig denne pointe, som Charlotte kommer med, for jeg gik i skole i Sovjetunionen, og jeg husker den måde, hvorpå disse unge mænd, søde unge mænd, blev rullet ind i kørestole til vores klasseværelse for at fortælle os om krigen i Afghanistan, og vi var forfærdede, fordi disse unge mænd var bare en lille smule ældre end vi var. De kunne ikke rigtig kritisere krigen, men de støttede den bestemt ikke, og var bestemt ikke positive over for den. Så igen når vi taler om eftervirkninger i dag, er det næppe muligt at forestille sig den samme måde at interagere med en veteran, med en mand, der er blevet sprængt i luften i Ukraine, for eksempel. I den forstand var der mere plads til en mere kritisk diskussion, end vi kan se i dag. Moderator: Jeg ville gerne afslutte denne diskussion med et glimt af håb, men det ser ud til at blive svært. Jeg spurgte  dig, Ilya, om håb, og jeg tror, dit svar var noget i retning af: Fuck håb. Du skrev dengang, at "min generation er blevet voldtaget." Kan du uddybe, hvad mente du med det? Ilya: Jeg håber ikke længere. Fuck håbet. Hvad kan man håbe på? Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på i denne situation. At Putin dør? At krigen stopper? Jeg ved det ikke. Eller at folk vil lære af dette? Jeg ved det ikke. Moderator: Okay, så vil jeg vende mig til dig, Sybilla. Hvad er dit håb for dine karakterer i filmen? Sybilla: Hvis jeg skal tænke på de unge mennesker i filmen, som er imod Putin, håber jeg, at vi på en eller anden måde kan hjælpe dem med at kæmpe imod Putin. At vi i den vestlige verden vil hjælpe de unge mennesker mod Putin. Moderator: Det var de sidste ord fra dette panel. Vi vil nu vise filmen.   Detaljer om filmen: https://cphdox.dk/film/silent-sun-of-russia/...

20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov   Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under visningen af 20 Days in Mariupol. Den urovækkende dokumentarfilm havde verdenspremiere tilbage i januar på Sundance Film Festival og europapremiere på CPH:DOX. Den har i løbet af festivalugen haft mange visninger på tværs af de københavnske biografteatre. Selv ved en af de sidste visninger, hvor jeg var inde og se den, kunne man på ingen måde kalde salen for tyndt besat. Der var stadig mange mennesker klar til at blive berørt af de voldsomme billeder. Billeder af død, ødelæggelse, massegrave og menneskelig depression. Dokumentaren omhandler, som titlen også indikerer, de første 20 dage af krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser russernes voldsomme angreb på havnebyen Mariupol havde for byens indbyggere. Den er skabt af den ukrainske journalist Mstyslav Chernov og hans team, der som de eneste journalister blev i Mariupol længere end syv dage. Det er en brutal film, hvor meget få fingre bliver holdt for seerens øjne. Billeder såsom en 16-årig drengs ben, der er blevet sprunget af pga. russisk artilleri, bliver dog censureret. Men de grafiske skildringer af lemlæstelser er ikke engang de voldsomste. De mest rørende billeder er dem med ufiltreret desperation i ukrainernes ansigter, når et barn på 18 måneder mister livet til krigen, efter læger panisk prøvede at redde hans liv. Billeder af en mor, der ikke kan være i sig selv, og læger der sidder på gulvet og græder. Det er de stemningsbilleder, der rammer hårdest. Krigens første 20 dage 20 Days in Mariupol er inddelt i dage, hvor filmen starter med dag 1, dagen hvor invasionen bryder ud. Chernov og hans team vælger at køre til Mariupol, eftersom de forventer at det bliver en vigtig kampplads. Filmen slutter med dag 20, hvor journalistholdet får smuglet sine kameraer og harddiske ud af Mariupol og gennem mere end 100 km russisk besat territorie. Imellem disse to dage er filmen opdelt i 12 forskellige dage, som dokumentaristerne har udvalgt. Udover at give et overblik over tidslinjen, så sætter det også ødelæggelserne i perspektiv. Ødelæggelserne bliver sat i struktur, og det bliver muligt at se, hvordan det starter med at være ødelæggelse af militære platforme og udvikler sig til destruktion af civile bygninger… og af civile mennesker. Allerede ved krigens tredje dag er en fjerdedel af Mariupols befolkning flygtet fra byen, og ved dag fire ser vi billeder af det første døde barn på hospitalet. Idet lægerne giver op på at redde ham, kigger den ene læge ind i kameraet og ytrer med bestemt stemme ”vis Putin hvad han gør.” Ved den syvende dag af krigen begynder elektriciteten og internettet at forsvinde i store dele af byen. De resterende journalister, der rapporterede fra Mariupol, flygter ud af byen, og de eneste tilbage er Chernov og hans team. Den destruerede by filmes, og hvad der for få dage siden var en intakt og industriel havneby, er nu en samling murbrokker, fyldt med destruerede bygninger og desperate mennesker. Chernov og hans team opholder sig på et hospital, som både virker til at være det sikreste sted at opholde sig, men også epicentret for den død, som krigen medbringer. Uden forbindelse til internettet begynder Chernov en lang kamp for at få sendt sine billeder ud til omverdenen. Ved dag 11 er den eneste mulige adgang til information fra omverdenen gennem radioen, men det eneste signal der modtages, er russisk propaganda. Ved dag 14 vælger Chernov og hans team at tage med nogle brave mænd til byens nyanlagte massegrave. Her få seeren mulighed for at gense en af de afdøde fra dag syv. Det er en utrolig voldsom scene, når Chernov forsøger, uden held, at indgå i dialog med en mand i færd med at bære lig til massegraven. Manden ignorerer Chernov, ikke på grund af en aversion mod ham, men simpelthen fordi manden ikke vil kunne være i sig selv, hvis han skulle forholde sig til det, som egentligt foregår. Ved den 15. dag har mange af disse billeder nået udlandet, og nu begynder en nyt vigtigt slag, nemlig slaget om sandheden. På dette tidspunkt forsøger russerne af afskrive alle disse billeder som ukrainsk propaganda, produceret af den ukrainske regering og fyldt med skuespillere. Dag 16 lykkedes det de russiske kampvogne at nå til hospitalet, hvor soldaterne opholder sig iblandt de mange civile. Her indfanger Chernov med sit kamera bevis på at de russiske soldater målrettet angriber civile mål: kampvogne med russernes ikoniske Z skyder mod flere civile bygninger. Ikke nok med det, så begynder kuglerne også at regne ned over hospitalet, da en snigskytte har fået blik for hospitalets flygtninge. Billeder siger mere end tusind år – særligt når den sande historie om krigens slagmark skal fortælles. Dagen efter bliver Chernov og hans hold reddet fra hospitalet og ved den 20. dag trækker de endelig stikket, og flygter ud af Mariupol. Verden fik disse optagelser. Optagelser af destruktion og død i Mariupol. En af de sidste personer, Chernov taler med i Mariupol siger ”Thank you for telling the story of our city” – og det er præcis det, som han er lykkedes med i denne brutale dokumentarfilm. Hvorfor skal det gentages? Uanset hvor voldsomme disse billeder er, så har alle, der har fulgt med i krigen erfaret Ruslands invasion af Ukraine i diverse medier. Billederne af Mariupols fald blev vist i krigens tidlige dage. Så hvorfor, kunne nogle måske fristes til at spørge, behøver vi en dokumentar nu, når Mariupols fald skete for knap et år siden i krigens tidlige måneder? Andre Gidé skrev i 1892 ”Alt er blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at begynde forfra igen og igen.” Det er årsagen til, at vi skal se disse billeder. Det er årsagen til at denne dokumentar burde vises og fortællingen gentages. Krigen er endnu ikke slut, og disse horrible handlinger foregår stadig, blot andre steder end i Mariupol, og uden nogen til at dokumentere dem. Vigtigheden af denne dokumentar ligger altså ikke i at kunne forarge seerne med de voldsomme billeder, men at holde verdens øjne åbne for de voldsomme handlinger der foregår i Ukraine lige nu. Vigtigheden ligger ikke i de enkelte viste billeder, men derimod i at få verden til at lytte, selvom det betyder at fortællingen om Ruslands invasion i Ukraine gang på gang skal gentages. Dokumentaren er skabt for at vise omverdenen det, som foregår i Ukraine lige nu, med fokus på den destruktion invasionen medfører, men der er også et andet mål med denne dokumentar. Chernov sætter ord på det, jeg tror er dokumentarens fornemste opgave, nemlig at være et redskab i kampen mod misinformation. Det er en kamp om forståelse af krigen. Chernov udtrykker også i et interview med Deadline, at kampen mod misinformation er en vigtig del af krigen. Aischylos, en oldgræsk digter, skrev "I krig er sandhed det første offer”. Store dele af Ruslands krigsførelse handler lige præcis om at bekæmpe sandheden både i og udenfor Ukraine. Ukraine er afhængig af omverdenens støtte i kampen mod Rusland, og hvis Rusland kan så usikkerhed ift. Ukraines fortælling, så vil det potentielt få store konsekvenser for den livgivende støtte, som Europa og USA har bidraget med. Uden denne støtte vil Rusland have en noget lettere situation foran sig. Den russiske regering har forsøgt at sprede misinformation om at hospitalet de bombede, ikke var fyldt med civile, men derimod højreekstremistiske oprørsgrupper. De har sågar forsøgt at bilde deres befolkning og omverden ind, at de ofre, man ser komme væltende, alle er skuespillere. De vil påstå, at alle Chernovs optagelser ingen sandhed har i sig, men blot er ukrainsk propaganda affødt af deres nazistiske regering. Der er vel ikke nogen, som kan tage disse anklager fra Rusland seriøst, tænker du måske. Men for russerne er det ikke nødvendigt at få alle overbevist om, at dette er sandheden, men hvis en tvivl kan sås, så kan der skabes mistro til Ukraines narrativ. I dokumentaren ses f.eks. ukrainere, der er i tvivl om det er Ukraine selv, som bomber nogle af hospitalerne. Dette fremstiller Chernov som værende en konsekvens af den manglende information de havde adgang til i Mariupol, og den russiske propaganda, der dominerer radiobølgerne. Det kan i værste fald medføre en form for modvilje til Ukraine, eller i hvert fald en tvivl om hvordan man skal forstå krigen, som får omverden til at tøve om at bekende kulør eller vælge side. Chernov udtrykker i et interview med Deadline, at disse billeder bliver set af mange mennesker, og fortolkningen af dem ikke er noget han kan styre, men med dokumentaren bliver alle disse enkeltstående klip, som mange mennesker har set i brudstykker, sat i en kontekst. I stedet for en samling af klip, bliver der skabt en samlet fortælling om Mariupols virkelighed. En fortælling er sværere at afskrive som propaganda eller skuespil. Dette er årsagen til, det ikke er nok at gentage de enkelte klip, men derimod skabe en samlet fortælling om Mariupol og derved om krigen. Det er sværere at afskrive en samlet fortælling end et enkelt klip. Vold, ødelæggelse og kampen om fortællingen Krigen raser stadig, men få medier rapporterer stadig jævnligt om den. Der er ikke længere chokværdi i at fortælle om russernes hærgen gennem Ukraine, men voldsomhederne foregår stadig, og for at der stadig kan komme støtte til Ukraine, bliver vi også nødt til at være bevidste om, at krigen stadig foregår. Vi må ikke lade den gå i glemmebogen ligesom Krim-halvøen gjorde efter Ruslands invasion i 2014. Dokumentaren er den nødvendige gentagelse, så folk lytter endnu en gang, og ikke blot søger det næste chok. Dokumentaren er et redskab til forståelse af krigen. Volden og ødelæggelsen er det, som vises. Det er i fokus i alle dokumentarens billeder, men det er ikke alt dokumentaren gør. Den skaber nemlig også en samlet fortælling om Mariupol og dens beboere. Om deres desperation, kamp for overlevelse og deres død. Som Chernov udtrykker det i dokumentaren: ”My brain wants me to forget all this but the camera won’t let it happen.” At se 20 Days in Mariupol er en voldsom oplevelse. Hvor de enkelte klip forargede, dengang de blev sendt for lidt over et år siden, så trækker dokumentaren seeren helt ind i Mariupol. Det er ikke blot de voldsomme billeder man ser, men også den menneskelige desperation og opgivenhed. Seeren føler sig som en del af Mariupols befolkning, hvilket også medførte at mange biografgængere i den nørrebroske biograf Empire græd, og en mand forlod salen, fordi han ikke kunne rumme følelserne. Denne dokumentar bør ses, så vi ikke forglemmer de rædsler, som en ubarmhjertig krigsførelse kan medføre. Den vækker både medfølelse for sine ukrainske medmennesker, og kaster lys på Putins forfærdelige handlinger. Den bør ses så Ukraine ikke forsvinder ud af vores bevidsthed....

Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København)   Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis svare dig, hvis du spurgte. Dokumentarfilmen Labor følger tre sexarbejdere i San Francisco over otte år og udforsker elegant, hvordan arbejde, privilegier og vilje indgår i valget om at lave sexarbejde. En klar anbefaling af Labor lyder fra Turbulens, da den giver et kærkomment nuanceret vidnesbyrd om verden fra en sexarbejders synspunkt. Det starter med lukkede øjne. En stemme fortæller os, at hun gerne vil forblive anonym af hensyn til hendes forældre. Så skal de ikke frygte for, hvad andre vil sige om dem, eller blive udsat for krænkende spørgsmål om deres evner som forældre. Sådan starter Hannas historie om sexarbejde. Men det er også en historie om valg, stigma og kærlighed. Slørede stemningsbilleder af skummende bølger dukker frem på skærmen. De uskarpe billeder komplementeres af historien om otte år af Hannas liv. Otte år, hvor hendes sexarbejdertilværelse holdes skjult for hendes forældre i Sverige. Men også otte år med eventyr, tilhørsforhold, glæde og gode venskaber.   Sexarbejde tjener bedre end så meget andet Labor er ikke kun om Hannas historie. Chloe og Cyd, to queer sexarbejdere i San Francisco, danner hovedrammen for fortællingen. Chloe er ved starten af filmen i midten af tyverne og tjener til dagen og vejen som dominatrix til $250 i timen. Cyd er en ung transmand, som også lever af sexarbejde. Chloe er homoseksuel og ikke tiltrukket af mænd, men vælger alligevel at sælge seksuelle ydelser til mænd, hvor hun er den dominerende partner under analsex. “Det er sjovt at være dominatrix,” griner hun, “Jeg har altid været en meget dominerende type”. Arbejdet tjener godt i sammenligning med andre jobs. Det gælder ikke kun ufaglærte jobs. Selv når Chloe får en uddannelse og arbejder som frivilligkoordinator og senere i den amerikanske stat, vælger hun at supplere sin faste indkomst med 2-4 månedlige dominatrix-sessioner med gamle kunder. Det er ikke for nydelsen, men fordi arbejdet tjener godt. Chloe bekymrer sig om fremtiden. Hun sparer op til sin egen pension og til at kunne forsørge sine forældre, når de bliver gamle, fordi sundhedsvæsenet i USA ikke har tænkt sig at gøre det. Sexarbejdet handler for Chloe om pengene – men hvilket arbejde gør ikke det? Nogle dage har hun gode sessioner, der får hende i et flow og fjerner tankerne fra stresset på dagarbejdet. Andre dage er det bare et arbejde. For mange sexarbejdere er fordelen også, at indkomsten kan sikres på relativt få timer sammenlignet med et 8 til 16 job. Cyd vælger eksempelvis at holde fast i sexarbejdet som en sidegesjæft, mens han læser på universitetet. Det frigiver flere timer til studiet, end et studiejob til 20 timer eller mere ville, og det tjener mindst lige så godt.   Et stigmatiseret erhverv Fortællingens slutning vil jeg ikke afsløre. Til gengæld er det værd at nævne, at filmen belyser mange af de aspekter af sexarbejde, som bliver glemt i den dominerende diskurs. Ofte er sexarbejde stigmatiseret eller anset som et kvindeundertrykkende foretagende. Instruktøren Tove Pils formår at fokusere på de smukke ting, der findes i fællesskabet og tilhørsforholdet blandt mange sexarbejdere. Selvfølgelig er der forskel på sexarbejde. En gadesexarbejder er ofte fattigere og i en mere prekær situation, hvis de bliver anholdt. Størstedelen af dem er migranter og risikerer at blive udvist. Det gælder både i USA og Danmark, selvom de to landes lovgivning på området ikke kunne være mere forskellige. USA kriminaliserer alle former for sexarbejde, hvilket marginaliserer og presser sexarbejdere ud i farlige situationer. Danmark har derimod afkriminaliseret sexarbejde og endda gjort indkomsten skattepligtig, om end der stadig er strenge regler omkring sexarbejde i Danmark. En mere privilegeret sexarbejder, såsom Hanna, har bedre arbejdsvilkår, da hun kan rejse fra Sverige til San Francisco – det samme gælder Chloe, som kan vælge og vrage blandt de mange potentielle kunder. Fælles for alle sexarbejdere er dog stigmaet, der hænger som en sort sky. Selv de mest privilegerede sexarbejdere, med rige forældre, et vestligt pas og en tryg barndom med i bagagen, kan ikke afværge stigmaet omkring sexarbejde. I dokumentaren frygter Hanna at fortælle sine forældre om det, og hun vælger af samme grund at være anonym i filmen. Mange danske sexarbejdere, hvad enten de er escortpiger, ansat i massageklinikker eller andet, vælger at dække over deres erhverv over for venner og familie. Netop dette stigma dannede grobunden for filmens efterfølgende paneldebat.   Højdepunkter fra verdenspremierens paneldebat Efter filmens 95 minutter tændes lyset og fire stole hives ned på tomrummet foran lærredet i Empire Bios sal 2. I anledningen af aftenens visning er der arrangeret en kort paneldebat på 40 minutter. Følgende er en sammenfatning og løs oversættelse. Sofie Riise Nors, dansk feminist og forfatter, modererer og stiller spørgsmål til de tre deltagere: Jelena fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). Tove Pils, filmens instruktør og kamerakvinde. Oliver fra Red Umbrella Sweden. Jelena fra SIO understreger, at sexarbejde i Danmark er meget forskelligt. Selvom det er meget bredt, forsøger SIO at repræsentere alle: migranter, massageklinikarbejdere, gadearbejdere osv. Sexarbejderes rettigheder er både for de privilegerede og for dem fanget i fattigdom, understreger hun. Tove Pils: “Alle sexarbejdere burde have muligheden for at være åbne omkring deres arbejde. Også de sexarbejdere, som kommer fra en mere privilegeret position.” Oliver: “Sexarbejde er kun anerkendt som arbejde, hvis du er glad. Enten det, eller også bliver det et spørgsmål om moralitet. Det er som om, at der kun eksisterer myten om den ”glade luder” [happy hooker] eller den sextrafikerede kvinde. Det er som om, der ikke er noget rum for ambivalens omkring ens sexarbejde. Mange klager over at have en dårlig dag på arbejde, eller en dårlig kunde. Hvorfor skulle sexarbejde være anderledes? Hvis en sexarbejder udtrykker frustration over deres arbejde, så antages det med det samme, at de er undertrykte eller sextraffikerede. Det er en skam, at diskussionen ofte handler om sexarbejdes moralitet eller om grænsekontrol (mod migranter), og at sexarbejde kun bliver anerkendt, hvis den arbejdende er glad for sit arbejde hele tiden.” Tove Pils: “Meget i livet handler om valg. Hvor mange valg, du har at vælge mellem, er dikteret af, hvor privilegeret du er. Vi træffer hele tiden valg, hver dag. Hvordan er valget om at udføre sexarbejde anderledes? Med mindre du er meget, meget rig, bliver du nødt til at arbejde. Hvilken slags arbejde du har at vælge mellem afhænger af dit privilegie. Det giver ikke mening at stille sexarbejde op som om, at du skal være lykkelig, for ikke at være et offer.” Hvis der var et budskab, som paneldebatten var enige om, så er det at: Sexarbejde er et arbejde. Det er en måde at tjene penge på. Når en person vælger at sælge seksuelle ydelser, så er det et valg. Nogle sexarbejdere vælger sexarbejde fordi det er det mindste onde mellem dårlige indtægtsmuligheder. Og som andre jobs er der fordele og ulemper ved arbejdet, samt gode og dårlige dage. At anerkende sexarbejde som arbejde betyder ikke, at sexarbejde skal promoveres som en karrierevej. Det betyder derimod at man skal lytte til sexarbejderne og anerkende deres rettigheder til frihed og sikkerhed. Sexarbejde burde være fri for stigma. En af de største skader ved at udføre sexarbejde er at det er højt stigmatiseret. Det medfølger at sexarbejdere må holde deres profession hemmeligt for omverden eller lyve for deres forældre og venner. Det gør det også svært at få et andet arbejde en dag, hvis man ønsker det, fordi det ikke ser godt ud på CV'et. Vil du lære mere om sexarbejde og hvad du kan gøre? Der er så meget godt indhold på internettet, hvor sexarbejdere selv fortæller deres historie og kæmper for deres rettigheder. Find paneldeltagerne, deres organisationer og deres anbefalinger her:   Paneldeltagerne: Sofie Riise Nors: Feminist og forfatter. Instagram: @sofieriisenors Jelena fra SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation): http://s-i-o.dk/ , Facebook: https://www.facebook.com/sexarbejder/ Tove Pils, instruktør og kamerakvinde. Instagram: @tovestelefon Oliver fra Red Umbrella Sweden: https://redumbrella.se/ (Red Umbrella Sweden: medlemmerne af Red Umbrella Sweden er aktive sexarbejdere og de har omkring 110 nuværende medlemmer. Den røde paraply er et internationalt symbol på sexarbejde.)   Anbefalinger fra panelet: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) anbefaler: The Red Van. Det er en NGO, som giver gadesexarbejdere et sikkert sted at udføre deres arbejde. Støt deres arbejde med en donation eller lignende. The Red Umbrella anbefaler: ESWA (European Sex Worker Alliance). En europæisk sammenslutning af sexarbejdere. Tove Pils anbefaler: St. James Infirmary i San Francisco. Sofie Riise Nors anbefaler: Bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Workers’ Rights af Molly Smith og Juno Mac (2020) af Verso Books.   Dokumentarfilmen Labor (2023) kan desværre ikke ses på CPH:DOX' online platform PARA:DOX - men der er adgang til et væld af andre spændende dokumentarfilm fra d. 24. marts til d. 2. april (49 kr per film, 495 kr for ubegrænset adgang)...

Den vilde natur forsvinder med lynets hast, og det anslås, at op imod 94% af den danske natur har det skidt. Biodiversitetskrisen er altså allerede i gang med at forandre livet på jorden for altid. Dokumentarfilmen After Nature, der har været vist på årets CPH:DOX, er et detaljeret og nøgternt vidnesbyrd om livet i en antropocæn tidsalder. Turbulens bringer her et interview med instruktør Esther Elmholt. ...

Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain....

Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer....

”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp....

"13, a ludodrama about Walter Benjamin", som blev vist på CPH:DOX, er en dokumentar om Walter Benjamins syv sidste leveår, instrueret af den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand. Filmen går på opdagelse i dokumentarfilmens muligheder ved at blande vidt forskellige komponenter: animationer, dagbogscitater og arkivoptagelser. Inspireret af Benjamin skaber Ferrand sit helt eget kalejdoskopiske univers, der giver indblik i Benjamins alsidighed som en moderne og poetisk tænker....

Med afsæt i muren, som blev bygget mellem Israel og Vestbredden i 2002, giver den animerede dokumentarfilm "Wall" et æstetisk enestående og sindsoprivende indblik i den politisk-religiøse konflikt mellem israelere og palæstinensere. Under CPH:DOX 2018 talte Turbulens med filmens canadiske instruktør Cam Christensen om hans forsøg på at gøre op med ensidige og polariserede attituder i en kompleks politisk situation....

Dokumentaren "Playing God" fra 2017 skildrer, med Washington-advokaten Kenneth Feinberg som nøgleperson, hvordan virksomheder og regeringer undgår erstatningsretten ved at tilbyde kompensationsforlig. Filmen problematiserer et system, der koncentrerer magten hos de få og gør menneskeliv op i økonomisk værdi. På CPH:DOX 2018 fik Turbulens chancen for at tale med den tyske instruktør Karin Jurschick om hendes seneste filmprojekt. ...

I dokumentarfilmen "Zentralflughafen THF" skildrer den brasiliansk-algeriske instruktør Karim Aïnouz på indlevende vis hverdagslivet i den midlertidige flygtningelejr, som blev indrettet i Berlins Tempelhof-lufthavn i kølvandet på flygtningekrisen i 2015. Under CPH:DOX mødte Turbulens instruktøren til en samtale om krisen og dokumentargenrens evne til at rykke ved vores grænser....

Filmen “The Future of Work and Death” giver os et indblik i mulige konsekvenser af den hastigt accelererende teknologiske udvikling. Konkret peges der på livsforlængelse og digital udødelighed samt massearbejdsløshed som følge af automatiseret arbejde. Vi har mødt den britiske instruktørduo Sean Blacknell og Wayne Walsh, der først og fremmest understreger et etisk og politisk behov for stillingtagen til den fremtid, der venter os....

I dokumentaren ”The Third Option” problematiseres muligheden for — ved hjælp af prænatale screeninger — at abortere helt op til fødslen, hvis barnet diagnosticeres med et svært handicap. Filmen rejser nogle store etiske og filosofiske spørgsmål omkring teknologiens betydning for tolkningen af den menneskelige eksistens, normalitetsbegrebet og lægevidenskabens magt i samfundet. Vi har taget en snak med instruktør Thomas Fürhapter for at få hans perspektiv på nogle af de temaer, som filmen kaster lys over. ...

Den italienske Femstjernebevægelse har med komikeren Beppe Grillo i spidsen formået at mobilisere hundredetusindvis af italienere i et fælles opgør med en gennemkorrupt politisk kultur. Men hvad sker der med en populistisk protestbevægelse, når systemkritikken skal omsættes til partipolitik? Det spørgsmål stiller Lise Birk Pedersen i filmen “Al magt til folket”, som handler om Femstjernebevægelsens jordskredsvalg i 2013 og de interne stridigheder, som mødet med den parlamentariske virkelighed skaber for partiet....