26.03.2023
Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023).
Sybilla Tuxen (direktør).
Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX.
Skal man tie? Sidde bag tremmer? Eller tage transporten ud af landet?
Det er det dilemma, som mange unge politisk aktive russere befinder sig i. Oppositionen til Vladimir Putin er hårdt presset, og det går ud over de visionære unge, som ønsker at forandre Rusland til det bedre. Nu er dokumentarfilmen The Silent Sun of Russia af Sybilla Tuxen ude, som belyser hvor skidt det står til for fremtidsudsigterne for de unge, som faktisk vil protestbevægelsen.
Silent Sun of Russia er en mørk og dystopisk fremlægning af unge russeres skæbne i det moderne Rusland. Vi følger Alika, Alyona og Katya for at se livet for de politisk aktive unge russere, som er kritiske over for systemet. Det ser ikke lyst ud. Filmen følger de unge russeres nødvendige flugt fra et system, der vil putte dem i fængsel for deres kritiske røster. En atmosfærisk og tung film om, hvor håbløst det ser ud for demokratisk forandring i Rusland, og hvilke negative effekter den demokratiske dødsdom har på de visionære unge.
Her kommer transskriptionen af paneldebatten fra visningen i Grand Teatret d. 26. marts 2023.
Sybilla Tuxen: Instruktør af filmen, som har tilbragt flere år i Rusland for at filme til dette projekt.
Ilya: En af persornerne filmen følger. Han kommer fra Sankt Petersborg.
Vera Skvirskaja: Antropolog fra Københavns Universitet. Hun har studeret nogle af udvandringsbølgerne fra Rusland.
Charlotte Flindt Pedersen: Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun har mange års erfaring med at rejse i Rusland.
Moderator:
Så lad os begynde. Jeg vil starte med et kort spørgsmål til hver af jer. Og jeg begynder med dig, Sybilla. Du var allerede i gang med filmen, da Ukraine-krigen pludselig brød ud. Hvordan ændrede det dine planer for filmen?
Sybilla:
Ja. Da krigen begyndte, havde jeg allerede planlagt en rejse til Rusland. For jeg havde ikke været der under coronapandemien. Så jeg havde faktisk et visum. Og jeg havde lang tid på forhånd bestilt flybilletter til et fly, som lettede tre dage efter krigen startede. De første to dage efter krigen brød ud, var jeg ikke sikker på, at jeg skulle af sted. For faktisk var den lufthavn, jeg skulle til, lukket, men så åbnede den, og jeg besluttede mig for at tage af sted for at filme. For i min mave vidste jeg, at jeg måske ikke ville være i stand til at tage af sted senere og gøre filmen færdig. Men bortset fra det var det en meget mærkelig oplevelse at være i Rusland bagefter og filme. For alt det materiale, jeg tidligere havde optaget, måtte jeg virkelig se på med nye øjne. For det var en helt ny situation.
Moderator:
Og det vender vi tilbage til. Ilya, jeg vil også spørge dig: Når du ser tilbage på den måde, som Sankt Petersborg ser ud på, sidste gang du så det, hvordan kan du så sammenligne det med den måde, som det så ud på før krigen? Du svarer på russisk.
Ilya:
Da krigen begyndte, var jeg på hospitalet. Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte til et protestmøde i centrum af byen. Der var mange mennesker, der protesterede i de første dage. Der var en masse panik og følelser, men folk vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. De var lidt rystede. Der var mange mennesker til den første dags demonstration, men den næste dag var der færre mennesker. Derefter var protesterne kun i weekenderne og derefter kun om søndagen. Hele byen var overmalet med hagekors-graffiti. Færre og færre mennesker deltog i protesterne. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stod midt på Nevskij Prospekt [red.: hovedgaden i Sankt Petersborg] i centrum af en storby, og der var ingen, der protesterede mod krigen.
Moderator:
Det her sætter scenen for, hvad der skete, da protesterne begyndte at svigte. Vi vender tilbage til det senere. Vera, kan du ud fra dine studier kort fortælle, hvad der kendetegnede de mennesker, der efter krigen besluttede sig for at forlade Rusland, særligt de unge mennesker?
Vera:
Der er en meget klar tendens, at mennesker fra den første bølge af udvandring repræsenterede meget veluddannede middelklassefamilier især familier med små børn. De kunne flytte til steder såsom Istanbul, hvor jeg har lavet min forskning, og de kunne fortsætte med at arbejde for virksomheder i Rusland eller finde en ny beskæftigelse. Den anden bølge var mere forskelligartet og var hovedsageligt repræsenteret af unge mænd, der flyttede væk fra mobiliseringen. Det var de to hovedgrupper. Ifølge mine observationer, og de ting jeg har læst om dem, var det stadig folk fra storbyområder med en vis kapital, så hvis de ikke kunne klare sig i udlandet, kunne de bare tage tilbage.
Moderator:
Så det var altså en meget specifik gruppe af mennesker, der var blandt de personer, der rent faktisk tog beslutningen om at rejse. Charlotte, du har besøgt Rusland godt nok siden 80’erne. Jeg tror faktisk, at det var en periode med håb for de unge mennesker. Så jeg tænker på, hvordan du har det, når du ser denne film? Det må være en meget anderledes følelse blandt de unge.
Charlotte:
Ja. Da jeg boede i Moskva i 80’erne, var hver dag en ny dag for de unge mennesker. Lige pludselig var der rockkoncerter, og der var ungdomsbevægelser, hippier og alle mulige andre former for ungdomsbevægelser. I dag kan man se frygten i øjnene igen hos de unge mennesker. Når de bliver spurgt om Putin eller krigen, er der en apati. Selv om der er nogle folk, der tør udtale sig på video, så det er meget trist, fordi man føler, at der er en stærk individualitet, der bliver klemt sammen.
Moderator:
Og vi vil vende tilbage til disse punkter under diskussionen. Jeg vil bare gerne vende tilbage til dig for nu, Sybilla. Kan du prøve at fortælle os lidt om karaktererne i din film? Du beskriver nogle meget barske skæbner og rørende historier. Der er Katya, Alika, Alyona, Ilya og flere andre. Hvordan møder du dine karakterer? Hvor længe kender du dem?
Sybilla:
Jeg mødte Alika i 2018 i Vladikavkaz. Jeg mødte hende ret tilfældigt, men jeg kunne lide hende med det samme. Jeg skulle til Vladikavkaz, og jeg lavede bare en lille smule research for at forsøge at møde nogle unge mennesker. Og jeg kunne ikke finde nogen på Facebook, så jeg søgte på Couchsurfing, for der kan man søge efter en by, og jeg fandt denne profil med Alika med hendes navn og et billede. Hun svarede mig ikke, men så fandt jeg hendes profil på VK, som er en russisk Facebook, og så jeg skrev en besked til hende der, og sagde, at jeg var på vej til Vladikavkaz, og om hun ville mødes med mig. Hun svarede mig straks, og vi mødtes i parken om aftenen, og vi gik rundt i et par timer og talte om alt muligt, og så begyndte jeg at filme.
Moderator:
Er det rimeligt at sige, at du planlagde en anden slags film før krigen brød ud?
Sybilla:
Jeg planlagde en anden film, ja. Jeg var i Sankt Petersborg mange år tidligere og mødte en masse unge russere, og jeg ville virkelig gerne lave et portræt af disse strålende unge mennesker, som jeg mødte første gang, jeg var der.
Moderator:
Så måske er det et indlysende svar, men hvorfor var det vigtigt for dig at lave dette ekstra kapitel, da krigen begyndte? Du sagde i dine indledende bemærkninger, at det ændrede alting.
Sybilla:
Jeg tror, det var svært at afslutte filmen uden dette kapitel, fordi det satte alting i et andet perspektiv. Alle de ting, som jeg faktisk oplevede før, var svært at følge op på, men da krigen kom, viste det virkelig, i hvilken retning alting var på vej hen.
Moderator:
Ilya, jeg spurgte flere af jer i panelet, hvilke valgmuligheder unge mennesker har i Rusland lige nu, og du sagde bl.a., at de kan vælge mellem tv og internettet. Hvad betyder det? Hvilken slags opdeling er der mellem dem, der følger tv, og dem, der følger internettet?
Ilya:
Valget er at være eller ikke at være en zombie i det 21. århundrede.
Moderator:
Hvilken slags opdeling giver det, at nogle mennesker følger det ene og andre det andet? For eksempel i familier, formoder jeg, kan der være begge dele.
Ilya:
Min familie er faktisk ligeglad med politik eller separatisme, og jeg har kæmpet med min familie hele mit liv.
Moderator:
Overraskede krigen dig og hvordan din familie reagerede på krigen?
Ilya:
Tja, krige bliver altid startet af dem, som har magten, men det var et stort chok for mig, at folket ikke stoppede denne krig.
Moderator:
Føler du, at du også er ansvarlig som ung og som borger i Rusland?
Ilya:
Selvfølgelig føler jeg mig ansvarlig. Jeg føler smerte. Jeg er vant til at se vold, jeg har set så mange henrettelser, og jeg har set mange børn dø. Hver dag så jeg sådan noget lort. Det er mit liv, men jeg så ikke bomber, jeg så ikke krig. Min søster fødte et barn, og jeg kan ikke møde hendes lille datter. Vores familiesituation er, at min søster har født et barn, men jeg kan ikke besøge hende og holde barnet i mine arme. Men på den anden side bliver folks børn dræbt af bomber, og de folk kan aldrig holde deres børn i armene igen.
Moderator:
Jeg vil gerne henvende mig til dig, Vera, for jeg ved, at du har studeret dette spørgsmål om skyldfølelse, følelsen af skyldfølelse blandt dem, der forlader landet. Kan du oplyse os lidt om dette? Hvilken slags skyldfølelse kæmper disse mennesker med?
Vera:
Det er et meget stort spørgsmål, for der er netop denne følelse af ansvar og skyld. Faktisk er det inden for dette miljø af russiske migranter en stor debat om, hvorvidt vi skal føle ansvar, eller om vi skal føle ansvar og skyldfølelse. Og et ret stort antal mennesker, som jeg taler med, siger faktisk: “Nej, vi forlod landet, og vi støttede ikke krigen. Krigen blev ikke startet i vores navn, så der kan ikke være tale om skyld som sådan, men selvfølgelig er vi alle ansvarlige, fordi vi er borgere i det pågældende land.” Så skyldfølelse er en særlig følelse hos de mennesker, der er meget følsomme over for den vold og de forbrydelser, som de russiske tropper har begået i Ukraine, og skyld er også en slags etiket, som folk, der ikke føler den, kan tillægge andre. Så der foregår en hel del diskussioner, debatter og konflikter i dette miljø på baggrund af disse linjer, nemlig om vi skal føle skyld eller blot føle ansvar. Og selvfølgelig er et af de vigtigste argumenter blandt dem, der migrerer, at de ønsker at flytte ud af landet, fordi de ønsker at tjene penge i udlandet, så de ikke betaler skat til finansiering af krigen. Så det er en måde at trække sig fra dette ansvar på ved ikke at sætte penge ind i krigsmaskinen.
Moderator:
Et spørgsmål mere til dig, Vera. Vi, og også Ilya, talte om generationsspørgsmålet. Du skrev til mig, at der nu er en del forskning om, hvad en længerevarende krig gør ved støtten til krigen. Kan du kort fortælle os, hvad det handler om?
Vera:
Ja, det var en lidt uventet opdagelse i marken, at nogle af de unge mænd, der flyttede, især den første bølge, men også nogle af dem, der var i fare for at blive mobiliseret, nævnte, at deres forældre i begyndelsen af krigen støttede deres beslutning om at flytte væk. Forældrene støttede handlingen som en slags antikrigsprotest, men jo længere krigen trækker ud, jo mere bliver de påvirket af propagandaen og af idéen om, at hele verden faktisk er imod os som russere. Så en hel del af disse negative ting i forhold til Rusland og også i forhold til russerne, som er blevet forstærket af de russiske medier, har faktisk haft en meget stor indvirkning på den ældre generation.
Moderator:
Så en lang krig kan faktisk øge støtten til krigen i nogle segmenter af den russiske befolkning?
Vera:
Ja, præcis. Jeg mener, sanktionerne har naturligvis en indvirkning, men de har en indvirkning på bestemte områder, og for disse mennesker og denne generation af forældre har det ikke nødvendigvis en så vigtig indvirkning. Så jo længere krigen varer, jo mere støtte får den fra de såkaldte dybe masser.
Moderator:
Charlotte, jeg vil gerne vende mig til dig. Tror du, at Kreml eller den politiske elite er utilfredse med, at disse mennesker flytter ud af Rusland? At unge mennesker rejser væk, eller er de ret tilfredse med det?
Charlotte:
Jeg tror, at de er tilfredse med det, fordi det er de mennesker, som de er bange for, og til en vis grad kan man sige, at Kreml også fører en krig mod deres egen befolkning. Dette er det første mål i den krig, og derfor er de ganske tilfredse. Selv om det har økonomiske konsekvenser for dem, er det ikke noget, som de tager højde for.
Moderator:
Vi taler om nogle af de bedste og klogeste. Det er en enorm hjerneflugt. Er de ikke nødt til at tage hensyn til dette som en faktor fra et politisk synspunkt?
Charlotte:
Jo, ifølge os, i et rationelt land, er de nødt til det. Denne krig handler også om historie, kan man sige. Det er en meget bagudtænkende krig. Det handler om noget, som de mener har stået på i mange år, en uretfærdighed, som fandt sted i fortiden. Så det handler ikke om fremtiden, og det er et eksempel på, at det ikke har noget med fremtiden at gøre, virkelig. Derfor er de glade for, at disse unge potentielle navalnister eller ekstremister faktisk flytter ud af landet.
Vera:
Jeg vil gerne tilføje, at blandt den anden generation af migranter, disse unge mænd, der er flyttet væk for at undgå mobiliseringen, er en ret stor del af dem, der kaldes digitale nomader. De fortsætter med at arbejde for Rusland. De forlod ikke landet af ideologiske årsager. Det er også vigtigt at forstå, at de bare ikke ønsker at blive mobiliseret og gå i krig. En ret stor del af den ekspertise, som de repræsenterer, er stadig noget, de giver tilbage til Rusland. Så vi kan ikke tale om en total hjerneflugt på dette stadie endnu.
Moderator:
Ja. Okay. Sybilla, som vi talte om har du arbejdet flere år i Rusland. Du har talt med mange mennesker der. Du beskrev det endda, som jeg læste i et interview, som en slags kærlighedsaffære med Sankt Petersborg, tror jeg, du sagde. Hvordan føles det i dag? Føler du stadig, at du kan tale om sådanne følelser, når vi ser et land, der fører krig mod nabolandet?
Sybilla:
Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at allerede dengang, da jeg var der første gang, var det menneskerne, jeg mødte, som jeg kunne lide, og som gav mig så meget. Det var aldrig staten eller den politiske struktur. Så jeg tror, at jeg stadig forstår mange af disse unge mennesker.
Moderator:
Synes du, at det er rimeligt at tale om en hel generation, der er påvirket af krigen, en krigsgeneration nu i Rusland?
Sybilla:
Jeg tror på nogle punkter, ja, men som Ilya også sagde lige før, så er mange unge mennesker også ligeglade, de læser ikke nyhederne og støtter ikke Putin. Jeg filmede nogle unge mennesker i et mere alternativt miljø og også folk, der læser nyheder på internettet og kender oppositionens nyheder. Så ja, det er én side af historien, og der er en anden.
Moderator:
Og hvad er stemningen blandt disse mennesker nu? Charlotte nævnte, at denne krig handler om fortiden. Ser disse mennesker på fremtiden? Har de håb? Har de planer? Når du altså ser på de mennesker, du mødte.
Sybilla:
Alle dem, jeg taler med nu, har ikke mange planer, fordi de ikke ved, om de kan blive der, hvor de er nu uden for Rusland og ingen af dem ønsker at tage tilbage til Rusland. Jeg tror, det er virkelig svært for dem at tænke på, hvad de vil, at have drømme og at tænke på noget om en måned eller to måneder eller et halvt år eller et år. Det er ikke muligt for dem.
Moderator:
Vera, jeg vil gerne spørge dig og Charlotte om en sidste ting. Vi ved, at der har været flere andre krige, som har haft stor indflydelse på Rusland og også på Sovjetunionen. For eksempel krigen i Afghanistan. Tror du, at denne krig kan få en lignende indvirkning på Rusland, som krigen i Afghanistan havde på Sovjetunionen med hensyn til at give genlyd i samfundet og i generationer? Mange mennesker, som kom tilbage fra Afghanistan, kom tilbage med ar efter krigen.
Charlotte:
Der var én ting ved krigen i Afghanistan. Jeg mødte en masse afghanske veteraner, da jeg var i Moskva. Sagen var, at de havde Gorbatjov. Derfor havde man muligheden for åbent at kritisere regeringen og åbent sige, at vi ikke får nok støtte, eller åbent spørge, hvorfor vi egentlig er i denne krig. En af de vigtigste chefredaktører for et sovjetisk ungdomsmagasin, Aganyok, var en afghansk veteran, og han talte åbent om disse ting. I dag har man ikke denne ytringsfrihed eller denne mulighed. Så i den forstand vil der naturligvis være ar og sorg og alt muligt. Men her har vi en situation, hvor vi har et Orwell-lignende system. Og derfor er det meget svært at komme med kritik af det, der foregår med hensyn til soldaternes tilbagevenden.
Moderator:
Men det betyder vel ikke, at retningen ikke vil komme?
Vera:
Jeg ville tilslutte mig denne pointe, som Charlotte kommer med, for jeg gik i skole i Sovjetunionen, og jeg husker den måde, hvorpå disse unge mænd, søde unge mænd, blev rullet ind i kørestole til vores klasseværelse for at fortælle os om krigen i Afghanistan, og vi var forfærdede, fordi disse unge mænd var bare en lille smule ældre end vi var. De kunne ikke rigtig kritisere krigen, men de støttede den bestemt ikke, og var bestemt ikke positive over for den. Så igen når vi taler om eftervirkninger i dag, er det næppe muligt at forestille sig den samme måde at interagere med en veteran, med en mand, der er blevet sprængt i luften i Ukraine, for eksempel. I den forstand var der mere plads til en mere kritisk diskussion, end vi kan se i dag.
Moderator:
Jeg ville gerne afslutte denne diskussion med et glimt af håb, men det ser ud til at blive svært. Jeg spurgte dig, Ilya, om håb, og jeg tror, dit svar var noget i retning af: Fuck håb. Du skrev dengang, at “min generation er blevet voldtaget.” Kan du uddybe, hvad mente du med det?
Ilya:
Jeg håber ikke længere. Fuck håbet. Hvad kan man håbe på? Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på i denne situation. At Putin dør? At krigen stopper? Jeg ved det ikke. Eller at folk vil lære af dette? Jeg ved det ikke.
Moderator:
Okay, så vil jeg vende mig til dig, Sybilla. Hvad er dit håb for dine karakterer i filmen?
Sybilla:
Hvis jeg skal tænke på de unge mennesker i filmen, som er imod Putin, håber jeg, at vi på en eller anden måde kan hjælpe dem med at kæmpe imod Putin. At vi i den vestlige verden vil hjælpe de unge mennesker mod Putin.
Moderator:
Det var de sidste ord fra dette panel. Vi vil nu vise filmen.
Detaljer om filmen: https://cphdox.dk/film/silent-sun-of-russia/
