1.10.2005
Den sociale orden i det moderne arbejdsliv synes i dag at udfolde sig i zoner af uadskillelighed, hvor relationen mellem selvets eksistens og dets arbejde blandes og udveksler træk fra hinanden i en sådan grad, at skellet mellem disse to sfærer synes vanskeligt at bestemme og aftegne. En sådan udveksling medfører, at begreber som forandring, autonomi, selvbestemmelse og frigørelse, som vi normalt har forbundet med et kritikbegreb i dag er indlejret, organiseret og sedimenteret i arbejdet, og derved er blevet dagligdag for den moderne medarbejder. Dette frit flydende essay rejser spørgsmålet om, hvordan en kritisk indstiftelse og bestemmelse må se ud i forhold til denne nye sociale orden, og hvilken praksis en sådan kritik som minimum må forpligte sig på for at være på højde med denne orden.
Du er sparekassen, også når du ikke er på arbejde
I november måned blev Middelfart Sparekasse vinder af dette års konkurrence Danmarks Bedste Arbejdsplads. En arbejdsplads uden procedurer og regler kendetegnet ved udpræget selvledelse og selvorganisering. En arbejdsplads hvor indflydelse ikke er noget man får, men noget man tager og en arbejdsplads, hvor visionen er at behandle medarbejdere og kunderne på en sådan måde, at begge kernegrupper glæder sig til at komme i sparekassen samt en arbejdsplads hvor værdierne blandt andet bebuder at ”du er sparekassen, også når du ikke er på arbejde”.
Kåringen af sparekassen som Danmarks Bedste Arbejdsplads udtrykker på mange måder den tiltagende og intensiverede humanisering af det moderne arbejdsliv, som begyndte i 1960’erne og som fra starten af 70’erne, med arbejdets ekspanderende immaterielle karakter, er blevet den selvcirkulerende identitetsbestemmelse hos den moderne medmedarbejder. Denne humanisering og immaterialisering har med sit fokus på den ansattes subjektivitet, her forstået som identitet og identitetens selvforhold, etableret en opfattelse af arbejdslivet som den mest betydningsfulde komponent i det individuelle livsprojekt. Ligeledes har den udformet vidtfavnende biopolitiske ledelsesteknologier til organisering og kvalitativ sedimentering og segmentering af netop dette projekt.
Arbejdet er kort sagt blevet essentielt for subjektivitetens udfoldelse og subjektiviteten er blevet væsentlig for arbejdets udførelse. Subjektivitet skal således i denne forbindelse forstås dobbelt. Dels som den måde identitet og identitetens selvforhold skabes og produceres på i forbindelse med arbejdet, og dels som det spektrum af følelser, tanker, begær, handlekraft, vilje, engagement og kreativitet, der i kraft af kravet om en fleksibel produktion, medarbejderens udstrakte selvbestemmelse og ikke mindst vedvarende selvevaluering, bliver genstand for ledelse.
Formuleret på en anden måde: subjektiviteten er på én gang produktiv og et produkt, på én gang konstitutiv for og konstitueret i arbejdet. Det moderne arbejde står dermed som en betydningsgivende og organisatorisk mangfoldighed, der på samme tid er medproducent af de moralske værdier, herunder den etiske habitus, der udgør selve grundlaget for det ’gode liv’, og den genstand som de nutidige ledelsesteknologier er sat til at forvalte, udfolde og udvikle. Dette forhold, eksemplarisk udtrykt i buddet om, at ’du er sparekassen, også når du ikke er på arbejde’, medfører, at arbejdslivet i øget grad organiserer sig i zoner af uskelnelighed, dvs. mellemtilstande, der rummer en samtidighed forekomst af en række sædvanligvis kontradiktoriske elementer såsom arbejde/selvet, kontrol/autonomi og arbejde/fritid. Dette bevirker, at vi ofte (ganske misvisende) falder tilbage på en af mellemtilstandenes determinerende termer (fx enten arbejde eller selvet) i stedet for at fastholde dem som autonome konnektive fænomener (som både arbejde og selvet). Det er m.a.o. selve dette mellemværende, dette ’både-og’, denne autonome konnektive syntese mellem de determinerende termer, der konstituerer den zone af uskelnelighed, som vi her kalder det moderne arbejdsliv.
Et både-og som i tilfældet Middelfart Sparrekassen kommer til udtryk i det forhold, at medarbejderen på den ene side altid skal være sparekassen, en fortløbende affektiv præsentation, mens sparekassen på den anden side tilbyder sig som selve den verden, hvori medarbejderen kan udvikle sig og dermed blive sig selv, ’lykkelig’ og ’fri’. Med andre ord forsøger Middelfart Sparekassen ikke at reducere medarbejderens subjektivitet til nogle præetablerede og på forhånd bestemte standarder, når den gør brug af en række moderne ledelsesteknologier såsom værdiledelse, NPL-kurser og MUS-samtaler, idet en sådan reduktion og tvang ville kvæle den ressource, som virksomheden forsøger at erhverve sig, selve medarbejderens subjektivitet som en reel og kraftfuld produktion og produkt i kapitalismens akkumulation.
Snarere end at blot at beordre, disciplinere og reducere virker disse ledelsesteknologier ved at indstifte en refleksiv selvforvaltning hos medarbejderen, der på én gang står uafgjort og uafklaret som en uskelnelig mellemtilstand mellem krav og frihed. Derved indstiftes et transversalt krav i medarbejderen om en refleksiv selvforvaltning som frihed.
Du er produceret
Det interessante, det udfordrende og ikke mindst det foruroligende ved de biopolitiske ledelsesteknologier er, at de bærer en bestemt bestemmelse af frihed med sig, idet de optegner og dermed beordrer en ganske bestemt affirmation, hvor hin enkelte medarbejder først som sidst må blive et ’subjekt’, selvbestemmende og selvevaluerende, refleksiv og udviklende, autonomt og frigjort. For at være en ressource må medarbejderen blive sig selv i lyset af det humanistiske oplysningsprojekt, hvorfor vi i lidt bredere termer ikke længere ser nogen opposition mellem på den ene side kapitalismens hastige cirkulation af meninger, betydninger, begær, varer og værdier og på den anden side det humanistiske dannelsesideal om selvstændighed, selvbestemmelse og kritisk anskuelse.
Kapitalismen og humanismen er således ikke udvendige i forhold til hinanden. Det forholder sig snarere sådan, at humanismens dannelsesideal – herunder den kritiske selvbestemmelse – er blevet en væsentlig produktionskraft i kapitalismens vedvarende immanente ekspansion i alle områder af det sociales aktualisering. Sagt på en anden måde findes der ikke længere et uberørt ’udenfor’, hvorfra en kritik kan formuleres, funderes og begrundes, idet dette ’udenfor’ er blevet indfoldet som en nødvendig interioritet i kapitalismens egen bestemmelse af, hvad der står udenfor dens cirkulation, (herunder hvad der optræder som kritik af dens cirkulation) og i den betydning bliver en konstitueret og kontrollerbar ’andethed ’. En andethed gennem hvilken kapitalismen med dens biopolitiske anordninger vedvarende kan ekspandere. Se f.eks. blot på hvordan psykologi og social-psykologi siden Anden Verdenskrig, i såvel organisations- og ledelsesteoriernes udvikling som konsulenthusenes konceptualiseringer, først indtrådte som en oppositionel kritisk røst i forhold til arbejdets inhumane organisering og tilrettelæggelse i de fordistiske gemakker, og nu står som den dominerende kropsteknologi, hvori selvet anrettes i en selvregulerende, selvudviklende og selvevaluerende pastoral triangulering mellem skyld, anger og tilgivelse, eksemplarisk virkeliggjort i de årlige performance- og MUS-samtaler og deres terapeutiske narratologi.
I begrebets form betyder dette i al sin enkelhed, at den logiske modulation som vi traditionelt indretter enhver kritik efter – kendetegnet ved en direkte relationel oppositionel modstand, der først som sidst har negationen som udgangspunkt – ikke blot bliver nytteløs og ufarlig, men nu fungerer som en gennemgribende produktiv forudsætning for det, som kritikken er rettet mod. Konkret betyder dette, at det aldrig – som det f.eks. fremsættes andetsteds i dette temanummer – kan være vreden, afsmagen, bitterheden eller forbitrelsen, der kan være drivkraften i en kritisk indstiftelse, da et sådant udgangspunkt i bedste fald vil være en abstrakt intellektuel indignation og i værste fald en forlængelse af det moralsk-humane ressentiment, der om noget er blevet konditionen for det nutidige arbejdsliv og kapitalismes vedvarende territoriale ekspansion. Dette kan forekomme abstrakt, som store og fjerne begreber, der cirkulærer i andre sfærer end dem, vi kalder arbejdsliv og dermed også fjernt fra den dagligdag, som vi forbinder Middelfart Sparekassen med. Men det forholder sig ganske anderledes, eftersom det i særdeleshed er de moderne biopolitiske ledelsesteknologier, som sparekassen blandt andet gør brug af, der indoptager disse begrebers blandingssemiotiske komponenter, her forandring, autonomi, selvbestemmelse, frigørelse, udvikling, læring, værdi, og herigennem danner zoner af uskelnelighed mellem det humanistiske oplysningsprojekt og kapitalismens cirkulation af organisationer, institutioner, agenter og aktører.
Dannelsen af disse zoner og passager udfordrer selve den optik og de perspektiver, vi sædvanligvis lægger til grund for vor forståelse af den moderne organisation, både som konfiguration og som handlingsforløb. De nye ledelsesteknologier udfordrer ikke blot organisationens grænse og organiseringens funktion og indhold, men samtidig også de kritikker, vi har for vane at rette mod organisationen og dens organisering. Der er m.a.o. ikke blot tale om en udfordring af de forståelsesrammer, vi har vedr. organisationer, men også om en problematisering af den kritiske tanke og praksis, vi sædvanligvis forbinder med en kritik af arbejdslivets sociale orden. Denne problematik kommer til syne idet begreber, som en sådan kritik normalt gør sig til fortaler for, så som autonomi, selvledelse, selvbestemmelse, forandring, udvikling og ikke mindst frigørelse, i dag synes at være selve den måde, hvorigennem arbejdslivets sociale orden organiseres, sedimenteres og segmenteres. Mødet med en moderne arbejdsplads som Middelfart Sparrekasse udfordrer dermed vores forståelse af begrebet kritik; ja det udløser så at sige en krise i vores vante omgang med kritikbegrebet og dets særlige praksis. Det fordrer, at vi gør os klart, hvad et kritikbegreb og en kritisk praksis indebærer, før vi overhovedet kan forholde os kritisk til en aktualisering af det moderne arbejdsliv. Det er indlysende, at vi i dette korte essay ikke har mulighed for at udfolde kritikbegrebets konstituerende komponenter i en samlet begrebsanalyse. I stedet vil vi forsøge kort at optegne analytikken for en kritisk praksis, der er på højde med den sociale orden, den forsøger at bestemme og bedømme.
Du er fri
Som vi kort har redegjort for i det foregående, findes den kritiske praksis ikke i en forestilling om et uberørt ’udenfor’ eller i transcendente forestillinger om det sande, det gode eller retfærdige, eftersom disse forestillinger, i den blandingssemiotiske sammenstilling af kapitalismens cirkulation og humanismens oplysningsprojekt, produceres i de tegn-regimer, hvori subjektiviteten gives betydning og fylde. Det betyder, at enhver kritik må effektueres i midten af den produktion, der vedvarende forsøger at indfange og sedimentere den, ved at bekræfte de elementer i den sociale orden, der synes at være i overskud i forhold til den sammensatte betydning, som vi kender som Doxa, herunder under også kritikkens vante negerende og oppositionelle selvfølgelighed. En kritisk praksis må så at sige forsøge at bestemme og bedømme de relative frie og heterogene punkter i den sociale orden, som står uafgjorte i forhold til deres betydningsindhold. Det er netop her, vi finder den kreativitet og den modstand, som endnu ikke er aktualiseret, for at parafrasere den franske filosof Gilles Deleuze. En kritisk praksis er således ”en affirmativ udfoldelse i midten af de tegn-regimer, hvori vores subjektivitet bliver til”, som det kunne lyde med et andet, men efterhånden trættende Deleuziansk jubelråb. Trættende, idet vi såre sjældent får en nærmere bestemmelse af denne udfoldelse. Spørgsmålet er således, hvad vi forstår ved en kritisk praksis, der efterstræber og afsøger en affirmativ bestemmelse og dermed også rummer muligheden for at bedømme og vurdere hinsides alskens transcendente fantasmer.
Som det fremhæves af Alexander Carnera og Bent Meier Sørensen i et andet essay i dette temanummer, har kritikbegrebet sin rod i det græske ’Krenein’, som henviser til det at skelne, at granske og at bedømme. Bevæger vi os fokuseret af denne vej, er det interessant at bemærke, at ’krenein’ også udgør grundstammen i begreberne ’krisis ’ (krisen) og ’krinomenon ’ (det uafgjorte, der skal afgøres), selve vendepunktet og tvivlens scene. Det er da også netop i tvivlen og i vendepunktet, at vi kan finde de første komponenter til genindstiftelsen af en kritik der tager udgangspunkt i den sociale orden, der omslutter os. Det er så at sige i dette intermezzo mellem tvivl og vendepunkt, at kritikbegrebet kan rekonstituere sig og udstikke konturerne til den analytik, hvorigennem vi kan tale om en affirmativ bestemmelse og bedømmelse.For en nærmere redegørelse af disse begrebskomponenter, se venligst kommende interview med Martin Fuglsang i april-nummeret af Turbulens 2006.
Til trods for at enhver kritik må udspringe af det givne, som den sættes til at bestemme og bedømme, kan drivkraften for en sådan kritiks udfoldelse i udgangspunktet ikke basere sig på en negerende og oppositionel logik. Modstanden kan aldrig rettes direkte mod de konkrete og manifeste aktualiseringer, men må i stedet agere indirekte, gennem en bekræftelse af det som i disse aktualiseringer bærer muligheden for modaktualisering – nemlig i de virtuelle og formgivende kræfter der gennemstrømmer disse aktualiseringer. I bestræbelsen på at tilnærme os et sådan kritikbegreb vil vi trække på en bestemt analytisk praksis, der har symptomatologien som sit udgangspunkt og diagnostikken som sit håndelag i form af bestemmelse og bedømmelse.Det er i denne forbindelse, at herværende essay om kritikkens nuværende mulighed er i slægtskab med Lars-Henrik Schmidts imponerende projekt om ”Socialanalytik”, og som sådan indgår disse tanker i det store forskningsprojekt under ledelse af Jens Erik Kristensen ”Programmet for Socialanalytisk samtidsdiagnose” ved DPU.
Både symptomatologien og diagnostikken er discipliner, der traditionelt hører under det lægevidenskabelige vidensområde, og det er netop denne form for bestemmelse, bedømmelse og vurdering, som vi kender fra dette felt, vi efterstræber i forbindelse med et kritikbegreb. Den kritiske praksis bliver hermed til et spørgsmål om at optegne og kortlægge de symptomer, der udspiller sig i den sociale ordens modulationer, for herigennem at finde de nedslag af krise og transformationspunkter, der altid eksisterer i en given modulation. I eksemplet Middelfart Sparekasse kan man f.eks. afdække omfanget og udstrækningen af de heterogene symptomer, der udgør ansamlingen ”stress”, som en følge af den affektive og receptive præsentation, som medarbejderne udlever gennem den ulegemlige transformation, der indsættes gennem udsagnet ”du er sparekassen, også når du ikke på arbejde” og som arrangerer, folder og organiserer medarbejderens krop i et bestemt betydningsunivers. At kortlægge krisepunkterne i Middelfart Sparekasse som symptomer er således ikke et spørgsmål om finde årsager, (hvilket kendetegner de traditionelle socialanalyser), idet årsager altid behøver en begrundelse uden for det givne, som de er sat til at forklare og dermed optegne. Symptomer er derimod først som sidst kendetegnet ved deres direkte effekt i den modulation, hvori de virker. De er så at sige direkte produktive gennem deres kvalitative transformation af den krop og den orden, som de gennemløber. Samtidig fungerer de også gennem deres konnektive blanding, og de kan derfor ikke reduceres til hinanden eller hierarkiseres i bestemt betydningsindhold, gennem hvilket en bestemmelse ville være mulig gennem et prædefineret begreb med dets underliggende axiomatik. Det er derimod selve begrebet, der må dannes for at kunne stille diagnosen, eftersom enhver diagnose altid er en konkret og lokal problematik, der kombinerer symptomer som komponenter til et begreb. Det er således ikke begrebet, der er givet og som indordner symptomerne i en præetableret betydning, men symptomerne der gør en begrebsskabelse mulig og dermed optegner en betydning. Dette er en overordentligt kreativ handling, der indstifter en ganske anden bedømmelse, end den vi vanligvis gør brug af i vores undersøgelser og konfrontationer af arbejdslivet, idet den er en bekræftelse af det givne, der i diagnosens form (selve bedømmelsen) udfolder en optegnelsen af heterogene elementer til en samlet komposition, hvori betydningen af det givnes sociale orden udkastes. Den diagnostiske praksis dømmer således ikke gennem en præetableret moralsk kode eller gennem årsagslogikkens klassiske aksiomatik, men gennem dens sammenstilling og arrangering af de symptomer, der udspiller sig de sociale modulationer. Den diagnostiske praksis fælder sine domme ved at skabe en ny funktionel problematik i midten af den produktion, hvorigennem og hvori vores subjektivitet bliver til. Den kortlægger den givne sociale ordens organiserende problematik (fx sparekassen) med henblik på at finde krisepunkterne i denne orden (fx stress) – selve de vendepunkter i hvilke den gældende orden kan slå over i noget nyt.
Symptomatologien og diagnostikken som kritisk praksis udfolder således ikke en moralsk domsfældelse og knytter sig ikke til moralens klassiske ’kritiske’ attributter, som f.eks. det at være imod, at have afsmag for, at give stemme til, at tale for nogen eller noget. I stedet opererer og virker denne praksis gennem en optegnelse af de frivillige regler, der er i stand til at vurdere, hvad vi tænker og gør i lyset af et liv, der endnu ikke er aktualiseret, men stadig er reelt. Eller udtrykt anderledes: ”det er ikke længere et spørgsmål om determinerende former, som ved viden, eller restriktive regler, som ved magt: det er et spørgsmål om frivillige regler der gør livet til et kunstværk, regler der på engang er etiske og æstetiske og som konstituerer eksistensformer eller former for liv (selv selvmordet er inkluderet). Det er hvad Nietzsche opdagede som viljen til magt, æstetisk virkende ved at opfinde nye muligheder for liv” (Deleuze 1995: 98). Det er her den kritiske praksis når sin største udstrækning og sit mest intensive niveau, eftersom den bekræfter vor eksistens gennem en vedvarende differentiering af, hvad livet kan være, og dermed hvad livet er, når det ikke er aktuelt og allerede formet i ofte præetablerede former som organisation og individ. Herved negeres det nuværende og dets territorium igennem en fuldkommen destruktion, men kun som en afledt effekt af det udsagn, som bekræfter livet i sin fortløbende tilblivelse; ganske som Matilde når hun siger: ”Jeg er en stor pige, men ikke så stor som jeg er i morgen; Ja, Matilde, du er større end du lige var, men mindre end du er færd med at blive, lige nu, mens du kaster din fortid mod din fremtid.” Det er netop i den forbindelse, at symptomatologien som optegnelse og kortlægning, og diagnostikken som bestemmelse, ikke er en moralsk dom, men en etisk differentiering som transversalt gennemskærer de modi, hvori vi føler, tænker og handler.
Afsluttende proklamation
Når det moderne arbejdsliv folder sig i zoner og passager af uskelnelighed, er det ikke længere et spørgsmål om forandring, autonomi, selvbestemmelse og frigørelse hinsides kapitalismens hastige cirkulation. Dette forbliver en idealistisk og romantisk tilfangetagelse, et drømmesyn i oplevelsesøkonomiens affektive univers. Det er derimod et spørgsmål om at forlænge sig gennem de biopolitiske ledelsesteknologiers arrangement til dets yderste grænse, dér hvor det faktum, at ”vi er sparekassen, også når vi ikke er på arbejde”, leder til spørgsmålet om, hvad sparekassen så er i det liv, der er frit ved endnu ikke at være ankommet til og aktualiseret ved sparekassens dørtærskel. Vi er så at sige altid så meget andet, mens vi er sparekassen!
